"Hvorfor skal sådanne gamle minder dø med deres indehavere"? Sluttede gamle Munck 1), da han havde givet en lang og udtømmende skildring af Fredericia borgervæbning, og vist havde han ret. hvorfor skal disse gamle minder ikke have lov til at leve deres liv videre i de yngre slægtled? De gør dog så meget godt. De bringer bud fra en svunden tid, der holdt fædrelandskærligheden og pligten højt i ære. De vidner for os, at begejstringens flamme kunne tændes rundt i borg og i hytte, kunne varme høje og lave, store og små og gribe endog de ældste og tænde ungdomssindet i dem. Ja, disse minder maner os, som en myndig og erfaren fører, til samling om den fælles arne, viser os, hvor let det i virkeligheden er at give op al den dagligdags. smatskårenhed for at skaffe plads for det store udsyn, det vide blik på det væsentlige, der må besjæle os, når vi i farens stund skal stå last og brast og forsvare de få kvadratmile dyrebar jord, der endnu kaldes Danmark.
Munck og jeg var enige i vort syn på fædrelandet og minderne, og jeg gav ham med glæde mit jaord på, at jeg ville hjælpe ham med at nedskrive hans gamle Fredericia minder, der vel kan påregne en del interesse hos den fordum så berømte fæstnings indbyggere. indholdet af de følgende kapitler er da sådanne ting, som min kilde og jeg har tillagt så megen betydning, at det kunne lønne sig, at nedskrive dem i en ordnet og overskuelig form. Det allermeste er efter hukommelsen; men hvor der har været uoverensstemmelser og tvivl, har jeg ved hjælp af trykte kilder søgt at rette unøjagtighederne, og håber jeg derfor at kunne garantere for ægtheden af disse kapitler, hvis indhold det har været en 75-årig fredericianers kæreste beskæftigelse atter og atter at sysle med, en kilde til fornyet glæde, en sindets sikre ungdomsbevarer.
A. br.

Da borgervæbningen trak på vagt - Slavekrigens rædsler - Landstormen.

Det var den 20. marts 1848, at krigsministeriet udsendte mobiliseringsordren, og i de nærmest følgende dage kappedes landets sønner om så hurtigt som muligt at nå frem til garnisonsbyerne for at melde sig under fanerne.
Her i Fredericia var forholdene dog noget forskellige fra forholdene i de andre byer, og det ganske naturligt grundet på, at garnisonen, der bestod af 12. og 13. linie-infanteri-bataljon, skulle indkalde sit mandskab fra Slesvig, hvis embedsmænd lagde det alle tænkelige hindringer i vejen for ikke at nå op i rette tid. Derfor var tilgangen selvfølgelig såre sparsom, og ved afmarchen fra garnisonen var adskillige numre i geledderne ledige, så at tallet på kombattanter ved de to bataljoner kun var henholdsvis 340 og 200.
12. bataljon, nordslesvigere, var fuldt ud pålidelig og bestemtes straks til, i forening med 3. jægerkorps og noget rytteri, at danne hærens avantgarde. Derimod var 13. bataljons mandskab, sydslesvigere, højst vanskeligt at styre, hvorfor bataljonen indgik som led i den reserve, der var til umiddelbar rådighed for overkommandoen, og således blev stillet i bageste linie.
Den 26. marts tog Fredericia afsked med 12. bataljon, der andendagen efter skulle stå ved Kolding by. Der blev af tjenstvillige borgere fremsat forslag om at lade bataljonen køre. En mængde vogne samledes den 26. ved Vasebakken 2), og man ventede kun på bataljonschefens 3) tilladelse. men denne gaves ikke, under hensyntagen til, at mandskabet skulle trænes, hvorimod der intet var til hinder for, at en del af oppakningen, specielt tornystrene, blev læsset på vognene og kørt, hvilket skete.
13. bataljon var nu ene om garnisonstjenesten, der sorterede under kommandanten, oberst Karl Ferdinand Krag 4). Denne fandt imidlertid ikke behag i de optøjer, som de gode sydslesvigere ikke undså sig for at iværksætte, og da sindene ikke faldt til ro, endda et kompagni af 3. jægerkorps fra Nyborg den 28. var rykket ind i byen som et slags ordenskorps 5), men der stedse lavedes optøjer på gaderne, hvor man hørte råben og hujen og "Schleswig holstein, meerumsehlungen", overdrog han resolut vagttjenesten til borgervæbningen, der kun alt for gerne greb denne lejlighed til at agere med på krigsteatret. Man lod 13. bataljon være 13. bataljon. Om få dage var den dog ude af byen. Så blæse med, om bølgerne gik højt i Spécie-Jacks 6) spisehus i Kongensgade eller hos hans moder, "Smuk-Sanne" 7) inde ved siden af. Man lod dem kævles og kives over deres stegte fisk og portion plæder til 1 skilling lybsk 8). Den smule vagttjeneste behøvede man så sandt ikke de herrer af 13. til. Der var begejstring i massevis og selvtillid til overflod. Ja, fra pottemager Seehusen ude i Børup fik oberst Krag endog anmodning om en "leverance" af 2 kanoner, mandskab og våben, så ville han pottemageren rykke fjenden i møde ved vejle hule, indlade sig i kamp med ham og slå ham. kommandanten var godmodig og lovede at indstille sagen til krigsminister Tschernings afgørelse, et løfte, som obersten selvfølgelig ikke fik skrupler ved at bryde.
Samme pottemager Seehusen var som de fleste her på egnen udpræget optimist. Han krævede provisorisk regering for Jylland og foreslog sig selv som krigsminister, men da manden hvad man jo med skellig grund kunne tro ikke var gal, kan man kun skrive disse absurditeter på begejstringens konto og nævne dem som typiske eksempler på de kuriøse ideer, med hvilke luften i hine dage var svanger. Man havde jo endnu ikke skudt med skarpt. Skade kun for de overtroiske, der på forhånd gjorde sig livet unødvendigt surt ved at tage varsler af prekære hændelser, som f. eks. oberst Ernsts uheld 9).
