ERRITSØS HISTORIE

Emner der knytter sig til Erritsøs historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

FORHISTORIEN
Følgende beretninger om de fattige i Erritsø går tilbage til begyndelsen af 1800 tallet og er fortalt af Anders Ussing og Rasmus Andersen Ussing:

"Fattigvæsenet var i en jammerlig forfatning. De uslest stillede af de fattige boede i hospitalet. Huset var af bindingsværk, og væggene var muret af soltørrede og ubrændte mursten. I den vestre ende boede en gammel lam sømand, der hed Mads Ottesen, og hans kone, Ann Ottes. De havde en stue med lergulv, med store huller i. Der var 2 alen og 3 kvarter fra gulv til loft (ca. 1,75 m). Længden var omkring 6 alen og bredden 4½ (10 m². I stuen var der ingen kakkelovn, men kun en åben skorsten. En karm vinduer med små ruder, som aldrig blev lukket op, gav et sparsomt lys ind i stuen, hvor alt var sort af røg og smuds, og hvor der aldrig havde været malet eller vasket. Op ad den vestre væg stod der en alkoveseng med rådden halm i. Jeg tror ikke, at Mads altid rejste sig, når han skulle lade sit vand. Uden på væggen kunne man se fugten, som trængte igennem den. En aften stak nogle drenge et par stænger gennem den bløde væg og vippede Ane og Mads i sengen. Sådan noget kunne den gang ustraffet gøres ved fattigfolk, jeg kan huske det blev gjort ved flere end Mads Ottesens. Det grinte man ad. I skorstenen blev der fyret med svovlede tørv, som de fik leveret af sognets folk. Asken var rød, og husets beboere havde samme farve og lugt som den.
Fire gange årlig uddeltes der almisser til de fattige. Det bestod af gryn og mel og lidt penge, som vedkommende dagen efter i almindelighed omsatte i flydende varer. Resten af tiden tiggede de sig igennem.
Fattigfolk, som var sindssyge eller åndssvage, blev også usselt behandlet. Min moder har fortalt, de havde en sindssyg til nabo, som blev bunden ligesom man binder et kreatur."
Sogneforstanderskabet havde i gamle dage ansat en stodderkonge, hvis arbejde det var, at holde udensogns tiggere uden for sognegrænsen.
Siden fik sognet et lidt bedre fattighus, men kort tid efter i 1860, da Zeuthen blev præst og forstander for fattigvæsenet i Erritsø skete der noget. Det var hans fortjeneste at sognet fik en helt ny fattiggård som blev bygget et par år efter i Lyng og fik navnet Godthåb. Den lå ca. 200m. vest for Lyng kirke, hvor der i dag er spejderhus.

Marie og Andreas Jensen der i 10 år bestyrede "Godthaab" i Erritsø

Diamantbrudeparret Marie og Andreas Jensen fortæller glimt fra fattiggården·i Erritsø, som de bestyrede. i 10 år.
Bruden var i sort med fint hvidt slør den dag for 60 år siden, da Marie og Andreas blev gift i Viuf kirke. Begge var de 22 år og holdt et beskedent bryllup med kun den nærmeste familie og hans husbond, som gæster. Marie havde selv syet sin kjole. Den var, efter datidens skik, sort og ærbar. Hun var sypige, og hendes brudgom var fodermester på en gård i Viuf.
I morgen kan ægteparret Marie og Andreas Jensen fejre deres diamantbryllup. Næsten et hel menneskealder er gået, siden brylluppet i Viuf kirke, og i årenes løb har ægtefællerne ført en omskiftelig tilværelse, der har været rig på oplevelser, såvel gode som onde.
Ægteparret har siden 1943 boet i deres hyggelige hus på 6. Julivej 18. Her følger de i dag med i alt, hvad der foregår omkring dem, og selv om de begge er nået den høje alder af 82 år, så har de alligevel formået ikke alene at holde sig orienteret om, hvad der sker i deres by, men også om de store ting ude fra.

