1. Akt.
Det var lørdag den 26. marts 1938 Danmark oplevede sin første „kidnapningsaffære".
Klokken var 10 minutter over 13, og jeg begyndte så småt at spekulere på at skrive prædiken til om søndagen, da en velklædt herre på min egen alder kom spadse­rende op ad privatvejen til præstegården, kom ind og præsente­rede sig som sagfører Rosen fra Esbjerg.
Han forklarede, at advokat Ravn i Flensborg, det danske min­dretals juridiske konsulent, havde været kørende op til mig om natten, men havde taget fejl af vejen, og ydermere havde han haft det uheld at få en mindre hjerneblødning, så at han nu lå syg på en gård et par mil syd for Ribe. Ravn skulle absolut tale med mig om en vigtig sag angående den danske menighed i Flens­borg og havde derfor ladet telefonere til sin bankforbindelse i Esbjerg om at sende en mand til Gram, som kunne køre mig ud til ham. Jeg kendte Ravn af navn og vidste, at han som følge af en gasforgiftning i krigen af og til fik et lettere hjernetilfælde, hvorfor historien i og for sig kunne være sand, og jeg var dengang det eneste medlem af dansk kirke i udlandets repræsentantskab, som var bosiddende i Sønderjylland, lige som jeg jo flere gange havde talt i Flensborg. Jeg var nu ikke alt for villig til at tage med, men forlangte at få at vide, hvad det egentlig drejede sig om, men Rosen erklærede, at det havde han ingen anelse om. De havde kun fået besked om at formå mig til at tage med. Han havde en bil med chauffør holdende nede på hovedgaden og lovede, at vi skulle være tilbage i Gram ca. kl. 16. og da Rosen gjorde et både dannet og pålideligt indtryk, mente jeg ikke, jeg kunne sige nej. Det kunne jo være, det virkelig var noget vigtigt.
Jeg gav så besked til min kone, og vi gik ned ad vejen, hvor der holdt en lille blå sportsvogn med uniformeret chauffør, hvor­efter farten begyndte.
(Jeg fik senere at vide, at et par kriminal­betjente i et genbohus havde set det hele. De kendte Rosen - alias Mozart Lindberg --, men ikke mig, og da jeg senere spurgte, hvorfor de da ikke, inden de fulgte efter os i en anden bil, var gået op i præstegården for at spørge, hvad han egentlig ville, fik jeg det svar, at de troede det var et nyt medlem af banden, han havde hentet. Jeg kunne ikke nære mig for at spørge, om de mente, at Danmarks præstegårde var depot for bandemedlemmer!) kl. var da 13,20.

Lindbergs kasse.

