En menigmands erindringer

De her foreliggende skildringer fra krigsårene 1848-50 er, på grundlag af dagbogsoptegnelser i krigen, umiddelbart efter denne nedskrevne af min far, Rasmus Hansen, Egebjerg, der som menig i 5. forstærkningsbataljon var med i de to sidste krigsår, og bl.a. deltog i slagene ved Fredericia og Isted.
Sidstnævnte sted blev han hårdt såret og måtte derefter i over et halvt år ligge på et københavnsk lazaret, hvor han, efter enstemmig indstilling fra sine kompagnikammerater, fik dannebrogskorset overrakt af Frederik den Syvendes egen hånd. I 1851 blev han hjemsendt, men beholdt resten af sit liv en stiv arm som minde om krigen. I 1859 overtog han sin fødegård i Egebjerg, hvor han boede indtil sin død den 28. April 1896.
Fader hørte til de fåmælte mænd, der yderst sjældent talte om egne oplevelser og bedrifter i krigen, men sine erindringer og indtryk fra krigsårene havde han nedskrevet i en bog, som han inden sin død overlod mig til afbenyttelse efter bedste skøn, og som jeg nu offentliggør som et lille mindeskrift om de store begivenheder i vort land for 50 år siden.
Disse "erindringer" bringer selvfølgelig ikke nye, hidtil ukendte oplysninger om de faktiske begivenheder, der er belyste gennem store historiske værker. På et og andet punkt kan fremstillingen måske end også være mindre historisk korrekt. Men hvad der forekommer mig at give "erindringerne" værdi og gøre dem fortjent til at kendes af flere, er dette, at de giver et livfuldt og sandt billede af krigsbegivenhederne, således som disse fremstillede sig for en menig deltagers opfattelse. Dette billede er på væsentlige områder ret forskelligt fra de sædvanlige poesirige slagmalerier, men den omstændighed, erindringerne ikke er skrevne med offentligheden for øje, turde vel tale for, at billedet er mere virkelighedstro end mange af de beskrivelser, der skildrer krigen næsten som en fest, og i hvert fald tror jeg, det kan have sin kulturhistoriske betydning at få fremdraget, hvorledes en fædrelandssindet, dybt religiøst bevæget, men i hele sin færd og tankegang jævn og stilfærdig menigmand, opfattede de begivenheder, der havde så stor og indgribende indflydelse på vort folks skæbne for 50 år siden.
Overfor dem, der muligvis kan mene, at sproget i disse erindringer ikke er en jævn bondekarls fra århundredets midte, skal jeg kun gøre opmærksom på, at fader, skønt udgået fra et gammeldags bondehjem og kun undervist i en højst tarvelig landsbyskole, som ungt menneske havde læst mere, navnlig af historiske skrifter, end almindeligt for hans tid og stand, og at denne læsning naturligt havde præget både hans tankegang og fremstilling. Denne er helt igennem hans egen. Når undtages nogle uvæsentlige udeladelser af overflødige gentagelser og de strengt nødvendige, rent sproglige rettelser, har jeg intet forandret i fremstillingen, men gengiver den, som den foreligger fra forfatterens hånd, idet jeg hermed anbefaler den til ærede læseres velvillige opmærksomhed.