MÅTTE KLARE SIG SELV
Både Marie og Andreas Jensen måtte i en meget tidlig alder klare sig selv. For Andreas Jensens vedkommende måtte han allerede som 10-årig ud at tjene på en gård. Det var dengang, hans fader døde.
Han kom i arbejde på en gård i Fredsted, og her måtte. han for føden gå til hånde med alt, hvad der kunne forefindes.
Senere arbejdede Andreas Jensen på forskellige andre gårde. Blandt andet har han været karl på Egeland, og på Daugårdsminde i Fredsted.
For Marie Jensens vedkommende havde hun ligeledes arbejde allerede fra barn. Hun kom som l5-årig på Herregården Skovgård, hvor hun skulle være malkepige. Her malkede hun 16 køer om dagen, men arbejdet var ikke ligefrem det, hun havde allermest lyst til. Derfor besluttede Marie Jensen, at hun ville lære at sy og efter forskellige besværligheder kunne hun. åbne systue i Viuf.

ØDELAGDE OFFICERSFRUERNES KJOLER
I 1911 flyttede ægteparret til Fredericia, hvor Andreas Jensen fik arbejde på Voss som former. Her ansattes Marie Jensen på en stor systue i Fredericia, og om denne tid fortæller hun til Dagbladet.
Det var en meget fin systue. Vi var 11 der arbejdede der. Da kong Frederik den 8. døde, kom alle officersfruerne fra kasernen og skulle have sorte kjoler. De skulle bære sorg for kongen. Jeg ved ikke, hvad der skete, men alle kjolerne blev i hvert fald klippet forkert. Ingen af officersfruerne kunne komme i dem. Det var en værre redelighed og jeg kan ikke rigtig huske hvordan det endte, men vi må vel have fået lavet dem til, så de passede.

BESTYRERPAR PÅ FATTIGGÅRDEN
Andreas Jensen fortæller videre, at de 10 år senere flyttede til Erritsø, hvor de købte en mindre ejendom. Her søgte man i 1916 en bestyrer på fattiggården, og Andreas Jensen fik stillingen. Som bestyrerpar kom ægteparret ud for lidt af hvert Der hørte landeri med til fattiggården. og Andreas Jensen havde således 20 tdr. land at passe.

NØD OG ELENDIGHED
Andreas Jensen fortæller, at fattiggården var et skrækkeligt sted, hvor de mennesker, der var sat på sognet levede i største nød. Deres værelser, hvor de sov, var fugtige og uopvarmede, og de blev ikke behandlet allerbedst.
Marie Jensen husker bl.a. dengang hun som ny bestyrerinde kom til fattiggården. Hun skulle sættes ind i "sagerne" og den forrige bestyrerinde sagde således til hende:
- Her er to· kaffekander. Den ene er til dem derinde, den anden er til jer. De skal have kaffe af den halve cikorie, der ligger i kanden, men ska1 selvfølgelig have rigtig kaffe.
Det første Marie Jensen gjorde, var at smide kaffekande og cikorie på loftet. Hun ville ikke gøre forskel.
Der var nød og elendighed i fattiggården, men det nye bestyrerpar søgte at hjælpe så godt de formåede. Andreas Jensen var bestyrer i tre år, derefter forpagtede han fattiggården i syv år. I dag er den for længst revet ned, men den eksisterede til sidst i 30'erne.

SOLGTE TØJET
Blandt de folk, der kom på fattiggården var ofte landevejsriddere eller andre arbejdsløse. For at blive optaget i fattiggården skulle de have et bevis fra sognerådsformanden, og skulle de ekviperes på kommunens regning, så gjorde det samme sig gældende. Andreas Jensen fortæller om to mænd, som således havde fået nyt tøj kommunens regning. De blev beordret ind for at skifte, men da det varede temmelig længe inden, de kom ud igen fattede Anders Jensen mistanke. Han åbnede døren til værelset, de var blevet lukket ind i, og der var hverken tøj eller folk derinde. til gengæld viste et åbentstående vindue at de to havde taget flugten, og da de atter blev fundet, kom det frem at de havde solgt tøjet i Middelfart.

