DA FREDERIK VII SOM PRINS OPHOLDT SIG I FREDERICIA

Frederik VII fødtes 6. oktober 1808 som søn af prins Christian VIII og Charlotte Frederikke af Mecklemburg-Schwerin-Gustrow. Han døbtes Frederik Carl Christian.
Han var i 1828, som 20 årig, blevet gift med Wilhelmine, der var datter af Frederik VI , der også var hans fars fætter og regerende konge.
Ægteskabet gik ikke særlig godt, og prins Frits, som han kaldtes, ville hellere føjte rundt med forskellige, mere eller mindre letlevende damer i det Københavnske natteliv, end sidde hjemme hos sin kone. Til sidst blev det svigerfaderen for meget. Prinsen blev separeret fra Wilhelmine, og som straf skulle han sendes i en slags eksil, væk fra hoffet og det dårlige selskab i hovedstaden.

Forvisningen.
I 1834 blev prins Frederik, der da var 26 år, først sendt til Jægerspris slot, og derefter på et togt til Island, for til slut at havne i Fredericia, hvor han kom til at tilbringe de næste 5 år, indtil han blev kronprins i 1839. Frederik VI havde pålagt byens kommandant, generalløjtnant Frederik Castonier, der var kendt som en myndig herre, at føre et strengt og faderligt tilsyn med prinsen. Prinsen selv, betragtede dette arangement som en komisk foranstaltning, og han gjorde det ikke altid let for den gamle general.
Prins Frederik blev hurtig meget populær hos Fredericias befolkning, og selv Castonier kunne ikke forhindre, at han fik besøg af modehandlersken Louise Rasmussen, (senere grevinde Danner) selv om han på det tidspunkt endnu ikke var skilt fra Wilhelmine. Det blev han i 1837.

Palæet:
Han kom til at bo i et herskabeligt hus, der efter den tid kaldtes palæet. Palæet blev i sin tid nedrevet, fordi det lå i vejen, da Fredericia gl. banegård skulle anlægges. Det lå i Vendersgades vestside ca. midt mellem Oldenborgs og Holstens bastioner, over for sukkerkoger Krackes gård, og havde en stor parklignende have, der vendte ud mod Norgesgade. Huset opførtes i 1724 af Niels Iversen, en af byens velhavere. Det havde mange ejere op gennem tiden, bl.a. et par af byens kommandanter. I 1794 købtes det af hertug Christian August af Augustenborg, hvis sønner Christian August og Frederik, kom til at spille en stor rolle i forbindelse med oprøret der førte til treårskrigen. Hertugen udvidede grunden betydeligt og det menes at det var ham der anlagde den store park.
Hertug Christian August var garnisonskommandant i byen fra 1789-1803. I 1810 blev palæet overtaget af kong Frederik VI, og herefter fungerede det som kommandantbolig indtil det blev indrettet som passende bolig for prins Frederik.
Hovedbygningen var ikke noget særlig i bygningsmæssig henseende. Den var opført som de fleste palæer fra den gang, med store vinduer opdelt i mange små ruder og en bred trefløjet sandstenstrappe. Kort tid efter sin ankomst lod prinsen indrette et slags udsigtstårn i taget, hvorfra man kunne se mod øst ud over Kattegat, og her stod han tit oppe, dog mest i den føste tid, og drømte sig sandsynligvis tilbage til det København, hvor han havde levet det søde liv, og hvor han nu havde fået kongelig forbud mod at komme. Han kunne dog, med kommandantens tilladelse, få lov til at tage på udflugter i Jylland og på Fyn.
Prins Frederiks ophold i Fredericia var altså en regulær deportation. For byen blev det en glansperiode og en minderig tid og efter hans eget udsagn, var det nogle af de lykkeligste år i hans liv. Han fik trods alt lov til at nyde en vis ungdomsfrihed med et muntert liv, og opholdet gav ham ro til at studere og iagttage de politiske brydninger der foregik både i ind-og udland og som varslede, at en ny tid var på vej. Det største udbytte prins Frederik fik ud af sit ophold i Fredericia var givet, at den kærlighed og tillid til folket, han fra naturens hånd var udstyret med, her kunne udfolde sig frit, fordi han kom tæt på den almindelige befolkning, hvilket var med til at udvikle hans personlighed.

