GÅRDE I ERRITSØ
VANDMØLLEGÅRDEN

Mølleskyld 1688: 6 tdr. 2 skp.
© Erik F. Rønnebech

Ejerliste:

  1. 1574: Steen Bille til Vandås
  2. 1574: Kronen
  3. 1634: Jens Pedersen
  4. 1688: Mats Hansen,
  5. 1733: Jens Pedersen, mølleskylden kun 2 tdr.
  6. 1765: Jørgen Hansen, han er også bruger af bolet Nr. 61, der har 4 skp. hartkorn.
  7. 1767: Jørgen Hansen, frikøber møllen fra Koldinghus Rytterdistrikt.
  8. 1770: Hans Nielsen Møller
  9. 1770: Anders Ditlevsen, fra 14/5
  10. 1776: Anders Jacobsen. Han dør 1792.
  11. 1795: Niels Ludvigsen fra Fredericia køber møllen på auktion.
  12. 1805: Dines Nielsen køber møllen på auktion.
  13. 1807: Jørgen Mortensen.
  14. 1810: Hans Jensen Skov
  15. 1811: Niels Nielsen.
  16. 1815: Mads Erichsen.
  17. 1817: Andreas Poulsen. Han ankom til Erritsø Mølle i Erritsø i efteråret 1817, med sin kone Christine Dorthea Nissen. De kom fra Lerbæk mølle i Hoven sogn ved Vejle, hvor han havde været møller i 6 år, I slutningen af juli måned måtte han forlade møllen, efter at være fradømt realisation, og rejse til Højrup i Herslev sogn.
  18. 1819: Da Andreas Poulsen havde forladt møllen, ankom Albrecht Laudrup til den med sin familie, der bestod af konen Jensine Albertine, født Thorning.
    Han blev født på Behrensdorf Mølle mellem Åbenrå og Flensborg i 1783. Da han var 6 år gammel forlod hans far møllen og rejste til Lagmøllen ved Aabenraa, hvor han boede de næste 31 år. I 1912 giftede han sig med Jensine Albertine født Thorning. Hun blev født i 1787 i Ørslev Præstegård, Med sig havde de børnene Hans Martin Ulrich på 5 år, Jess på 4 år, Christian på 2 år og Peter Friedrich på ½ år. De ankom fra Fyn og havde den 25-årige tjenestepigen Christine Pedersen med sig. Hun var født i sognet Bütvad ved Aabenraa.
    De overtog møllerkarlen Lorentz Lorentzen fra den forrige møller og ansatte Henrich Clausen Behrmann på 23 år, der var født i Ærøskøbing, og kom fra en plads hos møller Langhof i Fredericia.
    Albrecht Lautrup og familie forlader møllen 1/11 1821 for at rejse til Haderslev. I Erritsø kirkebogs tilgangsliste 1819 er Albrecht rettet til Albert.
  19. 1821: Peter Zander. Han er 30 år og hans hustru Johanne Andersdatter 27 år, da de overtager møllen som forpagtere 1. november 1921.
    Peter blev født i Kliplev sogn og Johanne i Egtved sogn. De blev gift 27/10 1821 i Sct. Nicolaj kirke Kolding. Slotsmøller Jørgensen og værtshusholder Schmidt var forlovere. Hun var tjenestepige i Kolding by og han var møllersvend på Slotsmøllen. De ankom til Erritsø sogn den 1/11 1821. I tilgangslisten kan man se en afskrift fra deres skudsmålsbøger der viser de steder de har tjent.
    Peters skudsmål.
    Fra:
    Ringgive d. 8. marts 1808
    Truest sogn d. 2 maj 1810
    Nørup 18. aprik 1817
    Fanø 8. april 1819
    Kolding 2. december 1822.
    Johannes skudsmål.
    Fra :
    Egtved 9. oktober 1820
    Starup 3. maj 1821
    Kolding 2. december 1822
    Ægteskab i Kolding pastorat.
    Skudsmål forevist 4/12 1822.
    Medens de bor på vandmøllen får de to piger og én dreng.
  20. 1828: Møller Anders Rasmussen opfører dette år en vindmølle på bakken sydøst for vandmøllen omkr. 1838. Han dør i 1879. Hans enke Dorthea Iversdatter, der var kendt af næsten alle i sognet, kunne fejre 90 års fødselsdag 1/2 1921. Hun blev født i Erritsø 1/2 1831 som datter af Iver Sørensen og Bodil Hansdatter i Havlykke. Hun huskede stadig treårskrigen og krigen 1864 som det var i går, men en øjensygdom havde gjort hende blind. Da hun i sin tid kom ud at tjene var årslønnen 16 rigsdaler fortalte hun til avisen i anledning af fødselsdagen.
  21. 1853: Hans Jensen Fougaard, hans svigersøn, overtager begge møller.
  22. ????: Dorthea Ane Else Hansen Fougaard overtager møllen efter faderens død og ansætter Peder Nielsen Bjerg som bestyrer.
  23. 1890: Valdemar Harder, der gifter sig med Dorthea og ansætter Thomas Christensen som bestyrer i 1894.
  24. 1903: Thomas Christensen, vindmøllen nedrives.
  25. 1915: H. P. Jørgensen
  26. 1916: Chr. Nissen Rasmussen.
  27. 1924: Peter Morten Mathiasen, født 24/4 1873 i Jerlev, død 21/2 1939 i Erritsø, s.a. hmd. Mikkel Mathiasen og Ane Johanne Mortensen ~12/11 1913 i Seest kirke med Marthine (Tinne) Christine f. Juhl f. 14/12 1885, Børn: Johanne Kristine f. 13/3 1914 i Nr. Bjert skov, død 1/4 1985 i Erritsø, Kristian Mikkel f. 29/2 1916, s.st., Alfred J. Mathiasen. 12/11 1938 kunne de fejre sølvbryllup. Han sank sammen og døde netop som han skulle på en tur til Kolding. Han begravedes den 28. på Erritsø kirkegård.
  28. 1939: Martine (Tinne) Christine Mathiasen f. Juhl, enke efter Peter Morten Mathiesen, født 24/12 1885 i Seest.
  29. -2012: Alfred Juhl Mathiasen, født 24/3 1924 i Vejstruprød, Vejstrup sogn, død 4/12 2012 i Erritsø og begravet på Erritsø kirkegård i forældrenes gravsted, fraskilt.