Endelig gryede hin uforglemmelige dag, den 25de juli 1850, som til de seneste tider vil leve i erindringen. Ved den første svage morgendæmring kaldtes vi til våben. Vi trak ind på chausseen ved Stenderup bomhus, hvor der var en bro, som førte over en stor å. Så snart vi havde passeret denne, formeredes der kæde ud til højre over en grøn eng, hvor det høje græs lå nedtrampet af krigerne fra den foregående dag. Efter at bataljonen var ordnet, blev der blæst "avancer", hvorpå vi rykkede frem. Klokken var da fire. 3. linjebataljon og 3. forstærkningsbataljon var allerede kommet i engagement med fjenden. Vi rykkede rask frem og passerede en foran os liggende skov, hvor vi tog nogle fanger, og nu havde vi et bredt, øde terræn for os, den store Isted mose. Så snart vi fik øje på fjenderne, styrtede vi frem med fældet bajonet og kastede dem i rask løb tilbage. Vi havde endnu intet skud affyret, da den usikre belysning gjorde det vanskeligt at skelne ven fra fjende. Terrænet gjorde det umuligt at rykke frem i orden og holde forbindelse i kæden, da det var gennemskåret af store diger og tørvegrave, som hele tiden forsinkede fremrykningen. Hvert øjeblik faldt nogle i gravene og havde tit møje med at komme op igen. Adskillige holdt sig også med forsæt tilbage, da kuglerne allerede havde begyndt at gøre lyst i vore rækker. I må også tro, kære venner, at det er en underlig rystende fornemmelse i starten, når vi går frem i kugleregnen. Først kom kuglerne pibende så sygt, som de var udgået for kraft, men jo længere vi kom frem, desto mere kom de hvinede ind på os. Der skal også mod til at gå frem, når vi hvert øjeblik kan vente døden. Mig faldt det aldrig ind at standse eller gå tilbage, skønt vi vel mærkede, at vi havde en stærk modstander for os, og vor kæde blev stedse tyndere. Reserven, som skulle understøtte os, så vi ikke noget til. Desuagtet trængte vi frem, til vi var nået fjendens hovedstyrke på en afstand mindre end hundrede skridt. Vi havde en langt overlegen modstand for os og måtte nu standse.
Kampen, der blev stående her en tid, blev både varm og blodig. Vi havde ingen anden dækning end nogle tørvestakke, som vi stillede os bagved, men de afgav kun et ringe værn mod de rasende kugler. Fjenden havde sin reserve tæt ved og kunne vedblive at hente forstærkning. Vore kugler gjorde god virkning. Vi var fjenderne på så nært hold, at vi hele tiden kunne se dem falde og blive bragt bort, men hullerne blev straks udfyldt af friske tropper, så vi stedse fik flere at kæmpe imod. Desuagtet holdt vi os i denne stilling over en time. Det var den hårdeste kamp, som havde fundet sted under hele krigen, når undtages Fredericiaslaget, hvor stormløbene udførtes i sluttede kolonner og følgelig blev mere blodige og morderiske. Men når så en skanse var taget, løjede det af igen, medens det her gik ud i et bulder uden mindste ophold.
Til venstre for os, op imod chausseen var artilleriet posteret. Et fjendtligt feltbatteri i forening med to faste batterier, i alt 16 kanoner, stod i en for dem meget fordelagtig position, hvorimod batteriet Marcussen, det eneste på vor side, holdt stand i flere timer, indtil batteriet Lund kom til undsætning, og nu udviklede sig den voldsomste kanonkamp, jeg har hørt. 40 kanoner beskød her hinanden af alt magt i 5 timer, så jorden ligefrem bævede under os, som stod vi på et lagen.
Det skønne sejrshåb, som havde oplivet de fleste af os og ene skænket os den frimodighed, hvormed vi var gået mod fjenden, begyndte nu at svinde, og skønt der kæmpedes ærligt, med kraft og mod og stor udholdenhed, lader det sig ikke nægte, at der manglede orden og plan i fægtningen. Det var ikke så underligt, thi mange kække officerer var faldne eller sårede. Blandt dem var både vor adjudant og anden løjtnant, som førte kæden, en sergent og mange andre underofficerer og menige. Da vejret tillige hindrede de kommanderende overblikket over kamppladsen, blev det vanskeligt at lede troppernes bevægelser og sende forstærkning derhen, hvor det trængtes hårdest. En gennemtrængende regn faldt vedvarende, krudtrøgen stod tæt og ubevægeligt over egnen, og alt var indhyllet i damp og tåge. På det sted, hvor vi stred, havde vi, som omtalt, i fronten en skov, der var fyldt med fjender og forsynet med betydelige forskansninger. Bagved os var et øde, gennemskåret moseterræn, og ingen forstærkning var noget steds at øjne. Men på vor venstre fløj så det endnu mere betænkeligt ud, thi her var det, at general Schleppegrells brigade havde lidt sit sørgelige nederlag i Øvre Stolk, hvor både chefen selv, den talentfulde obersts Læssøe og den djærve Trepka var faldne.
