STEDER I ERRITSØ
VEJRMOSE BATTERI


© Erik F. Rønnebech

I 1807 var Danmark i krig med England.
22 august 1807 gav kronprinseregenten ordre til, at der skulle anlæges 2 nye søbatterier over for hinanden på hver side af bæltet, syd for Snoghøj, dels for at beskytte overfarten, men også for at sikre mod fjendtlige skibes indtrængen i bæltet. Arbejdet igangsattes allerede 26. august. Batteriet på de jyske side anlagdes på en 6 m. høj brink der købtes af gmd. Hans Pedersen Elkjær. Batteriet Vasnæs på fynssiden anlagdes på Hindsgauls jorder. Stedet kaldtes dengang Wøggermose. Navnet ændredes senere til Weyermose og nu kaldes det Vejrmose. 2. november besigtigede kronprinsen, der regerede for sin sindssyge far, anlægsarbejderne ved Vejrmose.
Skanseanlægget blev opført som en redoute, d.v.s. lukket mod alle sider med jordvolde og med 645 tilspidsede palisadepæle gravet ned i yderskrænten af den foranliggende voldgrav.
Batteriet armeredes med 13 stk. 18 punds kanoner og 2 stk haubitsere opstillet på fæstningslavetter der allerede monteredes i oktober. De sidste anlægsarbejder afsluttedes først omkring et år efter påbegyndelsen.
Under alarmering bestod besætningen af 3 underofficerer ot 78 mand fra 9. artillerikompagni under landeværnet og bestod hovedsagelig af folk fra omegnen. Til daglig var her kun et mindre vagtmandskab.
Mandkabet boede først i jordhuler, men 1810 opførtes en kasernebygning på 27,6x6,6m. I skansen var desuden en marketenderhytte, en hestestald til 10 heste, 2 store og to små tømmeroverdækkede jordkældre til krudt og et teglhængt bræddehus til ammunition.
Batteriet nedlagdes 1814 og skytset førtes til Fyn, som man mente bedre kunne forsvares mod en fjende, der trængte op i Jylland. Under besættelsen indrettede tyskerne bunkeranlæg i skanserne til deres luftværnsskyts.