Under napoleonskrigene var Danmark alieret med Frankrig og i krig med England. Napoleon havde tvunget den spanske konge til at træde tilbage og indsat sin bror Joseph som konge af Spanien og det var ikke særligt populært blandt spanierne, og det bevirkede bl.a., at spanske soldater sammen med franske, sendtes til Danmark for at hjælpe os mod Englænderne.
Spanierne var godt trætte af st være blevet sendt til det lille kolde land så højt mod nord og delte ikke begejstringen for Napoleon. For at undgå sammenstød mellem franskmændende og spanierne, blev de holdt adskilt medens de befandt sig i Danmark.
I Spanien var kong Karl den 4de ved en opstand bleven nødsaget til at afstå regeringen til sin søn, Ferdinand den 7de, men i sommeren 1808 fik kejser Napoleon ved trusler og list, begge konger til at overgive ham magten, og nu indsatte han sin broder Josef Napoleon til konge af Spanien.
Da den spanske øverstkommanderende i Danmark general Romana, af den franske chef for de samlede hjælpetropper, prinsen af Pontecorvo, efter Napoleons ordre, gentagende gange havde opfordret Romana til at lade de spanske tropper aflægge troskabseden til den ny konge, rejste generalen i de første dage i august måned 1808 rundt til de spanske afdelinger i denne anledning, men overalt modtog spanierne befalingen med den største uvilje.
Først samlede han officererne omkring sig, og herefter tiltalte han regimenterne, men disses mandskab udbrød enstemmigt og kraftigt: "No, Sennor!" ("Nej, herre, leve Spanien!"). Da officererne derefter spurgte de forskellige afdelinger, om de ville aflægge eden, lød det højt gennem rækkerne: "No, no, nadie!" ("Nej, nej, ingen!"). Da spanierne samtidig var blevet klar over at det var Napoleons plan at indlemme Spanien i sit kejserrige, vendte de sig mod ham og da Romana, ved hemmelige forhandlinger med englænderne om en alliance, fik løfte om at blive sejlet til Spanien, for der at kæmpe for at smide Napoleons tropper ud af Spanien blev denne plan hurtigt sat i værk.
Den spanske anfører, general Romana, havde sit hovedkvarter i Nyborg, hvorfor han lettere kunne give det sandsynlighedens præg, at han af prinsen af Pontecorvo havde fået befaling til alene at besætte denne fæstning. Romana fremlagde først en fingeret ordre til den danske hærledelse, der så ud som den var udstedt af prinsen af Pontecorvo, og gik ud på, at de danske besætninger skulle forlade de nævnte pladser og overlade disse til hans beskyttelse.
Han fik derefter i største hast, de spanske tropper samlet på Fyn, hvor de blev indskibede i Nyborg og Svendborg, Størsteparten sejledes til Langeland og kom der ombord i de engelske transportskibe, der sejlede dem hjem til Spanien.
Franskmændene havde dog ret hurtigt anet uråd og hurtigt fik de umuliggjort for de spanske tropper der endnu ikke var kommet til Fyn, at komme over ved Snoghøj. De fartøjer der kunne benyttes til transport blev enten overført til Fyn eller sejlet ind i sikkerhed unde Vejrmose batteri.
Rytterregimentet Algarve, der lå i Horsens, var ikke nået at komme i sikkerhed inden overfarten blev lukket. De havde tøvet for længe med at komme afsted, men besluttede alligevel, at vove forsøget, så den 10. august om aftenen drog 2 eskadroner af regimentet Princesa, under ritmester Antonio Costas kommando, af sted mod Snoghøj for at prøve at komme over til Fyn og videre til Nyborg.
Ved ankomsten til overfartsstedet ved Snoghøj tidligt næste dags morgen, fandt de det besat af danske og franske tropper. Alle både var fjernet på nær et par usle joller, som det lykkedes nogle enkelte at slippe til Middelfart i, hvor de dog omgående blev taget til fange.
Da man forsøgte sig langs stranden ud mod Vejermose batteri, fyrede batteriet et løst varselsskud af mod dem så de måtte vende om. Costa afsøgte derpå tranden mod Lyngs Odde, men her var heller ingen både at finde og da de befandt sig på stranden nedenfor Lillenæs, måtte de se sig omringede af de udsendte danske-franske tropper.
Da Antonio Costa indså, at situationen var håbløs og slaget var tabt, red han frem foran fronten og hen mod den franske oberst, som han bad vise mildhed mod hans folk, da de kun havde handlet efter hans ordre. Han tog derpå sin kårde og ville overrække den til obersten som tegn på overgivelse, men oberst Biaunié svarede: "Behold de deres våben, vi er jo stadig venner og allierede".
Antonio Costa tog derpå sit ur og sin pung og rakte det til sin oppasser, vendte sig mod sine folk og efter sigende sagde på spansk: "Skylden er min. Hils Spanien fra Antonio Costa". Så trak han sin ene rytterpistol, satte den for panden og trykkede af.
Franske skansegravere begravede ham derefter nødtørftigt på stedet hvor han faldt.
Hans folk blev, som fanger, ført ind i fæstningen og afvæbnet og fik, da de senere blev overgivet til franskmændene og ført sydpå, af dem en meget rå medfart.
Den danske officer Carl Bardenfleth viste dagen efter Costa den respekt, at få gravet liget op og ført til Fredericia, hvor det begravedes af danske soldater på pladsen ud for den katolske kirkes gamle indgang i vestgavlen. Selvmordere blev ikke begravet i indviet jord og med kirkelige cheremonier. Det var nok grunden til, at man ikke så noget til den katolske pater under begravelsen.