Under udrykningen fra byen blev oberstens hest nemlig sky og kastede sin herre af, og denne pådrog sig ved faldet en alvorlig hjernerystelse, for hvilken han først efter lang tids sygeleje blev helbredt.
Sligt varslede ikke godt for garnisonens bataljoner, og de overtroiske noterede for så vidt en triumf, som 12. bataljon allerede ved Slesvig den 93. april mistede kaptajnerne Neraae 10) og Mechlenburg 11) og 13. bataljon kaptajnerne Obel 12) og Friederichsen, 13) der alle fandt døden side om side med mangen gæv menig.
Også kvinderne gjorde gavn. Bjerge af charpi blev der pillet i denne begejstringens første tid, og det hjemmelavede hør og blårlærred trevledes ud i millioner af trevler for at anvendes på mænds og brødres, fædres og sønners blodige sår. Under lærerinde i håndgerning, jomfru Okmanns ledelse fik de små skolepiger den ene pakke forbindssager fra hånden efter den anden, et arbejde, der sikkert har moret de små mere end navnekluden og strømpeskaftet.
Fra det øjeblik, at borgervæbningen trak på vagt, kom der liv i gemytterne. Ak, borgervæbning livsalige ord, der henleder tanken på svære grosserere og joviale familieoverhoveder, der på solskinsfyldte majeftermiddage, med bøssen på nakken, livremmen spændt i yderste hul og uniformsfrakkens tre nederste knapper stående åbne, iler af sted for at nå den kommunale fælled, hvor man skal søge at få bugt med tre timers hvil og een times eksercits, også du har hjemsøgt Fredericia.
Og den fredericianske borgervæbning har vel næppe været bedre end de andre, dertil var de gode borgere vist for dovne og for mageligt anlagte. Overleveringen siger da også, at det kun var skralt med disciplinen, og at man gerne snød sig fra den kedelige vagttjeneste. De velhavende var jo altid på den sikre side, thi den specie, hvormed de kunne købe en anden medborger til at forrette vagt for sig, sad forholdsvis løs hos dem, særlig når de havde prøvet herligheden een gang. Men disse specier voldte megen fortræd, da deres ejermænd ikke kunne nøjes med de medbragte madkurve, men absolut måtte lade specien springe til fordel for en bolle punsch eller en anden ondsindet drik. Forresten dannedes der, af mange frivillige tilskud, fonds til hjælp for borgervæbningens dårligere stillede medlemmer, men disse fonds var kun små, og hjælpen derfor forholdsvis ringe. På et område var man dog altid flot, og det var, når det gjaldt at tømme pokalen, det være sig på hoved- eller kastelsvagten. Mangen god borgermand, der til daglig nøjedes med det klare vand eller til nød et krus øl, tog i disse krigens dage en alvorlig tørn med fjenden, d. v. s. punschen. Hvad gjorde det, om man om morgenen så noget anstrengt ud. Ingen var kompetent nok til at afgøre, om det var den natlige posttjeneste eller den hidsende punsch, der gjorde øjnene små og røde.
For at give læseren et tydeligere billede af borgervæbningen som korps, skal jeg her indskyde et par bemærkninger om dets sammensætning.
Det bestod, hvad vel kun få har tænkt sig, af 4 korps ( 3 våbenarter: infanteri, rytteri og artilleri), der havde så velklingende navne som "Det Borgerlige Infanteri", den egentlige kærne, der dannede væbningens gros, "Jægerkorpset". "Det Ridende" eller "Det Gule Korps", og endelig "De Blå" eller "Artillerikorpset".
Førstnævnte del af korpset, der var langt den største og bedst disciplinerede, havde mærkelig nok intet bestemt navn, idet "Det Borgerlige Infanteri" ikke var dets døbenavn, men kun dets kendenavn. Dette kom vel nærmest deraf, at de andre 3 afdelinger i dennes øjne var så underordnede, at de, for ikke i folks tanke at indgå som led i gros'et, måtte have særlige betegnelser, der kunne sikre dem deres eksistensberettigelse. Dog lod "rytterne" sig ikke sådan uden videre kujonere af de privilegerede borgere. Som forsvar mod disses hånende udfald anførte de, at deres kor ved festlige lejligheder, såsom ved kongelige og andre standspersoners ankomst og gennemrejse, altid måtte paradere og gøre honnør, hvad de andre afdelinger sjældent blev brugt til. Det kom måske af, at korpset i det ydre søgte at kopiere hestgarden og derfor var mest repræsentativt. ganske vist manglede man den originale hestgardes kyradser, men de blanke hjelme med den frygtindgydende hestehårsschweif og den lange pallask kunne godt lyne i solen og sprede glans og storhed ud over det selvbevidste korps. Kun skade, at folk nødig kaldte dets medlemmer andet end "kanariefuglene".
Foruden at være underlagt kommandanten i fæstningen, oberst Krag, stod den hele borgervæbning under overkommando af apoteker Honoré 14), hvis stilling som stadthauptmand og hvis lighed med Napoleon den store ikke blot kastede et glimmerskær over ham selv, men også tillod hans adjutant, hr. slagtermester Villestofte 15), at sole sig i den glans, der ved tidernes ugunst kan man forsvare at sige ombølgede den agtede farmaceut.
Så var der chefen for det borgerlige infanteri, kaptajn, købmand Harksen, hans højre hånd, premierløjtnant, købmand Hartvig Glückstadt samt løjtnant, bogbinder Hindberg, alle ypperlige repræsentanter for den gedigne borgerstand, der udgjorde denne del af væbningen.
Som kommandersergent ved samme afdeling træffer vi så kendt et navn som barber Spetzler 16), og i fanebæreren møder vi en mand, hvis navn også har god klang i fredericianske ører, nemlig vognmand, korporal Windeløw 17). Endelig var der musikkorpset, der bestod af ikke færre end 25-30 musici, der under ledelse af kapelmester, skræddermester Henzel trakterede instrumenter af både træ og messing, janitsharer, klokkespil, obo, stortromme osv.
