ERRITSØS HISTORIE
Personer med tilknytning til Erritsø
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©
WWW.FREDERICIASHISTORIE.DK - ERRITSØ
Camille Bleckingberg
Camille Bleckingberg, født Barbury-Meldola.
(1913-2002)

Camille Barbury-Meldola, kaldet Mulle var Ragnhild Meldolas barnebarn og blev 13 år gammel adopteret af hende.
Hun var datter af Aja Sigrid Ellen Christmas-Dirkinck-Holmfeld, Ragnhild Meldola og Walter Christmas´s eneste barn. Hun blev født på en klinik i Paris 13/11 1913. Hendes far var søn af en irsk optiker som moderen traf i London og hovedkuls forelskede sig i. Hans efternavn var Barbari, Hans fornavn kendte kun moderen og mormoderen, og de tog det med sig i graven.
Camilles mor Aja var forfatter som sin far Walter Christmas. Inden hun mødte Camilles far var hun gift 1. gang med ingeniør Carl Wilhelm Gimbel (1881-1946), der var plantageejer i Kina. Gift 2. gang med overretssagfører Svend Melson i Nr. Sundby, skilt 1936 og gift 3. gang med Edvin Fisker Fiskerby på Thurø.
Med Gimbel fik hun datteren Eddis Valborg Christmas Gimbel f. på Snoghøj i Erritsø 17/11 1908, død som treårig i Beijing 1911.
Aja blev født 12/4 1887 i København, Holmens sogn og døde 21/8 1952 på Thurø.
Hun var da stadig gift med direktør Edvin Fisker Fiskerby på Thurø.
Aja havde for travlt til at tage sig af sin datter, og Camille blev adopteret af sin mormor i 1926, og boede hos hende til hun blev gift.

Efter adoptionen lod Ragnhild Meldola opføre en flot villa på sin jord tæt ved Snoghøjgård, og 31/3 1926 skødede hun ejendommen, matr. 2n i Snoghøj, beliggende i Slotshusene for enden af Slotsstien, helt ned til vandet, til Camille kaldet Mulle. Huset lå på en 5.415 kvadratmeter stor grund ned til Lillebælt, hvoraf de 36 var vej. Mulle, der var helt overbevist om, at huset lå hvor Hønborg slot i sin tid lå, kaldte huset for "Høneborg" og fik opsat en vejrhøje som vindfløj.
Vejen til Høneborg fik senere, efter Mulles forslag til Erritsø sogneråd, navnet Slotsstien.

25/9 1936 blev Camille borgerligt viet med sin fætter Ejner Johan Friboe Blechingberg i København. Hun boede da i Snoghøj og han Vesselsgade 22 på Frederiksberg.
Efter vielsen flyttede, de ind i hans lejlighed på Vesselsgade 22, på Frederiksberg.

Ejnar fødtes på Frederiksberg 29/12 1914. Han var søn af Carl Walther Frederik Blechingberg (1887-1929) og hustru Gertrude Alice Margaret Gordon. Han var født i Helsingør 12/5 1887 og døde i Marseille 18/10 1929, 42 år gammel. Moderen Gertrude Alice Margeret Blechingberg, født Gordon, var født 7/5 1887 i London og boende 1940, som enke, i "Strandhuset" i Snoghøj. Hun døde19/4 1959
Hun var datter af Reginald Hugh Lyall Gordon og Rose Gibbs.
De havde også havde sønnerne Carl Reginald Gordon Blechingberg f. 1909, Cecil Bertram Blechingberg, og Allan Blechingberg. En halvbror Alexander var søn af Carl R. G. Blechingberg og Rachel Zouare.
Ejner var ved giftermålet startede på en uddannelse ved landbruget, men fuldførte den ikke.
Camille og Ejner fik to børn:
Walther Ib Christian Blekingberg blev født 1/5 1937 i Fredericia og Ragnhild Jutta Vibeke Blechingberg, opkaldt efter sin nylig afdøde mormor, født16/7 1939 på Sct. Joseph hospital i Fredericia .

