PREUSSEN

Preussen er dels navnet på et landområde ved Østersøens sydøstlige hjørne i Polen og Russiske Føderation, dels en tyskdomineret statsdannelse i det samme område. Navnet kendes fra 1226. Fra 1701-1947 var Preussen en tysk stat som kom til at omfatte næsten hele Nordtyskland, en stor del af Mellemtyskland samt det geografiske Preussen og andre dele af det nuværende Polen, og indtil 1920 også hele Sønderjylland og en del af Polen. 1914 havde Preussen sin største udstrækning med 348.800 km2 og 40 mill. indb. Efter afståelserne 1920 til Polen og Danmark sank arealet til 294.000 km2, der 1934 nåede samme indbyggertal som i 1914. Det geografiske Preussen strækker sig fra Pommern til Litauen og har navn efter det baltiske folk preusserne (pruzzer, prusai), der boede der fra 6. århundrede. Dette folk var et folk af bønder, nært beslægtet med letter og litauere. De fik aldrig deres egen stat, men levede i små stammeforbund. Den tyske ridderorden Maria Ridderne, drog i 1226 på korstog mod de hedenske preussere og udkæmpede hårde slag. I løbet af det 13. århundrede, lykkedes det at få dem undertvunget og kristnet, men preusserne bevarede trods dette deres kultur og sprog, helt op til det 17. århundrede, hvor de efterhånden forsvandt i mængden af tyskere og polakker. Balterpreusserne kaldes undertiden gammelpreussere, fordi preussernavnet efter 1701 blev overført på Hohenzollernes hovedsagelig tyske undersåtter. Preussen blev kernelandet for Maria-Ridderne, og var omkring 1400 meget stor, men kom da i klammeri mod den nye stormagt Polen-Litauen, som under Jagiello tilføjede Maria Ridderne et knusende nederlag ved Tannenberg i år 1410. I 1440 dannede riddernes utilfredse undersåtter det Preussiske Forbund, der støttede sig til Polen. Hårdt trængt måtte ordenen så i 1466 afstå hele Vestpreussen med Gdansk til Polen, der dermed fik adgang til havet og afskar ridderne fra Tyskland. Disse måtte desuden anerkende den polske konges overhøjhed over Østpreussen. Lensforholdet blev på ny anerkendt, da ordensstormesteren Albrecht von Brandenburg 1525 gik over til protestantismen og omdannede landet til det verdslige hertugdømme Preussen, arveligt i hans slægt Hohenzollern. 1618 tilfaldt arven den regerende linje i kurfyrstendømmet Brandenburg. "Den store Kurfyrste" Friedrich Wilhelm frigjorde sig 1660 for lensforholdet til Polen, indførte enevælde og gjorde ved sin vellykkede uden- og indenrigspolitik Brandenburg-Preussen til en betydelig magt. Anerkendelsen deraf kom 1701, da hans søn kunne lade sig krone som konge i Preussen som Friedrich 1. Titlen gjaldt egentlig det suveræne Østpeussen, men blev snart overført på Hohenzollernes tyske lande, der bestod af Brandenburg med Bagpommern og Magdeburg samt mindre grænseområder og enklaver. Kongeriget Preussen blev under Friedrich Wilhelm 1. (1713-40) en udpræget militærstat med en effektiv civil embedsstand. "Soldaterkongen" afholdt sig fra militære vovestykker, men vandt dog det sydlige Forpommern fra Sverige i den Store nordiske Krig. Vovestykkerne kom under sønnen Friedrich 2. kaldet den Store (1740-86), som først røvede Schlesien fra Østrig, siden mirakuløst hævdede byttet i Preussiske Syvårskrig og til slut arrangerede Polens første deling, der gav ham Vestpreussen, hvorved der blev landforbindelse mellem hans to hovedlande. Hans indre styre var en forbilledlig oplyst enevælde. Ved hans død viste det sig, at det var Friedrich den Stores