Den 3. synagog i Riddergade kort før nedrivningen.

Et Jerusalem udi Jødeland:

Man skelnede tidligere mellem de velhavende og veluddannede jøder fra Spanien-Portugal, der kaldtes sefardiske jøder og de fattige og forfulgte jøder fra Tyskland-Polen der kaldtes askenaziske jøder.
Helt frem til 1814 blev disse to typer jøder behandlet forskellig i dansk lovpraksis.
De sefardiske jøder opnåede langt de fleste privilegier og kunne bl.a. rejse frit rundt i den danske konges riger og lande og drive handel. Den danske konge gældsatte sig til dem og måtte sætte store ejendomme i pant, da det kneb med at afdrage gælden.

Jøderne i Danmark var underlagt særlige love og regler for, hvor de måtte bo henne. I 1600- og 1700- tallet havde de kun tilladelse til at slå sig ned i København, Fredericia, Nakskov og enkelte byer i hertugdømmerne.

Den 11 marts 1682 fik Fredericia nye privilegier, der gav frihed for alle, uden hensyn til religion og nationalitet til at nedsætte sig i byen hvor de fik fri jord til at bygge på og til agerbrug, samt græsningsplads til kreaturer på i alt 3.000 tdl. Med 350 tdr. hartkorn. I §21 stod desuden, at der bevilligedes en synagoge til jøder, hvis de ville nedsætte sig der.
Denne asylret lokkede hurtigt jøder til at slå sig ned i byen. En overgang var Fredericia den by i landet, hvor der boede flest, og på jødiske festdage strømmede jøder fra omegnen til byen for at deltage i de jødiske fester og handle hos de jødiske grossister i byen. I slutningen af 1700 tallet kaldtes byen ligefrem "Et Jerusalem udi Jødeland". Da byens våben med løven også var et kendt jødisk symbol, kunne dette samlingsmærke også virke samlende på jøderne.

Tobaksspinderi:

Mange, især de fattige polsk-tyske jøder, ernærede sig ved import og forarbejdning af tobak. Det var en torn i øjet på de kristne tobaksspindere, der i 1687 anklagede jøderne for svindel og handel med dårlig tobak. I 1688 førte det til, at kongen forbød alle tyske jøder, bortset fra dem i Fredericia, at spinde, indføre og forhandle tobak. Forbudet blev dog lempet samme år for de etablerede virksomheder.

Den jødiske koloni:

Man mener at de første jøder kom til byen fra Ribe, hvor der fra 1670-80 opholdt sig nogle enkelte.
I 1676 opholdt der sig 14 jøder i Fredericia. Jøderne havde ikke noget mod at aflægge den almindelige borgerskabsed og den første jøde der løste borgerskab var Moses Jacobsen. som den 18. sep. 1679 aflagde følgende ed for byens styre:

"Moses Jacobsen Jøde for retten fremkommen og udi herr. borgmesters Jacob Petersens, Gustavus Jansens og Jørgen Beyers, rådmænd, præstens, begjærede han borgerskab her i staden at vinde og lovede at skikke og forholde sig efter borger-eden og kgl. Mayst. allernådigste privilegier, men dog hos sin broder Abraham Jacobsen ved hans handel og håndtering at forblive, indtil han selv sig nedsætter og driver nogen handel, aflagt borgereden og vundet borgerskab, der derom sædvanlige borgered og brev at meddele."

Det gik dog i starten langsomt, idet der år 1700 kun boede 4 jødiske familier i byen. 1709 var der ankommet 16. I 1718 befandt 57 jøder sig i Fredericia og 1765, 30 familier.
Sidst i 1700 tallet var antallet vokset til ca. 300 personer i 60 familier, og herefter faldt antallet igen, så der i 1836 kun boede 28 familier på 60 mænd og 65 kvinder. Først i 1900 tallet var der kun 2-3 familier tilbage.

I 1726 blev der, ved et cirkulære af 30. marts, givet de jøder, der havde boet i byen i 6 år, tilladelse til at faldbyde deres varer, navnig indenfor manufaktur, på markederne i Jylland og på Fyn. Denne tilladelse skabte dog så megen røre blandt danske konkurrenter, at bestemmelsen igen ophævedes i 1631.

Samkvem mellem jøder og kristne

Der var strenge straffe til de jødiske mænd, som fik barn med kristne kvinder. En sag fra Fredericia i 1726 viser, hvor galt det kunne gå. En kristen pige havde udlagt Moses Abraham som barnefader, hvorefter han blev idømt et år i jern som slave ved Fredericia fæstning, derefter skulle han landsforvises. Pigen blev kagstrøget og jaget ud af byen. Hvis kristne mænd derimod fik barn med jødiske kvinder, gjaldt der anderledes milde regler. Den jødiske kvinde blev overladt til sit eget folk, som måtte straffe hende efter jødiske skikke, mens barnefaderen gik fri, fordi han ikke kunne udlægges som barnefader hos den kristne menighed.

Den første synagoge:

Jøderne holdt i starten deres gudstjenester rundt om i private huse. I 1714 købte Hendrich Jocep, Levin Moses, Hendrich Moses Levy, Nathan Isach, Moses Josep, Levin Nathan, Jacob Abraham Levi, Hartvig Jocep og Nathan Levin en gård i Riddergade til synagoge. Salget er opført i Skjøde-Protokollen folio 207 hvor der står:
"Dorthe salig Reimers sælger sin gård i Ryttergade til nogle jøder". Skødet tinglæstes 25 marts 1720 og 1719 fik man byggetilladelse. I 1720 blev synagogen, der vist nok var den første tilladte synagoge i norden, taget i brug.
Over porten stod på hebræisk i gyldne bogstaver: ”Lader retfærdighedens porte op for mig, jeg vil ind ad dem, jeg vil takke Herren.” Ps. 118-19
Wilse kalder bygningen meget smuk med hvælvet loft bemalet som en himmel med skyer.
I 1753 blev synagogen ombygget.

