Mit fulde glas og sangens raske toner

MIT FULDE GLAS OG SANGENS RASKE TONER

Tekst: J. Zelitz
Melodi: C. D. Stegmann
Indspillet af: Erik F. Rønnebech

Mit fulde glas og sangens raske toner,
og vittig skæmt og munterhed,
jeg sælger ej for alle fyrsters kroner,
og salomoners herlighed.
Thi højhed ej lyksaliggør
|: og alting jævnes når man dør. :|

Et evigt navn er dejligt, kan jeg tænkte,
og det på kviste ikke gror,
men det mit støv i graven ej skal krænke
om man mig aldrig kalder stor.
Thi når man først dernede er,
|: man verdens ros og spot beler. :|

En tønde guld var artig nok at have,
dermed at pleje kælderen; -
men efter den i jordens skød at grave,
det overlader jeg til den,
som ikke tror og ikke ser,
|: at armod tit af hjertet ler. :|

Mit ønskes mål er kun en kølig kælder,
hvor vinen ingen skade ta'r,
et fad, som fyldes atter, når det hælder,
et hus,som tætte vægge har,
et roligt sind, -en munterhed,
|: som følger mig til gravens bred. :|

Og ønsker jeg en rask og kælen pige
som elsker mig;- med andre ord.
Jeg ønsker mig et lidet himmerige,
på denne syndefulde jord.
Og børn som eje kraft og marv
|: og få min munterhed i arv. :|

Jeg ved det grant, vor jord er ej forbandet
nej, overalt jeg ser velsignelsen,
den stiger op af havet, gror på landet
og regner ned fra himmelen;
Jeg ved det grant,- vor lod er stor,
|: velsignet er den faldne Jord. :|

Vinranker gro, og venskabs luer brænde
på jorden, - Piger pryde den,
og fra dens ene til dens anden ende
jeg blomstre ser velsignelsen.
Lyksalighed er jordens mål,-
|: Vins venskabs, muntre pigers skål. :|