Sognet ligger på en halvø, der dannes ved, at Lillebælt fra Møllebugten ved Fredericia først slår et slag mod syd og dernæst ved Middelfart drejer ret i vest. Det formet sig som en firkant, der altså på de to sider, øst og syd, grænser til Lillebælt, mod nord skilles fra Fredericia mark ved Erritsø bæk (som løber mod øst ud i Lillebælt) og med nordvest og vest uden naturlige grænser støder op til Ullerup, Bredstrup og Taulov kommuner. Udstrækningen er omtrent en halv mil fra nord til syd og hen ved tre fjerdingvej fra øst til vest. Sognet har kun én by, der strækker sig en fjerdingvej lang, fra øst til vest i dets nordlige del.
Den alder nordligste del af sognet udgøres af Erritsø mose, eller som den almindeligvis kaldes æ moés. Den østligste smalle strimmel ud mod havet består af opskyllet sand og kaldes Sanddal. Vest derfor kommer et stykke med det mærkelige navn Bommernak.
Mosen afsætter større og mindre forgreninger mod syd, der i rækkefølge fra øst til vest hedder:

1. Korskilde Mose, hvoraf en gren kaldes Brunbjærg
   
2. Trädkjar (Trættekær?),
   
3. Æ Lilhau (Lillehaven)
   
4. Æ skiden kjaer (det skidne Kær)
   
5. Si´g (Sig - oldnordisk betydning: Langsomt rindende Vand).

Bækkens øvre løb går fra syd til nord gennem æ ha-ul (Hulningen), der ved Brovad (Brové) grener sig i Brovads Have (Brove's hau) og Brokgravene (æ brokgrau). Brok= Grævling.

Fra Lillebælt strækker der sig langs hele kysten små moser og kær ind mellem de høje strandbanker. Navnene på dem fra nord til syd er:

1. Limen, der har navn af jordbundens kalkholdighed, (oldn. lim = kalk).
   
2. Tavemose med navn efter en eller anden sej vækst: taver), også benævnt Taumose, Her lå et teglværk.
   
3. Tranekær
   

Og fra øst til vest:

1. Åndedal, hvor det i mands minde har huseret slemt med ånder.
2. Sysdam (Susdam? Søsdam?)
   
3. Vejermoes Vejrmose Wøggermose
   
4. Bregnedal
   
5. Troldedal.

Omtrent midt i sognet ligger en lille sø med en mose omkring kaldet Snaremose (Snår-mues).

Spredt omkring ligger små kær eller forhenværende kær:

1. Rødkær
   
2. Langekær
   
3. Nordkær
   
   

En lille sænkning i en af byens tofter kaldes æ devl'et (rimeligvis et gammelt ord, dannet af dyb (debel). Til sammenligning er i nabosognet er "Nybøl" blevet til nevl'et (Nebel).
Flere sidestrækninger, hvor vandet bliver stående en stor del af året kaldes æ fløj (floden) som f.eks. æ Bundgårds fløj, æ Skovs fløj mm.
O. Nielsen har vist ikke ret, hvis han mener (i Universitets Jubilæets Blandinger I Side 232), at dette ord i alle slige tilfælde kommer af oldnordisk flói.
Jordsmonnet er let bølget, og få steder hæver sig med ejendommelige former, at de har fået navn derefter; kun ud mod mosen og mod havet fremtræder højderne som banker.

Mellem Korskildemose og æ Lillehave strækker der sig ligesom en halvø frem, der kaldes Tange og fremspringende pynter på den er:

1. æ lan´g bank (Lange Banke)
   
2. æ rø'e bank (den røde banke eller Røde Banke)
   
3. frue huéd (Frue Hoved, en underlig voldstedlignende halvrunding).

Frem mellem Skiddenkær og mosen strækker sig æ ka'net,bank (Kornetbanken), der efter sigende har sit navn efter en kornet, som under svenskekrigen faldt i en duel her.
Brunbjærg, der nu er navnet på en lille gren af mosen, må vel oprindelig have betegnet den bakke, som går ned dertil.
Ud mod Lillebælt mod syd vender en høj, brat brink, hvis overside fra gammel tid har været ryddet for skov; derfor bærer den navnet (Rydborg, Rudborg; (oldn. Røjborg (ryddet skovstrækning; borg = stejl bakke).
Det højeste punkt i sognet hedder bor'e (borg i betydningen bakke).
Norden for kirken' er netop en borg.
I Røjborg kunde det vel, skønt vanskeligt, tænkes, at borg stammede fra et bjærg, men det er rimeligst at antage, at vi som endelse i dette ord har det samme borg, der selv optræder som stednavn i boré, hvilket selvfølgelig ikke kan komme af bærg.
En bakke, der er blevet brugt som rettersted, har fået navn efter en der henrettet forbryder (siges der) og kaldes Marku´s bank (Markusbanke).
Et par høje æ bavn (Bavnen) og æ bavn-hiew (Bavnehøj) har - som navnene viser, tjent til at tænde bavner på, idet den ene ydede et vidt udsyn over bæltet mod sydvest, den anden mod nordøst. (Ved Gl. Landevej og Sønderskov)
Adskillige gravhøje har ligget spredt ud over markerne. Pontoppidans "Danske Atlas" nævner et par stykker af dem:
"På Erritsøe mark findes trende høie, kaldte Steeneshøi, Ulvehøi og Rød-Steen, som skal have været hedenske offersteder."
Højene er nu ved at forsvinde såvel som navnene. Man øjner kun nogle svage hævninger i jordsmonnet, hvor de har ligget. Byen og sognet selv bærer navn efter en høj, Erikshøgh (Erikshøj). Erikshøj er med tiden blevet til Erritsø.

