FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

© Erik F. Rønnebech

Det var en dejlig augustdag i året 1884. Hele naturen strålede i klarhed og skønhed da Fredericia, med sine røde tage og grønne haver, smilede kom den nye borgmester, Carl Scharling i møde, ved hans ankomst til købstaden. Hvor smukt lå ikke "Landsoldatens By" ved det sommerblå Lillebælt.
Borgmesteren var ledsaget af sin hustru, Henriette Bang, datter af justitsråd Bang i København, og af ægteparrets 6 børn i en alder fra 6-14 år. Han kom fra Viborg, hvor han som overretsassessor havde virket fra 1879-84.
Familien boede i et hus som lå på hjørnet af Danmarks- og Vendersgade.
Den 31. januar 1885 var der faldet sne jævnt og stille, fra en grå himmel, og byen hvilede som et billede af fred under sneens hvide tæppe.
Ved midnatstid lød der pludselig hornsignaler gennem den frostklare luft. Hornsignaler fra alle hjørner af de mennesketomme gader. Da vidste hele Fredericia, at der var brand, og rundt om i vinduerne tændtes lys.
Det var borgmesterens hus, som stod i lys lue.
Han og hans hustru var rejst til Viborg, og deres børn var altså alene hjemme med husjomfruen og to tjenestepiger.
Den ældste af børnene, Frode, vågnede ved, at der faldt brændende træstykker fra loftet ned på hans dyne. Han vækkede straks de øvrige, og det lykkedes at bringe børnene i sikkerhed.
For den ældste broder viste der sig dog, en gang i løbet af brandnatten, et rædselsfuldt syn, idet en yngre broder, Hother (den senere læge og bl.a. forfatter til den fortræffelige bog "Jorden rundt med 5-mastet bark "København"), kom frem med tilsyneladende bloddryppende hænder. Heldigvis stammede den uhyggelige farve fra tyttebærsyltetøj, som han, sammen med en kammerat havde "reddet" en krukke af, og nu med hænderne opfiskede de nedsyltede bær.
Medens børnene blev bragt til naboerne, bar man møblerne ud i det fri ad køkkentrappen, da hovedtrappen var brændt.
Snart ankom brandmandskabet med sprøjterne, som blev sat i gang til den kønne vise: "Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa!"
Skønt der på hver sprøjte stod: "Næst Gud og 8 mand, slukkere jeg hver ildebrand", var her dog store vanskeligheder at overvinde, da vandet frøs til is i slangerne.
Borgmesteren fik efterretning om branden gennem deres ven, lægen og digteren Carl Christian Langgaard. Telegrammet lød således: "Huset brændt, bøger og børn reddet." (først bøger, så børn).
I løbet af denne meget strenge og snerige vinter, blev der ved Barrit skov fanget en hval, som til fredericianernes store skuffelse, blev slæbt til Middelfart.
Den begivenhed gav nogle unge i Fredericia den tanke, at man på Ryes Plads skulle bygge en hval af sne, i hvis bug der skulle samles penge ind til de fattige. Til dette formål havde borgmesterens 14 årige søn digtet en "splinterny vise om hvalen, der lod sig fange til fordel for de fattige i Fredericia".
Drenge, som solgte digtet for 5 øre stykket, undlod ikke at tilføje: "Det er borgmesterens søn selv, der har skrevet den".
Efter at digteren have fortalt, at hvalen var blevet slæbt til Middelfart, fulgte sangen om Fredericias snehval:

"I bugen man en bajer drikke kan, og derfor så de små, lidt mad kan få. Og tingelingeling for hvalen, vi målere tøj med alen, og tingelinge ling syr klæ'r med fine sting" Snehvalen kan trække kroner i land. Ja ører den modta'r thi selv den ingen har, Og tingelingeling for hvalen, for den har "Rye" ved halen, og tingeling ling, Lad bøssen gå omkring".

Bøssen (indsamlingsbøssen) fyldtes over forventning, mens unge mænd, udklædte som damer, sang visen inde i snehvalens bug.
Efter branden lod borgmesteren sin egen villa "Tuttavallis" bygge ved Kammerherrens Gang (Sjællandsgade), i læ af de skærmende volde, med deres duftende tjørne, der som et diadem er lagt om den unge, og dog gamle, heltemodige by.
