RASMUS ANDERSEN USSINGS BESKRIVELSE AF KRIGEN I 1864

"I tiden mellem 1850 og 1864 hang krigen efter alles mening over hovedet på det danske folk. Modet var stort; vi var på ingen måde bange for at komme i lag med tyskerne igen. En vise af Michael Gjørup, som den gang blev sunget meget, viser bedst stemningen i folkets brede lag:

Nu skal vi nok atter med prøjserne slås; han skal ikke finde os bange; Thi vi har dog vist, vi tør byde ham trods, skønt vi er kun få mod så mange. Nej heller en kamp med et åbent visir, end rænker i løn og en kamp på papir. Lidt torden og lynild gør himlen så klar; den tågede luft kun på kræfterne tar. Kommer tid kommer råd, har for ofte vi sagt. Nej, kun krigerens dåd knækker tyskerens magt. Vi vil slås med hurra for vor konge og vort land."

Jeg husker godt den mørke novemberdag da vi fik budskabet om at kong Frederik (Fr. VII) var død. Alle blev grebne af sorg og mørke anelser, men modet var på ingen måde knækket. Vi var ret visse på, at krigen stod for døren, men vi mente ikke, at vi ville komme til at stå ene, og vi stolede også for meget på vor egen styrke. Da mandskabet blev indkaldt, kom vogn efter vogn fuld af unge raske karle. Andre kom til fods, men alle kom de syngende som det gik til en fest.
Det blev en uhyggelig vinter og det frøs så det knagede. Rygtet gik at østrigerne var nogle slemme folk, men vi trøstede os med at Dannevirke nok holdt. Dybbøl havde vi jo i ryggen, og de danske soldater var ikke lette at jage med.
Vi blev meget bestyrtede, da budskabet kom, at de danske nu havde forladt Dannevirke. – En mindre del af hæren trak sig, forfulgt af prøjserne, tilbage mod Fredericia.
De første af tilbagetogs-hæren, der kom til Erritsø, var en afdeling dragoner. Deres heste var så udmattede, at de smed sig, så snart de kom i stalden, så folkene knap kunne få sadlerne af dem. Efter dem kom, eskorteret af dragoner, en mængde ægtvogne med kød, flæsk, brød og andre sager. Disse ægtvogne var vistnok helt nede fra egnen omkring Dannevirke, og flere af kuskene kunne ikke tale dansk. Det var en aften, de kom til Erritsø. De var sultne og forkomne, både kuske og heste. I min faders gård var der ikke et hul ledigt, hvor der kunne stå en hest. De udmattede dyr blev fodret med det bedste gården kunne yde, og kuskene og dragonerne spyttede heller ikke i moders grødfade. De første der blev sat frem forslog kun lidt, der måtte mere til. Moder begyndte så småt at sprække tysk med kuskene. Hun kunne huske noget af det sprog fra sidste krig, men fader afbrød hende og sagde: "Snak do heller dansk Karen, for dit tysk, de haar ingen stej hjemme".
Dragonerne lå i kvarter i byen i nogle dage, og det var munter folk, som Erritsøerne havde megen morskab af.
Jeg var den tid godt en snes år og tjente på Henneberg Ladegård, hvis ejer var hofjægermester, senere kammerherre Thygeson til Damgård. Den 8. Marts rykkede prøjserne ind i sognet, og de danske soldater veg ind i fæstningen. Disse trak sig ganske langsomt tilbage, og før de kom til Erritsø, gav de fjenden en salve for hvert hegn de forlod. Et kompagni blev liggende for længe bag et hegn og skød på tyskerne. De blev afskåret, og måtte vige ned i Baungaards eng ved stranden i Sønderskov, og her blev de taget til fange. Der var en løjtnant der forsøgte at undvige, men tyskerne skød efter ham, sårede ham, og derpå fangede de ham.