"Jægerkorpset" bestod hovedsagelig af reformerte og unge avlsmænd og kunne, sammenlignet med borgernes afdeling, ikke smigre sig med at være i besiddelse af samme popularitet som denne. Dets kaptajn var købmand Salomonsen, men da min kilde som "borger" ikke interesserede sig særligt for dette kor, noterer vi blot, at det med sine korte rifler, sin trippemarch og sit lille musikkorps var genstand for de borgerliges, om ikke foragt, så dog ligegyldighed, hvilket under visse forhold kan være langt værre. heller ikke omtaler han synderligt indgående det ridende kor, de gule, eller artilleriet, de blå. Kun får man at vide, at førstnævnte bestod af ca. 25 ryttere, dels købmænd og slagtere, dels avlsbrugere, under premierløjtnant, sukkerraffinaderiejer (Sukkerkoger) Didrik Krackes 18) kommando, at købmand Olsen var løjtnant, og købmand, avlsbruger Kasper Jensen sekondløjtnant, samt at den musikalske assistance ydedes af firmaet Franz Dupont og søn, der udrustede som trompetere red i spidsen for det samlede kommando 19).
Og ligeledes, at det borgerlige artilleris ledelse var i hænderne på kaptajn, snedkermester Arnt Nielsen 20) med assistance af Anders konstabel og konstabel Schmidt, der som gamle artillerister forstod (?) at bakse med de to 80-pundige kanoner, der udgjorde hele artillerimateriellet, men i krogene hviskedes der noget om, at tjenstgørende premierløjtnant i artilleriet, Hoffmann, vistnok var den egentlige leder, hvad der jo kunne synes at være en ret ondartet kritik over væbningens artilleripersonel.
Det var med denne styrke, at man her i Fredericia besørgede vagt- og garnisonstjenesten. Med iver kastede man sig over eksercitsen, der dreves nogle timer hver søndag. Havde man så øvet og forberedt sig 3 søndage i rad, holdt man mønstring, præsentation for chefen, den fjerde, og på denne dag viste man så, hvor vidt man var nået i eksercitsen med flintegeværet, og hvad man ellers havde lært tillagt af nyt og repeteret af gammelt i de forløbne uger. Da var de gode borgere ikke billige. De store chakot'er, der mindede tilskueren om grønthandlerens skæppemål, var pudsede og børstede og bar som pynt en stor pompon, der ordentlig kunne vippe under marchen. Det hvide krydsbandoler til sablen skinnede som nyfalden sne, og de sorte benklæder, der var gode nok til den daglige tjeneste, blev på denne mønstringens store dag ombyttede med hvide, der vel var chikke, men ikke praktiske, ligesom også de røde galioner, der var skæppemålets fornemste pryd, måtte vige pladsen for nogle lignende i hvidt. Og endelig havde man omtrent børstet luven af den fine blå trøje, der med sine skøder, sin røde vest og den opstående røde krave i facon mindede ikke så lidt om den reglementerede soldaterfrakke.
Da jeg nu ved et tilfælde er gledet ind på omtalen af uniformeringen, kan jeg ligeså godt for jægernes og de blå's vedkommende tilføje, at disse i deres grønne jakker nærmest lignede det lette infanteri, og at disse, som allerede navnet, varsler ikke afveg fra artilleriets traditionelle mørkeblå frakke, der dog oplivedes ved sine snore, sin krave og sin brystvest af den endnu gængse karminrøde farve. Alle disse uniformer stammede fra soldaterkongen 6te Frederiks dage. Da tanken om oprettelsen af en Fredericia-borgervæbning førtes ud i livet anno 1831, benyttede foregangsmændene den lejlighed til at forelægge kongen uniformspørgsmålet, der gaves dem, da han tilfældigvis på en rejse opholdt sig på Snoghøj. Herhen vandrede nemlig 3 mænd, slagtermester Villestofte, vognmand Windeløw og Lars Munck 21), alle udstafferede med chakot'er og livkjoler og alt det øvrige tilbehør, der selvfølgelig vakte kongens udelte beundring og hidførte den snarlige stadfæstelse.
Havde slaget ved Isted fundet sted på det tidspunkt, nærværende linier omhandler, og havde de gode borgere kendt den berømte situation i Bilskov kro, hvor general Krogh lægger slagplanen 22) i overværelse af hærens chefer, så havde mangen fredelig fredericianer måttet mindes dette, når han på hovedvagten samledes med sine ligestillede for at lægge planer for kamp og for forsvar. Delte var meningerne og djærve de ord, der faldt. Enige kunne man naturligvis aldrig blive før slavekrigens rædsler satte sindene i bevægelse i det sydlige og østlige Jylland 23). Også her i Fredericia så man slaver overalt, både inden- og udenvolds. man rustede sig til tænderne og turde næppe bevæge sig våbenløs uden døre. Masser af forsvarsforslag så dagens lys, men kom dog ikke til anvendelse, til alt held, da ellers latterligheden let kunne have fejret nogle skønne triumfer. En gammel brandenburger, maler Lütken 24), ville f. eks. have sprøjterne kørt op på voldene, iblandet vandet med peber for at kunne overgyde fjenden, "lige fedt om det var slaver, oprørere eller prøjsere" med slig kraftig kradser. Andre foreslog læskekalk som sprøjtefyld, det brændte bedre, ja, snustobak havde Napoleon jo efter sigende anvendt, den gang hans spaniolerne 25) aflagde besøg heroppe. Hvorfor kunne så ikke vi bruge det samme. I modsætning til disse ville forslag, der dog næppe skulle tages alt for alvorlige, måtte de kaldes probate, der lød på, at man skulle sætte vognhjul på bjælker, forsyne dem med lange og spidse pigge for under fjendens angreb at rulle dem ned ad voldene og derved hindre ham i opstigningen, eller at opbryde fortovene, samle alle brostenene i dynger på bestemte, særlig udsatte steder for så med dette skyts at kunne byde ham et hjerteligt velkommen. Og ikke blot på kampmidlernes område ville man indføre slige værdifulde reformer; nej, også på taktikkens, som da gartner S...... der indtog en generalstilling i væbningen, idet han var dens "generalløgnhals", udtalte følgende bevingede ord som svar på en forespørgsel desangående: "Når de skyder, bukker vi os og render på dem, mens de lader, så har vi dem ude i Vesterhavet i løbet af 2-3 dage". Det skal dog her tilføjes, at samme Hr. S. var større af ord end mod. Mangfoldige gange havde han snøret sin ransel "for at drage til arméen"; men han lod sig dog hver gang, på sin kones "indstændige" forehold, afholde derfra, men da fjenden endelig for alvor kom, så snørede han også for alvor sin ransel og drog til, ikke arméen, men Horsens, hvor han var i sikkerhed og for resten havde noget kommunalarbejde, idet han havde anlagt Karoline Amalielund 26), den han i ny og næ måtte tilse.