Denne meddelelse har "Danske Atlas" fra Jochum Reimers indberetning til P. Resen 1687, udgivet i "Saml. til jysk Hist. og Topogr. X Bind" Ved O. Nielsen:
" Findis paa Eretzøe march 3 høje, som kaldis Steenis høi, Ulfue høi och Røed steen paa huilche findis opført nogle store steen, huor paa siges af gamble mænd, at hedningerne haffue opfert deris guder brendopfer." (Der findes på Erritsø mark 3 høje som kaldes Stenhøj, Ulvehøj og Rødsten på hvilke der findes nogle store sten, hvorom det siges af gamle mænd, at hedningerne har ofret brandofre til deres guder.

I Præsteberetninger 1638, udgivet ved O. Nielsen i "Danske Saml. for Hist., Topgr. osv. 2. R, 4. bind":
"Findis paa Erretzøe march en megit stor sten oplagt paa tre andre stene, saa en kand side der under. Der hosz er en stor høie kaldes Landhøie, er trind offenpå och synis der skal verit en kilde der paa i gamble dage."
Der findes på Erritsø mark en meget stor sten lagt oven på tre andre sten så man kan sidde derunder. Derved er der en stor høj kaldet Landhøj der er bred ovenpå og det ser ud som om der har været en kilde derpå i gamle dage.

Som det tydeligt fremgår af de gamle stavemåder - Ærexhøgh, Erikshøg, Erixhø, Ærishøy (se f.eks.:

Ribe Oldemoder, sml. Blandinger II, 91):
-og denne var selvfølgelig en gravhøj; thi kun en kunstig dannet forhøjning, opkastet ved menneskehånd, kunne kaldes høgh. En naturlig hævning i jordsmonnet ville kaldes banke, borg, bjærg eller lignende. Hvor imidlertid denne Erikshøgh har ligget, kan vanskeligt afgøres nu. Det eneste i eller umiddelbart ved byen, der på en rimelig måde minder om en høj, er det sted, hvor kirken ligger.

Det er meget tvivlsomt, om det gamle færgested Snoghøj, hvorfra overfarten til Middelfart i gammel tid foregik, bærer sin endelse -høj med rette. Ganske vist siger befolkningen på stedet nu 'Snooghjyw'; (Snoghøj) men for et par menneskealdere siden, var udtalen altid Snofar, og denne endelse -far kan ikke komme af høgh, men leder derimod tanken hen på Middelfart, der af egnens folk kaldes Mel´far. Snoghøjs oprindelige navn har derfor vist endt på -far (= overfartssted). Den nuværende udtale er da fremkommet under påvirkning af en misforstående retskrivning.
Der findes heller ikke spor af høj i nærheden af stedet. I samme retning som, hvad jeg her har fremsat, tyder også Hans de Hofmans Forklaring i "Danske Atlas":
"Snoghøj har efter traditionen sit navn deraf, at, da Vendelboerne forfulgte Kong Knud den Hellige, bleve de der opholdte, og kaldede stedet Snove, det er, at dvæle."

