FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

FRA BELEJRINGSTIDEN I FREDERICIA 1849
H. G. BØNNELYCKE

Forord
Disse Meddelelser fra 1849 handle ikke om Krigen eller Feltlivet i Almindelighed, men ere Uddrag af Dagbogsoptegnelser, hovedsagelig gengivne saaledes som de i Øjeblikket ere nedskrevne af Undertegnede, der i en ung Alder havde Lejlighed til at opleve Begivenhederne paa nært Hold og selv i særlig Grad var Part i Sagen. Skøndt der ikke altid var Tid og Ro til udførlige Notitser, tør det Meddelte dog gøre Fordring paa at være fuldt authentisk, idet jeg er mig bevidst at have holdt mig nøje til Virkeligheden og aldrig at have nedskrevet Noget "Was sich nie und nirgends hat begeben".
Maj 1899.
H.B.




Febr. 10.
Der tales kun om, at Voldene skulle sættes i Forsvarsstand, og de herværende Batailloner ere beordrede til at indkalde Mandskab til Fæstningsarbejde i næste Uge.

Febr. 26.
Vaabenstilstanden er op sagt fra dansk Side og "Hekla" ankommen hertil.

Marts 18.
I Dag forlod 13. Bataillon Byen. Den indskibedes kompagnivis i Færger, som slæbtes af Dampskibet "Odin" til Strib. Foreløbig skal Bataillonen indkvarteres i og ved Middelfart.

Marts 19.
12. Bataillon marscherede herfra, foreløbig til Taulov.

Marts 21.
Hver Dag rykke Tropper ind og ud af Byen, og i alle Huse har man stærk Indkvartering
Ved Prinsensport er nu anlagt en Vindebro, og hele Fæstningen er i utrolig kort Tid bragt i fuldstændig Forsvarsstand. Mølleengene og Engene ved Vasebakken ere satte under Vand, saa at det fra Landsiden tager sig ud, som om Byen laa paa en ø.

(Fra Dato indtil 11. Maj ere Optegnelserne ikke saa fuldstændige som ønskeligt, da mange Blade mangle i min Dagbog for dette Tidsrum.)

Marts 28.
Den franske General Fabvier har været her for at bese Fæstningsværkerne.

April 7. Paaskelørdag.
Vore Tropper, som den 3. April vare rykkede ind i Slesvig og samme Dag havde en Affære i og ved Haderslev, skulle nu staa i Kolding. Artilleriet hår hele Aftenen kørt Kanoner (84 Pd.) paa Voldene.

April 8. Paaskedag.
Var Paasken sørgelig ifjor, da Budskab,et om Slaget ved Slesvig naaede os og Krigens Alvor ligesom rykkede nærmere paa Livet,' idet der blandt de Faldne fandtes saa mange, ogsaa fra denne By - bl. a. Kaptajnerne Obel, Næraae, Mechlenburg og Friedrichsen - da var den tilvisse ikke mindre sørgelig i aar. Efterretningen om, at Linjeskibet "Christian VIII." er sprunget i Luften og "Gefion" taget af Tydskerne i Eckernførde Bugt Skærtorsdag, har fremkaldt en yderst nedtrykt Stemning her, og Alle ere betagne af Frygt for Fremtiden. Flere have i Sinde at pakke ind og forlade Byen, da en Belejring næppe kan udeblive.

April 10
Man hører kun Tale om Fjendens Indrykning i Jylland og om Bombardement. En Forsmag paa hvad der i saa Henseende er i Vente fik man derved, at den nye Kommandant, Oberst Fibiger, i Dag lod afholde Mønstring over Sprøjtekorpset paa Raadhuspladsen. Flere af Beboerne ere allerede rejste fra Byen og mange, have sendt deres Tøj bort - vi endnu ikke, saalænge Konfirmationen ikke er overstaaet.


April 1l.
Konfirmationen afholdtes idag, Onsdag, i begge Byens Kirker, imod Sædvane, paa en Søgnedag, da det ikke ansaas for raadeligt at afvente førstkommende Søndag, den sædvanlige Konfirmationsdag; hvis den skulde foregaa i Ro, Skønt saa mange ere fraværende og mange beskæftigede med Indpakning indfandt der sig dog ikke faa Gratulanter, men Stemningen var saa forunderlig trykket. Istedet for Oberst Fibiger er Oberst Lunding udnævnt til Kommandant.


April 12.
Det hedder almindeligt, at i Tilfælde af Bombardement skulle alle Byens indvaanere bringes ombord paa Transportskibe og overføres til Fyn. Utallige Rygter krydse hverandre, og desværre er meget deraf klln altfor sandt. Der kommer nu igen en Mængde Militær her til Byen; vi fik saaledes igaar 2 Løjtenanter og 22 Mand i Indkvartering, foruden de 34 Menige vi havde i Forvejen.

April 15.
Et Rygte om, at Prøjserne allerede skulde være i Kolding, forøgede den i Forvejen herskende Uro og Ængstelse.

April 20.
At denne Dag skulde blive en Forstyrrelsesdag, anede vist ingen i Morges, thi man var nu i de sidste Dage igen falden lidt til Ro. Omtrent Kl. 10 Formiddag kom flere Ordonnantser jagende med den Melding, at Tyskerne vare i Kolding. Der blev straks slaaet Allarm, og alt Militæret kom paa Voldene. Naturligvis vare de forfærdeligste Rygter i Omløb og de gamle Koner fik: travlt med at græde - kort sagt, Forstyrrelsen var grænseløs. Mange Familjer rejste bort fra Byen, og de fleste gjorde Alvor af at sende deres Sager bort. Vi maatte nu ogsaa til at tænke paa at rømme op, thi efter al Sandsynlighed vilde der ikke blive lang Frist at gøre Regning paa. Men, hvor skulde man begynde og hvor ende? N aar man, som vi, gennem en længere Aarrække havde knyttet sig saa fast til Stedet paa mange Maader, var det unægtelig en vanskelig Sag, paa staaende Fod at skulle give Slip paa alt dette, men der var intet Valg. Det var jo heller ikke saa behageligt, paa Forhaand at maatte opgive .enhver Mulighed for at kunne benytte en midlertidig heldig Conjunktur, men det værste var dog, at vi havde Pakhusene fulde af Tobak, (NB. ikke den saakaldte Frederitstobak, men et meget værdifuldt Lager, hvoraf den sidste Ladning just ved Juletid var hjemkommen fra Bremen) og da det hele var udpakket af Fadene, var det følgelig i løs Tilstand, hvorfor det lige saa lidt var tilraadeligt at borttransportere det som at lade det blive tilbage. Imidlertid maatte der jo hurtig tages en Bestemmelse. Henad Aften indløb der dog gunstigere Efterretninger, som foranledigede os til foreløbig at opsætte Familjens Afrejse, der allerede var forberedt.

April 22.
Imorges afmarscherede Moltkes Brigade (11.,8. og 9. Lin. Batl. samt 5. og 6. Res. Batl.)
til Kolding for at angribe Tyskerne, i Forening med Ryes og Schleppegrells Brigader.
Hyis de, som det kan befrygtes, maa vige for overmagten, retirere de ind i Fredericia, og da begynder Bombardementet formodentlig; maaske vækkes vi allerede i Nat ved kanonkugler og Bomber. General Bülow og Oberstløjtnant Flensborg have afløst General Krogh og Oberstløjtnant Læssøe i Overkommandoen.

April 23.
Aarsdagen for Slaget ved Slesvig synes at have været ligesaa uheldbringende for os Danske som Dagen ifjor. Kl. 10 imorges indtoge vore Tropper vel Kolding, men bleve igen fordrevne derfra Kl. 2. En stor Del af Byen, fra Torvet til Sønderbro, er afbrændt, og efter Sigende, skulle flere Indvaanere være dræbte. Endel Insurgenter, som havde skjult sig i Staldbygningen ved Slottet, dengang tyskerne først retirerede, fyrede derfra paa vore tropper og dræbte bl. a. Løjtnant Hoyer af Ingeniørerne, som nylig har ligget indkvarteret her i nabolaget. .General Rye har haft en Fægtning vesterpaa. Af 12. Batl. ere Major Harboe, Løjtnanterne Platen og Pio samt En læge saarede. En norsk Qfficer døde mellem Hænderne paa dem, som løftede ham af Vognen, og en forfærdelig Mængde Saarede ere indlagte paa Lazarethet her. 6. Res.Batl. har lidt meget. Endel Fanger bleve indbragte her til Byen om Aftenen og interneredes i Katholsk Kirke. Nogle af dem gjorde sig bemærkede ved en theatralsk Optræden, men forresten saa de fleste ud som de afskyeligste Banditer. En Borger blev arresteret, fordi han gav sig i Snak med En af dem, som han kendte, men løslodes straks igen. Der var ogsaa nogle iblandt dem, som tidligere havde ligget i Garnison her ved 13. Batl.

April 24.
Vi havde fragtet en Skipper, som skulde afgaa til Bogense med vore bedste Ejendele, deriblandt en mindre, kun den allerværdifuldeste Del (30,000 Pd.) af det store Lager, for dog i hvert Tilfælde at redde lidt; man maatte jo være belavet paa det værste, og dersom alt blev ødelagt ved Bombardement, var der ingen Erstatning at vente af Assurancen, thi dennes Forpligtelser ophæves i Krigstid. Med samme Skipper afgik tillige alle mine mindre Søskende, hvis Rejses Maal var Svendborg, men de maatte gøre Omvejen over Bogense, fordi vi ikke turde risikere at sende dem paa egen Haand over Bæltet. Ved Havnen var der nemlig en ubeskrivelig Forvirring og Trængsel af de mange Mennesker, som over Hals og Hoved vilde afsted, naar der gik Baade eller Færger til Strib. Det blev saaledes ikke alene en anstrængende, men ogsaa. en højst urolig Dag, thi den hengik under en nervøs Travlhed og Spænding, som endmere forøgedes ved de mange Rygter, der vare i Omløb, og da jeg henad Aften, ved et Besøg paa Lazarethet med noget Linned til den saarede Kaptajn B. Overalt saas Spor af Menneskeblod, svimlede det for mig.