Møllens historie

Møllen ved Erritsø Bæk malede korn for Erritsøs bønder i mange hundrede år. Møllen blev, som al anden privat ejendom i sognet, krongods, da Frederik II den 18. maj 1574, opkøbte eller mageskiftede al jord og ejendom i Elbo herred og udlagde området til kgl. vildtbane.¨
Møllen ejedes da af Steen Bille til Vandås i Skåne, der var gift med en pige fra Sellerup. Møllen har dog eksisteret længe før den tid or har hørt til de ældste i landet.
Beboere af møllen kendes tilbage til 1634.
I 1767 solgte Koldinghus rytterdistrikt møllen, der dermed igen kom på private hænder.
Sidst i 1930'erne, brugtes den kun af ejeren af møllegården.
I 1940 begyndte nogle bønder, med støtte fra Hedeselskabet, at dræne mølleengen og tørlægge mølledammen, og dermed var en lang æra slut for altid.
I den tid møllen eksisterede, har den ikke altid været funktionsdygtig og da Wallensteins tropper hærgede landet under kejserkrigen 1625-29, blev mølleren skudt, og under svenskekrigen 1967-60 blev møllen totalt ødelagt. Kong Frederik III forærede den på livstid, sammen med Henneberg Ladegård, til major Didrich von Uncken for tro tjeneste og tilgodehavende løn, og fæstepengene tilfaldt så v. Uncken i stedet for kronen. Da Uncken døde, overtog enken hans ejendomme og den søn hun fik med sin nye ægtefælle. Anthon Günther von Ellebracht, fik ejendommene, incl. møllen i 1714. Hans epitafium hænger stadig i Erritsø kirke. En af hans møllefæstere var skovfogeden i Stoustrup, Ullerup sogn, der boede på gården Laues Enemærke, et selvejersted, der i dag hedder Himmerigshus.
På grund af den ringe vandmængde i bækken der betød, at der ofte kun var vand nok i vintertiden til at drive møllen, har den aldrig været nogen særlig god forretning og den har skiftet ejer utallige gange.
For at råde bod på det opførtes i 1838 en vindmølle på bakken lige øst for vandmøllen.
Denne vindmølle fungerede til omkr. 1903, hvor den blev nedrevet. Siden 1886, havde en ny moderne vindmølle i bygaden overtaget kunderne.
Møllens bygninger blev nedrevet i 2021.


