Fa'r var en smuk mand, han var meget høj og kraftig, havde efter datidens mode bakkenbarter, og i byen gik han altid med høj hat. Mo'r var lille og spinkel, men uhyre dygtig. Vi var en stor børneflok. Jeg var nr. 11 og skulle have 3 fornavne, hvis begyn­delsesbogstaver sammen med P skulle sige STOP, men navnene blev byttet rundt, så jeg kom til at hedde Svend Olaf Torkild Ph., og resultatet blev, at jeg fik en lillebro'r 10 år efter. Der blev aldrig talt om kristendom i mit hjem, men jeg har heller aldrig hørt en ed hjemme. Fa'r elskede os på god gammeldags vis, og vi havde en uhyre respekt for ham. Der var ikke ret langt til spansk­røret undtagen for lille bro'r. Mine ældste brødre kendte jeg knapt. De var ude af hjemmet, før jeg blev født. Fa'r var strengt retfærdig og nød stor agtelse i byen.
Fabrikken lavede maskinkarter til spinderier og væverier, og det var utroligt, hvad der fandtes af rum og lofter i den store gård, og haven med dejlig udsigt over søen var jo et helt para­dis. Fa'r havde selv lavet dampmaskinen og en del af de andre maskiner. Men desuden var der smedeværksted og snedkerværksted, så vi selv kunne foretage reparationer. Fra tidligere dage var der også garveri med vældige kar og barkmøller. I noget, vi kaldte rustkammeret, stod et helt stort tårnur, mage til et, bedstefa'r engang havde lavet til domkirken. Det havde store hjul af messing og rødmetal, som siden blev os en hjælp. Og her lå dyn­ger af gamle lyseforme af fineste engelsk tin og nogle store tinsulefade, som nu er på Viborg museum. Fa'r havde samlermani, og hvad der fandtes på lofterne af „sager", er utroligt.

Min far fabrikant Ernst Philipsen.

Vi morede os med at lære at smede og dreje i metal, og af og til måtte jeg jo også passe maskineriet. Det var en stolt dag, da jeg første gang fik lov til at sætte dampmaskinen i gang. Der­imod var jeg ikke stolt, når jeg som den mindste blev lukket ind i dampkedlen for at rense den for sten. En dag lagde en af mine ældre brødre jerndækslet over mandehullet, medens jeg var nede i kedlen, idet han råbte, at han nu ville fyre op og lukke en af hanerne op for at høre, hvordan det lød, når jeg hylede. Selvfølge­lig var det kun en trusel, men jeg hylede bravt, og fa'r reddede mig ud i tide. Der var nemlig ikke alt for megen luft inde i kedlen.

Fars dampmaskine.

I mange år gik fabrikken godt, og fa'r blev efter datidens for­hold en velhavende mand, men en dag blev der lagt så høj told på de råmaterialer, vi skulle indføre fra England: Kul, ståltråd og især bomulds-kautschuk, at Tyskland kunne sælge de fær­dige varer billigere end vor fabrikationspris, og da fa'r havde væ­ret med ved Dybbøl og på Als og aldrig kunne glemme, at Tysk­land havde røvet Sønderjylland fra os, ville han under ingen om­stændigheder handle med tyskerne, og da fabrikken var den eneste i sin art i Skandinavien, opnåede han intet ved at henvende sig til regeringen. Han var jo kun en ener.
Det gik tilbage, kapitalen gik tabt, og en dag begyndte han at indføre og videresælge Belgiske fabrikata, men det gik alligevel hans ære for nær, at han, der havde været en selvhjulpen mand og ret velhavende, blev fattig. Hans sidste store kunde var den militære klædefabrik i Usserød.
Til sidst besluttede han at opgive det hele og sælge maskinerne. En dag gik han med tårer i øjnene oppe i maskinhallen. Det havde vi aldrig set før, og kort efter, en julimorgen 1901, fik han uventet en hjerneblødning, lå uden bevidsthed i 4 døgn og døde så, uden at vi fik taget afsked med ham. Det vakte bestyrtelse i byen, at den stærke mand så pludselig var død, og for hjemmet var det en katastrofe.
Til belysning af fa'rs karakter vil jeg endnu tilføje: Vi blev op­draget i størst mulig frihed, idet fa'r havde en ubetinget tillid til sine børn. Vi kunne tumle os, som vi ville, med kammeraterne, og plads var der jo nok af, men én ting var forbudt: Vi måtte ikke slås med sten. Derfor var det interessantere end alt andet. Hvor gammel jeg var, mindes jeg ikke, men en sommersøndag, mens far sov til middag, overtrådte vi forbudet, og uheldet ville, at en sten fra min hånd røg ind gennem et vindue og slog en af de fine maskindele i stykker. Legen standsede brat, og kamme­raterne forsvandt, for der var ikke ret langt til et livfuld hug. Fa'r kom og så ruden og mig, og dermed var sagen oplagt. Jeg sørgede for at lægge afstand imellem os. Hele eftermiddagen sled sig hen. Aftensmaden kvitterede jeg, og det blev aften. En lille dreng er en smule mørkeræd i en stor have, men i skumringen gik fa'r i den lange nøddegang og røg sin pibe. Så besluttede jeg at tage afgørelsen, da jeg mente, humøret nu var det bedst mulige. Jeg listede ind på ham bagfra, stak min hånd i hans og sagde - Sikkert med en meget forknyt stemme: „Det var mig, der slog den rude ud, jeg be'r om forladelse," og så ventede jeg et par rigtig varme lussinger og en tordentale, men i stedet for lagde fa'r sin hånd på mit hoved og sagde med så mild en røst: „Det var godt, min dreng, du selv kom og sagde det, så taler vi ikke om det mere." Da så jeg ind i fa'rs hjerte, hvor han elskede mig. Nu er det snart 60 år siden, men det hele står lyslevende for mig den dag i dag, og senere blev det mig til hjælp, da jeg oplevede, at sådan er jo Gud mod os syndere. Jo, dengang var vi i Paradis.
En anden gang var det et ungt æbletræ, som for første gang bar 2 dejlige æbler. Jeg stod og pirkede til det ene med en kæp, for at det skulle se ud, som om det var faldet af, for de nedfaldne æbler var vore. Pludselig lød det bag mig: „Du skal ikke!" Mere blev der ikke sagt. Jo vist, det var Paradiset om igen. Sådan var fa'r, retfærdig, myndig og kærlig, Sådan kendte vi børn og hele byen ham.

Min mor Cathinka Philipsen

Mo'r sled tappert og ofrede alt for os. Hvor var hun elskelig og fin, men hvor var det svært, da de tunge år kom, og det ydmygede hende, da hun måtte til at gå tiggergang og søge legater og tilsidst aldersrente for at leve. Det sværeste var vel nok, da en dag en provst hånede hende, fordi hun var bleven fattig. Det bed sig fast i mit sind, men med tak mindes jeg den nu afdøde kapellan ved domkirken, pastor Hallager (siden sognepræst ved Fredens Kirke i Kbh). hvor var han sød og god ved mo'r, og siden hjalp han også mig da jeg blev student.
Og hvad nu? Turde jeg vove at gå i gang med et studium? Eksamensbevis gav skolen mig, så jeg kunne få adgang til uni­versitetet. Rektor skrev derpå, at det var udstedt: „Gratis (uden betaling)". Det ærgrede mig lidt, men også det brugte Gud siden hen, da jeg kom i alvorlig klemme med min sjæl. Der kom den dag, da det blev mig klart, at skulle jeg have syndernes forladelse og adgang til himlen, skulle også det være „gratis (uden beta­ling)". På den måde blev det mig til velsignelse.
En gammel tante sagde lidt spydigt: „Hvem skal føde dig?" Men rektor Heise tilskyndede mig til at fortsætte og gav mig den fineste anbefaling, hvori han skrev, hvad der var årsag til den ringe eksamen, og skolen gav mig alle de stipendier, den kunne.
Et par år efter solgte vi den store ejendom for 5.000 kr. På dens plads står nu en stor beboelsesejendom og nogle villaer, alle med have til, så den, der i en nødsituation købte komplekset af mo'r, må have tjent bravt derpå.

Det gjaldt så, hvilket studium jeg skulle vælge.
Jeg lod mig indskrive som stud. mag. i naturhistorie, mit yndlingsfag, men slog snart over i teologien. Ikke for at blive præst, men snarere af trods. Bortset fra adjunkt Lofts religionsundervisning, var skolen præget af religiøs ligegyldighed eller brandesianisme. Vi læste I. P. Jacobsen („Evig og uden forandring er kun det tomme") og slugte alt, hvad der kom af Johs. V. Jensen.
Mit motiv var nærmest at finde våben mod kristendommen, vel for en del for at dæmpe min samvittighed og af bitterhed mod både Gud og mennesker, som jeg syntes havde behandlet mig uretfærdigt. Ikke mindst var jeg bitter på mine gamle lærere. Her blev min gamle, prøvede ven, Villads Christensen, nu sognepræst i Græsted, mig en uvur­derlig hjælp. Vi var praktisk talt uadskillelige hele studietiden igennem.
det første år i København var slemt at komme igennem. Jeg boede på Vesterbro og levede bogstaveligt fra hånden i munden. Pengene var små, så der var dage, da hele min føde bestod af morgenkaffe og et par røgede sild. Resultatet blev en forrygende tarmkatar, som plagede mig nogle år. Senere flyttede jeg ud på den anden side af det daværende lygtekvarter (Lersøen). Der var lidt langt til universitetet, men der var billigt. Jeg havde værelse med morgenkaffe, lys og varme for 10 kr. om måneden. Jeg skyl­der daværende, nu forlængst afdøde graver Christoffersen ved Kapernaumskirken stor tak. Han og hans brave kone var mine værts­folk i mange år. De egentlige universitetslegater var lukkede for mig på grund af den dårlige eksamen, men pastor Hallager skaf­fede mig gennem en onkel et nystiftet legat på 400 kr. om året, hvilket var en mægtig hjælp, og da jeg desuden kom til at spise middag hos nu afdøde vaskeriejer A. Jensen, i hvis gæstfrie hjem jeg havde tilhold i 5 år, og desforuden kunne tjene lidt udenom, kom jeg efterhånden på den grønne gren, så jeg endog kunne hjælpe min gamle mo'r lidt. Også vaskeriejer Jensen og hans ud­mærkede kone, som var min halvkusine, står jeg i ubetalelig tak­nemmelighedsgæld til.
Vi sled bravt i studierne og røg uendelige mængder af tobak (indtil 2½ kilo om måneden). Vort åndelige tilflugtssted blev studenterhjemmet, som dengang stod i sin fulde åndelige kraft. Desuden var vi med liv og sjæl med ved de store diskussionsmø­der, som holdtes bl. a. i Wittmacks lokaler, og hvor de betydeligste mænd inden for kirken udkæmpede drabelige kampe med studen­tersamfundets folk. Ikke mindst imponerede professor P. Madsen os med sin ro og med den grundighed, hvormed han, der jo havde en fænomenal hukommelse, kunne sable modstanderne ned. Det samme gjaldt den unge professor Vald. Ammundsen. Jeg glemmer ikke den aften, da den bekendte abeteoretiker Vilh. Rasmussen kom med et vældigt indlæg mod eksistensen af menneskets sjæl, og til sidst spurgte: „Er der måske nogen af de tilstedeværende, der nogensinde har set en menneskesjæl?" Da ingen meldte sig, fort­satte han: „Så fastslår jeg overfor forsamlingen, at mennesket har ingen sjæl, og der er i hvert fald ingen, der kan forlange, at jeg som forstandigt, tænkende menneske skal tro på eksistensen af noget, jeg ikke kan se med mine øjne." Vi 600 unge sad en lille smule benovede, idet vi jo nok syntes, det gik lovlig let at få sjæ­len afskaffet. Men så kom Ammundsen og spurgte på sin tørre måde, om Vilhelm Rasmussen da nogensinde havde set sin egen forstand. „Selvfølgelig ikke," snerrede V. R. „Godt," sagde A., ..så fastslår jeg overfor forsamlingen, at de har ingen forstand, og i hvert fald kan vi andre ikke tro det, for vi kan nemlig heller ikke se den." Der blev vild jubel, og V. R. var slået ud den aften. Eller når P. Madsen tog til ordret at citere de enkelte talere (han skrev aldrig noget ned). og hvis nogen vovede at påstå, at han måtte have udtalt sig anderledes, kom det på P. Madsens sindige jyske: „De sagde således," og så vovede ingen at mukke.
Disse to prægede så fuldstændigt det teologiske fakultet og vir­kede ved deres personlige fromhed, ikke mindst P. Madsen, stærkt på os unge studenter. Gamle Scharling derimod betød intet, og de øvrige havde vi ingen personlig forbindelse med. Madsens dogma­tik kom ved sin redelighed og sit ægte lutherske præg til at sætte stempel på et helt slægtled af præster. Dog påvirkede også den personligt fromme prof. I. C. Jacobsen os, men mere i negativ ret­ning. Han og prof. Fr. Torm indførte de nu almindelige labora­torieøvelser.

Nuv. Sognepræst
Villads Christensen i Græsted

Vi højagtede prof. Jacobsen for hans redelighed.
Men vor egentlige åndelige føde fik vi hos Ussing i Jesuskirken, hvor man skulle være i god tid for at få en ståplads, og hos Alb. Schack i Helligånds, og så selvfølgelig gennem diskussioner, der førtes i „hjemmet" mellem Borgbjerg, Vilh. Rasmussen og professorerne Heiberg og A. B. Drachmann på den ene side, og dr. med. P. D. Koch, dr. polit. Har. Westergård, Ussing, Schack og Ammundsen på den anden side.
Tidligt fandt jeg ind i søndagsskolearbejdet i Kapernaums sogn til trods for, at jeg langtfra var afklaret i min tro, men til sidst blev Guds-ordet i biblen mig for stærkt, så jeg kom i ægte nød med min synd. vi oplevede den forunderlige vinter med de væl­dige vækkelsesmøder i koncertpalæet, ledede af H. P. Mollerup, A. Fibiger og flere. Her samledes tusinder aften efter aften, selv bydrengene fløjtede vækkelsessange som „Der er solskin i min sjæl i dag", og mange blev omvendt. Jeg var en af de mange, der kom til klarhed i de dage, og det, der hjalp til hvile i troen, var det gamle eksamensbevis: „Gratis (uden betaling)" og en enkelt salmelinie: „Tag en stakkels synders hjerte, tag mig, som jeg er."
Og så levede vi iøvrigt med i studenterlivet, gik lange søndags­ture i skovene ved Lyngby - Cykle var en ukendt luksus, og biler var ikke opfundet endnu! Jyde blev jeg ved med at være og er det den dag i dag i den grad, at jeg senere på det bestemteste afslog kirkefondets opfordring til at blive præst i København.
Og årene gik. Min ven Christensen og jeg fulgtes troligt ad endog lige til eksamensbordet. Dengang tog man hele eksamen på én gang. Der gik det sagn, at P. Madsen holdt på, at kun 1/3 måtte få 1. karakter (laudabilis). Vi var ialt 21, der indstillede sig til eksamen i sommeren 1908. Heraf dumpede 5 og andre 5 fik det eftertragtede laud. I forloren ydmyghed må jeg bekende, at vi to var blandt de fem sidstnævnte. Dermed var æren reddet, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har haft praktisk nytte deraf. Jeg erindrer, at da P. Madsen havde eksamineret mig i en forrygende krydsild i dogmatik 40 min., gik den tanke gennem mig: Nu må han holde op, for nu kan jeg ikke mere. Da jeg kom hjem, under­søgte jeg spørgsmålet og konstaterede, at der var heller ikke mere. Citronen (spørgsmålet) var presset til sidste dråbe.
Et par originaler fra universitetet bør lige nævnes. Den ene var portnersken, den majestætiske „Pallas Athene", alle studenters gode ven. den anden var første-pedellen Mule, om hvis embede det blev sagt, at det skulle besættes med „en hovedløs teologisk kandidat" (en kand. med 3. karakter). Hans kontor var en ren svinesti, og ve den, der tog hatten af derinde. Mule var en sevær­dighed, men han havde forstand på penge. Han var gnaven, da vi fik 5 kr. sedler.

I de tider var det ret utænkeligt, at en 24-årig teologisk kan­didat kunne springe lige ind i et selvstændigt præsteembede. Man var jo på det nærmeste blottet for menneskekundskab og praktisk livserfaring, og det ville være skammelig bagvaskelse at sige, at universitetet havde givet os noget af den vare. Man skulle være huslærer eller sekretær eller uordineret medhjælper først en tid. I Viborg KFUM var S. H. Sørensen lige afgået som sekretær for at overtage den større post i Aalborg, og til stor overraskelse for mig fik jeg tilbud om at overtage sekretærstillingen i Viborg by og kreds.
Jeg anede knapt nok, hvad KFUM var. Jeg havde været søndags­skoleforstander i København og havde af og til talt i en forstads KFUM, men ellers levet med i det akademiske liv, og mere havde der ikke været tid til. Men jeg slog til og tænkte: Det går nok, og det gik. Stiftsprovst Helweg-Larsen var formand, adjunkt Loft næstformand, og foreningen boede til leje på en 1. sal i en side­gade. Vi var ikke så mange sekretærer dengang, og organisatio­nen var den mindst mulige. Hovedkontoret lå i Aarhus med E. Frederiksen som „general" og frk. Frandsen som kasserer, men der var liv i det. KFUM var et arbejde i opgang. Ricard, som vi havde mødt ved latinermøder, var den store drivkraft, som fik os til at lægge ud med hele ungdommens mod. Sekretærskoler og den slags kendtes ikke. Vi klemte bare på, hver på sin facon, og blev måske derfor mere originale.
Foreningen var lille, men der var en trofast flok, der holdt bravt sammen, og arbejdet fangede mig for livet. en af mine gamle sko­lekammerater fra drengeårene, bagermester Chr. Støttrup, var le­der i FDF, og så var det om at bjerge store drenge og iøvrigt holde godt sammen om kernen i foreningens arbejde: Bibelsam­talerne.
Det var 1. september 1908, jeg begyndte, med en fyrstelig gage på 50 kroner om måneden og fri station. Jeg følte mig som en hel velhaver. Og mange dage varede det ikke, inden jeg måtte ud i kredsen. Kellerup blev det første sted, jeg holdt møde over teksten fra åbenbaringen 3, 20. her fik jeg en af mit livs største overraskelser. I København var der troende og vantro, men de kir­kelige retninger havde jeg ikke begreb om. De troende var kristne, de vantro var fritænkere, men nu opdagede jeg pludselig, at der var nogle, som kaldte sig grundtvigianere. Hvad var det for skab­ninger? De var imod noget andet, som hed indre mission, og de var imod KFUM og holdt sig fjernt, når man kom ud i kredsen til ungdomsmøder. Det var noget helt nyt og overraskende, at kristne stod i forskellige partier. I København var min bedste ven uden for studenterne en havnearbejder Chr. Jørgensen, af hvem jeg en nat fik lirket ud, at han hver morgen bad til Gud, om han i dagens løb måtte få lov at blive til velsignelse for et andet menneske. Han var den gladeste mand, jeg kendte, og at det var praktisk kristendom, forstod jeg, men at kristne kunne modarbejde hinanden, begreb jeg ikke. Var der virkelig råd til det? Siden er man jo bleven klogere! Mon?
I en lille landsby B. havde praktisk talt hele byens befolkning givet hinanden løfte og håndslag på, at de aldrig ville sætte deres ben i missionshuset. Men der var en halvgammel pebersvend, som var en troende mand. Han forlovede sig og drejede de gode folk en knap. Da han skulle giftes, holdt han bryllupsmiddagen i missionshuset og inviterede hele byen med, og også jeg blev ind­budt. Det kunne byen alligevel ikke stå for. De mødte mand af hus. Til at begynde med så de lidt forlegne til hinanden, men befandt sig efterhånden såre godt. Efter gammel skik havde man salmebog med, og efter middagen holdt jeg så efter aftale regu­lært missionsmøde. Dermed var isen brudt, de havde jo alle svigtet det givne løfte. Siden hen kunne de komme.
Inden jeg endnu nåede at blive 25 år, måtte jeg tage en ordi­nær eftermiddagsgudstjeneste i domkirken. Om jeg var nervøs? Egentlig ikke. Der var stuvende fuldt. Der var jo adskillige, der kendte mig fra drengeårene, som skulle hen at høre, hvordan det kunne gå. Min gamle mo'r havde det vistnok meget varmt ved tanken om, hvorvidt hendes arme dreng klarede det, eller om han gik i stå, og da det ikke skete, fik hun dobbelt varme for, om jeg dog nu kunne finde amen og få holdt op. Siden har jeg præ­diket der adskillige gange, ikke mindst „interessant", når min gode ven, biskop Johs. Gøtzsches vågne øjne hvilede på mig.
Engang på en cykletur med ungdomsafdelingen, kom jeg ud for at skulle tage højmessen i en kirke oppe ved Hjarbæk fjord, og da var jeg ved at komme i knibe. Degnen sagde, at der stod en kirkegangskone i våbenhuset, som jeg skulle gå ned og hente, sige et eller andet til og derefter føre hende op gennem kirken. Jeg spurgte ham, hvad jeg skulle sige, men det anede han ikke. Jeg foreslog for spøg, om jeg skulle byde damen armen. Det mente han dog ikke. Nå, det blev klaret, men hvordan? Jeg har aldrig været ude for det tilfælde senere.