April 25.
Kaptajn Bonnichsen og Løjtnant Meincke (af 6. Res.-Batl.) ere døde af deres Saar. Blandt de Faldne er ogsaa den statelige Husarvagtmester, Axel Grubb, som i Vinter laa indkvarteret hos vor Genbo, Pastor Hansen, Han blev skudt i Mandags, dengang 1/2 Eskadron Husarer stormede en Skandse ved Kolding.
Amtmand Lehmann skal være taget til Fange af Fjenden. - For at opmuntre Folk, lader Kommandanten hver Aften Brigademusiken marschcre gennem Gaderne med klingende Spil.

April 27.
I Middags begravedes af de Faldne ved Kolding: Kaptajn Bonnichsen, Løjtnant Meincke, norsk Løjtnant Mammen og ca. 21 Menige. Med en Krans til Løjtnant Mammen, med hvem vi kunde regne os i et fjernt Slægtskab, begav jeg mig til tysk Kirke, hvor Ligene Dagen i Forvejen vare henbragte. Officererne saa godt ud, saaledes som de laa der, med Blomster i Hænderne, i aabne Kister, ved Siden af de bekransede Kistelaag. De. Meniges Kister vare lukkede, og paa hver af dem laa 2 Kranse. Efter at Dr. Rørdam havde sagt et kort Farvel ved Baarerne, satte Sørgetoget sig i Bevægelse til dansk Kirkegaard, hvor en stor Fællesgrav skal indeslutte Ligene af de Menige, og en mindre Officererne. I Spidsen for Toget gik 4. Brigades Musikkorps, derpaa fulgte et større Kommando Soldater under Gevær, Søfolkene og Haandværkslaugene med deres Faner, sortklædte Piger, som strøede Blomster, samt Sørgemarschaller. Derefter kom hele Rækken af Kisterne, Officerernes forrest, og tilsidst et umaadelig stort Følge af Officerer, Embedsmænd og Borgere. General Biilow og Oberstløjtnant Flensborg fulgte nærmest. Det var et meget højtideligt Skue at see denne store Menneskemængde bevæge sig langsomt gennem Gaderne under Klokkernes. Ringning og Sørgemusik. Da Kisterne vare nedsænkede i Gravene, blæste Musiken Salmemelodien: "Hvo ikkun lader Herren raade," hvorpaa Feltprovst Boisen holdt en smuk trøsterig Tale. Pastor. Kallenbach talte ogsaa et Par Ord og det Hele endte med 3 mægtige Salver.

April 29.
Det er en næsten uudholdelig Tilværelse i denne Tid. Man har ikke Lyst til at begynde paa noget, fordi man ikke ved, om man faar Ro til at fuldføre det. Vi vente her Fjenden hvert Øjeblik, og Ingen ved, om man ser dem Dag i Morgen, men dog er man ganske ligegyldig og tryg, ligesom sløvet ved de mange Gange, man forgæves har ventet det samme, som nu daglig ventes.

Maj 1.
I Dag begravedes Lt. Holbæk og 3 Menige med stor militær Honnør.

Maj 6.
En Del af de efter Septemberloven Udskrevne, som kom hertil igaar, skulle allerede imorges være afrejst til Armeen.

Maj 7.
Byen er vrimlende fuld af Soldater; hvert Øjeblik rykker nye Afdelinger herind, og Tyskerne staa ved Erritzø. Nu maa det snart gaa løs, maaske allerede i Nat. – I morges angreb es Vore af Fjenden og retirerede langsomt tilbage hertil. Gudsø er afbrændt; det er i Egnen deromkring, at Træfningen i Dag har staaet. Kl. 5 hørtes Kanonade i Retning af Snoghøj. Jeg fik min Moder overtalt til at tage bort, og er nu ene tilbage af Familjen. Paa Fabriken arbejde endnu 60 Personer (Voksne og Børn), men min Ugelønningsbog, som er opbevaret fra den Tid, udviser, at der skulde være 100. De Øvrige ere altsaa forsvundne, siden Uroen kom over Folk.

Maj 8.
"Heklas" Bombardement af Byen ifjor paa denne Dag var naturligvis i frisk Minde, særlig hos os, som fik Broderparten, og man ventede halvvejs, at Tyskerne vilde celebrere Dagen ved en Gentagelse, men til Middag var alt roligt.
Kl. 1 løsnedes en Del Skud fra Voldene, for at forhindre Fjenden i Skansearbejde ved Stoustrup, men han arbejdede desuagtet ufortrødent fort. Fra Volden saa jeg enkelte Tyskere gaa spredte paa vor Mark ved "det høje Træ", en Fjerdingvej herfra.

Maj 9.
De, som ,ikke vare flygtede de foregaaende Dage, skyndte sig bort i Dag, saa at der nu kun er meget faa Familjer tilbage. Af Damer er der kun ganske enkelte, som ville blive. Det er en kedelig Tilværelse, man fører under disse urolige Forhold.

Maj 11.
Lt. Ravn af Ingeniørerne blev saaret ved Blokhuset, som er anlagt til Beskyttelse af Oversvømmelsen, men iøvrigt have vi, med Undtagelse af 1 Mand, hidtil intet Tab lidt ved Fjendens gentagne Forsøg paa at ødelægge bemeldte Blokhus.

Maj 12.
I disse Dage har der staaet en større Træfning mellem Vejle og Horsens. Vore ere retirerede til Horsens og Omegn; Ryes Hovedkvarter er paa Hanstedgaard. - Det er en Selvfølge, at al Kommunication med Byens fjærnere liggende Jorder, saavel som med Omegnen, har været afbrudt siden Fæstningens Cernering af Fjenden, men der er heller ikke længere Adgang til det Terræn, som holdes besat af Vore, og det er strængt forbudt Civile at færdes udenfor Portene. Som Følge deraf maatte jeg i Dag gaa til Kommandanten, Oberst Lunding, som bor i Kammerherre Lorentz's Gaard, for at udbede mig Tilladelse til at maatte lade Svanerne fodre i vor tæt udenfor Fæstningsværkerne beliggende Have, fra hvilken vi have været afspærrede siden i Mandags den 7., da Tyskerne lagde sig her udenfor. Skønt han har saa mange vigtige Ting at tænke paa i denne Tid, mærkede jeg dog ikke, at jeg kom ham til Besvær med denne Anmodning, som han tværtimod opfyldte med største Beredvillighed, gav mig et Pas for en Karl til frit at passere Prinsensport i det nævnte Øjemed, og var overhovedet saa forekommende, at jeg forlod ham, fuldkommen paa det Rene med, at han var en Gentleman, hvad han ogsaa var. I det Hele taget vistes der fra Kommandantskabets Side al mulig Imødekommenhed ved alle Lejligheder. Derpaa havde jeg flere Gange Beviser. BI. a. fik vi i Dagene umiddelbart efter Slaget, da alt laa for Vind og Vove, en Tidlang en Skildvagt med reglementeret Afløsning uden for Huset, for at paase, at ingen Uvedkommende bortførte noget af det tilbageværende, ret betydelige Raavarelager.
(Og i 1864, da vi for 2. Gang vare stillede paa samme Maade, rigtignok midt i Vinterens Hjærte, og da General Lunding atter var Kommandant, gjorde jeg den samme Erfaring, baade fra Kommandantens og den daværende Pladsmajors Side.)
Endnu i Dag, har jeg udbetalt Ugeløn til Folkene, men dermed var det ogsaa foreløbig forbi. Herefter indtraadte en fuldstændig Standsning af Fabriken for længere Tid, og først den 11. August begyndte denne Udbetaling igen.

Maj 13. Søndag,
Hele sidste Nat sad jeg oppe og blev henad Kl. 1 opmærksom paa en ejendommelig Lyd, omtrent som naar der uafbrudt kastes med Sten mod et Plankeværk. Det viste sig snart, at den hidrørte fra en hæftig Geværskydning, idet Vore havde foretaget et Udfald fra Fæstningen for at undersøge Fjendens Stilling og straks var stødt sammen med ham. Kl. 3 var jeg paa Volden og saa Tyskerne drives tilbage til Fuglesang, men henimod Kl. 4 maatte Vore trække sig tilbage, hvorpaa der begyndte en levende Kanonade fra Voldene som maa have gjort god Virkning.

Maj 14.
Atter idag en stor Ligprocession. Kapt. Silberloh, 1 Underofficer og 5 Menige begravedes med sædvanlig militær Honnør (Musik og 3 Salver) paa dansk Kirkegaard, hvor nu ialt 50 Militære ere begravede paa en Plads i de sidste 14 Dage; Der fortaltes, at nogle Soldater, som igaar vare blevne tilbage, da Vore rykkede ud, skulde til Straf marschere Volden rundt med en Halmvisk i Haanden, men fik Straffen eftergivet af Kommandanten. Hvorvidt det forholder sig saaledes, ved jeg ikke.