Nogle småtræk, fra prinsens tid i Fredericia:
Prins Frederik ankom til Fredericia i aftenskumringen den 14. september 1834. Han blev modtaget med fakler og sang, og da han vidste, at folket gerne ville se ham, besluttede han at tage en køretur i karet gennem byen. Det blev han dog straks rådet fra, fordi gaderne var i en elendig tilstand, fulde af huller og løse sten, uden brolægning og med en åben rendesten i midten. Han nøjedes så med at køre fra palæet op ad Vendersgade til hovedvagten på Prinsens plads.
Prinsen kaldte kort tid efter byens styre til sig, for at forhandle med dem om at få gaderne brolagte, men der blev trukket på skuldrene. Der var ikke penge til den slags luksus. Han fik så selv lavet et overslag over omkostningerne til en brolægning af Vendersgade, fik arbejdet sat i gang, og betalte selv for udførelsen. Det blev endda, efter datidens krav, en særdeles god brolægning, og på samme måde lod han, et stykke tid efter, Danmarksgade brolægge, hvilket byens borgere var utrolig glade for. Han fik også lavet en gruset sti rundt på volden og fik plantet træer langs med stien.
Byen havde den gang intet passende sted med plads til selskabelig underholdning og fornøjelse, så prinsen besluttede at give 10.000 rigsdaler til opførelse af den klub, der kom til at bære hans navn, nemlig Frederiksklubben. Klubben brugtes til selskabelige sammenkomster for officerer, embedsmænd og borgere. Han stiftede desuden en understøttelsesforening for underofficerer og deres familier, og betalte orgler til et par af kirkerne. Bønderne i byens omegn nød også godt af prinsens godgørenhed. Når nogen f.eks. havde mistet hest eller ko eller på anden måde var kommet i ulykke, gik man aldrig forgæves til prinsens efter hjælp.
Han blev da også udnævnt til æresborger i Fredericia, og dengang æresbrevet under stor højtidelighed blev overrakt ham i palæet, blev han tydeligvis meget glad, og belønnede straks denne hædersbevisning med et tilbud om at betale en betydelig årlig skat til byen.
Islændingene havde, under hans besøg, foræret ham et stort telt, han fik stillet op i palæets have. Her ville han gerne have sovet om natten, men livlægen, Dr. Holmer, modsatte sig på det bestemteste disse planer, og til sidst måtte prinsen give efter.
Undertiden blev det ham dog lidt for varmt indendørs. En lun sommeraften lukkede han vinduet til haven op for at lade sig afsvale af nattevindens behagelige kølighed. I forværelset befandt der sig altid en jæger eller tjener, men prinsen kunne ikke modstå den lune sommernats dragende magt, og listede sig ud ad vinduet og lagde sig til at sove i den løvhytte i haven, hvor han plejede at drikke sin te, og han faldt snart i en tryg og dyb søvn.
Da man om morgenen opdagede, at prinsens seng var urørt, og han selv var borte, blev der straks sendt bud efter kommandanten, der blev aldeles forfærdet. Castonier mente bestemt, at prinsen var flygtet, og han havde jo ansvaret for at det ikke skete. Der blev derfor stor opstandelse i palæet og i hele garnisonen. Afdelinger af soldater, ordonnanser og stafetter blev sendt ud og der blev sendt breve omkring med besked om at søge efter prinsen og bringe ham tilbage.
Hans kgl. højhed vågnede ved larmen og lå og lyttede lidt denne morgenståhej, og da han mente, at nu kunne det være nok, gik han ind og hilste smilende godmorgen til den ulykkelige kommandant, der drog et dybt lettelsens suk og derpå skyndte sig at afblæse eftersøgningen.
Prinsen spadserede om sommeren hver dag rundt i palæets store have, normalt iført en gyldenstykkes sløjkjole, en lille hue på hovedet og en merskumspibe i munden. Han var ivrig piberyger, og på Jægerspris opbevares endnu (i 1899), hans meget store samling af små og store piber, hvoraf flere er med to hoveder, hvori han havde forskellig tobak.