En daglejer på Henneberg Ladegaard, som hed Lave og jeg, var den dag ude i en skov i nærheden af gården for at skære ris til koste. Vi kunne se de danske lå bag hegnet langs Ladegaards mark og fyrede på prøjserne, og disse gjorde gengæld. Danskerne holdt for længe igen. Fjenderne var tæt nede ved Hejse Kro, inden kompagniet trak sig tilbage, så de næsten ikke kunne komme ind i fæstningen. De trak sig derfor ind i skovene, hvor de var nogenlunde værnede mod kuglerne. Det var i den samme skovstrækning vi skar limeris, så vi kunne høre kuglerne fløjte mellem træerne, og samtidig så vi de røde prøjsiske husarer sprænge ned ad landevejen i retning mod Snoghøj. Vi var således ved at komme ind i slaget og ved at blive omgivet af tyskerne. Jeg blev hed om ørerne og siger til Lave:" Læ wos no sørre for å kom hje frå å hjem, så snår vi kand." (Lad os nu sørge for og komme herfra og hjem så hurtigt vi kan). Og det var vi snar enige om. Da vi var nået hjem varede det kun kort før prøjserne holdt deres indtog på gården. Det var netop tøvejr et par dage før, så mark og vej stod i et pløre. Derfor var de prøjsiske soldater skidne og tilstænkede til over knæerne. Desuden var de sværtede af krudtrøg. Det var store karle, lutter gardere, som så noget hovne og barske ud, hvad de også senere viste sig at være. De forlangte straks en vogn til en syg der lå nede i Firmandsskoven. Jeg stod for tur til at køre ægt, men jeg var ikke forhippet på at komme ud ved den lejlighed. Der hjalp dog ingen kære mor. Jeg fik spændt for en kassevogn (vi havde dengang ingen fjedervogn på Henneberg Ladegård), en prøjser satte sig op i agestolen ved siden af mig med opplantet bajonet i armen. Da vi kom ind i skoven, lå tornyster og andre sager der, men manden var der ikke. Prøjseren så sig omkring og udbrød: "Her er krammet, men hvor er karlen?" Jeg anede hvad han mente og pegede hen på et lille hus, som lå henne i skovkanten. Da vi kom derhen, fandt vi ganske rigtig fyren. Han var, så vidt jeg kunne forstå, ikke rigtig syg, men havde kanonfeber. Den raske skældte næsten hele vejen den syge ud, og han græd som et lille barn. Vi kørte nu videre ad Ladegårds skovvej om gennem Brovad og tæt ned til Hejse Kro. Der fik jeg tyskeren læsset af og fik den besked, at nu kunne jeg køre hjem, men det var lettere sagt end gjort. Der var en trængsel på landevejen, så det ikke var muligt at komme igennem. Jeg havde ikke mere glæde end jeg selv havde behov, da de danske nu også begyndte at skyde med de store kanoner inde fra fæstningen. Jeg troede at disse var farligere, end det viste sig de var. Jeg holdt stille en lille tid. Så kom der en trup af de røde prøjsiske husarer der skulle samme vej som jeg. Dem satte jeg i hælene på, til jeg nåede Brovad, drejede ned ad Ladegårds skovvej. Dermed var jeg ude af trængselen og nåede snart lykkelig og vel hjem.
Da som før er fortalt, blev et dansk kompagni taget til fange ved stranden i Sønderskov. Henrik Vindeløv og Søren Baungaard fik af prøjserne ordre til at køre geværer og tornystre mm. Til Kolding. Vindeløv kørte selv, mens Søren Baungaard lod sin karl køre. Vindeløv fik geværerne læsset på vognen, men gal i hovedet var han. Den køretur passede ham ikke. Da han kørte op fra stranden, styrede han vognen ud på siden af banken så den væltede, og geværerne raslede derned ad. Da han havde fået vognen rejst og geværerne læsset på igen, ville en prøjsisk soldat, der fulgte med vognen, tage tømmen, men deri ville Vindeløv ikke finde sig. Han rev den ene vognkæp op og satte sig til modværge. Prøjseren ladede sit gevær, men lod dog Vindeløv være kusk, og satte sig op – med geværet rede – ved siden af ham. Hvorledes de kom ud af det med hinanden på den 2 mil lange køretur, ved jeg ikke, men synderlig god forståelse mellem dem har der vist ikke været, for da de kom til Kolding, blev Vindeløv arresteret og måtte blive der nogle dage. Han blev behandlet temmelig strengt og som en farlig person. Han havde en broder, der var bager i Kolding. Når han en enkelt gang fik lov til at besøge ham, havde han en prøjser med ladt gevær og opplantet bajonet som ledsager til og fra arresten. Omsider slap han dog fri og kom hjem igen, hårdt savnet.