Heri er i det mindste det rigtige, at navnet hverken har noget med snog eller høj at gøre. - Navnet på en høj, der er forsvundet, har vi bevaret i Mads-Høj-Agre der betegner et stykke af Erritsø mark.
I ældre tid har alle sognets gårde og huse, på få undtagelser nær, ligget i byen.
På begge sider af gaden (æ gå´d) lå hus ved hus og gård ved gård. På adskillige steder næsten som dyngede sammen. Stundom var to gårde således bygget sammen, at de havde en længe til fælles. Ved den nordvestlige grænse af sognet, men uden for skellet, ligger en gård, der kaldes Himmerig. Det bolsted i byen, som ligger længst borte fra Himmerig, har fra gammel tid båret navnet Helvede (hølled). I "Kronens Skøder" nævnes, at Peder Munch til Estvadgård i 1593 mod andet jordegods bortbytter i Erritsøe sogn og by 1 gård med skov til 15 Svin og 1 bol, kaldet Helfvede. Dette bolsted strækker sig som en gren mod nordøst uden for gaden; endnu længere fremme på en pynt lå til for få år siden. et hus, "Udkik", som på vagt ud imod mosen, Møllebugten og Fredericia. Mod sydøst ligger et par gårde, der nu kaldes æ 'øsdegoer (Østergårdene), men som i tidligere dage muligvis kunde takke deres fjernhed fra Himmerig og deres naboskab til Helvede for deres Navn: Æ uend krog (den onde Krog). Nærmest Helvede ligger imidlertid Holt (halet), der vel har fået navn efter en lille skov (holt), hvoraf der nu, i det højeste, er nogle rester på skrænterne ned mod Korskildemose (Skoven eksisterer ikke længere). Tager vi nu alle de gårde, som bærer navn (thi det er ikke dem alle, der gør det) på rad fra øst til vest uden hensyn til, om de ligger nord eller syd for gaden, bliver rækkefølgen denne: Elkær, Bjærg, Kær, Hovsted, Smedegård, Hyldegård, Javnsgårdene, der var tvillinggårde, som havde sammenstødende bygninger, og bar navn efter dette forhold (jav'n = jævn, lige, ligelig). Æ fåed-goer (Fogedgård eller Fovgård) var ligeledes tvillinggårde. deres navn betyder vistnok Fogedgård.
Hovgård, Bundgård, Præstegård, hvilket navn er mærkeligt, da der ikke siden reformationen i hvert tilfælde har boet nogen præst i Erritsø. Langt naturligere bliver derfor det navn, den næste gård bærer; æ Anæks,goer (Anneksgård). Sognet var, ifølge Pontoppidan, indtil 1667, anneks til Taulov, men blev fra da af anneks til den tyske menighed i Fredericia (Michaelis kirke).
Før udskiftningen og udflytningen, begyndte i sidste halvdel af det 18de århundrede, lå næsten alle sognets gårde og huse i byen. Hans de Hofman, som fortsatte det af Erich Pontoppidan begyndte "Danske Atlas", og som boede i Fredericia, og derfor kendte Erritsø sogn ret grundigt, fortæller i "5te Tomus", der udkom i 1769, at der på den tid lå uden for byen færgestedet Snoghøi, Hønneborg Ladegård, og disse fiskerhuse ved stranden. Lyng, Seiberg, Synderskov, Røiborg og Sanddal. - Hønneborg Ladegård eller, som den andet sted nævnes.
Henneberggård kaldes nu næsten altid Ladegård (Låe-go´r), kun sjældent Henneberg Ladegård. Den var oprindelig ladegård til, det ved Snoghøj en halv mil borte liggende, Hønneborg, der ifølge Trap kaldes Hønepurgh. I et tysk skrift fra Kristian den Andens tid som omtaler, hvorledes denne konge, efter adelens opsigelse af huldskab og troskab, i én nat sejlede vel tyve gange frem og tilbage mellem "Mitephar" (Middelfart) og "Hønepurgh". I "Danske Atlas" siges der, at "ei langt derfra (fra Snoghøj) findes rudera af en stor bygning, som fordum har været et slot, kaldet Hønneborg, hvis ladegård endnu er til. Ved Snoghøj er et fiskerhuus, som endnu kaldes Slottet. Nu er de omtalte Rudera forsvundne; men et par småhuse kaldes endnu "de Slottens Huse", og beboerne af stedet har i mange tider altid fået Slot til efternavn." Ude på sognets sydøstligste spids, der hed der Lyng eller Lyngsodde, ligger et lille fiskerleje kaldet "de Lyngs Huse".

Præsteberetningen 1638 fortæller:
"Østen for Erretzøe ved stranden på en odde er en lystig sted kaldis Liung (Lyng), er så vitt begreben at en ferge mand som der på boer haffuer der en tofft at pløye och såe på").