SKOLE I DEN ENE ENDE
Fattiggården "Godthåb" husede ikke alene sognets mest sølle mennesker. Der var også skole i bygningen, og hvad mere var, sognerådet holdt deres møder i bestyrerparrets lejlighed.
Fru Jensen fortæller, at det ofte kunne komme til strid mellem kommunerne om, hvem der skulle have de folk, som ikke kunne klare sig selv. Således stredes Eltang og Erritsø kommuner en tid lang om en familie, som var hos Andreas og Marie Jensen, men som egentlig hørte til i Eltang.
Andreas Jensen fik ordre til at sætte folkene på porten og køre dem til Eltang, men da han ikke havde fået noget bevis med fra sognerådsformanden, måtte han læsse de arme mennesker af ved fattiggården i Eltang. De kunne ikke komme ind før beviset blev fremskaffet, men til gengæld kunne Andreas Jensen ikke tage dem med hjem igen. – Men, siger han, det kom Erritsø kommune nu også til at betale for.

FOR FÅ OG FOR MANGE GODER
I 1935 flyttede ægteparret tilbage til Fredericia. Her blev Andreas Jensen beskæftiget ved forskellige ting, bl.a. kommunen.
Tiden i Erritsø var en hård tid. Hård, fordi det ofte var svært at forstå, at folk, som blev sat på sognet, skulle behandles så elendigt.
Nu undrer de sig begge over vort nuværende sociale system. Herom siger Marie Jensen:
Dengang blev folk, der kom på fattiggården regnet for det mest arme der eksisterede. De blev behandlet derefter. Det var ofte svært at forstå, men det er også svært at forstå, at folk i dag skal hjælpes så meget som de bliver. Jeg synes selvfølgelig at alle mennesker skal have det godt, men der er lige som for megen hjælp nu til dags.
Der kunne godt være lidt mere rimelighed i det hele.

Hvem overtog i fattiggården fra
En der hed Jensen, Jeg kan ikke huske fornavnet. (Andreas Jensen gift med Marie)
Vi spiste alle det samme mad.
Vi havde en fast mand. Han kom med tiden, han var der ikke det første år. Han var født på fattiggården. Han rejste til Tyskland og havde været der i mange år. Så blev han røgforgiftet ved en stor ildebrand. Han blev sendt hjem, og da han var født på fattiggården, hørte han jo hjemme der og han var der så som regel om sommeren. Om vinteren sendte dr. Liebe ham gerne ind på Sct. Joseph og det var vi jo så også glade ved, for det var jo kun kolde værelser de havde. Det var jo i sidebygningerne og det var jo koldt at bo der. De kunne jo da fyre derovre. De fik jo brændsel. Det skulle vi jo sørge for. Han ville spise ovre ved sig selv, passe sig selv.
Det var den eneste faste mand vi havde sådan til stadighed. Og han hentede maden ovre ved vinduet ved Laura ved døren hver dag, det han skulle have, og brød det kunne han ikke få tyk nok for og det skulle skæres meget tykt snart som til en hest. Så kom der jo nogen rejsende, og hvis de kom med en seddel fra sognerådsformanden så skulle de bo om natten derinde. Så skulle de have aftensmad og en seng og have morgenkaffe, og det fik vi 1 kr. for. Der var et værelse til dem med 2 senge derovre. De skulle jo så have rene lagner og så kunne de jo selv ordne resten.
Men ellers så kom der med tiden en mand til men han blev lejet ind til os. En gammel mand der hed Marius, og han var kommet til Erritsø og kunne klare sig selv på en gård, og så spurgte sognerådet om vi ville tage ham og det ville vi jo godt. Han kunne jo få en krone og femoghalvfjerds for maden, og det var jo bedre end en krone, men han spiste inde ved os. Han var sådan en gammel rar mand så ham var vi jo da meget glad for. Den eneste gang vi havde nogle ekstra det var en gang der kom en mand og en kone og et par børn og de var der kun i nogle dage. De måtte jo være sat ud af lejligheden et sted og så skulle de være ved os. Så havde vi en stue inde i gangen, vi kaldte den forstue, og der skulle de jo så opholde dem inde, og så fik de jo selvfølgelig mad men det varede jo kun nogle få dage heldigvis. Så måtte de jo have fået en lejlighed for så flyttede de. Men ellers så havde vi jo kun tilfældig dem der kom og så de her to mænd og de var der i den tid vi var der.