Det skal dog siges til vore bysbørns ros, at rædslen for slavekrigen og dens følger langtfra satte så skønne frugter her som i vor naboby Vejle, hvor de vildeste rygter sattes i omløb. Nu var slaverne set i Vilstrup og Herslev, hvor de for frem med mord og brand. En vældig ekspedition, bestående af unge modige mennesker, udrustedes, og ført af senere kammerråd Beck, dengang handelslærling, drog man af sted, væbnet med knipler, høtyve og leer. Da man så skulle gå løs på fjenden, viste han sig at bestå af et hegn og nogle buske, der havde set mystiske og gådefulde ud i tågen.
Et lignende tilfælde var man vidne til i Bjerge herred, hvor en gammel kvinde havde set slaverne komme ridende i retning af Vrigsted. Som en løbeild for denne meddelelse hen over egnen, og de opskræmte beboere sås snart i lange skarer at trække deres dyrebestand, heste, køer og får, ned til Barrit skov og Klakring skovhave, hvor man håbede at kunne campere i sikkerhed. Da slavernes udebliven imidlertid var af betydelig varighed, fattede man mistanke til alarmeringens ægthed, og ved en nøjere undersøgelse af sagen viste den frygtede fjende sig at være en række popler.
Slige latterlige historier affødtes af den paniske skræk, der fra slutningen af marts og til begyndelsen af april i cirka 1 uge havde grebet befolkningen. Heldigvis var den hele affære af kort varighed og gjorde for så vidt noget godt, som den satte fart i den bevægelse, der havde til opgave at skaffe hæren en forøgelse med frivillige korps. Denne bevægelse sporedes hele landet over, og i begejstringens første tid strømmede der så mange frivillige mennesker af alle aldre til fanerne, at man hurtigt kunne danne den l. bataljon danske frivillige. Da man imidlertid, af politiske hensyn, ikke havde brug for den overvældende tilgang, blev denne standset i tide og det på en sådan måde, at ingen i befolkningen kunne føle sig såret over at få afslag på sit tilbud om personlig tjeneste.
Her i Fredericia sporedes bevægelsen selvfølgelig i høj grad. Vore borgere har altid været gode patrioter og fornægtede sig heller ikke denne gang. Man drømte om landstormen, og enhver våbenfør mand ligegyldig af hvad alder opfordredes til med sin person at yde den skærv, der som en kær pligt påhvilede enhver. Allerede dagen efter opråbet flokkedes man om førerne og skred med streng alvor til den første disciplin, eksercitsen. Ingen holdt sig tilbage. Selv oldinge greb værget, som et lysende eksempel for de yngre. Daglig sås den 84-årige Johan Berthelsen side om side med den 80-årige Berthel Bugge at stille ved voldmøllen, og de 2 timers øvelse syntes ikke i mindste måde at virke hæmmende på såvel deres kræfter som deres energi. Og ude på landet var man ikke mindre krigerisk. Her arrangerede man hele træfninger, der jævnlig endte med storm på den højtliggende kirkegård, hvis stejle stensætning var palisader, der skulle entres og erobres. Med sådanne øvelser fortsatte man det meste af april måned, og først den 24., da efterretningerne om det blodige Slesvigslag begyndte at indløbe, kølnedes modet, fordi man nu så, at der for alvor blev skudt med skarpt, og man næppe kunne vente med held at kæmpe mod de troppemasser, som vore egne regulære Jenser havde ligget under for, men det våbenmateriel, man i landstormen disponerede over, var nu også såre primitivt: Egespir, knipler, spyd, stikjern, lavet af leer, stænger med hager og modhager af jern, således omtrent så bevæbningen ud. På herredskontoret, hvis beliggenhed var på hjørnet af Gothersgade og Danmarksgade, hvor nu købmand Deleuran har forretning, og hvis chef, herredsfoged, kammerjunker Holck 27), var sjælen i det ganske foretagende, indrettedes våbendepot. Herhen tilkaldtes alle smedene fra jurisdiktionen for at gøre alle de gode ideer med hensyn til våbenfabrikation til virkelighed. Lars Munck, hvis ædle, danske sindelag gang på gang gav sig udtryk i gerningen, skænkede 12 gamle korsgeværer (partisaner), som af smedene blev taget til model for nyanskaffelser, og mange andre ydede også ved gaver og håndsrækninger deres skærv til den store sag, der hvor primitiv en måde den end gav sig udslag på, én gang ført ud i det praktiske dog var født til en bedre skæbne end den at blive genstand for en eftertids latter.

INVASIONEN

Den 1. maj 1848 nåede det prøjsiske hovedkvarter den lille, venlige sønderjyske by Christiansfeld, hvor general Wrangel sammenkaldte sine højere officerer, dels for at meddele dem, at han den næste dag agtede at overskride den nørrejyske grænse, dels for at lade generalstabsmajor Kirchfeld oplæse beretningen om den svenske feltherre Wrangels storm på og erobring af Fredericia i oktober 1657. Den 2. maj blev grænsen overskredet, i følge ovenstående bestemmelse, og Nørrejylland måtte nu som en sørgelig erstatning for vore egne tropper, der 8. dagen efter til sidste mand havde rømmet det gamle hovedland, modtage den prøjsisk-slesvigholstenske invasionshær.