Det var sandelig kritiske øjeblikke. Slaget måtte næsten anses for tabt, hvorfor også general Krogh tog anledning til at beordre 3. brigade tilbage for at forenes med hovedarmeen, hvorved den måtte give afkald på det hverv, for hvilket den havde kæmpet så tappert. Brigaden havde ganske opfyldt sin bestemmelse og stod allerede i den befalede stilling, da den fik ordre til hurtigst muligt at trække sig tilbage.
Under alt dette ses og kendes på det tydeligste guds underfulde førelse og faderlige beskærmelse, ved at han alligevel forundte os sejren, skønt enhver, som vil være ærlig, må tilstå, at der på dette tidspunkt ingen udsigt var dertil. Det må anses for en stor guds nåde, at han holdt sin hånd over gamle Danmark og det danske folk, thi sejren på denne dag frelste vistnok det danske rige fra sønderlemmelse og undergang. På den anden side ses det tydeligt, at gud ikke ville vore fjenders tilintetgørelse, thi dette ville ikke kunnet undgås, dersom de da de senere kom på vild flugt havde set sig afskåret af en så stærk troppeafdeling, at de enten havde måttet overgive sig eller hugge sig igennem. Da var det blevet deres rene undergang, men det ville gud nu ikke have, thi det tyske folk er jo også hans. De havde rigtignok gjort oprør mod deres konge, men gud ville dog ikke derfor udslette dem af jorden, men kun vise dem, at de skulle bøje sig for den, som var deres hersker med rette. Fjenden viste sig nu med stærke offensive bevægelser, og hans holdning blev mere og mere truende. På alle høje steder, så vidt øjet kunne række, så vi det myldre med fjender, som blev mere og mere dristige og forlod deres dækkede stillinger i skoven, der hidtil havde skjult deres mængde. Vi holdt os endnu i den stilling, vi havde tilkæmpet os ude i den store Isted mose, og forsvarede os, det bedste vi kunne , skønt fjenden trængte os hårdt. Vi havde fra dette sted udskudt over halvdelen af vore patroner, så det er sandsynligt, at mange fjender har måttet bløde, men, som sagt , der blev jo længere jo flere at kæmpe imod. De havde næsten omgået os, så de stod i en halvcirkel omkring os, og kuglerne haglede ind på os fra alle sider, ikke alene fra fronten og begge flanker, men også bagfra, thi mange af vore tropper havde været forsigtige nok til at søge den første den bedste dækning, de kunne finde, mest på bunden af gamle tørvegrave, hvorfra de af og til sendte en kugle ud på lykke og fromme, tit til større fare for os, som var fremme, end for fjenden. Vi havde ikke mere dækning for den ødelæggende ild, som vi kun sparsomt kunne besvare, thi mange var allerede gået til Ryes brigade. Dog tænkte vi ikke på at give os, men kæmpede i det håb, at der skulle forundes os hjælp.