Jeg skal love for at Erritsøerne fik indkvartering, og det sved til deres fjerkræ og andre fødevarer, både af den ene og af den anden slags. Soldaterne stjal og tog hvad de ville. De tog således straks min moders kager, og drak den punch, de danske dragoner havde levnet.
På Henneberg Ladegård var der et låst kammer, hvor ostene opbevaredes. De brød døren op og tog ostene. Jeg tror ikke de betalte for dem. Efter et par dages forløb, drog de tilbage fra Erritsø by, og der blev trukket en kæde udenom fæstningen, knap en mil fra denne. Den dag det skete, var jeg et ærinde i Erritsø by, og da jeg gik hjem til Ladegård, traf jeg på Kolding landevej en karl, som jeg tjente sammen med, og han hed Hans Klausen. Han og jeg fulgtes nu ad ind igennem skoven. Her stod der, lidt før vi kom til gården, en vagt på tre mand. Da vi kom lige ud for dem, et stykke fra dem, blev der råbt "halt!". Jeg siger til Klausen: "Vi må stå". "Nej", svarer han, "jeg står ikke – vil du stå så kan du". Vi fortsatte vor gang, og der blev råbt igen. Vi efterkom endnu ikke befalingen. Så kunne jeg høre at de spændte hanen på geværerne. "Nu må vi stå", siger jeg, "ellers skyder de". Der var ikke andet for end at vi måtte bie. En af vagterne kom så med bajonet på geværet, og vi måtte marchere forved ham ind ad gården til. Derfra skulle vi føres op til en hauptmann som lå i kvarter på en nabogård. Det var tæt ved aften at vi på den måde holdt vort indtog på Henneberg ladegård. Forvalter Kjær og flere karle og piger stod og tog sig et billigt grin da prøjserne kom drivende med os gennem gården. Da vi kom tæt hen til forvalteren råbte Klausen: "Snak no tysk te dem forvalter, te vi kan bliw fri for de kommers!" Forvalteren forklarede nu tyskeren, at det var et par af hans "løjte" og vi blev da fri og slap med skrækken, men Hans Klausen fik senere tit at høre, at han havde bedt forvalteren om at snakke tysk. De danske forposter stod ved Sandal, knap en halv mil fra Fredericia. En mand, der hed Kristen Ludvigsen, skulle ind til Fredericia og hente jordemoder til sin kone, som var i barnenød. Han kommer styrtende forbi forposten, som råber ham an en-to gange. Manden er forfikket og ænser ikke hans tilråb, eller hører det måske ikke, men bliver ved at løbe. Der bliver råbt tredje gang uden at han standser, og forposten skyder manden så han ligger død på stedet. Soldaten har jo kun gjort sin pligt. Da østrigerne, som vi havde frygtet så meget, kom, viste det sig at de ikke var nær så slemme, som rygtet havde fortalt. De bestod af mange folkeslag: Tyskere, ungarer, italienere, bøhmere, tyrolere, slavoner, serbere og kroater. Ungarerne gik under navnet "de spidsbenede", fordi de havde snævre benklæder, som gik ned i et par snørrestøvler. De havde ord for, at de var de værste til at stjæle. Ellers var de flinke nok. De var ikke meget høje, men stærkt byggede, raske folk, der havde en gulagtig ansigtsfarve og mørkt hår. De ungarske husarer var de smukkeste og raskeste folk vi så i den krig. Det var middelhøje, slanke, kraftige krigskarle, iført mørkeblåt tøj med gule snore, en flot chakot med pompon og blanke ridestøvler, der nåede til lidt neden for knæet. Hestene passede godt til folkene. De var ikke just store eller svære, men tætbyggede og smukke. Når jeg så en sådan rytter komme jagende, sammenlignede jeg ham med en rovfugl. Så stolte ryttere har jeg hverken set før eller siden, og så var disse ungarer så gode ved deres heste. De talte til dem som vi taler til vore børn når vi er glade ved dem. Jeg husker hvor venlig en trænkonstabel kunne tiltale sine heste med deres navne, Jansi og Bista, medens han klappede og strøg på dem. Han slog dem aldrig.