person, der havde haft stormagtsformat, ikke landet. Ganske vist fik Preussen ved Polens 2. og 3. deling Poznan, Warszawa og Sydlitauen, men i revolutions- og napoleonskrigene spillede Preussen en ret beskeden rolle. Nederlaget ved Jena 1806 kostede store landafståelser ved Tilsitter-freden i 1807. Preusserne blev spændt for Napoleons triumfvogn, men slap over på den rigtige side efter Rusland-katastrofen og bidrog bl.a. til at besejre ham ved Waterloo. På Wiener-kongressen 1814-15 styrede Friedrich Wilhelm 3. i kølvandet på zaren, der fik Kongres-Polen. Preussen beholdt Vestpreussen og Poznan og sikrede sig meget værdifulde udvidelser i Tyskland. Derudover resten af Svensk Pommern, halvdelen af Sachsen samt adskillige områder i Rheinland-Westfalen, hvor der nu opstod en stor, sammenhængende preussisk landsdel, adskilt fra hovedlandet ved bl.a. Hannover. Dermed var Preussen blevet den førende tyske magt og en rival til Østrigs lederskab i det nystiftede Tyske Forbund. Stein, Hardenberg, Scharnhorst m.fl. gennemførte i begyndelsen af 19. århundrede en del reformer i Preussen, bl.a. ophævelse af livegenskabet. Men reformarbejdet ebbede ud, og skønt kongen 1815 havde lovet folkestyre, nøjedes han med at oprette rådgivende provinsialstænder (1823), der fik ringe betydning. Efter Marts-revolutionen 1848 indkaldte Friedrich Wilhelm 4. en grundlovgivende forsamling, men opløste den snart igen og udstedte selv en forfatning 1850 med et adeligt førstekammer (Herrenhaus) samt et andetkammer, valgt efter regler, der skulle sikre konservativt flertal. Ikke desto mindre forsøgte andetkammeret at bremse Wilhelm 1.s planer om at gøre Preussen til en militær stormagt. 1862 kaldte kongen Bismarck til førsteminister, og de følgende fire år regerede denne uden om og mod parlamentet (Forfatningskonflikten). Hæren fik sine store bevillinger betids. Allerede 1848-50 havde Preussen sendt tropper til hjælp for slesvig-holstenerne, men var blevet bremset af stormagterne, herunder især Rusland. I 1864 fik Danmark ikke denne beskyttelse, og hele Sønderjylland blev tysk ved Preussens og Østrigs indgriben i det slesvig-holsenske oprør. Forholdet mellem disse to magter havde dog været spændt siden 1815 og var forværret, siden Preussen 1828-34 fik opbygget Den tyske Toldforening, der var et skridt mod Tysklands samling med Preussen i spidsen og Østrig i skammekrogen. Allerede 1849 fik Friedrich Wilhelm 4. tilbudt kejserkronen, men indså, at tiden ikke var moden. 1859 var Preussen på nippet til at kaste sig ind i krigen mod Østrig. Opgøret kom 1866, og skønt alle de større tyske stater deltog på Østrigs side, tog det kun Preussen et par uger at slå al modstand ned. Wilhelm 1., Bismarck og Moltke havde gjort deres arbejde godt. Preussen indlemmede nu Hannover, Hessen-Nassau samt det fælles bytte fra 1864, Slesvig-Holsten, og det omfattede dermed mere end halvdelen af Tyskland. 1870 fik Bismarck Fransk-tyske Krig fremkaldt, og med sejren 1871 var tiden inde, hvor Wilhelm 1. kunne lade sig udråbe til tysk kejser. Derefter er Preussens historie Tysklands historie. Ved sin størrelse, sin militære tradition og sit økonomiske forspring forblev Preussen den altdominerende delstat både i kejserriget, i republikken og i Det tredje Rige. Derfor sørgede sejrherrerne 1945 for at sønderlemme landet. Preussen ophørte officielt at eksistere 1947. Dets territorium er nu delt mellem Rusland, Polen og adskillige tyske delstater.