Efterhånden blev imidlertid en del af byens gårde flyttet ud på marken. I følge Begtrups "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, 1808", var der den gang i Erritsø 35 gårde, deraf 12 udbyttede, 62 huse og l herregård kaldet Hønneberggård. Trap nævner i 1859 i alt i sognet 68 gårde og 101 huse, hvoraf 38 gårde og 59 huse uden for byen. De fleste af de udbyttede gårde har ført deres navn med sig fra byen.
Hovsted, Hovgård, Fovgård, Bundgård o. s. v., men således, at navnet ude på marken nærmest er knyttet til ejeren, medens det inde i byen nærmest var og er knyttet til gården, selvom man også her i vid udstrækning brugte og bruger gårdens navn om ejeren. I andre tilfælde fik gården dog navn efter sin ny beliggenhed: Sanddal, Røjborg, Sønderskovgårde, Bavngård ved bavnen, Ballesgårde i en strækning af sognet, som kaldes Balg. På generalstabens kort opføres: Overballe (mod syd), Nederballe (mod nord). Efter det forhværende vadested Brovad nævnes en gård Brogård. Et Sted, der for en 25 år siden er bygget ved Markusbanke, nævnes tit efter denne forhenværende galgebakke, og mejeriet, der i 1880erne blev bygget ved Brovad, har fået det gamle vadesteds navn. Fra Henneberggård er udskilt en gård der kaldes Damgård. Da Erritsø ligger så nær ved Fredericia, har det selvfølgelig ikke kunnet undgås, at en fabrikant fra fæstningen har anmasset sig navnet "Erritsøhus" som benævnelse på sin villa. Gaden, som går langs gennem byen, deles i:
Åvegåed, Æ medt,gåed og Æ Nejegåed (Overgade, Midtergade, og Nedergade). Egnen ved gadens begyndelse i øst kaldes æ plandebæj efter et plantebed (planteskole), som for længst er forsvundet. Her ligger også æ kåperalstej, (Korporalstedet) opnævnt efter en forhenværende ejermand, der fra sin soldatertid førte titlen korporal. Et Stykke mod vest, hvor Korskildemose støder op til gaden, er Korskilde der oprindelig må have været benævnelsen på en kilde med et kors ved (her er endnu et væld), men nu er navnet også på det nærmeste nabolag. Igen lidt længere mod vest støder vi på en anden sænkning, der kaldes æ Sten'pøt, (Stenpyt) og den stenkiste, der førte folk tørskoede over pytten, kaldtes æ Sten'pøtbrås.-
Nær ved dette sted, på den nordlige side af gaden, er der en gammel mergelgrav, der af ældre folk nævnes æ joermaev,hål (jordmarvhullet), et navn, der stammer fra den første tid, folk begyndte at mergle deres jord, da de endnu kaldte mergel for jordmarv. På grænsen mellem Nedergaden og Midtergaden lå det gamle bystævnested, der dannede en plads nord for gaden, men nu er forsvundet. Et stykke af gaden, som forbinder midtergaden og overgaden og førte fra kirken ned til æ Bungoer (Bundgård), kaldtes Bungoers gy'e (Bundgårds gyde). En sænkning med en del småhuse, aller vestligst i byen hedder Sig.
Før udskiftningen har der foruden gaden ikke været andre offentlige veje end Herredsvejen, der fra Fredericia førte til Snoghøj (nu kaldes den mest æ Nejervej, den nedre vej) og landevejene til Kolding og Vejle fra Snoghøj.
Ellers har man kun haft markveje. Ved udskiftningen blev anlagt et system af veje, der udmærker sig ved regelmæssighed, takket være dets oprindelse.

Fra herredsvejen udgår mod øst:

1. Sanddalsvejen
   
2. Jomfruvejen, opkaldt efter en hvid jomfru, der ret jævnlig møder den ensomme vandrer her i en natlig stund.
   
3. Strevelinsvej, der løber langs med en mark med navnet Strevelin, og Lyngsvej, der fører til Lyngsodde.

Syd for bytofterne løber hovedvejen, som forbindes med gaden ved:

1. Hyrdeledvej (nu Vandværksvej), således kaldet, fordi den støder til gaden ved hyrdehuset, hvor der i gammel tid fandtes et led, der går ud fra Fovgård.
   
2. Agerledsvej, der i gammel tid har været lukket med et led, gennem hvilket man kom ud til en del af byens agre.
   
3. Søskendevejen.

Fra hovedvejen mod syd ud forbi lodderne fører:

1. Krogsagrevej, der har sit navn efter Krogs agre, et hold af de gamle "agre" fra fællesskabets Tid.
   
2. Tonne Kærs Vej, som har opbevaret navnet på en ellers ukendt mand Tonne Kær der ender blindt (Har navn efter et kær kaldet Tønnes kær, der lå ved Jaunsgaard).
   
3. Elkærs-Agre-Vej, der ligesom Krogs-Agre-Vej har navn efter et af de gamle agerskifter.

I den vestlige del af sognet foregår færdslen foruden ad Kolding Landevej og den gamle og den ny Vejlelandevej, også ad sognevejene Mølleskovsvej, Haveløkkevejen, (Havløkkevej) og Ladegårdskovsvej.

Jernbanen mod Kolding går over et hjørne af sognet.