Jeg var straks en smule forbavset over, at vi kørte ad hoved­vejen til Ribe i stedet for at tage en sydligere vej, men „Rosen" svarede undvigende, at der var noget, han skulle have med i Ribe. Jeg forhørte mig så om hans firma i Esbjerg, og han forklarede, at han egentlig var fra København og kun havde været 14 dage i Esbjerg. Jeg forhørte mig derefter lidt om sagførere i København, men „Rosen" var helt uvidende herom. Da begyndte jeg at blive mistænksom, og min mistanke forstærkedes, da det ikke var mu­ligt at få chaufføren til at køre uden om en stor langsom lastvogn (han var bange for at „køre i grøften"). Da vi var kommen en mils vej ud, holdt der, bakket ind i en plantage, en anden lastbil med en stor kasse på ladet. En snes meter forbi den stoppede vi, chaufføren steg ud og gik tilbage til lastbilen. Jeg gjorde vrøvl, da vi jo skulle skynde os, men „Rosen" påstod, at de havde vinket om hjælp, hvorefter han også selv stod ud. Et par minutter efter kom de tilbage, vi kørte videre, men ved at se mig tilbage så jeg, at lastbilen med den store kasse fulgte lige bag efter. Hvad meningen var, forstod jeg ikke, men jeg var nu beslut­tet på at standse, så snart vi nåede landsbyen Seem. jeg var nu for alvor mistænksom, og det var ikke muligt at få farten over 40 km.
Vi nåede imidlertid aldrig Seem, men på den 5 km. lange, øde strækning fra Grams sognegrænse vest på, hvor der kun er nogle små plantager, i hvilke jeg senere fik at vide, at politi fra Ribe og Toftlund holdt udkig med os, stoppede vi op, og så begyndte dramaet. „Rosen" erklærede nu, at hele historien med den syge advokat ravn var løgn. Han fremviste forskellige dokumenter med signeter og fine navne, 2 på dansk og 1 på engelsk, der var underskrifter af King George, Chr. X, Steincke, Zahle o.s.v., og et af dem var på det danske justitsministeriums officielle papir, og de skulle bevise, at ihændehaveren Palle Rosenkrans var chef for det internationale politiske politi, som havde til op­gave at gribe ind over for højere embedsmænd, som havde forbrudt sig. Han fortalte mig, at det i virkeligheden drejede sig om en arrestation, idet jeg lå inde med forskellige dokumenter, som jeg havde fået til opbevaring fra advokat Ravn, og som var af en sådan art, at de kunne provokere et angreb af Tyskland på Danmark, hvorfor det hemmelige politi forlangte disse dokumenter udleveret. Jeg erklærede selvfølgelig, at et sådant politi ikke eksi­sterede, og at jeg ikke kendte noget til den slags dokumenter, hvor­efter jeg forlangte at blive kørt til politimesteren i Toftlund, men det, hævdede han, var helt umuligt, da det både kunne skade min familie og få farlige politiske følger.
Han blev nu truende og krævede papirerne, idet han hævdede, at jeg også havde fået en større pengesum for at være mellemmand. Pengene kunne jeg beholde, men dokumenterne skulle jeg af med. Jeg blev nu vred og erklærede det hele for noget sludder og vrøvl. Det blev til en heftig ordstrid, hvorunder han blev ved med at snakke løs om, at Hitler ville okkupere Danmark, lige som det var sket med Østrig, og han kom med noget forvirret vås om, at han var i tjeneste hos 54 nationer, som var interesseret i, for enhver pris at opretholde freden. Jeg var ærligt talt ikke klar over, om manden var sindssyg, eller om det var et gement overfald, men udenfor stod hans 3 hjælpere, og situationen var afgjort ikke hyg­gelig. Skænderiet tog stadig til. Vi blev „varme" begge to, men pludse­lig slog han om og sagde, at det jo så alligevel måtte bero på en misforståelse, hvorefter han højst venligt bad mig gå med ind i kassen, hvor han havde skrivematerialer. Jeg skulle så kun un­derskrive en erklæring, hvorefter han straks ville køre mig hjem. Jeg var i højeste grad desorienteret, men over for en overmagt på 4, var der jo ikke meget at stille op.
Vi begav os altså ind i kassen, hvor der i et forrum var bord, stol og skrivesager. Den større halvdel var skilt fra forreste rum ved 2 tæpper, så jeg ikke kunne se, hvad der fandtes der (men jeg skulle blot have anet, at der i de 2 nærliggende plantager holdt 2 biler med bevæbnede betjente). Jeg måtte så, efter hans diktat, skrive en erklæring, men da jeg havde skrevet et par linier, brød han af og råbte: „Nu skal den komedie høre op. vil de udlevere de papirer eller ikke?" Igen protesterede jeg.

Et af Lindbergs falske dokumenter.

