ERRITSØS HISTORIE

Emner der knytter sig til Erritsøs historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Skolebygningen med det karakteristiske slanke tårn.

Snoghøj gymnastikhøjskole fejrer på mandag 20-årsdagen for skolens åbning.
Den 8. maj er det 25 år siden eventyret, der hedder Snoghøj Gymnastikhøjskole, begyndte. Egentlig er det længere siden men den 8. maj 1925 holdt skolen åbningsmøde for det første elevhold der mødte den 3. maj, og derfor regnes jubilæet til denne dato.
25 år er måske ikke nogen lang tid for en højskole, men Snoghøj Højskole var noget ganske nyt, og derfor må det siges at være en lang tid, og en tid som har eventyrets glans over sig.
Udviklingen fra starten, hvor mange skeptikere rystede på hovedet af en sådan ide, og til i dag, hvor Snoghøj Gymnastikhøjskole står rodfæstet i det danske folkesamfund og er kendt langt udenfor rigets grænser, således at skolen hvert år, blandt sine elever, tæller unge piger fra fremmede lande, kan man godt kalde et eventyr, og som alle eventyr begynder også dette med "Der var engang".

Jørgine Abildgaard og Anne Krogh

Eventyret begynder
Ja, der var engang to unge højskolelærerinder med en brændende interesse for at arbejde med dansk ungdom.
Jørgine Abildgaard er født den 23. november 1893 i et udpræget grundtvigsk hjem i Brunde ved Horsens. Den åndelige arv hun her modtog, har hun ofte i dyb taknemmelighed givet udtryk for i sine foredrag. Ikke mindst et foredrag om ” Det menneskelige, det folkelige og det kristelige”.
Hun var elev på Sorø højskole 1910-11 og var i sommeren 1915 elev og delingsfører på Vinding højskole. Derefter var hun tre år elev på Askov og søgte videre uddannelse på Statens Gymnastikinstitut og hos den finske gymnastikpædagog Elli Björksten. Senere var hun på højskolen i Vivild og leder af Skytte- og Gymnastikforeningernes kursus i Hadsten.
Hun er i slægt med ”De stærke Jyder” og fra sit hjem fik hun en åndelig arv, som gjorde hende velegnet til en gerning i det danske folkeliv og det danske menighedsliv. Hun søgte at leve sit liv i levende forbindelse med livet i sit eget barndomshjem.
Mødet med den danske gymnastikinspektør Else Thomsen og Elli Björksten blev afgørende for hende i valget af livsopgave. Hendes arbejde blandt dansk ungdom måtte blive dels et gymnastisk arbejde, dels et åndeligt virke.
Anna Krogh er ligeledes udgået fra et hjem, hvor det grundtvigske livssyn prægede hjemmelivet, og hvor man læste og diskuterede Jakob Knudsens bøger. Hun har bl.a. fået sin uddannelse på Nr. Åby efterskole, hvor Olaf Nielsen, De Danske Ungdomsforeningers utrættelige organisator, var skolebestyrer. På Uldum højskole, Askov (to år) og Statens Gymnastikinstitut hos Elli Björksten. Hun var lærerinde på Sorø højskole i to år og kom derefter til Hadsten, hvor hun fra 1920-25, sammen med frk. Abildgaard, ledede Skytte- og Gymnastikforeningernes kursus.

Forstod at tage vare på tiden
Det var en god flok unge at arbejde med her. Højskolevante, som de var, og vidende om, at de bagefter skulle hjem og virke i deres sogne, forstod de at tage vare på tiden.
Men de to lærerinder syntes, at disse kursus var for lidt, og så begyndte de at fantasere om deres egen skole. Foruden gymnastiken ville de gerne delagtiggøre de unge i alt det, som højskolen kan bringe.
Samarbejdet mellem frk. Abildgaard og frk. Krogh var kommet i så god en gænge, at de vovede springet til en selvstændig Gymnastik- og Folkehøjskole. Oprindelig var det tanken, at den skulle have været oprettet i Hadsten, og de jyske skytteforeninger støttede vamt forslaget, men de bygninger, man havde udset, blev ikke ledige og så vendte opmærksomheden sig mod fiskerhøjskolen ved Snoghøj. Den var bygget 1913 og drevet af forstander Andreas Otterstrøm, som den 1.februar 1925 afhændede den til frøknerne Abildgaard og Krogh.
En travl og spændende tid begyndte nu for disse to. Eventyret var begyndt. Skolen blev omdannet til sit nye formål, og den 8. maj kunne det første åbningsmøde afholdes.