Hvor mange år var i der?
Vi var der i syv år. Vi var der til vi rejste hjem i april 1937.
Du siger hjem, hvad mener du med det?
Ja, hjem til Taarup Østerskov her i Taulov. Det hedder Skærbækvej i dag. Skærbækvej 43, men den gang hed det Taarup Østerskov.

Havde i den gård i forvejen?
Ja, det var mit fødehjem. Vi flyttede hjem til min mor. Jeg havde jo været mest hjemme og vi var jo kun to søskende og så havde hun altid sagt, at jeg skulle have det fordi min bror han var tre år yngre end mig. Vi havde kun 13 tdr. land, men det klarede vi os jo godt med og der kom vi så til april 35, og der var jeg jo indtil sidste år.

Blev fattiggården så nedlagt?
Nej, fattiggården den fortsatte. Der kom jo en Lorenzen ude fra Lyng efter os. Han var noget gartner. Han havde gartneri, og sønnen han fik gartneriet, og måske er han jo levende endnu. Lorenzen er jo selvfølgelig død for længe siden, for han var en ældre mand. Hvor mange år han var der det ved jeg ikke noget om, men efter ham kom der en fru Winther eller hvad det nu var hun ned. Hun var der jo resten af tiden indtil den blev nedlagt, og hvornår den blev nedlagt det kan jeg ikke bestemt huske. Hun var der i mange år men om der blev ved at komme nogen det ved jeg ikke noget om, men hun bestyrede den i alt fald til sidst. Men hun er jo måske levende endnu. Min mor hun boede ude på Lyng dengang. Hun var inde på et gartneri lige på hjørnet af Fuglsangvej og Prangervej. Hun var ude fra Fuglsang, der stammede hun fra.

Hvor mange bygninger bestod fattiggården af?
Ja der var en stor hovedbygning med to fløje ud til hver side og den ene side det var jo værelser. Der var tre værelser. To små værelser og så et stort. Den anden side det var jo så vaskehus og brændselshus og toiletter og Marierum? som vi kaldte det og hønsehus og sådan noget.

Havde i også jord?
Ja der var jo 10 tdr. land til men noget af det var der plantet graner i, det var en skråning så vi havde tre køer og så havde vi en kvie og så havde vi et par små heste, et par islændere, og så havde vi et par grisesøer og grise og sådan lidt. Så vi havde det egentlig i grunden meget godt. Vi var godt tilfredse. Efter min tid, var det lige de dårlige tider. Vi havde det jo bedre end de fleste de havde. Havde vi selv købt noget, er det ikke sikkert det var gået så godt. Jeg havde jo gået hjemme hos min mor i mange år og jeg har også arbejdet inde på Superfoss, i mine unge dage, for at tjene penge til kunstgødning. Vi havde jo ikke råd til noget derhjemme og så gik det jo sådan at dengang jeg overtog det så med tiden blev det jo bedre så da jeg kom hjem i 35, så havde vi 35, 35, 37, de var ikke gode men så kom krigen jo i 40 og så steg alting sø vi fik det jo godt med tiden.