En markedsdag så han en flok landboere stå i Vendersgade ved lågen til palæet og se ind i haven. Prinsen lod gartneren gå hen og tilbyde dem at komme indenfor og se haven. Da de ikke fulgte indbydelsen, gik han et stykke ned imod dem og vinkede dem til sig, men det hjalp ikke. Folkene så på hinanden, men ingen turde gå først ind. Prinsen gik nu friskt hen og tog en husmand under den ene arm og en tyk bondekone under den anden og trak så af sted med dem begge og bad de andre følge efter. Han viste dem derpå rundt i haven og spurgte interesseret alle, hvor de kom fra, hvem der var deres foged og præst, og hvilke kendte mænd der boede i deres by eller sogn. Denne haverundvisning og samtalen med prinsen blev højdepunktet i disse folks markedsbesøg, og det blev der efterfølgende talt meget om ude på landet.

Et par karakteristiske småtræk fra vagttjenesten ved palæet.
Prinsen gik ikke så sjældent alene ud til aftenselskab eller besøg hos officerer, embedsmænd eller borgere. Han besøgte ikke folk af pligt, men gik kun ud til familier, han syntes om. Det kunne undertiden ske, at han kom lidt sent hjem fra et sådant besøg. En aften han kom lidt sent hjem, fandt han skildvagten sovende. Han kaldte på ham, og soldaten blev meget forskrækket da han så, hvem det var der havde vækket ham, men prinsen klappede ham beroligende på skuldrene og sagde: "Lille ven, tag dig i agt for de små hunde, de store bider ikke !"
En anden aften, da prinsen kom sent hjem, var vagten helt forsvundet. Geværet stod der, og kappen hang i skilderhuset. Han så sig forbavset omkring. Da hørte han vagtrundens taktfaste skridt oppe i gaden og i en fart tog han soldaterkappen over skuldrene, greb geværet og lagde det på skulleren. Da vagtrunden så, at skildvagten stod på sin plads, gik den videre uden at opdage noget. Prinsen blev stående et stykke tid endnu og begyndte så småt at blive lidt utålmodig. Endelig så han en soldat komme ud fra et hus der lå skråt over for palæet ned mod stranden og stile hen mod skilderhuset. Da han nåede skilderhuset og så prinsen stå på hans plads, blev han stiv af skræk. Prinsen tiltalte ham bestemt og noget barsk med ordene: "Sig mig, ved du ikke, at en soldat under ingen omstændigheder må forlade sin post?" "Jo, Deres kongelige højhed". "Hvorfor har du så gjort det?" . Soldaten svarede noget lavmælt: "Min kæreste ligger for døden, og jeg kunne ikke lade være med at gå hen for at se hende endnu en gang for at sige det sidste farvel, hvis hun skulle dø, inden jeg kommer fra vagt". "Taler du sandhed?". "Ja, deres kongelige højhed". "Godt ! Så skal du straks blive afløst. Gud være hos jer begge"
Næste formiddag forhørte prinsen sig ovre i huset, og det passede, hvad soldaten havde sagt. Pigen var død tidlig om morgenen.
Da prinsen en aften kom gående på vej hjem, løb en fuld mand ind i ham og råbte ved sammenstødet:, "Kan han ikke gå af vejen for en overkørt mand !"
Det var en velkendt person i byen, den halvgamle, ugifte tambur og paukeslager Thorsen, der var dygtig til at håndtere sin tromme og sine pauker, men også slem til at se dybt i brændevinsflasken.
Da prinsen næste dag fortalte major Michelsen om dette sammenstød, ville majoren have Thorsen straffet, hvilket prinsen forbød.
Et par dage efter kom Thorsen krydsende op ad Gothersgade i en ordentlig brandert. Da det gik op for ham, at prinsen kom imod ham på det samme fortov, styrede han med besvær over på den modsatte side af gaden, men ramlede her mod et træ, og da han troede, at det igen var prinsen, råbte han forfærdet: "Om forladelse, deres kongelige højhed!" Dagen efter blev Thorsen kaldt op på palæet, og her stod så den høje og statelige tambur, ædru, men meget forlegen, over for prinsen.
"Har du familie at forsørge?", spurgte prinsen. "Kun en gammel moder, deres kongelige højhed". "Hvorfor drikker du?", "Af ærgrelse, deres kongelige højhed, af ærgrelse, fordi unge springfyre avancerer foran mig, og det irriterer mig". "Thorsen, du er i ædruelig tilstand en meget præsentabel mand, så hold dig fra flasken, og du skal få din ret! " Thorsen lovede at gøre sit bedste og drog et lettelsens suk, da han gik ned ad palætrappen.