Ungarerne dansede meget. De brugte kædedanse, og de dansede ikke alene med benene, men også med hele kroppen, med arme og hoved, med fagter og miner. Sådan tror jeg ikke en dansker eller tysker kan lære at danse. Blandt ungarerne var der ikke så få sigøjnere, men de var en foragtet kaste, kunne man mærke.
Det var den 8. Marts vi fik disse østrigere, eller rettere ungarere indkvarterede. Der var folk imellem helt nede fra den tyrkiske grænse, og det var ingen kostforagtere. Kunne de å fat i en stor fed bindehund eller en stork, stegte de dem og spiste dem med stor lyst. Lam, kalve, smågrise og fjerkræ var de især slemme efter. Ja de drev det endog til at stjæle får og små kvier. Søren Baungaard fortæller, at deres indkvartering havde stjålet et får ovre hos Henrik Vindeløv, hvis gård lå tæt ved Baungård. De havde fået det hugget i stykker og det meste deraf gemt, men en del af det havde de fået i gruekedlen og ville koge suppe derpå. Vindeløv havde imidlertid fået nys om, hvor fåret var blevet af. Han gik da sammen med et par af sine naboer, Peter Rasmussen (Nis) og Peder Fisker og sin kone, der hedder Marie, og som kunne tale tysk, hen for at få fat i sit får igen. De fandt også dele af et får i gruekedlen på Baungård, men "det er jo ikke let at finde fedt i andre folks kål". Det stolede ungarerne vel på, og ville ikke udlevere noget af fåret. Der udspandt sig som følge heraf en heftig kamp om gruekedlens indhold. Peter Fisker tog straks flugten, skønt han var veteran fra 48, og da overmagten var for stor (der var tre mod en) trak Henrik Vindeløv og Peter Rasmussen, der ellers var en af de stærkeste og modigste folk i sognet, sig fægtende tilbage. De meldte nu tyveriet til de overordnede, og tyvene fik så, som de plejede i slige tilfælde, et godt livfuld hug på den bare ryg, efter at de var spændt fast på en bænk. Man kunne, når sligt gik for sig, høre deres skrig langt bort.