Jeg holdt nu hen på fjenderne, der, hvor jeg så dem stå tættest, skød og så også en falde der, hvor jeg sigtede. Men det blev mit sidste skud. Jeg havde fået en ny patron i riflen og var ved at sætte fænghætten på, da jeg i samme øjeblik straktes til jorden af en kugle, der gik gennem venstre arm tæt under skulderleddet, knuste benet, trængte sig ind under skulderbladet og gik ude nede på ryggen. Det sortnede for mine øjne, og alt løb rundt for mig. Efter en liden stund kom jeg til mig selv, men døden stod for mine øjne i en skrækkelig skikkelse. Jeg så mod himlen, men den var mørk. Jeg påkaldte min gud, men han svarede mig ikke, så jeg i dødens stund følte gudsforladthedens skrækkelige øde. Var jeg død i denne stund, da var jeg død i fortvivlelse, thi gud stod for mig med en underlig forfærdelse. Jeg lå i en underlig bedøvet tilstand. Omkring mig var kamp og tummel, i hjertet var håbløshed og mismod, thi det så ud, som om alt håb var ude for mig som for mit kære fædreland. Da randt mig hjemmet i hu og drog hjertet med hele kærlighedens magt tilbage til sig, det såkære hjem, som jeg nu sendte det sidste tunge farvel. Mit hjertes opløftes i inderlig vemod , faders og moders billeder stod så levende frem for mig, som så jeg dem for mine øjne. "Ak"! sukkede jeg; "hvis i nu så jeres søn i denne tilstand! Gud trøste jer, når denne besked kommer hjem til jer!"
Jeg anstrengte mig for at komme på fode igen, og da en af mine kammerater havde spændt tøjet af mig, kunne jeg rejse mig halvt op. Jeg bad min kammerat hjælpe mig til rette, så jeg kunne komme bort, og han hjalp mig med at binde mit lommetørklæde om mit blødende skulder. Men som han var i færd dermed, kom der nok en kugle, som gik igennem den samme, allerede sårede arm nedenfor albuen. Da forlod han mig og søgte dækning på bunden af en gammel tørvegrav. Overladt til mig selv, afmægtig og hjælpeløs, som jeg var, så jeg nu ingen anden udvej end at nedlægge staven og her ende min bane. Dog besluttede jeg at holde ud så længe som muligt og stred mig langsomt og med besvær tilbage, men det var, som om alt nu forenede sig til min undergang, thi vore tropper, som hidtil havde kunnet holde stand, begyndte nu at vige tilbage for den stærkt fremtrængende fjende, så at jeg hele tiden måtte gå i den voldsomste kugleregn. Da kom en del af første lette bataljon til undsætning, og da de så min tilstand, viste de mig, i hvad retning jeg skulle gå for lettest at komme til karantænen og få mine sår forbundne. Dog, det havde intet hjulpet mig, om gud ikke på anden måde havde sørget for mig, men da måtte jeg sande, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Det var sandelig også på det yderste, thi alt håb syntes ude. Den anstrengelse, som det kostede mig at gå, satte blodet i stærkere bevægelse, og da begge kugler var gået igennem, randt blodet ud af alle sår, så blodtab og udmattelse havde medtaget mine sidste kræfter. Jeg stod stille en stund og med bedende blik så jeg op til den af mørke skyer dækkede himmel. "Ak, min gud!" sukkede jeg; "slår der et faderhjerte bag den sorte sky, så se dog i nåde ned til dit forladte, dit hjælpeløse barn, og lad dog en venlig lysstråle fra din himmel trænge ind i mit arme hjerte, før mit livslys udslukkes!"
Mine knæ skælvede under mig og kunne ikke længere holde mig oppe. Jeg stod i begreb med at lægge mig til hvile, thi jeg mærkede, jeg kunne ikke længere bære mig, og havde jeg først lagt mig, da havde det vistnok været ude med mig, thi den høje lyng havde da skjult mig, til jeg af en eller anden var blevet fundet, og det kunne gerne have varet længe. Således har vistnok mange, som kunne have været frelst, om de i tide havde fået hjælp, fundet døden. Men netop i dette øjeblik, da jeg havde opgivet alt, kom der en tro ven og kammerat, som jeg aldrig kan forestille mig andet, end at gud har sendt for at opsøge mig. Aldrig har jeg tydeligere mærket, hvor kærligt dog vor herre søger det tabte får i ørkenen, thi her så jeg klart, at hans øjne havde vogtet på mig, skønt jeg ikke kunne få øje på ham, og at han vidunderligt havde udset frelse for mig på en tid, da alt håb syntes ude. Dette har i den påfølgende tunge tid ofte været mig til usigelig trøst, thi det blev klart for mig, hvor kærligt vor herre dog tager sig af dem, som gerne selv vil høre ham til. Og det fik jeg at kende, at mit forhold til min frelser ikke havde været, som det skulle være, men jeg havde dog søgt vor herre, som jeg bedst kunne det, og derfor kendte han sig også ved mig. Men jeg har og så set, at det var nødvendigt, at denne hårde prøvelse ramte mig, for at jeg bedre kunne lære min gud og mig selv at kende.