Maj 16.
!morges Kl. 3 blev jeg vækket, idet en Bombe fo'r med en hvislende Lyd over Taget paa det lave Hus til Danmarksstræde, hvor jeg havde mit Soveværelse, og sprang i Skolelærer Dujardins Have lidt længere nede i samme Gade. Kort efter lyste Skæret af en anden Bombe ind i Værelset til mig; den faldt i Gothersgade, udfor Eksercerepladsen, ogsaa her i Nabolaget. Endnu var jeg dog ikke rigtig klar over Situationen, men først da jeg hørte Beboerne i den lille Gade komme paa Benene og højlydt udtrykke deres Forbavselse over, at der blev skudt ind i Byen, og da den hvislende Lyd flere Gange gentog sig, forstod jeg, at det var det saa længe ventede Bombardement, som nu virkelig var begyndt. Fra Kl. 3 til 8 sendtes Bomber og Granater herind, som anrettede megen Ødelæggelse paa Bygninger, men hidtil vides det dog ikke, at noget Menneske er kommet til Skade, hvilket maa betragtes som et rent Under, da der i flere af de Smaahuse, hvor Bomberne faldt, var mange Mennesker forsamlet. Der fortælles saaledes, at hos en Skomager Eskildsen i Kongensstræde blev kun Kakkelovnen ramt, medens alle Tilstedeværende, deriblandt et Barn i Vuggen, slap fri. Iøvrigt maa Skydningen straks om Morgenen have været stærkere end den blev længere op ad Dagen, da der i Regelen var et Kvarterstid eller mere mellem hver Bombe, der sendtes herind, ligesom den ogsaa i Begyndelsen var mere spredt over hele Byen, medens den senere mere rettedes mod et enkelt Kvarter af samme. Opholdet inden Døre var naturligvis mindre hyggeligt under disse Omstændigheder, og efterhaanden samledes Folk ved den søndre Vold, hvor man ikke var saa meget udsat, da det viste sig, at det mest gik ud over den nordvestlige Del af Byen. Her kunde man fra Volden i Sikkerhed følge Gangen i Beskydningen (dog kunde en Stump af de Granater, som sprang i Luften, ogsaa forvilde sig herhen), hvilken iøvrigt da foregik med længere Mellemrum. hver Gang man hørte en dump Lyd ude fra de fjendtlige Batterier, derpaa en Hvislen gennem Luften og tilsidst et forfærdeligt skrald, vidste man Besked, og alle dukkede sig uvilkaarligt, uagtet Projektilet ikke var faldet i Nærheden. Disse svære 168 Pds. Bomber anrettede megen Ødelæggelse, men der opstod ingen Steder Ild, saa der maa uden Tvivl have været en Fejl ved Skytsets Fyldning. Paa Danmarksgade vare de fleste Ruder sprungne, lige fra Prinsensport til Sprøjtehuset (en Strækning af ca. 1200 alen), og rundt omkring i Byen saa man Ødelæggelsens Spor. Af de Bygninger, som have lidt mest, kan nævnes: Køb. mand Brøchners, Købmand Winds, Harksens, Gæstgiver Sallings, Hans Vintappers, Slagter Philip Nathans, Købmand P. J. Petersens (hvor 4 indstaldede Heste ynkeligt dræbtes), Syndbergs o. fl. Hos Sallings var en Bombe gaaet fra Taget gennem Gulvet 2 Al. ned i Jorden og havde, idet den sprang, molesteret hele det Indre i den Del af Bygningen, hvor den faldt; ligeledes var der ved Sprængning af en Bombe oprevet en Del af Stenbroen og løsnet en stor Grundsten i den nye Bygning i Gothersgade, hvor Oberst Krabbe havde boet, og saaledes saa man overalt Huller i Stenbroen og ødelagte Bygninger. Som anført, hørte Beskydningen op Kl. 8, og man var nu til. bøjelig til at mene, at dermed var Faren forbi.
Fjenden havde maaske betænkt sig, da han mærkede, at hans Hensigt at skyde Byen i Brand ikke opnaaedes, eller ogsaa vilde han ikke udsætte Beboernes Liv og Ejendom for Fare, da han dog ikke kunde tilføje Besætningen synderlig Skade i den vidtudstrakte Fæstning. Man havde jo endnu ikke Erfaringen for, at slige Sandsynlighedsberegninger, dikterede af Humanitet og Civilisation, intet gælde i Krigstid, og slog sig derfor til Ro med disse og lignende Ræsonnementer, da den første Forskrækkelse var overstaaet. At vor Genbo, Pastor Hansens, som var en af de faa Familjer, hvor Fruen var bleven tilbage, ved Kaffebordet erklærede sig for, nu. ikke at ville tage bort, bestemte ogsaa mig til at blive. Jeg syntes endog, det var ret hyggeligt at skulle drikke The hos dem igen om Aftenen - men det blev rigtignok med Forhindringer. Henad Kl. 4 var jeg gaaet ud for at tage Ødelæggelsen i øjesyn, da jeg pludselig overraskedes ved, at Bombardementet begyndte paany. Det viste sig snart, at Bomberne nu faldt mere spredt over hele Byen end i For: middags, og at der ingen Steder var sikkert. Uvis om hvor jeg skulde ty hen, blev jeg, medens jeg flakkede om paa maa og faa, opfordret til at gaa med ud i Kastellet. Her kunde man, uden at være synderlig udsat, fra en Bastion tydelig iagttage Bombardementet, og af den tykke, sorte Røg omtrent beregne, hvor Bomberne faldt i Byen - og herud tyede efterhaanden alle de af Beboerne, som endnu vare blevne tilbage, nogle Embedsmænd og Borgere, en Del Underofficersfamiljer, hele Brigademusiken samt Fattige med deres Børn. Ogsaa vore Genboer vare søgte herud, da de nu ikke længere holdt det for raadeligt at forblive ved Hjemmet, og da de havde ført deres Husstand med, kom jeg saaledes til at drikke The hos dem, kun med den Forandring i Programmet, at det blev paa Feltfod i Kastellet og ikke i deres hyggelige Hjem. Foruden dem vare vi nogle Flere, - Pastor Kallenbach, Dr. Reumert, Købmand Salomonsen med Søn og to af disses Tjenestepiger, ialt en halv Snes Personer - som slog os til Ro for Natten i et lille tomt Værelse i den nye Kastelsbygning og indrettede os, saa godt det lod sig gøre uden Madratser eller Sengeklæder, et Natteleje paa det bare Gulv. - Af Beboerne vides dog En at være kommen til Skade i Dag, nemlig Enkemadam Møller i Danmarksstræde. (Hun blev saa haardt kvæstet, at hun efter svære Lidelser senere døde paa Billeshave Lazareth.)

Maj 17. Kristi Himmelfartsdag.
Allerede Kl.3 imorges var jeg paa Benene og begav mig straks paa Vej til Hjemmet, dels for at se, hvorledes det stod til, dels for at gøre det nødvendige Toilette, thi i Kastellet savnedes naturligvis de allertarveligste Bekvemmeligheder for os Civile; der var ikke engang Vand at faa, i det mindste ikke for hvem der var ukendt med Lokaliteterne. Næppe var jeg kommen saa langt som til Hjørnet af Kongens- og Jyllandsgade, førend en Granatstump susede mig forbi, og nu forstod jeg, at Bombardementet altsaa var begyndt igen, hvorfor jeg opgav at gaa videre. let lille Hus hos nogle Reformerte i Kongensgade gav man mig lidt Vand i en Thekop, men da det ikke forslog' til a:t holde Storvask med, anvendtes det til indvendigt Brug, og jeg begav mig tilbage til Kastellet med uforrettet Sag.' Snart var Bombardementet i fuld Gang, og Granaterne faldt tættere og tættere i Byen, men i Dag gjorde de mere Skade, da de vare fyldte med Brandsats og' tændte Ild flere Steder. Fra det samme Udsigtspunkt som i gaar havde vi god Lejlighed, til at betragte den brændende By og anstille Betragtninger over hvor Bomberne faldt. Efterhaanden som Ilden bredte sig blev Skuet mere storartet! om end alt end hyggeligt; man kendte ja hver Plet: I Dag i gik det især, ud over, den Del af Byen, som laa nærmest Prinsenspart, Slagter Philip Nathans Hus. brændte, først og længere hen paa Formiddagen gik der ogsaa Ild i Chr. Hoyrups, Farver.Hansens og flere Huse i dette Nabolag, saa at hele Kvarteret var afbrændt inden Aften, paa et lille Hus nær til Vendersgade, lige over for Krackes Sukkerfabrik. Inde hos Chr. Hoyrups blev Hoboist Hardenberg af Brigademusiken dræbt medens han drak et Glas Øl; ligeledes mistede en Karl hos Palle Lunds, kaldet "Gamle Søren", og en Daglejer Møller Livet ved, Slukningen. I Kastellet var endnu Sikkerhed, ag vi, som vare komne herud, bleve her fareløbig og fandt os i Forholdene saa godt det lod sig gøre. Takket være Fru H.'s Forsynlighed, bleve vi en dag til Middag trakterede med Chocolade. Skønt den serveredes i en Mælkespand og Pigen gjorde, hvad der ikke behøvedes, Undskyldning for, at den var kogt i en Gryde, der middelbart før Flugten herud havde været brugt til Suppe og ikke havde kunnet skylles af Mangel paa Vand, var det en saa ren Luksusnydelse under disse Omstændigheder, at det ikke noksom kunde paaskønnes. Hen paa Eftermiddagen besluttede imidlertid Familjen H. og de fleste Andre at rejse til Fyn, og jeg var nu overladt til mig selv. Helt uden Tilhold var jeg dog ikke, thi vore egne Piger havde etableret sig nedenfor Kastelsvoldens Flagstang, paa den yderste Pynt af Skanseodden, og havde, idet de maatte forlade Huset, medtaget hvad de kunde føre med sig af Fødevarer og Husgeraad. I det smukke Foraarsvejr var Opholdet her slet ikke ubehageligt; den klare blaa Luft foroven og de rullende Bølger forneden bragte næsten i Forglemmelse, at Bombardementet vedvarende rasede i Baggrunden. Langt om længe hørte det op, og jeg skyndte mig da hjem for at redde ca. 400 Rdl. i Kontanter, som jeg vidste velforvarede i min Pult, men hidtil ikke havde tænkt fornødent at sikre mig. Men stor var min Forbauselse, da Lærer Dujardin, førend jeg naaede hjem, kom mig imøde paa Gaden og overrakte mig et Lommetørklæde, fuldt af de den Gang saa gængse pr. Thl. indeholdende nævnte Sum. Han fortalte, at der var blevet plyndret i vort Hus, og da han tilfældig var kommen forbi, var han gaaet ind og havde overrasket nogle Personer ifærd med at bryde min Pult op. Resolut havde han da taget Pengene som fandtes deri, til sig, og det var dem, som han nu bragte mig velbeholdne. Hvor taknemlig jeg end var ham herfor, vilde jeg dog have været i en slem Forlegenhed med disse Penge, som jeg ikke godt kunde føre omkring med mig paa Gader og Stræder, hvis jeg ikke var kommen ned til Havnen, hvor et Fartøj, fuldt besat med Flygtninge, lige var ved at kaste los. En af de Ombordværende, Fabrikant Bloch, maa have fattet min Situation, thi i yderste øjeblik rakte han mig en hjælpende Haand over Bolværket, og jeg fik netop Tid til at praktisere Lommetørklædet med Sølvpengene til ham, da Skibet stødte fra Land, hvorpaa han tilraabte mig en Adresse i Bogense, hvor jeg senere kunde afhente det. Først nu kunde jeg begive mig hjem for at se, hvorledes det stod til der, hvilket jeg var meget spændt paa, efter den Beskrivelse af Tilstanden, som Dujardin havde givet mig. Det Syn, som mødte mig, overgik dog selv mine dristigste Forestillinger. Boutiken var tømt for hele sit Indhold, Pengeskuffen plyndret, alle Dørene opbrudte, min Pult hugget op, den ret rigelige Forsyning i Køkken og Kælder forsvundet som Dug for Solen, kort sagt, hverken Rub eller Stub, end ikke ganske værdiløse Ting, levnet, overalt hvor man havde kunnet hane sig Adgang. Dertil er nu ikke noget at sige, men man lærer deraf, at naar man boer i en By, som er udsat for Belejring, maa man være helavet paa Sligt og kan tage sine Forholdsregler, thi det er af de uundgaaelige Følger, som en Krig fører med sig. Man gør derfor bedst i, i Tide at bortskaffe Alt, hvad man ikke vil give til Pris. Det var jo. ikke muligt at forhindre Ekscesser under saa usædvanlige Omstændigheder. Den militære Besætning var ikke saa talrig, at tilstrækkeligt Mandskab kunde undværes til Ordenens Overholdelse, og Fristelsen var stor, hvor det Hele i næste Øjeblik kunde være Luernes Rov. I Kiøbmand Brøchners Vinkælder kom Kommandanten selv bag paa nogle Ransmænd og de slap nok ikke naadig fra den Affaire. Fra København var der sendt en Del Brandfolk herover for at assistere ved Slukningen; disse rostes almindeligt for deres Konduite og gode Nytte, men de vare tilligemed det lokale Brandvæsen, for saa vidt dettes Medlemmer vare blevne tilbage, fuldt optagne af de mange Ildebrande. Hvorledes Lejligheden er bleven benyttet til at trænge ind i Husene og plyndre, derpaa kan jeg anføre et Eksempel. Der blev nemlig hos os, hvor der ikke havde været Ild, fundet efterladt et Messingskilt af den Slags, som Byens Brandkorps brugte, mrk. R. C., hvilket betyder "Rednings-Corps". Under den almindelige Forstyrrelse var det let for enhver Uvedkommende at sætte sig i Besiddelse af et saadant Tegn og det er da blevet brugt som Skilt for mindre ædle BestræbeIser. Af lignende Tilfælde har der vel været flere, og det er uden Tvivl saadanne; som have givet Anledning til, at Ordet "at redde", brugt om ikke reelle Hensigter, overhovedet er kommet i Brug. ( I 1864 gik det til paa samme Maade. Den Gang attraperedes hos os baade Mænd og Kvinder, ifærd med at bortføre Koster, og jeg kan som Kuriosum anføre, at en af disse, som overraskedes under sin Travlhed med at tømme en Kiste, fik saa stærkt Hastværk, at han lod et splinternyt Porcelains TafIeluhr i Stikken, som han havde, tilvendt sig andetsteds. Det viste sig lang Tid efter, at det tilhørte vor Nabo, Købmand Riemenschneider).
Efter alt hvad der saaledes var passeret, var der ingen Tvivl for mig om, at fremtidig Forbliven ved Hus og Hjem var en Umulighed, og skøndt Dr. Rørdam, som ikke vilde forlade Byen for de Fattiges Skyld, som maatte blive tilbage, indtrængende nok opfordrede mig til at flytte med op i Fattiggaardsbestyrerens Lejlighed, hvor han og Borgmester Rahbeck, hvis Boliger begge laa i den mest udsatte Del af Byen, tog Ophold og forblev under hele Belejringen, kunde jeg dog ikke bestemme mig til at blive her, naar jeg ikke kunde være i Hjemmet. Jeg fik nu et Pas fra Kommandantskabet til at udføre af Byen hvad jeg vilde og skyndte mig at faa et læs Redningsgods Ekspederet ned til Landingsbroen. Herved var Militairet, som altid, meget beredvilligt til at yde Hjælp. Da det imidlertid var blevet sent paa Aftenen og Færgerne vare ophørte at gaa, søgte jeg mit Nattekvarter fra igaar i Kastellet, hvilket heldigvis var tomt. Vel fik jeg senere Indkvartering af en hel Familie, men det var dog bedre end, at ligge i den store Hovedbygning mellem Kvinder og Børn.        