Da brødrene Schütten byggede den første katolske skole i 1848 fik kirken ny indgang da skolen byggedes sammen med kirken. Skolen kom derfor til at ligge oven på graven. Man tog derfor kisten op og nedsatte den igen i et hjørne af præstens have bag kirken, hvor der tidligere havde været kirkegård som nu var sløjfet.

I hundredåret for episoden 1908, blev begivenheden genopfrisket af to fredericiaborgere, som fik foranlediget, at den forsømte grav blev istandsat. Der kom også en forbindelse i stand med spanske kavallerienheder, og en indsamling blandt disses officerer, skabte grundlag for rejsning af et gravmæle med påskriften:

»Recuerdos a' Espana de Antonio Costa † 11. aug. 1808 I oversættelse: Hils Spanien fra Antonio Costa.

Op mod muren bagved korset står en granitplade, hvori er indhugget to korslagte pistoler, to på samme måde anbragte ryttersabler og indskriften:
"Rejst af spanske kavalleriofficerer. "

Gravmælet finder man i dag bag Sct. Knuds kirkes sydmur. Det består af en mindesten i form af et fritstående hvidt marmorkors med en palmegren. På soklen står ovennævnte indskrift. Gravmælet flyttedes hen til kirkemuren, da haven blev omdannet til skolegård.

100 år efter episoden var Costas grav glemt.
I Fredericia Dagblad kunne man 3/2 1926 læse følgende:
Den spanske ordensdekoration
"I Dagbladets lørdagsnummer læste jeg en lille meddelelse om, at hr. Frederik Schousboe, Fredericia, var meddelt tilladelse til at bære den ham af den spanske regering tildelte orden: La Crois de Frere Classe du Marite Militaire. (På dansk: Ridder af 1. klasse af den militære spanske fortjenstorden."
Årsagen til at han fik tildelt ordenen var følgende:
Fr. Schousboe havde ofte stået foran denne grav, og en dag besluttede han sig til at lave en indberetning til "allerhøjeste sted", hvilket gav anledning til, at Costas forhold ved nævnte episode blev grundigt undersøgt.
Det viste sig da, at Costa i sit fædreland havde været betragtet som forrædder og derfor havde ligget død i 100 år som æresløs mand.
Ved undersøgelsen fik man imidlertid et andet syn på sagen, og kaptajn Costas familie, der tilhører en af Spaniens ældste og fornemste adelsslægter, fik æresoprejsning.
Dette lille fingerpeg fra hr. Schovsboes side var anledning til denne for Antonio Costas famillie særdeles vigtige handling. Han var den der dyppede svampen, som rensede familiens ære, og af denne grund, har den spanske regering ved tildelingen af denne høje orden, ment bedst at kunne sige ham tak. Hesselberg Jensen