Da Ragnhild Meldola døde i 1938, arvede Camille den 2/12 1938, matrikel 14b, til en værdi af 5.000 kr.
Hun frasolgte i 1938 et par grunde (matr. 24c og 24h) til hhv. Landsretsagfører Nordvang og gartner A. Nielsen. De to matrikler kostede 125 kr./stk.
En del af den jord Camille ejede, forpagter hun ud til frugtplantager. Området de lå på kaldes Lillenæs.
Gartner Axel Poulsen var en af forpagterne og i forpagtningsaftalen var indført, at han kunne få skøde på grunden. Da Camille gerne ville ud af aftalen, anklagede hun ham for misligholdelse af kontrakten og forlangte købsretten annulleret. Han anlagde sag mod hende, som hun tabte i Landsretten, og måtte overdrage ham skødet 9/10 1942 samt betale sagsomkostningerne.
Den 2/7 1946 solgte hun grunden, matr. 2v, til arbejdsmand Winther. Ejendomsværdien var på 10.000 kr.
Den jord hendes mand Einer drev, kaldes nu Blechingbergs Gartneri. Det lå i Damkjær på Lyng. 25/5 1949 afholdes en maskindemonstration af en motoriseret radrenser på gartneriet.


font size="-1">VILLA HØNEBORG, SLOTSSTIEN 1, SLOTSHUSENE.


VILLA HØNEBORG, SLOTSSTIEN 1, SLOTSHUSENE.

Huset i Slotshusene de boede i, og som Camille kvit og frit fik foræret af sin mormor og adoptivmor, Ragnhild Meldola.
Område med færgemandshuse i Snoghøj kaldes fejlagtigt Slotshusene i mange år, fordi man i 1922 troede, at et stort fundament og andre rester man ved gravning stødte på, var resterne fra Hønborg slot. Fundamentet stammede imidlertid fra et stort kornhus, som opførtes her i 1568, på kon Frederik II´s. befaling, og som var på 3 etager og i 50 fag, men som ved anlægget af Fredericia i 1650, blev flyttet ind i fæstningen. I dag minder Slotsstien og Slotshusene om stedet. Ejner Blechingbert overtog og drev desuden et lille privat vandværk i Snoghøj, som efterhånden fik 153 forbrugere tilsluttet. Vandtårn og punpeanlæg stod ved Gl. Færgevej.


SNOGHØJ VANDTÅRN VED GL. FÆRGEVEJ

Vandværket eksproprieres.
Ved kommunesammenlægningen i 1970, hvor Erritsø lægges ind under Fredericia, var der kommet en lov, der gav kommunerne ret til at fratage de private vandværker deres vandindviningsret og selv stå for vandforsyningen. Det skulle sikre forsyningssikkerheden og vandkvaliteten.
Da Erritsø Vandværk blev overtaget af kommunen havde brugerne et pænt beløb på bankbogen. Pengene brugtes til en svømmesal, og forbrugerne fik gratis vand indtil overtagelsen.
Mange af Blechingbergs forbrugere havde i længere tid klaget over vandkvaliteten. Vandet var ikke sundhedsfarligt, men havde en brun farve og lugtede fælt.
I 1969 slutter de utilfredse forbrugere sig sammen og klagede til kredslægen over vandkvaliteten.
Blechingberg forklarer sig med, at det dårlige vand skyldes, han måtte afbestille et filteranlæg, fordi kommunen truede med at overtage vandleveringen i området. Han forlangte desuden 600.000 kr. for at sælge, hvorimod kommunen ikke vil betale noget som helst, fordi forbrugerne havde betalt tilslutningsafgift for at blive tilsluttet hans vandværk, så hvis Fredericia vandværk skulle levere vandet, ville de komme til at betale tilslutningsafgift en gang mere, og det mente man ikke de kunne være tjent med.
20/6 1971 inddrog kommunen Blechingbergs vandindvindingsret og kommunen overtog forsyningen fra 20/11 samme år.
Blechingberg indbragte sagen for landvæsenskommissionen, der i 1974 traf den afgørelse, at kommunen kunne nøjes med at betale Blechingbergs gæld på 42.000 kr., og samtidig fritog kommissionen kommunen for at overtage hans gamle anlæg og grunden det lå på.

