ERRITSØ EJENDOMME
VEJRMOSEGÅRD

© Erik F. Rønnebech

På noget af Stævnebogårds markjord ved Snoghøj opførtes Vejermosegaard i 1852. Gården eksisterer ikke mere. Nu vidner kun vejnavnet Vejrmosegaards Allé om dens eksistens. Gården blev nedbrudt omkring 1969 i forbindelse med dens jorders udstykning til parcelhusgrunde.
På et gammelt kort fra 1790'erne der befinder sig i Vejdirektoratet, kaldes mosen Vaagermose, senere i årene fra 1808 og følgende år optræder navnet ofte i forbindelse med det kystbatteri som anlagdes her. Navnet ses da oftest stavet som Wøgermose, som så i tidens løb er blevet forvansket til Vejrmose, skønt det intet har med vejrliget at gøre. Wøger er vidjer til at lave kurve af.

Ejere af gården:

  1. 1852: Thomas Pedersen Elkjær
  2. 1897: Niels Thomsen Elkjær
  3. 1923: Jørgen Marius Jørgensen gift med Karen f. Pedersen (hun døde 10/12 1930)
  4. 1932: Markus Hansen Skov, købte gården i nov. 1932 for 40.00 kr. med 30 tdr. land og besætning.
  5. 1936: Frede Thomsen
  6. 1939: Niels Mikkelsen Andersen
  7. 194?: Hans Uth Andersen
  8. 1944: Søren Baungaard Lassen
  9. 195?: Edvard Skjoldberg Sørensen
  10. 1965: A/S Goldin, København
  11. 1966: Et konsortie med advokat A. Korch, dir. Korch og arkitekt Quist, Fredericia, som lod gården nedbryde og jorden udstykke til 106 parcelhusgrunde.

Thomas Pedersen Elkjær, født 23/9 1823, død 6/8 1904, indgik i 1852 ægteskab med Else Hansdatter, født 11/l 1830, død 25/2 1923, som var datter af Hans Hansen Røjborg på gård nr. 56. Den 26/4 1852 fik han skøde fra faderen på matr.nr. 3e (ny matrikel markeret med rødt på kortet). Her opførte han gården i det nordøstlige hjørne.
Vejrmose Batteri blev forladt af militæret allerede i 1814 og henlå derefter i mange år for frit rov indtil man endelig i 1873 afhændede batteriets grund og den tilhørende vej.
Thomas Pedersen Elkjær fik således 15/9 1873 kongeligt skøde på det areal (matr.nr. 126); som hans bedstefar i 1811 havde tilskødet Det Kongelige Ingeniørcorps dette areal er markeret med blåt på kortet.
I 1878 ,skøde 21/9, købte han matr.nr. 3d ( markeret med grønt) fra Rasmus Sørensen Gyes.
Dette areal var i sin tid solgt fra af hans far, Thomas Pedersen Elkjær havde følgende børn:

  • 1. Peder Thomsen Elkjær født 1858, ugift.
  • 2. Johannes Thomsen Elkjær født 1861. ugift
  • 3. Niels Thomsen Elkjær født 5/11 1862. ugift, overtog gården.
  • 4. Hans Thomsen Elkjær født 5/1 1868

Ved skøde af 20/7 1897 afhændede Thomas Pedersen Elkjær gården til sønnen Niels Thomsen Elkjær, født 5/11 1862, død 22/1 1935. Denne tilkøbte ved skøde af 6/9 1897 matr.nr. 39f af Hans Peder Pedersen Gjessing.
Ved skøde af 18/12 1923 afstod han gården til Jørgen Marius Jørgensen for ca. 40.000 kr. med 30 tdr. land, som året efter (skøde 23/7 1924) tillige erhvervede matr.nr. 39a og 16d af Hans Peder Pedersen Gjessings ejendom. Gården fik derved det tilliggende som den bevarede til den blev nedlagt.
I 1944 købte ejeren af nabogården Baunhøj, Søren Baungaard Lassen gården og satte en bestyrer til at stå for driften.
Den sidste ejer af gården inden udstykningen i 1967, var Edvard Skjoldberg Sørensen, der 10/4 1965 solgte jorden til det københavnske byggefirma A/S H. Goldin, der ville udstykke den til 106 parceller på fra 90-1200 kvm. På grund af manglende interesse fra købere opgav de planen og solgte i stedet til et fredericiansk konsortium bestående af advokat Korch, direktør Korch og arkitekt Quist.
De brugte næsten samme udstykningsplan med 102 parceller, og overtog også selve gårdens bygninger som blev nedrevet 1967.
På gårdens jord lå i 1930'erne en motorbane.
© Erik F. Rønnebech - Kilde: Erik Housted


VEJROSEGAARD 1965


VEJROSEGAARD 1/3 1967, KORT FØR NEDRIVNING

   
 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286