18/4 1905
Jomfru Rasmussen i Odense
Frederik den syvende var som bekendt tre gange gift. Først med Frederik den sjettes datter, prinsesse Wilhelmine, derefter med prinsesse Caroline Charlotte Mariane af Mecklenborg-Strelitz og endelig med Louise Rasmussen, kaldet grevinde Danner.
Ægteskabet med prinsesse Caroline blev ophævet i september 1846 og jomfru Louise Rasmussen der havde haft en butik for modepynt i København, flyttede - fortæller H. E,. Friis, i sin interessante skildring af det oldenborgske kongehus's historie - snart efter til Odense, hvor kronprins Frederik (Frederik den syvende) dengang boede.
Hun tog i begyndelsen ophold i forskellige private boliger i nærheden af slottet, hvor hun idelig havde besøg af kronprinsen. Snart efter indrømmedes der hende værelser på selve slottet.
Fra kronprinsens nærmeste omgivelser blev der gjort alt, hvad der kunne gøres, for at forhindre dette forargelige forhold, men bestræbelserne var forgæves. Kronprinsen var således omspændt af denne kvindes garn, at han i sine huslige forhold aldeles intet hensyn tog til udtalelser fra dem, hvem han tidligere havde lånt øre.
Ikke heller fra kong Christian den Ottendes side kunne man, medens der endnu var tid, vente nogen kraftig bistand til at få dette forhold hævet.
Der havde efterhånden udviklet sig et vist spændt forhold mellem fader og søn, som bidrog til, at kongen meget ugerne indblandede sig i de kornprinsens liv nærmest vedkommende sager. Desuden håbede kongen, at kronprinsens tilbøjelighed for jomfru Louise Rasmussen ikke skulle vare så længe.
"Hun er jo så forbandet styg," sagde kongen (Christian den ottende) til Bardenfleth idet han opfordrede ham til at se at få forholdet hævet. Han svarede, at ingen bedre end kongen selv ville kunne virke til dette formål, og sagde, at han ikke kunne blande sig deri, men havde det håb, at kronprinsen efterhånden skulle blive ked af jomfru Rasmussen.
Bardenfleth så imidlertid, hvorledes hendes herredømmer over kronprinsen daglig voksede, og hvorledes hun vidste at fjerne ham mere og mere fra de omgivelser, der hidtil havde været ham kære.
Imidlertid slog Christian den ottendes spådomme ikke til, thi eftersom tiden gik, vandt hun mere og mere herredømme over kronprinsen. Da hun var påholdende, begyndte hun straks at berige sig ved at søge udgifterne ved hoffet i Odense indskrænkede så meget som muligt. Hun var derfor ingenlunde godt lidt af funktionærerne på slottet, som havde ondt ved at forsone sig med denne simple kvindelige fremtoning efter den milde og fintfølende kronprinsesse.
I begyndelsen holdt jomfru Louise Rasmussen sig mere skjult og indgetogen, men senere blev hun dristigere, skønt det ikke var skjult for hende, at befolkningen ikke så på hende med milde øjne.
Odense by var ikke ret stor dengang. Når en sådan fremmed dame sad ene på en af parkettets forreste bænke i teateret, rygtedes det snart, hvem hun var.
Et par døtre af en bager i Odense, der leverede brød til slottet, fik en aften tilfældigt plads i teateret ved siden af Jomfru Louise Rasmussen. De unge piger, der følte sig trykkede af det mystiske naboskab, flyttede bort til en anden plads. Der blev sagt, at hofbageren dagen efter fik en næse for sine døtres adfærd, og at leverancerne til slottet fra den tid blev betydelig reduceret.
En af Odense bys konditorer, en yngre mand, valgte en anden fremgangsmåde. Han søgte netop ved given lejlighed at få sin plads i teateret ved siden af den omtalte dame, og at få indledet en samtale med hende, hvilket lykkedes, idet hun både var indladende og konversabel.
Der blev sagt, at der efter den tid på slottet blev spist langt flere konditorkager end tidligere, og da kronprins Frederik blev konge, blev den snilde konditor ved given lejlighed udnævnt til agent.
Jomfru Rasmussen syntes ikke godt om hoffolkene, når de ikke ville smigre hende eller gå hende under øjne. De lavere funktionærer benævnede hende mellem sig aldrig andet end hun eller hende.
Selv havde jomfru Rasmussen følelsen af, at der ikke blev set på hende med milde øjne af folk i almindelighed, og hun var vist ikke fri for at nære frygt for at blive ryddet af vejen om det var gørligt.
Man havde en formodning derom, thi da hun var bleven syg, medens hun opholdt sig på slottet i Odense, havde livlægen, etatsråd Lund, fået ordre til, at han skulle skrive på recepten, at medicinen var til hans kgl. højhed kronprinsen samt at der skulle laves i to flasker af samme mikstur. Meningen med denne dobbelte forsyning var, at kronprinsen, der dog ikke fejlede noget, men uden skade kunne tage af det forordnede, havde lovet hende at tage af den ene af flaskerne, og så mente hun på den måde, at have sikret sig imod at blive forgivet, da man jo på apoteket, hvis der var kommet gift i den ene af flaskerne, ikke kunne vide, hvilken flaske kronprinsen ville tage af.
Ingen tænkte imidlertid på at forgive hende. Både hun og kronprinsen nød af de ensartede miksturer og hun kom sig snart.
Efterhånden vænnede befolkningen sig til hende som et uundgåeligt onde, da hun nu engang havde fået sin fod indenfor slottets døre. Hun ænsedes ikke, holdt sig også foreløbig klogelig tilbage.