OM MØLLEN OG MØLLEEJERNE.

14/2 1900
Ejendomsoverdragelser:
Tinglæste i Elbo m. fl. Herreders ret den 14. februar 1900.
Skøde fra Jens Hansen Jensen til mølleejer Valdemar Harder på ejendommen matr. nr. 6g, a17a, 19u af Højrup. Købesum 7.000 kr.

4/2 1903
Ejendomsoverdragelser:<br> Skøde fra Valdemar Harder til Thomas Christensen på matr. nr. 9c, 40a 112a og 73b for 18.000 kr.

24/8 1905
En dygtig høne ejes af mølleejer Th. Christensen, Erritsø Vandmølle. Den har i den sidste tid lagt æg, der vejede omkring 20 kvint. Et par af disse, hvoraf det ene vejede 20-, det andet 22 ½ kvint, blev i dag forevist os. ( 1 kvint= 3,88 g.)

23/9 1909
Kørselsuheld.
I formiddag ved 10-tiden, da Th. Christensen, Erritsø vandmølle, kom kørende med sit enspænderkøretøj ned ad bakken, skete det uheld, at det ene forhjul pludselig gik af. Christensen og smedemester Sørensen, Stovstrup, der også befandt sig i vognen, styrtede på hovedet ned fra sædet, men slap dog fra faldet med nogle mindre skrammer.

29/1 1921
90 år
Tirsdag den 1. februar kan Dorthea Rasmussen fejre sin 90 år fødselsdag.
Dorthea Rasmussen er enke efter den for 42 år siden afdøde ejer af Erritsø Vandmølle, Anders Rasmussen.
Gamle Dorthea har i alle de år boet og virket i Erritsø, så hun er godt kendt af de fleste i sognet.
Som ung kom hun ud at tjene, og årslønnen, som hun dengang fik var 16 rigsdaler. Med stor interesse fortæller hun om sine unge dage, ligesom krigene 1848 og 64 står for hende, som hvad der er passeret for ganske nylig og hun følger også godt med i begivenhederne den dag i dag.
For en del år tilbage blev hun angrebet af en øjensygdom som berøvede hende synet. I de sidste år har hun ikke været så rask, men den gamle kvinde nyder en god og kærlig pleje hos sin datter, Dorthea Vetter. Mange vil sikkert på højtidsdagen, sende hende en venlig tanke.

Erritsø kirkebog, døde. Dorthea Iversdatter.
Død 11/9 1924 i Erritsø by, begravet på Erritsø kirkegård 17/9.
Enke, aldesrentenyder, boende i Erritsø. Født i Erritsø 1. februar 1831. Datter af gårdejer Iver Sørensen, Havlykke, Erritsø sogn.
Enke efter gårdejer og møller Anders Rasmussen, Havlykke. Sidste fælles bopæl: Erritsø Vandmølle. 93 år

13/12 1935
Fru Mathiesen Erritsø vandmølle fylder i morgen 50 år.

