Under en rundtur i den store bygning, der rummer 61 værelser, og som de senere år har været genstand for mange reparationer og moderniseringer, men hvor endnu flere tiltrænges, hagler spørgsmålene ned over fru Holst.
De kommer fra børn, der læser lektier og fra børn, der leger: "Tante, hvad hedder hovedstaden i Belgien?" "Tante, har du ikke et bolsje?", "Tante, hvornår må elefanten få hjul på?" o.s.v. o.s.v. og der bliver svaret tålmodigt på alt.
Børnenes lege- og læsestuer er hyggelige og venlige lokaler, med store, lyse vinduer, gennem hvilke man kan se til både Fredericia, Strib og Middelfart. Der er 24 børn på hjemmet, og der er rigelig tumleplads til dem alle.
Efter at vi er blevet bænket i forstanderparrets hyggelige lejlighed på 1. sal, trænger et spørgsmål sig på. Der må ikke være megen ro på et børnehjem. Bliver man ikke træt?
Der er ikke megen ro, og arbejdstiden er lovlig lang. Der skal gode nerver til, men vi har seks dygtige medarbejdere, og uden dem kunne vi slet ikke klare os, siger forstanderen og tilføjer:- Min kone og jeg hjælper hinanden, og vi taler altid sammen om problemerne. Hvis man var ene, ville opgaven hurtigt vokse en over hovedet.
-Vi ville ikke bytte arbejde med nogen, siger fru Holst. Det er imidlertid en kunst at bevare friskheden i arbejdet, og af og til må vi tage af sted en dag, for at vi kan slappe lidt af og komme hjem med nye indtryk.
Før forstander Holst og frue for 1 år siden kom til "Erritsøhus" havde de fra 1944-46 været ansat på børnehjem, og siden havde Holst virket som forvalter på optagelseshjemmet "Seden Enggaard" ved Odense.
Jeg holder meget mere af at arbejde på et børnehjem end på et optagelseshjem, siger forstanderen. På et optagelseshjem kommer man ikke i kontakt med børnene sådan som her, hvor vi oplever at børnene har brug for os.
Endnu for 15-20 år siden var der mange private børnehjem. I dag er der kun meget få, og jeg finder, at det er et stort gode, at det der hedder "privat" er ved at forsvinde. Enkelte hjem blev drevet godt.
Men der var desværre steder, hvor lederens tegnebog fik en vis tyngde, og det var meget uheldigt. Jeg ved det, fordi min kone og jeg begyndte på et sådant sted. Vi lovede os selv, at sådan skulle vort hjem aldrig blive. Det var ikke noget hjem. Det hele var så ringe og usselt. Der måtte intet bruges til børnenes fornøjelser. Kun én gang om året, havde de sko på. Det var når de skulle på skovtur. Der blev set ned på børnehjemsbørnene dengang. De var alle ens klædt. Det var lettere og billigere.
Det var dog ikke alle ledere der faldt i den grøft. Mange fulgte med tiden. Der var imidlertid nye store vanskeligheder, fordi myndighederne ikke altid fulgte med.
Ingen kan i dag se, at børnene kommer fra børnehjem. Det er en stor oplevelse at være med børnene inde i en forretning og købe ind. Så snakker vi priser og glæder os, hvis der foruden frakken også kan blive råd til et halstørklæde. Børnene er glade og taknemmelige. Hvor længe kan de beholde børnene her? Indtil de er 21 år. Mange af vore børn har taget realeksamen og vi har haft mange i lære. Vi har endog haft den store glæde, at vi fik en af vore drenge i maskinarbejderlære et sted, hvor han både får kost og logi, og det er udmærket.
Når vi kommer til den tid, hvor de unge skal sendes ud i livet og have udstyr, får vi 800 kr. til dem. Heldigvis er der kun enkelte kommuner som finder, at det er for meget. Vi kan aldrig få det til at slå til, og det kan ikke blive til den cykel, den unge drømmer om.
Hvad gør man så? Så låner man vedkommende en cykel fra hjemmet. Det må man ikke, men man gør det alligevel. Det eneste negative jeg har hørt fra børnene i det år, vi har været her er i øvrigt spørgsmålet om, hvorfor de ikke ligesom andre børn havde cykler så de kunne cykle i skole.
Fru Holst: Men nu har de fleste fået cykler, og i det hele taget forsøger vi at gøre børnenes tilværelse så lig andre børns som muligt. De er spejdere og ulveunger, går i biografen og er til fødselsdagsfester hos deres kammerater.
Forstander Holst: Selv om vi ikke kan erstatte en far og en mor, prøver vi på at gøre "Erritsøhus" til et rigtigt hjem, og vi er da heldigvis i stand til at kunne give dem samme ydre kår som et normalt hjem. Vi lærer børnene at kende, som om de var vore egne. De er ikke indesluttede men åbner sig for os.
Hvori ligger glæden ved at drive et børnehjem?
Forstander Holst:- Vel først og fremmest i dette, at det er levende mennesker vi arbejder med. Vi må jo aldrig glemme, at det er små menneskesjæle, og vi vil gerne gøre alt for, at de kan få et godt hjem hos os.
Som leder af "Erritsøhus" har jeg haft den glæde engang i sommer, at en kvindelig psykiater, da hun så børnene lege og bade sagde: "ErDe klar over, at det er en ualmindelig frisk flok unger De har?" Jeg synes undertiden selv, at de kan være lovlig friske, men hvor de ord dog glædede mig.
Fru Holst: Jeg tror, det er de dejlige omgivelser vi har, der har en god indflydelse på børnene. Der hører 4 tdr. land til hjemmet, og børnene må tumle sig overalt.
Hvordan tager man på egnen imod børnene fra "Erritsøhus"?
Forstander Holst: De bliver mødt med forståelse. Det gælder både i skolen og hos private.
Ligesom vore børn kommer meget i hjemmene i Erritsø, har vi ofte erritsøbørn her, og ved fødselsdage har vi undertiden op til 20 gæster. Vi har indtryk af, at egnens børn er glade ved at komme her, og i det hele taget falder børnene godt til. I 2 måneder havde vi i sommer pastor Enevoldsens 3 børn boende her mens forældrene var i England, og de faldt så udmærket til.