Maj 18.
Kl. 2 var jeg igen oppe, thi at sove havde naturligvis ikke været til at tænke paa. Allerede fra Morgenstunden af stod Ahlmanns Brænderi i lys Lue, og naar man saa ud over Byen, mødte øjet kun Flammer og den sorte Røg. Nede ved Havnen faldt nogle Granater, som jagede alle dem, der havde søgt Ly i Sildesalteriet eller Saltværkets Bygninger, op til Flagstangen, hvorved der opstod en ubeskrivelig Forvirring. Først henimod Kl. 8 ankom den længselsfuldt ventede Færge; som skulde føre de ulykkelige Beboere over til Fyn, og alle, der endnu ikke havde forladt Byen, kappedes om at komme afsted. Ved Landgangen paa Strib fandt jeg næsten det halve Fredericia der forsamlet, og, efter at jeg havde afventet min Husstands Ankomst med næste Færge, fik jeg en Ægtvogn og rullede afsted til Blanke, 2 Mil inde i Landet, hvor min Moder havde lejet Bopæl i en af de 4 Gaarde, hvoraf Byen bestaar. Ogsaa paa Vejen dertil vrimlede det overalt af Fredericianere som nu havde indkvarteret sig i de nærmest Strib liggende Byer. Jeg var saa træt af de sidste Dages usædvanlige Strabadser og Oplevelser, at jeg sov uafbrudt fra Ankomsten om Eftermiddagen til næste Morgen.        

Maj 19.
Der var næsten for fredeligt i Blanke, og. Skydningen ved Fredericia, som vi her kunde; høre, tillod mig ikke at forblive i Ro, hvorfor jeg henad, Eftermiddagen maatte afsted til Strib. Herfra lykkedes det mig Kl. 7 Aften at komme over til Fæstningen, ledsaget af den ene af vore Piger (Hun lever endnu i Fredericia), som havde stort Mod paa at komme over at redde hvad der endnu kunde reddes af Ting, der hørte til Husvæsenet og som hun vidste Besked om. Bombardementet havde været fortsat, saavel igaar som i dag, og under samme var bl. a. Ingeniørløjtnant Bjerregaard bleven dræbt i Prinsensport, hvorhen en Bombe havde fundet Vej. Det var sørgeligt at se Ødelæggelsen paa alle de kendte Steder. Den ene Side af Kirkestræde, Ahlmanns Bygninger samt Bröchners, Glückstadts, Boalths, Sallings og hele Strækningen ned til Købmand Kraghs i Vendersgade var ganske afbrændt: ligeledes en Del Huse i den øverste Del af Danmarksstræde, Palle Lunds med tilstødende Bygninger i Prinsessegade, og hele Husrækken fra Hjørnet af Danmarksstræde langs Danmarksgade og videre ned i Vendersgade, omtrent til Præstegaarden. Jeg har kun anført nogle af de mest iøjnefaldende Virkninger af disse Dages Bombardement, men for Resten var rundt omkring i Byen Vinduerne ituslaaede og Brostenene oprevne ved Eksplosion. Paa et af vore Lofter fandtes en saadan Sten af 12 Pd.s Vægt, som var slynget op gennem Taget og farvet hel rød af de Tagsten, den havde knust paa sin Luftfart, men iøvrigt havde vi hidtil ingen Skade lidt. Det lykkedes den ovenomtalte Pige og mig, ved Hjælp af tjenstvillige Soldater at redde hvad der var først for Haanden af Møbler og alle mulige andre Genstande og faa det kørt ned til Landingsbroen, inden det blev mørkt, hvorpaa vi, trætte og udmattede, søgte Kastellets gæstfrie Ly, men denne Gang i den til Lazareth bestemte Bygning, der foreløbig benyttedes til Kaserne. Da alle andre Rum vare optagne, maatte vi, tillige med et Par andre, tage til Takke med at ligge her paa Gulvet, midt imellem Sengene, som i to Rækker over hverandre fyldte det store Lokale og alle vare optagne af snorkende Soldater. Atmosfæren var just ikke den bedste.

Maj 20. Søndag.
Kl. 3-4 begyndte Mandskabet at lette og springe ud fra de øverste Etager, hvorfor; vi snart kom paa Benene og ned til Broen. Efter mange Besværligheder blev det Reddede transporteret ombord i Færgen, hvormed vi tog afsted til Strib og derfra hjem til Blanke.

Maj 22.
Da det i det sidste Par Dage har været stille med Beskydningen, forsøgte jeg igaar en ny redningsekspedition over til den belejrede Stad, medtagende 2 af vore Folk samt den omtalte Pige, som var meget ihærdig for at komme over at redde. Alt gik ogsaa godt, og efter endt Dagværk lejrede vi os Alle paa Gulvet eller paa en Stol i vor forladte Bolig. Den første Del af Natten forløb rolig, men Kl. 3 imorges begyndte Granaterne imidlertid atter at spille, og denne Morgenhilsen bevirkede naturligvis, at videre Redningsforsøg standsedes. Fra Kastellet saa jeg Blokhuset for Enden af Oversvømmelsen; om hvilket der har været ført saa mangen Kamp, i fuld Brand. Kommandøren, Løjtnant Hansen af 3dje Jægerkorps, blev dødelig saaret. Fra Voldene og fra Strib blev der skudt stærkt paa Fjenden; men mange af vore Granater sprang i Luften. De fjendtlige Batterier vedbleve længe med Beskydningen, og medens denne stod paa, maatte jeg, opholde mig ved Broen, hvor det igaar Reddede sent paa Aftenen var bleven ført ned, indtil det endelig lykkedes at faa det over til Strib og derfra videre.