Prins Frederik havde tit selskabelige sammenkomster hos sig, og en aften var der arrangeret en koncert for en større indbudt kreds, hvor regimentsmusikken skulle spille. Noget før koncertens begyndelse blev der meldt, at Thorsen var hønefuld. Man havde forgæves forsøgt at gøre ham ædru ved at holde hans hoved under vandpumpen, men han var ubrugelig.
Prinsen gik så ind i salen og forlangte, at Thorsen skulle stilles op i et hjørne og en bænk gøres fast foran ham så han ikke kunne vælte, hvorefter trommen skulle sættes fast på bænken. Thorsen fik så strengt påbud om at holde sig på benene, og derefter gik prinsen over i modtagelsesværelset for at føre gæsterne ind i salen. Musikken begyndte og Thorsen gjorde i starten de mest fortvivlede anstrengelser for at udføre sin pligt. Efter de første numre, var han næsten blevet ædru, og alt gik som det skulle.
Prinsen fik igen fat i Thorsen, og under hans formaninger og påvirkning, lykkedes det virkelig at få den stakkels musiker vænnet af med drikkeriet.

Ture i omegnen.
Prins Frederik foretog stadig rideture ud i omegnen, helst red han alene med lakaj Beck. Der fortælles en lille historie, der dog vist er en genganger af en ældre fortælling.
Prinsen tog en dag med Beck ud til Hejse kro, der ligger en mils vej uden for byen. Da han kom indenfor fik han det indtryk, at der så lidt sjusket ud i krostuen. Han bad konen om at få en æggekage, men tilføjede: "Med så lidt snavs i, som muligt i."
Konen der ikke kendte prinsen, men troede han var en almindelig officer, rankede sig i sin fulde højde og sendte ham et hvast blik da hun gik ud. Noget efter kom hun tilbage med æggekagen, brød m.m. på pæne tallerkener. Det hele stod på en stor tinbakke med en skinnende ren og fin stofserviet. Det så alt sammen meget indbydende ud, men på bakken stod desuden et lille sølvbæger med låg. Prinsen åbnede låget og spurgte undrende: "Hvad i al verden er dette, lille mutter?" Med et lunt smil svarede hun: "Det er det, de bad om ikke at få for meget af, hr. officer. Vi bruger ikke snavs i maden her. Nu kan de selv tage efter behag."
Prinsen nikkede hen til Beck: "Den var godt pareret". Han rakte konen hånden og gav hende en undskyldning for, at hans frygt havde været ubegrundet, og tog sig derpå en hjertelig latter. Konen lo også med. Hun blev bedt om at sætte sig ned hos ham, og mens han med velbehag spiste æggekagen, fik de en livlig snak. Da han havde spist færdig, lagde han en specie på bordet, takkede derpå konen, både for æggekagen og tilrettevisningen, og red fornøjet bort.

En historie fra et besøg i omegnen:
Under besøget på en gård i Egeskov, gav prinsen major Michelsen besked om at spille prins medens han selv spillede prinsens tjener og gik konen til hånde i køkkenet, for at holde øje med madlavningen. Konen syntes så godt om den smukke og pæne tjener, at hun ville give ham en halv snes æg med hjem da de forlod gården, for at han kunne lave sig en ekstra æggekage. Prinsen afslog høfligt og sagde, at han var bange for, at æggene skulle gå i kage allerede på hjemvejen.
Prinsen kunne godt lide at fiske og sad tit og fiskede i voldgraven. Han tog også af og til ud på længere fisketure efter gedder og ørreder. Ved Taulov sø, der dengang stadig var en sø, havde han om sommeren et telt stående, og han tog ofte ud til Trelde færgegård, hvor han tog ud for at pilke torsk og fange rødspætter i fjorden. Med færgemandens datter Ane, fik han altid en god snak, og hun havde altid et godt dækket bord parat, når han kom tilbage fra sine fisketure.