Sekretær i Viborg 1909

Det var berigende at komme i de gamle missionssamfund og interessant at møde „de gamle stier" i Roum.
Jeg nåede i det årstid, jeg var i Viborg, at få holdt 108 ungdomsmøder i kred­sen og nabobyerne foruden at passe byforeningen. Her blev grun­den og linien lagt for de kommende 40 års tjeneste.
Vore bestyrelsesmøder var ofte interessante, idet stiftsprovsten som regel forkastede, hvad jeg foreslog, og jeg gik imod, hvad han foreslog. Alle hans forslag blev gerne vedtaget med alle stemmer mod 2 og blev ført til protokols. Når så bestyrelsen var gået, blev adjunkt loft tilbage, hvorefter vi vedtog, hvad der skulle laves. På den måde gik det storartet. Missionær Lauritzen blev min særdeles gode ven, og han tilbød elskværdigt at sørge for at få formanden væltet, hvilket jeg dog afslog. Formandsvalget i kredsen foretoges hver sommer på det store borgvoldmøde på den måde, at formanden sagde: „Jeg foreslår, at i genvælger mig!" Så var det klaret.
Det blev alt i alt et dejligt år, men jeg var dog klar over, at det skulle være et prøveår, og at jeg ikke ville blive i min fødeby, så da jeg fik opfordring dertil, svarede jeg nej tak, idet provst Zeuthen i Fredericia havde bedt mig komme og overtage posten hos ham. Men forinden havde jeg været indkaldt som soldat i 4 måneder, og det er en historie for sig.

Forplejningskorpset (intendanturen) er jo noget for sig, var i hvert fald dengang et slags uniformeret civilt korps. Vi lå på den gamle Villersgades kaserne og var en broget flok. En af de første aftener blev det på den stue, hvor min gamle ven, Villads Chri­stensen og jeg lå (også her fulgtes vi pænt ad), sat under afstem­ning, om det skulle være tilladt at bande og fortælle beskidte histo­rier eller ej. med alle stemmer mod 1 blev det forbudt, og vi holdt streng justits. En af kammeraterne, som overtrådte det, kom fuld hjem en aften. Resultatet blev en bænketur med en gammeldags endefuld, og det gentog sig aldrig siden. En sergent, som var slem i sin mund, gav vi et tilhold om at holde op, da vi ellers agtede at indmelde ham. Det hjalp. Som bekendt er det forbudt befalings­mændene at bande i den danske hær, og da vi alle var lidt til års, kunne vi tillade os en del.
Soldater i egentlig forstand skulle vi jo ikke være. Det var bog­holderi og regnskabsvæsen, og desuden prøvede de at lære os at lave suppe og ærter. Engang skulle vi lave kødsuppe til 1. regi­ment i Kastellet. Suppen blev både god og kraftig, og mænnerne tog godt til sig. Men hele den følgende nat var det ganske regi­ment på benene et vist sted hen. Der blev skrapt forhør næste dag om, hvad vi havde kommet i suppen, men vi var uskyldige som engle og kunne dokumentere, at der ikke var andet deri end kød og visk, og hvad der ellers skulle til. Endelig opklaredes det, at vi i vor uvidenhed ikke havde skuret vaselinen af de kogekar, vi havde benyttet. Deraf den frygtelige virkning. Men det var både første og sidste gang, vi fik betroet at fungere som kokke. For eftertiden holdt vi os til regnskaberne.
Skolen sluttede med en eksamen, hvorefter de, der bestod, ved første indkaldelse blev korporaler, de øvrige underkorporaler. Da regnskabsvæsen faldt mig let, ønskede man at tvinge mig videre, så jeg skulle være reserveintendant (officer). Da jeg ikke havde interesse for militærlivet, erklærede jeg, at jeg i så fald lod mig dumpe til eksamen, men skolens chef sagde: „Det nytter ikke no­get, om de kludrer i deres eksamensopgaver; vi lader dem bestå alligevel, for vi ved, de kan." Jeg svarede dertil: „Godt, jeg ved,
de kan tvinge mig til at gå videre, men efter loven kan de ikke tvinge mig til at blive officer, og den udnævnelse modtager jeg aldrig." Så slap jeg, men da under sikringsstyrken mange af kam­meraterne fik officersudnævnelse, måtte jeg vedblive som korpo­ral på grundlag af den erklæring. Forøvrigt må jeg bemærke, at skolens chef, overintendant E. Pallis, som var en nobel mand, forstod mit standpunkt, så der kom os intet imellem af den grund. Jeg bestod så eksamen fint.
For ikke at afbryde senere må jeg hellere gøre hele min sol­daterhistorie færdig med det samme. Min senere gode ven og med­arbejder, oberstl. Bentzien, sagde engang: Hvis de skulle have været straffet for alt det, de lavede som soldat - Ikke mindst for subordination, ville 100 år ikke strække til! Men jeg har aldrig været straffet.
I efteråret 1911 blev jeg indkaldt som underintendant ved rvtteriet i Aarhus. Heldigvis var jeg kørende. Kun én gang var jeg oppe på en hest og sad i skræk for, at bæstet skulle flytte benene.
Der var dér en ældre stabssergent af sværvægtsklassen, som blev min gode ven på en morsom måde. En dag, der var lidt kludder med nogle regnskaber, kom jeg farende ned i kælderen, hvor stabs-sergenten havde kontor, og glemmende al militær anstand fo'r det ud af mig: „Hør, Hansen -!" Længere kom jeg ikke. „Staben" rejste sig i hele sin vælde og skulle lige til at aflevere en ordent­lig tordenskylle. Han så så ubeskrivelig morsom ud i sin kræn­kede militære ære, at jeg kom til at le ubehersket. Og ned sank Hansen i sin stol med det mest forundrede ansigt og udbrød: „Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget lignende: At blive overbegrint af en korporal, som jeg skulle skælde ud. Er de komplet gal, mand?" Det endte i den reneste idyl, og Hansen var min gode ven i mange år. - Det skete en nat under en manøvre, at der forsvandt en halv snes sække havre fra en af mine vogne. Dra­gonerne „huggede" det, ikke til sig selv, men til hestene, som fik lovlig lidt kernefoder under strabadserne. For så vidt altså und­skyldeligt, men jeg skulle gøre regnskab for sækkene, så den var gal. Jeg ringede ind til Hansen i Aarhus og forklarede ham sagen. «Ja, den er gal," sagde Hansen. „Ring igen til middag, så skal jeg tænke over, hvordan vi skal klare den." Jeg ringede altså igen og fik fat i Hansen. „De er et fæ, Philipsen," sagde han. „Jeg var ovre på depotet at se efter, og dér stod sækkene. De har glemt at få dem med, så når de kommer tilbage, stemmer regnskabet." Gode, brave Hansen. Han kneb bare lidt på foderet til remonterne, som stod og drev i staldene. - Men én gang var det alligevel lige ved at gå galt. Det var på en kort manøvre, hvor Hansen også var med - kørende. Vi var et par læger, et par intendanter, et par sygepassere og altså Hansen, som en hel dag sad og kedede os ude på heden. der var bunker af blåbær, og for at få tiden til at gå, plukkede vi en mægtig posefuld til Hansens kone. Den blev anbragt bag i vognen, og Hansen glædede sig. Men om aftenen glemte han sig selv og kom for skade at tage fejl af den pose og en anden. Han anbragte sine godt 100 kilo på blåbærposen, gik til bunds og blev hilst med jubel. Hans lyseblå bukser blev aldrig lyseblå mere, for blåbærsaft er ægte farve. På en måde var vi kede af det, men situationen var ustyrlig komisk. Men hvor var han vred.
Pastor Frederiksen var som nævnt dengang „general" i Aarhus. Jeg fandt ud til ham om aftenen, og da kunne klokken godt gå til 1 og 2. Jeg skulle være på kasernen kl. 12, men tog det ikke så nøje. En nat var der imidlertid en nidkær sergent, som hug­gede mig. Han fulgte mig i nattens mulm ned i arresten og spurgte, om jeg mente, det var rart at sidde her. Det syntes jeg begribeligvis ikke. Ja, om jeg så ville love for eftertiden at komme pænt hjem inden kl. 12. Jeg beklagede ikke at kunne give et løfte, som jeg næppe kunne holde. Så blev han vred og truede med at melde mig. Jeg måtte jo så forklare ham, at han var dragon og jeg intendant, at jeg var ene mand på kontoret, så hverken mand­skab, heste eller husholdning kunne fungere, hvis jeg skulle „sidde". Han ville bare få et tilhold om at holde fingrene væk fra intendanturen. Han kløede sig lidt i hovedet. Stik så af i seng! Siden var der aldrig vrøvl.
Året efter blev jeg indkaldt igen, denne gang til Nyborg, idet intendanturen aldrig måtte gøre tjeneste samme sted 2 gange. Der var i Nyborg en ret ubehagelig intendant, så jeg vejrede kon­flikter. Heldigvis var Ludvig Skeel kaptajn dér i byen. Altså rej­ste jeg derover en dag for tidligt, opsøgte Skeel, som var en af vore trofaste arbejdere i KFUM. Vi gjorde visit hos intendanten, jeg blev præsenteret som cand. theol og sekretær i Fredericia. Skeel var jo kammerjunker, så det blev kaffe og cigarer, og først da vi skulle gå, bemærkede Skeel: „Det er for resten sandt, kandi­dat ph. skal gøre tjeneste som korporal på deres kontor fra i morgen." Jeg må indrømme, at modtagelsen næste dag var sær­deles elskværdig, og det hele var ren idyl. Men en dag anmodede jeg om at få fri et par timer midt i kontortiden, da der var en herre, som passerede byen og gerne ville hilse på mig. Da gik alligevel naturen over optugtelsen, så han spruttede noget om, hvad jeg egentlig bildte mig ind osv. Jeg svarede ganske blidt, at det var kedeligt for ham, at han ikke kunne give mig fri. da var han nær eksploderet. Hvad jeg mente med det? Jo, svarede jeg, det er hans majestæts overkammerherre, der vil tale med mig! De skulle have set hans ansigt! Forsvind, mand, det kunne de jo have sagt straks. At overkammerherre Oxholm af mig var inviteret til at holde gymnasiastmøde i Fredericia, og at det var det, vi skulle tale om, fik han aldrig at vide. En anden gang under en manøvre var vi ude på cykel sammen for at betale kvarterpenge. Jeg cyk­lede reglementeret 10 skridt bagefter herligheden. Pludselig pas­serede vi regimentschefen fra Fredericia, i hvis hjem jeg kom en del. Han stod sammen med en gruppe officerer, og som den ci­vilist, jeg var, syntes jeg, det ville være høfligt at gå hen og sige god dag. Intendanten troede vist nærmest, jeg havde fået solstik, og en lille sekondløjtnant var ved at få bersærkergang, indtil obersten vendte sig, så mig og hilste hjerteligt velkommen. Resten af dagen kørte vi ved siden af hinanden, og om natten delte vi værelse hos en læge. Officerer og korporaler må ellers ikke sove i samme rum! Men hvem kunne vide, hvilke forbindelser den kor­poral havde!
For en ordens skyld skal jeg bemærke, at jeg selvfølgelig i de forskellige garnisoner fandt et hjem i KFUM's soldaterhjem, hvor vi havde udmærkede bibeltimer og gode møder. Soldater er i vir­keligheden et dejligt folkefærd at arbejde med, når man er kam­merat med dem. - Om søndagen tog Skeel og jeg ofte ud i om­egnen til møder, men en aften fik blå kors mig lokket til at tale.
Der sad en rar forsamling ældre og pæne mænd og kvinder, og jeg holdt en pæn prædiken for dem. Men så rullede formanden ud med en mægtig tordentale om drukkenbolte og meget mere, og jeg arme mand nød hele skyllen, da jeg var den eneste ikke-afholdsmand i forsamlingen. Det var i sandhed spildte ord på Ballelars.
hermed mente jeg at være færdig med soldaterlivet, men det gik anderledes, og vi må hellere gøre de parenteser i mit liv færdige.
Lørdag den 1. august 1914 udbrød den 1. verdenskrig. Jeg var da personel kapellan hos provst Zeuthen og skulle prædike til høj­messe søndag d. 2., men kl. 4 morgen blev jeg indkaldt og sad ved højmessetide på intendantkontoret i Odense. Chefen var en kor­pulent overintendant, som yndede at optræde halvt påklædt. På kontoret var desuden en sergent i intendanturen, nogle skrivere og jeg - jeg var godt gnaven, og det første, jeg foretog mig, var at skrive en ansøgning om at blive hjemsendt, da jeg mente, jeg kunne gøre mere gavn som præst i Fredericia.
Da der var gået nogle uger, spurgte sergenten mig en dag, om jeg huskede, hvad jeg havde sagt den første formiddag. Det anede jeg ikke. Jo, sagde han, der lød pludselig et råb henne fra deres bord: „Kan vi snart blive fri for den banden her." Vi blev jo unægtelig lidt forbavsede og tav stille en tid, men vi kom efterhånden til hægterne igen. Men så kom der et nyt råb: „Hørte de ikke, hvad jeg sagde?" Derefter tav vi, og jeg må indrømme, at tonen på kontoret blev helt nobel. De første uger kunne jeg bogstaveligt ikke gå over kasernegården, uden at der kom en eller anden, fra officerer til menige, som ville tale med mig om deres sjæls frelse, hvis vi nu kom med i krigen! Det var snart rygtedes, hvem jeg var, og jeg blev altid og i fuldeste alvor tiltalt som „pastor Ph.". Det var i virkeligheden noget af en oplevelse at være på Odense kaserne de måneder. Der var lydhørhed for evangeliet. Jeg fik ekstraordinært tilladelse af oberstl. Mørck til at rejse hjem fra lørdag til mandag for at hjælpe provst Zeuthen, som var 77 år og alene i embedet. Efter 3 måneders forløb blev jeg på menighedens andragende hjemsendt, da man forstod, at det var umuligt for den gamle provst at undvære sin medhjælper.
1916 blev jeg igen indkaldt en måned for at gøre tjeneste i Værløse lejren for en ambulance på ca. 300 mand. Jeg skulle gøre selvstændig intendanttjeneste, men på korporalsrang. Imid­lertid var jeg efter Zeuthens død bleven fast præst i Fredericia og garnisonspræst, hvilket dengang gav rang som Kaptajn. I Værløse ville en ung, vigtig løjtnant indkvartere mig sammen med 8 under­korporaler. Jeg protesterede, da jeg gjorde officerstjeneste og havde adskillige tusinde kr. i kassen og iøvrigt skulle have ro til at føre regnskaberne, hvorfor jeg forlangte eneværelse. Det næg­tede han, og efterhånden blev vi begge lidt ivrige. Så prøvede jeg et kup. „Godt," sagde jeg, „hvis de ikke vil give mig eneværelse, kræver jeg som garnisonspræst i Fredericia med kaptajns rang 2 værel­ser, ellers klager jeg over dem til krigsministeriet." Selvfølgelig kunne jeg intet kræve, men løjtnanten lod sig imponere og faldt ned som et lam. Jeg nøjedes dog med 1 værelse. - I Værløse havde jeg nær brændt mig på alle soldaters skræk: General Ipsen. Jeg stod og så på nogle graveøvelser, da Ipsen kom og forlangte, at jeg skulle tage en spade og grave med. Som sædvanligt glemte jeg de militære former og svarede ganske simpelt nej, fordi jeg var intendant. Nu er det at sige nej til en general en forfærdelig for­brydelse. Generalen blev højrød og nærmest hvæsede: „Hvad er de i det civile liv?" - „Garnisonspræst i Fredericia, hr. general," hvorefter generalen snurrede rundt på hælen og forsvandt. Senere på dagen, da jeg sad og drak kaffe med stabslæge Norrie, fortalte denne mig, at general Ipsen var så ræd for præster som en kat for sennep. Vist for resten det eneste, den mand var bange for.
i efteråret 1917 var det galt igen. Nu gik turen til Næstved. Jeg traf regimentet i skovene ved Sorø, og jeg mødte der som over­ordnet en gange ung, uhyre vigtig reserveintendant, som straks lod mig forstå, at der var miles afstand fra ham til en korporal. Jeg kunne ikke rigtig stedfæste ham, men syntes, jeg skulle kende an­sigtet. Navnet var så almindeligt, at det intet sagde mig, men et par dage efter havde jeg ham, gik hen til ham og sagde: „Skal vi så holde op med de narrestreger og komme ned på jorden, dit lille fæ." Det var en FDF-dreng fra en naboby, som jeg kendte fra han var 11 år. Han havde jo straks kendt mig - Jeg var dengang 34 år. Ak, han blev så lille, så lille og bad pænt om forladelse.
Nogle dage efter rullede vi ind i Næstved, og samme dag var jeg på regimentskontoret for at få orlov. „Umuligt," blev der svaret, „før de har været inde 3 måneder." - „Beklageligt," sagde jeg, „så bliver der uro i Fredericia, for jeg skal hjem og holde kon­firmation, og alle officerernes og underofficerernes børn går hos mig." - „Dem kan de jo give en anden præst lov til at konfir­mere." - „Det kan jeg nok," svarede jeg, „men det vil ikke ske, for den anden præst kender ikke børnene og de ikke ham, og uden min tilladelse kan de ikke blive konfirmeret." Resultatet blev, at jeg fik 6 dages orlov. - Samme dag, jeg kom tilbage, var jeg på kontoret igen for at få ny orlov. Nu gjaldt det konfirmationen i annexet Erritsø. altså 6 dage til. - Da jeg kom tilbage, kom en troende ritmester og spurgte mig, om jeg ikke kunne holde en mili­tærgudstjeneste for hans dragoner. Det var jeg selvfølgelig mere end villig til. „men," sagde han, „jeg er kun bange for, at drago­nerne ikke vil komme, hvad skal vi gøre ved det?" Jeg foreslog at bekendtgøre i dagsbefalingen, at der den og den aften blev mili­tærgudstjeneste for dragonerne ved korporal, pastor Ph., og til­føje, at de, der ville til gudstjeneste, havde fri, de andre skulle have tvangspudsning. Det gik han med til, og alle dragonerne kom på nær to, og det blev en særdeles vågen og lydhør menighed.
Et par dage efter blev jeg forflyttet til grænsedetachementet i Kolding under min gode ven, oberstl. Bentzien. Vilkårene var, at jeg skulle passe mine konfirmander og gudstjenester i Fredericia, holde 2 gudstjenester eller møder om ugen for tropperne ved grænsen og resten af tiden gøre tjeneste på intendantkontoret. Vi var 4 mand ialt, men kun én gang i de 3 måneder var vi der alle og blev så henrykte derover, at vi gik ud og drak kaffe sammen i tillid til, at dette tilfælde ikke ville indtræffe oftere.
Det blev iøvrigt en interessant tid, og de gamle indkaldte sol­dater var taknemmelige for denne improviserede feltpræstetjeneste. Det var mine egne kompagnier fra Fredericia, og vi skiftede med gudstjeneste og møde med kaffebord og underholdning i et mis­sions- eller forsamlingshus. Der var en gammel hugaf af en kap­tajn, som efter et sådant møde ikke bandede en hel måned. først da begyndte han at komme til hægterne igen, men han kom aldrig til møde mere.
Der sad i et sogn en gammel provst, til hvem jeg ringede og bad pænt om at låne hans kirke til feltgudstjeneste en onsdag aften. Svaret var et blankt nej. „Hvorfor dog ikke," spurgte jeg. „Ikke til sådan en som dem." Jeg var jo stemplet som sort missionsmand. Så blev jeg ærgerlig og svarede: „Godt, så beder jeg ikke, jeg kræver deres kirke, thi det kompagni, der ligger i deres sogn, er fra Fredericia, og jeg er deres præst og er derfor indensogns, og giver de mig ikke kirken, klager jeg til ministeriet, så må de selv tage følgerne." Så gav han sig, men sagde, at vi hverken fik lys eller varme, og at han forbød kirkebetjeningen at medvirke. Jeg spurgte, om de sad uden varme om søndagen. Det gjorde de ikke, men mente ikke, de var forpligtet til at levere brændsel til Fredericia. Det kunne der jo være noget om, men jeg spurgte ham så, om han havde noget imod, at vi sendte en trainvogn ud med brænde og lys, og det gik han ind på. Da oberstl. hørte derom, erklærede han, at han ville med den aften. En af adjudanterne, vidste jeg, kunne spille uden noder. Jeg forelagde ham nogle kendte salmer, og han gik så ind på at spille orgelet. En anden adjudant blev sat til at læse ind- og udgangsbønnen. „Hvad skal jeg så?" spurgte oberstløjtnant Bentzien. Jeg svarede med et smil: „De kan jo ringe med klokken," og sådan blev det. De tre offi­cerer var kirkebetjening, og korporalen gik på stolen. Soldaterne fik besked om at invitere deres kvarterværter, så kirken blev stu­vende fuld, og vi fik en såre festlig aften, som ingen glemte. Mange år senere har jeg fået breve fra gamle soldater herom, også fra en, som blev omvendt den aften.
Også en anden præst prøvede at nægte os sin kirke, men da den var i privateje, lukkede godsejeren den op og smykkede den på det festligste, og bagefter var der kaffebord for alle. Jo, det var rige aftener, ikke mindst når vi samledes med beboerne i missions­husene. Vi ordnede det gerne sådan, at hele den dag, da præsten kom, var rastdag, hvor der kun skulle holdes appel, som så blev holdt 15 minutter før på det sted, hvor mødet skulle være, og det var soldaterne taknemmelige for. Iøvrigt havde jeg nær glemt at blive hjemsendt. Jeg huskede ikke dagen, regimentet ej heller, men hjem kom jeg da, men 6 dage for sent, og dermed var jeg endelig færdig med at være soldat.
Jeg må have lov til endnu at tilføje et par ord om oberstl. Bentzien, som både var en fremragende officer og en nidkær tro­ende kristen, som brændte for menneskers frelse. Han krævede me­get af sig selv og skånede sig aldrig, pligtopfyldende som han var til det yderste. Da han fik valget mellem at holde op med at tale guds ord til missionsmøder eller at blive forbigået i sit avance­ment, var han ikke i tvivl. Jeg var hans fortrolige i denne sag og læste skrivelserne desangående, og jeg er ikke i tvivl om, at hans kristendom kostede ham generalstitlen, men fordi han var en tro­ende mand, blev der løjet forfærdeligt om ham. Man sagde, at han straffede ubarmhjertigt, men jeg har gang på gang hørt, at han halverede den straf, en mand var indstillet til. Bagefter fik han så skyld for, at det var hans skyld, vedkommende overhovedet blev straffet. Kun på ét punkt straffede han ret hårdt. Det var, når en mand af uforsigtighed fyrede et skarpt skud af midt i flokken. „Det er voksne mænd," sagde han, „og de må lære at huske, hvad de har i bøssen."
Et særlig grelt tilfælde vil jeg nævne. Det fortaltes mig en dag, at Bentzien nytårsaften havde sendt en pige fra hotellet i Kolding, hvor han havde kvarter, ned til en skildvagt med kaffe og wiener­brød. Selvfølgelig må en skildvagt ikke drikke kaffe på sin post, men da pigen sagde, at det var fra oberstl., tog han imod det, hvor­efter B. skulle have straffet soldaten hårdt derfor. Denne ond­skabsfulde historie blev fortalt vidt og bredt. Jeg var i det heldige tilfælde at kunne stemple den som sort løgn, thi den pågældende nytårsaften var B. og hans familie gæster i mit hjem i Fredericia. Om historien lever endnu, ved jeg ikke, men jeg ved, at oberstløjtnant Bentzien omfattede sine folk både med stor interesse og kærlighed. Han var officer til fingerspidserne, strengt retfærdig, og han hadede sløseri, men han hadede også synden, ikke mindst hos sig selv, af et oprigtigt hjerte. Han var en redelig stridsmand i sin store herres tjeneste, Danmarks gode søn, og en ven så tro­fast som nogen.