Maj 23.
Vi have i Dag her paa Fyn hørt stærk Skydning ved Fredericia, men Byen har ingen Skade lidt; dog skulle 2 Soldater og 1 Civil være blevne saarede.

Maj 25.
Da der idag og i gaar ikke har været hørt til Skydning ved Fredericia, vaagnede Lysten til at komme derover paa ny og jeg gik derfor ved Middagstid til Strib. Ved Ankomsten her holdt Pigen, som i Forvejen var taget over paa egen Haand, paa Broen med 4 Læs Redningsgods. Heldigvis traf jeg straks en Baad, der skulde til Fredericia, som jo ogsaa var mit Maal. Søfolkene vare 2 Artillerister, som endelig vilde have mig med, og Baaden, der ikke var stort andet end en Pram, var kommen drivende ind fra Kattegat forleden. Den havde intet Ror og snurrede rundt, naar Artilleristerne rørte Aarerne. Først vilde de sætte over med mig alene, men til alt Held fik jeg i sidste Øjeblik Rejseselskab af 2 Dragonofficerer, af hvilke den ene, som var Ritmester, forstod sig paa Styrmandskunsten og benyttede en Skovl, der laa i Bunden af Baaden som Ror; uden ham vilde vi aldrig være komne over. Vi fik endnu 2 Piger med. Saasnart jeg var kommen i Land, ilede jeg hjem og besørgede først en Del Forretninger, hvorpaa en Artillerist, en Jyde fra Randersegnen, hvis Navn var Niels, som laa i Kvarter hos os, tog sig af mig og trakterede mig med The. Det var underligt nok at komme som Gæst i sit eget Hus, men han følte aabenbar Medlidenhed med, at jeg skulde finde mit Hjem i saa uhyggelig en Tilstand, som det den Gang var, og vilde derfor gøre mig Opholdet saa behageligt som muligt.
"Serveringen" foregik paa følgende Maade: Vandet kogte han i en kasseret, Rustnet Vandøser, som han havde fundet i Gaarden, og hældte det tillige med Teen paa en gammel, støvet Tepotte, som stod i Køkkenvinduet; hans Slof, ogsaa en rigtig flink Jyde, ved Navn Jacob (han forulykkede senere ved Badning, kort efter Slaget) bragte nymalket Mælk, formodentlig fra eet af de paa Gaden løsgaaende Kreaturer, som Soldaterne malke, og saaledes var Fløden bragt tilveje; Sukker fandtes paa et Bord i eet af Værelserne. For at gøre Anretningen komplet, fremtog Niels endelig en "Sulekasse" , indeholdende Smør, Brød m. m., og hvad kunde der forlanges andet under saa usædvanlige Omstændigheder? Jeg erfarede her, som ved. anden Lejlighed, at Soldaterne lige saa meget beklagede os Civile, som vi dem. Hvor uhyggeligt det end var at se Ødelæggelsens Vederstyggelighed rundt omkring, skar det mig dog i Hjærtet at forlade Hjemmet, hvor Frugttræerne i Haven stod i det skønneste Flor, thi, trods Tomheden og Forstyrrelsen i hver en Krog, var jeg dog hellere forbleven her, saafremt det nogenlunde havde været muligt. I det mest henrivende Foraarsvejr befordredes jeg tilbage over Vandet i en lille skrøbelig Baad, tillige med hele Købmand Kraghs Familje og en Løjtnant Ibsen med 8 Fourerskytter. Lasten var saa tung, at Vandet naaede lige til Kanten af Baaden, men det var blikstille. (Deri var nu ikke noget usædvanligt, men en Kendsgerning var det, at der aldrig i den Tid skete noget Ulykkestilfælde ved Overfarten over Bæltet, som tidt foregik under de vanskeligste Forhold. Der var ligesom Held ved alt). Da der ingen Vogn fandtes paa Strib, maatte jeg gaa de 2 Mil hjem til Blanke og saa overalt i Landsbyerne undervejs Fredericianerne hyggeligt lejrede uden for Gaarde og Huse i den smukke Foraarsaften.

Maj 27. 1. Pintsedag.
Da Fjenden fortrinsvis har benyttet Helligdagene til sine Angreb, saaledes baade i fjor og i aar Paaskedagene, og nu sidst Kristi Himmelfartsdag ved sin skaanselsløse Ødelæggelse af Fredericia har vist, at han ikke fraveg Traditionen, havde man ventet, at han idag særlig vilde anstrænge sig, men heldigvis forholdt han sig ganske rolig. - I den lille hyggelige og venlige Roerslev Kirke prædikede Pastor Melbye for en meget talrig Forsamling, for Størstedelen bestaaende af andre end dem, som vel ellers søge denne Kirke, nemlig foruden af en Mængde Militære (blandt hvilke en højere Officer af et meget tiltalende Ydre - General Schleppegrell, tillige af landflygtige Fredericianere, rundt omkring fra Nabosognene, hvis Kirker f. Eks. Causlunde og Veilby vare tagne i Brug til Krudtmagasiner eller Laboratorier. (Og 15 Aar efter, under Belejringen 1864, samlede Pastor Melbye for anden Gang et stort Auditorium af Militære og Flygtninge om sin Prædikestol.). Ved snart at træffe paa dette, snart paa hint kendte Ansigt, kunde man et Øjeblik tro sig hensat paa Hjemmets Grund, og næppe vare vi komne tilbage fra Kirken, førend en Vogn med Gæster rullede ind i Gaarden; det vedblev saaledes uafbrudt til Aften, saa det var en bevæget Dag.

Maj 30.
Ved Fredericia har det været ganske roligt. Af Justitsraad Dræbye, som boer hos Vejpikøren paa Blanke Mark, blev mig fortalt, at vi nu ganske vist kunne vente russisk Hjælp. Under et Besøg i Middelfart havde han af Byfogeden erfaret, at der var kommen Ordre om at tilsige Folk til at modtage Russerne med Forekommenhed overalt, hvor de kom i Land. Derimod er det ikke ganske paalideligt, at der er bestilt Kvarter til dem. Da denne Efterretning saaledes stammer fra troværdig Kilde og ikke er noget løst Rygte, tør vi vel gøre os Haab om, at Fjenden snart maa forlade Jylland. Gid vi ogsaa havde Ende paa denne Landflygtighed og kunde vende tilbage til Hjemmet igen.


Juni 1.
I Dag have vi ingen Skydning hørt ved Fredericia.

Juni 2.
Det har i de sidste ti Dage været temmelig stille ved Fredericia, og Ensformigheden her, saa fjernt fra det Sted, hvorom al Interesse drejer sig, lod mig ingen Ro - jeg maatte derover endnu en Gang, førend det for Alvor gaar løs. I Stedet for at følge den kedelige Landevej vandrede jeg da ad en Gangsti gennem Kustrup, Aulby, Vejlby, forbi Præstegaarden, hvor General Bülow har sit Hovedkvarter hos Pastor Ascanius, og Røjle til Strib. Overalt stod det Grønne i sin fulde Foraarspragt, og der var Udsigt til Havet, som rolig og majestætisk blinkede i Solens Straaler, saa man var paa alle Sider omgiven af "Naturens Vidundere" paa denne herlige Aarstid. Paa Strib maatte jeg vente længe for at komme over, men omsider afgik Skipper Holms Fartøj med Brød og det tog jeg med. Skønt det ikke var saa længe siden jeg havde været i Byen sidst, var der dog en betydelig Fremgang til det Værre at spore. I mit eget Hjem, som naturligvis laa mig mest paa Sinde, saa der forfærdeligt ud. Vel prangede Haven i det dejligste Flor, men Ukrudtet florerede ogsaa, og overalt stak Forsømtheden Hovedet frem. Gaarden stod fuld af Gryder og Potter, som de indkvarterede Artillerister havde brugt til at koge deres Mad i; naar de havde benyttet en Gryde, satte de den til Side og tog fat paa en anden. Jeg maa her indflette en lille Bemærkning om, at der dog var Noget, der kunde trives midt i Forsømmelsen. En stor Asclepias (Hoya carnosa), som sagdes at være mindst 12 Aar gammel uden nogensinde at have blomstret, forefandt vi ved Hjemkomsten efter Slaget med de skønneste vokslignende, vanille duftende Blomster, fremkomne som ved Trylleri, thi den havde hele Tiden maattet skøtte sig selv og ikke faaet Vand. Den ene af de to Lærlinge, som vare blevne tilbage ved Huset, græd, fordi han skulde følge med mig hjem til Fyn; som indfødt Bysbarn vilde han hellere være bleven i Fredericia end have det bedre, men kede sig i de fremmede Omgivelser. Paa Gaden traf Jeg en Bekendt, som bad mig drikke Te hos sig, hvilket Tilbud modtoges med Taknemmelighed, thi der var hverken Vaadt eller Tørt at opdrive i den forladte By. Det var kun undtagelsesvis, f. Eks. hvor en Pige var bleven ene tilbage, at der kunde findes et Kaffeskænkeri, dog efter en højst begrænset Maalestok og ikke paa enhver Tid af Dagen. I det hele taget vare disse Udflugter fra Fyn forbundne med Afsavn af alle Slags, og havde vi ikke i denne Tid næsten stadig haft det mest straalende Sommervejr, vilde Nattelejet paa de haarde Gulvbrædder samt Strabadserne ikke have været til at udholde. - Efter Teen gik vi ud at høre paa Musiken ved Barakkerne, men næppe var den tilende, førend Stribs Batteri begyndte at lade høre fra sig. Der faldt ogsaa enkelte Bomber i Byen, men snart blev det roligt igen, og vi opgav da at ty ud i Kastellet, hvor det vel var sikrere at tilbringe Natten, men hvor Opholdet var højst ubehageligt; vi søgte da hver til sit Hjem.