Ejner Johan Friboe Blechingberg døde 28/4 1975. Dødsannoncen var underskrevet Mulle Blechingberg, Jutta Lorenzen, Ib Blechingberg samt Pernille, Thomas og Nana.
Camille (Mulle) Blechingberg døde 7/8 2002.Kort tid efter blev Villa Høneborg revet ned og erstattet af en moderne villa.


GRAVSTENEN PÅ SCT. MICHAELIS KIRKEGÅRD I FREDERICIA


I 1994 blev Mulle Bleckingberg interviewet til Fredericia Dagblad.

FD 16/7 1994
Interview af Poul Bech

Intet i mit liv har været normalt men det er jeg ikke ked af. Jeg har haft et fantastisk liv, fyldt med sorger og glæder, og jeg vil ikke bytte det for en sæk guld.
Camille Blechingberg er et beskedent menneske med en utrolig livshistorie. Hun bor alene i en herskabsvilla med en perfekt beliggenhed, for enden af Slotsstien i Snoghøj med pragtfuld panoramaudsigt over Lillebælt til Middelfart.

Den 80 årige kvinde er i dag ikke længere så rask i benene og må have hjælp til at holde den smukke have og til indkøb og rengøring, men ånden er stadig i tip-top form. Hun er kvik. Hukommelsen synes uudtømmelig og har et lyst og glad sind.
Hun har altid et skælmsk blink i sine sorte øjne. Har let til humor og slagfærdige bemærkninger.
Hun har også sine principper. Et af dem er, at hun ikke vil tiltales med sit franske fornavn.
Jeg ved ikke hvem der gav mig det, men jeg er altid blevet kaldt Mulle. Hvorfor ved jeg heller ikke, men jeg bruger det altid, selv om myndighederne nogle gange har lidt svært ved at finde ud af det.
Mulle har haft et forunderligt liv, og der kunne skrives bøger om det. Hun er ikke selv i stand til det da hun har svært ved at stave, fordi hun stort set aldrig gik i skole eller har fået nogen uddannelse, men hun er begyndt at overveje at indtale sin historie til en båndoptager.
Et skuespil er der dog blevet skrevet. I 1892 skrev Gustav Esmann "Den kære familie", om et velhavende grossererhjem i København, og det er Mulles forældre, familien Weber, der portrætteres. i 1962 kom der en film med samme titel, og den blev en stor succes. Her blev Mulles mormor spillet af Helle Virkner og oldefar af Jarl Kulle.
Mulles liv fik ingen god start. Hun blev født af en mor, der ikke ville kendes ved hende.
Mor havde en svaghed for mænd, og jeg kom til verden, da hun var skilt fra sin anden mand og var på vej mod sit tredje ægteskab, og jeg var absolut en fejltagelse.
Min far mødte hun under en rejse til London. Familien havde udstyret mor med en svensk tante som anstandsdame, men kontrollen svigtede, da tanten uheldigvis ødelagde sine briller. Mor blev sendt hen hos en optiker for at købe nogle nye, men her løb hun ind i ejerens unge, smukke og elegante søn, en irlænder, og så var hun fortabt, fortæller Mulle.
Da det dengang ikke var velset, at børn blev født udenfor ægteskab, blev mor sendt til Paris, hvor jeg kom til verden på en klinik.

Forladt af sin mor.
Straks efter rejste mor ud på nye eventyr, men mormor sørgede for, at jeg kom i pleje hos en familie i Paris. Ingen har nogensinde fortalt mig, hvem jeg boede hos, men jeg har et falmet fotografi, hvor jeg sidder sammen med familien. Jeg var der nok i tre år, Så blev jeg hentet hjem af mormor, Ragnhild Jutta Meldola.
Det er det bedste der er sket for mig. Mormor var et enestående, varmt menneske, og hun blev min nye mor.
Ragnhild Meldola var på det tidspunkt gift med den kendte forfatter Walter Christmas, der bl.a. skrev Peder Mostbøgerne, som stadig er populære.
Ægteparret havde i 1895 købt Snoghøjgaard, som var en af de største landejendomme på egnen. Markerne strakte sig helt ind til Lyng og Baunegård. Omkring hovedbygningen lå en prægtig park med sjældne træer og med de store avlsbygninger liggende på en bakketop.