Ifølge Henning Pedersens artikel i Fredericiabogen 2008, var Antonio Costa var født i Sct. Laurent de Cerdagne i Frankrig i 1767 og af gammel spansk adelsfamilie. Stedet han fødtes havde indtil 1639 været spansk. Under den franske revolution i 1789 flygtede familien til Spanien og Antonio meldte sig som frivillig for at være med til at erobre området tilbage til Spanien, hvilket dog mislykkedes. Han blev spansk statsborger i 1794. Da der sluttedes fred med Frankrig i 1796, kunne Frankrig kræve revolutionære franskmænd, der havde søgt tilflugt i Spanien udleveret, men det lykkedes Costa at undgå dette og i stedet komme til Argentina. I 1804 fik han orlov til, at besøge Spanien og overlevede 2 skibsforlis på hjemrejsen. Han agtede dog ikke at vende tilbage og blev i stedet kaptajn i kavaleriregimentet Algarve. 1805 blev regimentet udstationeret i Etruria og senere indgik det i general Romanas hær der samledes i 1807 i Nordtyskland. I 1808 var han med da den Fransk- Belgisk- Spanske hær rykkede op i Jylland for at hjælpe Danmark mod Englænderne.

ANTONIO COSTAS GRAV PÅ SCT. KNUDS KIRKEGÅRD

I Minder fra Erritsø har Rasmus A. Ussing følgende beretning om begivenheden:
Det var den 11. august 1808.
Om morgenen kl. 4, endnu før solen var stået op, kørte Michel Nielsen med sine sønner, Niels og Peder, og sine høstarbejdere ud på en af gårdens marker, der hvor Javnsgård nu ligger, for at binde og hjemkøre et skifte byg. Vejret var godt, og de tog straks fat på arbejdet. Men det blev snart afbrudt, idet de med et hørte hovslag af gallopperende heste og så en støvsky på landevejen, der løb tæt forbi marken. I en fart fik Niels og Peder deres fire heste trukket hen i et krat i et hjørne af marken. De var nemlig bange for, hvis en af rytternes heste styrtede under det stærke ridt, at de så skulle tage en hest, hvor de fandt den. Sligt var tidligere sket. Troppen kom nærmere, og det viste sig snart at være spanske ryttere af kavaleriregimentet Algarve, der havde ligget i kvarter på Horsensegnen, og deres mening var at tiltvinge sig overfart ved Snoghøj. En dansk dragon havde de tvunget til at tage med som vejviser, og hans danske hest havde ondt ved at følge med spaniernes fyrige hingste, hvorfor spanierne stadig tildelte dragonens hest slag af deres flade klinger. Dyret hvæste af anstrengelse, og tungen hang den ud af halsen.
Da spanierne var kommet til Snoghøj, opdagede de, at alle fartøjer var ført bort. Aftenen i forvejen var der givet ordre til, at de skulle bringes om under Vejermose batteri vest for Snoghøj. Der opstod nu forvirring og rådvildhed. Deraf benyttede den danske dragon sig. Han gik ind på Snoghøjgård og fik et par stykker rugbrød og lidt vand til sin udasede hest. Da den derved var kommet lidt til hægterne, sneg han sig med den ud af gården, sprang op på den og red i fuldt firspring, forfulgt af nogle spanske ryttere ind mod Erritsø, hvor han blev optaget af en afdeling fremrykkende danske dragoner. Spanierne opdagede nu fiskerjollerne omme under Vejermose batteri og skyndte sig derhen imod. Da batteriet imidlertid med en kanon affyrede et skud løst krudt imod dem vendte de straks om og red tilbage forbi Snoghøj. Et lille stykke nord derfor mødte de gamle Jens Kjær fra Erritsø, der havde været ude på en af sine marker at flytte sine kreaturer. Den spanske anfører, hvis navn var Antonio Costa, tog da sin børs (pung) frem, viste manden, at den var fyldt med guldstykker, og sagde, at den var hans, blot han kunne skaffe dem over bæltet. Jens Kjær rystede på hovedet. Det var han jo ikke i stand til, selv om han havde villet. Spanierne rykkede da ud imod Lyng.