Juni 3. Søndag.
Med Undtagelse af et Par Skud fra Strib, forløb Natten rolig, men jeg lukkede ikke et øje. - Kl. 8 afholdtes en meget højtidelig Feltgudstjeneste paa Reformert Mark, omtrent ud for Krudttaarnet, hvori en Mængde Officerer og Menige deltage. Midt i en stor Karre af forskellige Vaabenarter var rejst en Prædikestol, smykket med Grønt og krigerske Attributer, og i Nærheden af samme stod Kommandanten med 2 Sønner, Smaadrenge i 10-12 Aars Alderen, som vare komne herover i Besøg. Feltprovst Bojsen holdt en meget smuk Tale, før og efter hvilken Musiken spillede Melodien til "Vor Gud han er saa fast en Borg", der jo passede saa godt til Lejligheden. Kl. 9 var den stemningsfulde Højtidelighed forbi og var, mærkværdigt nok forløben ganske rolig, skønt det næppe fejler, at den talrige Forsamling paa aaben Plads har kunnet observeres af Fjenden fra Erritsø Land. Det varede heller ikke længe (jeg kunde lige være kommen hjem fra Gudstjenesten) førend Skydningen begyndte saa smaat, men snart tiltog den mere og mere, og da Bomberne faldt temmelig stærkt i Byen, vilde jeg søge det sædvanlige Tilflugtssted, Kastellet. Paa den lange Vej derud suste Granaterne uafladelig forbi, baade til høire og til venstre, og da jeg var naaet til Havnen, sprang, omtrent ved Carolinelunds Mølle, en såadan i Luften over mig, medens det paa samme Tid, ligesom paa Kommando, knaldede løs fra alle Kanter. Det var et usædvanlig voldsomt Bombardement; især gik det ud over den Del af Byen, nærmest Havnen, og var formodentlig rettet mod Kastellet, hvor Fjenden vidste at Beboerne søgte ud. Et Øjeblik saa det ud, som om alle Udveje vare spærrede; Havnen var tom for Skibe og Baade, og ikke et Menneske, hverken Civile eller Militære, var at se, da en Fisker, aldeles uventet, viste sig og spurgte, om jeg vilde med til Strib. Jeg modtog hans velkomne Tilbud og fulgte med. til Saltværket, hvor hans Baad laa, men da vi nu saa, at der ogsaa blev skudt paa Strib, og at vi altsaa ikke kunde lande der, besluttede vi at søge over til Billeshave. Det var imidlertid ikke bedre paa Vandet end paa Landjorden. Under Overfarten sprang flere Bomber tæt foran Baaden, og havde de fjendtlige Batterier ved Treide været færdige, vilde vi umulig have kunnet komme gennem en saadan Krydsild, men heldigvis var dette ikke sket endnu. Først da vi vare uden for Skudvidde, kunde vi ret give os til at betragte det frygtelige Skuespil. Der blev skudt fra to fjendtlige Batterier paa Byen, fra eet paa Strib, fra et fjerde paa 2 Kanonbaade i Møllebugten, men pludselig aabnede Fjenden Ilden fra et femte, skjult Batteri mod Strib og Kanonbaadene i Røile Bugt. Man kunde tælle 12-16 Skud i Minuttet, og det var med det store, grove Skyts. Midt under denne hæftige Kanonade saas en Svane sejle majestætisk omkring i den værste Ild ude i Bæltet. Det var een af vore, som af Skydningen var forjaget fra sit vante fredelige Opholdssted. (Den kom aldrig igen, men to andre havde dog ikke forvildet sig længere end til Voldgravene, hvor de ingen Nød led, thi Soldaterne fodrede dem med Brød under hele den øvrige, Belejringstid, indtil vi kom hjem). Efter at være kommen i Land ved Billeshave, lejrede jeg mig paa en Bakke nær Strandbredden (hvorfra man havde en udmærket Udsigt over Byen og Omegnen) for at oppebie Resultatet af Skydningen. Fra Kl. 11 til 2 fyredes uafbrudt fra Fjendens 5 Batterier, fra Strib, fra vore Kanonbaade og fra Fredericia Volde (Prinsessens og Oldenborgs Bastioner vare i Almindelighed stærkest engagerede under Belejringen). Hver Gang de nærmeste Kanonbaade sendte en Kugle mod Fjendens Batterier, for det meste med god Virkning, saas først Røgen, derpaa, hvorledes Kuglen slog ned og efterlod en tyk, rød Sky, og først derefter kom et langt Drøn, der gav et elektrisk Stød, formodentlig paa Grund af Vandets Nærhed. Med et sprang en Granat ved den lange Landings- eller Retrætebro og Følgen heraf var, at alle Kastellets Beboere toge Flugten op mod Kongens Port, hvor der dog endnu var sikkert, saalænge Trelde-Batterierne ikke ere i Stand. Imidlertid behøves de nu ikke for Overfartens Skyld, som allerede kan beskydes fra Erritsø. De fleste Bomber, som i Dag bleve skudte ind i Byen, faldt i det Kvarter, hvor Palæet ligger, altsaa nærmest Havnen, men da mange sprang i Luften, var den meste Skade, de anrettede, Ødelæggelse af Tagene, af hvilke der nok ikke var mange hele tilbage. En Del faldt dog ogsaa i Nærheden af Prinsens Port, og nogle sprang over Kastellet. Først da Skydningen, som i øvrigt vedvarede længe endnu, begyndte at sagtne, kunde jeg rive mig løs fra det interessante Skuespil, men opholdtes paa forskellig Maade paa Vejen hjem, saa at jeg først sent paa Eftermiddagen naaede Blanke. Her havde man været ængstelig over min lange Udebliven, da man naturligvis havde hørt den hæftige Skydning og allerede troede, at det var ude med Fredericia. Ved Hjemkomsten var Pastor Kallenbach her. Han havde bragt den beroligende Efterretning, at det ikke var saa galt, som det kunde se ud til. Selv havde han i Formiddags holdt Gudstjeneste i Røile paa aaben Mark, midt under den værste Kanonade. Jeg lovede imidlertid mig selv, at, da jeg var sluppen. uskadt derfra denne Gang, skulde jeg ikke saa snart gøre Afstikkere til Fæstningen igen.
Skønt mine Besøg i Fredericia fra nu af ophørte og der ikke er meget at berette der fra førend 6. Juli, vil jeg dog for Fuldstændigheds Skyld ikke udelade det lidet, jeg har fra Opholdet paa Fyn i Mellemtiden, om end nogen Ensformighed ikke kan undgaaes.

Juni 4.
Paa en Tur til Bogense, for at se til vore Sager, der vare vel forvarede hos Gæstgiver Andersen, gik Vejen gennem den henrivende Egn mellem Baaring og Skovshøjrup,om hvilken der her paa Fyn fortælles, at Kong Christian d.8de blev saa overrasket over Udsigten fra Baaring Banke, at han udbrød: "Jeg havde aldrig før vidst, at mit Kongerige var et lille Schweitz". Nærmere hen imod Bogense bliver Egnen mere bar. Det er den saakaldte "Slette", maaske den eneste Plet paa Fyn, der er uskøn og ikke svarer til Navnet af "Danmarks Have", som Øen ellers med Rette kan tilkomme, da man overalt vandrer som i en Have. Ogsaa her mærkedes Krigens Spor, thi paa Harritslevgaard, en anselig Bygning, tilhørende Grev Bernstorf paa Gyldensten, var der Lazareth.
Der er i Dag igen skudt paa Fredericia, og sidste Nat skal Fjenden have forsøgt at nærme sig Fæstningen, men er bleven dreven tilbage.

Juni 5.
Der er skudt meget hele Dagen, og Aftenen endte med et frygteligt Tordenvejr.

Juni 6.
I Dag skydes igen, men ikke videre stærkt.

Juni 7.
Skydningen var ikke af videre Betydning, men hørtes dog hele Dagen igennem.

Juni 8.
Imorges var der en hæftig Kanonade, men senere blev det roligt.

Juni 9.
Imorges fyredes temmelig stærkt fra Fæstningen mod skandserne ved Trelde. Iøvrigt passererer der ved Fredericia intet af Betydning; kun fortælles derfra, at en Løjtenant af Artilleriet, som havde lagt sig til at sove i en af Kastelsbygningerne (i det samme Værelse hvor vi, en halv Snes Fredericianere i Tallet, tilbragte de to første Nætter under Bombardementet) er bleven haardt kvæstet af en Granat eller Kanonkugle og senere død.

Juni 13.
Rigforsamlingen blev i forrige Uge endelig opløst og ,Danmarks Grundlov færdig. Her bliver kedeligt nu, da man ikke mere kan komme til Fredericia, men vi leve i Haabet om, at der snart maa indtræde en Forandring i Begivenhedernes Gang.

Juni 14.
Her ligge nogle Jægere i Kvarter, som, da de for nogle Dage siden vare paa Forpost ved Oversvømmalsen, udenfor Fæstningen, fik en Flaske Brændevin og noget Hvedebrød tilligemed et Brev sendt paa et Bræt over Vandet fra de tydske Forposter paa den anden Side. Brevet blev leveret Kommandanten, men Soldaterne havde ikke faaet andet at vide af Indholdet end den ikke meget vægtige Oplysning, at Overskriften havde været: Guten Morgen, Brüder! (En anden af de Meddelelser, hvormed de fjendtlige Soldater søgte at sætte sig i Rapport til vore, var saalydende: Schiesset hoch, Brüder, so thun wir!)
En Sergent af Garnisonen i Fredericia, som boede i vort Nabolag, har i disse Dage mistet sin Kone. Hun døde i Odense fra 4 Børn, men Indvaanerne sammesteds have taget sig af alle Børnene; saaledes vises der overalt paa Fyen de ulykkelige Flygtninge megen Velvilje, og de af dem, som ere trængende, kunne faa Alt frit, naar de ville. - Der fyres jævnlig paa og fra Fredericia, men Bomberne have ikke tændt siden de første Dage. Forresten ser der sørgeligt ud derovre - alt vidner om Ødelæggelse og Forstyrrelse. Foruden de afbrændte Huse er Størstedelen af de øvrige ramponerede. Man ser kun faa hele Vinduesruder. Kreaturerne løbe løse omkring paa Gaderne, og Hestene sparke og slaa hverandre, naar Kanonerne spille op. Køerne malkes af Soldaterne, d. v. s., naar Soldaterne ville have noget at drikke, tager en fat i Hornene paa en løsgaaende Ko, medens en anden malker sin Feltflaske fuld; paa denne Maade malkes Køerne mange Gange daglig. Jeg havde stor Lyst til at tage derover, men man kan ikke komme derfra igen, da det er forbudt alle Mandspersoner at forlade Byen. Saaledes maatte den ældste af vore Lærlinge forleden skjule sig i Lasten paa Skipper Holms Fartøj, som gaar mellem Fæstningen og Fyn, for at komme herover. - I Røile Mose har man fundet flere Kugler, som vare skudte efter Broen.