Så snart der faldt sne, arrangerede prinsen kaneture ud til Krybily kro, halvanden mil mod Kolding. Alle, der havde kaner, mødte med disse, hvorefter de blev pyntede, med flag, tæpper og hvad man ellers havde, så det hele lignede et festtog. Prinsen var altid i herlig humør på sådan en udflugt.
Prins Frederik tog af og til ned til Frederiksgave, et herresæde i nærheden af Assens, der dengang var statsejendom og senere blev prinsens sommerbolig, da han, efter Frederik VI's død i 1839, blev kronprins. Samtidig sluttede de 5 års forvisningstid i Fredericia. Faderen blev konge han arvede hans stilling som guvernør på Fyn og kommanderende general i Jylland og på Fyn.
Da prinsen en dag måtte vente længere tid på Strib, mens vognene blev pakket, gik han sig en rask tur ud ad landevejen. Uden for en bondegård gik en bondemand med en lang kæp og jog efter nogle svin. Da han så prinsen komme, råbte han: "Å, du der, tag en kæp i brændestakken og hjælp mig med at få svinene ind inden prinsen kommer. " Prinsen greb i en fart en lang gren, og endelig fik de svinene ind i gården og lågen smækket i. Manden gned sig i hænderneog sagde: "Tak skal han have, nu må prinsen komme, når han vil."
Da prinsen lidt efter kørte forbi, slog han ud med hånden og råbte: " Vi fik da svinene ind, vi to ! ". Bonden blev stående i lang tid med huen i hånden, åben mund og stirrende øjne.
Prins Frederik var altid glad ved at blive indbudt til det borgerlige skydeselskabs fester og baller. Han dansede godt og med liv og lyst, og her, i en sådan jævn borgerlig kreds, kunne han lade sin noget kåde natur få frit løb, uden, at nogen tog anstød af det. Det hørte nu engang til prinsens menneskelige natur, at han måtte krydre tilværelsen med småløjer og lidt kåde streger, der undertiden kunne gå lidt uden for de af sædvane og snerpede sømmelighedshensyn afstukne grænser.
Prinsen var en meget smuk mand og han vidste, at kvindeøjne i almindelighed hvilede med velbehag på ham, og hans stærke tilbøjelighed over for det andet køn er jo velkendt. Han havde sine menneskelige svagheder, og dem måtte man i visse forhold regne med. Han var af naturen ikke så lidt lunefuld og skulle ind imellem omgås lidt varsomt. Han kunne optræde sårende, men aldrig over for jævne folk og heller ikke over for højerestående, medmenneskelige og dygtige folk. Snobbede mennesker kunne han ikke udstå.
Da han engang havde givet en temmelig selvglad embedsmand så stor en økonomisk gave, og manden følte sig forpligtet til at aflægge et takkebesøg hos prinsen, vendte denne ham ryggen og sagde hånligt: "Jeg kender Dem ikke."
Da Prinsen var blevet regimentschef, blev han en aften indbudt til nytårsfest og bal i officerernes klub. Store forberedelser blev gjort i den anledning. Salene strålede med festlig udsmykning og lys, og snart fyldtes de af brogede uniformer og balklædte damer, og til langt ud på natten var der glæde, munterhed og høj feststemning.
Om det nu var af militær iver eller måske mere af andre grunde, kan ikke siges, men da prinsen havde siddet hjemme en halvanden times tid efter festen og hygget sig med sin piben og læst nogle blade, regnede han med, at alle aftenfestens deltagere nu måtte være kommet under de varme dyner og faldet i tryg søvn, og så lod han blæse alarm.
Hele byen blev opskræmt og kom i en fart på benene, og man viste sig i alle mulige og umulige påklædninger.
Befalingsmænd og menige blev samlede opstillede. Lidt efter kom hans kgl. højhed jagende til hest og i fuld uniform jagende ned foran rækkerne, medens han med et friskt smil om munden, så på nattens søvndrukne balherrer, der mødte i et noget skødesløst militært udstyr og med en lidt slap holdning.
Han hilste godmorgen og meddelte, at han ville prøve, hvor hurtigt regimentet kunne være opstillet, og erklærede derpå, at han var godt tilfreds med resultatet og bad alle træde af, hvorpå han slog ud med hånden og sagde: "Gud befalet", og red stadig smilende bort med sin adjudant.
