TREDIVEÅRS-KRIGEN

Efter det danske nederlag i 30 årskrigen hvor Wallenstein uhindret kunne trænge op i Jylland, indså man nødvendigheden af en stærk fæstning, der kunne beskytte Jylland og sikre overfarten til Fyn. Dette var grundlaget for opførelsen af fæstningen Frederiksodde. (senere Fredericia) .

30 årskrigen var en europæisk storkrig (1618-48). Den startede især som en religionskrig indenfor det Tyske rige, men var også en kamp om magtfordelingen mellem kejseren og de tyske enkeltstater (kurfyrsterne). Efterhånden blev den også en krig om østersøherredømmet samt et led i den lange strid mellem Habsburgerne og Frankrig og i "Firsårskrigen" mellem Nederland og Spanien. Kejseren var krigsdeltager alle 30 år. Hans modstandere og allierede vekslede. Efter hovedmodstanderne kan krigen deles i fire faser:

1. Den böhmisk-pfalziske
2. Den danske
3. Den svenske
4. Den fransk-svenske.

Den såkaldte Augsburgske Religionsfred af 1555, der ikke omfattede calvinismen, var tyndslidt ved modreformationens virksomhed, og de trængte protestanter dannede 1608 Evangeliske Union, hvilket blev besvaret med oprettelsen af Katolske Liga året efter. Tilsidesættelse af den lovede trosfrihed i Böhmen udløste 1618 et oprør mod den ivrigt katolske Ferdinand 2. I 1619 blev kurfyrst Friedrich af Pfalz, calvinist og leder af Unionen, valgt til böhmisk konge, men snart fordrevet af Ligaens general Tilly. Med dennes sejr 1620 ved Hvide Bjerg nær Prag var böhmerne ude af spillet, og krigen flyttede til Vesttyskland, hvor Pfalz blev erobret af bayerske og spanske tropper trods støtte fra protestantiske fyrster og Nederland. I 1623 var krigen, bortset fra i Nederland, endt med kejserens og katolicismens sejr.

Med Christian IV's indgriben i 1625 begyndte 30-årskrigens 2. fase som i Danmark kaldtes for Kejserkrigen. Christian IV blev afgørende slået af Tilly i 1626 ved Lutter am Barenberg, hvorefter Nordyskland og Jylland blev erobret og hærget af Wallenstein. Dennes plan om at overtage østersøherredømmet strandede dog, og Danmark slap billigt ud af krigen ved Freden i Lübeck 1629.

Atter stod kejseren og Katolske Liga som sejrherrer; men det kneb med den indbyrdes enighed. Kejserens Restitutionsedikt af 1629 var ikke blot et slag mod protestantismen, men også en styrkelse af centralmagten. De katolske fyrster forsøgte at afvæbne kejseren, idet de pressede ham til at afskedige Wallenstein 1630. Samme år landede Gustaf 2. Adolf med sin svensk-finske hær i Tyskland og bevirkede en afgørende vending. Han vandt en strålende sejr over Tilly ved Breitenfeld 1631 og på ny ved Lech, hvor Tilly faldt. Wallenstein blev kaldt tilbage, og slaget ved Lützen 1632 blev en dyrekøbt sejr for svenskerne ved kong Gustaf Adolfs fald. Oxenstierna kunne endnu en tid holde sammen på protestanterne, men efter nederlaget ved Nördlingen 1634, udsonede de tyske fyrster sig med kejseren ved Freden i Prag 1635. Kardinal Richelieu havde lige siden 1631 støttet Sverige økonomisk for at bremse en kejserlig magtudfoldelse, der ville have genoprettet Habsburgernes omklamring af Frankrig. Nu gik Frankrig sammen med Nederland mod Spanien, hvilket medførte en kejserlig krigserklæring i 1636. Krigen drejede sig ikke længer om tyske religioner, men om stormagtsstillingerne i Vest- og Nordeuropa. Svenske tropper under Banér, Torstensson og Wrangel vandt adskillige sejre i Tyskland og gav sig ind imellem tid til at give Danmark et knæk i Torstenssonkrigen 1643-45. Franskmændene slog spanierne ved Rocroy 1643 og fik efter nogle vanskeligheder overtaget i Sydtyskland. Krigen medførte forfærdelige ødelæggelser i Tyskland, der mistede henved halvdelen af sin befolkning. Allerede 1641 var der fredsfølere, og fra 1644 forhandlede kejseren med Frankrig i Münster, med Sverige i Osnabrück; men først 1648 undertegnedes i disse to byer Westfalske Fred. Frankrig fik det meste af Elsass samt andre vesttyske områder og stod som Europas førende magt. Sverige fik Forpommern, Stettin, Rügen, Wismar, Bremen stift, dog uden byen, samt Verden og var dermed Nordeuropas stormagt, mens Brandenburg, der havde kæmpet lidt på begge sider, fik Bagpommern, Magdeburg m.m. og begyndte den fremgang, der skulle skabe kongeriget Preussen. Schweiz og Nederland blev anerkendt som uafhængige stater. Spanien havde 1648 sluttet fred med Nederland, men fortsatte derpå den udsigtsløse krig mod Frankrig til Pyrenæerfreden 1659 og forsøgte indtil 1668 forgæves at generobre Portugal, der havde løsrevet sig 1640. I Tyskland blev kejsermagten stærkt svækket, men de østrigske Habsburgere samlede kræfterne om deres centraleuropæiske arvelande. Religiøst blev Augsburgerfreden bekræftet og udvidet til at omfatte calvinismen. Hver enkelt tysk stat måtte beholde sin konfession, men da 1624 blev fastsat som udgangspunkt, måtte böhmerne, der havde startet det hele, finde sig i at "for"-blive katolikker, i Danmark også kaldet for papister.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286