De folk der var på fattiggården, skulle være der, måtte de hjælpe jer med jorden og med dyrene?
Næh, de skulle ikke hjælpe noget. Mikkel Lejer, ham der skulle være der, han gav sig til at binde børster, og så kørte han ud og solgte dem og ham den gamle mand, han sad og lavede rammer til billeder af cigarkassetræ Vi havde jo flere billeder sådan indrammet, og det kunne han så sidde og lave. Da lå han jo så flere lag sammen og de rammer de er vist nok endt ved min datter i Californien. Dem satte de pris på. De fik lov at tage billederne ud og jeg tror nok de fik rammerne med til Californien.
Næh de skulle ikke hjælpe os med noget men den gamle, ham Marius han tog jo så tit en tur med os hjem. Vi kørte jo hjem til min mor.
Jeg kan huske der kom en mand om aftenen der skulle være der om natten. Det var en sommeraften jeg sad og malkede og det var lyst og så kom han og forlangte lys, han kunne ikke se og gå i seng. Så sagde jeg: "Det er jo en sommeraften og det er lyst". Ja, han ville nu have lys. Han skulle jo have petroleumslampe og det var jo lyst og hvad skulle han så have lys til for at gå i seng. Så ville han klage til sognerådsformanden. Så sagde jeg ja så kan jeg jo gå med derover, og så sagde han ikke mere end det og så gik han i seng.
Vi havde en man der kom. Han gik rundt og kiggede. Min kone kom ind i stuen og så gik han rundt og kiggede i alle hjørner og det var lidt mærkelig. Han kunne også gå rundt ude i gården og så læste han i bibelen, ja han var sådan lidt mærkelig, men sådan nogle der kom de var der jo kun den nat.
Så havde vi en der hed Degn, han var der flere gange om natten men det mærkelige det var at de sidste år så levede han oppe på Taulhøj.

Kunne i så kende hinanden?
Ja, men jeg har jo aldrig snakket med ham deroppe, for jeg kom jo ikke deroppe, men han var der oppe da.
Du siger, at i havde ikke elektrisk lys, hvornår fik i det?
Ja, vi havde ikke elektrisk lys i vor tid derude. Det var petroleumslamper. Det havde vi ikke dengang.
Vandet det kom med hævert, nede fra engen, der satte det op i en stor kumme ved siden af vaskehuset. Der tappede vi al vor vand fra. Det havde skolen også. De havde også vand der nede fra. Det skulle jeg sørge for at holde i gang. Der var ikke vand nok til at den kunne gå hele tiden så jeg skulle ned og trække stempelet op når det var faldet ned, ellers var der ingen vand næste dag.

Havde i vand nok?
Ja for til sidst fik vi lavet noget mere. Vi fik noget mere vand drænet derhen og efter jeg rejste fik de så med elektrisk pumpe der nede fra.
I 29 da var der den hårde vinter, og når de skulle have vand så skulle jeg.
De havde jo skole på fattiggården i gamle dage. De var jo så lavet om til lejligheder, skolen og lærerboligen, det var på fattiggården, skolen og alle de ældre der nede de kom på fattiggården til skole, og så begyndte den gamle Lillebæltsbro jo at blive bygget den gang at vi kom. Da var de jo ved at lave bane og så havde vi jo lejefolk hele tiden. De gav 20 kr. i husleje om måneden og til sidst tror jeg nok vi fik 25 kr. men vi kunne jo altid have lejet ud for der var jo nok der ville bo der så vi havde altid penge. Det havde de fleste ikke så det var meget bedre end det var derhjemme, for der gav landbruget jo ingen ting. Vi havde jo altid penge fordi vi fik nogle ind i hver måned og ligesådan det var jo mig der skulle have penge ved sognerådet den gang. Jeg fik jo penge til gode fordi vi havde de to på kost der, men det gik jo selvfølgelig ud over min kone.