Det er den særeste by i hele Danmark, denne gamle fæstning, hvor intet kirketårn må rage op over voldene, og hvor alle gader er snorlige og skærer hinanden i rette vinkler, så man kan skyde fra den ene ende af byen til den anden. Når det blæser, hvad det næsten altid gør, har man følelsen af at være anbragt i en fabriks­skorsten mod god træk, og så er der det morsomme, at Strib lig­ger syd for byen, men Fyn ligger øst for! Kom man fra Vejle eller fra Kolding, skulle man samme vej ind i byen, gennem Prin­sens Port. Den første tid måtte jeg tælle på fingrene for at finde ud af gaderne. Men smukt og idyllisk var der på de store volde med deres dybe grave og bastioner.
Jeg glemmer aldrig min ankomst med et tidligt morgentog tors­dag den 28. oktober 1909. Jeg forhørte mig hos et par indfødte, hvor KFUM lå. Den ene spurgte: „Hvad er det for noget?", Den anden nøjedes med at se forundret på mig. Halvmørkt var det, og tilsidst nåede jeg Prinsens Port, spadserede udenfor og havnede - på en kirkegård. Endelig blev det lyst, jeg hittede foreningen henne i Prinsessegade, kom op på 1. sal, hvor der sad nogle halv­gnavne pensionærer og drak morgenkaffe. Henne ved et vindue stod en og betragtede gårdinteriøret. Jeg fik at vide, at han var bestyrelsesmedlem. Jeg henvendte mig til hans ryg og fortalte, hvem jeg var. Han drejede sig en kvart omgang og sagde: „Nå," hvorefter han fortsatte sine betragtninger. Det var indledningen. Op på dagen besøgte jeg provst Zeuthen og fik en hjertelig vel­komst.
Kontoret var lille og snævert, og mit soverum et lille hummer med et tagvindue, som absolut ikke var tæt, når det regnede. Jeg har virkelig prøvet at ligge med opslået paraply i sengen. og løn­nen var stadig 50 kr. om måneden.
Der var stort pensionat i foreningen, men det var unægtelig og­så det eneste, der var stort. Hovedafdelingen (H. a.) sov trygt, og ungdomsafdelingen (U. a.) bestod af 4-5 drenge. Da jeg havde været der et par dage, kom en formiddag næstformanden, pastor Krog, og gav mig en forfærdelig overhaling. Jeg anede ikke, hvad grunden var, og forhørte mig derfor hos husmoderen, som fortalte, at det var sådan en vane, han havde fra min forgængers tid. Det måtte der altså sættes en stopper for. Jeg ind til telefonen og leverede ham en kraftig skylle og lod ham vide, at hvis han for­søgte det én gang til, blev den dobbelt så lang og kraftig. Fra den dag af forstod vi hinanden, blev perlevenner og fik det mest udmærkede samarbejde. Krog var en herlig mand med gå-på-mod og et dejligt humør. Ved det andet bestyrelsesmøde forstod jeg, at der skulle tages fat på en helt ny måde, hvorfor jeg kate­gorisk erklærede: „Fra i dag af er bestyrelsen mig!" Det gippede lidt i dem, men gamle provst Zeuthen smilede under de buskede bryn og gav et lille nik. Så var den sag klaret, og det hele kom til at gå uden gnidninger. - Først måtte vi have mødesalen gjort præsentabel, og så begyndte vi at hverve drenge.
En af de gamle i samfundet havde erklæret, at hele KFUM gik til helvede med sekretæren i spidsen. Jeg spurgte ham en dag, om det stadig gjaldt, da der jo nu var kommen en ny sekretær, og fik som svar: „Det skal jeg sige dem, når der er gået 1/2 år." Der gik nu mere end et 1/2 år, men det skete, at hans ældste søn blev omvendt i KFUM, og fra den dag var han foreningens gode ven. Mange år efter, da jeg sad i Gram, ringede han mig op i tele­fonen og spurgte, om han måtte komme samme eftermiddag med sin søn og svigerdatter, der skulle giftes, og det ønskede de, jeg skulle forrette. Det foregik så kl. 3, og kl. 4 rullede bilen til Fredericia, hvor middagen ventede. Det var også ham, der engang erklærede, at kun tre og en halv i Fredericia kunne blive salig; den halve var provst Zeuthen. Det frafaldt han dog, men han havde lidt svært ved at forstå, at man kunne være troende uden at være social-demokrat. Jeg husker endnu påskekrisen 1920, da kongen afskedigede ministeriet Zahle. Da blev vi uvenner, og der var is imellem os et par måneder, indtil vi en nat mødtes ved en lygte­pæl for at hjælpe en fuld mand hjem. Da sluttede vi venskab for livet. Han var en prægtig mand. Jeg må jo hellere fortælle, at han i mange år har været landsformand for arbejdernes bibel­kreds, en helstøbt kristen (sliber J. Chr. Olesen). Det kneb også lidt til at begynde med at komme ud af det med missionær Over­gård Petersen, som ikke rigtig kunne tage mine metoder. Nå, han var en hjertensgod natur; Det var værre med Kathrine, hans kone. Han var købmand tillige, og en mandag formiddag sad jeg og småsnakkede med ham i butikken. Jeg havde prædiket i kir­ken om søndagen. Ind kom Kathrine med rejsning som en skon­nert for fulde sejl: „Fe kan rigtignok tro, der var mange menne­sker, der var glade for deres prædiken i går," - En lang kunst­pause, os så - „Jeg mener alle de vantro." Roret blev lagt hårdt om, og skonnerten sejlede ud igen. Jeg dumpede ned af disken, jeg må indrømme: I henrykkelse, men Overgård udbrød: „De kan rigtignok tro, det er ikke altid let at være gift med Kathrine." - Og engang til sølvbryllup ville han bede bordbøn for alverdens missioner og nåede vel igennem de to verdensdele, da Kathrine afbrød: „Sig nu amen, Niels, ellers bliver suppen kold." Ja, kære, rare Overgård, han havde ikke opfundet krudtet, men han var en ærlig sjæl og brændte for sjælens frelse. Det skete engang, at min senere medarbejder, pastor Hornbech, betvivlede, at han elskede mig, da sagde jeg: „Jo, dem elsker han af kærlighed, men mig elsker han af skræk, og det er det holdbareste!" Et paradoks, selv­følgelig. men jeg kom til at holde af ham, og mange skyldte ham tak for deres omvendelse.

Nuværende KFUM i Fredericia

Nu var det så om at få lidt gang i sagerne. Byen og dens ung­dom var åbenbart ikke rigtig klar over, at KFUM eksiterede. Der­for lagde vi straks i marts ud med foredrag og diskussionsmøder, ikke i foreningen, men i Den Folkelige Forsamlingsbygning og i teatersalen. Emnerne var f. eks. „snæversyn", „arbejderne og kirken", „kan det betale sig at blive kristen?" o.s.v. Som talere havde vi præsterne Sadolin og Schack og mig selv. Der var kun adgang for mænd, og vi fik stuvende fuldt hus. Det var jo noget helt nyt. Bølgerne gik ofte højt, men der var iøvrigt både saglig­hed og ro over møderne, og en af latinskolens adjunkter, som ikke just elskede kristendommen, gjorde os den uvurderlige tje­neste at åbne en polemik i aviserne. Her blev så udmærket lej­lighed til at svare. Artiklerne blev læst, og foreningen fik en for­trinlig, oven i købet helt gratis reklame.
Det mærkedes først blandt de ældre skoleelever fra latin- og realskolerne, men også blandt byens lærlinge, som snart i stort tal begyndte at fylde op i ungdomsafdelingen. Der var også en FDF i byen, i hvis bestyrelse jeg blev indvalgt (forøvrigt mens jeg var i Athen), men hvis ledelse ellers var ret verdslig. Da foråret kom, holdt vi vor første majfest med 100 store drenge. Det blev optakten til en stor og livskraftig ungdomsfdeling. Straks derefter klemte vi på med fodbold oppe under volden. Det sluttede altid med en andagt, og hurtigt udviklede det sig sådan, at en del forældre og andre af byens borgere mødte op og befolkede volden for at være med ved aftenandagten. Det var helt festligt. En aften kom provst Zeuthens kapellan, pastor Johs. Olsen, og ville spille med. Han var i diplomatfrakke og halvhøj hat. Drengene modtog ham med jubel, men det endte selvfølgelig med, at de tog fejl af hatten og bolden. Den blev aldrig til hat mere!
En mængde møder fik jeg hurtigt i omegnen. Jeg husker et ret dødt sogn, H. Første gang, jeg kom der til møde, var der mødt 3% (3 voksne og en lille dreng). Jeg lovede dem så at blive ved med at komme, til der blev fuldt hus, og det lykkedes.
I juni var jeg for første gang med til indre missions sommer­møde i Silkeborg, hvor Olaf Jessen dengang var sekretær, og den storartede Moustgård var missionær. Alle vi sekretærer, bl. a. Kildeby, Vilh. Buch, Chr. Krarup, Blicher Hansen, blev indkvarte­ret sammen med 2 ældre missionærer i en tom lejlighed på en 1. sal. Vi lå på madrasser på gulvet og sov dejligt, men hen på natten fandt Jessen og Moustgård på, at de ville op for at se, hvordan vi havde det. Uheldigvis kom Moustgård til i mørket at træde på Krarup, der lå under et tæppe uden en trevl på sin krop (dengang kendtes pyjamas ikke). Krarup var lidt af en bokser, og da han blev vækket så brutalt, kom det nordiske helte­mod op i ham. Han greb Moustgård og ekspederede først ham og siden Jessen ud af døren og ned ad trapperne, hvorefter han tog fat på os andre, så vi måtte samme vej. Kun lille Kildeby smuttede fra ham ud i køkkenet, hvor han væbnede sig med to vel indsmurte skobørster og truede Krarup med at blanke ham over hele kroppen. På den måde slap han for udsmidningen, men aktionen var jo unægtelig ikke gået helt lydløst af, og der boede folk både under og over os. Efterhånden faldt der jo ro over gemytterne, men senere på natten vågnede vi ved at høre en af missionærerne ligge og tale højt i søvne: „Hvad vil dog de vantro sige, ja, hvad vil de sige?" Disse forstod os nu nok, det var det unge blod, men dagen efter forlangte missionærerne et andet logi, de ville ikke bo flere nætter i den røverrede. Forøvrigt var hele mødet en stor og dejlig oplevelse for en ung sekretær. Det var skik ved sommermøderne dengang, at på et vist tidspunkt åbnede en eller anden et skarpt angreb på KFUM og K, hvorefter general­sekretæren, pastor E. Frederiksen, forsvarede foreningen, og det endte med, at parterne „elskede hinanden". Heldigvis er denne farce senere gået af mode.
I august samme år foretog FDF med mig som leder en som­mertur til Nordfyn. Turen varede 6 dage og var ikke uden spæn­ding, idet der bl. a. et sted var arrangeret offentlig dans efter drengenes koncert. Dette ville jeg ikke gå med til, men beordrede drengene hjem i seng, og resultatet blev en spænding i bestyrel­sen og blandt førerne, som til sidst førte til sprængning.
Forinden oplevede jeg den første af en række juleaftener, hvor sekretæren sad med nogle få mere eller mindre sure pensionærer, som blot ventede på at komme med aftentogene. Når de sidste var gået, forlystede jeg min ånd med at gå ned på den store banegård og kigge på rejsende. Gik så gennem byen og stop­pede hist og her uden for et vindue, bag hvilket der skimtedes et juletræ og hørtes sang, og endelig havnede jeg på min ensomme hybel og undrede mig lidt over, at ikke en eneste tænkte på den ensomme sekretær. Husbestyrerinden havde det for resten ikke bedre. Det var nogle dejlige juleaftener, efterfulgt af en serie ens fester!
Efter forgæves mæglingsforsøg af arkitekt Tornøe og pastor Va­lentiner, revnede FDF den 7. marts 1911, og 3 dage efter stiftedes et nyt i tilslutning til KFUM. Modsætningerne i bestyrelsen var for store. Det hidtidige forbund blev ekskluderet af landsforbun­det og fortsatte under navnet FFDF (Fredericia Frivillige Drenge-Forbund). Det nye med Krog som formand hed FDF, Fredericia, og en til tider bitter kappestrid begyndte. Så vidt jeg erindrer, startede vi med kun 7 sektionsførere og en halv snes drenge, og det gamle forbund beholdt både musikinstrumenter og fane. Selvfølgelig blev vi skældt bravt ud i aviserne for missionsk snæver­hed, pietisme og andet ondt. Vi svarede begribeligvis igen, og i skolerne gik bølgerne højt.
I begyndelsen kunne vi hverken få lokaler eller øvelsesplad­ser på de militære pladser, som var de eneste, der var til rådighed, idet regimentsadjudanten var formand for det gamle for­bund.
Men en bestemt affære, som vistnok ikke skal nævnes nu, bevir­kede, at bladet vendte, så vi kom i oberstens højeste nåde og herefter kunne få alt, hvad vi ønskede. Daværende oberst Lund-Larssen, en overordentlig dygtig og retsindig officer, blev forbun­dets gode ven og velynder, ligesom vi fik en god hjælp fra FDF i Vejle, og i løbet af forbavsende kort tid fik vi både drenge, fane og fine nikkelinstrumenter, og om sommeren foretog vi den længste tur, noget forbund havde vovet. Det blev en tur, der gik ry af over hele landet. Den varede 12 dage og gik over Vejle, Ry, Himmelbjerget, Silkeborg, Avnsbjerg, Viborg, Tjele til Ran­ders, hvorfra vi tog med toget hjem.
De drenge og førere, som var med her, glemmer det aldrig. I Silkeborg mødtes vi med 7 andre forbund og havde en festlig dren­gegudstjeneste søndag formiddag og forskellige konkurrencer om eftermiddagen. På herregården Avnsbjerg modtoges vi utrolig gæstfrit af godsejer Neergård. Der var dækket et festbord til de 100 drenge i den smukke park. Bagefter førte godsejeren an i røverleg, og en natlig spøgelsesoplevelse manglede heller ikke. Min fødeby modtog drengene med største gæstfrihed, og aftenen og natten på den gamle borg Tjele var også en oplevelse. Overalt på turen blev vi modtaget med største gæstfrihed i alle de lands­byer, hvor vi overnattede. Det var utroligt, hvad drengene kunne spise efter en march på 20 km, og vældige madpakker havde de med hver morgen. Om aftenen sluttedes der altid med en ikke for kort andagt og sange, hvor alle beboerne var med.
Disse ture gennemførtes 3 år i træk. 1912 havde vi orkester med, og da gik turen mod vest over Randbøl hede til Søndervig ved Ringkøbing. Herfra mod syd over Holsted til den tidligere grænse ved Foldingbro tilbage til Fredericia. Aldrig skal jeg glemme den forhandling, jeg havde med fiskerne i Søndervig, inden de gik ind på at modtage os. Her nyttede det ikke at skrive, jeg måtte selv derud og kom i meget skarpt forhør, om drengene ville stjæle, om de stjal høns, om de ville stikke ild på gården o.s.v. Vi skulle ligge i høet på 3 store gårde ude i klitterne og spise hos badegæsterne. På alle disse spørgsmål kunne jeg med god samvittighed svare nej, men da så den ældste af brødrene Lodberg spurgte, om det da ikke passede, at vi sang fædrelandssange, måtte jeg jo svare bekræftende. Der lød et dvbt suk, os jeg anså slaget for tabt, men sognepræsten, pastor Bach, kom mig til hjælp og reddede situationen, så de med stor be­tænkelighed gik ind på at tage imod os.
Vi kom en lørdag aften og fik en uforglemmelig søndag. Gamle Lodberg fulgte os dagen lang, til gudstjeneste, når vi badede i Vesterhavet, til leg og sang, og da vi drog af mandag morgen, var slaget vundet. Han kom hen og trykkede min hånd og sagde med tårer i øjnene: „I må gerne komme igen, for dette her er godt." Han var en prægtig, hellig mand, som jeg siden har besøgt. Hvem af os kan glemme „lille Hebron" (forbundets yngste), som om natten faldt fra høstænget ned på et cementgulv, hvor brand­vagten, som vi altid havde, når vi overnattede i høladerne, fandt ham. Tilsyneladende fejlede han intet, men dagen efter kom der ilbud fra en badegæst 1 km borte, hvor han spiste til middag, at han havde forfærdelige underlivssmerter og vistnok var dødssyg. Vor ambulance blev sendt ud med båren. Det rygtedes på bade­stedet, så alle gæster var højtideligt samlede, da de kom med den lidende dreng. Damerne græd, og nogle begyndte så småt at tænke på kranse. Det var uendelig sørgeligt. Han blev båret ind til en læge, som også ferierede, og nogle minutter efter kom lægen ud med et meget højtideligt ansigt. Det var et frygteligt øjeblik, alle tænkte: Nu er han altså død, den arme dreng, af indre kvæstelser, og så kom udløsningen: „Det var æblegrød!' Fyren havde ganske simpelt forædt sig, men et brækmiddel gjorde underværker.
Og jeg husker den ene nat, da vore 3 vagter kom farende kl. 3 og forkyndte, at et skib var strandet, og de kunne høre folkene hyle om hjælp. De havde gået nede ved stranden og hørt „havets sang" i nattestilheden. Og fine prædikanter havde vi. Biskop Gøtzsche holdt søndagsgudstjeneste for os i en klitgryde, og biskop Ostenfeldt holdt morgenandagten mandag, inden vi drog af med fuld musik. Jeg kunne unde dem at have set de to højærværdige bisper i den mundering, de færdedes i derude. Ikke underligt, at en af vore store drenge tog fejl og leverede Viborg bispen et reelt spark bagi, og han var nær sunken i sandet, da han blev klar over, hvem han havde sparket, men Gøtzsche morede sig kongeligt, og for sommergæsterne var det en oplevelse også.
Eller hin 23. juli, da vi nåede Foldingbro! Jeg gav mig i snak med et par toldere, som gik og fiskede i Kongeå, og spurgte, om vi måtte marchere ned i Sønderjylland og spise vor frokost på den tyske side. Det måtte vi gerne, vi måtte også spille, men vi måtte ikke tage Dannebrog med. Fanebæreren fik så ordre til at træde ud ved den midterste broplanke. Jeg gik i spidsen over broen, men hørte pludselig en underlig lyd bag mig, og da jeg drejede hovedet, så jeg, at alle drengene med deres førere gik og græd. Det var 100 store danske drenge, som, da de måtte efterlade korsbanneret, forstod, at nu gik de fra frihedens ind i trældommens land. Nå, frokosten blev spist, og tolderne fore­slog da, at vi skulle give en lille koncert, da mange af vore lands­mænd på stedet var kommen til stede. Det ville vi gerne, men jeg forlangte, at vi i så fald ville have Dannebrog over grænsen, da drengene aldrig havde spillet uden under vort flag. Der blev en kort rådslagning, hvorefter den ældste sagde: „Tag i kun jeres flag herned. Gendarmerne er langt syd på i dag, og vi har for resten ikke myndighed til at hindre det." Jeg kunne ikke nære mig for at spørge dem, om de kendte den melodi, vi spillede, da vi gik over broen. Det gjorde de ikke og blev lidt nysgerrige. Jo, sagde jeg, det var Fredericia sejrs-reveille, som blev skrevet, da vi havde banket preusserne den 6. juli 1849. De smilede og nøjedes med at svare: So! Alt forløb på venskabelig måde. Vort dygtige orkester under ledelse af regimentsmusiker H. Billesbølle spillede og drengene fik et ægte sønderjydsk hurra med hjem. Jeg tror nok, det var første gang, Dannebrog vajede frit i Sønderjylland efter 1864. Det glemte vore drenge aldrig. Det var vor mest begivenheds­rige stortur. Året efter foretog vi den tredje og sidste, denne gang atter nord på, og så kom krigen med rationeringer og alt det. Dengang var alle grænser åbne. Jeg kunne rejse hele Europa igennem uden så meget som et pas og med rigtige penge. Mange drenge nu har jo aldrig set en sølvmønt end sige et guldstykke.
Jeg opholder mig lidt længe ved FDF, fordi det betød så meget. Det var et kampforbund, og drengene derfra blev KFUM's mest trofaste medlemmer, og forbundet betød virkelig noget i byens og menighedens liv. Det varede ikke længe, inden vi blev det stør­ste, og efterhånden sygnede det andet forbund hen og forsvandt til sidst helt.
Til daglig gik det løs med liv og lyst. Der var sandhed i mot­toet: „Med gud". Om søndagen tog vi af og til på tur til lands­byerne i omegnen, hvor vi altid var velkomne gæster, især i Gårslev, Pjedsted og på Landerupgård. Jeg mindes en af vore kornet­blæsere, som altid kom galt af sted, når han kom i nærheden af vand. En lørdag aften kom vi til Landerupgård, hvor vi skulle overnatte i høet. Midt i den store gård var der en dam. Jeg viste Peter den og sagde: „Nu holder du dig på mindst 10 skridts af­stand fra dammen, ellers dumper du jo i, og så vanker der 2 varme i morgen tidlig." Peter lovede det med hånd og mund, og vi gik i høet og sov dejligt. Det første, jeg opdagede søndag mor­gen, var Peter drivende våd fra top til tå. Jeg skulle lige til at give ham den lovede overhaling, men blev stoppet af ham med råbet: „Det er ikke vand, det er svineæde!" Stor forbløffelse, men ak, Peter havde pareret ordre, men i gården stod også en stor tønde, som han var klatret op på for at holde tale til folket. Uheldigvis gik låget itu, og peter gik tilbunds til halsen, og det var altså tønden med svineæde. Han stank langt væk og måtte af med alt tøjet, som blev lagt i blød, og resten af dagen optrådte han i en gammel diplomatfrakke og så uhyre komisk ud, men samtidig ét stort smil. - Det var samme Peter, som engang på en af vore ture fik dårlig mave: Forstoppelse. Dette skete af og til på grund af den megen gode mad. Vi medførte altid en større flaske amerikansk olie og en mindre med rabarberdråber for det modsatte. Peter fik udleveret olien med besked om at tage en spiseskefuld, men o ve og skræk. Lidt efter så vi Peter gå med flasken for munden, og af og til tog han en mundfuld. Han holdt af det! Det er den eneste gang, jeg har oplevet det. Siden blev Peter omvendt på selve juleaften ved ordet fra Johs. om Jesu, Guds søns blod, der renser fra al synd.
Det skete også på turene, at en og anden blev lidt doven og klagede over træthed, så han bad om at benytte en af de 2 am­bulancecykler. Jeg havde en selvlavet medicin med det fine navn: Cupido laboris (arbejdslyst), hvis hovedbestanddele var petroleum, eddike og cayennepeber. Når en træt dreng havde fået 15 dråber af den medicin, blev han aldrig mere træt. - Og når vi så kom hjem søndag aften og holdt indtog i den gamle fæstning med fuld musik, kom den halve by os i møde. Som førere havde vi en udmærket stab af troende mænd, blandt hvilke jeg især vil nævne kabelmester Jespersen, lærerne P. Christensen, Hofdahl og Th. Jacobsen, sidstnævnte har holdt ud gennem alle årene, og han er nu forbundets formand. Dermed lader vi FDF hvile for en tid og vender tilbage til selve foreningen.
Et år kom cand. theol., redaktør Blædel til byen på sin agitationsrejse i landet mod jomfrufødselen. Også det gav an­ledning til en længere avispolemik, som dog tilsidst gled over i den rene theologi, men det virkede altsammen. I samme retning førte nogle artikler, jeg skrev mod en cigarhandler, der reklamerede of­fentligt med præventive midler. Provst Zeuthen og borgmester Scharling var lige ved at komme på kant af den grund, fordi vi trods lovens klare ord ikke kunne få politiet til at gribe ind. Cigarhandleren, som var en stor stærk tamp, lovede mig et ordent­ligt livfuld hug, og da jeg en mørk aften var gående til et ungdomsmøde i Erritsø og passerede en dengang skuimmel hulvej ved Sanddal, passede han mig op. Jeg hørte pludselig en, som holdt fod­slag med mig, komme nærmere og nærmere, og var straks på det rene med, at det var ham. Jeg ved ikke, om de nogensinde har været i den situation, at de har fornemmelsen af, at nakkehårene ligesom rejser sig. Gode råd var nu dyre. Jeg gik med min kraftige oliventræsstok. Den greb jeg ved dupskoen, vendte mig pludselig med stokken løftet og kommanderede: March, udenom, og gå foran! Da den med letbed kan slå en hjerneskal i stykker, ly­strede han, og vi gik i procession ud af hulvejen. Forsvind så! Og væk var han, og artiklerne forsvandt fra hans vindue. Siden hilste han altid ærbødigt på mig.
Vi fik oprettet en prægtig gymnasiastbibelkreds, som jeg har mange gode minder fra. Og ligeledes en bibelkreds for telegra­fister. Fredericia har jo en af europas største telegrafstationer. Den samledes hos byrådsmedlem, telegrafkontrollør Brusen. En mand, som ud fra sin afgjorte kristentro var sin by en god mand. Det var ham, der, som formand for det store by- og amtssygehus, hindrede, at diakonisserne ved et overlægeskifte blev fjernet, og i byrådet havde han stor indflydelse gennem sin kloge og besin­dige optræden. Han og hans hustru havde et dejligt hjem.

