FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©

Auditør, herredsfoged og rigsdagsmand.
Ole Lund
(1812- 1891)

Auditør og herredsfoged Ole Lund blev født den 30. april 1812 i Helsingør som søn af købmand Troels Lund og hustru Elisabeth Cathrine Krogh. Familien boede da i købmandsgården Stengade 54 på hjørnet af Bramstræde.
Han døbtes 5 juni 1812 i Skt. Olai Kirke.
Købmandsgården Stengade 54 er formentlig opført omkring 1584 for borgmester Gudmand Nielsen og ombygget i 1716 af commsær Van Deurs, hvis slægt ejede bygningen frem til sidst i 1700 årerne. Frontispicen er fra 1761-71, hvorefter bygningen gennemgik en generel forbedring i 1770'erne. Købmand Troels Lund overtager ejendommen i 1801, hvorefter der indrettes butik i stueetagen, først blot en, men to fra 1847 og endnu en butik fra 1859. Indretningen til et stort rum er sket omkring 1961, hvor stort set alt murværk i stueetagen fjernes og skilte blev sat i stedet for de murankrer, der prydede facaden langs Stengade. En lude blev påsat forhusets bagside i 1857-67 og grundmuredes omkring 1900 og fremstår i dag som en integreret del af bygningen. Bramstræde 4 er opført før 1736, formentlig af to omgange. I 1900 blev bygningens nederste etage omsat til grundmur i forbindelse med indretning til to butikker. Sidehuset langs det østre skel er formentlig ligeledes fra før 1736. Baghuset er opført i 1779.

Ole Lund blev student fra Helsingørs Skole i 1831, studerede derefter jura og blev kandidat 1836.
Han giftede sig 2. februar 1844 i Garnisons sogn, København med pigen Adelaide Emilie Waagepetersen, datter af Christian Waagepedersen og hustru Albertine Emmerence Schmidt. Hun var født 18. april 1822 i København, Skt. Annæ Øster kvarter og døbt 18. april 1822 i Garnisonskirken.

Vielsen foregik i brudens hjem. Der var udstedet kongebrev af 1. februar 1844.
Hr. Ole Lund af Helsingør, auditør 1ste kancellist i bureauet for armeens kommandosager. 31 år gl.
Frk. Adelaide Emilie Waagepetersen her af staden, 22 år gammel. Store Strandstræde 79.
Forlovere var: A. Falbe, kaptajn ved det kgl. artilleri. Ridder af Dannebrog samt A. Petersen, kaptajn og skindhandler.

Medens de endnu boede i hovedstaden fik de 5/9 1845 sønnen Christian Waldemar Troels Lund.
Da Ole Lund i 1847 fik en stilling som auditør og fungerende garnisonsauditør ved 3. brigade med garnison i Fredericia, flyttede familien til fæstningsbyen, hvor de boede under hele treårskrigen.
Under opholdet i fæstningen, fik de datteren Elisabeth Albertine Emilie Maria Lund, den 15/9 1847 og sønnen Alfred Frederik Vilhelm Lund, født 1/1 1851. Han blev senere oberstløjtnant i artilleriet. I 1852 blev Ole Lund udnævnt til herredsfoged for Nørre-Horne og Bøvling herreder og flyttede ind i herredsfogedboligen, gården Petersminde i den daværende landsby Engsig ved Skjern. Samme år valgtes han ind i rigsdagen, hvor han repræsenterede Vejle amt.
I Skjern fik de døtrene Anna Adeleide Augusta Lund, født den 30/9 1858 og Maria Sigismunda Lund født den 27/4 1858.
Han blev beæret med ridderkorset og fik titel af justitsråd. I 1870 søgte han sin afsked og forlod Jylland for at flytte tilbage til København, hvor han levede sine sidste år i en lejlighed på Gl. Kongevej 142b på Frederiksberg. Her døde han som enkemand 12. februar 1891, 78 år gammel. Hans kone var død tre måneder tidligere 19/11 1890, 68 år gammel.
Ole Lund udgav en bog om livet i en provinsby i midten af 1800 tallet. Byen var Fredericia. En tilsvarende bog har han udgivet om sin barndomsby Helsingør.



Christian Waagepetersen
(1787-1840)

Om hans morfar,Christian Waagepetersen.
(ved dåben: Christian Waage Petersen) (Født 6. september 1787 i København - Død 23. november 1840 sammesteds) var en dansk købmand og en central mæcen i den danske guldalder.
Han blev født i København og var søn af vinhandler, borgerkaptajn Lorentz Christian Petersen (1764 - 7. april 1829) og Sophie Magdalene Worm (1765 - 21. april 1832).
Efter at have uddannet sig på handelskontorer i udlandet vendte han hjem 1808 og tog borgerskab som vinhandler i København. Her drev han en stor forretning og blev kgl. hofvinhandler og fik forskellige tillidshverv. Han var en dannet mand med mange interesser, navnlig i musikalsk retning. Hans smukke gård i Store Strandstræde var samlingsstedet for datidens mest ansete musikere, og flere af disse støttede han på forskellig måde. Han lod også maleren Wilhelm Bendz udføre det kendte Waagepetersenske familiebillede (1830 , Statens Museum for Kunst og efter Bendz' død blev Wilhelm Marstrand knyttet til familien og udførte det lige så kendte familiebillede (1836, Frederiksborgmuseet, hvor stemningen er endnu mere uformel, samt Et musikalsk aftenselskab hos grosserer, vinhandler Waagepetersen (1834 sammesteds), hvor musikken er i centrum (litografi derefter af C. C. Andersen 1878. Til maleriet findes også tegnet og malet forarbejde 1834. Marstrand har også ladet Waagepetersen optræde på et maleri af Moritz Salomon og på skitse 1838 og maleri 1839 af romerske borgere i osteri.
Blandt de øvrige gengivelser af Waagepetersen findes et stik af Edme Quenedey des Ricets maleri af Christian Horneman fra 1811 maleri af Louis Aumont fra 1829 To litografier af Wilhelm Heuer, det ene med hustru, det andet 1832. Buste af H. W. Bissen fra 1841 (Statens Musem for Kunst, Frederiksborgmuseet og Københavns Museum.
Waagepetersen var en af de første, som fik navneforandring, idet han i 1831 fik kongelig bevilling til at forene sit fornavn Waage med sit slægtnavn. Han blev Ridder af Dannebrog 1828 og fik rang med 3. klasse nr. 8 1831. 1838 blev han etatsråd og døde 23. november 1840.
Hans hustru Albertine Emerentze Schmidt, som han var blevet gift med 18. november 1809, døde 15. november 1864. Hun var datter af en københavnsk grosserer Schmidt.
Han ligger begravet på Garnisons Kirkegård.
Vinforretningen blev overtaget af sønnen Mozart Waagepetersen.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286