Her i Fredericia var man allerede få dage efter slesvigslaget på det rene med, at fæstningen ville blive besat, og rygtet herom vandt yderlig i fasthed, fordi 2 soldater af 3. jægerkorps på påskens sidste helligdag ved firetiden ankom til byen, helt vilde, grebne som de var af kanonfeber. Hvor utroligt det lyder, havde de løbet fra Slesvig og hertil på 1½ døgn. De råbte på, at fjenden var i hælene på dem, og hvert øjeblik så de sig tilbage som for at overtyde sig om, at de ikke i næste øjeblik ville være indhentede og nedhuggede. Øjenvidner udtaler, at man ikke trods det latterlige i tildragelsen kunne tænke sig at le deraf, så uhyggelige så de ud, men man var vel i forvejen alt andet end stemt for latter. Meddelelsen om 1. påskedagens store tab og udsigten til en invasion havde allerede sat sit stempel på fredericianernes sindstilstand.
Kommandanten, oberst Krag, der ikke fik regulære tropper til sin disposition, traf i tide sine forholdsregler, på det at ikke regeringens og hærledelsens påbud skulle blive overtrådt. Han gav bl.a. ordre til, at alle i byen beroende skydevåben ville være at aflevere, samt at borgervæbningen hvilken respekt man end kunne have for, den uden kamp måtte finde sig i at bøje sig ind under det fjendtlige åg, hvilket var yderst sørgeligt. Man havde ikke haft den ringeste lejlighed til at trække sværdet af skeden, og nu, da fjenden endelig kom, skulle man af med sit værge. Den eneste, der havde fældet geværet mod en fjende, var skrædder Suppli, der sågar ikke brød sig om at få denne sin krigshistorie nævnt. men det var også en lystig affære.
En aften, da kastelsvagten var etableret, og feltråbet meget militærisk var udgivet, blev Suppli 28), skrædder her af byen, kommanderer på post ved pulvertårnet, nu krudthuset, hvor spøgelser og onde ånder, i følge overleveringen, drev deres ondsindede spil. Disse ånder havde til alt uheld udset sig den stakkels skrædder til offer, og ville kl. 12 midnat aflægge ham et besøg for lige som vagtrunden at undersøge, om han var på sin post. Ånderne var, i parentes bemærket, ret menneskelige, idet de bestod af malerne Lütken og Sandfuss samt lysestøber Willing. Spilopmagere, der, siddende på hinandens skuldre, og indhyllede i et hvidt lagen, ville drive gækkeri med skildvagten ved at kyse livet af ham. Den militæriske skrædder var imidlertid på sin post og langt fra at spøge med; han råbte gespenstet an og tilføjede følgende saftighed:
"Kraft, draft ede å fortære mæ. Fred o mi post !" , men da fremrykningen fortsattes, og spøgelset ikke lod sig anfægte af vagtens tilråb, fældede Suppli gevær og gik løs med bajonetten. Til alt held veg fredsforstyrrerne til side, og den tapre skrædder, der havde lagt hele sin skrædderkraft i udfaldet, løb med en sådan kraft bajonetten mod et træ, at den blev helt bøjet, hvilket havde følgende resultat: 1 rigsdaler i arbitrær straf til punsch !
Der herskede en trist stemning i borgervæbningen, da den i dagene omkring månedsskiftet måtte aflevere sine våben, både geværer og sabler, men herved var jo intet, at gøre. Lods Jokum Bender sejlede med en til randen fyldt båd over til Fyn, hvor hele herligheden blev bragt i sikkerhed, og her i Fredericia resterede kun et par hundrede stykker af de mest primitive våben, såsom spyd, stikjærn, leer og lignende, der alle blev nedgravede langs muren i nuværende købmand Deleurans 29) hus, hvor herredskontoret, som allerede nævnt, dengang havde sæde. Sandsynligvis findes disse våben endnu på samme sted, og mange kuriositeter vil sikkert komme for dagens lys, om man engang med tiden tænker på at grave ned i grunden for at bringe disse fortidslevninger frem fra deres skjul.
Den vagtgørende del af borgervæbningen blev derefter forsynet med stærke egespir, et værge, der passede bedre for vildmændene i det danske rigsvåben end for den væbnede magt i et krigsførende lands fæstning.
Der herskede en trykkende stilhed og en alvorsfuld stemning, da de første Wrangelske tropper, fusilier bataljonen af 31. infanteriregiment, natten mellem den 2. og 3. maj rykkede ind i Fredericia, men allerede lidt op ad formiddagen skulle vi få disse gæsters tal betydeligt forøget. Denne gang med 1. bataljon af 12. infanteriregiment samt et batteri 6 pundigere, der kørte op i kastellet for at være parate til herfra at meddele omverdenen, at nu var de gamle volde for anden gang i fjendehånd.
Senere på dagen kom Wrangel selv, eskorteret af en bataljon gardeskytter (gardeschützen) under oberst von Fledler, og nu hejstes det tyske flag under salut af 101 kanonskud, der fuldstændig gjorde kål på vore krudtbeholdninger, dem fjenden selvfølgelig brugte til denne kanonade.
Kommandanten, oberst Krag, gik med major Hirsch fjenden i møde, dels for at overrække sin sabel, dels for at yde den fremmede feltherre den skyldige honnør. Sablen blev dog atter tilbageleveret kommandanten, hvem man ikke ville berøve tegnet på hans officersværdighed, og han forblev her i byen i modsætning til majoren, der samme eftermiddag overførtes til Strib. Hvem der derimod ikke beholdt sit værge, det var postbud Baahr, der tilfældig stod på post ved Prinsens Port, da oberst Krag passerede ham på sin tunge gang inden modtagelsen af Wrangel.