De 3 hjælpere kom nu ind i kassen, og jeg måtte finde mig i at blive bundet på hænder og fødder. Jeg spurgte de 3 gutter, om de da virkelig troede på det vås om at tilhøre et hemmeligt politi, hvortil de svarede ja, men ellers var de ikke til at få et ord vid af. Jeg blev ført ind i baglokalet og anbragt i noget halm, hvor jeg skulle ligge og betænke mig, og så kørte vi (politiet meddelte mig senere, at klokken nu var 14,37).
Et kvarters tid senere stoppede vi, og Lindberg, som vi nu hel­lere må kalde ham, blev mere truende. Vi skændtes bravt, og han blev til sidst helt rasende. Han kneblede mig med engelsk gummi­plaster, så jeg ikke kunne sige et ord, løste min højre hånd, anbragte mig på stolen og forlangte, at jeg efter hans diktat skulle skrive et brev til min kone. Jeg indrømmer, at nu var jeg bange, idet jeg var klar over, at jeg var i hænderne på en forbryderbande, men godt var det vel alligevel, at jeg ikke anede, hvem han var. Samtidig havde jeg fuldt herredømme over både min hjerne og mine nerver og forstod, at hvis jeg nu gjorde mod­stand, kunne jeg risikere hvad som helst, og dermed var al udsigt til at slippe fri udelukket. Han truede med, at hvis jeg ikke ly­strede, skulle jeg få lov til at blive liggende bunden og kneblet 5-6 døgn i kassen, og så skulle jeg nok blive mør og villig til hvad som helst. Det var jo hyggelige udsigter.
Han havde det hele nedskrevet, men hans tegnsætning var ikke prima. Brevet var en erklæring om, at jeg i 1915 fra en rig enke i Kiel, der havde fået en mistanke om, at de tyske penge ville miste deres værdi, havde fået hendes formue i forvaring. For at berige min familie havde jeg spekuleret med pengene og tabt dem alle. Hun var nu død, men familien havde fundet ud af, at det var mig, der havde brugt dem, og de ville nu til Gram for at kræve mig til regnskab, men nu ville sagfører „Rosen" redde mig ud af klemmen, fordi jeg engang havde hjulpet en af hans bedste ven­ner. Min kone skulle derfor i ét og alt rette sig efter hans anvis­ninger, og alt ville så blive ordnet på lykkelig måde. - Det tog en times tid at få dette forfærdelige vås skrevet, idet jeg gang på gang nægtede at skrive videre. Tale kunne jeg jo ikke, men jeg kradsede bemærkninger ned på et andet stykke papir: „Det er løgn altsammen." - „ja, selvfølgelig," svarede Lindberg. eller jeg skrev: „Det er jo gemen pengeafpresning" - „Hvor meget vil de have?" osv. Men han svarede ganske kynisk: „Hvis de ikke ret­ter dem efter mig, må de selv tage følgerne, og så går det ud over deres kone og deres søn." - Jeg var nærmest fortvivlet, for hvad ville han benytte brevet til? Hvad ville han gøre med mine gamle svigerforældre, som boede hos mig? Og ville min svage ko­nes nerver holde til det?
Han bandt nu igen begge mine hænder, sagde, at jeg skulle komme hjem kl. 23, ledte mig hen i halmen, bandt rebene om nogle tykke brædder, som lå under loftet, og som kunne ramle ned i hovedet på mig, hvis jeg rørte mig for meget, gav mig bind for øjnene og erklærede, at nu skulle jeg blot sove. Han gik lidt og rodede i forrummet, kom med en bemærkning om, at vi skulle til Ribe og hente biskop Vestergård, som var impliceret i samme sag, og så kørte vi - ad Tyskland til, sagde han nu (politiet noterede klokkeslettet 16,19).
Af og til stoppede vi. Engang hørte jeg børn lege, men jeg kunne jo ikke sige noget, ikke engang sparke på kassens sider. Efter nogle svingninger stoppede vi igen. Jeg hørte et tog fløjte, og Lindberg gik ud. Forsigtigt fik jeg højre hånd fri og gennem­rodede den ene af hans kufferter for at lede efter noget, der kunne sige mig, hvem han var. Den indeholdt imidlertid kun tøj, og måske var det godt jeg ikke fik åbnet den anden, for den inde­holdt bl. a. en stor, skarpsleben kniv, som antagelig var bestemt til at skære halsen over på mig med. - Jeg fik mig forsigtigt rejst, så jeg kunne se ud ad den lille rude der fandtes i væggen, men kunne ikke orientere mig. Snart efter kom Lindberg tilbage, og selv om jeg havde fået mig skubbet ind i halmen igen, opda­gede han snart, hvad der var sket. Han blev om muligt endnu mere ubehersket, bandt arme og ben fastere, førte rebene om albue­leddene bag ryggen og under skridtet, så hænder og fødder for­bandtes. Førte yderligere 3 reb op om bjælkerne og truede atter med, at jeg skulle vogte mig for, når han igen gik ud, at alar­mere hans hjælpere, da de var „folk, som ingen følelse har", og jeg måtte så selv „tage de ubehagelige følger". Øjnene blev kli­stret til med engelsk plaster, og hele hovedet blev bundet ind, så jeg havde vanskeligt ved at ånde, og havde jeg fået hosteanfald, var jeg bleven kvalt. Jeg frøs skrækkeligt. Der var nu igen gået en time. Han tog mit ur, min pengepung, min tegnebog og mine nøgler, idet han sagde, at han nu ville hjem og lede efter papi­rerne i mit skrivebord. Igen brølede han noget om, at jeg skulle vogte mig for at alarmere hans hjælpere, men nu skulle jeg sove nogle timer, og jeg var en overgang bange for, at han ville kloro­formere mig eller slå mig bevidstløs, for hvordan skulle jeg ellers sove under de forhold. Atter kørte vi. Jeg spekulerede på, hvor­dan jeg skulle slippe løs. Jeg bad meget, og mærkværdigt nok: Mine nerver var helt rolige. Omsider stoppede vi igen. Lindberg kiggede ind i bagrummet, men jeg lod, som om jeg sov, og så gik han (politiet noterede klokkeslæt 17.30).
Ville Gud give mig en udvej til frelse? Jeg anede ikke, hvor vi var. Der hørtes ikke en lyd udenfor, men pludselig begyndte en kirkeklokke at ringe solen ned. Så vidste jeg, at nu var klokken 18,30, og aldrig har jeg bedt så meget for min kone, min søn og mine gamle svigerforældre som denne sidste time. Men den klokke kendte jeg, det var min egen kirkes, og heri så jeg Guds svar og vej. Af lyden kunne jeg høre mig til, at vi holdt på en nedlagt vej lige sydvest for kirketårnet. I førerhuset sad Lindbergs hjæl­pere og lo og snakkede, og klokkens toner ville bevirke, at de ikke kunne høre, om jeg rumsterede inde i kassen. Men der skulle handles hurtigt, da jeg vidste, at der kun skulle slås 100 slag med klokken. Men atter magede Gud det sådan, at min brave graver, Hans Damm, som havde set den mærkværdige befordring holde ved kirken en hel time og undret sig over den, i tanker blev ved at ringe længere end sædvanligt.

