Johannes Gøtzsche var søn daværende kateket i Fredericia, senere biskop i Ribe stift, Carl Viggo Gøtzsche, og Ane Marie Pauline Hjort.
Han blev født i Fredericia 25/6 1866 og døbt i Trinitatis kirke.
Han blev student i Fredericia 1883, og cand. theol. 1889.
Derefter var han lærer ved skoler og seminarier i København frem til 1894, hvor han blev kateket i Fredericia frem til 1900.
Hans første kone Ebba Kragh, døde i Fredericia 8/11 1899.
Han giftede sig senere med Karen Amalie Augusta Schleppegrell, der overlevede ham.
Han var præst i Herning fra 1900 til 1911, og fra 1911 til 1920, provst.
Fra 1920 til 1921 boede Johs. Gøtzsche i Sønderjylland, hvor han var én af fire kirkelige visitatorer.
Da Alfred Sveistrup Poulsen, biskop over Viborg stift, døde i 1921, opstillede Gøtzsche til bispevalget som han vandt. Han blev hermed den sidste biskop i Danmark udnævnt af kongen.
Johannes Gøtzsche var en af de mest markante indremissionske biskopper man har kendt.
Han blev pensioneret som biskop i 1936 og valgte derefter at flytte tilbage til sin fødeegn.
Han købte samme år en grund på Storenæs på Lyng i Erritsø af fru Ragnhild Meldola, og opførte her en stor villa, som han kun kom til at bo i knapt 2 år.
Han døde 18/6 1938 i hjemmet på Lyng, Erritsø sogn, og begravedes 25. juli på Assistens kirkegård i Fredericia.
Begravelsen blev foretaget af pastor emeritus Valdemar Götzsche fra København. Johannes Götsche var Kommandør af 2. grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.