Den smerte, som min sørgelige tilstand forårsagede min ven, da han fandt mig, var dyb og inderlig. Under trængsel og møje havde vi lært at kende og skatte hinanden som venner, og det kunne kun virke smerteligt nu at genses, som det syntes, ved gravens rand, og vi rørtes begge til tårer. Jeg plagedes af en brændende tørst, og da han havde vederkvæget mig med en styrkende slurk vin af sin feltflaske, ilede han med at opsøge ambulancen for at bringe mig i sikkerhed, thi endnu kunne kuglerne nå os. Han traf den snart, og nu lagdes jeg på den blodige båre, hvortil jeg så ofte havde sendt deltagende og medlidende blikke, når jeg i lignende tilfælde havde set en såret kammerat blive bragt bort, og sukket til gud, at han ville forskåne mig for at trænge til hvile på dette blodige leje. Min ven gik ved siden af, og skønt han af en mødende officer blev vist tilbage, forlod han mig ikke, førend han havde bragt mig i sikkerhed.
De bar mig hen mod det sted, hvor artillerikampen rasede heftigt, men jeg agtede kun lidt på den voldsomme kanontorden og de brølende kugler og susende granater, som ofte sprang tæt ved mig. Endelig så jeg karantænens grønne flag vaje. Vor egen bataljons overlæge var tilligemed mange andre læger i fuldt arbejde med at forbinde de sårede, som i stort antal havde samlet sig om dem. Men så snart han havde undersøgt mine sår, beordrede han, at jeg skulle bringes tilbage til Stenderup kro, hvor der var feltlazaret; da jeg skulle af med klæderne, og det regnede gennemtrængende, kunne han ikke give sig af med mig.
De syner, som fra nu af fremsteg for mine øjne, er ikke til at glemme. Jeg havde i denne krig set megen elendighed, mange sørgelige syner, men intet som dette. Den brede landevej var helt opfyldt med sårede stakler, som slæbte sig tilbage for at få deres sår forbundne og finde lidt ro og hvile efter den anstrengende kamp. Vejen var ganske rød af det friske, bævrende blod, der flød i strømme, og gennem kampens bulder lød den ynkeligt klagende lyd fra de mange jamrende, lemlæstede mennesker. Det skar mig i sjælen, men dette syn skulle dog fra nu af daglig opfriskes, da jeg i lange tider kom til at leve blandt disse ulykkesfæller. Men fra nu af forsvandt også den nagende fortvivlelse, der havde taget magten over mig, og jeg hengav mig med mere ro i guds vilje, idet jeg så at så mange andre havde lidt samme skæbne som jeg.
Da vi kom til lazarettet, så der næsten ikke ud til at være plads til flere, og uagtet der var mange læger kunne de dog ikke langt nær overkomme deres besværlige gerning. Jeg havde sikkert forblødt mig, hvis jeg ikke i min ven havde haft en tro hjælper, men han gav ikke køb, førend, han, dels ved bønner, dels ved hårde ord, endelig havde bevæget en læge til at tage sig af mig. Efter at jeg var blevet forbunden, sørgede min ven for en vogn til at føre mig til Flensborg. Han redte selv et leje til mig og dækkede mig med et tæppe og bredte yderligere sin egen kappe over mig, da min var blevet på valpladsen. Da jeg var aldeles gennemblødt, kunne det nok gøres behov, at jeg blev dækket ordentlig til. Endelig gav han mig en flaske vin, som kom mig udmærket tilpas. Jeg tømte den næsten, inden vi nåede Flensborg, da jeg stadig led af en brændende tørst. Først da han således på bedste måde havde sørget for mig, sagde min ven mig farvel med ønsket om, at vi under glædeligere forhold måtte mødes igen. Men jeg kunne se i hans tårefyldte øje, at han i virkeligheden så lidt som jeg ventede, at vi oftere skulle se hinanden her på jorden. Jeg kunne næppe sige ham tak, men i hjertet bad jeg en inderlig bøn om, at gud en gang ville lønne hans opofrende troskab. Så skiltes vi. min ven ilede tilbage til valpladsen, medens vognen satte sig i bevægelse med mig ad vejen til Flensborg.