Min kone, en datter af Henrik Vindeløv, fortalte, at soldaterne i hendes fødegård havde stjålet en lille kvie fra Thomas Elkær, der boede ikke langt derfra. Da de havde slagtet og parteret den, gemte de kødet i en stak halm i laden. Da ejeren kom for at lede efter sit dyr, stod soldaten, der havde slagtet den, endnu med sin store slagterkniv i hånden. Da ejeren forlangte at få det stjålne tilbage, blev soldaten så rasende, at han huggede slagterkniven med spidsen ned i bordet så hårdt, at fingrene gled fra skaftet ned i bladet, at han skar de tre af så de dinglede. På Henneberg Ladegård havde vi senere, da danskerne havde forladt Fredericia, prøjserne indkvarteret. De havde fået en hel samling både slæbt herop og opstillet dem på en mark nær ved Kolding-Snoghøj landevej, lige hvor Erritsø og Taulov sogne grænser sammen. Disse soldater kaldtes "sapører" og bestod mest af håndværkere. De fordrev tiden med at danse med hinanden og drikke øl, som vi hentede til dem inde fra Fredericia. Når vi fik øllet hjem, lejrede de sig ude i gården omkring tønden og satte adskillige glas under vesten, og af og til sang de en vise. De var helt gode til at synge. Med gårdens folk befattede de sig ikke så meget. De kunne vel nok mærke, at vi ikke kunne lide dem. Alle mente, at de med deres både ville have prøvet at sejle over bæltet og aflægge de danske et besøg på Fyn. Bæltet er et lille stykke fra det sted, hvor bådene lå, kun godt 1000 alen bredt. De begyndte dog ikke på nogen overgang. De var vist bange for de danske orlogsmænd, som lå i Fænøsund omme bag halvøen Hindsgaul. Disse kom frem engang imellem og satte skræk i prøjserne. Dem havde de en vis respekt for. Vi havde omtrent samtlige de røde prøjsiske husarer indkvarteret. Det var små lette karle og meget flot udhalede i tøjet. De havde temmelig høje heste, der var noget urolige, og det var ikke så sjældent, at en af dem blev græsrytter. Det har jeg ikke set nogen ungarsk husar blive. Nær ved Henneberg Ladegård boede der en mand, som hed Kristian Frost. Så længe østrigerne og prøjserne var der drev han marketenderi. Han havde en trækvogn, hvormed han kørte rundt og handlede med hvedebrød, øl og brændevin, og af disse varer havde han også udsalg hjemme i sit hus. En dag kom en af de "spidsbenede" derover for at gøre et indkøb. Før man kom ind i stuen, skulle man gennem en lille forstue, som stødte op til bagsiden af bageovnen. Oven på denne var der et rum, som var gemmested for småting og skrammel, og ind til dette rum førte der fra forstuen en lille låge. Derinde lå også en høne på æg for at ruge kyllinger ud. Ungaren var nysgerrig, som de folk i almindelighed var. Han linner på lågen og ser hønen på æggene. Den fristelse kunne han ikke modstå, han snupper både høne og æg og forsvinder med dem. Der gik nogen tid. Så kommer den samme person over til Kristian igen og denne genkender ham så snart han er kommet inden for døren og udbryder: "De var jo dej, din tysk´ kjeltring , der stal mi høøn". Han gennemprygler ungaren og smider ham ud af huset, og ungaren fik så meget, at hans kammerater måtte følge og halvvejs bære ham derfra. Den bedrift slap Kristian Frost godt fra. Det var mere end vi havde ventet.

De danske forlod Frederits efter at have kastet det krudt og de kugler i havnen og voldgravene, som de ikke kunne føre med sig til fyn, medens de lod de gamle store kanoner ligge. Østrigerne rykkede da ind i Fredericia, og de slæbte de efterladte kanoner bort. De var heller ikke for gode til dem, skønt vi ærgrede os nok derover. Dermed var de endnu ikke tilfredse. Fæstningsværkerne skulle jævnes, og dertil tvang de befolkningen fra omegnen, som blev tilsagt dertil af sognefogederne. En sådan tilsigelse fik vi også på Damgård og Henneberg Ladegård. Det var noget der krænkede hofjægermester Thygeson. Han gjorde indsigelse mod det indgreb, at landets børn skulle tvinges til at bryde det ned, hvad de selv havde været med til at rejse. Da hans indsigelse ikke hjalp, mødte han selv på arbejde i fuld uniform og med sabel ved siden. Det var en mundering som han havde fra sin officerstid. Ville fjenden have mandskab af ham til sligt arbejde, ville han selv være en af dem. Østrigerne må have fundet, at de ikke kunne være bekendt at bruge en fhv. dansk officer til det, så vi slap for at jævne skanser.

MERE OM ERRITSØ

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286