Højskoleforstander Fr. Thomsen

De blev hårdt prøvede, idet de mistede begge deres voksne sønner. Så døde hun, og han måtte lade sin ene fod amputere, men intet rokkede deres dybe tro på herrens nåde. Det var dejlige afte­ner, når telegrafisterne samledes om Guds ord i dette hjem, og nogle af dem har jeg stadig forbindelse med.
Også soldaterne tænkte vi på. om sommeren fik vi lov til i det ellers lukkede kastel at holde særlige soldatermøder, som samlede næsten alle de indkaldte, og senere fik KFUM sit eget store soldaterhjem. Her var de skiftende kommandanter, først den tid­ligere nævnte stoute oberst Lund-Larssen og senere oberstløjtnant Bentzien os en uvurderlig støtte.
Enkelte sommeraftener afholdt vi også store offentlige møder på Akseltorvet eller på pladsen ved landsoldaten. Det var de aftener, hvor regimentsmusikken gav koncert. Når den var forbi, og folk var samlede, klemte vi på med et par salmer, og de aller­fleste blev så og tog prædikenen med.
For en ordens skyld skal jeg bemærke, at jeg blev fast censor i mit gamle yndlingsfag, naturhistorie, ved præliminæreksamen (alm. forberedelseseksamen) i byens realskole. Ved den ene af dem overtog jeg også religionstimerne i de ældste klasser, og det er værd at bemærke, at denne skole beholdt 2 religionstimer i ældste realklasse, uden at det voldte mindste afbræk i undervisnings­planen. Vist nok den eneste realskole i Danmark, hvor dette fandt sted.
Mangfoldige møder blev afholdt i omegnen.
Indtil jeg blev henved de 60 år, har jeg praktisk talt aldrig kendt til at blive træt. Jeg husker engang, jeg havde lovet pastor Krog at tage en fastegudstjeneste for ham i hans landsogn. Da var der en brav mand som spurgte: „Hvad er det for en katalog, der skal tale her på onsdag?" Det var titlen cand. theol., han havde fået forkert i halsen.
Højskoleforstander Fr. Thomsen i Børkop var kredsformand. Han var sønderjyde, og det prægede hans sprog og hele væsen. Hvor var han en frisk og herlig skikkelse. Bestyrelsesmøderne var en fest, og når vi samledes til sommermøde i Grejsdalen, kunne der godt komme både 2 og 3.000 unge. De første år var den særprægede Vilh. Buch i Vejle sekretær for den nordlige del. Efter hans afgang arvede jeg hele kredsen. Gennemsnittet var 70-80 møder om året uden for byforeningen.
En sommer holdt vi sekretærkomsammen i Rønne på Born­holm. Jeg har aldrig set en mand så grøn som Blicher Hansen, da vi stod havnen ind. Søsygen havde været slem ved ham, og han erklærede, at slap han levende hjem, skulle han aldrig mere sætte sine ben på Bornholm. To år efter sad han som vært på mis­sionshotellet i Rønne, og atter holdt vi konvent på den skønne ø. Jeg skulle bl. a. tale i Rønnes gamle kirke, hvor prædikestolen dengang var anbragt ovenpå alteret, og på hver side var der en høj stander med en glaskuppel. Nu har jeg jo aldrig hørt til de mest rolige, og da jeg blev ivrig, kom jeg for skade at slå til den ene kuppel, så den røg ned i midtergangen og gik i 1.000 stykker. Folk var såre opmærksomme under hele resten af prædikenen. De sad og holdt øje med den anden kuppel, for at de kunne tage sig i agt, hvis den også kom. Flere år efter, da jeg atter var i Rønne og talte i den nye kirke, mindedes folk det endnu. Blicher Hansen var jo en stor sanger, en dygtig sekretær og en storartet hotelvært, en af dem man aldrig glemmer.
Tidligt fik jeg forbindelse med højskolearbejdet, idet jeg ofte kom og talte til eleverne på Børkop, som dengang havde sin glansperiode. En aften, jeg skulle fortælle om Athen, hører jeg pludselig forstander Thomsen sige med høj røst: „Det er løgn, Philipsen!" Jeg protesterede selvfølgelig og påstod, at jeg havde fortalt den rene sandhed. „Nej, det er løgn, hævdede Thomsen, for de sagde, at de malkede en gedebuk, det kan man ikke." Og der stod jeg - og måtte jo give mig.
Ferier var der ellers ikke noget, der hed i de dage. Min første sommerferie fik jeg i 1916. Vi hængte i året rundt. Man kunne tage en lille afstikker på cykel en dag eller to, det var alt. På sådan en tur kom jeg en dag til en stor klædefabrik, og da jeg aldrig har kunnet høre maskiner, uden at det vækker min dybeste interesse, måtte jeg derind. Der stod et af de famøse skilte med: Adgang forbudt for uvedkommende, men jeg lod som ingenting, gik ind og så mig om. En meget vred værkfører kom farende: Hvad jeg ville, om jeg ikke havde set skiltet? - Jo, det havde jeg jo! - Hvor det så kunne falde mig ind o.s.v. Jeg bemærkede ganske tørt: „Ja, men kære mand, jeg er vedkom­mende!" Hvorefter han tog kasketten af og uhyre høfligt svarede: „Ja, så må de meget undskylde." Jeg gad nok vide, hvad han sagde til sig selv, da han fik tænkt sig om.
I foreningen i Fredericia gik alt sin vante gang. Ungdomsaf­delingen voksede stadig. Der var perioder, hvor vi var lige ved at have fornemmelsen af, at de unge ikke regnede den for et or­dentligt menneske, som ikke kom i KFUM, og mange af vore store drenge syntes ikke, de var påklædt, hvis ikke de havde deres ny testamente i lommen, ligesom de slet ikke kunne tænke sig en søndag uden at være i kirke. Var vi på tur, gik vi i en landsbykirke eller holdt vor egen gudstjeneste, som ikke skulle være „ganske kort".
Bibeltimerne med ungdomsafdelingen, var noget af det opbyggeligste, jeg i mit liv har oplevet. Bede kunne de, og hver følte sig ansvarlig over for kammeraterne. Nu tror de selvfølgelig, at det, jeg her har skrevet, er et idealbillede, som tiden har forgyldet, men jeg har mine op­tegnelser fra den tid at holde mig til. Billedet er ægte nok. Tænk dem en søndag aften, hvor jeg lidt før mødet sidder ved vinduet og ser ned ad gaden og glæder mig over at se ungdommen komme. Langt nede i gaden kommer der et lille optog. Fire 16-17 års drenge kommer bærende med en kammerat, som de vil have med i foreningen. Han stritter imod, men de har ham solidt i arme og ben. Folk står stille og smiler ad de unge mennesker. Uden for huset sætter de ham og mener, at han vel selv kan gå op på 1. sal, men han stak af, og dér stod de. Hvad der skete i ugen der­efter, ved jeg ikke, men næste søndag kom han frivilligt og blev hos os.
Eller tænk dem en sen aften, hvor jeg sidder i det lille kontor, hvor der var plads til 6-7, men somme tider var vi en snes. Den aften, da „han" kom, var det nu nær ved midnat. Hvad mon han ville, den store gut? Jeg prøver at få ham igang. Forgæves. Må så gå lige på. Hvordan går det, Jørgen (han hed nu noget helt andet) ? Udmærket! Men stemmen rystede. - Og hvordan så med det, vi talte om for nogle uger siden? - Jeg faldt i aftes! Det blev en lang samtale, som sluttede med, at vi bøjede vore knæ sammen, og da hørte mine øren en bekendelse og en bøn, så ærlig og sand, men som kun var bestemt for Gud, og der kom et øjeblik, hvor læberne tav, men i den dybe stilhed lyttede hjertet. Da mærkede vi begge, nu er vi ikke vi to alene, der er også en tredie usynlig, som hviskede sin nåde ind i Jørgens hjerte, og jeg så læber smile og hørte et tak. det var et lille menneske, som oplevede sin frelsers kærlighed med frihed og frimodighed til at kæmpe videre til sejr.
Eller ham, den unge, som boede i et åndeligt stendødt sogn, og som uge efter uge gik trofast 14 km hen og lige så langt hjem igen for at komme til samtalemøderne i KFUM. Jo, han gik virke­lig på sine ben. Nu om dage kunne man vanskeligt få nogen til at cykle så langt, med mindre biograf eller kaffegilde vinker.
Og der var en kammerat, som verden fik fat i. 6 af hans venner satte sig da for, at de ville prøve at bede Anton (han hed også noget andet) tilbage. De talte med mig derom, men ellers var det en hemmelighed mellem Gud og dem. En dag mødte jeg Anton på gaden: „Sig til mine kammerater, at de skal lade være med at bede for mig." - „Hvem har fortalt dig det, Anton?" - „Det har ingen, men jeg kan mærke det. det generer mig og vil holde mig tilbage fra det, jeg nu er med til. men jeg har taget min be­slutning: jeg vil ikke tilbage igen."

sognepræst O. Olesen, Horsens (senere biskop i Ribe)

Et vidnesbyrd om forbønnens virkelighed og magt.
Mange år efter bankede det en dag på min dør her i Gram, og ind kom Anton. Engang en frisk ung gut, nu et ynkeligt vrag med syndens mærker i ansigt og klæder. Jeg prøvede at hjælpe ham med minder og penge. Men hvor er han nu? Jeg har tabt hans spor.
Store aftener havde vi, når vi kunne lokke tugthuspræsten fra Horsens, pastor Åstrup, eller pastor (senere biskop) Olesen, som også var i Horsens, ned til "os en søndag aften. jo, når Åstrup kom og talte om „forbrydelsens naturhistorie" eller „han og hun", eller når Olesen fortalte om „Moses som fodboldspiller" eller om sin vidunderlige atlanterhavstur, ja, så stod salen på gloende pæle. Hvor forstod de to de unge. De lå flade, drengene, af henrykkelse.
Eller jeg husker, da siden Ricard kom og talte i købestævnets store sal, og talte om synd og nåde, så det aldrig blev glemt helt. Og et kapitel for sig selv var den årlige foredragsrække om ak­tuelle emner, hvor vi måtte sælge adgangskort til det store mis­sionshus og havde udsolgt længe før. Det var „de store kanoner", vi da kørte frem. Præsterne A. Schack, Skovgård Petersen, Edvard Geismar (den senere professor), Fibiger og Jon Ammundsen (se­nere biskop), Sjællands biskop, Ostenfeldt, og Viborg bispen, Gøtzsche, professor, dr. phil. Harald Vestergård, professor, dr. phil. Vold. Schmidt, lektor Loft og den kendte jesuiterpater, ad­junkt A. Breitung og mange flere. Og emnerne - ordnede i serier - var tit æggende som f. eks.: Er religion en privatsag? (Har. Vestergård), Gud og Djævelen (Fibiger), kristendomsforfalskninger (provst Nordentoft), samfundssynder (Schack), bibelen og de nyeste udgravninger (Valdemar Schmidt), Abeteorien (Brei­tung) o.s.v. hvor husker jeg de 2 aftener, hvor jesuiten stod under billedet af Martin Luther og i flere timer holdt den store for­samling lysvågen, mens han ud af sin vældige viden sablede abe­teorien ned. Provst Zeuthen, som jo var foreningens og indre mis­sions formand fik i de følgende dage adskillige breve, hvori han blev angrebet, fordi han havde tilladt en katolik at tale i missions­huset. Men de gik ekspres og ubesvarede i papirkurven. På det punkt var jo lutheranerne og katolikker på samme front. Og længe huskede vi den gamle sprænglærde, men barnligt fromme Vald. Schmidt, vel nok datidens betydeligste ægyptolog og assyriolog. Mange år efter måtte jeg lede ham ned ad frue kirkes trapper. Han var næsten blind, men bemærkede: Jeg har hørt deres stemme før.
En lille morsom tildragelse skal også erindres. Den aften, biskop Ostenfeld havde talt, sad vi og talte bagefter i mit kontor, indtil natekspressen skulle gå kl. 2. Luften var så tæt af røg, at man kunne skære i den. Ved midnat kom en af mine venner og bankede på. Han lindede døren, og jeg bød ham ind, men han svarede: „Hvem kan vide, hvad det er for bisser, du har siddende på denne tid af natten!" Da vendte Ostenfeldt sit glasøje mod ham: „Er det mig, de kalder en bisse?" Han forsvandt i en latter­salve.
Jo, jo, der var gang i det og grøde i det kristne ungdomsarbejde. Provst Zeuthen, som jeg skal omtale nærmere senere, var en herlig formand, frisindet som få og ung af sind trods årenes vægt. En morgen kom hans pige hæsblæsende og bad mig komme hen i præstegården, det hastede. Jeg af sted og blev modtaget af den gamle provst, som nærmest lignede en tordensky. Han sagde ikke god dag, men rakte mig et brev: „Læs det!" Det var en anonym skrivelse fra en pensionær, som klagede over, at der en aften havde været et sådant spektakel med latter, sang og hyl, at „man skulle tro, djævelen selv var løs." Jeg forsøgte et smil og sagde med min blideste røst: „Husker de ikke den aften, provst? ..." „Det var ikke det, jeg spurgte om. Men hvad har de lavet, svar mig!" Nej, hvor var han vred. Så måtte jeg jo lade bomben springe: „Der var bestyrelsesmøde den aften under deres for­sæde!" Og ned faldt den vrede Zeus. Alle de 100 rynker smilede, og så lo han så hjerteligt: „Ork, var det den aften." Skrivelsen gik i papirkurven. Hvad var der da egentlig foregået? Jo, da forhand­lingerne var sluttet, blev vi som så ofte siddende. Gamle provst Zeuthen gav sig til at fortælle soldaterhistorier fra 1864 og sang gamle soldatersange, som jeg spillede harmonium til, og pludselig ville pastor Krog med sine 100 kilo vise os, hvordan negerstepning foregik, også til musikledsagelse, og det skal indrømmes, det var ikke gået lydløst af.
Ja, de pensionærer, de var ofte vore smertensbørn. De spiste vor gode mad, snød os af og til for pengene og var som regel hverken til at hugge eller stikke i. Jeg husker en, lad os kalde ham Lykke, en uhyre ædedolk. Når vi fik øllebrød, spurgte pigen al­drig, om han ønskede mere, hun satte ganske simpelt tallerkenen svingende fyldt hen for ham tre gange. Men en lørdag tog hun fejl og gav ham noget andet med det resultat, at Lykke fik en for­rygende mavepine. Hen mod aften oplystes det, at al den sauce, der skulle bruges til den varme aftenret, var borte. Hun havde givet Lykke saucen i stedet for øllebrød. „ja, men kunne de da ikke smage det, mand?" - „Jo, men jeg syntes, det var synd for pigen at gøre hende flov, og det smagte helt godt med mælk til."
Af og til ordnede vi en fællesaltergang i Sct. Michaelis. Det var fest at have alle de store drenge med. Kort efter, at jeg var bleven præst, kom en af vore prægtige unge op til mig i KFUM lørdag aften og sagde: „Jeg tør ikke gå med i morgen, for jeg synes ikke, min tro er ægte nok, og jeg er bange for, at det så skal blive til dom." Han var så ærlig i sin nød og længsel. det blev en lang samtale, som endte med, at jeg sagde: „Hvis du vil være ligeså ærlig over for Jesus, som du nu er over for mig, skal jeg tage an­svaret på mig på den store dag, om der er noget forkert i, at du er med." - „Tør de vove det?" - „Ja." - „Tak, så kommer jeg." Jeg forstod, at hele hans sjæl længtes efter fred og troens vished. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at lægge særligt mærke til ham under nadveren næste dag, og da jeg rakte ham kalken, så jeg igen det smukke drengesmil, som jeg havde lært at holde af, og hørte et ganske sagte :„Tak, herre Jesus." Ja, så var det sket. Dengang var han 16-17 år. flere år efter ved for­eningens jubilæum spurgte vi gamle medlemmer om, hvad der var det største, de i deres liv havde oplevet. Fra ham kom svaret: „Mit livs største oplevelse var den søndag under altergangen i Sct. Michaelis; da mødte jeg min frelser, han tog min synd og gav mig fred." Nu er han præst og vel at mærke ikke tidehvervs, men rigtig præst.
Vi, der kom andetsteds fra, fik på en måde vor nationale dåb i Fredericia. Her var jo Landsoldaten og krigergraven, de gamle volde og alle minderne fra treårskrigen og 64. Byens store fest­dag er 6. juli.
Aftenen før lægges der kranse ved minderne, og på selve dagen går byen i procession under sørgetoner til kriger­graven, hvor hovedtalen holdtes af pastor Manniche (et år tog stemningen ham i den grad, at han mindedes alle de sønner og døtre, fædre og mødre, som graven gemte), og derefter med sejrs-toner forbi landsoldaten til Bülows monument. Aftenfesten var derimod ikke så smuk, men ofte en vanære for både flag og folk.
Således levede vi vort liv i KFUM i byen og kredsen.