Skolens åbning
Ved åbningsmødet den 8. maj bød frk. Jørgine Abildgaard velkommen og rettede en tak til alle, der havde hjulpet dem, og fortsatte:
”Vi må takke Elle Björksten. - uden hende havde vi ikke stået her,- Askov højskole, som vi skylder så meget, og vi må lade takken gå opad”.
Højskolelærer, ingeniør J. Th. Arnfred, Askov, holdt et foredrag om at tage sit arbejde som et kald, hvori han betonede, at kaldet vokser ud af et levende fællesskab. Han sluttede ifgl. Højskolebladet med at sige: Det er nu som før højskolens opgave, at give de unge en hjælp til at opleve et fællesskab med vort folk og med Guds menighed.- Der vil også for denne skole komme søgnedage, hvor ikke alt er så lyst og strålende som i dag, men vi vil samle vore ønsker for skolen i dette, at det må lykkes også her, ikke blot, at de unge finder deres rette hylde, men at de må opleve det, der kan give dem deres livsgerning som et kald.

Et hold piger marcherer ud fra skolen med fanen i spidsen

Kirken bygges
Gymnastikhøjskolen i Snoghøj voksede år for år. Den fik elever fra alle egne af landet, både fra land og by, og har derved ydet et mægtigt bidrag til at knytte forbindelse mellem byungdommen og højskolen. Også mange fra udlandet, bl.a. fra Holland, Argentina, Canada og ikke mindst Norge, har besøgt skolen.
Bygningerne fra 1925 blev snart for små, og der måtte bygges en ny gymnastiksal, og i 1933 føjedes en kirkefløj, tegnet af arkitekt Lomborg-Jensen, ind i det gamle bygningskompleks. Udgifterne hertil blev tilvejebragt ved en indsamling blandt skolens elever og venner og et bidrag fra Carlsbergfondet på 50.000 kr.

Gymnastikken er ikke et mål men et middel
Skolen kaldes nok en gymnastikhøjskole, men gymnastikken er for skolen ikke et mål i sig selv, men et middel til at forplante de ydre skønhedsindtryk til sjælen og skabe ikke blot et rundt, smidigt og yndefuldt legeme, men at udvikle en fint mærkende sjæl, der kan lytte til livets tale og finde skaberen bag skabningens underværker. Lærer et menneske således at søge og lytte, vil det føle trang til at søge indad og søge hjælp til en åndelig vækst. At vække denne trang og pege på de kilder, der kan stille den, er vel dybest set snoghøjskolens mål, og derfor er vejen fra gynmastik- til foredragssal til kirke en lige linje i skolens udvikling, og den kirkebygning, i hvis alter blev indmuret en sten fra ruinerne af Løgumkloster, afslutningen på en samlet helhed.
Ved elevmødet 16. og 17. maj 1935, fejrede gymnastikhøjskolen sin 10-årsdag med tale af forstander J. Th. Arnfred, der i sit foredrag nævnede den hjertelige forbindelse, der gennem tiåret havde været mellem Askov og Snoghøj, og han tog det som et udtryk for, at snoghøjskolen stod fast plantet i den danske folkehøjskoles muld. Netop dette, at virke ud fra højskolens gamle, men aldrig ældede tanker om det kristne og det folkelige menneskeliv er grundlaget for denne skoles arbejde.
I sommeren 1935 indtraf det store stævne på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor frk. Abildgaard ledede det kvindelige landshold. Hun havde tidligere gjort sig fordelagtigt bekendt ved at lede landsholdet i Göteborg 1923 og på Dybbøl 1928. Desuden har hun ledet eliteholdet i Belgien og Stockholm. Senere har hun anført landsholdet ved Lingiaden i Stockholm 1939. Sidste år ledede frk. Krogh snoghøjpigerne og det kvindelige hold fra Vejle amt ved lingiaden i Stockholm.