Hun virkede skjult inden for Odense slots mure, hvor hun som sagt, interesserede sig for en større økonomi i forvaltningen, som kunne komme hendes finanser til gode, og det var hende foreløbig nok.
Jomfru Rasmussen var født den 21. april 1815. Navnet Rasmussen fik hun efter sin moders pigenavn. Hendes moder blev senere gift med en kontrollør Jensen ved det kgl. teater.
I året 1835 blev hun ansat som figurantinde ved balletten. Da hverken hendes figur eller talent svarede til kunsten, og hendes moral derhos ikke var den bedste, fik Bournonville hende i året 1842 fjernet fra teateret hvad hun naturligvis aldrig tilgav ham.

11/6 1892
Lensgrevinde Danner
Fra hæftet "Under Junigrundloven" skrevet af folketingsmand R. Neergaard.
Louise Kristine Rasmussen er født i København 1815. Uægte datter af købmand Køppen og Juliane Rasmussen.
Da moderen giftede sig med teaterkontrollør senere toldassistent Jensen, optages datteren i dennes hus. Hun blev som barn anbragt i det kgl. teaters danseskole og forblev ved baletten til sit 26. år, men drev det ikke videre end til figurantinde.
Hendes rygte ved teateret var ikke det bedste, og denne omstændighed var i hvert fald medvirkende årsag til, at hun måtte opgive sin stilling der.
Senere var hun en tid modehandlerinde i København.
Louise Rasmussens bekendtskab med Frederik den 7de, blev stiftet allerede inden dennes første ægteskab, men først i 1841 da kronprinsen med sin anden hustru kom til København, fik forholdet en intimere og varigere karakter.
Jomfru Rasmussen havde været forlovet med bogtrykker Carl Berling, til hvem også kronprinsen stod i venskabsforhold, men fra nu af sluttede hun sig meget nær til prinsen, og Berling trak sig tilbage for ham, som det synes, uden at den gode forståelse mellem de tre i nogen måde blev forstyrret.
Efter at prinsesse Mariane havde forladt Danmark for ikke mere at vende tilbage, flyttede Louise Rasmussen til Odense hvor kronprinsen jo residerede som guvernør og det varede ikke længe før forholdet blev i den grad officielt, at hun fik bolig på selve slottet.
Prinsens nærmeste omgivelser gjorde hvad de kunne for at modvirke denne forbindelse, men uden held. Den tiltrækning hun øvede, blev bestandig stærkere. For de fleste var dette en ret uforståelig ting. På skønhed og ydre fortrin beroede hendes magt over kronprinsen nemlig ikke. Hendes ansigtstræk var plumpe og uskønne, og hun gjorde i almindelighed et lidet tiltalende indtryk på dem, hun kom i berøring med.
Kong Kristian den ottende der ikke så med venlige blikke på en forbindelse, som i flere retninger krydsede hans planer, trøstede sig netop af den grund med, at den snart ville ophøre af sig selv. "Hun er så forbandet styg": sagde han under en samtale med Bardenfleth om denne sag. Men hun havde også andre strenge på sin bue. Hun var, som selv hendes bitreste modstandere har måttet indrømme, en ualmindelig klog og profektibel kvinde. Få har så godt som hun forstået at lægge en plan og gennemføre den med snildhed og udholdenhed, og hun arbejdede energisk på at erstatte manglerne ved sin opdragelse. Især erhvervede hun sig en ikke ringe færdighed i levende sprog. I det hele blev hun, hvad kundskaber og boglig dannelse angår, snart prinsen langt overlegen, og hvad der var det vigtigste, hun forstod hans naturejendommelighed som ingen anden og kunne derfor, som ingen anden, overordentlig meget for ham, og i regelen påvirke ham i den retning hun ville.
Man har påstået, at det var hans mindre herlige egenskaber hun havde blik for og forstod at udnytte, men det er på den anden side indrømmet fra alle sider, at hun virksomt og til en vis grad med held, modarbejdede Frederik d. 7des tilbøjelighed til uordentlig levemåde, navnlig til umådeholdenhed i drik.
Efter at Frederik den 7de var blevet konge, forsattes forholdet til Louise Rasmussen, væsentlig på samme måde som hidtil. Kun at hun nu mere direkte arbejdede hen imod et ægteskab.
Allerede i marts 1849 meddelte kongens konseilspræsident Moltke, at det var hans beslutning inden sin afgang til hæren, at ægte "Fru Danner", som hun dengang kaldtes, men ministeriet fik han ved indstændige forestillinger til , i det mindste at opgive denne tanke.
Men året efter blev alle forberedelser til vielsen truffet, og trods ministeriets modforestillinger, fandt vielsen sted den 7de august 1850. Samme dag ophøjedes fru Danner ved kgl. resolution til lensgrevinde af Danner.
I aristokratiets og de højere Bourgeoisis kredse, herskede en yderst forbitret stemning mod denne forbindelse, Denne stemning gav sig udtryk i en skandalelitteratur, der søger sin lige, og hvori grevinde Danner fremstilledes som en ligefrem skøge.
Kongen gik ej heller ram forbi. Det offentlige lukkede imidlertid øjnene for de talrige majestætsfornærmelser. Kun Fr. Schaldemose blev anklaget og dømt som forfatter af et utugtigt skrift.
Neergård dvæler nærmere ved forholdet mellem kongen og grevinde Danner på den ene side og bondeførerne Tcherning og Balthaser Christensen på den anden.
Gennem kammerherre Berling, der var bleven kongens privatsekretær og kasserer for civillisten, konfererede grevinde Danner stadig med Tscherning og Balthaser Christensen, hvis råd hun i mange år fulgte.