Der læses geografi

Engang kom en far her med sine 2 børn og spurgte, om de kunne bo hos os, indtil han fandt noget arbejde. Børnene vil gerne herned, fordi de har hørt, at her er rart at være, sagde faderen. Gid alle havde den indstilling til børnehjem. Børneværnet er dog til for at hjælpe og beskytte børnene og ikke, som nogle tror, for det modsatte.
Får de undertiden besøg af børnenes slægtninge?
Det sker ofte, og vores børn hænger meget ved deres pårørende, hvad der er meget naturligt. Børnene kommer også på besøg hos deres pårørende så ofte, som det blot kan lade sig gøre. I sommer havde vi den store glæde, at alle børnene kom på sommerferie i mindst 14 dage á 3 uger. To forældreløse børn på 3 og 4 år kom på en 5 ugers ferie hos ukendte mennesker på Djursland og oplevede en pragtfuld tid. Hvordan skal vi dog kunne takke disse mennesker.
Fru Holst: Det eneste, vi har kunnet gøre, er at lade børnene fotografere, og nu får deres ferieværter billederne til jul. De ville også gerne have drengene på juleferie, men desværre har vi ingen der kan rejse med dem derop.
Har børnene pligter på "Erritsøhus"?
Forstander Holst: De har alle sammen små daglige pligter, og det er noget helt selvfølgeligt. Til gengæld får de lommepenge. De små fra 7 til 11 år får 1,60 kr. om måneden, de større 3,20 kr og de der er over 14 år 8 kr. ligeledes om måneden.
Der er såmænd ikke noget at sige til at de små beløb ikke slår til til biografture, gaver til pårørende o.l.
Børnene kalder dem tante og onkel?
Forstander Holst: Almindeligvis kalder børnehjemmenes forstanderpar sig vist for plejefar og plejemor. Det har vi ikke villet gøre. Vore store børn (der er flyttet fra hjemmet) kommer ofte hjem på besøg. Hvis de forklarer at de skal på besøg hos deres plejeforældre, kræver det en nærmere forklaring. En onkel og tante har vi alle.
Fru Holst: Selv om det selvfølgelig ikke er nogen skamplet at have været på børnehjem, er der stadig nogle, der synes at mene det, og hvis en ung, der er kommet ud i kriminalitet, har været på børnehjem, bliver der bidt mærke i det.
Forstander Holst: Heldigvis vil den ny forsorgslov dog være med til at understrege at det så absolut ikke er nogen skamplet, at have tilbragt sin barndom på et børnehjem.
Når børn, sådan som det er tilfældet, med de 10.000 børnehjemsbørn, af forskellige årsager, ikke kan være hjemme hos forældrene, er man, selv efter et kort besøg som det vi aflagde, klar over, at de i hvert fald ikke kan komme noget bedre sted hen end på "Erritsøhus" hos det unge, energiske og børneglade forstanderpar, hvis to børn selv trives fortrinligt blandt de øvrige 24 børn. Netop sådan burde de 350 børnehjem være. Og hvad gør så det, at hjemmet ikke er tip-top moderne? Det vigtigste er, at børnene har et hjem her, og et godt hjem. Da vi forlader "Erritsøhus", hænger den kvikke Bentes spørgsmål endnu i luften: "Tante, hvorfor skal vi i avisen"
Kärry

1960
Foreningens bogholder Anna Bruunsgaard, der havde været assistent på Erritsøhus gik af.
1965
Vera og Chr. Lundbak ansættes som forstanderpar.