"Nå, gode Baahr", sagde obersten, "nu er det bedst, at vi går ind og lader, som om der intet er i vejen", hvortil Baahr indigneret svarede: " Nej, hr. kommandant ! Skal fæstningen overgives ved forræderi, så kaster jeg mit våben og går hjem til Dorthe!" Og så kastede han sit egespir hen ad fortovet og gik hjem til konen, fulgt af kommandantens påmindelser om dog endelig at tage hele sagen med ro.
At kommandanten savnede civil assistance ved modtagelsen af den fjendtlige overkommando, lå i, at herredsfoged Holck slet ikke var her i byen den 3. maj. Han var nemlig på besøg hos pastor Gad i Herslev og var så uheldig sammen med denne at blive taget til fange og ført til Kolding, hvor han sad fængslet (under kontrol) i 24 timer. Der hvilede dog et komisk skær over hele denne tildragelse, og kammerjunkeren var selv den første til at smile ad denne sin ufrivillige, men heldigvis kortvarige fængsling.
Foruden Wrangel, der forblev her i byen fra den 3. til den 5. maj og boede på "Palæet", husede vi så fornemme personer som Bonin og chefen for gardeskyttebataljonen, oberst v. Fidler, der tog ind til købmand Ahlmann, hvis bopæl lå ved Prinsens Port, hvor nu forsamlingsbygningen (Fremad) har beliggenhed. Ja, endogså "Prinsen af Nør" aflagde byen et besøg og tog ind på det Sallingske gæstgiveri i Vendersgade, nutidens Viktoria. Dette besøg var for resten nær bleven skæbnesvangert for prinsen, der blev genstand for et virkeligt attentat, som kun på grund af nogle behjertede borgeres mellemkomst blev forpurret. En vis dyrlæge S., en høj og svær mand, der desværre var fuldstændig ødelagt af spiritus og gentagne gange havde haft delirium, havde nemlig svoret på, at prinsen, denne landsens fjende, skulle falde for morderhånd, til hvilken ende han installerede sig i et kvistkammer hos købmand Isack Glückstadt, der boede skrås overfor det Sallingske gæstgiveri. Han vidste nemlig, at prinsen skulle på inspektion i Kastellet og inden ret længe ville vise sig for at stige op i den vogn, der holdt parat for døren. Et flintegevær havde han lagt til rette i vindueskarmen og stod nu så stærkt optagen af sin skumle plan, at han ikke bemærkede den opsigt, hans forehavende vakte hos nogle forbipasserende. Inden prinsen kom ud for at stige til vogns, var S. derfor overmandet, og riflen taget fra ham, hvorpå han for længere tid uskadeliggjordes ved et internat.
For resten havde "Prinsen af Nør" ikke få genvordigheder at notere under sit ophold her i Fredericia og dens omegn. Særlig med fornævnte pastor Gad i Herslev kom han såre slet ud af det. Da han under et flygtigt ophold i præstegården forlangte, at præsten selv skulle køre for ham, afslog denne naturligvis pure dette forlangende; men da prinsen stædigt fastholdt sin krænkende fordring, gik pastoren ind i sit sovekammer og tog ornatet på, hvorefter han i dette antræk fremtrådte for prinsen med tilbud om personlig kørsel. Prinsen mærkede riposten og frafaldt sit krav, men søgte senere at hævne sig ved at lade det slesvig-holstenske flag hejse på præstegårdshavens flagstang. Dog heller ikke på dette punkt gav pastoren efter. Så snart den fjendtlige dug var nået til tops, firede velærværdigheden den ned igen, og først da prinsen havde forsøgt det flere gange med stadig samme resultat, løb han træt og lod flagstangen stå uden topsmykke 30).
Såvel Fredericias indbyggere som de fjendtlige soldater var ganske naturligt ret tilbageholdne overfor hinanden i de første dage under invasionen. Selvfølgelig var også mange af de uvelkomne gæster brøsige og store overfor vore fredelige bysbørn, men det skal dog med vægt nævnes, at der ikke fandt excesser og plyndringer sted, og at forholdet mellem de tyske tropper og deres danske kvarterværter snart antog en meget venskabelig karakter, der ikke forandrede sig i negativ retning, så længe byen var occuperet. Det var med en ikke ringe selvfølelse, at mangen tysk soldat pralede med sin deltagelse i de nylig stedfundne berlineroptøjer 31), men der hviskedes rigtignok også i krogene, at det var som straf for denne deltagelse, at de nu var sendt af sted til krigsskuepladsen.
Indkvarteringen fandt sted nøjagtig som den dag i dag, og såvel billettøren som borgerne, der jo selv ønskede at få fred og ro, viste deres kvartergæster til rette, så godt det kunne lade sig gøre. Sprogforskellen var jo for manges vedkommende en slem hindring, men med tegn og fagter og en god vilje nåede man hurtigt ud over enhver vanskelighed. Stor munterhed vakte det hos befolkningen, da tyskerne med kniv og gaffel gav sig i lag med vor nationale vandgrød, men måske har den været stivere, end vi får den nu om stunder, så anvendelsen af disse spiserekvisitter har været forsvarlig, for ikke at sige nødvendig. Bagefter tyllede man sig så med øl og mælk i skøn forening, men trods al denne venskabelighed, glemte man dog intet øjeblik, at det var landets fjender, man havde. inden voldene. Man holdt sig passende tilbage og lod aldrig de gode følelser løbe af med fornuften. Derfor vakte det også en del forargelse, at enkelte af de reformerte syntes at kæle for deres soldatergæster.