Sognets opdyrkning:
Det ser ud, som om sognet er dyrket op inde fra byen af. Dets midterste dele, de såkaldte lodder, er åbenbart gammeldyrket jord, hvor der ikke findes spor af skov; men uden om dem strækker sig som et bredt bælte til næsten alle sider skove, opdyrkede marker og småenge, hvilket alt med et fælles navn kaldes haverne. Kun én strækning er her helt skovløs; det er sognets sydøstligste spids, og i stedets navn har man forklaringen på dette. Lyng kaldes det og har i gammel tid været en lille lyngvokset hede, der dannede en modsætning til de skov- og kratbevoksede haver. Haverne har i fællesskabets tid udgjort byens overdrev, hvor kvæget en stor del af året gik løst omkring. Oprindelig har, efter al sandsynlighed, disse strækninger været én stor skov, men det løsgående kvæg har sørget for de fleste steder at holde opløbet nede, så der til sidst ikke voksede andet end græs og krat, og kun enkelte steder, hvor skoven er blevet fredet, eller hvor kvæget ikke helt har kunnet få magten, har man større skovstrækninger. Efter at udskiftningen havde fundet Sted (1772), hvorved hver gård foruden sin toft i byen og sin lod af agrene også fik sin have, blev krattet de fleste steder ryddet bort og jorden lagt under plov, men skovene lod man for størstedelen stå.
Den lille mark, som hver gård i byen ligger på, kaldes toften, og toften nævnes efter den gård eller den mand, som den hører til: æ Elkjærs toft, æ Bjærres toft o. s. v. Gården kan være udflyttet eller nedlagt, men alligevel nævnes toften efter den, således er der ikke længer nogen Smæj-goer, (Smedegård) men man taler endnu stadig om Smedegårds toft. Æ Ravns toft, er der et jordstykke i byen, der hedder; men den slægt, der bærer navnet Ravn, har i over hundrede år boet langt ude på marken (i det strøg, som hedder Balle), og har i umindelige tider intet haft med toften at gøre. I en vedtegning på et gammelt skøde hedder det: "Fremlagt ved Skiftet efter afd. Jens Hansen Ravn af Raunsgård på Erritzøe Mark d. 11 Aug. 1802".
En forlængst afdød mand ved navn Gert har ejet en toft, der endnu i Dag kaldes Gertstoft. Det samme er tilfældet med Korporaldstoften. Et jordstykke nær ved kirken hedder stadig Krotoften, skønt det sikkert er mangfoldige slægtled siden, man på den by Erritsø kunne anvende det gamle ordsprog, at hvor vorherre bygger en kirke, bygger fanden en kro ved siden af. En enkelt toft nævnes ikke efter gård eller ejer, men efter dens beliggenhed, nemlig Nordentoften.
Det område, som i fællesskabets tid udgjorde den væsentligste del af den opdyrkede jord, agrene, blev ved udskiftningen delt i lodder, hvoraf hver gård fik en.
For det meste nævnes disse lodder nu efter gården eller ejermanden:
Koks lod, Bundgårds lod, eller efter forhenværende ejere som Kragelodden, der har tilhørt en familie, der hed Krag eller Krage, Borres lod som har tilhørt en Borres. Undertiden kaldes hele lodden efter en naturejendommelighed, der optager en del af den: Rødkær, Langkær, men i en del tilfælde bærer lodden samme navn, som de samme sted liggende agre har i fællesskabets tid.
Sådanne navne er:

1. Årsagre eller Asagre
2. Mads-Høj-Agre
3. Flindts agre
4. Kuls agre.

Undertiden er det gamle agernavn ikke længer knyttet til et markstykke, men derimod til en vej, som satte byen i forbindelse med vedkommende ager. Krogs-Agre-Vej, Elkærs-Agre-Vej. Andre mere fantasifulde navne på markstykker forekommer også, som f.eks. Ovnen, om en trekantet jordstump vest for Vejlelandevejen eller det besynderligt klingende Strevelin.

Et større område, hvorpå der ligger tre gårde, kaldes Balle, og en anden steds liggende mindre strækning hedder Bregneballe. Dette Balle eller Balg forklares som en højt liggende flade med eller uden skov. De i Erritsø sogn liggende "Balge" hæver sig imidlertid ikke over det omgivende land.