Jævnhed var prins Frederiks kendetegn, og dette viste sig i alt. Skønt han, så godt som nogen, kunne give den som kongelig højhed, når det forlangtes, så elskede han det jævne.
Han satte således slet ikke pris på det fine franske køkken, man havde indrettet til ham på palæet. Han ville helst have ganske almindelige danske retter.
Folk der gik på "høje hæle" og med fine fornemmelser, kunne blive stødt over prinsens væsen og væremåde, men Fredericias borgere og omegnens bønder elskede ham, og her lærte han, hvad det vil sige at eje et folks kærlighed, hvilket måske gav ham ideen til hans valgsprog: "Folkets kærligned, min styrke".

AKVAREL MALET AF FR. VII

Akvarel med motiv fra Fredericia, som kronprins Frederik malede i 1836, og som opbevares på Frederiksborgmuseet. Rammen er signeret F.C.C. som står for Frederik Carl Christian. På akvarellen ses bl.a. Brøchners pakhus.

Frederik bliver konge:
Efter at være blevet konge i 1848, opholdt Frederik VII sig flere gange i Fredericia, hvor han altid befandt sig godt og huskede lykkelige ungdomsår han tilbragte her.
En gammel mand, der under et sådant besøg var et ærinde på palæet, har fortalt:
"I foråret 1848 opholdt kong Frederik VII sig under en rejse sydpå sig her på palæet. Så snart det blev oplyst, at det slesvig-holstenske oprør var brudt ud, kom prins Christian, den senere Christian IX, øjeblikkelig hertil for at melde sig hos kong Frederik og meddele, at han efter sit hjertes tilskyndelse straks stillede sin person og sit sværd til kongens og fædrelandets tjeneste. Frederik. VII omfavnede ham og sagde: "Tak, Christian, dette er et af mit livs lykkeligste øjeblikke, det skal jeg aldrig glemme dig ". Kort efter drog prins Christian i krig som chef for hestegarden."

FRA PRINSENS OPHOLD I FREDERlCIA
AF
AAGE BREMERHOLM PREMIERLØJTNANT VED 7. REGIMENT

Vejle Amts Aarbøger 1912 s. 186

PALÆGARTNER ANDERS CHRISTENSEN
Efter afslutningen af Islandsfærden i 1834, tog prins Frederik til Danmark som bekendt, ophold i Fredericia.
Han blev her kommandør for det Fynske Infanteriregiment, men var dog kommandantens kontrol undergivet. Opholdet bar jo kun tildels frivillighedens præg.
Til dette ophold knytter der sig nogle små begivenheder, som her meddeles efter referat af Matthæus Munck og hustru (Anne Wilhelmine Lovise f. Christensen 1838).
Meddelelserne stammer fortrinsvis fra palægartner Christensen, fru Muncks fader, hvis stilling medførte, at han kom i nær berøring med den kongelige gæst.
Prinsen tog ophold på palæet i Fredericia, og omgav sig med en lille hofstat.
I tjenerskabet befandt sig den senere så berømte Anders rideknægt (Anders Petersen?) og schweitzeren Skivholm. Køkkenet blev forestået af den franske kok, monsieur Viale, der assisteredes af Peter køkkenkarl og Poul køkkendreng. Slotsforvalteren hed Alstrøm og palægartneren, som ovenfor nævnt, Christensen. - Iøvrigt sås byens notabiliteter ofte ved prinsens bord. I særdeleshed regimentets officerskorps med Castonier i spidsen.
Prinsens stald var veludstyret. Her stod ialt 24 heste foruden kæledæggen Mustapha, en lille broget krybbebider af en Islænder, som befolkningen på den fjerne klippeø havde skænket prinsen ved hans afrejse. Om Mustaphas endeligt er at berette, at den på grund af sygdom blev aflivet af dyrlæge Nielsen, der stak den i bringen. Den sled sig imidlertid løs fra sine vogtere og løb blødende palæhaven rundt. Til sidst styrtede den. Den blev begravet i havens nordvestlige hjørne, ved Norgesgade. Mustapha var alles yndling. Hver dag under staldtjenesten blev den trukket ud i gården til almindelig beskuelse for sine beundrere blandt byens ungdom.
