STORMEN PÅ ANHOLT 27. MARTS 1811.

Den 27. marts 1811 tidligt om morgenen lagde tågen sig over Kattegat og på Anholt skuttede de engelske strandvagter sig i den fugtiggrå kulde og stampede i det løse sand for at holde varmen.
Det havde de så travlt med, at ingen lagde mærke til, at Pakhusbugten på øens sydside langsomt fyldtes med fjendtlige skibe. Da dagen brød frem lå 12 danske kanonbåde, 12 transportfartøjer og nogle hjælpeskibe opankret i bugten, og kort efter var 8-900 beslutsomme krigere landsat uden uheld. Slaget om Anholt var indledt!

Storpolitiske intriger og engelsk uforstand der havde manifesteret sig i bombardementet af København og flådens ran, havde drevet Danmark over i Napoleons lejr. Allerede ved krigens begyndelse blev Anholt mørkelagt og øen blev derved en alvorlig hindring for den engelske skibsfart i Kattegat. Resultatet blev, at den engelske flåde udlagde en gammel fregat "Proselyte" som fyrskib ved Anholt, men i den strenge isvinter 1808-9 blev skibet skruet ned, og i stedet besluttede englænderne så at besætte øen. En ret betydelig styrke bestående af et linjeskib, en fregat, tre korvetter og en brig, angreb øen, og den lille danske besætning, der bestod af 170 mand, blev hurtigt nedkæmpet. Som besættelsesstyrke blev efterladt 350 marinesoldater og 30 artillerister under kommando af guvernør, marinekaptajn James Wilkes Maurice.
Englænderne tog straks fat på at befæste øen. Der blev opført batterier på fyret, som under navnet "Fort York" blev omdannet til en regulær fæstning med volde og grave og skudsikre kassematter, hvoraf der endnu findes rester.
Året efter forsøgte den danske flåde en tilbageerobring, men aktionen måtte opgives på grund af dårligt vejr, og først i februar 1811 bestemte Frederik den sjette at der skulle gøres et nyt forsøg. Fyret måtte springes i luften og fæstningsværkerne ruineres.

Forberedelserne.
I løbet af februar og marts samledes den jyske kanonbådsflotille i Gjerrildbugten på Norddjursland og kommandoen blev overladt løjtnant J. C. de Falsen, der havde været med til at udarbejde planerne.
Til landgangskorps skulle anvendes 560 mand under major Ketil von Melsteds kommand. Fra kanonbådenes besætninger dannedes et korps på 120 mand under kaptajn von Prytz, og af matroserne formeredes en styrke på 200 mand under premierløjtnant Carl Holsten.
I midten af marts gik der rygter om at engelske krydsere havde vist sig i Kattegat. For en sikkerheds skyld sendte Falsen en båd ud på rekognoscering. Den 25. marts løb båden rundt om Anholt, men observerede kun en lille skonnert, og så besluttede Falsen at give ordre til aktion. Han kunne ikke vide, at den engelske garnison samme aften havde fået forstærkning i form af fregatten "Tartar", der førte 32 kanoner og briggen "Sheldrake" på 16 kanoner.
Dertil kom, at den engelske guvernør var særdeles velunderrettet om, hvad der var i gærde. Omtrent samtidig med, at de danske styrker indskibede sig i Gjerrildbugten, meldte en ung engelsk officer sig hos guvernøren. Han var forklædt som fisker og kom lige fra fastlandet.
- Danskerne er sejlet. Inden morgen er flotillen her med 8-900 mand, sagde han, og kort efter var hele øen i alarmberedskab.

Angrebet.
Tågen var en gevinst for danskerne der uforstyrret fik sat styrken i land, men om morgenen kom der også en frisk brise der spredte tågebankerne, og da matroskorpset kort efter kom marcherende langs stranden, blev de observeret af engelske spejdere, der gav melding tilbage til "Fort York".
200 engelske marinere rykkede nu ud, og en halv mils vej fra fortet stødte de på Holstens matroser.
Samtidig opdagede englænderne imidlertid, at andre danske afdelinger rykkede frem, og derfor gjorde de i hast omkring og trak sig tilbage. De danske matroser råbte hurra. De havde fået blod på tanden ved denne behagelige måde at føre krig på, men de glade råb døde snart bort. Fra en høj klint fik Holsten nemlig øje på den engelske fregat og skonnert, der var kommet aftenen før, og han var øjeblikkelig klar over, at udfaldet af aktionen kunne blive en katastrofe for danskerne.
En ordonnans blev sendt til Melsteds styrker for på Holstens vegne at opfordre til rømning af øen, men det ville Melsted ikke høre tale om, og Holsten, der ikke brød sig at få sit mod draget i tvivl, genoptog fremrykningen. På "Fort York" var englænderne imidlertid parat, og det første stormløb blev afvist med en frygtelig salve. Da Melsted kom til med hovedstyrken, forsøgtes en ny storm, og denne gang lykkedes det at tage et lille batteri med en enkelt kanon.
I mellemtiden dukkede Falsen op med sine kanonbåde og åbnede ild mod fortet, der fik adskillige træffere, men så dukkede "Tartar" frem bag øen, og i samme nu var Falsen klar over, at kampen var forgæves. Han sendte bud i land om at gå tilbage til udskibningsstedet og lod bådene ro vesterover. Det gik dog kun langsomt. Dels var det blæst op, og dels var halvdelen af bådenes mandskab i land.
Ordonnansen nåede aldrig frem til Melsted og skønt løjtnant Holsten atter rådede fra, bestemte denne sig til et nyt angreb. Denne gang som en direkte storm på de engelske skanser.
Soldater og matroser stormede frem med dødsforagt, men angrebet var dømt til at mislykkes. De engelske forsvarere ventede til danskerne var på klods hold. Så åbnede de en frygtelig afværgeild, der rev store huller i de danske linjer. Melsted faldt, da han var få skridt fra fæstningsgraven, og kort efter segnede Holsten. Kaptajn Prytz fik begge ben revet af, og flere andre officerer lå livløse i sandet.