Et par steder i sognets udkanter har man haft indelukker eller indhegninger, og som et minde derom har vi i den sydlige del navnet Sønderløkke, den ved Sønderskov liggende løkke. (Løkke=indhegnet Jordstykke) og i den nordvestlige: Haveløkken, = den i haverne liggende løkke.
Ligesom hver gård ved udskiftningen fik en af de forholdsvis nærliggende, veldyrkede lodder, fik den også en af de fjerntliggende, uopdyrkede haver; som lodderne nævnes haverne nu mest efter ejermanden: Niels Bjerres have, eller efter den gård, de hører eller har hørt til. Smedegårdes have, har hørt til den nu forsvundne Smedegård. Andre haver har dog også mere ejendommelige navne: Peter have, Husarhaven, Brovadshave, Høledshaven, Rughave, et stykke have der i sin tid er taget ind til rugdyrkning og "Den lille Have". En mark på den østlige side af Lyng kaldes Næs, et navn, der vel fra først har omfattet hele næsset, men som sådant er blevet indskrænket og fortrængt af lyng, eller Lyngsodde, der egentlig kun betegnede selve spidsen. Nær ved det, i gammel tid stærkt befærdede overfartssted, Snoghøj, ligger Toldbodtoften, men toldboden findes naturligvis ikke mere. Et eget område har, fra gammel tid, Henneberg Ladegård udgjort, og udgør da på en måde endnu, idet den såkaldte ladegårdsjord er tiendefri. En del af denne hører endnu til gården; men meget er frasolgt (særlig 1782). Herhen hørende jordstykker med særligt navn er: Pottemagerlodden, hvor der for et århundrede siden boede en pottemager, Nordkær, beliggende nord for gården, Kohaven, der på lignende måde som bøndernes haver i sin tid har tjent som græsgang for køerne på Henneberggård, og Vestertoften.

I et skøde fra 1786 vedrørende nogle fra gården solgte skovskifter hedder det:
"Selv lader jeg opføre det søndre skjæld-dige, hvad enten det kommer til at falde ved træer linien, der er hugen igennem skoven fra Børup til Erritsøe siden, eller Nordkiærgierdet for enden af Væster Tofte og Koehaugen (Kohaven)". -

Uden om ladegårdsjorden går der et gærde, der bærer navnet Ryttergrøften, hvilket stammer fra den tid, da sognet hørte til det "Coldingske Rytter District".
Endnu i 1786 hedder det i et skøde:
"For rytterhæsten, der holdes ved Henneberggård, oppebær gårdens eiere den tilståede godtgiørelse, uden at parcel eiere (af frasolgte skovskifter) fåer dermed noget at befate sig; dog skal enhver Kiøber, når en nye Rytter Hæst skal anskaffes, contribuere til sarnmes indkiøb i proportion af enhvers hartkorn, hvorimod den afgående rytterhæst sælges til alles fordeel, så mange som har part i den, og pengene deeles i blant dem ligeledes efter hartkorn."

Skovene:

Rundt om i sognets udkanter er der en del skov. I haverne ud mod Lillebælt i øst ligger Haveskoven. De enkelte skovskifter nævnes efter ejermanden. Mod syd ligger Sønderskov. Store stykker af den er ryddet. En strækning af den var særlig tæt og kaldtes Tykningen. Skoven er fældet, og navnet bruges om et område, hvor der ikke er et eneste skovtræ. Sønderskov ligger syd for Koldinglandevejen. Nord for ligger en lille skovstump, der hedder Pallestoft. Bortset fra Toldbodtoft og Vestertofte ved Ladegård, det eneste jordstykke uden for byen (på marken), som bærer navn af toft.
Øst og nord for Henneberggård strækker sig Ladegårdskov, hvoraf den sydligste del kaldes Skærbækskov, fordi den ejes af nogle bønder fra en nabolandsby Skærbæk Et nordligere stykke kaldes Firemandsskoven, fordi den ejes af fire bønder. -
På begge sider af den dal, som kaldes Huel ligger Hulskov, og vest for vandmøllen ligger Mølleskoven. Skoven, er der for resten kun levninger af, men navnet bruges, som sædvanlig, om det område, hvor skoven har stået.
På sognets aller nordvestligste kant ligger Tingskoven, der meget rimeligt i sin tid har været tingsted for herredet, da den ligger omtrent midt i dette, ved sammenstødet af fire sogne. Erritsø, Ullerup, Bredstrup og Taulov.
I Tange, nord for byen ligger Tangeskov.

Særlige navne.