En farverig personlighed.
Mens Walter Christmas var kendt over det ganske land, så var hustruen det store navn i lokalområdet. En farverig personlighed, og selv om hun stammede fra et velhavende grossererhjem, var hun overbevist socialdemokrat og kvindeforkæmper.
De fleste har glemt det, men det var faktisk mormor der byggede Snoghøj Folkehøjskole i 1913. Ikke som en gymnastikhøjskole men som en fiskerihøjskole, fordi hun interesserede sig meget for fiskernes vilkår.
Hun kunne ikke være med ved indvielsen, for da var hun i Paris for at hjælpe ved min fødsel.
Desværre gik det ikke så godt for skolen. En dårlig ledelse kørte den i sænk, og det endte med, at skolen i 1924 blev omdannet til den landskendte gymnastikhøjskole.
Ægteparret Christmas nåede kun at bo sammen på Snoghøjgaard i kort tid, for allerede året efter købet, blev de skilt, og den store gård blev overdraget til Ragnhild og hun var derefter ejer af den i mere end 40 år.
Få år senere bortforpagtede Ragnhild hovedbygningen, da den var blevet for stor til at bo i, og hun flyttede til den noget mindre færgegård, lige overfor.
Snoghøjgaard blev efterfølgende indrettet som badehotel.

En uartig pige.
Jeg kom til Snoghøj mod slutningen af 1. verdenskrig. Jeg var kun på privatskole i et årstid men jeg havde mange private lærerinder. Det kom der nu ikke noget godt ud af, for jeg var temmelig uartig over for dem. Det kom sådan helt spontant, når jeg var sammen med dem.
Jeg gjorde ting jeg i dag skammer mig over. Jeg ville hellere passe mig selv og opleve alt det spændende, der sker på en stor gård, så det var småt, hvad jeg fik lært af kundskaber, og det lider jeg under den dag i dag, bl.a. med at kunne stave, men jeg fik da lært at ride, danse og spille klaver, og så boede jeg et år på en katolsk kostskole i København. En rædselsfuld oplevelse, husker Mulle.
Da jeg var 13 år blev jeg adopteret af mormor. Mor var imod, men gik med til det på den betingelse, at jeg ikke måtte arve efter mormor, da der så ville blive mere til hende. Senere forsøgte mor også at gøre mig arveløs efter hende.
Men det forbud kom mormor elegant udenom. På min 16 års fødselsdag fik jeg forærende en stor villagrund i nærheden af gården. Mor blev rasende, men kunne ikke gøre noget, da det var en gave.
Jeg blev selv skuffet over gaven. I den alder siger jord ikke en ung pige noget. Jeg kan huske, at jeg hellere ville have haft et armbånd.
Ragnhild Meldola var i 1902 med til at oprette Middelfart Dampskibsselskab, der voksede til at blive en guldgrube for aktionærerne.
Mormor købte selv mange aktier og stod også selv for salget. En gammel færgemand havde ikke råd til at købe nogle, da hun mødte ham på vej hjem med et rugbrød. Jamen så kan du da give mig brødet som betaling, og det køb fortrød manden ikke, for de aktier levede han af i mange år.

Medejer af færgerute.
I de første år sejlede der små dampbåde på overfarten, men i 1912 byggede fru Meldola et nyt færgeleje, for nu skulle ruten besejles af et større motorskib, der kunne medtage biler.
Hidtil havde de få biler, der ville krydse Lillebælt, været henvist til at benytte jernbaneoverfarten mellem Fredericia og Strib.
Det var en besværlig overfart for bilerne for DSB krævede nemlig, at benzinen skulle tappes af bilen før den fik lov til at køre ombord. Føreren skulle så stå med dunken og være parat til at smide den over bord, hvis der udbrød brand.
Ragnhild Meldola gav rederiet lov til at benytte havnen gratis i 10 år. Hidtil havde aktionærerne kun fået et udbytte på nogle få procent, men efter afslutningen af 1. verdenskrig, strømmede bilerne til,, og pengene begyndte at rulle ned i aktionærernes lommer.