Det havde nu ophørt at regne. Himlen var begyndt at blive klar. Jeg følte mig bedre til mode, efter at jeg var kommen ud af valpladsens kvælende krudtdampe og atter indånde den friske luft, og jeg bad inderligt til gud for mit kære fædreland og for de mange, som nu våndede sig i smerter. Jeg bad ham være deres sjæle nådig, som nu stod for deres tommer, såvel som dem, der endnu skulle vandre herfra.
På kamppladsen havde det imidlertid forandret sig til det bedre for Danmarks sag. Samtidig med at det klarede på himlen, klarede det også for os. General de Meza, som havde overtaget kommandoen over Schleppegrells division, havde fået de opløste rækker samlet på ny og renset Øvre Stolk for fjender og tilbageerobret Baggensens tabte kanoner, og nu førtes der over hele linjen et fremstød med en sådan kraft, at fjenden kastedes ud af sine faste stillinger og snart var på fuldstændig flugt. Herom vidste jeg imidlertid endnu intet, da sygevognen langsomt skred frem med ad Flensborgvejen, medens krigsbulderet lød mere og mere fjernt i mit øre, til det til sidst helt forsvandt. Det var en besværlig rejse, de 3 lange mil til Flensborg, liggende med en sønderskudt arm i en stiv vogn og udmattet af blodtabet. Det er næsten at undres på, hvad et menneskelegeme kan udholde, når det skal være; og dette var jo endda kun en begyndelse til en lang række af tunge prøvelsesdage.
Da jeg skulle af sted, kom to sygepassere med mit tøj og pakkede mig ind, og denne gang mærkede jeg, forunderligt nok, ikke noget ondt derved, men følte mig ret vel tilpas. På en ambulancebåre blev jeg båret ned til havnen, hvor der lå to store skibe til at tage os om bord. Det dampskib, jeg kom med, var et stort, gammelt, synkefærdigt vrag, som regeringen havde lejet til transporter under krigen. Det var næsten fyldt, da jeg kom, så jeg tillige med seks andre måtte nøjes med en plads nede i kulrummet. Klokken blev over fire om eftermiddagen, inden vi endelig lettede og lagde ud fra broen. Det var den 28. juli vi sejlede fra Flensborg. Næste morgen lagde vi til udenfor Svendborg, hvor vi skulle indtage proviant. Det var mig en tung tanke at skulle passere min hjemstavn så nær, uden at det måtte forundes mig at tale med et bekendt menneske, som kunne bringe mine forældre bud om, hvor jeg blev ført hen, for at de kunne vide, hvor de skulle søge mig. Da jeg hørte, at lodsen var om bord, fik jeg en sygepasser til at gå op til ham og meddele ham, at jeg gerne ville tale med ham. Han kunne imidlertid ikke forlade sin plads, men den hilsen jeg sendte ham, havde dog til følge, at han kunne underrette pastor J.S. Brandt fra Ollerup, der lidt efter kom ud på skibet om, at jeg var blandt de sårede om bord. Pastor Brandt var kommet til byen tidlig om morgenen for at få nærmere efterretninger om det store slag, hvorom han havde hørt rygter, men hvis udfald han endnu ikke kendte. Da han var en varm fædrelandsven, lå det ham meget på sinde at få sikker underretning om slaget, og da han nu hørte, at de skibe, som lå udenfor, havde sårede fra Istedslaget om bord, ilede han straks derud for om muligt at træffe nogen, han kendte, til hvem han kunne tale et kærligt og trøstende ord. Og så snart han fik at vide, at jeg var der, kom han ned til mig. Synet af min tilstand rørte ham dybt, og at han var meget bevæget