Til palæet hørte en smuk have, omtrent 1 td. ld. stor. Denne have holdtes ved lige af Christensen, der i 1834 var bleven importeret fra Hindsgavl. En af havens seværdigheder var et lille udsigtstårn, op til hvis platform førte en ret stejl trappe. At få den senere herredsfoged, kammerjunker Holck, lokket herop, var en af prinsens største fornøjelser, for kammerjunkeren, der let blev svimmel, kunne kun med stort besvær komme ned igen.
Havens helligdom var et lysthus, der bestod af en indre del af træ og en ydre del af sødt duftende linde. det lå ved Norgesgaden, i passende fjernhed fra palæet, og var yderst spartansk udstyret. I dets nærhed førte en låge ind til naboen, Jørgen Madsens have. Gennem denne låge kunne al færdsel, der ikke ønskedes kontrolleret af hofstaten, uhindret finde sted. I lysthuset var henstillet en feltseng.
På dette fredlyste sted opholdt prinsen sig gerne. Alt imens kunne hofstaten forlyste sig i palæets billardværelse eller på dets keglebane. Hemmelighedsfuldhedens dunkle slør skal dog vedblivende have lov til at omgærde disse havens fjernere regioner. Kun Christensens nyrevne, grusbestrøede gange har været tavse, men forræderiske medvidere.
Mellem Christensen og prinsen herskede den væbnede fred.
Det var naturligt, at Christensen hægede om sin have og var denne særlig bevågen. det var derfor ligeså naturligt, at han blev vred, når prinsens store hunde holdt løbeøvelser i mistbænkene. Så erklærede Christensen krig, men prinsen klappede ham på skulderen og sagde: - "Ikke vred, lille gartner, det gør jo ikke noget".
Man kan ej heller fortænke gartneren i, at han omfattede sine aspargesbede med ømhed. Når han skulle stikke, fandt prinsen stor fornøjelse i at hjælpe ham, men trådte i sin iver op i bedet og ødelagde stænglerne. Så erklærede Christensen atter krig og gjorde heftige forestillinger, men prinsen klappede ham på skulleren og sagde: "Åh, gjorde det noget, lille gartner? Det gjorde vist ingen ting?"
Efter et sådant nederlag trak prinsen sig ofte tilbage. Han kunne da søge trøst i køkkenet hos sin køkkenchef Viale, der tit måtte opvarte ham med grønkål og pandekager. Prinsen tilbragte så en stund i køkkenet, hvor der blev serveret for ham på huggeblokken. Han var ret utålmodig og ville helst have maden med det samme. Pandekagerne fik han serveret varme, lige fra panden.
Det var dog ikke altid, at prinsen lod sig stille tilfreds på denne måde. Han kunne godt hævne sig på tjenerskabet og veg ikke tilbage for ret grovkornede løjer. Et eksempel herpå har vi i efterspillet på en strid, som han havde haft med sin kammertjener Fritz.
Alt blev gjort i stand til et fiskedræt, for hvilket sceneriet afgaves af dammen i palæhaven. Gartneren havde voddet i forvaring og fik det med Fritz´s hjælp halet frem og sat ud. Fritz havde et nyt liberi på, hvad der forhøjede nydelsen for prinsen, der midt under fiskeriet trak så stærkt i voddet, at den intetanende kammertjener for på hovedet ud i den mudrede dam, hvorefter prinsen ironisk beklagede: - "Åh, Fritz, det gjorde vel ikke noget?"