"S'ist von uns'r' Lüte (leute)", sagde de og mente dermed, at de tyske Jenser oprindelig nedstammede fra disse, vore for længst indvandrede, medborgere. At tyskerne gengældte denne forkælelse, siger sig selv. Kun skade, at betalingen i flere tilfælde bestod af tyvekoster, der var rapsede fra vore både militære og civile institutioner, som f. eks. proviant- og arsenalgården. Fra en enkelt for øvrigt mindre agtet borger, blev der efter prøjsernes afmarch kørt ikke mindre end 7 læs tømmer, gammelt jern og andet materiale tilbage til kastellet, hvorfra det et par uger i forvejen var bleven rapset, og eksempler på avisbrugere, der havde både 2, 3 og 4 læs af lignende art, var ikke sjældne. Til tyskernes ros skal det derimod siges, at de gennemgående var forsigtige med ild og lys. Sådan noget frygter man jo altid mest for, men under invasionen i 1848 forefaldt der her i Fredericia ingen alvorlig ildebrand. Det lå måske i, at svovlstikkerne endnu ikke havde set dagens lys. Ude på landet hørte man derimod ikke sjældent om ildebrand, hvorved et udhus, en længe eller endog en hel gård var gået op i luer, men de afdelinger, der kantonnerede i vore omliggende landsbyer, var også gennemgående af en mere rå og simpel natur end de berlinske, idet de for en del bestod af friskarer. Vi havde desværre ofte lejlighed til at forarges over dem, da de tit kom herind med orlov. Så hørte det til dagens orden at se dem opføre sig ganske uhøvisk, heldigvis kun i udkanterne af byen, såsom i Dronningens- og Kongensgade. Ganske ugenert brugte de den åbne gade til aftrædelsesværelse, om den så var aldrig så fuld af folk. Til sidst blev dette dog de gode borgere for stift. En del unge mennesker, bl. a. Chr. Cohr 32), gik løs på de ubudne gæster med lange knipler og egespir og jog dem ud fra stadens enemærker, hvorpå et par behjertede mænd forestillede kommandanten det utilbørlige i deres opførsel. Det blev da også snart forbudt dem at komme til bys, og de måtte pænt blive ude i Vejlby og Egeskov, hvor deres afdeling hørte hjemme.
Nej, så foretrak man rigtignok en hel anden slags gæster, dem, man havde haft til overflod af, efter at 12. og 13. bataljon var rykket ud. Da var der kommen en strøm af slesvigske og holstenske arrestanter, private folk, der afhørtes på Fredericia rådhus 33). Rapport over hver enkelt fulgte med, og de transporteredes på ægtvogne, under bevogtning af 2 soldater, én for og én bag, begge med ladte geværer. Når så forhøret her, var afsluttet, gik turen for manges vedkommende videre til Odense og København, fordi vore egne arrester og vagter hurtigt var fyldte. hvor ubehagelige mange af disse gæster end kunne være, så foretrak man dem frem for friskarerne. Man havde jo krammet på dem og vidste dem i sikkerhed bag lås og slå.
Endnu lever der her i byen enkelte gamle folk, der med glæde mindes den ekstrafortjeneste, man i hine bevægede dage kunne stikke til sig, når man havde bestredet en af de alt andet end magelige stafetture, som hyppigt gik ud her fra Fredericia til omegnens sognefogder og gårdmænd. Der var jo hver dag brug for store kvanta fourage og proviant og andre krigsfornødenheder, ligesom også de udenbys kvarterværter stadig måtte stå i nøje rapport med herredskontoret. Min kilde, fiskehandler Munck, der den gang var en dreng på 13-14 år, var en af de sikreste og pålideligste løbende stafetter og fik 2 mark, når turen gik til sognefogden i Trelde, og det dobbelte en svimlende sum, når turen gik til Egum, Stallerup, Pjedsted eller Skærup mark. Christian slagter, der var flot ridende, kunne derimod prale med en indtægt, der var det dobbelte af Muncks, så kunne han nok stå for de spydigheder, der hentydede til, at det var hesten og ikke ham, der tjente pengene.
At vi nævner navnene på de sognefogder, hvem disse ture gjaldt, er kun en ringe skyldighed, vi viser dem, som tak for det store og ulønnede arbejde, de i disse krigens dage udførte. Der var gårdejer Lomholt, foged i Vejlby Sogn, og Per Ousen fra Egum, foged i Ullerup sogn. Der var Jens Hansen fra Stallerup, foged i Bredstrup sogn, og gårdejer Jens Hansen fra Pjedsted, foged i Pjedsted sogn. Og der var Ivar Lassen fra Erritsø, foged i Erritsø sogn, alle sammen mænd, der med forståelse af deres ansvar og til deres overordnedes fulde tilfredshed røgtede deres ingenlunde lette og utaknemmelige arbejde.
Det er tidligere nævnt, at stemningen her i byen allerede få dage efter prøjsernes indrykning var fredelig og korrekt. Det eneste, der i ny og næ kunne kaste en brand ind i sindene og tænde krigsluen, var den bevægelse, som de Steen Billeske 34) angreb på de tyske batterier kunne forårsage. Under småtræfningerne i månedens første dage kunne de gode borgere lade sig rive med, når kanonerne talte deres alvorsfulde sprog, og da de lettest fængelige blandt de mange tilskuere åbenlyst søgte at hjælpe deres brødre derude på flåden, offentliggjordes efterfølgende bekendtgørelse, der komisk nok er affattet af de danske myndigheder ved politimester Rabech, og hvis indhold for nutidsmenneskers øjne synes at være holdt i et sprog, der var alt andet end egnet til at holde krigeriske gemytter i ave. Mangen ung mand og gammel med for resten har ærgret sig ved dens fremkomst, ikke mindst retsskriver Dræby, hvis stride sind under de forhåndenværende forhold fik en yderlig tilsætning af stridbarhed. Da han f. eks. formedelst sin uløselige skrift, en uheldig ting for en skriver, fik en reprimande fra ministeriet, hvis forbenede kopister havde klaget over de Dræbyske hieroglyffer, svarede han i øjeblikkets krigsstemning respektstridigt tilbage: "Jeg har lært at skrive. Nu må d'herrer. lære at læse !"

"Bekiendtgiørelse!