Denne villa dannede rammen om et selskabsliv, som snart indtog en dominerende førerstilling i Fredericia. Borgmesterens hjem havde sin egen atmosfære. Det bar et præg af hygge. Den fine hjertelighed, overskuddet af åndelig rigdom og den nedarvede gamle slægtskultur, var dets adelsmærke.
I deres fulde glans udfoldede borgmesteren og hustru sig som værter de torsdag aftener, hvor "Tuttavallis" blev samlingssted for byens ungdom. Særlig for byens officerer og de unge fuldmægtige på byfogedkontoret. Her tilbragte de mange nydelsesrige timer. Her samledes da en skat af ædle tanker og følelser for deres senere virksomhed. Det var i den grad gået over i byens bevidsthed, at der hver torsdag var et åbent hus på "Tuttavallis", at der måtte sættes en sålydende annonce i avisen. "Torsdag på Tutten på fredag", når der en gang var forhindringer til stede.
Hver torsdag fra kl. 7-8 plejede borgmesteren at læse historie med unge piger fra konfirmationsalderen til 20 år. Derefter kom den mandlige ungdom til litterære aftener, hvor hans arrangementstalent fejrede triumfer.
Allerede som barn havde han, med sine brødre, lært og spillet scener af Oehlenschläger og Holberg udenad. Forfattere, som deres far satte meget højt.
Nu gentog det samme sig på Tuttavallis. Ordsprog og julekomedier fandt her en sandrig, fortrinlig fremstilling.
Efter at ungdommen havde spist deres smørebrød, begav borgmesteren sig ned i kælderen, for at tappe punch af tønden, medens gæsterne istemte sangen: "Nu er det stille, han har os forladt."
I højtidelig procession gik en ung mand med en lygte foran ham, en anden med en sølvkande, en tredje med et lys og en fjerde med kældernøglen. Punchen købtes i Christoffersens berømte vinhandel i Vendersgade.
Om sin elskede hustru plejede han at sige: "Jeg har en engel i mit hjem". Han var lutter godhed og mildhed. Hun bragte skønhed, harmoni og glæde med sig. Hun kendte kærlighedens underfulde magt. Hendes øjne og hende kærlige smil fyldte hans liv med solstråler. Hun forstod i hjemmet at skabe den hygge og ro, som hendes ægtefælle trængte til efter dagens anstrengende færden.
Også i sit mønsterværdige familieliv var han en pryd for sin by.
Drengene gik i latinskolen, hvor adjunkt Frederik Poulsen, en bror til Emil og Olaf Poulsen, underviste i historie og fransk. Den lille velnærede herre besad et glimrende humør, hvorfor hans timer hørte til drengenes morsomste. Også hans udprægede anlæg for scenen.
Meget fængslende var ligeledes Otto Føns's timer i dansk.
Denne, en søn af provst Basse Fønss, først præst i Middelfart, senere i Vejlby, havde studeret til præst, men foretrukket lærervirksomheden. Han var gift med en datter af banegårdsrestauratøren i Fredericia, kammerråd Søndergaard, og ejede et smukt hus ved Trinitatis Kirke. Borgmesteren satte megen pris på Otto Føns's digte, som han anmeldte i aviserne.
Verden var, for borgmesteren, altid fuld af skønne oplevelser, og han søgte at lære sine børn at forstå, hvad livet kan indeholde af smukt, godt og ædelt, så at de kunne gå friske og frejdige gennem det. Hans børneopdragelse var præget af den samme ånd som hans faders, professor Carl Emil Scharling (1803-77), der ikke alene var en lærd teolog (den betydeligste af de daværende bibelforskere) men også en inderlig from og kærlig mand.
Allerede 1844, havde han den ulykke at miste sin højtbegavede, fantasifulde og varmtfølende hustru, Anna Petræa Lund, og han gjorde alt for, at hans 4 sønner og datteren ikke skulle føle dette tab alt for smerteligt. Han tog sig af dem med stor omhu og særlig af deres religiøse udvikling. Hver morgen blev de samlede i hans stue, hvor han førte religiøse samtaler med dem og han læste med dem. De måtte lære salmer udenad, hvorefter han forklarede betydningen for dem. Disse salmer havde borgmesteren husket hele sit liv. De havde ofte tjent han til beroligelse i sorgfulde tider.