Endnu findes der et og andet sted, der har sit særlige navn. Således er der et ledhul eller agehul, som det kaldes, der hedder Marens Perjørgenshul og navnet skyldes følgende hændelse:
I begyndelsen af det 19de århundrede boede en gammel kone nede ved Lillebælt. Hun var enke og ernærede sig af at fiske og arbejde for bønderne. Hun gik under navnet Maren Per Jørgens, og en hård sjæl bar hun nok været. En Aften silde var hun inde hos en gårdmand ved Brovad, og det var slemt Vejr og mørkt. En efterårsnat. Folkene i gården vilde sende en karl med hende, men hun afslog det med de ord, at hun hverken var bange for gud eller fanden. Om morgenen fandt man hendes lig, som var helt revet i stykker, og sporene ved stedet, et agehul, var som af en hest med to fødder. Stedet kaldes nu Maren Per Jørgens hul, og der går spøgeri i de mørke nætter. Der er dog dem, der mener, at nogle glubske hunde fra Damgård har revet hende ihjel.
Et lille befæstningsværk, der sammen med et lignende, som ligger lige over for på Hindsgavl på Fyn, har tjent til at forsvare bæltet på dets smalleste sted, kaldes batterierne. Dets tjenstlige navn var Vejermoses batteri. Vel sagtens efter den hosliggende mose, der nu er navnløs. Batteriet på den fynske kyst hed Basnæs (Vasnæs). Fra svenskekrigen havde man et minde i polakstenen, hvor en polak havde mistet livet. En vej der førte forbi stenen, kaldtes Polakvejen, men vejen er nedlagt, og stenen blev 1864 af prøjserne sprængt og brugt til en skanse, som de opførte til at skyde på Fredericia fra.
Det kunde måske lønne sig efter denne sikkert temmelig udtømmende opregning af sognets stednavne at gruppere en del af disse. Ikke efter arten af, hvad de betegner, men efter deres dannelsesmåde. Først betragter vi dem, som skylder historiske forhold deres oprindelse, og prøver vi i store træk at bestemme deres ælde.

Byens navn, Erritsø, Erikshøgh, er et minde om den måde, hvorpå oldtiden jordfæstede sine store mænd. Rundt om på marken har ligget mange Kæmpehøje, men kæmpens navn er overalt glemt. Kun den samling gårde, der efterhånden dannede sig om Eriks Høj, har bragt navnet på dennes beboer til efterslægten. Helt udelukket er det dog ikke, at Steenes-høj er et oprindeligt Steinars-Høj. Hovgård og hovsted kan måske vidne om, at de gamle aser har haft deres helligdom her. Dog siger O. Nielsen: "De gårde, der hedder Hovgårde, har ej heller noget med det hedenske Hov at gøre, da de betyder de gamle Adelsgårde, der fandtes omkring i byerne, og hverken har navn af, at der gjordes Hoveri til dem af bønderne, eller egentlig betyder hovedgårde, men hedder således, fordi de beboedes af Adelsmænd, der ligesom Kongen førte Hof (Hov). Jeg tvivler dog om, at denne forklaring også kan gælde for Hovstedgård.

Hvor tidligt den regelmæssige færgefart, som efter min mening har givet Snofar (Snoghøj) navn, er kommet i stand, er vist ikke let at sige; men det må vel være sket i den tidlige middelalder. Til middelalderen hører også de forestillinger, som har bragt sognets beboere til at rejse det kors, der gav Korskilde navn, til kun med gru at nærme sig Jomfruvejen ved nattetid, og til at befolke Ånddal og Trolddal med overnaturlige væsner. Også navnet Præstegård, synes i henhold til, hvad jeg ovenfor har anført, at skrive sig fra middelalderen.

Om gamle, måske middelalderlige, retsforhold minder Tingskov, og Markusbanke var et af de mange rettersteder, der i fordums dage lå som strøet ud over landet, medens bavnen og bavnehøjen genkalder os hine tiders telegrafering og forsvarsvæsen.

Om militære foranstaltninger, trufne i en senere Tid, vidner Ryttergrøften og Batterierne, medens Polakstenen, Kornetbanken og en såkaldet tyskergrav fra 1849 viser, hvorledes Fredericias nærhed til forskellige tider også har draget landets fjender til Erritsø.
At landets forsvar inden for forskellige våben har talt mænd fra sognet, ses af navnene: Korporaltoft og Husarhave.
Man kan fremdeles gennem navnene skimte hele det gamle fællesskabs landbrug.