I efteråret 1913 blev provst Zeuthens personlige kapellan for­flyttet, og provsten opfordrede mig til at overtage stillingen, samti­dig med, at jeg forblev som bysekretær og skulle rejse for indre mission. Jeg havde aldrig været på pastoralseminariet og havde derfor hverken homiletisk eller kateketisk prøve. Altså måtte vi forhandle med biskop koch om sagen.
Det homiletiske kom vi let nok over. Så vidt jeg erindrer, var betingelsen for at tage den, at man skulle have prædiket 6 gange i en kirke, og jeg havde prædiket i forskellige kirker over 100 gange. Det var værre med den anden. Her forlangtes, at man skulle have deltaget aktivt i en præsts konfirmandundervisning regel­mæssigt i 1/2 år. Hertil var der ikke tid. Biskoppen nedskrev da først fordringen til 2 måneder, hvorefter provst Zeuthen foreslog 1 måned. Med sit lune smil sagde da bispen til provsten: „Ja, hvis de på de vilkår vil give Philipsen skriftlig attest for ½ år, er jeg tilfreds." og det erklærede Zeuthen sig villig til. Resultatet blev, at jeg overværede undervisningen 2 gange, en halv time hver gang, hvorefter Zeuthen sagde: „Nu skal de gå. De er jo vant til at have bibel­timer med drengene." Og på den konto fik jeg attest.
Biskop Koch var mig uhyre venligsindet, så for at undgå en paradeforestilling, fik jeg en ordinær søndagsgudstjeneste i Ribe domkirke, hvor så han og stiftsprovsten skulle være censorer. Prædikenen skulle indleveres skriftligt i forvejen i 2 eksemplarer, hvorefter det gjaldt om at holde den ordret. Koch, som jo kendte mig, lod sit eksemplar blive hjemme, men den gamle stiftsprovst Pedersen sad med sit. Da jeg aldrig havde prø­vet at lære en prædiken udenad, skete det jo unægtelig af og til, at jeg tog til at ekstemporere lidt, som ikke stod i det skrevne. Stiftsprovsten begyndte så ivrigt at blade i papirerne for at finde, hvor det nu stod, og jeg fik travlt med at finde nogle sætninger, som han kunne kende, og på den måde gik det. Jeg kan endnu se Kochs smil, når han så op, som om han tænkte: Nu kniber det nok!
Det var værre med det kateketiske. Jeg husker ikke mere, hvad opgaven gik ud på, men der skulle indsendes en disposition over det opgivne med hovedpunkter og underafdelinger o.s.v. I min kvide gik jeg til min gode ven, lærer Jacobsen, som jo var vant til det fra seminariet, og sagde: „Lav mig en sådan disposi­tion." Det gjorde han, og jeg indleverede den, og den blev antaget. Efter gudstjenesten fik jeg også udleveret en snes børn, som jeg skulle katekisere med over det opgivne. Det skete selvfølgelig på samme måde, som når jeg i KFUM talte med drengene, og det hele forløb udmærket. Drengene, som åbenbart havde været med til den forestilling før, var lige straks lidt forbavsede, da det gik lidt anderledes end sædvanligt, men vi fandt meget hurtigt hin­anden. Så var de skær klaret.
Den 9. november kom min udnævnelse, og ordinationen skulle finde sted den 12 hos biskop Ostenfeldt i Frue kirke. Det ha­stede altså. Vi var otte, der skulle ordineres, og de andre syv havde siddet og slidt med opgaver til bispeeksamen det meste af en uge, men jeg nåede først til København den 10. om aftenen. Der blev altså ikke tid til ret meget mere end lidt græsk over­sættelse. „Hvad er det dog, de læser?" spurgte Ostenfeldt. Jeg morede mig nemlig med at bruge nygræsk udtale, så at det lød flydende, ikke som et dødt sprog, men som talesprog, og Osten­feld nøjedes med at erklære: „Ja, det kan jo godt være, det har lydt således. Det lyder i hvert fald godt nok."

Sct. Michaelis kirke, Fredericia.

Fire dage efter blev jeg indsat i Sct. Michaelis i Fredericia med annekset Erritsø af provst Zeuthen. Dagen efter havde jeg den første begravelse, 2 dage efter bryllup, og så var man pludselig bleven hr. Pastor! En overgang som dog ikke blev taget alt for højtidelig.
Arbejdet fortsatte som hidtil, kun med den udvidelse, at jeg skulle prædike næsten hver søndag, hvortil kom en del husbesøg i sognene. Hver formiddag kl. 10-12 skulle jeg være i præstegården for at passe alt det tjenstlige og kontormæssige, og det blev rige timer. Provst Zeuthen elskede jo at diskutere, og jeg tror ærlig talt, han havde den mening, at folk, der gav ham ret, enten snakkede ham efter munden eller var mindre godt begavede. Der­for, jo mere uenige vi var, desto gladere var han. Det var alle mu­lige emner, som tiden frembød, vi kom ind på, ofte også teologiske, og det var ikke let at klare sig. Engang diskuterede vi Danielsbogens affattelsestid 14 dage i træk. Når jeg lå i min søde søvn, sad Zeuthen oppe om natten og læste (han havde en forbavsende evne til at kunne undvære søvn), og når jeg så kom næste dag, var han ladet med nye argumenter. Til sidst erklærede han: „Det kan godt være, de har ret, men jeg er nu for gammel til at skifte anskuelse." Det blev den største og eneste sejr, jeg vandt. - En anden gang, det var ved et bestyrelsesmøde i KFUM, var vi kommet til at diskutere Georgeismen. Zeuthen var ikke inde i sagen, og kl. 11 gik han og var lidt gnaven, hvorefter vi andre blev siddende og talte om alt muligt andet. Men hen ved kl. 2 bankede det på døren, og ind kom den gamle provst. Han havde været hjemme og sat sig ind i sagerne og var nu ladet med en mængde nye syns­punkter og modbeviser. „Kan de stikke det?" sagde han. Dér sad vi med håret ned ad nakken. da lo han så hjerteligt og sagde: God nat!
Nytårsaften bestemte jeg at holde midnatsgudstjeneste kl. 11- 12. Da Zeuthen hørte det, erklærede han straks: „Det er en ugudelig tid." - „Jamen, det er Guds ord, der skal forkyndes," sagde jeg. - „Så er det katolicisme," svarede han. - „Nej, det bliver en evangelisk gudstjeneste!" - „De kan gøre, hvad de vil, men jeg kommer ikke, jeg går i seng!" Næste dag spurgte han, om der havde været nogen? Jo, der havde været helt fuldt. „Hm, det var for resten helt højtideligt at ligge i sengen og høre klokkerne ringe ved midnat." Så forstod jeg, at hans forbøn havde fulgt os. Der blev ikke talt om det før næste år. „Skal de også have katolsk messe i år?" - „Ja." - „Nå, ja jeg går i seng." Næste dag: „Var der nogle folk?" - „La, de stod ude på kirkegården, så fuldt var der, vi lukkede vinduerne op, så de kunne høre." - „Hm, næste år vil jeg prøve.".

Erritsø kirke.

Men næste år var den gamle provst gået hjem. I disse år var det, at tungetalerne, pinsebevægelsen vakte røre i landet. De kom også til Fredericia, og 3-4 af vore trofaste medlemmer blev grebet af bevægelsen og sluttede sig til dem. En aften stod Bjørner ved et offentligt møde ved Landsoldaten og råbte ud over forsamlingen, at alle danmarks præster gik til hel­vede på nær én (antagelig Mollerup). Til trods herfor kom han og Anna Larssen næste dag og gjorde visit hos provst Zeuthen. Og som den fine og noble mand han var, bød han dem ind i dagligstuen, hvor han sad og talte venskabeligt med dem. Jeg stod i studereværelset og blev mere og mere harm over at høre, hvor elskeligt de talte til den mand, som de aftenen før havde frakendt al kristendom og hånet offentligt. Til sidst blev det mig for meget. Jeg gik hen i døren og skammede dem ud for deres hykleriske optræden. Hverken de eller provsten sagde noget, men de rejste sig brat og tog afsked, og fru Zeuthen kom hen og takkede mig derfor. Zeuthen selv nøjedes med at bemærke: „Det var godt!"
Hele røret fik nu ikke videre tilhold i byen. En af lederne var meget ivrig med at forbyde tilhængerne at søge læge, det var jo vantro, kun helbredelse ved bøn var kristeligt. Men da han selv fik dårlig mave, var det første, han gjorde, at søge læge. om en anden bemærkede hans kone efter et møde, hvor hysteriet havde været særlig slemt: „Hvis jeg ikke vidste, lille fa'r, at det var "den helligånd", der var over dig, ville jeg tro, du var tovlig!" Og en maskinmester på færgen måtte forflyttes - Så vidt jeg husker til Oddesund, - Da han et par gange havde sat færgen på grund ved Strib, fordi den hellig ånd kom over ham midt ude på Lillebælt, så han ikke vidste, hvad han foretog sig. At henvise til Paulus' ord om, at profeters ånder er profeter underdanige, var som at slå vand på en gås. Selvfølgelig holdt de også på, at de kunne blive syndfri og fuldkomne, og når jeg henviste til ordene i Johannes 1. brev om, at den, der siger, han ingen synd har eller har haft, bedrager sig selv og gør Gud til en løgner, fik jeg en forklaring om, at vel syndede det gamle menneske i dem stadig, men det nye menneske var syndfrit og havde intet ansvar for, hvad det gamle lavede! uUnægtelig en bekvem måde at klare synden på. Og jeg skal ikke nægte, at jeg en dag var ondskabs­fuld nok til at ærte og drille en af dem så længe, at han blev fnysende vred og brugte ikke pæne ord. Og han blev ikke mindre vred, da jeg bemærkede: „Hvordan har det nye menneske det nu?"

Den unge pastor og overlærer P. Christensen.

Men det fornøjeligste oplevede jeg, da de engang fik besøg af et par kvinder, om hvem de hævdede, at de talte fransk i tunger, når ånden kom over dem, skønt de ellers ikke forstod et ord af det sprog. Jeg skaffede mig så en indbydelse til en af deres „seancer". Zeuthen var meget interesseret, men ville dog ikke selv med. Jeg tog da en god ven, en snedker, med, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig har oplevet noget så uhyggeligt. Snedkeren bemærkede bagefter: „Havde de ikke været der, var jeg løbet min vej, så ræd var jeg." Det begyndte meget roligt med nogle salmer, men det endte med, at de væltede sig rundt på gulvet, mens de bogstavelig hylede og skreg deres bønner frem, og fråden løb dem ud af munden. Dette varede et par timer. Så holdt det hele brat op, og lederen kom og undskyldte, men „Ånden kunne ikke komme over dem, når der var en så kritisk ånd (som mig) til stede." Dagen efter aflagde jeg referat til provsten, som tørt bemærkede: „Så ved jeg da, at det er humbug, for Paulus siger jo udtrykkeligt, at tungetalen er tegn for de vantro, og det anser de jo både dem og mig for at være. derfor burde de netop have kunnet, når de var til stede." Jeg fik altså intet fransk at høre den aften, og senere havde vi ingen forbindelse med dem. Det hele mindede for meget om spiritismen, som havde en leder, der var oversergent, og som hævdede, at han i trance kunne samtale med selve general og kejser napoleon! Jo, religion er en såre god ting, men går den i forrådnelse, er den værre end alt slemt.
10 år efter kom den mand, som havde fungeret som deres præst, op til mig og bad om påny at blive optaget i folkekirken. På mit spørgsmål: Hvorfor, forklarede han, at det var bl. a. for hans børns skyld, fordi de nu påtænkte at indføre „dans i den hellig ånd", og dermed var han klar over, at det ikke var ægte kristendom. Han skrev derefter en lille artikel i aviserne, som jeg har liggende her foran mig. der stod i den: „Jeg har færdedes i de såkaldte frie forsamlinger i ca. 10 år og har set, hvor vildfarelser, forvirring og splid i disse øges fra år til år, sam­tidig med, at Gud vedkender sig de barnedøbte, så de bliver brugt til at føre mennesker fra mørke til lys. Jeg og flere med mig kan bevidne, at gendåb intet positivt giver et menneske, og når jeg nu er vendt tilbage til de helliges samfund inden for kirken efter grundigt at være skuffet af det andet, føler jeg trang til at sige til den, som står vaklende: Lad jer ikke narre af gyldne løfter og store ord ... Det er gået nogle sådan, at de i dag står åndeligt hjemløse uden mod og kraft til at vende tilbage til det, som vil stå urokket, når det andet forlængst har lagt sig selv øde."
Fredericia er jo iøvrigt religionsblanderiets by. Fra gammel tid var der en jødisk synagoge, som blev nedrevet et af de første år, jeg var i byen, da menigheden var uddød eller flyttet, men den gamle jødiske kirkegård findes endnu. Desuden var der en mindre, tysk reformert menighed med egen kirke, skole og fat­tigpleje, og en noget større, romersk katolsk menighed med kirke, skole og hospital. Men både med den reformerte og den katolske præst levede vi i bedste forståelse. Jeg har endog haft be­gravelse fra den reformerte kirke med en af vore store FDF drenge. Det skete engang, at de katolske spejdere bad om tilladelse til at deltage i en nytårsfest for drenge i KFUM, hvilket vi selvfølgelig intet havde imod. Men bagefter var de uforsigtige nok til at referere det i deres ungdomsblad, og resultatet blev, at de arme drenge fik en forfærdelig omgang i „Nordisk ugeblad for katolske kristne" og fik pålagt en eller anden bod. Et par dage efter mødte jeg den katolske pater og kunne jo ikke lade være med at spørge ham, hvad han ville gøre, hvis hans drenge skulle gøre det igen. Han svarede med et smil: „Så skal vi nok passe på, at der ikke kommer til at stå noget derom i vort ungdomsblad." Blandede ægteskaber forekom jo af og til, thi kærligheden er interkonfessionel, men det løstes altid på den fredeligste måde.
Provst Zeuthen var den mest frisindede mand, jeg har truffet, og hvor var han elskelig og god mod sin unge kapellan. Men da Albert Lunde kom, og man bad om, at han måtte tale i Sct. Michaelis kirke, sagde Zeuthen nej, han kunne tale i den anden kirke. Han anerkendte, at lunde havde været redskab til manges frelse, men han vidste jo også, at han var gendøbt. hvorfor ville han da ikke have ham i sin egen kirke, når han ikke ville tale om dåben? „Netop derfor," sagde Zeuthen, „han skulle have talt om sin gendåb og vedgået, om den havde givet ham noget af værdi eller ikke. Men når han tier derom og lader, som om han er enig med os andre, er det ikke ærligt." Zeuthen var jo redelig, en israelit uden svig, som en sagde om ham, og ikke for intet havde Fibiger foræret ham en tavle, der hang over hans dør, med de ord fra prædikerens bog: „Vær ikke alt for retfærdig."
Det var 1½ rige år, jeg fik lov til at være hans kapellan, og både fra disse og de foregående år må jeg have lov til at for­tælle nogle småtræk om denne min faderlige ven, selv om jeg tidligere har leveret dem til biskop Gøtzsches biografi om Zeuthen. Hårdfør var han, og han gik, endnu da han var 77 år, på hovedet i Lillebælt og tog en svømmetur, så længe der blot var en planke tilbage af badehuset, han kunne skjule sig bag.
Det er bekendt, at han altid rejste på 3. klasse og helst om natten for ingen tid at spilde. Var der plads, lagde han sig på bænken, men han tog altid støvlerne af. En morgen kom han hjem og havde kun én støvle på. „Men Frederik dog, hvor er den ene støvle?" Sagde fru Zeuthen. „Jeg synes jo nok, jeg gik så sært ujævnt op ad gaden," svarede Zeuthen. Han havde som så ofte ligget og filosoferet, og så glemte han alt. - Jeg mindes en nat, jeg sad og læste i KFUM. Pludselig fik jeg en følelse af, at jeg skulle gå hen i præstegården. Kl. var hen ved 1, så jeg søgte at skyde det fra mig, men min uro voksede, så jeg måtte af sted. Jeg havde egen nøgle, og da jeg kom ind i gangen, hørte jeg en uhyggelig pibende lyd fra Zeuthens studereværelse. Jeg rev døren op og forfærdedes. Alt derinde var sort, og luften var kvælende. Henne ved skrivebordet sad Zeuthen og læste filosofi. En sort os stod ovenud af petroleumslampen. Han blæste det bort fra siderne, mens han læste, og hev uhyg­geligt efter vejret, men var i den grad fordybet i sine studier, at han intet sansede. Jeg forstod, at det drejede sig om minutter, hvis ikke han skulle blive forgiftet. I en fart fik jeg vinduerne op, huset alarmeret og provsten i bad. Der forestod en større rengø­ring, og dagen efter var han lidt tung i hovedet, men ellers frisk som en fisk.
Skulle han på sygebesøg i annekset Erritsø, gik han.
En dag var han spadseret 7 km ud til den 97 årig kammerherre de Thygeson på Damgaard, som lå syg, men datteren huggede døren i for næsen af ham. Hun ville ikke have den fæle missionsmand ind til sin fa'r. Men jeg kom ind alligevel, fortalte han mig, for et par dage efter så han datteren i byen, hvorefter han øjeblikkelig tog turen igen og kom ind. Da den gamle herre siden døde, hævnede datteren sig ved at lade trykke salmer med Oehlenschlagers sang: Lær mig, o skov, at visne glad. Men det eneste vers, hvor der står en antydning af kristendom: „Langfredag var en bitter dag" var udeladt, hvorefter Zeuthen holdt en kraftig prædiken netop om langfredag. En anden gang skulle han besøge en jævnaldrende glarmester, hvor konen også ville smække døren i, men Zeuthen satte en fod imellem og forklarede konen, at han skulle ind at besøge sin gamle krigskammerat fra 64. Det kunne hun alligevel ikke nægte, så han slap ind, men det var nu en anden krig vi talte om, fortalte han mig. Og så lo han af glæde. Vidnesbyrdet var aflagt og sikkert ikke uden frugt.
En februar i 1914 var han til møde i Erritsø. Det var en for­rygende snestorm og bidende koldt, og vejen gik lige ved bredden af bæltet. ingen tænkte på at køre den gamle mand, men de lod ham gå ene hjem.