Juni 15.
General Rye, som stadig fortsætter sit Tilbagetog op i Jylland har nylig taget 58 fjendtlige Kavallerister, deriblandt 3 Officerer, tilfange. Det er et Lyspunkt i al den Kedsommelighed og Uvished, hvori man lever. Kun Haabet om snart at faa Hjælp holder. Modet oppe; maatte den blot ikke lade vente for længe paa sig!

Juni 18.
Stor Transport her, igennem Blanke, af Vogne med Levnedsmidler til Middelfart. Formodentlig er det Proviant - til Russerne, som ventes med Længsel. Ifølge Bladene er den prøjsiske Oberst St. Paul "geblieben vor Fredericia". Det var ham, som under Bombardementet d.18. Maj, lagde en Dusør til Folkene paa den Morter, der havde skudt Ahlmanns Dampbrænderi i Brand.

Juni 23.
Fra Felttelegrafen paa Baaring Banke havde man Lejlighed til, at se de Blus paa nærmere Hold, som Fynboerne tænde St. Hans Aften, og som altid tidligere øvede en vis Tiltrækning paa Ungdommen hinsides Bæltet. Da de tydeligt kunne ses fra Jylland, er det at haabe, at Tyskerne derovre have antaget dem for Glædesblus over Russernes Ankomst eller i det mindste faaet sig en øjeblikkelig Forskrækkelse ved Synet af dem.

Juni 25.
Vi aflagde et Besøg hos en Familje, der boer hos "Jordbærmanden", og kunde fra
dette Højtliggende Punkt iagttage Tyskernes Travlhed med Vognkørsel ovre ved Trelde.
Efter Pastor Melbyes Sigende skal Ræders Brigade nu forenes med Ryes. Aarhus er besat af Fjenden.

Juni 26.
Paa Vejen ned til Broen ved Røile Mose hørte jeg Skud paa Skud, men da jeg kom til Maalet, var Kanonaden ophørt. Uagtet der har været fyret fra alle Kanter havde vi i Dag ikke en eneste Saaret; Bomberne gjorde derimod lidt Skade. Der faldt en i Kommandantens Arbejdsværelse, men heldigvis var der ingen derinde i Øjeblikket; ligeledes faldt en i Palæet, og Hjørnestedet overfor Fru Honores Apothek blev en Del ramponeret. Et Sted begyndte det at brænde, men Ilden slukkedes straks. Det gjorde et ejendommeligt Indtryk nu at se over til den jydske Kyst, hvor Byen og Omegnen laa saa smilende ved den venlige Strand, som i den dybeste Fred, medens man vidste, at paa begge Sider af Bæltet vare Menneskene parate til, hvad Øjeblik det skulde være, at bryde Freden og udspy Død og Fordærvelse over hverandre.
        
Juni 28.
I gaar saaredes kun en Mand ved Fredericia. En stærk Blæst forhindrer i at høre, hvorledes det i dag staar til derovre med Skydningen.

Juni 30.
Fra den belejrede By ankom i Dag i god Behold vore Heste, som vi nu ikke længere turde udsætte for Fjendens Skyts, da han vedbliver at bombardere Byen. Paa Hjemvejen fra Middelfart hørte jeg tydelig Hurraraab ovre i Jylland. Vore have i Dag gjort et Udfald fra Fredericia mod Tyskernes Batteri ved Trelde, hvilket det ogsaa lykkedes at demolere, men desværre ikke uden et Tab af ca. 30 Saarede, deriblandt 2 Officerer.



Juli 3.
Der maa nu snart forestaa en Forandring i Tingene, thi i Dag er her idelig Gennemmarsch af Tropper. Den ene Bataillon efter den anden passerer forbi Haven, og her i Gaarden have vi faaet stor Indkvartering. I denne Anledning maatte vi afstaa et af de 4 Værelser, som vi benytte, naar her ingen Indkvartering er, til Kaptajn Welding. Dampskibene slæbe Baade ned til den nye Bro i Flaskens Bugt (Baaring Vig), og i Forventning af, at Ryes Brigade skulde landsættes der, kørte vi derned, men opnaaede kun at faa tomme Baade at se og blive gennemblødte af Regn.

Juli 4.
I Nat og i Dag har Kanonaden været frygtelig. Det uhyggelige Regnvejr forhinder i at tage ned til Broen for at indhente nærmere Underretning.

Juli 5.
Der skydes stærkt ovre ved Fredericia og Byen skal have lidt meget. Vi kørte ned til Røile for at erfare noget nærmere, men uden Resultat. Aftenen tilbragte vi hos Fru Honore, som er vor Genbo her i Blanke, og erfarede der, at der i Nat skal foretages et Udfald fra Fæstningen, hvori Ryes Brigade deltager.