Den anden synagoge:

Den gamle synagoge var efterhånden så brøstfældig ag den i 1810-12 blev den revet ned og en ny opført på dens grund.
Menigheden i byen havde indtil 1812-14 ansat en underrabiner, som stod under overrabineren i Altona, der havde stor magt og kunne bl.a. lyse medlemmerne i ban. Fra 1814 kom menigheden under overrabineren i København. Samme år indførtes den fulde borgerret så jøderne kunne de bosætte sig, hvor de ville, og med grundloven af 1849 blev religionsfriheden juridisk stadfæstet. Det betød begyndelsen til enden på menigheden i Fredericia.
Den nye synagoge var i to etager med bolig til forsangeren i underste. Synagogen opførtes hovedsagelig for midler indsamlet blandt menigheden.
Fra nedstående liste over nogle af bidragyderne kan ses, at jøderne var godt etablerede indenfor byens erhvervsliv: Købmændene Markus og Moses Koppel, klædefabrikanterne Salomon Jacobsen og Abraham Cohen, møbelhandler Heymann J. Levin, købmand Joseph Isaac, slagtermester Salomon Nathan, klædefabrikant Meyer J. Levy, Slagtermester og kreaturhandler Abraham Moses Cohen, slagtermester Meyer Nathan Levy.

Den tredie synagoge

Under bombardementet i 1864 ødelagdes den anden synagoge. Der indkom bidrag i rigelig mængde fra hele landet og 16 juni 1865 kunne synagogen indvies.
Sidste gudstjeneste i synagogen holdes på forsoningsdagen den 11. oktober 1902 og 1914 solgtes synagogen til nedrivning, hvilket sker året efter. Inventaret overførtes til synagogen i København, hvortil de fleste jøder efterhånden var flyttet.

Jøderne boede rundt omkring i byens vestlige del. De fleste ejede selv hus. Byggegrunden på 3000 kvadratalen var jo gratis og indtil 1858 var der tillige gratis jord på bymarken og på fællederne.
Mange af byens jøder var velhavende og havde privatlærere til børnene og tjenestefolk. Kom nogle i økonomiske vanskeligheder hjalp menigheden, så de ikke kom på fattighjælp.

Forhold til andre trosretninger:

At der var religions og trosfrihed i byen betød dog ikke, at trosretningerne måtte blande sig.
En luthersk kvinde der fik i 1750 et "ægte" barn og måtte stå offentlig skrifte for præsten ved sin kirkegang efter fødselen fortalte at faderen var jøde. At dette var en alvorlig sag kan ses af, at præsten indberettede kvinden til både provsten, biskoppen og kongen. Kongen svarede, at jøden som straf burde arbejde et år i jern og derefter udvises af hans lande og riger, og at pigen skulle kagstyges og derpå landsforvises. Jøden flygtede til Hamborg hvorfra han 1761, 11 år efter, søgte om pardon på grund af hans unge alder da ulykken skete. Han fik lov at vende tilbage mod at betale 200 rdl. til rådhusets opførelse.
Kun meget få af jøderne konverterede til andre trosretninger. Engang havde en jøde ladet sig kristendøbe, og da en officer hoverende udtalte, at det måtte være et smerteligt tab for menigheden, svarede den jøde han talte med, at det var nu ikke så galt endda. Jøderne var sluppet af med en kæltring og de kristene havde fået en.
I 1866 overgik 2 jødinder til den katolske menighed og blev nonner.
Katolikkerne havde ellers i 1742 fået overtalt en jødinde til at konvertere, men katolikkerne fik påbud om at aflevere hende til familien, ellers ville deres kapel blive lukket.

Den mosaiske begravelsesplads:

MOSAISK BEGRAVELSESPLADS

Den jødiske koloni fik tildelt egen begravelsesplads ved Vestervold. Nu er kirkegården det eneste synlige bevis på jødernes ophold i byen. På kirkegården ligger ikke kun jøder der var bosat i Fredericia, men alle jøder der hørte til den Fredericianske menighed, som dækkede et stort område udenom byen og kunne have boet i byer som Ringkøbing, Århus, Haderslev, Horsens, Kolding Vejle Middelfart, Assens Bogense o.s.v.
I 1709 opførtes et kapel ved kirkegården, hvorfra begravelserne foregik. Et jødisk gravsted må, ifølge den jødiske tro, aldrig sløjfes, så da man på et tidspunkt skulle udvide Voss fabrik, så kirkegården blev delt i to, måtte man bygge en hvælving hen over nogle børnegrave. I 1910 blev den sidste jøde begravet på kirkegården. Den bygning, der i dag ligger i Slesviggade ved indgangen til kirkegården, er ikke det oprindelige kapel, men den tidligere opsynsbolig. Begravelsespladsen indeholder ca. 550 grave og er den største af sin art udenfor København. Først i 1900 tallet opførtes en mur omkring kirkegården.

Kildehenvisning: Alfred Heymanns artikel i Vejle Amts Årbøger 1905 m.fl..

TORARULLE

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286