Spærrede for færgen.
Efter de 10 år krævede Meldola en afgift for at give rederiet eneret på at besejle havnen. Det nægtede ledelsen, og så opstillede hun en bom foran færgelejet. Så måtte færgen vende om. Det kom til en retssag, som hun vandt. Hun fik lov til at opkræve 50 øre pr. bil.
Dermed opstod der en ny guldgrube på Lillebælt, for indtil broen stod færdig i 1935, havde fru Meldola taget betaling for næsten 1 mil. køretøjer! Som aktionær tjente hun også styrtende, idet udbytterne i de sidste år nåede helt op på 200-300 pct.!
I 1936 udstykkede mormor en del grunde i Snoghøj, bl.a. den jeg fik og nabogrunden, hvor familien Rahbek Hansen bor i dag. Dermed var hun med til at grundlægge Snoghøj by. Hun solgte også et stort areal til Jens Kromann, der havde haft forpagtningen af hendes store jordbesiddelser, og han grundlagde her et gartneri, der i dag ejes af en sønnesøn.


Ejede tre gårde.
Nærmest ved en tilfældighed købte mormor i 1907 en stor gård i Nordjylland. Senere overtog hun en anden gård i Småland i Sverige, fordi en nevø ikke kunne betale et lån tilbage. Hun blev svensk statsborger, og kom kun sjældent til Snoghøj.
I 1938 døde Ragnhild Meldola og blev, efter sit eget ønske, begravet på Michaelis kirkegård i Fredericia, og samme år blev alle hendes besiddelser i Snoghøj solgt.
Mulle var med hver gang mormoderen besøgte sine tre gårde, og de var også på ferie i udlandet.
Der skete altid noget i mormors nærhed. Hun havde hele tiden planer der skulle føres ud i livet.
Sin mor så hun stort set aldrig og faderen eksisterede overhovedet ikke. Han blev aldrig nævnt og Mulles spørgsmål om ham blev aldrig besvaret. Den viden tog hendes mor og mormor med i graven.

Skjult for sin far.
Jeg har aldrig set ham, men da jeg var 5 år, kom han til Snoghøj for at hilse på mig. Mormor havde den dag besøg af en veninde med et mongolbarn på min alder, og da far troppede op, blev jeg gemt væk. Mormor fremviste så i stedet det handicappede barn og fortalte, at det var hans datter. Derefter hørte vi aldrig fra ham.
Jeg er ked af at jeg aldrig fik snakket med min far. Jeg ved kun, at han var en smuk mand og hed Barbari til efternavn. Jeg bebrejder ham ikke noget. Han kunne jo ikke gøre for, at min mor ikke ville vide af ham, og at han blev ført bag lyset af mormor.


HØNEBORG LÅ I SNOGHØJ!