Provst Fr. Zeuthen

Da jeg fik det at vide, tog jeg ud og satte dem i rette derfor, og de sendte et par mand ind med en undskyldning. Men da jeg kom næste dag, var Zeuthen ikke god. Han lod mig vide, at han havde knappet vesten op, så østenstormen og snén kunne svale hans bryst, og at jeg iøvrigt ikke skulle blande mig i hans sager, da det havde været en dejlig frisk tur. Ja, det tror jeg. Han var jo 77 år og kunne i mørket være gået i havet eller fået en lungebetændelse, men dengang var der endnu kæmper i landet.
Samme forår aftalte han med mig, at jeg skulle lære ham at cykle, men hans kone fik det at vide og „satte en kæp i hjulet". Må jeg fortælle lidt endnu.
Da vi engang manglede penge i KFUM og sagen drøftedes, satte Zeuthen sig stærkt imod at skaffe dem ved en basar. Der syntes ingen anden udvej, og til sidst spurgte vi, hvordan han da havde tænkt sig det, og det gav et sæt i os alle, da Zeuthen udbrød: „Så stjæl dem da." Det blev nu basar, og da jeg senere fik en afløser som sekretær, og fællesbestyrelsen under krigen ville berøve os ham for at gøre ham til soldatermissionær, stemte Zeuthen som præsident for fællesbestyrelsen for dette, men da sagen kom for i Fredericia KFUM, stemte han absolut imod. Vi indvendte, at man kunne dog ikke stemme for i København og imod i Fredericia, men Zeuthen svarede: „Jo, det kan jeg godt." Sådan var han.
Da den første verdenskrig udbrød i august 1914, meldte han sig øjeblikkelig frivilligt som feltpræst, hvis Danmark skulle komme med. Han var jo stærkt nationalt interesseret og kunne aldrig glemme, at tyskerne havde røvet Sønderjylland, og at han selv havde været med ved Dybbøl. Men da jeg engang spurgte ham, om han nogensinde havde skudt et menneske, svarede han: „Nej, jeg sigtede altid for højt." I den periode skrev han hver uge en lille artikel i Indre Missions Tidende, og missionærerne beskyldte mig af og til for, at det var mig, der havde fået ham til at skrive så­dan og sådan, især når det var noget, der ikke rigtigt passede dem. Jeg kunne altid benægte det med den reneste samvittighed, og det gik sådan til: Når jeg ønskede en artikel om et eller andet emne, åbnede jeg bare en diskussion med Zeuthen om sagen, og jeg hævdede så det stik modsatte af det, jeg ønskede skrevet, hvorefter Zeuthen fandt så mange gode grunde for det, jeg egentlig ønskede, at det blev til en artikel. Det er bekendt, at han engang sagde: „Den eneste fejl ved himlen er, at der er ingen at disputere med." Og jeg husker den aften, da en Vejlepræst havde holdt et foredrag, som tenderede hen mod fuldkommenhed. Zeuthen gik med hjem i KFUM og disputerede med ham. Derefter fulgte han ham til toget kl. 2 om natten, hvorefter han gik hjem og skrev 6 foliosider imod ham. Dem indleverede han ved posttoget kl. 6 om morgenen, og da Vejle præsten stod op af sin seng, lå de i hans postkasse, men Zeuthen havde dengang allerede været i Lillebælt, og ingen mærkede, at den gamle mand ikke havde været i seng den nat.
Flittig var han som få, og det var utænkeligt, at der kunne hol­des et møde i missionshuset, og der blev holdt mange, uden at Zeuthen var til stede, og han havde en enestående evne til at slutte et møde med de helt rigtige ord. Jeg har, på mine rejser, ofte undret mig over, at det er noget af en undtagelse at se præsterne ved de møder, der holdes i deres sogne, hvis de da ikke selv skal tale. Mon det ikke er en af grundene til, at det går lidt småt somme steder. Det er en af de mange, mange ting, jeg lærte hos Zeuthen: Altid at være nærværende, når der holdes møder, hvis jeg ikke er op­taget andetsteds. Hvor skal en troende præst vel være: Hjemme i lænestolen, i selskab eller i menighedens forsamling. Zeuthen holdt på, at Guds ord kunne overhovedet ikke forkyndes for ofte.
Som tidligere omtalt, blev jeg indkaldt til sikringsstyrken ved krigens begyndelse. Zeuthen forsøgte at få mig hjem, men blev skarpt afvist. Efterhånden blev det ham dog for meget at betjene de to sogne alene, så efter 3 måneders tjeneste blev jeg hjemsendt. Den 16. februar 1915 kom han syg hjem fra København. Han havde aldrig nogensinde før været syg, så det var ham lidt svært. Den sidste dag, han levede, sad jeg ved hans seng. Vi var fortrolige som en fa'r og søn, og jeg kan godt sige, at jeg ikke blot højagtede ham, jeg elskede ham. Han vidste nu, at det var døden, og jeg vovede at spørge ham: „Er de slet ikke bange for at dø?" Da så han på mig med et kærligt blik bag de buskede bryn, som gjorde dem, der ikke kendte ham, bange, og sagde: „Nej, døden frygter jeg ikke, for jeg ved, hvad der ér på den anden side, men jeg er lidt bange for det, som går foran." Så talte vi videre, og lidt efter udbrød han: „Der er nu alligevel én ting, jeg er ked af, jeg ville så gerne have været oppe at flyve, førend jeg skal dø." Hvor det lignede ham, så ung af sind, som han var. „Vi unge," sagde han, når han stod og talte til drengene. Han lå i sin seng og skrev de sidste prædikener til den ufuldendte samling, som siden blev trykt. Den sidste prædiken fandt jeg skrevet med blyant mellem lagenerne i hans seng, da han, uventet trods alt, var død af et hjerteslag den 27. februar. Herren skånede den gamle strids­mand for det eneste, han frygtede: Dødskampen. Da jeg stod alene ved hans dødsleje, må jeg bekende, at jeg bøjede mine knæ og bad: Herre tag også mig nu! Jeg syntes ikke, livet var noget værd, når den mand, som jeg elskede så højt, var død. Det var en stemning, men min sorg var ægte. Men Gud sagde nej, og Gud havde selvfølgelig ret. Det var mig en ekstra sorg, at jeg ikke fik lov til at sige et par ord ved hans begravelse, men jeg var jo kun kapellan og måtte vige pladsen for en centrumsmand.
Højsindet var Zeuthen som ingen andre. Det kneb lidt med at holde kirken fyldt, da han blev gammel, men hvor frydede han sig og takkede Gud, når hans unge kapellaner fik fuld kirke. De sidste måneder, han levede, udbrød der en mægtig vækkelse i annekset. I 20 år havde Zeuthen prædiket ordet dér, men der skete intet. Men i vinteren 1914-15 begyndte sæden at spire, og som så ofte i Guds rige kom en anden til at høste, hvad forud var sået. Det brød frem på en ret ejendommelig måde.
En mand havde sviret og spillet sig fra hus og hjem, og til sidst hængte han sig. Ved hans begravelse talte jeg skarpt til alle hans gamle venner og anklagede dem for, at de egentlig var skyld i hans død, og det underlige skete, at i stedet for at fremkalde gift og galde, blev resultatet, at mange gik i sig selv og begyndte at revidere deres liv. Først blev en yngre gårdmandskone, som fik tuberkulose, men som lever i bed­ste velgående den dag i dag, omvendt. Manden var modstander, men det varede ikke længe, inden også han kom med ved at se sin kones glæde. Det blev et dejligt helligt hjem, og vækkelsen bredte sig blandt unge og ældre. Et par gårdmandsfolk havde en eneste søn, som blev sparket ihjel af en hest. De havde før levet helt i verden, men da sorgen kom til deres hjem, svigtede de gamle venner, men i stedet kom nu Guds børn med kærlighed og forbøn. Og en dag sad de i min stue med tårer i øjnene ved mindet om deres store dreng, men samtidig med tak og lovsang i hjerterne. De havde forstået, at også når herren lægger os en byrde på, er han vor frelses Gud. En ung mejerske, som blev omvendt, kom i en frygtelig klemme, da hun blev opfordret til at skrive det til sine forældre: „Ja, men hvordan skal jeg dog forklare dem det? De har ikke begreb om, hvad det er, så hvis jeg skriver, at jeg er bleven omvendt, tror de blot, at jeg har fået en ny plads." Gad vide, hvordan hun klarede det. Derimod gik det storartet, da hun siden blev gift med en troende fisker.
Værre var det med en gammel Gudsfornægter, som en dag i fortvivlelse udbrød: „Den satans Philipsen, nu kan jeg ikke kom­me ud hverken af fordøren eller bagdøren uden at møde en, som spørger, om jeg ikke snart skal til at omvende mig!" Og en lille morsom oplevelse havde vi en aften, da provst Vibe Petersen talte i kirken. Pludselig lød det, midt i provstens tale, fra en ung mand: „Nu har jeg det!" Det gippede jo lidt i forsamlingen, men prov­sten rakte hånden ud over prædikestolen og sagde: „Til lykke og velsignelse med det, unge mand", hvorefter han ganske roligt fort­satte sin prædiken.
En dag sad jeg og talte med en gammel selvretfærdig kone om, at hun skulle se at omvende sig og blive et helligt menneske. Da røg hun op som stukket af en bi og udbrød: „Ja, ja, hr. pastor, de er jo kun ung, men de burde dog vide, at „sante" Paulus siger, der er 7 himle, og jeg skal nok finde ind i en af dem, hvor der in­gen hellige er." og med den besked måtte jeg gå. Paulus omtaler nu for resten kun 3, og hvad han mener med det, er der vist egentlig ingen, der rigtig ved. - Eller hvad mener de om en mor, som en dag sad i min stue og græd sine modige tårer: „For tænk dem, hr. pastor, hvilken ulykke: Min søn er bleven hellig!" Ja, det var i sandhed trist, at hendes arme dreng hellere ville leve end dø. - Om en af dem fra ældre tid var jeg en smule uvis på, hvor han egentlig stod? Men da jeg forhørte mig hos en af de gamle prøvede, fik jeg det svar: „Han er så bange for at synde!" Og bedre vidnesbyrd kunne vanskeligt gives.
Gamle provst Zeuthen oplevede begyndelsen af den store væk­kelse og var jublende glad. Men da en en dag mente, om det kunne gå sådan, at hele sognet gik hen og omvendte sig, protesterede Zeuthen og erklærede, at det var umuligt, da det aldrig nogensinde var sket. Jo, blev der svaret, der står jo da i apostlenes gerninger, at alle beboerne i Lydda og Saron omvendte sig. Da klaredes det gamle ansigt og alle de 100 rynker lo: „Ja, ja, lad os se." Men midt i røret tog herren jo sin gamle tro tjener, og det blev så hans discipel, der fik lov at høste. Det blev snart en skik, at de nyomvendte blev sendt ind til mig i Fredericia, for at jeg skule prøve dem af og ligesom give dem attest for, at det var ægte. Det var jo festligt at møde alle disse glade unge og ældre. og jeg mindes ikke en eneste, der faldt fra senere. Det hele var ægte og reelt. Men da en eftermiddag en gårdmand kom kørende med sin nabo, som var i sjælenød, og gav den besked: „Nu har han gået længe nok, så nu må de tage dem af ham. Jeg kommer igen om 3 timer og henter ham, så skulle det gerne være i orden!" - Da måtte jeg protestere. Så håndfast gik det nu heller ikke, og han fik det da heller ikke godt med Gud den eftermiddag, men 14 dage efter var det i orden. jJeg mødte ham igen ved et møde i Snoghøj i sommeren 1947. Han var da højt oppe i 80'erne, men ansigtet lyste endnu med den samme glæde.
Det var herlige aftener, når de nyomvendte og de gamle tog til at synge: „Det skønneste syn, mine øjne ser, er unge på knæ for Gud." Og når de stemte op med: „Kimer himmelklokker" eller en anden af de dejlige vækkelsessange, så vidste vi, at nu var igen en bleven vunden. Den eneste gang under vækkelsen, jeg var bange, var en søndag eftermiddag efter gudstjenesten. da kom nogle af de ældre og ville have mig med hen til en ung møller­kone, som efter 14 dages bønskamp og nogle nætters søvnløshed var så fortvivlet, at vi var lige ved at frygte, hun skulle miste sin forstand. Da oplevede vi en Jakobskamp, hvor vi måtte på knæ i den dybeste ydmyghed og råbe til herren, at dog ikke de vantro skulle have den triumf, og hun og hendes slægt gå fortabt. Men herren var trofast som altid. Hen på eftermiddagen fik hun fred, og om aftenen var hjemmet fyldt med lovsang.
Tæt ved kirken lå i et lille hus en ældre, troende kone syg i 1½ år under frygtelige kræftsmerter. Til at begynde med spot­tede verden og ville tage det som et bevis på, at der ingen Gud er til, og at de helliges bønner og tro var humbug, men når de så havde været inde at besøge hende, blev de stille. hun lå og priste Gud og blev et dejligt vidnesbyrd om herrens kraft i menneskelig skrøbelighed. - Missionshuset fyldtes aften efter aften, og ofte holdt vi bedemøder i kirken. En dag, da jeg roste fiskerne fra Lyng, fordi de, som havde en lang og dårlig vej at gå, mødte op i øsende regnvejr, fik jeg det karakteristiske svar: „En fisker drukner ikke på landjorden, hr. pastor!" - Og jeg mindes en dag, jeg i tæt tåge kom cyklende i udkanten af sognet. Jeg hørte plovhestes prusten, men kunne intet se. Pludselig hørte jeg plov­køreren synge: „Sølvsnoren brister dog en gang -." Jeg stod af cyklen og svarede ham med næste vers. Vi så ikke hinanden, men vi havde begge fået en hilsen, og med et: "Guds fred" fortsatte hver sin vej. hvem, han var, ved jeg ikke. måske kendte han min stemme.
Selvfølgelig fik vækkelsen også det resultat, at man fra anden side begyndte at indkalde grundtvigske præster for at dæmme op. En søndag kørte jeg ud for at høre en af dem, og søndagen efter citerede jeg flere af hans udtalelser, som jeg var helt enig med ham i. Han kom aldrig mere, men blev kasseret, og da jeg en dag spurgte en fra den fløj om grunden, svarede han ganske ærligt:

Morten Andersen.

„Vor formand sagde: Han er it (ikke) helt ræle, når Philipsen kan bruge ham." Jeg skal ikke nægte, at da morede jeg mig kosteligt.
Tør jeg vove at nævne navne? - Nej, det bliver for langt. Kun én eneste må jeg have lov til at give en særlig omtale, det er den gamle prægtige Morten Andersen, kaldet Morten Koch.
Han var gammel artillerist og havde fornaglet den sidste danske kanon på Dybbøl, for at den ikke skulle blive brugt af tyskerne. Herfor havde han fået dannebrogskorset, og også i Guds riges arbejde holdt han af at skyde med kugle. Under prædikenen sad han ofte og nikkede bifaldende og kunne godt falde på ret højt at sige både ja og amen, så vidste man, det var helt rigtigt. Som aftægtsmand blev han ofte forstyrret i sin bøn af børnebørnenes larm, så fandt han sit lønkammer i en tom krybbe i stalden. „Køerne må gerne høre, hvad jeg har at tale med herren om, og deres gumlen forstyrrer ikke."
Engang fortalte han mig, at han en dag, da han rejste sig fra bønnen, så den opstandne stå i den anden ende af stalden. „Straks troede jeg, det var et djævelsk blændværk. men da han smilede hen imod mig, gik jeg hen mod ham og sagde: Er det dig, herre? Da forsvandt synet." Morten var en uhyre nøgtern natur og kemisk ren for sværmeri. Men nu vidste han, at han ligesom Paulus havde set herren.
Ofte, når jeg var ved at tabe modet inde i byen, cyklede jeg de 7-8 km ud til gamle Morten. Han kunne gerne sætte mod og humør i den unge præst. Og det var så sikkert som amen i kir­ken, at når vi havde siddet og talt lidt sammen, sagde Morten: „Synes de ikke, mennesker er nogle sære snegle?" Og det var jo som regel, når jeg syntes det, jeg kørte ud til ham. „Jo, for se, nu siger herren ganske klart: Se, jeg har givet, at der foran dig er en åben dør, som ingen kan lukke, og så er der så mange, der ikke kan begribe, at en åben dør er til at gå ind ad. Men de tror, de skal blive stående udenfor og længes og måske betænke sig og kigge ind ad den, indtil det bliver for sent." Det undrede Mor­ten, og det undrer mig den dag i dag.
Da han var højt oppe i 70'erne, kørte han en dag løbsk, blev slæbt et langt stykke henad den hårde chaussé og fik den ene skulder af led. Han var mere død end levende, da de fandt ham, og vi troede alle, han ville dø af sine kvæstelser. Men hans stærke natur klarede det, og en dag, jeg sad ved hans seng, sagde han: „Nu ved jeg, hvorfor herren lader mig leve, jeg har nemlig ligget og regnet ud, at der endnu mangler 7 hjem her i sognet, hvor jeg aldrig har været og talt med dem om deres sjæls frelse. Dem skal jeg have lov at nå." Og han nåede det og mere til. - Men en dag kom alligevel sygdommen til døden. Jeg sad ved hans seng en eftermiddag, og i samtalens løb fik han stor lyst til nadveren straks. Der var langt til byen, og jeg havde ikke hjemmekalken med. „Kan vi da ikke bruge et almindeligt snapseglas med portvin og et stykke almindeligt hvedebrød?" foreslog Morten. Jo, selv­følgelig kunne vi det, og det blev en såre opbyggelig nadver, vi to holdt. Det er ikke de ydre ting, men ordet og herrens nærværelse, det kommer an på. Morten Andersen var en åndelig høvding.
Og vækkelsen blev ved i et par år. Guds børn var ét i ind­byrdes kærlighed og forventning til herren. Tallet på de om­vendte vil og kan jeg ikke opgive, men der lå en åndelig vel­signelse over sognet, som vi, der oplevede det, aldrig glemmer. Mange af dem, der dengang kom med, er nu hjemme hos herren, men de, der var unge dengang, møder jeg jo af og til endnu. Vi mindes og takker herren. men nu er det en ny slægt, der skal prøve at løfte arven.
Wfter provst Zeuthens død blev jeg konstitueret sognepræst. Set blev en vakance, som varede lige til jul, altså 10 måneder, og det blev et år, som sled hårdt. Det skete et par gange, at jeg måtte gå på prædikestolen uden at have set på teksten, der var ganske simpelt ikke tid, men Gud hjalp på forunderlig måde. Jeg skriver ellers altid mine søndagsprædikener næsten ordret. Det lærte jeg også af Zeuthen, at man skal. -
Det blev bestemt, at der skulle oprettes et residerende kapellani for de to sogne, og for at jeg kunne få det, blev det normeret i laveste lønningsklasse, men den daværende departementschef havde en slægtning, som han havde lovet embedet. det vil sige, at jeg pludselig skulle stå ledig, men menighedsrådet, som dengang kun havde indstillings­ret til sognepræsteembedet, sendte en delegation fra alle de tre kirkelige partier til København og krævede at beholde mig. Det holdt lidt hårdt, men ministeriet måtte bøje sig.
Der indtraf også morsomme begivenheder under vakancen. Ofret var jo ikke afløst dengang, og bestemmelserne lød da på, at de frivillige ofre (ligtaler og konfirmation) tilfaldt mig, hvorimod de tvungne ofre (vielse og dåb) skulle deles med halv­delen til enkeprovstinde Zeuthen og halvdelen til Ribe stifts­øvrighed. En barber, som skulle have sit barn døbt, sendte som offer barberbilletter for et kvartal, og dem kunne jeg jo ikke så godt fordele til de to instanser.
Ved efterårstid kom komtesse Henriette Knuth til byen og skulle holde en KFUK gudstjeneste, hvor der kun var adgang for kvinder og kirkens funktionærer. Jeg gav komtessen tilladelse til at prædike i kirken, noget som dengang var forbudt, og resultatet blev, at et kvindeligt menighedsrådsmedlem, endda valgt af indre mission, klagede over mig til biskoppen. Da biskop Koch kom til indstilling, tog han så klagen frem, og med et lunt smil spurgte han: „Hvad siger de til det, pastor Philipsen, de ved jo vel nok, at de har handlet mod loven?" Jeg tillod mig at sige: „Hvis vi tænker os, biskop Koch, at de som ung kapellan sad i vakancen efter den gamle provst Zeuthen, og de vidste, at denne ved to tidligere lej­ligheder havde givet samme dame tilladelse til at tale i kirken, hvordan ville de så handle i mit sted?" Og koch så alvorligt på det kvindelige medlem af rådet og bemærkede: „Så ville jeg sige: alle gode gange er tre!" dermed var den sag klaret.
I annekset var der en ældre, veltjent lærer, som af en eller an­den grund kom på kant med en del af befolkningen, og engang han havde givet en uvorn knægt et par rap bagi med en stok, benyttede de lejligheden til at rejse en sag for at få ham afskedi­get. Han var grundtvigianer, men en dygtig lærer og min gode ven, og det var vel at mærke ikke missionsfolkene, der var ude efter ham. Jeg var formand i skolekommissionen, som desuden bestod af to, valgt af befolkningen. Vi holdt møde, og jeg spurgte de to: „Kan i huske, da i selv gik i skole? Ville i da helst have en endefuld af et tyndt spanskrør, hvilket er tilladt i loven, eller et par rap af en stok, hvilket altså er forbudt?" De tænkte sig lidt om og svarede så begge: „Vi foretrak stokken, for det tynde svirpede, så det kunne mærkes et par dage efter." Og da de øvrige klager ikke var andet end ondsindet vrøvl, blev vi hurtigt enige om at lade sagen falde. Det lærte mig, at det i visse tilfælde kan være en fordel for en lærer ikke at have alle kommissions­medlemmer for tæt på livet. Jeg holder på de store kommissio­ner, ikke blot af hensyn til lærerne, men også for skolens skyld, og det er mig den dag i dag uforståeligt, hvorfor de sønderjyske lærere så fanatisk er forelsket i de små skolenævn, endog med en ret enevældig konsulent, der alt for let kan opkaste sig til dik­tator.
Sognepræsteembedet blev besat med tidligere missionær i Indien, pastor Carl Hornbech, og 4. søndag i advent 1915 blev vi begge indsat i hver sit embede af den gamle provst Møller i Smidstrup.
I mellemtiden havde jeg, som ellers var godt på vej til at blive pebersvend, både forlovet og giftet mig med frk. Harriet Krüger, en datter af fabrikant Adolph Krüger i Fredericia. Det var, som man siger, kærlighed ved første blik. Vi traf hinanden hos provst Zeuthen, og da jeg havde fået fast embede, og vi begge var over 30 år, var der jo ikke noget at vente på. Det blev et sjældent harmonisk ægteskab, men det hører privatlivet til.
Det forcerede arbejde havde imidlertid slidt lovlig stærkt på halsen, så jeg fik en alvorlig præstesyge, der plagede mig i mange år. Det medførte utallige penslinger og perioder, hvor jeg måtte ligge stille et par uger. Til sidst var der ikke andet for end at tage 2 måneders orlov for at „få stemmen lagt om", og det hjalp, så jeg nu kan tale så galt jeg vil uden at blive hæs.

Min hustru Harriet født Krüger, og søn.

Og endelig i 1916 fik jeg for første gang i 7 år 10 dages ferie, som jeg benyt­tede til en cykletur gennem Jylland med min yngre broder, og selvfølgelig var jeg ved at komme galt af sted. I Hald Egeskov stod der en kæmpe bøg, som ragede op over alle egene. Den måtte vi op i. Stod en halv times tid og nød den pragtfulde udsigt. „Skal vi så se at komme videre," sagde jeg og tog et skridt ud i den tomme luft. Jeg havde glemt, vi stod i træet. Egenes løv var jo som et grønt tæppe under os, men et kraftigt tag i nakken, som jeg kunne mærke et par dage efter, fik mig halet ind på grenen igen. Ellers havde jeg vel nok brækket halsen. - Et par år efter var vi igen på cykletur, denne gang på Bornholm. Ude ved Rø var der en klippe, som ludede udover brændingen. Der var en smal kant, som man kunne få støtte på med gummisåler, og ujævnheder for hænderne at hage sig fast ved. Vi stod og talte om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at gå uden om klippen uden at falde ned, hvilket ville være den sikre død. og vovehalse som vi var, blev det besluttet at prøve, og jeg skulle som den ældste gå først. Det gik storartet, indtil jeg kom til den yderste omdrej­ning. Pludselig var der ikke mere kant at støtte på, og til at vende var der ikke plads. Jeg råbte det ind til ham, og hvad tror de, han svarede? „Vent lige lidt med at falde ned, til jeg får dig fotogra­feret!" Nå, omkring kom jeg, men neglene så slemme ud, og jeg var meget, meget varm. Billedet har jeg endnu.
Det blev til flere ture i de følgende år. En af de interessanteste var en cykletur Sønderjylland rundt i august 1920, men lad de ture hvile. Vi er kommen lovlig langt frem.
Det var jo under den første verdenskrig, og den satte sit præg på livet. Soldaterlivet har jeg fortalt om, men ny opgaver meldte sig jo nu i den nye stilling.
FDF, som var mit gamle kælebarn, havde fået bygget sommer­lejr ved Juelsminde, og her oplevede vi herlige dage med dren­gene. Vi sejlede gerne derop med en fiskekutter, og det var ikke altid lige søstærke passagerer, vi havde med. Aldrig glemmer vi hin lørdag 1. august 1914, da der gang på gang kom telefonbe­sked til os om at komme hjem straks. Vi skulle komme om aftenen, og da vi levede i lykkelig uvidenhed om verdensbegivenhederne, anede vi intet om krigen og tog derfor intet hensyn til telefon­budene, som iøvrigt ingen grund angav. Da vi sejlede ind i Fredericia havn om aftenen, var der sort af mennesker, idet det rygte var kommet ud, at vi var bleven torpederet. Hvad der videre skete, har jeg fortalt. lejrene fortsatte iøvrigt uhindret, kun med den forskel, at vi nogle gange måtte tage til lands derop, hvilket var noget besværligere. Kun en enkelt lille episode skal fortælles. en nat arrangerede vi en meget realistisk øvelse, som gik ud på, at et par banditter var brudt ind og havde bortført den ene af vore „tanter". Hele lejren kom i det vildeste oprør, og et par 15 års drenge tog det i den grad for alvor, at de spurtede ind til Juels­minde og alarmerede kriminalpolitiet i Horsens, og jeg vil ikke just påstå, at det var lutter kærlighedsudtryk, der faldt over mit syndige hoved, da politiet kom med udrykning kl. 2 om natten og opdagede, at det hele var leg. En kop god stærk kaffe formil­dede dog den strenge øvrighed, så det endte i idyl. Men iøvrigt kunne hele ungdomsarbejdet jo dengang gå helt uhindret af kri­gen.

