ERRITSØS HISTORIE

EMNER DER KNYTTER SIG TIL ERRITSØS HISTORIE.

Samlet af Erik F. Rønnebech

HØNEBORG SLOTSBANKE 1970

HØNEBORG SLOTSBANKE 2018

HØNEBORG SLOTSBANKE 2018

Ud mod Lillebælt på et engdrag mellem høje banker ligger det markante, middelalderlige Hakenør Voldsted, der engang dannede fundament for Høneborg Slot (Hønborg - Henneberg).
En nærmest firesidet borgbanke med afrundede hjørner og stejle skråninger. Banken har været omgivet af en ringgrav med en yderdæmning. Begge dele er nu stærkt udjævnede, formodentlig med jord fra banken, hvis sider ser ud til at være beskåret.
Høneborg nævnes første gang som kongeligt slot 1369, da Valdemar Atterdag var konge.
Topfladen har været under dyrkning endnu op i 1900 tallet. På borghanken ses enkelte teglstensbrokker og det samme er tilfældet på den landtunge, som i dalslugten bag voldstedet strækker sig ud mod dette, og her har formentlig stået bygninger i tilslutning til selve borganlægget. Der er ingen rester af fundamenter som på den ovefor på Fyn liggende Hindsgaul slotsbanke. På Koldinghusmuseet og på Nationalmuseet opbevares en del løsfund fra voldstedet. Det meste byggemateriale må være fjernet fra stedet og måske benbrugt på Koldinghus.
På Hønhørg slotsbanke er 1858-1910 fundet 81 spredt liggende mønter, ældste fra Erik Klippings tid (konge 1259 – 1286), men de fleste fra Erik af Pommerns tid (konge 1396-1439).

Henborg, i 1369 kaldet Hønæbørigh og 1429 Hønburgh.

Af lensmænd/høvedsmænd på Hønborg kendes:

Peder Iversen Lykke 1369.

(Gotschalck?)

Skarpenberg (Scharfenberch).
Nævnt som høvedsmand på Høneborg. Blev i 1377 sammen med andre danske slotshøvedsmænd indstævnet for kejserretten af Kong Albrecht.

Hr. Folmer Mortensen (Gyrstinge) 1445.

Peder Brockenhuus.
Han var rigsråd og ejer af Lerbæk og Vollerslev. Han var en søn af Johan Brockenhuus til Vollerslev, der var landsdommer på Fyn, og Tove Bild.
Han findes første gang omtalt i året 1478, men man ved, at han i sin ungdom havde tjent bispen i Århus. I 1487 var han Lensmand paa Høneborg og fra 1495 til sin død omkr. 1505 var han landsdommer i Nørrejylland. Som rigsråd er han nævnt fra 1498. Ifølge flere kilder skal han have været gift 2 gange og have fået Lerbæk i tilgift med sin første frue, Ingeborg Nielsdatter Stangeberg. Man ved med sikkerhed, at han 1495 var gift med Gese Knudsdatter Reventlow, der formodes at have medbragt herregårdene Bramstrup og Damsbo på Fyn.
Ligesom han selv i sin Tid var Brockenhuus-slægtens rigeste og mest ansete mand, således fortsatte hans slægt i denne position til den uddøde.

Hr. Claus Krummedige 1493

Hr. Thomas Nielsen (Lange) 1504.
Gift med den forriges enke.

Hr. Erik Krummedige 1520.
Thomas Nielsen Langes stedsøn († 1541)

Sidsel Rosenkrantz (†1557).
Enke efter Erik Krummedige.

Herefter blev godset inddraget og indlagt under Koldinghus len.

Slottet ødelagdes første gang af bønderne under grevens fejde 1534-36 og atter under kejserkrigen af Wallensteins tropper. Nu står kun resterne af borgbanken tilbage.
I "Peder Oxe, Et historisk billed" af Troels-Lund nævnes et møde på slottet i 1571 mellem Anna Hardenberg, Frederik II's elskerinde, og grevinde Elisabeth.

Det var på Hønborg slot Chr. II indlogerede sig, da han af Mogens Munk i Vejle havde fået overbragt det brev, hvori den jyske adel opsagde ham huldskab og troskab, og hvor han havde store problemer med at finde ud af, om han skulle blive og tage kampen op, eller tage til København. Sagnet fortæller, at da han en februarnat endelig besluttede sig for at forlade Jylland og indskibede sig, ombestemte han sig hver gang færgen nærmede sig Fyn og færgekarlene måtte i løbet af nattet sejle frem og tilbage over 20 gange inden kongen ved morgengry, da han befandt sig ved Fyn, besluttede sig for at gå i land og tage til København.

Hønborg Slot-27/1 1925 i Fredericia Dagblad

"Og må i styrte eders stolte ridderhus og lade ploven vandre over grundmurens grus.