Bygaden

Byen med gaden, gårdene og de indhegnede tofter har udgjort midtpunktet i det. Gaden har været indhegnet, og udgangene har været lukket med led (Agerleddet og Hyrdeleddet), gennem hvilke bønderne kom ud til deres agre, eller hyrden drev kvæget ud over markvejene til haverne, der lå hen som uopdyrket overdrev for de løst omstrejfende dyr, og som også skiltes fra de opdyrkede strækninger med hegn og led (Kulsled ved Kulsager). Den opdyrkede mark har været inddelt i en mængde agre: Krogs Agre, Kuls Agre, Flindts Agre, Mads-Høj-Agre o. s. v., hvoraf der i hver ås (samling af agre) hørte et skifte til hver gård. Men kun de redskeste (mest reelle) stykker har man haft under plov. Så snart der var nogen synderlig hindring, gik man uden om den i stedet for at overvinde den. Højene fik lov til at ligge urørte, og vi kan sikkert takke fællesskabet (der på mange måder var et fællesskab til at optårne hindringer, og ikke til at fjerne dem) for bevarelsen af så mange af disse oldtidsminder så snart højene med de lodder, de lå på, gik over til at være særeje, tog man fat på at bryde dem ned. Hver sænkning, hvor der samlede sig en smule vand, fik lov til at ligge hen som kær, og lodder, der nu er veldyrkede, som Rødkær, Langkær, Tavemose, bærer endnu navn efter deres tilstand i hine tider. Kun undtagelsesvis skete det, at man tog et stykke af udmarkerne ind til opdyrkning, og dette jordstykke kunde da i længere tid tilsås hvert år med samme kornart, så det fik navn derefter som f.eks. Rughaven, eller man kunde hegne dele af udmarken ind til løkker (Sønderløkke, Haveløkke), hvor man rimeligvis har haft malkekøerne gående, da man ikke godt kunde have disse strejfende omkring på det vidtløftige overdrev sammen med det øvrige kvæg, det vilde da have været næsten umuligt at finde dem, når de skulde malkes.
Det kunde endda være besværligt nok to-tre gange om dagen at opsøge dem og hente mælken en fjerdingvej borte.
Et ejendommeligt eksempel på, hvor langt man i fællesskabets tider kunde drive det med fællesskabet, er de såkaldte tvillingegårde, som Javnsgårdene og Fovgårdene, der endog havde nogle af deres bygninger til fælles.

De ældste navne.

Adskillige af stednavnene røber temmelig stor ælde ved at vise hen til ældre sprogperioder, idet de fællesnavne, som de er dannet af, ikke længere findes i egnens mål. Sådanne navne er Limen (af limkalk, det er muligvis om dette sted, det i indberetningen til P. Resen 1687 hedder: "Stryges nogle steen ved stranden af blå leer, som forbruges til skierweg (Skjelvæg?), skersteen och anden muurwerek under taget, som forføres och forbruges på nogle miel veys omkring.").
Sig (af sik = et svagt rindende Vand), Devel (vistnok af diup), Råjborg (råj = rud); borg = bakke; heraf også Borre, sognets højeste punkt), Holt (= skov), Sønderløkke og Haveløkke (løkke = indelukke, hvad der nu kaldes en indhegning eller en løsgang) og Javnsgårde (et par gårde, som har noget til fælles). Hølled er ganske vist den gamle, stedvoksne udtale for Helvede, men kun i stednavnet er den gamle udtale bevaret. Det hinsidige straffested hedder nu i Erritsø som i rigsmålet. Balle (såvel som den sidste stavelse i Brejnballe) har sikkert engang været et fællesnavn; thi der findes et Balle i mange sogne. Hvad det egentlig betyder, forekommer mig højst tvivlsomt. Skulle jeg formode noget, skulde det nærmest være: en træløs strækning, der skyder sig frem imellem skovland.
(Balle betyder på gammel dansk en svag hævning i terrænet og skulle have sammenhæng med f.eks fodballe og endeballe. Andre tolkninger af navnet siger det betyder en jævnt stigende forhøjning. )

Adskillige steder har fået navn af egenskaber ved dem:
Lang (Langkær, Langbanke), rød (Rødkær, Røde Banke) o. s. v.. Andre steder har fået navn efter deres plantevækst: Brejndal, Brejnballe, Tavemose o. s. v.. Atter andre efter deres dyreverden. Tranekær, Brokgravene, (brok=grævling) men flest er dog de navne, der minder om de mennesker, der, slægt efter slægt, har boet og bygget på disse steder, har pløjet og harvet, sået og høstet disse jorder, har viet al deres hu, deres flid og arbejde til disse marker, som til gengæld har givet dem både føde og klæde: Krogs Agre, Elkærs Agre, Tonne Kærs Vej, Ravns Toft, Børres's Lod, Peterhave o. s. v.; thi menneskene har længe været jordens herrer i Erritsø.

Præstebetetningen 1638:
Noch udi Erretzøe sogen thuert offuer for Medelfart ere 3 fergehusze kaldis Snobhøie.

Præsteberetningen 1638:
Erretzøe sogen, der udi den ene by Erretzøe, haffuer gorde 28 och 1 mølle.

I følge Hans de Hoffmann:Oeconomisk Beskrivelse over Coldinghuus Amt (Uldall. Saml. 192 Fol.)
fra 1787 var der den gang i Erritzøe sogn 46 Gårdmænd, 3 bolsmænd og 1 husmand. På Lyng 7 fiskere, på Snoghøj 1 gårdmand og 7 fiskere, Hönneberggård: 2 gårdmænd og 6 boelsmænd. Udflyttet på byens jord, og på Hönneberggårds Jord 8.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
E-MAIL