1967-70
Erritsøhus kom med et forslag til ejendommens ombygning med en pris på 1.550.900 kr., hvad der dog blev udsat i flere omgange.
Det gik godt på hjemmet, hvorfra det kort og godt hed sig, at: "Alle trives". Derfra var der i øvrigt fremlagt forslag om, at hjemmene anskaffede en fælles week-end-hytte som ville betyde at man i større grad kunne underholde de unge i fritiden og dermed afholde dem fra at eksperimentere med stoffer som hash, amfetamin og LSD. 1971-77
på Erritsøhus var iagttaget, at flere elever har en intelligens under normalen, og de er mere støjende og provokerende. Enkelte har trang til at ødelægge. Man forsøgte at give eleverne mere indflydelse på deres dagligdag.

1978
Erritsøhus beretter i 1978 om, at: "Det kniber ofte for det kvindelige personale at klare de store drenge", hvortil et løsningsforslag lyder at ansætte en mandlig assistent.
Året efter bliver der foretaget et navneskifte til "Børne- og Ungdomspensionen Erritsøhus", og det oplyses, at: "Et antal af de nye elever er hårdt belastede og i alderen 14-17 år. Flere fra brudte plejehjem." I det hele taget modtages et klientel, der ikke svarer til det traditionelle børnehjemsklientel. Der stilles store krav til personalet.
Man modtog nu elever på snart alle alderstrin: "fra få måneder til næsten 50 år" og gjorde endda: "erfaringer med en åndssvag elev". En anden forandring for Erritsøhus blev, at der nu var: "flere mødre med børn."

Døgninstitutionen Erritsøhus´s præsentation.
Erritsøhus (1941/1912) optager børn og unge, der har psykiske, sociale og følelsesmæssige problemer samt omsorgssvigtede og tilknytningsforstyrrede børn i alderen 0 - 18 år.
Erritsøhus er en børne- og ungdomspension med status som områdeinstitution. Områdeinstitutionen yder tilbud i tæt tilknytning til lokalområdet. En indskrivning på Erritsøhus indebærer et tæt samarbejde med daginstitutioner, skoler og ikke mindst familien / øvrige netværk.

1990
Der afholdes en stor reception på Erritsøhus i anledning af, at Vera og Chresten Lundbak Christensen havde været forstandere af hjemmet i 25 år.
Omtrent på denne tid blev den gamle Krüger villa nedrevet og i stedet opførtes 3 etplanshuse i en tidligere frugtplantage i vestenden af grunden. Institutionen blev herefter ungdomspension for Vejle Amt.
Chr. Lundbak afløstes senere af Jens-Ove Dalby

2003
Guldbryllup (cit. Kristelig Dagblad)
Torsdag 23. oktober fejrer Vera og Christen Lundbak, Fredericia, deres guldbryllup. Ægteparret var i en årrække forstanderpar på børnehjemmet Erritsøhus ved Fredericia. Som pensionister er ægteparret aktive i Y's Men's Club, Minette Club, Røde Kors samt engageret i kirkeligt arbejde specielt omkring Lyng Kirke. Morgenkaffe i hjemmet kl. 8.

2006
Da amterne nedlagdes, opsagde Vejle amt sin aftale med institutionen, og afskedigede pædagogerne. Erritsøhus lukkede så i juni 2006.
Ungdommens Vel købte derefter stedet for 6.000.000 kr. og omdanner den til et socialpædagogisk opholdssted under navnet Det Ny Erritsøhus. I maj 2007 fik man nyt hovedkontor på stedet. Det Ny Erritsøhus havde plads til seks børn i alderen 12 til 15 år, med mulighed for forlængelse af opholdet ind til de unge var i stand til at klare voksentilværelsen. Forstander var Jane Bykær.

2008
Institutionen kunne ikke holde normeringen og gav stort underskud og 29. februar 2008 drejedes nøglen om og bygningerne blev sat til salg.

2009
I slutningen af 2009 startede opførelsen af en villa på institutionens sportsplads. Den resterende grund skulle kunne rumme yderligere ca. 25 parcelhuse, hvis de eksisterende bygninger fjernes.