Sønnerne gjorde alle deres fader ære. De ydede, hver på sit område, en betydelig indsats i dansk åndsliv. De opnåede alle at blive kommandører af Dannebrog.
Peter Scharling, født 1832, fra 1879 sognepræst i Randers. Carl Henrik, født 1836, fra 1870 teologisk professor ved Københavns Universitet, hvor broderen Hans William, født 1837, fra 1869 ligeledes var professor i statsøkonomi og statistik, og så den yngste, Carl Scharling, født den 3.maj 1840, som var en meget fin og skarpsindig jurist.
Alle 4 brødre besad også en digteråre, og har skrevet litterære værker. Fra borgmesterens hånd foreligger således en samling livfulde noveller. "I løvspringstiden" trykt 1876, og "Firkløveret" som først udkom i 1913. Her følger man 4 drenge udvikling lige fra barndomstiden til de drager ind i ægteskabets havn. Her finder man samme harmoniske syn på livet, den samme livsglæde, som er udbredt over Henrik Scharlings: "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegård". Denne muntre juleskildring skrev Henrik Scharling på Nilens vand under brændende sol, under en rejse i Ægypten, i længsel efter sit hjem.
Den udkom det påfølgende år 1862 i København og opnåede, med sin ægte julestemning og sit kåde studenterhumør, en mægtig folkeyndest.
For de optrædende studenter stod digterens 3 brødre model. Den yngste, borgmesteren Carl Scharling for Nicolaj.
Denne glade gavtyv med den lykkelige evne til altid at finde livets lyseste sider, blev med sin muntre slagfærdighed, sin friske ungdom, den mest populære af disse folkekære skikkelser. Den samme begejstring vakte Nicolai på scenen gengivet af Elith Reumert, der i 1888 havde dramatiseret dette så levende, ægte danske hverdagsbillede.
Ligeledes vandt han på filmen alle hjerter. Således er borgmester Scharling og hans brødres navne for alle tider knyttet til deres broder Henrik Scharling udødelige hyldest til den danske præstegård.
Til det sidste var borgmesteren medlem af Michaelis sogns menighedsråd.
For den glødende patriot var 50-årsdagen for den 6te juli i året 1899 en mægtig begivenhed. Også på "Tuttavallis" boede veteraner i disse dage. I huset over for kæmpegraven boede 3 veteraner. Det ejedes den gang af Jaques Honoré, der var stolt af at besidde et chatol og et bornholmerur, som havde tilhørt general Castonier, død 1838.
Den ene af veteranerne bar de sko, han havde på ved 6te julislaget.
Det var borgmesteren der i 1884 indførte frivillige svendeprøver i Fredericia. Han var selv svendeprøvekommissionens formand. Svendene modtog deres svendebreve af hans hånd ved en stilfuld festlighed i rådhusets fineste sal. Medens borgmesteren sad midt for bordenden, havde de unge deres pladser ved salens længdevægge ud mod torvet. De unges mestre og forældre sad for enden af salen.
Før svendene fik deres breve, talte borgmesteren varmt og jævnt til dem. Han talte om den stand hvis ære var deres og sagde til dem: "Lyksalig den, der sige kan, jeg er en dygtig håndværksmand" eller "Der er tre ting, vi skal bøje os under: Det gode, det sande og det kønne" eller "Frygt Gud og følg landevejen. Vogt jer for at komme på afveje.2, ellere "En rigtig svend skal være frisk fri og from. Gudsfrygt er nyttig til alle ting. Hvis i tilegner jer disse kendemærker, så vil i gå en god fremtid i møde".
1901 var der 32 lærlinge der fik deres svendebreve, det største antal der nogensinde havde bestået prøven indtil april 1912, hvor borgmesteren for sidste gang overrakte brevene. Ved denne lejlighed modtog for første gang en kvindelig håndværker sit svendebrev.
Disse timer i rådhussalen blev sent glemt af deltagerne. De efterlod et dybt og varigt indtryk, der fulgte dem ud i livet. De ord, de havde fået med på vejen ved overrækkelsen af svendebrevene, har tit været vedkommendes ledestjerne.
Borgmesteren blev æresmedlem af håndværkerforeningen, handelsforeningen og Det Borgerlige Skydeselskab og 1899 købstadsforeningens formand.