HUSET BISKOP JOHANNES GÖTZSCHE OPFØRTE PÅ LYNG 1936

Nekrolog i Fredericia Dagblad 19/7 1938

Fhv. biskop Johs. Gøtzsche Snoghøj
Fhv. biskop Johs. Gøtzsche er i aftes afgået ved døden i sit hjem i Snoghøj.
Et virksomt, fint menneskeliv er hermed afsluttet efter længere tids sygeleje og tiltagende svaghed.
Selv om dødsbudskabet ikke kom helt uventet, griber det alligevel for mange brat ind i dagliglivets jævne gang.
Biskop Gøtzsche var kendt ud over vide grænser. Ikke alene ved sin præste- provste- og bispegerning eller gennem udgivelsen af de forskellige litterære arbejder, men tillige ved sit jævne, beskedne væsen blandt sine nærmeste, naboer og bekendte.
Biskop Gøtzsche var født den 25. juli 1866 og var således nær de 72 år. Hans fader var biskop C. V. Gøtzsche. Af en søskendeflok på 7 sønner og 3 døtre var han den tredje i rækken.
Faderen, der i 1860'erne beklædte et kateketembede i Fredericia ved Trinitatis kirke, fik embede på Sjælland i 7 år, men da Johs. Gøtzsche var 9 år boede han atter i Fredericia i Sct. Michaelis præstegård. I 1883, endnu før end Johs. Gøtzsche var fyldt 17 år, blev han student og i 1889 kandidat. Fra 1889 til 1894 var han lærer i København ved frk. Zahles skole, hvor der fandtes et seminarium og i 1894 blev han kateket i Fredericia for alle 4 sogne. 1900 blev han kaldet til sognepræst i Herning og senere provst for Hammerum herred.
Efter genforeningen i 1920, var han atter konstitueret som sognepræst i Rødding, og året efter udnævntes han til biskop i Viborg. Et embede han varetog indtil han tog sin afsked for 2 år siden.
Biskoppen var hædret med dannebrogsmændenes hæderstegn og kommandørkorset af Dannebrog.
I tidens løb beklædte biskop Gøtzsche en række tillidshverv. Han var således bestyrelsesmedlem af almindelig dansk præstekonvent og i bestyrelsen for diakonissestiftelsen og dansk missionsselskab. Formand for udvalget for bibeloversættelsen, først det gamle, senere det ny testamente, og medlem af det kirkepolitiske udvalg i 10 år, samt nu de sidste to år før sin død, formand for Dansk Kirke i Udlandet.
Foruden det mægtige arbejde der måtte hvile på ham ved gerningen som biskop, og alle de forskellige tillidshverv, fik han endda tid til at skrive en hel mængde, hvoraf kan nævnes: "Træk af jysk vækkelseshistorie" og "Frederik Zeutens levnedsløb" mm.
Præstegerningen var fra ungdommen hans mål. Han har engang fortalt, i et foredrag, at han gik og ventede nogle år, inden han var klar over, om han burde blive præst, men så blev kateketembedet i Fredericia ledigt, og det tog han som tegn for sin fremtid.
Han var igennem mange år taler ved de store præstekonventmøder, hvor han har holdt mange foredrag om præstegerningen. En del af disse foredrag har han senere udgivet. I sin gerning og i sine embeder var han glad og velfornøjet, både i Fredericia, Herning, og i Viborg. Han var afholdt og respekteret alle vegne hvor han har været, og en tidligere prædikant, der nu har taget sin afsked, men som igennem 60 år har kendt biskop Gøtzsche og været hans ven, udtalte for nylig: "Jeg regner ham for en af landets dygtigste prædikanter".
I henseende til kirkelige retninger tilhørte biskoppen Indre Mission, men ikke mere udpræget, end at andre retninger kunne være glade ved ham. Han havde venner i alle kirkelige lejre. Der var ingen skarpe kanter eller hjørner ved ham.
Biskoppen har været gift to gange, og hans første hustru der var født Ebba Kragh, døde medens han var ved kateketembedet i Fredericia. Det fortælles, at døden indtraf, medens Gøtzsche prædikede i Erritsø kirke og sognepræsten, daværende provst Zeuten, begav sig på vej ad Strandvejen for at overbringe sin medhjælper det tunge budskab.
Biskoppens hustru af andet ægteskab er født Schleppegrel og er sønnedatter af general Schleppegrel.
Biskoppen havde 6 børn, 4 i første og 2 i andet ægteskab. 2 sønner og 2 døtre.
Den ældste søn er læge og den anden byretsdommer i København. Af døtrene er de to præstekoner, den ældste er enke. Den yngste datter, der er hjemme, er ugift og uddannet sygeplejerske.
Biskoppen ville, da han nåede aldersgrænsen, tilbage til sin barndomsegn. Han fik en dejlig bolig ved Snoghøj med en vidunderlig udsigt derfra. Han glædede sig ved at bo på dette skønne sted, der talte til ham på mange måder. Ikke alene om hans barndom, men også om fortiden med dens mange historiske minder, og om nutiden med lillebæltsbroens monumentale vidnesbyrd om dansk foretagsomhed.
I Snoghøj, hvor man skulle tro han ville hvile efter endt livsgerning, ikke alene virkede han som bibeloversætter, men her vandt han i de få stille timer han havde tilovers en vennekreds blandt sognets beboere. Han deltog i de møder, som den kristelige samtalekreds i Lyng lader afholde, og ved disse møder kunne han sidde iblandt beboerne og lytte til samtalen. Et smukt bevis på den beskedenhed der karakteriserede ham.
Alle i sognet glædede sig ved at høre biskop Gtzsches prædikener. Han var sikker på at kirken fyldtes, når han, hvilket skete flere gange, stod på prædikestolen.
Han måtte virke, endnu efter at han havde trukket sig tilbage. Hans trang til at forkynde evangeliet kunne ikke holdes tilbage. Således samlede han forrige vinter ved to, efter hinanden afholdte foredrag på Snoghøj Badehotel, en stor skare mennesker, som endnu vil mindes de gode aftener. Det var ikke tomme ord der lød fra hans mund, der var liv bagved, og en inderlig forbindelse med Gud.
Et træk, der ligger mange år tilbage i tiden, kunne her fremdrages.
Det var ved et stort helliggørelsesmøde der afholdtes i Erritsø sogn, hvor biskoppen også skulle være taler. Mødet varede i tre dage, og biskoppen boede da på en store forpagtergård i omegnen.
Samme år hærgede en ualmindelig tørke landet, og da forpagteren kørte for biskoppen til Erritsø kirke, spurgte Gøtzsche denne: "Er det virkelig sandt, vi trænger så hårdt til regn"? og svaret lød:
"Ja, hvis vi ikke får regn en af de nærmeste dage, er der fare for misvækst."
Alle, der var i kirke den dag, vil sikkert mindes den inderlighed, hvormed biskoppen bad om regn for vort land. Tre dage efter kom den velgørende regn over hele landet.
Han var, med al den beundring man kunne nære for ham som teolog, tillige den praktiske mand.
Han var den sidste biskop, der blev kaldet, før menighedsrådene fik indflydelse. Det var mens afdøde J. C. Christensen var kirkeminister.
Når biskop Götzsche havde glædet sig til at tilbringe sit otium i de smukke omgivelser ved Snoghøj, var det kun naturligt. Biskoppen var, skønt han havde passeret milepælen for støvets år, indtil for et halvt årstid siden, en rask mand, der egentlig så meget yngre ud end han var.
Heller ikke selv regnede han med at kræfterne var ved at slippe op. Den meste tid var han på rejse, og nogen egentlig pensionisttilværelse kunne man ikke sige han førte.
I vinter mærkede han nogle generende gigtsmerter i nakken og da en københavnsk læge, som han have truffet, tilrådede hærdning, gav biskop Gøtzsche sig til, tidligt om foråret, at arbejde i sin have.
For en mand i hans alder rummede det en fare, at blive svedig og udsætte sig for hastig afkøling, og omsider blev biskop Gøtzsche angrebet af bronkitis som lidt efter svækkede lungerne og hjertet.
I de sidste måneder stod det biskoppens læge klart, at der ikke var så langt igen og i aftes sov biskop Gøtzsche stille ind i døden, omgivet af sine nærmeste.
Biskoppen vil blive begravet på mandag på Sct. Michaelis kirkegård, hvor støvet af hans første hustru hviler.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,