Juli 6.
Vi lagde Mærke til, at Solen iaftes gik næsten blodrød ned, ligesom Aftenen før Slaget ved Kolding. Det var som om den vilde bebude, at naar den stod op igen, vilde den drikke Blod, og desværre slog Varslet heller ikke fejl denne Gang. Kl. 1 Morgen rykkede 4 Brigader (Ræders, Moltkes, Schleppegrells og Ryes) ud af Fæstningen. Avantgarden (Ræder) førtes af de Meza, og højre Fløj af Rye, som fulgte Vejen ad Kongens Port, langs Stranden, mod Trelde Skov, foran hvilken Tyskerne havde et Batteri. Henimod Kl. 3 vækkede s vi herovre paa Fyn af en frygtelig Kanonade, som langt overgik hvad man hidtil var vant til, idet der faldt flere Skud hvert Sekund. Jo nærmere øret er ved Jorden, desto tydeligere hører man Skydning, selv i meget lang Afstand, og det var derfor ikke saa underligt, at det ikke var muligt at lægge Hovedet til Puden igen, men at man snarest muligt kom paa Benene. At forblive inden Døre var der heller ingen Ro til, og da Fru Honore, som havde sin Vogn forspændt til at køre ned til Kysten, tilbød os Plads, varede det ikke længe, førend vi befandt os paa Landevejen. Tiden var paa den Tid sagtnet noget. Allerede i Veilby mødte vi en Vogn med en saaret Jægerofficer, som sad indsvøbt i Tæpper og saa meget lidende ud, da begge Benene vare skudte af ham. Idet vi kørte forbi, sendte han os en Hilsen, som uden Tvivl var hans sidste. Efter Ankomsten til Billeshave og et Ophold hos nogle Bekendte der i Nærheden, gik vi ud for at følge Slagets Gang. men kunde kun øjne Geværrøgen langt borte, da Tyskerne vare fordrevne fra Trelde, og saavidt man kunde se havde Fægtningen trukket sig om ad Stoustrup til. Fra flere Sider steg en umaadelig tyk Røg op over Byen; det var Tyskernes Blokhuse og Batterier som brændte. Deres Batteri ved Sandal holdt sig længst; kort efter, at det havde sendt en Bombe mod Strib, saas en Røgsky hvirvle op i Luften, og Krudtkammeret var sprunget med et frygteligt Knald. Dette var Finalen paa Fredericia Bombardement og Belejring, og nu kunde vi skænke de nærmeste Omgivelser mere Opmærksomhed. Til Billeshave kom den ene Vognrække efter den anden med Saarede. Dette var et meget sørgeligt Syn, men man saa ogsaa, hvorledes Glæden gav sig tilkende, naar de, som havde en Nærpaarørende i Ilden erfarede, at denne var sluppen uskadt derfra. Saaledes da det blev bekendt, at gamle General. Moltke ikke var saaret. Alle sagde, som forresten ogsaa var sandt, at vi havde gjort gode Affairer, men at vi havde mange Døde og Saarede. Glæden over det lykkelige Udfald var stor, men midt i Glæden kom det sørgelige Budskab, at Rye var falden. Det fremkaldte hos Alle en dyb, vemodig Stemning, og kun Tanken om, at det var den skønneste Lod, der kunde blive ham til Del, mildnede den almindelige Bedrøvelse. I Spidsen for sine Folk stormede han Batteriet ved Trelde da hans Hest blev skudt under ham, men uden at lade sig anfægte deraf, ledede han nu Angrebet til fods. Da var det, at han blev truffet af en Kugle, jeg tror i Brystet. Saaledes lød i det mindste den Beretning, som man i øjeblikket hørte af Alle, der havde deltaget i Slaget. Skønt hans Soldater græd over hans Død, bidrog den dog kun til at opildne dem, saa at de som Løver styrtede sig i Kampen og Batteriet faldt i deres Hænder. Var det ikke blevet demoleret netop i Dag, havde det været ude med Fredericia, thi ved Hjælp af det havde Fjenden kunnet beherske Overfarten, og allerede vare to Kanoner og en Morter kørte derop, som naturligvis faldt i de Danskes Hænder. Dersom Nogen ved sin Død virkelig er bleven begrædt er det ham; kun Kong Frederik den 7des Bortgang har maaske berørt Almenheden smerteligere. General Rye var ikke alene den af de højere Officerer, hvem Soldaterne havde mest Tillid, ja Kærlighed til, men der var heller Ingen, til hvem man siden Tilbagetoget i Jylland havde vænnet sig til at se op med større Forventning end til ham. Hvor nær de yderlige Modsætninger kunne berøre hinanden, havde man her et slaaende Bevis paa, idet der, medens det lange, sørgelige Vogntog med Saarede holdt udenfor Billeshave, forefaldt et komisk Intermezzo. Blandt de mange Tilskuere, som rundt omkring fra havde indfundet sig for at være Vidne til Slagets Gang, var ogsaa en stor Dreng, som til Værn mod Kulden i den tidlige Morgenstund var iført en lang Kavaj, i hvilket Kostume han spadserede omkring mellem Vognene, da en Flok Gæs kom opmarscherende fra et større Gadekær i Nærheden. Hans Udseende maa formodentlig have mishaget Gasen, thi næppe havde den faaet øje paa den vinterlig kostumerede Dreng, førend den, i Spidsen for hele Flokken, satte efter ham, som i sin Forskrækkelse ikke saa anden Udvej end at retirere ud i Gadekæret. Dette Syn var saa komisk, at det bragte selv de Saarede til at le.
Efter at være kommen tilbage igen til Blanke fra denne Morgenudflugt, havde jeg ingen Ro paa mig til at blive hjemme, men begav mig paany afsted til Kysten, for, om muligt, at komme over til Fredericia. Medens jeg ved Billeshave-Broen maatte vente paa Lieutenant Husum, der var en Slags Pladskommandant. for at faa Pas, havde jeg god Lejlighed tit at iagttage de Saarede, efterhaanden som Færgerne bragte dem over fra Fredericia. Nogle vare saa svage, at de maatte lægges i Vognene paa deres Baarer, Nogle droges med Døden, Andre klagede sig højt, medens Andre igen blot ved Miner tilkendegave deres Smerter. Den overvejende Del af dem, der nu ankom, var dog temmelig let saaret og kunde sidde op i Vognene, men deres Ansigter og Klæder vare blodige. Mange havde Briller paa og vare formodentlig af det 22-25aarige Købstadsmandskab som ikke hidtil har været værnepligtigt, men blev udskrevet i Foraaret. En Jæger, efter Udseende en gammel jydsk Husmand, havde en Rosenknop i Kasketten; Kulsvierne sad og spiste Beskøjter, og flere røg i al Mag deres Pibe. De farligst Saarede vare ganske tildækkede med Tæpper. Fra Billeshave blev de, efter at være undersøgte, førte længere ind i Landet, til Lazaretherne i Bogense, Odense, Assens o. fl. Steder; undervejs rakte Folk dem Lædskedrikke. Jeg maatte vente meget længe efter det omskrevne Pas, og da Tiden blev mig for lang, gik jeg, uden at oppebie det; ombord i Færgen og kom over til Fredericia. Hvad Tid paa Dagen det egentlig var, havde jeg ikke Begreb om, thi idag faldt det ikke Nogen ind at spørge efter hvad Klokken var - men det maa vel have været langt hen paa Eftermiddagen. Min Vej faldt først gennem Kastellet, hvor Bygningerne laa fulde af Døde. I Følge med en Anden kom jeg derpaa til Dansk Kirke, hvor der var en Mængde Fanger, lutter Slesvigholstenere med fæle Ansigter. De havde efter Sigende opført sig som Slyngler. Blandt flere Eksempler paa deres Underfundighed kan anføres, at i et Batteri, hvor Besætningen havde bedet om Pardon, fyrede den i samme Øjeblik paa de Danske; Følgen heraf var naturligvis, at de Alle bleve nedsablede. Paa Vejen fra Kirken mødte vi Rektorens Pige, som spurgte om vi vilde se Rye. Vi fulgte da med hende ind i Latinskolen og saa ham ligge Lig i det lille Værelse indenfor Rektorens Hjørnestue. Uden Foranledning fra vor Side, tog Pigen Uniformen tilside og blottede hans Bryst for af vise os, hvor han var saaret. Fra den ene Skulder til den modsatte Hofte bar han en ca. 3 Tommer bred gul Saffians Rem med smalle røde Kanter og nedenfor denne, midt paa Brystet, fandtes Saaret, men i øvrigt var der ikke Spor af Blod at se. Jeg skal ikke forsøge paa at beskrive det Indtryk, som Synet af ham gjorde paa mig, men det forekom mig, at jeg aldrig havde set noget Skønnere og det var mig i lang Tid derefter uforglemmeligt. Efter Portraiterne at dømme, maa der have været noget Tungsindigt over ham, men her havde det ganske veget Pladsen for en forklaret Ro og Højhed uden Lige. Det Portrait, man har af ham paa Dødslejet, gengiver ikke i fjerneste Maade hint ubeskrivelige Udtryk, simpelt hen af den Grund, at dette ikke har kunnet gengives i Kobberstik. –
Hjemme hos os saa der frygteligt ud. Hidtil vare vi slupne for Bomberne, men igaar var en saadan gaaet gennem Fabriksvinduerne til Vendersgade og sprunget midt i Fabriken. Da det var en af de store, havde den jo anrettet megen Skade der, og mærkeligt nok, ogsaa i et tilstødende Værelse, som ligeledes havde været Skive for Heklas Kugler ifjor den 8. Maj, men værre var det, at 1 Mand dræbtes og 4 saaredes af et Kompagni (jeg tror for vist af 4de Res. Batl.), som havde indkvarteret sig der, skønt det straks tog Flugten ud. Den Dræbtes Hue med det dræbende Bombestykke fandt jeg selv derinde. Da 4de Res. Btl., som først samme Dag var ankommen til Fredericia, ifølge "Krigen 1849" af Cohen, kun har mistet 1 Mand ved Bombardementet, nemlig Menig af 2det Komp., Brørup, har det formodentlig været denne, som her fandt Døden. Eksercerepladsen i Gothersgade var fuld af Fanger. Ialt skulle Vore have taget henimod 2000, hvoriblandt 40 Officerer og med dem Ligestillede, som vare indkvarterede i Majorinde Møllers Ejendom, lige over for Eksercerehuset. De sad i al Mag ude i Gaarden, hvor de i den dejlige Sommeraften drak deres The, naturligvis omringede af Tilskuere, som ikke lod det mangle paa Bemærkninger. I Oberst Krabbes Bopæl i Gothersgade vare Værelserne fyldte med Døde, som alle laa i en krampagtig Stilling, med Hænderne knyttede og Armene udstrakte. I katolsk Kirke og Skolelærernes Hus laa ligeledes, i flere Alens Højde, Dynger af Døde, Danske og Tyske fredeligt mellem hverandre. Paa Dørtrinet i Skolelærerens Gadedør havde man, mindre heldigt, anbragt en af hver Nation, Side om Side med Benene ud paa Gaden. Skønt jeg aldrig havde set Døde før og her saa' saa mange, havde de aldeles ikke det afskrækkende Udseende, som jo kan findes hos dem, der dø Straadød, saa jeg kunde godt give den Insurgent Ret, der havde skrevet paa Væggen i det lille Kapel paa Egeskov Kirkegaard: Dulce et decorum est pro patria mori.
I Fru Fibigers og Garver Wulffs Ejendomme i Prinsessegade laa saarede Slesvigholstenere. Deres Tab maa have været stort, thi foruden de 210 Døde, som ere indbragte her til Byen, ligge flere ubegravede i Batterierne, i saa daarlig Tilstand, at de ikke have kunnet transporteres, og mange have de ført med sig. Vort Tab af Døde og Saarede anslaas til ca. 1000 Mand, hvoraf ca. 350 Døde. 75 Officerer ere dels saarede, dels døde, blandt de sidste Kaptajn Welding, der, skønt en mild og venlig Mand, i Dagene før Slaget, medens han var indkvarteret i Blanke, var i en paafaldende alvorlig Sindsstemning, som om han har havt en Anelse om sin nærforestaaende Død.        Paa Pladsen ved Prinsensport (der, hvor nu Landsoldaten staar) var alt det Erobrede opstillet. "Den store Gryde" eller "Gamle Niels", som i lang Tid har været Fredericias Skræk, saa nu ikke meget skrækindgydende ud; det samme var Tilfældet med de 168pundige Bomber, som havde været Byen tiltænkt. Desuden var der flere Morterer, ca. 20 Granatkanoner, Kanonvogne, 30 Munitionsvogne, nogle Marketender- og Medicinvogne, Diligencer og andre Køretøjer ~ samt en umaadelig Mængde Kugler, Bomber, Granater, Geværer, Sabler, Pikkelhuer og Tornystre, hvilket Alt maa hjælpe til at bøde paa den Skade, Byen har lidt. En Del af det bar Mærker, som tydede paa, at det tidligere havde været dansk Ejendom og formodentlig var faldet i Oprørernes Hænder den Gang de bemægtigede sig Rendsborg. Det havde været Tyskernes Hensigt, at Byen i Dag skulde have været total ødelagt, og der var paatænkt stort Bal i Fuglsangskov i Anledning af en af Prinsernes Fødselsdag, men saaledes fortælles der, at de danske Soldater drak Vinen og spiste Maden, som var bestemt dertil. Tyskerne vare forberedte paa at ville blive her i Vinter og havde i dette Øjemed bygget Barakker af Mursten, forsynede med Vinduer samt i det Hele indrettede som ordentlige Huse. De laa fordelte paa forskellige Steder, hver Lejr som en By for sig, med Gader og Navne paa Gadehjørnerne. Stoustrup Skole var bleven til "Hotel zum guten Ton". Paa min Vandring gennem Byen havde jeg mødt flere Afdelinger, som vendte hjem fra Valpladsen, bl. a. en af 4de Res. Batl. under Major Thrane, og, medens jeg stod og betragtede Byttet, rykkede en Bataillon ind ad Prinsensport under Sang og med grønne Grene – en levende illustration til "Dansken har Sejer vundet" , skønt denne Sang dengang endnu ikke var bleven til. Natten, som jeg tilbragte hjemme, efter Sædvane paa det bare Gulv, i det eneste Værelse, som var til Raadighed, forløb meget urolig. Hele Huset var optaget af Soldater, som havde deltaget i Slaget, og rundtomkring mig summede det hele Natten igennem af Diskussion om Dagens Oplevelser. Men der taltes ikke paa almindelig Vis; skønt fordringsløst og ædrueligt, var der noget næsten Overnaturligt med i Spillet, thi Alle vare ligesom grebne af een Aand - den gode Aand fra 1848, Loyalitetens og Fædrelandskærlighedens, som her havde fejret sin store Triumf over Løgn og Uret.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286