Med den stedlige præst, pastor Gude, stod prinsen ikke på nogen venskabelig fod. Præsten var nemlig af den mening, at prinsen skulle betale offer for hele sin hofstat. Prinsen derimod af den modsatte mening. Hvem der har haft ret, melder historien intet om. Det er jo troligt, at prinsen har fundet det morsomt at drille præsten. Muligvis har denne på sin side båret sig kejtet ad overfor prinsen. Nok er det, der kom ingen penge, og offersedlen måtte påny præsenteres. Prinsen sendte da 200 rigsdaler, for hvilke pastor Gude indfandt sig i palæet for at takke. Men prinsen sagde blot: "De har fået, hvad de skal have. Jeg kender dem ikke!" Iøvrigt levede prinsen i allerbedste forståelse med byens borgere, hvorom stiftelsen af Frederiksklubben vidner om, og han udstrakte sine bekendtskaber til omegnens bønder, som han ofte besøgte, og som fandt en ære i at dække op for prinsen, der altid kunne glimre med en forbavsende appetit. Traktementet bestod ordentligvis i flæskeæggekage. Eller prinsen tog med sin lystkutter "Neptun" ud på fisketure, der ofte endte med et besøg hos jordbærmanden på Stavrshoved Hans Andersen. Det var i datiden en yndet lokal sommerfornøjelse at "tage over til jordbærmanden", som man sagde. Det forhøjede selvfølgelig stemningen, at Stavrshoved var et prinseligt udflugtssted. Her samledes sommeren igennem mange fredericianere, der i selskab med de middelfart borgere gjorde sig til gode ved de medbragte madkurve. Hos jordbærmanden kunne der fås til købs kaffe, te og øl samt, overensstemmende med navnet, jordbær med fløde. Ytredes der ønske om en dans, stod den store sal til rådighed, og jordbærmanden spillede selv violin til den lyse morgen. Samme Hans Andersen var forøvrigt en meget foretagsom og alsidig mand. I sin person forenede han både stenhuggeren, jægeren, landmanden og ørredfiskeren, ja, forsøgte kort sagt alt, når han derved kunne profitere af egnens frembringelser.
Af og til strøg "Neptun" for fulde sejl ind i Vejle fjord. Så gjaldt besøget herskabet på Rosenvold, hvor prinsen var en velset gæst.
Engang gik han i land, forklædt som tigger, men spasen faldt uheldigt ud, idet han straks blev genkendt. Forøvrigt omgikkes han også nord for Vejle fjordbønderne jævnt og jovialt. I hvert fald fik han, så ofte han det ville, sin yndede og velbekendte æggekage.
Når så efteråret kom, begyndte nødde- og brombærturene.
Egnen om Fredericia er jo rig både på hasselhegn og brombærhække, og prinsen udnyttede dem bravt. Det var ham til stor fornøjelse at få sit følge trukket rigtig godt igennem hegnene eller viklet dygtigt ind i brombærrankerne.
På en sådan tur nåede prinsen engang ud til Trelde Færgegård, hvor han så og fandt behag i færgemandens datter. Hun måtte siden ofte, efter ordre, indfinde sig i palæet med nødder eller andre af årstidens frembringelser.
Det billede, som datidens borgere i Fredericia dannede sig af prins Frederik, var ganske tilsvarende det, som den danske menigmand senere dannede sig af den folkelige konge. Hertil bidrog i første række prinsens jævne optræden og godmodige humor. Folk fandt stort behag i at drøfte de begivenheder, som knyttede sig til prinsens ophold i fæstningen.
Når han under et besøg hos kaptajn Hedemann i Danmarksstræde fik den halsbrækkende ide at sætte jomfruerne Fensmark og Dinesens officerspensionat på den anden ende ved på Mustapha, at ride lige ind i spisestuen, hvor pensionærerne sad til bords uden at ane uråd om en Münchhausensk visit, så jublede den hele by, der til daglig var så fattig på begivenheder. Eller når prinsen tyst og stille forlod balsalen, hvor hans officerer svang byens velagtede damer, for så enten under ballet eller umiddelbart efter dets afslutning, i egenskab af regimentskommandør, men dog med Castoniers tilladelse, at blæse til hurtig udrykning og derefter være en ironisk iagttager af det uddansede, søvndrukne og skumlende løjtnantskorps. Så gned byens borgere sig ordentlig i hænderne, fordi heller ikke prinsens egne folk undgik hans lidt grovkornede løjer. Indtrykket af denne folkelige humor bevarede prinsens popularitet, således at han som konge under sit besøg i november 1849 kunne glæde sig ved en enestående hyldest, hvori vel også nok glæden over grundloven og Fredericia-slaget gav sig udtryk. Gaderne var festligt illuminerede, og brigademusikken gik tappenstreg gennem byen, der var prydet med smældende flag. Umiddelbart efter musikken red kongen selv, omgiven af en mur af jublende gadedrenge. Så råbte han pludselig ned til dem: "Op med krigssangene, drenge!" og hele koret istemmte:

- Nu høres Krigsraab i gamle Norden, Musiken klinger, og Trommen gaar.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286