Ja det var vel din kone der skulle lave mad og hun skulle vel også vaske på den gammeldags facon?
Ja, men hun fik da så en kone til at hjælpe med til at vaske. Ja vi havde jo en dreng, men hun var jo syg så længe efter den første dreng som blev taget inde på Fredericia sygehus. Men så fik vi en dreng igen i 33 og så var det at hun måtte have hjælp. Men vi havde jo nogle flinke lejere. De var altid flinke ved os, så vi havde det godt på fattiggården og om de så var glade ved at være ved os det ved jeg ikke, da var de kun en gang de to var blevet uenig med min kone og så klagede de og den gamle mand han ville rejse men det måtte han jo selv om. Det faldt da til ro igen for han rejste da ikke men hvad der var kommet i vejen det kan jeg ikke huske. En gammel kone her der bor ovre på nr. 17. Hun er 10 år ældre end mig og hun har gået i skole på fattiggården og, så hun ved nok mere end mig om, hvem der var der den gang, og hun er jo blevet 92 her i juni. Det er min mors kusine. Hun var nede fra Erritsø af. Den nye skole blev først bygget i 1920.
Den aften vi kom som brudepar til Erritsø fattiggård i april der, da var sognerådsformanden Iver Kragh og Bodil Kragh og Jeppesen, lærerparret og Laura og Rasmus Elkjær - de var og modtage os. Og da fortalte læreren, at han var kommet der på fattiggården, for han var begyndt der som lærer efter den gamle lærer Hansen og han var jo kommet godt derfra og nu ville han ønske at vi kom også godt derfra og det gjorde vi da også.

Hvad hed din kusine (mors kusine) der bor på nr. 17?
Karen Østergaard

Afskrift 2009 af Erik F. Rønnebech

Artikel i Fredericia Dagblad 23. januar 1988 om fattiggården i Lyng.
Lidt om Lyng fattiggård fortalt af den dengang 87 årige tidligere fattiggårdsbestyrer Hans Peter Hansen og nogle af dem der kendte ham i januar 1988 til Fredericia Dagblads meddeler i Taulov.

Hvordan var de fattige og vagabondernes livsvilkår
For 60 år siden i de såkaldt »Gode, gamle dage«? Dagbladets meddeler i Taulov, Erling Jensen, har talt med den knap 87-årige Hans Peter Hansen, der fra 1928 til 1935 var bestyrer på fattiggården i Erritsø. Ved hjælp af supplerende oplysninger fra forskellige, gamle naboer, sammensættes en spændende mosaik, der sætter perspektiv på ældreforsorgen før og nu.
I følge Hans Peter Hansen var fattiggården ikke kun hjem for fattiglemmer - det blev de ældre beboere faktisk kaldt - men der var også plads til logerende. Fattiggården var nemlig meget rummelig. Indtil 1920 havde bygningerne været benyttet som skole, men da den nye skole i Lyng blev bygget, blev den gamle skole omdannet til fattiggård, hvor de gamle skolestuer bl.a. blev benyttet som lejligheder for familier.
Desværre har det ikke været muligt at skaffe et billede af gården, selv med assistance fra lokalhistorikeren, graver Henry Olsen. Men kontakter til folk, der kan huske de gamle dage, har bidraget til at fuldende mosaikken af de forgangne tider i Erritsø.
I en af lejlighederne boede Johannes Emil Schmidt sammen med sine forældre og søskende, og han mindes tiden med Johanne og Hans Peter Hansen med glæde.
- Selvfølgelig var det vel ikke så attraktivt at bo på fattiggården, men Johanne og Hans Peter var helt fantastiske i deres behandling af både os og fattiglemmerne, fortæller Johannes Emil Schmidt.
- Der blev ikke gjort forskel i for eksempel serveringen af mad. For. både fattiglemmer og logerende
skulle den daglige kost på fattiggården - en kost, som Johanne stod for. Og alle fik den samme kost som bestyrerparret, fortæller Johannes Emil Schmidt.

En varm person!

- Vi børn kunne virkelig godt lide Hans Peter Hansen. Hvis der var gået en rude itu ved boldspil, fik vi ikke skældud. På sin rolige, men så afgjort bestemte måde, sagde Hans Peter Hansen blot: "Nå, Johannes, så må du jo hjælpe mig med at sætte en ny rude i«. Det glemmer jeg aldrig, siger Johannes Emil Schmidt.
- Denne menneskelige varme og ikke mindst evnen til at behandle svage og fattige mennesker godt, gik ganske ind i sjælen. Netop evnen til at klare de forskellige situationer på sin stille måde var Hans Peter Hansens store force. Gårdejer Martin Kragh, som dagbladet også har været i kontakt med, fortæller, at han som dreng ofte legede sammen med drengene på fattiggården og holdt meget af at komme der.