På taget af Mulle Blechingbergs villa knejser en vejrhøne, og det er bestemt ikke tilfældigt, at hanen her har måttet vige pladsen. Hun er nemlig overbevist om, at det sagnomspundne Høneborg slot i tidernes morgen har ligget netop på dette sted.
Jeg er godt klar over, at de fleste påstår at Høneborg lå længere nede af kysten ved Hakenør Slotsbanke nedenfor Børup skov, men det tror jeg ikke på. Det var et andet slot, fastslår Mulle Blechingberg.
Jeg ved at ældre folk i Snoghøj kaldte dette sted for Slottet. Mormor interesserede sig selv for sagen og var på arkiver i København, men kunne hverken få det be- eller afkræftet.
Da der blev gravet ud til min villa i 1935, fandt man en brolagt gårdsplads, og arkitekt Quist var overbevist om, at en sådan gårdsplads ikke havde ligget ved almindelige huse. Vi fandt også dele fra munkesten og egepæle, som min mormor fik lavet en himmelseng af, som jeg fik og stadig har.
Endelig fandt vi nogle håndsmedede jerngitre, som eksperter fastslog, kunne være brugt på et slot med en voldgrav omkring. Det ene gitter kom til Middelfart museum og de andre står ved indgangen til mit hus.
Derfor var det også en fjer i hatten til mig, da Erritsø sogneråd i sin tid fulgte mit ønske om at kalde vejen til mit hus for Slotsstien.
Hvad angår vejnavne i Snoghøj har den ældre dame endnu mere at glæde sig over. Både hendes mormor og morfar, Ragnhild Meldola og Walter Christmas har fået en vej opkaldt efter sig i Snoghøj.
I 1936 blev Mulle gift med sin fætter, Johnnie Blechingberg. Det var nærliggende for ægteparret at slå sig ned i Snoghøj, hvor Mulle jo havde sin grund liggende på 1 tønde land. Igen viste Ragnhild Meldola sig fra sin generøse side og betalte opførelsen af en pragtvilla, som blev tegnet af arkitekt Quist i Fredericia.
Det nygifte par kunne således flytte ind i en af de flotteste villaer på en af de bedst beliggende grunde i Fredericia uden at have haft en krone op af lommen. De havde nu heller ikke mange af dem, da ingen af dem havde arbejde eller uddannelse.
Mulle kom direkte fra sin mormors beskyttende vinger, og Johnnie fra sine forældre. Han havde forsøgt at tage en landbrugsuddannelse men fuldførte den ikke.

Drev et vandværk.
Blechingberg overtog driften af det private vandværk i Snoghøj og drev det indtil kommunen eksproprierede det i begyndelsen af 1970érne. Han krævede en erstatning på 600.000 kr., men fik kun tilkendt 3.000 kr.
Det nederlag tog meget hårdt på ham. Det var hele hans livsgrundlag der med et slag blev rykket væk. Jeg er overbevist om, at den lange strid med kommunen fremkaldte hans død et par år senere, siger Mulle.
Selv om vi boede i et flot hus, har vi altid haft en beskeden livsførelse. Det var vi nærmest tvunget til. I mange år gav vandværket underskud, og en overgang levede vi kun af en håndfuld aktier i kryolitfabrikken Øresund, som jeg havde fået af mormor, medens hun levede.
Det kostede os frygteligt mange penge da min mand tabte de tre-fire retssager han anlagde mod kommunen i forbindelse med ekspropriationen. Han havde måttet optage store lån til nye boringer og ledninger, og disse lån skulle så betales med den latterlige erstatning på 3.000 kr.
Det var hårdt at komme igennem og jeg har aldrig tilgivet kommunen det kup, de begik mod min mand, men det lykkedes mig, efter mange år, at få betalt gælden, og nu er der ingen jeg skylder noget.

Forsker i slægten
Det er en stor lettelse, for nu kan jeg koncentrere mig om at leve. Jeg har stadig masser af energi, og er glad og lykkelig over tilværelsen, For øjeblikket går jeg meget op i at forske i min slægt, og det er en opgave af format, for den slægt er gennem talrige generationer fyldt med et utal af brogede og mærkværdige personer, så det vil tage mange år blot at få nogenlunde styr på dem.
Jeg keder mig aldrig. Jeg læser meget, ser fjernsyn, og jeg får tit besøg af gode venner og familien.
Desværre bor mine to børn, Ib, der er civiløkonom og Jutta, der er korrespondent, begge i Nordsjælland, så dem ser jeg desværre ikke så tit.
Jeg vil helst klare mig selv, og hvad det angår, er jeg meget stædig. Ingen skal få mig herfra, og jeg beder til alle de guder jeg kender om, at jeg ikke må ende som et senilt gammelt vrag, og at jeg får lov at dø en fredelig død i mit hjem.
Hvis det kommer så langt, vil jeg samle nogle piller sammen og spise den sammen med en pizza og en god flaske vin. Det vil være en pæn måde at sige farvel på, ikke?


GRAVSTENEN PÅ SCT. MICHAELIS KIRKEGÅRD I FREDERICIA
Tilbage

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,