Der er ynde, kraft og præcision over snoghøjpigernes præstation her ser man et hold sommerpiger under opvisning

Sejr i København
Den 20. marts 1943 holdt snoghøjpigerne under frk. Abildgaards ledelse, en opvisning i Idrætshuset i København, hvor kronprinsesse Ingrid var til stede. Inden fremvisningen læste fru Sigrid Niendam op, Ejnar Nørby sang og frk. Krogh talte. Efter opvisningen skrev et blad:
”Forstanderinderne fra Snoghøj fik stor fornøjelse af den første opvisning i København og aftenen i sin helhed, var båret af en stemning der genspejlede det bedste af dansk højskoleliv. Kronprinsessen gav ved sin nærværelse aftenen relief, og mødet mellem Det Kgl. Teaters kunstarter og højskolens folkelige jævnhed, gav et tro tværsnit af dansk samfølelse som præger dagen af i dag”.
I et andet blad hed det:
”Det blev en af de store sukces'er da snoghøjpigerne rykkede ind i idrætshusets store sal, ledet af Jørgine Abildgaard. Kronprinsesse Ingrid sad sammen med Ellen la Cour Overgaard og nød synet, da den store flok i grå dragter og med tyste grå sko myldrede ind bag det store dannebrogsflag for at vise, hvordan gymnastikken læres og dyrkes på Snoghøj. Og det kan nok være de gjorde lykke med deres naturlige ynde og kraft. Kendere sagde også, at det var en velsignelse at se dem så absolut fri for al den uro, som i øjeblikket huserer i hovedstadens gymnastik”.

Urolige år under besættelsen
Besættelsesårene bragte gymnastikhøjskolen mange afbræk i arbejdet. Allerede 9. april 1940 tog tyskerne skolen i besiddelse, hvorfor den måtte flytte fra sted til sted. Den første sommerskole holdtes i Vingsted, hvorfra den flyttede tilbage til Snoghøj, derfra videre til Hindsgaul, Dalum Landbrugsskole, Kerteminde Højskole, herregården Lundsgaard ved Kerteminde og Uldum Højskole.
En dyb taknemmelighed og ansvarsfølelse sander gennem slutningsordene i Snogøjbogen 1945:
”Vi har fået så uendelig meget givet i det år, som er gået. Nu gælder det om, at vi kan bruge friheden vi har fået, så den kan blive til gavn for vort folkeliv. Friheden kan kun bruges af mennesker, som lever livet i alvor og ikke går udenom vanskelighederne, heller ikke som de møder os i vort daglige livs små ting. Det er livets alvor vi skal gå ind i, for først derved får vi de kræfter og den styrke, som kan hjælpe os til at bære friheden”.

Tilbage efter krigsårenes omflakken
Den 18. november 1945 holdt skolen åbningsmøde og var så atter inde i sin gamle gænge, så den 1. marts 1946 kunne genoptage besøgene i Sydslesvig. Fra 8-12. august holdtes det første grundtvigske vennemøde under ledelse af fhv. forstander Martin Nielsen, Videslet. Disse møder er siden fortsat med stigende tilslutning, ikke mindst sidste år, da deltagerne havde lejlighed til at høre den livfulde professor Savory.

Et vidtfavnende virke
Snoghøjskolens virke er såre vidtfavnende. Den har i årenes løb udført et enestående arbejde til støtte for danskheden i Sønderjylland og Sydslesvig. Skolen har således hver vinter, når forholdene har tilladt det, foretaget rejser til egnene syd og nord for grænsen. Eleverne var indkvarteret hos beboerne og man indledte aftenen til gymnastikopvisning og samvær med tale og sang. Derved er der skabt en levende forbindelse mellem eleverne og vore stammefrænder mod syd og for manges vedkommende en dybere forståelse af det sydslesvigske spørgsmål.
Af skolens kvindelige medarbejdere i de 25 år kan nævnes frk. Carla Schibler, frk. Solvejg Bording og frk. Heli -Christiansen. Frk. Schibler er cand. phil. og havde været lærerinde på Ryslinge og Borups højskole, før hun 1925 kom til Snoghøj, hvorfra hun i 1933 drog til Sønderjylland for at deltage i ”Det unge Grænseværn”s arbejde. Nu har hun en skolevirksomhed i Tönning. Frk. Bording har fået sin uddannelse på Snoghøj, Askov, Statens Gymnastikinstitut og i tre mdr. hos Elli Björksten. Hun har været lærerinde i Schweitz, Flensborg, og på Egaa Efterskole, før hun i 1933 kom til Snoghøj, hvor hun virker endnu, og hvor hendes daglige gerning, foredragsvirksomhed hjemme og ude og hendes skribentvirksomhed stadig er højt skattet.
Ikke mindre fortjenstfuld er den gerning Heli Christiansen har øvet ved skolen, dels som økonoma, dels som lærerinde. Foruden lærerindevirksomheden på højskolen har hun nu begyndt en lille friskole i naboejendommen. Det bør ligeledes fremhæves, at hun med aldrig svigtende troskab har smykket kirken med blomster, både til hverdagsbrug og til alle søndagsgudstjenester.
Foruden de kvindelige medarbejdere har der hele tiden været knyttet en mandlig lærer til skolen. Den første lærer var M. P. Ejerslev, derefter fulgte J. Hatting-Jacobsen, nu forstander for lærerskolen i Elbæk, og Folke Trier Hansen. Efter ham kom Sune Andresen, som efter at have været der i omtrent 10 år, i 1939 fik sin egen skole på Engelsholm. Først sammen med sin svoger og senere som eneforstander. Efter ham fulgte Alfred Truelsen, H. C. Abjerg og i 1946 den nuværende lærer.