Nederlaget.
Danskerne, der var demoraliseret af de store tab, flygtede i forvirring. Det lykkedes dog et par af de resterende befalingsmænd at få kontrol over styren, da den var nået i læ af klitterne, og i to grupper søgte man tilbage til bådene.
Resterne af Melsteds korps var under kommando af kaptajn Borgen og hovedparten af de engelske styrker forfulgte denne afdeling. Borgen var kommet til det resultat, at bådene var sejlet bort, og da hans soldater havde bortskudt al deres ammunition, overgav han sig kort efter.
Matroserne og soldaterne nåede imens i god behold tilbage til stranden under ledelse af løjtnant Chr. Falbe, og i ly af kanonbådenes skyts, foregik indskibningen uden uheld.
Søen var for høj til at kanonbådene kunne tage kampen op med de engelske skibe, og da kanonbådene var vanskelige at erstatte, gjaldt det først og fremmest om at redde dem. Tidens transportfartøjer kunne på afstand godt ligne kanonbåde, og Falsen lod dem derfor løbe i forvejen. Listen lykkedes idet "Tartar" straks optog forfølgelsen af transportskibene, hvorefter kanonbådene satte kursen mod Jylland. Tilbage var så at klare sig fri af briggen "Sheldrake", men også dette var Falsen mand for. Han lod sin egen båd gå ned mod briggen og fik briggen til at forfølge sig. Ved ustandselig at ændre kurs, holdt han afstanden, men kom i stedet i kamp med den lille engelske skonnert, der fungerede som vagtskib ved Anholt. Efter tre kvarters dyst opgav skonnerten imidlertid, og Falsen satte kurs mod sundet (Øresund). Næste morgen ankrede han sin synkefærdige båd op ved Helsingør.
I mellemtiden havde "Sheldrake" optaget forfølgelsen af de øvrige kanonbåde, og atter blev man vidne til et smukt eksempel på den danske flådes traditioner. En kanonbåd under ledelse af løjtnant Peter Buhl, drejede af og optog kampen med Briggen. I hen ved en time kæmpede Buhl en ulige kamp. Så var hans båd skudt til vrag og den ene kanon sprængt. Kort efter strøg han flaget for at redde sin besætning.
Fra briggen prajedes, at Buhl skulle gå på siden, men Buhl stillede sig op ved stormasten og råbte tilbage, at ville de have ham måtte de selv hente ham.
Den engelske kaptajn blev rasende og råbte: Skyd den uforskammede officer ned, så får jeg nok båden i borde.
En salve peb hen over kanonbåden, men Buhl havde kommanderet folkene i læ og selv vinkede han hånligt til englænderne. Disse måtte beundre hans mod og standsede snart ilden, hvorefter et fartøj bugserede kanonbåden hen til briggen.
Et par af de andre kanonbåde var søgt i retning af Sverige, og det lykkedes nu "Sheldrake" at indhente den bagerste, hvorefter endnu en hidsig kamp udspandt sig. Da båden var synkefærdig overgav chefen, løjtnant Mühlenstedt sig, og kort efter sank båden. "Tartar" havde i mellemtiden erobret et transportfartøj, men alle de øvrige skibe i flotillen nåede havn i god behold.

Tabene.
Det var et nederlag der kunne mærkes, men i sorgen over det var der også grund til glæde over den danske indsats. Landgangsstyrken stormede ufortrødent løs på en velforskanset fjende, og kanonbådene leverede en smuk indsats. Kun det, at heldet i usandsynlig grad tilsmilede de engelske farver ved at lade forstærkningen dukke op netop da der var mest brug for den, gjorde, at de danske anstrengelser ikke bar frugt.
Tabene var hårde. Matroserne og soldaterne mistede et halvt hundrede mand og næsten halvanden hundrede blev taget til fange eller såredes. Selve landstyrkens tab var langt større, men er aldrig blevet opgjort, fordi hovedstyrken jo faldt i engelsk fangenskab. De engelske tab var derimod beskedne. To faldne og 30 sårede.
De faldne danske officerer blev af englænderne begravet på øens kirkegård med fuld honnør, medens de "gemene" blev jordet de steder hvor de faldt. Deri lå dog ikke nogen ringeagt. Sådan var tidens syn på de spørgsmål.
Den engelske guvernør sendte senere et brev til den danske kommandant i Jylland, hvori han udtaler sin anerkendelse af det mod og de soldatermæssige egenskaber, de danske angribere lagde for dagen.
Sådan endte stormen på Anholt i disse dage for 150 år siden. Forsøget blev ikke gentaget og først ved fredsslutningen i 1814 forlod englænderne Anholt medtagende al deres udrustning. I dag minder kun de resterende kassematter ved fyret og et mindesmærke om, en af de tragedier, krige så ofte fører med sig, og så kan det hænde, at en hylende nordøstenstorm flytter om på klitterne og glade badegæster kan finde kisterester og knogler af de faldne krigere. Det bringer bud til vor tid om, at danske soldater aldrig har været bange for at bringe ofre når det gælder.
histor.