Ifølge Commandantens befaling må enhver civil person strax forlade voldene når et Fjendtligt 35) eller kanonade begynder. ligeledes må huusporte og huusdørre ståe åbne om natten for at soldaterne ubehindret kan forlade deres Qvarteer. overtrædelse af dette forbud bliver straffet efter krigslove.
Iøvrigt må jeg på det indstændigste opfordre alle stadens indbyggere til at afholde dem fra enhver fjendtlig Ytring mod stadens garnison.
Fredericia byfogedcontoer den 7. maj 1848. Rabech."

Denne bekendtgørelse nåede lige at øve sin virkning, inden kaptajn Bille den 8. maj rettede sit store angreb på de tyske batterier. Efter at have taget lods Lassen om bord i Middelfart, lagde Bille op bag kastelspynten og åbnede fra "Hekla" og sine kanonbåde et bombardement mod byen, hvilket besvaredes af den tyske garnison, hvis batterier var placeret dels i Kastellet, dels ved det gamle ridehus, der lå, hvor nu færgelejerne er anlagt. Alle mulige gisninger vaktes der hos den passive befolkning. Man hørte ytringer, der gik ud på, at han (Bille) vel sagtens ville nedskyde flagstangen ude i kastellet, eller at han inden ret længe ville forsøge en landgang for at drive den fjendtlige besætning ud af fæstningen. Man beklagede, at han ikke lagde sin flotille om ved Østerstrands nordlige udløber, hvorfra han kunne have beskudt sin modstander i ryggen uden selv at blive udsat for træffere. Man sørgede, da Heklas jolle blev skudt fra og drev ind under land, et bytte for vind og vove og tyskerne, der førte den i triumf til Berlin, og man jamrede, da de danske granater faldt ned i byens gader og spredte rædsel og ødelæggelse om sig. En af dem sprang ud for smed Melsings 36) hus på hjørnet af Fyns- og Vendersgade, i det øjeblik oberst v. Fiedler, chefen for gardeskytterne, kom ridende på vejen hjem fra inspektion. Hesten stejlede af forskrækkelse og smed obersten af, uden at han dog kom til skade. Ikke så heldig var tjenestedreng Frants Larsen, senere undergraver ved Trinitatis. Han var for langsom i vendingen og kom ikke af vejen, hvorfor han blev skive for et sandt bombardement af stenfliser og -splinter, der sårede ham, så han måtte bringes bort og forbindes. Han fik dog ingen men af tildragelsen og kunne for så vidt prise sig lykkelig, når han tænkte på den ulykke, en anden granat bragte over 2 stakkels kvinder. Denne granat, der sprang på reformeret kirkegård, sårede nemlig Jakob Honorés Datter 37) i ryggen, og det så alvorligt, at hun 22 dage senere, samme dag som Fredericia blev rømmet af de sidste prøjsiske tropper, afgik ved døden efter støre lidelser. En stump af samme ondsindede granat traf samtidig kammerråd Valeurs 38) tjenestepige 39), der stod inde på fortovet, i færd med at tage gadespejlet ned. Hun mistede det ene øje og fik i den anledning en lille pension, som hun oppebar til sin dødsdag, der indtraf for kun et par år siden.
I sandhed én dårlig gavn af en dansk granat. I alt blev der vel vekslet et par hundrede skud, og artilleriduellen havde en varighed af 2-2 1/2 time. om den skade, Bille tilføjede tyskerne, har stået i passende forhold til den fordel, som foretagendet bragte os selv, er vist mere end tvivlsomt. Arsenalgården og vagten, der begge lå i kastellet, blev skudt i brand og måtte i 1849 erstattes med interimistiske bygninger, der kostede mange danske penge. Og ikke nok hermed, nej, Strib færgegård blev af de tyske granater skudt i grus, ligesom også Middelfart blev udsat for et bombardement fra et ridende batteri, der fra Erritsø blev dirigeret ned til bakkerne ved Snoghøj. Sådan var hævnen mange gange for dyr for os til at kunne opveje fordelene ved vort eget angreb. 6 døde og 14 sårede, en kanonbåd med grundskud og 16 kugler i skroget på "Hekla", det var vort udbytte et resultat, der i magerhed søger sin lige, men hensigten var nået vore "gutter om bord" var vænnede til kampen, skarpskydningen og krudtrøgen.
Dette var den sidste kamp mellem de tyske batterier og kaptajn Billes flotille. Sindene faldt derefter snart til ro og havde kun een længsel, at Wrangel skulle forlade Jylland. Hans store fordringer på kontributioner hvilede jo som et åg på den sydjyske befolkning, mindst måske her i Fredericia, hvis indbyggere i egenskab af kvarterværter delvis slap for videre tiltale, men nægtes kan det ikke, at der var jubel og glæde i hver en stue, da den 25. maj oprandt. Da sagde vi farvel til vor tyske gæst og hans tropper, der i de følgende dage forlod vor gamle fæstning. Den fredericianske befolkning havde for det år båret sit kors og kunne nu med rolig samvittighed være passiv tilskuer til de kampe, der skulle udspilles på den sundevedske halvø, førend man kunne opnå den så længselsfuldt eftertragtede våbenstilstand af 1/9. Da kunne man atter i tilfreds magelighed dyrke sit hjem, sin omgang og sin politik, og stille og roligt forberedtes valget af Amtmand P. G. Bang 40), der blev Fredericias repræsentant i den grundlovgivende forsamling.
Den så hårdt tiltrængte våbenhvile spredte hurtigt fred i befolkningen. Det var, som åndede man anderledes frit, nu man vidste, at kanonernes tale var forstummet. Den 5. oktober foregik valget til den grundlovgivende forsamling, og i valglokalet der, hvor nu Møller Mosegård har til huse samledes 3-400 vælgere for at give amtmand Bang et tillidsvotum. (afløstes 5/12 s.å. af herredsfoged Holck).
Med sindet fyldt af håb så man fremtiden i møde, lidet anende, at året 1849 skulle blive det tungeste prøvelsens år for Fredericia og dens børn.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286