Et skønt stemningsbillede fra Lillebælt

En skole for livet
Siden højskolen i Snoghøj blev omdannet til gymnastikhøjskole, har den stået i forreste linje, hvor der var liv og røre om kristelige, folkelige og nationale tanker. Den har virket som en skole for livet. En skole, hvor der blev aflagt et personligt vidnesbyrd om menighedens levnedsløb som begynder ved ordet, opretholdes og forplantes ved dette.
Højskolen har i de 25 år beredvilligt åbnet sine døre for mange forskellige slags sammenslutninger. Fri- og valgmenighedskredse, Porto Novo-Missionen, studenterkredsen, Sydslesvigsk Udvalg, Kirkeskoleudvalget, Ungdomssamvirke, de grundtvigske vennemøder o.m. fl. har også fået enestående gæstfri modtagelse, selv om også kursushold rejste eller kom umiddelbart før eller efter mødet.
Også det røre Anders Nørgaard og Aage Møller i sin tid vakte i grundtvigske kredse, var Snoghøj med i. Anders Nørgaard var gennem sin forbindelse med yngre teologer kommet ind på tanken om en kirkeskole, hvor man kunne fordybe sig i Grundtvigs tanker om kirke og menighed og lære hans ordsyn at kende, og det ville for ham være ret naturligt at lægge denne skole i Snoghøj, hvor han var kommet i forbindelse med frk. Abildgaard og gymnastikhøjskolen. Planen blev dog ikke virkeliggjort før fem år efter hans død, da kirkehøjskolen 3. november 1948 begyndte sit virke på gymnastikhøjskolen med valgmenighedspræst Aage Møller, Mellerup som leder.

Forstanderinden som præst
Fra den første sommer 1925 blev der ofte holdt gudstjeneste i foredragssalen. Pastor Fog-Nielsen, Middelfart var højskolens præst. Senere kom også andre præster, men det var først da der var knyttet forbindelse med Aage Møller at gudstjenesterne fik mere faste rammer.
Da Aage Møller ikke kunne komme så ofte, prædikede Jørgine Abildgaard engang imellem. Enkelte gange førte Eline Begtrup (som i sine sidste leveår boede på skolen) ordet i kirken. Frk. Abildgaard kunne ikke i længden nøjes med ordets tjeneste, når ordet netop sigtede på dåb og nadver. Aage Møller bad hende om at hjælpe ved altergang, og det gjorde hun med glæde.
Ved et elevmøde havde de ingen præst. Anna Krogh tilskyndede da frk. Abildgaard til selv at tage altertjenesten. Siden har hun selv holdt fuld gudstjeneste i den tid skolen har elever, da der kun få gange kommer en præst udefra.
Jørgine Abildgaard er ikke ordineret, men inden hun fulgte tilskyndelsen til at holde altertjeneste, opsøgte hun frimenighedspræst Morten Larsen i Holstebro og talte med ham om sagen. Han gav hende det svar: ”Når De ikke kan vente længere, så skal de gøre det med frimodigt. De skal ikke bryde Dem om hvad folk siger, hvis de føler at de skal”.
Så gav han hende sin velsignelse og hun drog glad hjem og begyndte på det, som så lykkeligt er fortsat siden i tro på den sandhed som er udtrykt i det dokument, som er indmuret i kirkebygningens grund. ”Vi bygger i tro. Vi bygger for fred. Vi bygger Gud Herren til Ære!”.