Sommerlejren Daneborg




Morgentoilette i "Daneborg".
Chefredaktør Edvard Petersen - Torkild Philipsen.


Fra "Daneborg"
Redaktør Edvard Petersen, sognepræst Damgaard Jensen, overlærer Th. Jacobsen og T. Philipsen.

I 1916 tog gamle provst Møller sin afsked, og en dag fik jeg uventet besøg af min gode ven biskop Koch. Han havde af og til henvendt sig til mig, når der var vakance i embederne, da jeg jo var godt kendt i sognene. det var en tillid, som jeg i høj grad påskønnede, men jeg lærte også at være varsom, da Koch jo var en mester til at „pumpe" det ud, som man egentlig ikke ønskede at sige. Nu gjaldt det, hvem vi skulle have til provst. Jeg havde af og til hjulpet provst Møller og havde blandt andet haft arbejdet med afløsning af offer og accidenser i nogle sogne. I samtalens løb bemærkede Koch: „Jeg ville egentlig helst gøre dem til provst, men jeg tør ikke, så længe de ikke er sognepræst, men det kommer senere." Det kom aldrig. -
Det var festligt søndag efter søndag at se Sct. Michaelis kirke fyldt til sidste plads med en lovsyngende og lyttende menighed, hvoriblandt forbavsende mange unge. Ved højtiderne stod de som sild i en tønde helt op til alteret, så det kunne være svært nok at nå igennem op på prædikestolen. og det store missionshus, som brugtes så flittigt, at vi engang præsterede at have 37 offentlige møder i februar måned, fyldtes ligeledes, og selvom vi ikke oplevede den store vækkelse i byen, blev der dog stadig lagt nogle til, som lod sig frelse. Byen var delt i 15-16 samtalekredse, og vi præster gik på skift i disse. Men fire gange om året samledes alle kredsene til fælles samtalemøde i missionshuset. De var ikke alle lige søgte, men blev en kreds for stor, eller viste der sig ten­dens til klikedannelse, foretoges der en lempelig forflyttelse.
Fredericia er jo den store trafikby, og den rummede en ikke ringe afdeling af „Kristeligt Jernbaneforbund". Et år fik jeg den store oplevelse af være deres prædikant ved årsmødet på Nyborg strand.
Efter den store altergang ved højmessen i Nyborg kirke kom den daværende kordegn og henstillede til mig, om der ikke kunne ydes kirkebetjeningen overarbejdspenge, da det jo unægte­lig havde trukket lidt ud (der var ca. 400 til alters). Jeg prøvede at forklare ham, at det jo måtte være kirkens tjenere en særlig glæde at se så mange søge herrens bord, men det endte alligevel med, at jeg måtte ty til loven. Så frafaldt han.
Hurtigt kom jeg med som taler ved indre missions helliggørelsesmøder, og det var altid en fest. Noget ud over det almindelige var det, når man en morgenstund cyklede til Kolding for i fro­kostpausen at holde andagt for alle arbejderne på Eriksens store trikotagefabrik. Den tid, der gik med andagterne, toges af ar­bejdstiden, men således, at Eriksen betalte fuld løn til alle de arbejdere, som deltog.
På sygehusene, også det katolske Sct. Josephs hospital, holdt vi så vidt muligt regelmæssige andagter. Kun én gang skete det, at den katolske priorinde prøvede at spænde ben for os. Jeg fik så oberstl. Bentzien i fuld krigsmaling med ned til hende. Hun var stram at have med at gøre, men vi satte os, en på hver side af hende, og truede med, at vi offentligt ville fraråde alle ikke katolske patienter at søge hospitalet, hvis hun lagde os hindringer i vejen. og da hun på den måde bogstavelig blev klemt mellem skjolde, gav hun endelig køb. - Det var for resten på dette ho­spital, jeg engang smed en hel samling slægtninge ud der var knyttet en slags alderdomshjem til hospitalet, og en dag kom jeg på en stue, hvor en gammel mand lå syg. Arvingerne stod og skændtes højlydt om, hvordan godset skulle fordeles, når den gamle nu snart døde. Han lå og så inderlig ulykkelig ud, og der var, syntes jeg, ikke andet at gøre end at rydde stuen, hvorefter vi fik en god andagtsstund. - På en anden stue, hvor der lå 6 gamle, havde jeg en dag talt om himlen, og da jeg skulle gå, greb en af de gamle mænd min hånd og spurgte bønligt: „Tror de ikke nok, hr. pastor, at jeg kan få min kat med, så den også kan blive salig?" Nå, manden gik lidt i barndom, så jeg lovede den gamle, at han nok skulle få katten med, og lykkelig blev han. Og jeg håber ikke, herren har lagt skyld på mig af den grund.
På en stue, hvor der lå 8 gamle koner, kom jeg af og til og holdt andagt på den måde, at jeg satte mig hen til en bestemt seng, hvor der lå en troende kone, og vi to holdt så en slags samtalemøde og sang et par salmer til opbyggelse for de andre. Men en dag kom hun med en sætning, som røbede, at hun var katolik. Jeg holdt brat inde og sagde: „De må jo slet ikke tale med mig, som er luthersk præst?" Hun smilede så venligt til mig, og vi talte lidt om det. jeg bemærkede: „Men hvad så med paven og jomfru Maria og alle helgenerne?" Da sagde den gamle: „Det betyder i virkeligheden ingenting. Vi to tror jo begge på Jesus som vor frelser, og er det ikke hovedsagen?" - Selvfølgelig, og vi fik mangen god samtale også efter den dag. Fe katolske søstre holdt sig altid på afstand, når jeg var i farvandet, ellers var det jo gået den gamle ilde. Jeg huskede spejderne.
I KFUM blev lokalerne efterhånden for snævre. Skiftende se­kretærer fik vi i årenes løb. Bedst husker vi den højst ejendom­melige Ludvig Spear, der døde ung som præst i Amerika, og den vennesæle, de store drenges gode ven, Edv. Petersen, som nu er chefredaktør ved kristeligt dagblad. En dag fik vi mod til at købe det store hotel „Kronprins Frederik", som lå på byens hoved­gade, og hvor der kunne blive plads til foreningens vidtforgrenede arbejde. Penge skulle skaffes. Vi lavede fine „aktiebreve" og var lige ved at komme i konflikt med aktieloven, Men da selve amt­manden købte nogle og erklærede dem for lovlige, gik det. stor basar blev afholdt, alle kræfter mobiliseret. Om jeg husker ret „gjorde vi" næsten 70.000 kr. på en særlig god uge. Jeg sad en dag hos en af byens købmænd og bad om et bidrag. „Hvor meget har de tænkt dem?" Spurgte han. Jeg svarede, at jeg ikke havde tænkt mig noget bestemt, da det jo var hans penge, det drejede sig om. „Men jeg ønsker, de skal komme med et forslag!" Jeg tog da munden fuld og sagde: „Hvad vil de så mene om 1.000 kr. for hvert af deres børn?" - „Det vil jeg finde yderst rimeligt," lød svaret. og efter 2 minutters samtale gik jeg med 6 „plovmænd". Det forcerede arbejde havde imidlertid slidt lovlig stærkt på halsen, så jeg fik en alvorlig præstesyge, der plagede mig i mange år. Det var et fælt arbejde at få det gamle hotel i orden. I
Vi kørte bogstavelig med trillebør under udmugningen, men så fik vi også den fineste festsal, ungdomsardelingslokaler, soldaterafdeling, pensionatsværel­ser og restauration. KFUM var rykket fra sidegaden ind i byens centrum.
Medens jeg var kapellan hos provst Zeuthen, havde vi det ord­net sådan, at han underviste pigerne og jeg drengene, hvorefter vi hver konfirmerede sin række ved samme gudstjeneste. som den redelige mand og ægte teolog, Zeuthen var, indførte han straks den nye konfirmationsordning uden tilspørgsel, idet han selvføl­gelig hævdede, at det ikke er konfirmanderne, der bekræfter deres dåbspagt, det er Gud, der bekræfter sit dåbsløfte til dem. Og jeg har fulgt ham i dette. - Nu var vi to sidestillede præster, og der måtte derfor træffes en ordning. Af hensyn til skolerne havde vi altid drenge og piger i hver sit hold. men at dele 90-100 børn på 4 hold var meningsløst. Vi foreslog da ministeriet et regulativ med årsskifte, men fik blankt afslag. Ministeriet ville kun gå ind på halvårsskifte. Det var vi imidlertid ikke interes­seret i. Jeg lagde hovedet i blød og foreslog så ministeriet, at vi fik halvårsskifte, men således at samme præst aldrig fik 2 som­mer- eller 2 vinterhold i træk, og det gik ministeriet med til og opdagede først, da der skulle betales brændselsregning og leje af lokale, at det var årsskifte. Jeg vovede mig ikke ind i kirkemini­steriet, førend vi havde fået en ny departementschef.
Hornbech og jeg var vidt forskellige af naturel, og der kom aldrig det fortrolighedsforhold som mellem Zeuthen og mig. Over for Zeuthen stod jeg med en højagtelse, som jeg naturligvis ikke kunne føle over for den langt yngre Hornbech, og hertil kom jo, at jeg allerede havde været en årrække i byen. Det kunne derfor ikke undgås, at der af og til kom rivninger, som dog aldrig på nogen måde kom til at påvirke vort arbejde i Guds rige. Her var vi jo helt på samme linje, selv om ikke blot vor måde at prædike på, men også hele vor arbejdsmåde var vidt forskellig.
En af mine gode venner blev også læge Johs. Hoff, som var gift med en datter af højskoleforstander Thomsen. Han kom som regel til alters hver eneste søndag. Det var jeg jo ikke vant til og spurgte ham en dag, om det ikke grænsede til sværmeri? Men han forklarede mig, at da han som troende kristen dag efter dag måtte hjælpe de syge, ikke blot med deres legemlige, men også med deres sjælelige sygdomme, betød det, at han brugte så megen åndelig kraft, at han var nødt til at søge nadveren så ofte som muligt, for ikke at få underskud selv. Men hvor er der mange troende mennesker, som ikke forstår, at det er med det sjælelige som med det legemlige. Den, der lever et sundt kristenliv i daglig tjeneste og efterfølgelse af vor herre Jesus, altså den, der arbejder i vingården, skal have megen næring. Den, der intet bestiller, men lever et sygt kristenliv og kun er en mødekristen og bænke­varmer, kan klare sig med lidt næring, og desto mindre, jo mere sygdommen tager overhånd. Den døde skal slet ingen næring have. Derfor kommer vantro mennesker aldrig til herrens bord, men hvor er der dog også mange troende mennesker, som kan lade gå både uger og måneder. Derimod prøver de at nære deres sjæle med kritik og selskabelighed. Ikke så underligt, at de bliver åndeligt syge, og at Guds rige mange steder står i stampe. Jeg har endog mødt en troende mand, som hævdede, at det var forkert af Jesus, at han efter sin sædvane gik i helligdommen hver sab­bat. Ikke underligt, at samme mand kan sige til sine børn og hus­folk: I skal kun gå i kirke og til møder, når i har lyst til det! Var der ret mange af den slags, så det sort ud for vore samfund, og hvor forstod jeg den elskelige Carl Moe, da han engang i dybeste alvor og sorg erklærede, at der sikkert var mange, som engang blev omvendt, men som gik fortabt, fordi de aldrig helt havde brudt med verden og det gamle sind.
Men stop - stop, nu var jeg lige ved at forfalde til at prædike.
Med missionærerne i omegnen havde jeg det mest udmærkede samarbejde. Jeg mindes med stor tak gamle Fenneberg. Han sad en dag, den gamle bagermester, ved mit bord og bogstavelig talt kælede for et stykke velbagt rugbrød. Det lyste i hele hans an­sigt med tak til Gud, men når han ved et møde stemte op med: „Jeg går med sang ad Zion til så himmelglad i sind", så var der lovsang og hele forventningens glæde. Eller den gamle solide Jens Holt i Taulov. Han kom til mig en dag, sad i 20 minutter og fortalte 2 gode oplevelser, hvorefter han sagde farvel og tak. „Jamen, hvad ville de egentlig, Jens Holt, har de ikke glemt det?" Spurgte jeg. „Nej, der var lige 40 minutter mellem 2 tog, det kunne slå til til turen frem og tilbage og 2 historier." Disse to gamle prægtige missionærer tog mig unge præst til deres hjerte, og det har jeg aldrig glemt dem for. Men der var jo andre end de to, der var den lidt fornemme Knipschildt i Kolding og Lauridsen i Korsør og Rasmussen i Hammel og ikke at forglemme Madsen i Aarhus, til hvem jeg kom i en årrække til vældige missionsuger. Et år havde jeg den glæde ved et missionærkursus i Børkop, at gennemgå de messianske forjættelser i det gamle testamente. Det var en lysvågen og interesseret skare af både unge og ældre, og ingen skal bilde mig ind, at Danmarks "missionærer" er en samling uvi­dende og smalsporede. De er dygtige og vidtfavnende. Jeg kender adskillige af de såkaldte „frisindede", der er anderledes smal­sporede og partibundne.
Ved et bryllup hos samfundets formand i Erritsø kom vi til at vædde om, hvorvidt jeg kunne slå et kraftspring i diplomat­frakke på selve landevejen. Jeg skulle have 2 kr. for hvert og tjente derved 6 kr. til KFUM's byggefond, og de gamle missionsfolk morede sig kun derover, mens en tilstedeværende grundtvigia­ner blev dybt forarget. Det var upræsteligt! Mindre smukt var det vel, at jeg en dag i høstens tid sammen med byens andre „gade­drenge" var med til at råbe hurra for en af byens avisbrugere, som havde fået lovlig stort læs og derfor kørte fast i Prinsens Port. Han tog det nu pænt og var glad, da vi hjalp ham løs, men det gav mig for resten en hel prædiken, for sådan går det jo også, når vi med fuldt læs af synder vil gennem den snævre port ind i himlen. Der skal læsses af for at slippe igennem.
Ak ja, der var egentlig meget i den gamle by, der kunne prædike for en ung præst. Kom man øst op i byen, kunne man møde en flok store drenge og piger, som kom med de særeste fagter og underlige, uforståelige lyde. De kom fra det store døvstummeinsti­tut. Og en anden dag var det en blind pige, og en tredje dag en jerbanekonduktør, som havde fået foden kørt af. Og alle sagde de: Har du sagt Gud tak, fordi du kan høre, se og gå. Og tilfredshed lærte jeg af en anden jernbanemand, som, når det øs­regnede, sagde: Det er dog et dejligt vejr i dag, det støver ikke. Men når snavset føg gennem byen, sagde han: Hvor er det dej­ligt vejr, det regner ikke. Eller hvad siger de til en illustration på omvendelse: Det var en rejsende, som var på vej til færgen, og som helt forfjamsket spurgte en konduktør, hvor færgen lå. Han tog ham i skuldrene og vendte ham: Se dér og gå lige frem! Kosteligt, men klart.
Og krigen gik sin gang. Danmark klarede frisag dengang, men ikke over for den uhyggelige sot, som kaldtes „Den spanske syge". Den angreb jo især og hårdest de unge og de stærke, hvorimod de svagelige gik fri. Det blev en hård belastning for os præster. Dag og nat var vi på færde, og uhyggeligt med de mange begra­velser. Alle måtte vi sætte ryg mod ryg for at hjælpe, og aldrig hverken før eller siden har jeg mødt menneskers offervillige sind så rigt og smukt som da. Først døde en ung, dygtig købmand og så en ung kone fra 3 småbørn. Telefonen ringer: Gå ned i den og den gade, dér ligger hele familien, mand, kone og 5 børn, og en dag stod jeg ved 3 kister i det hjem.
En nat kl. 2 måtte jeg på sygehuset vie en mand, som døde 3 timer efter, men en anden nat var der desto værre et skarn, som stjal min gode cykel, mens jeg var oppe i et hjem. Det endte med, at kredslægen benyttede sig af en gammel forordning og til­lod apotekerne at ekspedere de recepter, jeg skrev. Det hele var jo så uoverkommeligt. Mange fandt deres hjerter til bøn og tro under epidemien, men selvfølgelig oplevede vi også skuffelser. Jeg husker en ung, rig frue, som jeg mente fandt ind til Gud, men sygdommen vendte sig til det gode. Da hun var næsten rask, sagde jeg til hende: „Nu ser vi dem vel i samfundet, når de er kommet til kræfter?" Da så hun forbavset på mig og sagde: „Kære pa­stor Philipsen, de forstår da vel nok, at nu ligger det helt anderledes. Nu skal jeg jo leve, og som gift med direktør x kan de dog ikke vente, at jeg skal komme sammen med disse hellige." Ja, hvor havde dog Jesus ret her som altid: Det er vanskeligt for en, der er rig at komme ind i Guds rige. De små og fattige hjem derimod glemte ikke så let.
En af mine venner blev ramt så hårdt, at vi alle ventede, han ville dø, men også her gik døden forbi. Da han var bleven rask, spurgte jeg ham en dag: „Hvordan var det sådan at ligge ved dødens port?" Og så fortalte han: „Jeg var jo så langt nede, at alt var mig ligegyldigt. Jeg kunne ikke spise, ikke tale, næsten ikke røre mig, og en aften, da feberen var særlig høj, ville jeg bede mit fadervor, men havde glemt det. Da blev jeg bange og tænkte: Nu kan du ikke engang holde fast ved Gud, og så går du fortabt. Da sukkede jeg i min nød til herren: Frels mig! Og det var, som en hviskede til mig: Frygt ikke, det er ikke dig, der skal holde fast ved mig, det er du alt for ringe til, men jeg holder fast ved dig. Det er næst min omvendelse det største, jeg nogensinde har oplevet."
Til sidst ebbede jo epidemien ud, men dens høst havde været stor og tung. Men underligt var det, at det så ud, som om andre sygdomme var borte, så længe pesten varede. Dødsfaldenes antal var ikke flere i det år end i andre år.
Jeg forstår ikke de præster, der forsømmer husbesøg. Nogle af vore rigeste oplevelser får vi jo blandt de gamle og syge, og det er i virkeligheden uhyre sjældent, præsten ikke bliver vel mod­taget. Jo, jeg husker en gammel lods. Han så arrigt på mig, da jeg kom, og erklærede rent ud, at havde han haft kræfter dertil, ville han smide mig ud. Jeg satte mig stille ved hans seng og spurgte, om jeg ikke nok måtte synge en salme for ham. „Det kan de jo godt, hvis det kan more dem," hvorefter han vendte sig med ryggen mod mig. Hvilken salme, jeg sang, husker jeg ikke, ej heller hvad jeg læste af nye testamente, men da han opdagede, at jeg ikke var kommen for at dømme ham, og at der heller ikke var tale om svovl og helvede, vendte han sig langsomt tomme for tomme. jeg kom der ofte siden, og han fik sin sjæl frelst og levede for resten mangen god dag derefter. Og en lørdag sad jeg og skrev prædiken, men fik pludselig en følelse af, at jeg skulle hen i et hjem, hvor en ung mand lå syg af tuberkulose. Jeg søgte at slå det hen, men kunne ikke samle tankerne. Jeg måtte af sted, og dér lå så „Fløjte Karl", som vi kaldte ham (han var fløjtespiller i vort orkester og var kun 16 år). Tilsyneladende var han ikke særlig syg den dag, så jeg tænkte: Så må det jo have været en indbildning. Nå, vi sang en salme og holdt en lille andagt, men da jeg kort efter stod i gangen og talte med hans far, kom hans mor løbende: „Skynd jer og kom ind, jeg tror, Karl er ved at dø." Og det var rigtigt. Karl var ved fuld bevidsthed og var selv klar over, at det var døden. Jeg tog hans hånd og spurgte ham stille: „Er du bange for at dø, min dreng?" Da så han på mig med det skønneste smil og hviskede: „Nej, for jeg ved, at Jesus vil bære mig lige ind i Paradis." Og så - ja, det var pludselig, som om vi blev borte for ham, der kom et lys i hans øjne. Jeg tror, han så en herlighed, som vi andre ikke kunne se, og ganske stille gik han over grænsen. Det er en af mit livs dejligste oplevelser. I den stund forstod jeg Jesu ord: „Den, der tror på mig, skal i al evig­hed ikke se døden." Vi andre så ligesom døden i stuen, men karl så livet. Gud tager aldrig fejl, når han sender os bud.
Nogle år efter, da jeg sad her i Gram, kom der en dag brev fra karls mor: Kan de huske den dag, da karl døde? Nu er det hans fars tur, men han kan ikke dø, han har ingen fred i sin sjæl. Kan de hjælpe ham? - Hvad jeg skrev, kan jeg heldigvis ikke huske, men herren brugte det, og en uges tid efter kom der nyt bud, at nu var Karls far gået hjem med frimodighed. Jo, Gud er trofast.
Og jeg husker en fanebærer, som jeg ofte havde set ved begra­velser. Jeg troede ærligt talt, han stod og sov. Men en dag kom der bud om at komme til ham. Jeg var lidt forbavset, da han hørte til det andet sogn, og jeg havde ord for at være slemt missionsk, og det sagde jeg til ham. men han svarede: „De tror måske, jeg stod og sov, når jeg af pligt var der med fanen. Det gjorde jeg også med vilje indtryk af, men jeg hørte hvert ord, og nu er jeg i nød. Tror de, de kan hjælpe mig?" Det blev til mange besøg, og i årene derefter blev han et levende vidne om herrens nåde. Det er jo nemlig ikke altid, folk dør, fordi præsten kommer. Men jeg tør ikke blive ved med at øse af erindringerne. Det ville blive alt for langt.
Kun én ting endnu vil jeg have lov til at mindes. Vi fik et år en difteriepidemi, hvor henved et halvt hundrede var interneret nogle uger, de fleste som oppegående smittebærere. Jeg kom af og til og holdt andagt for dem og forlangte kun, at de ikke måtte hoste mig lige ind i ansigtet. Jeg har forøvrigt den „overtro", at når en præst går i sin lovlige gerning, er han uimodtagelig for smitte, og så kan vi jo da iøvrigt rense os lige så godt som en læge. Jeg er aldrig bleven smittet. Nå, men en dag blev jeg ringet op af en ynkelig kvindestemme, som spurgte: „Hvor længe kaster man op, når man har taget en skrå?" Det var et par internerede syge­plejersker, som havde set, at jeg „tog en frisk", når jeg gik ind til difteripatienterne. De havde så fået bud i byen efter en rulle. Jeg forhørte mig om, hvor stor en bid, de havde taget? „Kun en god tomme!" - „Jamen er i da tossede. Nu har jeg skrået i 20 år, men tager kun knapt en centimeter, så det vil nok vare et par timer, inden i kommer over det." De foretrak for eftertiden at være internerede, og den epidemi fik jo da også ende.
Men underet oplevede jeg i mit eget hjem. Min nu afdøde hustru led i mange år af nyresten og måtte gennem flere ope­rationer. Det lagde jo ofte et tryk over hjemmet, og det pinte hende ofte, at hun ikke kunne følge mig så ofte, som hun gerne ville. Men sværest var det, da vor eneste søn fik lungebetændelse og blev så hårdt angreben, at vor huslæge, en troende mand, forberedte os på, at han næppe stod natten igennem. For en sik­kerheds skyld tog han en anden læge med, men dommen blev den samme. Det var ved pinsetid, og jeg måtte bede pastor Horn­bech tage min tjeneste, for at jeg kunne være hos min dreng til det sidste. Hvor var det svært for min kone og mig, at vi skulle miste vort eneste barn. Da bøjede vi vore knæ og sagde herren tak for den glæde og rigdom, vi havde haft af vor dreng de forløbne år. Ja, det er ikke for at rose os selv, jeg skriver dette, men det er sandheden. vi lagde ham i herrens hånd og sagde til vor frelser: Så må du tage ham, og vi takker dig, at vi tør tro, han er din. - Ja, sådan omtrent bad vi, og da skete underet. Det var som herren sagde: Siden i frivilligt giver slip på ham, må i be­holde ham. Da lægerne kom igen ved aftenstide erklærede de begge: „Dette er et mirakel, nu kommer drengen sig." Jo, Gud er stor og rig i sin kærlighed. Det blev en lang rekonvalescens og en tur til Karlsbad, og i nogle år var han plaget af bronchitis, men også det blev overvundet, og nu er jeg bedstefar. Og så kom genforeningen med sin glæde. På genforenings­dagen blev jeg af biskoppen sendt ned til et lille sønderjydsk sogn langt mod vest, hvor der havde været 99 pct. danske stemmer, men herom har andre skrevet tilstrækkeligt. Men vi, der var med, glem­mer aldrig den betagende følelse, det var at gå over grænsen uden at møde tyske toldere og gendarmer. Under slutningen af krigen havde vi af og til taget en cykeltur ned til Frederikshøj og havde talt med de tyske poster. Nu var de borte, og alt var fest og glæde. Kun var vi en del, som sørgede over, at Flensborg ikke kom med.
Og årene gik. En dag kom russeliterne til byen. Det er de samme, som en tid kaldtes millenister, og nu Jehovas Vidner. Vi fik vor nye biskop, Valdemar Ammundsen, til byen for at holde et foredrag imod dem. Han sagde: „Det er det nærmeste, jeg har været ved at blive sindssyg, da de tvang mig til at sætte mig ind i denne galskab, men jeg syntes jo, det var min pligt." En enkelt fik de fat i, men han kom snart til fornuft. Jeg begriber overho­vedet ikke, at nogen kan kalde en sekt, som benægter, at Jesus er Kristus, for kristendom. Men her er ikke stedet til et opgør med denne amerikanske svindlerhistorie.
En præst kommer jo ud for meget både glædeligt og sørgeligt, både alvorligt og muntert. En dag skulle jeg have et bryllup for Hornbech. Jeg kendte ikke parterne og hængte jo i med talen, og det gik godt, indtil jeg spurgte ham, om han ville have hende. Men så blev han forlegen og sagde: „Nej, det er ham derhenne." Brud­gommen og brudens forlover havde, uden at jeg så det, byttet plads. talen tog han, men dog ikke hende. En anden dag skete det, at brudgommen på mit spørgsmål svarede: „Ja tak." og uden at tænke over det, røg det ud af mig: „Ingen årsag." Det var jo ikke helt efter ritualet og vakte unægtelig nogen munterhed.
Et bedrøveligt kapitel i præstens arbejde er mæglinger, men så længe vi havde den gamle lov, at ægtefællerne gik til præsten, førend de gik til sagfører, lykkedes det dog forbavsende ofte at mægle. Nu er det omvendt. En dag kom en kone farende og viste mig, hvor blå og forslået hun var. Jeg måtte straks med hende og tale dunder til manden, og nu ville hun skilles. Vi kom hen i hjemmet og fandt fatter ude i køkkenet, hvor han stod og badede sit ene øje med lunkent vand, og rifter havde han ned ad begge kinder. Jeg kunne ikke lade være med at udbryde: „Han er da så vist heller ikke gået ram forbi." De kiggede lidt på hinanden og kom til at le. De så unægtelig også lidt hærgede ud. Der blev et større opgør, som endte i den rene idyl, og da jeg et par år efter tog fra byen, levede de stadig lykkeligt sammen. Jeg tror, aldrig de sloges mere.
Ofte skulle man jo igennem en hel storvask, som hverken var opbyggelig eller fin, men rigeligt spækket med beskyldninger, in­den vi nåede til kernen i sagen. Engang efter en større umoralsk storvask viste det sig, at det hele stammede fra, at manden en mor­gen, før han gik på arbejde, havde lagt en 10 kr. under konens hovedpude. Hun nægtede, at den var der, hvorefter manden skyldte sin svigermor for at have neglet den, og lidt efter lidt havde det hele så udviklet sig til det forfærdeligste. Men alt det efterfølgende var kun vrøvl og galde. „Jamen, kære mand," udbrød jeg, „den 10 kr. seddel ved jeg da, hvor er!" Han så på mig i dybeste forbavselse: „Ved de? Hvor da?" Så hev jeg en 10 kr. seddel frem og rakte ham: „Vær så god, her er den!" Han rakte hånden frem, trak den til sig igen og udbrød uendelig vantro: „Er'et dén?" - „Tja, synes de ikke den ligner?" Så lo han over hele sit i vir­keligheden godmodige ansigt, og hun lo med. „Lad nu svigermor være i fred, lille børn, og gå hjem og vær gode mod hinanden, og kommer i nogensinde igen til at nappes om den 10 kr., så kan i hente den her." Manden nægtede nemlig på det bestemteste at tage imod den. Siden kiggede jeg af og til ind til dem, og det gik storartet.
Ved en anden lejlighed kneb det mere. Det var manden, der ville have en ny kone, fordi den hidtidige havde brækket benet. Det var ganske vist kommet sig igen, men hun kunne ikke mere holde ud at gå lange ture med manden, og så skulle der altså en ny til. Den grund kunne jeg jo afgjort ikke gå ind på. Konen var bundulykkelig, men manden var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg afbrød da forhandlingerne og gav ham besked om at gå til politimesteren straks for at få vilkårene fastsat. Der var 10 minutters gang, som jeg benyttede til pr. telefon at sætte poli­timesteren ind i sagen, hvorefter jeg foreslog, at der skulle fore­lægges manden så hårde underholdsvilkår, at det blev ca. ½ af hans løn. „Det er jo helt ulovligt," sagde politimesteren. „Ja vel, det er jeg klar over, men tør de ikke vove for konens skyld at gøre et forsøg?" Politimesteren var yderst forstående: „Godt, jeg skal forsøge!" Et par timer efter ringede han: „Det lykkedes. Manden gav sig, det blev ham for dyrt." Og vi kunne ikke se andet, end at de levede meget godt sammen efter den tid.
Og, ak ja, jeg mindes et andet mandfolk, som havde anskaffet en reservekone, og nu ville han skilles og have møblementet delt, men ikke før hen i maj. Han ville så flytte ud i et lysthus med den nye kone. Dette var sidst i januar, og det var bidende koldt. „Selv­følgelig skal de skilles. Deres kone kan jo ikke være tjent med at have sådan en som dem til mand, men de forstår nok, at de må flytte ud i lysthuset med deres del af bohavet senest i mor­gen." - „Jamen det er da alt for koldt, hr. pastor, vi fryser jo ihjel." - „Ja, højst sandsynligt, og det har de også ærlig fortjent, men enten skikker de dem og lader den anden løbe og opfører dem ordentligt over for deres rigtige kone, eller også skal jeg sørge for, at de kommer ud i lysthuset i morgen!" Det var selv­følgelig en tom trussel fra min side, men manden var et skvat og lod sig imponere, og siden var der ingen vrøvl med ham.
Kun én gang er det sket, at en mand nægtede at komme efter tilsigelse. Han blev så „bragt" af 2 politibetjente, og han var meget sølle efter den jo ikke videre lystige tur gennem byen. De to betjente tilbød at overvære forhandlingerne, hvis fyren skulle gå hen og blive voldsom. Han var nemlig ikke helt „appelsinfri", men jeg forsikrede dem, at det var helt unødvendigt, og efter en tordentale, som ikke bestod af lutter parlamentariske udtryk, var han næsten helt ædru af skræk. Det var lige sådan et par eks­empler på denne ellers højst bedrøvelige side af embedsgerningen.
Ovre på Strib sad der en lille koloni afskedigede præster, bl. a. de 2 gamle venner, B. Willer fra Aulum og Otto Moe fra Bjert. Jeg havde iøvrigt fornøjelsen at konfirmere Moe's nr. 22. De første 21 nåede han selv at konfirmere, inden han blev emeritus. Det var mig en yndet sport, når jeg trængte til lidt afveksling, at tage over til Strib, få Moe med hen til Willer eller omvendt, og så rent ud pudse dem på hinanden! Nej, hvor kunne de traktere hinan­den, som gamle Holberg skriver. De småskændtes altid og elskede hinanden og kunne ikke undvære hinanden, men det var pragtfuldt at høre dem. Når Hornbech fik bronchitis eller jeg havde hals-vrøvl, sendte vi bud efter Moe til at prædike i byen. En søndag middag, jeg kom cyklende hjem fra annekset, kom 3 af vore gode troende social-demokrater mig i møde, og jeg kunne jo nok se, den stod på storm. Det var Otto Moe, der i kirken havde afleveret en af sine berygtede sætninger om mormoner, muhammedanere, venstremænd, socialdemokrater og grundtvigianere, som jo efter Moe's mening alle gik til helvede. Kun højremænd kunne blive salige. Jeg anbefalede dem selvfølgelig at tage over til Strib og selv give Moe en omgang. Det gjorde de og kom nok så fornøjede hjem. de havde fået kaffe og cigarer og en dejlig samtale, så det hele var i den skønneste orden. Nogen tid efter traf jeg Moe. „Hvordan syntes de så om vore troende social-demokrater?" Spurgte jeg. „De var ikke socialdemokrater," erklærede Moe. „Jo," svarede jeg, „de er endda højrøde. Den ene er fagforeningsformand og den anden kasserer." Men Moe blev ved sit: „De var hellige mennesker, og så kan man ikke være socialdemokrat" færdig, der var ikke noget at stille op. - En tid efter skulle jeg igen have fat i Moe, men forbød ham på det strengeste at tale politik og komme med udfald mod socialdemokrat med mindre han også ville give højre­mændene den samme omgang. Men dette ville han afgjort ikke. „Ja, så får de ikke lov til at prædike i Sct. Michaelis." Godt, han lovede at lade være, og jeg håbede, alt var i orden. Men ak, da jeg kom cyklende hjem den middag, kom KFUK's sekretær mig i møde, og hun var bestemt ikke nådig. Nu havde Moe sagt, at de oppe i KFUK fik tiden til at gå med at danse og spille kort. Der var ikke andet for, jeg måtte selv over til Strib, og nu var jeg for alvor vred. Vi havde mange udmærkede mennesker i sam­fundet, der var social-demokrater og mine gode venner, og vi havde en udmærket KFUK med en både klog og dygtig sekretær. Jeg husker, jeg sagde til Moe: „Hvad er det dog for noget forfærdeligt vrøvl, de har sagt i kirken om KFUK. Det er jo ligefrem løgn, og det må de da vide!" Men Moe så på mig med det uskyldigste ansigt: „Ja, selvfølgelig ved jeg det, men de havde jo forbudt mig at tale om venstremænd og social-demokrater, og jeg skulle jo da have luft for noget." Så opgav jeg ham - på det punkt. Da jeg et par år efter flyttede fra Fredericia her til Gram, var der selvfølgelig afskedsfest også i missionshuset. Blandt talerne var også Otto Moe som begyndte: „Når de nu, kære Philipsen, skal ned til disse forbandede tyskere." Her rejste jeg mig og afbrød: „De er ikke tyskere i Gram, pastor Moe, og har aldrig været det, de er danske." Men Moe var ikke til at standse, han råbte kun endnu højere: „Jeg siger, når de nu skal ned til de forbandede tyskere -." Hvor var der dog forskel på Otto Moe (Dynamit Moe) og den stilfærdige, fine og elskelige Carl Moe, ham som hele Danmark troede var en grufuld helvedesprædikant, fordi de ikke kendte ham. Men alle vi, der kom ham nær, kunne ikke andet end holde af ham for hans dybe tro, hans retsind og hele hans noble kristusprægede sind.
Det skal ikke skjules, at der som allerede nævnt kunne komme rivninger mellem pastor Hornbech og mig. Om årsagerne dertil vil jeg ikke udtale mig her. Da jeg var kommen til Gram, besøgte vi gensidig hinanden og var gode venner, men forholdene blev sådanne, at jeg, hvor nødigt jeg end ville, begyndte at søge bort. Biskop Koch stillede gerne det krav, at en præst skulle forpligte sig til at blive mindst 10 år i samme embede. Jeg havde været i Fredericia i 14 år, inden jeg tænkte på opbrud, og det var mig i virkeligheden en stor sorg at skulle forlade de to trofaste menig­heder, hvor jeg havde så mange venner blandt både unge og ældre. Og hvor havde vi et udmærket samarbejde i Sct. Michaelis kirke med den dygtige organist Johan Petersen, som jeg satte uhyre stor pris på, og den noble kordegn Sténsen, to mænd, som i deres tjeneste så åbenbart tjente for herren og gjorde sig den yderste flid for at gøre gudstjenesten festlig. At høre organist Pe­tersen ikke blot til daglig, men især på de store højtidsdage, var en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Et par gange besøgte han mig her i Gram, og aldrig havde vi anet, at der var så megen musik i vort lille orgel. Det er siden fornyet og udvidet betydeligt.
Jeg kunne ikke tænke mig at komme til København og lige så lidt på landet. Jeg søgte derfor enkelte provinsbyer, bl. a. Sla­gelse, hvorfra jeg fik bud om, at jeg kunne vente en enstemmig indstilling, men i sidste øjeblik kom en mand i vejen og frarå­dede dem at tage sådan en sort missionsmand, og dermed fløj den fugl. - En tid efter fik jeg uventet brev fra min gamle ven, biskop Olesen i Ribe, som skrev: „Gør mig den personlige tjeneste at søge Gram. Der er 25 ansøgere, men der er ingen af dem, jeg rigtig synes om. Fristen udløber om 2 dage, men jeg tror, de kan søge det med sindsro, de vil sikkert ikke have sådan en som dem." Det var unægtelig et lidt mærkværdigt brev. Jeg anede ikke, hvor Gram lå i verden, men da jeg nu var bestemt på at ville bort, sendte jeg min ansøgning og tænkte så for resten ikke mere på det førend 2. juledag om eftermiddagen, da en oversergent, som havde ligget i kantonnement i Gram, kom og fortalte mig, at menighedsrådet derfra havde været i kirken om formiddagen. Det er den nobleste fremgangsmåde, noget menighedsråd vel nogen­sinde har brugt. De skrev ikke i forvejen og kom heller ikke efter gudstjenesten for at holde forhør over præsten, men kom og rejste ubemærket. Resultatet blev, at jeg blev énstemmigt indstillet som nr. 1, og da Olesen selvfølgelig anbefalede, var jo udnævnelsen sikker, selv om nogle enkelte prøvede at få den som nr. 3 indstil­lede udnævnt. Jeg måtte jo hurtigst muligt til at undersøge, hvor Gram lå. Selv havde jeg som altid susende travlt, så mine sviger­forældre tog til Gram og så på præstegården, idet de ønskede at flytte med og tilbringe deres sidste dage hos os, såfremt der var plads. Selv så jeg ikke Gram førend få dage, før jeg skulle ind­sættes. På den måde havnede jeg på landet i Sønderjylland, og jeg har kun én gang, pro formå, søgt herfra.
Nogen tid efter spurgte jeg et af menighedsrådsmedlemmerne i Gram, af hvilken grund de egentlig havde valgt mig, og han fortalte, at da de kom til Fredericia og skulle i kirke, kneb det dem at få en siddeplads. Det havde de aldrig tænkt sig muligheden af på en anden helligdag, så det var egentlig det, der havde slået hovedet på sømmet, for sandt at sige var det jo ikke den blideste prædiken, de fik den dag, hvor teksten handlede om Stefanus.
Det var nu slet ikke så let endda at forlade Fredericia og Erritsø, hvor jeg havde tilbragt næsten 16 lykkelige og rige år, og mange af menigheden var da også til stede ved indsættelsen i Gram.