Ja, nu er det for længst sunket i grus. Kun voldstedet og de endnu tydelige spor af voldene og gravene, der har omgivet dette, er tilbage hvor munkestens- og tagstensstumperne er spredt ud over pladsen. Smukt har det ligget i læ af skove og bakker ved det smilende bælt.
Mægtige mænd og fornemme kvinder har boet her. Konger og fyrster med prægtige følger har gæstet det. Fjender har belejret det. Kampe har stået her. Råd er der lagt, og dåd er der udført. Sang og musik har tonet her, mens dansen er trådt.
Raslen af kæder når vindebroen gik ned, hvorfra igen dundrende hovslag forkyndte, når lensmanden med følge drog i leddingsfærd. Kan hænde, måske dog, at brændende bønner er bedt til ham, som er i går og i dag, ja til evig tid, den samme.
Hvem var da den stærkeste? Vennen, med det prægtige følge, der drog ud eller hende, der blev tilbage i løndom. Én mand med Gud det er majoriteten!
I et lille skrift, "Snoghøj i fortid og nutid", der er udkommet i Jul. Ellegaards bogtrykkeri, Middelfart, uden navngiven forfatter, står fejlagtig fortalt, at Hønborg Slot har ligget i den østlige del af parken ved Snoghøj.
Under overskriften "Minder fra Snoghøj", skrev for en tid siden i "Middelfart Venstreblad", Dr. Phil. Paul Elsner en smuk artikel, hvor den samme udtalelse om Hønborgs beliggenhed gengives, og bl.a. beretter om Christian den Andens fortvivlede nat 23-24. januar 1523, hvor han lod færgefolkene sætte sig over bæltet 20 gange fra Hønborg til Middelfart, hvilket er rigtigt undtagen, at det var fra Hønborg til Hindsgaul. Hvor lå da Hønborg slot?
Hvis man fra Snoghøj begiver sig på en sejltur sydpå gennem bæltet, undgår man ikke, så snart man har passeret Damgaard og "Gals Klint", at lægge mærke til et højt voldsted på Jyllandskysten, der løfter sig op af engen ved Hagenør, og et lignende på Fynsiden ved Hindsgaul. Et tredje findes mod syd på Stenderupsiden, hvilket dog ikke så godt kan ses u den at være stedkendt. Er man dette, rinder os straks i hu, sagnet om de tre søstre, der hver af dem byggede sig en borg således her ved bælt og fjord, at de kunne se over til hverandre, og som elskede hinanden så højt, at de på et givet signal åbnede pulsåren for at følges samtidig ad i døden, men vi forlader straks sagnene, da jeg før her i bladet fra anden side, er bleven gjort opmærksom på, ikke at fremkomme med sager, der ikke kan stå for historisk kritik. Kan hænde vedkommende dog har været vel hurtig i sine udtalelser,thi, hvis vi brat ihjelslog alle sagn, der lever og har levet i folkemunde, hvorfra skulle vi så hente vor kendskab til den forhistoriske tid?
Er den ikke, for en del, bygget op på disse?
På de tre voldsteder har ligget slottene, hhv. Hønborg, Hindsgaul og Stenborg.

I I. P. Eliassens bog, "Hønborg", hvor alle oplysninger er hentet fra pålidelig kilde, står bl.a. fortalt, at sognepræst Barthold Hoe, Taulov, indberetter til biskop Blok i Ribe 1760 følgende:
"Fra Hønborg gik der en vej til kirken som endnu kaldes "Fruens Kirkevej", ad hvilken almuen siger, at "fruen i sin med 4 heste forspændte karm, endnu hver juleaften kører til kirken."
Dele af denne vej påvises endnu. Vejen skal have gået langs dalen, omtrent lige i retning af Taulov kirke. Denne var gårdens hovedkirke, hvorfra den endnu af Christian IV flere steder kaldes Hønborg kirke. På det omtalte sted ved Snoghøj, er der intet der tyder på, at der nogensinde har stået en ridderborg. Der findes hverken spor af volde, grave eller anden slags befæstning.
Efter oplysningerne i P. Eliassens bog, har kongen den 7. maj 1568 givet ordre til, at bygge et kornhus for Ribe stift ved "Snobehøj". Dette blev 50 fod langt og blev lagt på et sted, hvorfra kornet let kunne udskibes.
Efter den nordiske syvårskrig, er huset antagelig forsvundet, men grundvolden blev tilbage, og dette har formentlig givet anledning til myten om, at Hønborg slot skulle have ligget ved Snoghøj, men en kilde fra 1638 siger udtrykkelig, at "Hønborrig hafuer verig et slot og vefestning, thuert offuer for Hensegaffuel i Fyehn."
Endnu i 1760 var der på den gamle slotsbanke ruiner at se af Hønborg, fortæller sognepræsten Hr. Hoe i den indberetning der tidligere er omtalt.
I 1920 blev der mellem ejeren af Hagenørgaarden Christian Christiansen, på hvis jord Hønborg voldsted findes beliggende, og nationalmuseet, opnået enighed om fredning af Hønborg voldsted. I en udskrift af overfredningsnævnets forhandlings- og kendelsesprotokol, som findes i Christian Christiansens eje, står følgende:

Det bestemmes:
Den af fredningsnævnet for Vejle Amtsrådskreds den 4. december 1919 afsagte kendelse angående fredning af Hønborg Voldsted, beliggende på matr. nr. 1 og 26a af Børup by, Taulov sogn stadfæstes. Udskriftens rigtighed bekræftes.
Overfredningsnævnet d. 20. marts 1920
Schröder.

Nu er, som sagt, kun minderne og den grønklædte høj tilbage. Alle de mange fund, der i tidernes løb er gjort, er næsten alle afleveret til Nationalmuseet. Egnen har skiftet udseende. Voldene er gennem tidernes løb tildels udjævnet.
En ny tidsalder er brudt frem. Ploven går før der, hvor før Lillebælts bølger brødes.
Alle de hundreder af læs fyld, der er bortkørt fra tomten før dennes fredning i de seneste årtier udover "svedeneng", har givet jorden en ypperlig frugtbarhed, og når høstmaskinen klaprer hen over vangen, mejer den et rigeligt udbytte til de flittige hænder.
Endnu kommer der mange gæster til stedet.
Hvert år, ved sommertid, samles en stor skare i den nære skov, og der, under den høje hvælving bliver der talt, ikke om krig og fejde, men fred. Fred til hjerterne fra ham, der går sin gang, nu som før. Den fred som ikke kan forklares, men kan erfares. Fred for ham, der er i går og i dag ja til evig tid den samme.

(Barthold Hoe var præst i Taulov fra 1752-1784)