11/11 1938
Sølvbryllup.
Sølvbryllup kan i morgen fejres af gårdejer P. Mathiesen og hustru, Erritsø vandmølle.

22/2 1939
Pludselig død.
Møller Peter Mathiesen, Erritsø vandmølle, er i går morges den 21/2 pludselig død, 66 år gammel.
Afdøde stod i begreb med at foretage en rejse til Kolding, og da han var kommen udenfor døren, sank han pludselig sammen og var død.
P. Mathiesen og familie, der tidligere har boet i Vejstrup, kom til Erritsø for ca. 14 år siden. Mathiesen der efterlader sig hustru og tre børn, var en meget dygtig og afholdt mand.
Hustru Tinne Børn Johanne, Christian og Alfred.

10/12 1940
En idyl der forsvinder.
Mølledammen i Erritsø udtørres.
Vi lever i grundforbedringernes tid, hvor det gælder om at udnytte alle muligheder. Dette gælder både for stat, kommune og private. Snart er det store inddæmningsprojekter, snart er det beplantning eller hedeopdyrkning, snart er det udtørrings- eller dræningsforetagender.
I Erritsø har nogle beboere i efteråret ladet foretage et stykke dræningsarbejde af nogle eng- og mosearealer, der er beliggende mellem brovad mejeri og Erritsø vandmølle.
For den sidste lodsejers vedkommende vil arbejdet medføre, at en idyl i Erritsø hermed forsvinder, idet man har besluttet at udtørre mølledammen.
Den gamle vandmølle, der nu i en længere årrække kun har været anvendt til privat brug, mister nu således sin drivkraft og møllehjulets lyd med al sin energi, poesi og historie, er nu forbi for stedse.
Hvad kunne det gamle møllehjul vel ikke fortælle om historien, helt fra dets barndom. Ja helt tilbage til dets forgængers tid, blev oprullet.
Digteren Carit Etlar omtaler Erritsø Vandmølle i en af sine fortællinger ”Pantins Krønike” samtidig med slottet ”Høneborg”. Dette er vel kun fri fantasi, men at der har været en vandmølle på stedet fra ældgammel tid, er jo sandsynligt nok.
Der er vel næppe noget sted i en landsby, der har skabt så megen poesi som vandmøllen og mølledammen med stien langs bredden, som Carl Ploug synger om i én af sine sange.
Nu er dens saga ude. - Stien, dammen med dens siv og rør, møllehjulets larm og vandets brus udover stigbordets fald. Alt må nu vige for den nye tid med sit krav.
Arbejdet udføres med støtte fra Hedeselskabet. Lodsejerne er gårdejer Jens Andersen, Brovad, gårdejer Poul Basse, gårdejer Peter Mathiasens enke og gårdejer Rasmus Mikkelsen.

10/2 1943
Erritsø Vandmølle afholder ordinær generalforsamling onsdag den 17. februar kl. 20 i forsamlingshuset.
Bestyrelsen


© Foto Erik F. Rønnebech

  

I Vandmøllen af Otto Bache 1877
ET BESØG I EN VANDMØLLE I 1877 AF OTTO BACHE (1839-1927).

Vandmøllegården
VANDMØLLEGÅRDEN OMKRING 1903
Møller Thomas Christensen med kone, børn og folkehold.
Bag døren tv. var skolestue under besættelsen.

Vandmølledammen
VANDMØLLEDAMMEN I 1930'ERNE

Vandmøllen 1934
VANDMØLLEN I 1934

Vandmøllegården
VANDMØLLEGÅRDEN I 1930'ERNE. VANDHJULET VAR I GAVLEN AF BYGNINGEN TV.

Vandmøllegården
VANDMØLLEGÅRDEN 2004

Vandmøllegården
VANDMØLLEGÅRDEN 24/12 2012


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286