kunne jeg høre på hans stemme og hans ord. Jeg blev rigtignok underlig til mode, da jeg så min kære præst komme, og de svar, jeg kunne give ham, var kun korte og afbrudte, indtil jeg fik fattet mig lidt. Men aldrig i mit liv mindes jeg, at noget har været mig til en sådan trøst og vederkvægelse som dette møde. Bestandig står det så levende for mig, at jeg næsten kan mindes hvert ord, pastor Brandt talte til mig. Efter en tids forløb gik han bort for at opsøge andre, men det varede kun et øjeblik, før han kom igen. Man havde begyndt at træffe anstalter til at få skibet i gang, og pastor Brandt kom da løbende ned til mig og spurgte mig, om jeg var forsynet med penge, eller om der var andet, jeg manglede, da han i så fald ville give mig, hvad han kunne , idet han jo senere kunne få det igen hos mine forældre. Jeg takkede ham hjerteligt for hans kærlige deltagelse, men jeg var forsynet med det fornødne, og min tilstand var jo også således, at jeg ikke kunne bruge noget. Så sagde han mig farvel med de kærligste ønsker og bad mig ikke at forsage i mine trængsler, men søge trøsten der, hvor den alene var at finde, hos min fader i himlen.
Dermed tog han afsked, og kort efter skød skibet atter sin fart gennem bølgerne. Men min tro sjælesørgers ord klang endnu med den venligste stemme i min sjæl. Jeg så i ham et sendebud fra den gode hyrde, som søger i ørken den smægtende sjæl og bjærger den bævende due, og det var mig til usigelig trøst, thi jeg havde atter fået et bevis på, at jeg ikke var forladt af min himmelske fader, men stod under hans kærlige tilsyn og faderlige varetægt, og de lysglimt, som han havde ladet mig skue, gennem de trøstens ord, min præst havde talt til mig, blev for mig som venlige stjerner, der siden lyste for mig i den mørke nat, da modgangens bølger gik så højt, og lidelserne og smerterne trængte mig så hårdt, at håbet i min sjæl, undertiden var ved at udslukkes. da var det kun dette ord, som kunne oprejse det sunkne mod, så hjertet igen kunne blive stille i hvile hos min gud.
Jeg må skatte og berømme befolkningen, af hvis midte der havde dannet sig en kontrolkomite, som ved indsamling frivillige gaver fra alle landets egne kunne disponere over en betydelig sum, der gav den midler i hænde til at afhjælpe vore savn og lindre vore lidelser. medlemmer af denne komite indfandt sig allerede samme aften, som vi blev indlagt, og skaffede sig underretning om, hvad vi hårdest trængte til.
Dagen efter vor ankomst til København, havde vi den glæde at modtage besøg af vor elskede konge, Frederik den Syvende. med et lille følge gik han omkring til alle lazaretter, gik fra seng til seng, gav os hånden hver især og talte nogle venlige ord til hver enkelt af os. Og inden han forlod stuen holdt han en lille opmuntrende tale, hvori han takkede os for, hvad vi havde udrettet for vort fælles fædreland, det kære Danmark, og bad os være forvissede om, at han følte varmt for os og delte vore lidelser; hvad han kunne gøre for os, det skulle blive gjort, det kunne vi stole på, og det var ikke hykleri eller tomme ord. Vi kunne mærke at de kom fra hjertet, og derfor gik de også til hjerterne igen. Og det er jo let at tænke sig, hvor godt det må gøre at modtage håndtryk og høre sådanne ord af sin konge.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286