Imidlertid rykkede en afdeling danske dragoner, som lå i Erritsø by, ud ad Snoghøjvejen, mødte den danske dragon, som flygtede for spanierne, og fik af ham rigtig besked om, hvad der var på færde. Snart kom to franske afdelinger og fransk artilleri i ilmarch fra fredericiakanten. Og danskerne og franskmændene omringede nu størsteparten af spanierne. Kun godt 30 mand af disse havde fundet et par gamle ilandtrukne fiskerjoller og var under ilden fra Vejermoses batteri og fra Vasnæs batteri på Fyn sluppet over bæltet, men blev på Fyn straks afvæbnet af danske tropper. Ritmester Costa spurgte nu sit mandskab, om de ville slås med den langt overlegne dansk-franske styrke og dø. Hertil svarede spanierne nej. Derpå overgav ritmesteren sig tillige med sit mandskab. Franskmændenes fører søgte at berolige spanierne. Costa erklærede, at han alene var skyldig. Men hans folk svarede, at de alle var lige skyldige.
Ritmesteren bød nu den franske oberst sin kårde og sit ur. Men denne afslog at modtage det og søgte at berolige ham med forsikringen om, at de fremdeles skulle være venner. Da rækker Costa sit ur og sin børs til sin tjener, river sin pistol op og skyder sig selv. Han segnede ned af hesten med et roligt udtryk i sit ansigt. Af franske skansegravere blev der nu i hast kastet en grav på stedet. Deri blev ritmester Antonio Costa lagt ned, i sin pragtfulde uniform, uden nogen ceremoni, og tildækket med så tyndt et lag jord, at det næppe kunne skjule ham. En dansk officer, som havde været til stede, lod dog samme dags eftermiddag liget tage op og føre til Fredericia, hvor det blev lagt i en kiste og jordet ved den katolske kirkegård.
Rytternes afvæbning og anførerens fald foregik på en mark, der hed Næs, et lille stykke fra Snoghøj, og det hele gik så roligt til, at af en stor fåreflok, som stod tøjret lige ved siden af, havde ikke et eneste rykket sig løs.
Den dag i dag er der i Erritsø et par minder fra begivenheden den 11. August 1808. På gården Balle (Overballegaard) findes en gammel kårde, og på Baungård er der en pistol med stenlås, som begge formodes at have tilhørt den faldne anfører. En fisker fra Lyng fandt pistolen på det sted, hvor afvæbningen foregik. Af ham købte Søren Baungårds fader, gamle Hans Sørensen, den. I de 100 år, den har været i familiens eje, har den hvert år været brugt til at skyde nytår ind med, og den er pudset og blank som den gang, den faldt af Costas hånd.
Gamle Rasmus Ussing var en slags befalingsmand ved det landeværn af egnens folk, som bestod under den engelske krig. hans skullerdistinktioner og kokarde opbevares endnu på den gamle gård.

I forbindelse med 200 året for begivenheden på Lyngs Odde, blev Antonio Costas mindesmærke ved Sct. Knuds kirke besøgt den 30. marts af en delegation spaniolere i historiske uniformer, som afholdt en højtidelighed og nedlagde en krans.

I 1901 bragte Fredericia Dagblad skrevet en række artikler om syvårskrigen under synonymet "M" som med stor sandsynlighed dækker over oberst Molkte (1830-1914). Molktes beretning afviger en smule fra ovenstående men er ellers næsten identisk med Ussing. Ussing har sandsynligvis brugt oberst Molktes beretning som grundlag for sin version. Oberst Molkte var garnisonskommandant i Fredericia, 13 år ældre end Ussing og havde adgang til de militære arkiver. Ussings minder er udgivet af hans slægtning Henrik Ussing.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,