Under stor deltagelse blev pensioneret sognepræst Torkild Philipsen lørdag bisat fra Sct. Michaelis kirke og senere begravet i Gram.
Kisten var smukt blomstersmykket og KFUM og FDF spejdere stod fanevagt ved kisten.
Der var sendt et væld af blomster og kranse til bisættelsen i Sct. Michaelis kirke. Der var signerede kranse fra Kirkelig Forening og Indre Mission i Danmark, FDF gamle drenge, FDF's første kreds, Fredericia og fra Indre Missions samfund.
Bisættelsen indledtes med Grundtvigs salme "Har hånd du lagt på Herrens plov".
Sognepræst Otto Bisgaard talte ud fra et ord i Paulus andet brev til Timoteus 4. vers 7., hvor der står. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.
Der er tre gode ting fra dette ord at nævne her ved Torkild Philipsens bisættelse. Han skrev for temmelig længe siden en lille bog med titlen:"Sådan levede jeg". Den fortæller om hvordan hans liv var. Jeg vil her gerne bevidne, at som han levede, sådan døde han også. En god strid var hans liv.
Som ung student havde han en krise, inden han kom ind i favnen til Gud. Siden da fik han viet sit liv, sit livs indhold, ja sit livs strid til herren, som først kaldte Paulus, så pastor Phillipsen hjem fra et liv i lang og tro, men også strid tjeneste.
Han levede her i Fredericia, hvor det bragte ham stor glæde, at han måtte indvi faner for KFUM og FDF spejderne, som er til stede ved hans båre. Han var residerende kapellan under stiftsprovst Zeuthen her i Sct. Michaelis kirke, som var hans yndlingskirke i hans ungdom og i hans alderdom.
Her i kirken sad han på anden bænk ved vinduet, ledsaget af hans uundværlige støtte, frk. Schmidt, da hans elskede hustru, som ligger begravet i Gram, døde i en ung alder.
Hans liv var i Gram, hvor hans højtidsperiode var en "strid for sognet og for sønderjyllands ungdom, men også for Indre Mission, som stod hans hjerte nær.
Der var det dejlige ved pastor Philipsen, at han elskede at slide i det for herrens sag. At hans liv også udvortes måtte blive en kamp vidste ikke mange. Han led under frygtelige anfægtelser, djævelens snedige snigløb. Men hans store viden, kulturelle indsigt, der var noget ganske usædvanligt og meget påskønnet gjorde, at han bevarede troen.
Da han passerede sin 90 års fødselsdag, vidste han, at han fuldendte løbet, at det skulle blive hans sidste fødselsdag. Han vidste i troen, at hans liv på jorden ikke skulle blive det eneste, men at det skulle fortsætte i Guds himmel. Han havde troen på sjælens udødelighed. Vi der i dag er samlet ved hans båre, er fuld af lovsang og tak, fordi en tro tjener er taget hjem.
Efter Brorsons salme: "Nu har jeg vundet og stidt min gode strid", talte pastor Georg S. Geil, Aarhus ved kisten.
Så rig en personlighed han var, vil han stå forskelligt i erindringen fra menneske til menneske. Hans ranke, dygtige, flittige væsen, hans tilnavn "de unges biskop", står for mange som vigtige træk hos ham, men for mig var han noget andet og meget mere.
Han var en sjældent trofast ven. Han var et menneske med det bløde, åbne sind. Som student sad han i trange kår, og det var for ham en ydmygelse, at der på hans eksamenspapirer stod: Udstedt gratis.
Men netop det stod for ham som noget centralt senere i livet. Det blev et billede på, at frelsen i dåben er Guds gave, uden betaling, en gratis gave.
Jeg er stødt på et lille bibelord i en bog, som "onkel", som vi fik lov at kalde ham, engang forærede mig, og hvor en præst har givet forslag til tekster ved forskellige lejligheder.
Onkel har brugt bogen i Gram, og et ord har han understreget kraftigt. Det er Abrahams tjeners ord: "Lad mig nu fare til min herre, ophold mig ikke, nu Herren har ladet min rejse lykkes".
Bisættelsen sluttede med salmen: "Jesus min trøst og gavn", af Brorson, hvorefter kisten blev ført til Gram.

Han blev sognepræst i Gram i 1925. I 1953, da han blev pastor emeritus, flyttede Th. Philipsen tilbage til Fredericia og boede ved sin død den 29. april 1974 i Vasegården, Vesterbrogade 31.
Hans kone Harriet f. Krüger døde 2/1 1946 og begravedes 5. januar 1946 på Gram kirkegård af sin mand. Hun blev født i Fredericia 18/2 1884 som datter af tæppefabrikant Adolph Heinrich Krüger og hustru Dorthea Amalie Sophie Emilie Helene født Robby.

Erik F. Rønnebech, 2021 (a r f)