Natlogi: een krone

Familie Kragh havde også på anden måde kontakt med fattiggården, idet Martin Kraghs far, Iver Kragh, var sognerådsformand. Og netop sognerådsformanden var den person forskellige vagabonder og andre farende svende skulle kontakte, hvis de kom til sognet og manglede et natlogi. Her skulle fattiggården nemlig også hjælpe.
- Vi skulle altid have en opredning parat, fortæller Hans Peter Hansen i den hyggelige stue på plejehjemmet "Stævnhøj". De farende svende kom til os med en anvisning fra Iver Kragh. Vi fik så af Erritsø Sogneråd betaling for natlogi.
- Jeg kan huske, at vi i starten i 1928, da Johanne og jeg overtog fattiggården, fik 1 kr. for hver enkelt natlogi. Det var en udmærket betaling, for vi skulle kun betale een kr. om dagen i forpagtning af gården til sognerådet. N år vi så fik 1,75 kr. pr. dag for de faste lejere, gik det fint.
- Der var jo jord til fattiggården. I alt 10 tønder land. Selvfølgelig skal det dog siges, at heraf var en tønder land granplantage og fem tønder fugtig eng, men alligevel var der mulighed for, at vi kunne have tre køer, en kvie og så vore herlige to små islændere, fortæller Hans Peter Hansen med begejstring i stemmen.

Vagabonder og farende svende er kendt for at gå vel rigeligt til flasken ind imellem. Hvis der opstod ballade, var der på fattiggården indrettet et lille spjæld, hvor bestyreren kunne anbringe urostifterne.
Johannes Emil Schmidt fortæller at der var et glughul, hvor bestyreren kunne kigge ind til de indespærrede. Han finder det dog meget usandsynligt, at Hans Peter Hansen har været nødt til at anvende disse straffemetoder. Dertil var Hans Peter Hansen for rolig og gemytlig i sin fremtræden overfor beboerne. Folk kunne lide. Hans Peter Hansen, og derfor gled tingene nemt og fint.
Martin Kragh oplyser, at bestyreren før Hans Peter netop var meget kendt for at være ophidset og voldsom i sine afstraffelses-metoder, og han kan huske, at faderen, Iver Kragh, flere gange nævnte, hvor heldigt det var, at den nye bestyrer kunne snakke folk til rette. Rent lovmæssigt blev fattiggårdene afskaffet ved den store socialreform i 1933, men udviklingen i de små sogne gik ikke så hurtigt.
Knud Winther, der er søn af det sidste bestyrerpar, Ellegaard Winther, fortæller, at der selv efter anden verdenskrig boede fattiglemmer på Lyng fattiggård. Selve bygningerne blev fjernet i 1966, umiddelbart efter at Knud Winthers mor flyttede fra gården. En epoke i Erritsøs historie var hermed endt.

Om fattiggården Godthåb på Lyng

Fortalt af Anna Vinther, Vesterbrogade 21, st. tv.
Min første skoledag var på fattiggården Godthåb og da var der også fattiglemmer. De hjalp med arbejdet. Der var en vi kaldte Tyre Ane og Sofie, en meget svær dame. Hun solgte grifler til skolebørnene. 2 øre for en hel griffel. Der var to mænd. Den ene hed Niels Just, og den anden Vilhelm. Han kunne ikke holde bukserne oppe og brugte en snor til livrem.
Vi spurgte Niels Just om han ikke snart skulle giftes. "jo", sagde han, "Når a runvejer for lam". Det var et handyr af fårene. (runvejer=omgangsvædder).
Min mors forældre har også været bestyrer på Godthåb, og Lorentsen har jeg også kendt som bestyrer og fru Vinther var gift med en bror til min mand. I 1920 fik vi en ny skole hvor der nu er ved at blive bygget en kirke. 1921 flyttede vi til Middelfart. Min far fik plads som maskinmester på færgen Snoghøj Middelfart.

FATTIGGÅRDEN INDTEGNET PÅ NUTIDIG KORT