Efter sit lange, virksomme og dådrige arbejde, fratrådte han sit embede i 1912. Fredericia var da blevet et mønster på en velordnet kommune. Han omfattede byen, hvor hans manddomsgerning faldt, og hvor hans børn voksede op, med dyb kærlighed. Den var blevet ham til et andet hjem, og han kunne ikke tænke sig at forlade den, efter at have taget sin afsked.
Han tilbragte sin fredfyldte livsaften med sin hustru i villa "Søvang" ved Hannerupskoven. På dette ideelle sted, førte de et lykkeligt hjemmeliv.
Om foråret, når de hjemvendte stære fortalte om deres rejser og eventyr, glædede ægteparret sig over de hvide anemoners blomstrende stjernetæppe i Hannerupskoven.
På de sommervarme dage gik de om aftenen stille ved hinandens side på "Solfaldsstien" til den indbydende bænk "Solfaldsbænken". Her vekslede de mangt et ord, halvt i alvor, halvt i skæmt, og dvælede særlig ved deres ungdomsminder, ved deres forlovelsestid, da Henriette Bang boede hos sine forældre på Fasangaarden, der, hvor digternes drot Oehlenschläger en gang residerede.
"Ak, i Fasangaardens luftige bo, der mødtes som unge så glade de to".
Her spillede de en gang komedie, hvor hans eneste replik var "hurra", men i dette hurra lagde han en kraft og energi, som hørte man begejstringsråb fra ti landsoldater.
Ellers plejede den frejdige, glade student altid at spille roller som førsteelsker. Snart blev han de gamles yndling og en uundværlig person på Fasangaarden, indtil brylluppet stod i Frue Kirke den 28. oktober 1868.
Og så talte de smilende om de følgende strenge arbejdsår, da han, i sin stilling som ulønnet volontør i justitsministeriet, måtte give timer i frøken Zahles skole, for dog at have noget at leve af. De talte så om tiden i Viborg og om deres livs aller lykkeligste og rigeste år i det elskede Fredericia "da der blev kaldt på ham fra Lillebælt".
"Rejs her dit telt, kom hid til byen med jernbanen med de vide marker for fremtidens planer, med stolte minder bag voldens rester, og sid som borgmester i borgernes kreds og vær deres fører og bliv deres ven. - Så drog han derhen, som det hed i en sang til deres sølvbryllup. Så talte de mens solen sank og aftenstjernen bød dem en hilsen fra evigheden, om deres børn, som alle havde gjort dem glæde og var en pryd for samfundet.
Om sommeren var børnebørnene gæster på "Søvang", hvor de legede i den store haves dybe alléer, men når det mørknedes, når langt borte fra Strib kyst fyret glimtede, blev de kaldt indenfor. Her sad bedstefaderen i sin lænestol med en bog i hånden og læste så op for dem, som hans fader, professor Scharling, havde læst for ham og hans søskende.
Den 17. marts 1919, et halvt år efter, at det hæderkronede ægtepar havde fejret guldbryllup, døde fru Scharling.
Borgmesteren boede i sine sidste leveår i "Spindlerhus". Den 15. december 1919 var han endnu i Aarhus, hvor han ledede en generalforsamling. Efter sin hjemkomst var han meget træt og gik i seng. Den 29. december følge han sig "langsomt løftet af en hellig tonestrøm op, hvor hjertet blomstrer evigt, og hvor jorden er en drøm."
Nytårsnat kl. 12 døde han. Hele byen følte hans død som en sorg. Hans båre førtes til Sct. Michaelis kirkes kapel under orgelpræludium fra den oplyste kirke. Dennes indre var tilhyllet med sort flor og smykket med grønne planter og blomster.
Ved den hvidlakerede kiste, pyntet med røde nelliker, talte sognepræsterne Hornbech og Manniche, samt en brodersøn af den afdøde (nu stiftsprovst i Ribe).
Hele sit liv havde Carl Scharling levet efter sit valgsprog: "Sandheden tro i kærlighed".
Denne store idealist havde som Sokrates haft den evige længsel opad og altid opad.
Gennem sin eksemplariske færd og sine overordentlige fortjenester af byen har denne ridder uden frygt og dadel rejst sig et minde som sent vil blegne. Hans navn vil altid blive nævnt med ære og lyse i byens historie.