Rebene, jeg var bundet med i kassen.

Med min smidighed var det mig ikke vanskeligt at bukke mig sammen som en orm, så jeg kunne få rebene om anklerne løst og komme op at stå. Jeg fik dem løs af bjælkerne, fik med lidt behændighed det hele smøget af, hefteplastrene af øjnene (det gjorde modbydelig ondt), så jeg kunne se, og nu var jeg fri. Jeg stak pung, ur og tegnebog til mig, fik løsnet lidt ved munden, så jeg kunne ånde friere, og nu kom så det spændende. Der var yale-lås på døren, men var den sikret udenfor? For så var jeg jo fanget. Men det havde Lindberg glemt. Jeg lirkede forsigtigt døren op, sprang ud - det var vel højt, og trappen var fjernet -- og løb så i zig-zag hen mod nærmeste hus, idet jeg regnede med, at mændene var bevæbnet og ville skyde. Det var de imid­lertid ikke, men de røg ud af vognen og råbte og vinkede for at få mig til at komme tilbage. Jeg måtte stoppe op engang for at få mere luft. Traf en vognmand, som blev forfærdet over at se mig i den tilstand, men der var ikke tid til forklaringer. Jeg kunne kun med besvær sige: „Jeg er bleven overfaldet, men følg med ind til sognefoged Poort." Han boede lige tæt ved. Her fik jeg flået resten af ansigt og mund, så jeg kunne tale bedre. Jeg forstod, at Lindberg var oppe i præstegården, og var meget be­kymret for, hvad der foregik dér. Jeg bad vognmanden gå hjem og fortælle min kone, hvor jeg var. Derefter søgte vi at ringe vor overbetjent op. Han var sendt på post et andet sted, men hans søn lovede at cykle ud til ham og sende ham op i præstegården. Det næste var, at jeg fik en god snaps akvavit, for jeg var meget forkommen efter de godt 4 timer, og et øjeblik efter vrimlede det med bevæbnede betjente, som spurgte, hvor Lindberg var, og hvor jeg havde gjort af hans hjælpere! Tja, jeg foreslog at se efter, om de var ude ved kassen. Jeg havde dem i hvert fald ikke med mig. Politimesteren i Toftlund blev ringet op, og så fulgte 3. del af dramaet. 2. den del var udspillet hjemme.

2. akt.
I præstegården var der imidlertid sket følgende: Min kone var bleven urolig, da jeg ikke kom hjem. Også hun havde været i bøn, og kl. 17,30 så hun „Rosen" komme op ad vejen. Hun mødte ham i forstuen og spurgte straks: „Hvor er min mand?" Ja, det skulle han jo nu forklare. Og så kom hele røverhistorien om den bortsvindlede formue. Han fortalte, at da jeg kom ud til advokat Ravn og havde fået hele historien forelagt, var jeg bleven så for­færdet, at jeg havde fået et nervechock, og nu lå jeg syg på samme gård. Dér skulle jeg blive i nogle dage, medens han, „Rosen", fik ordnet sagerne og afværget, at arvingerne kom til Gram. Imens skulle „Rosen" og hans chauffør bo i præstegården, og kun hvis de i èt og alt rettede sig efter ham, kunne en frygtelig familieskandale undgås. - Han gav min kone det af mig skrevne brev, men da hun jo kendte min stil, protesterede hun kraftigt og sagde: „Det passer ikke, det har min mand aldrig gjort. De har vel ikke lokket ham i et baghold?" „Jamen, de kan da kende deres mands håndskrift?" svarede „Rosen", „Hvor kan de dog tro det? Jeg er jo deres ven og er kommen for at hjælpe dem." - „Ja, det kan godt være, han har skrevet det," svarede hun, „men så er det ikke frivilligt. Min mand er en troende mand, og han kunne aldrig bære sig ad på den måde." Hertil svarede Lindberg: „De kender ikke verden og menneskene. Der er en brist hos os alle, og hos deres mand består den i, at han vil være rig." Der kom et læn­gere replikskifte, og til sidst spurgte han, om hun ville rette sig efter ham, hvortil hun svarede: „Hvis det ikke strider mod min samvittighed. De får mig ikke til at gøre noget forkert eller sige noget, der ikke er sandt." - „Nej, nej," replicerede han, „det er der slet ikke tale om, men hold endelig det hele hemmeligt." Pludse­lig blev han urolig og udbrød: „Der er vel ingen, der lurer ved dørene? Jeg syntes, jeg hørte en af pigerne!" Men hun svarede: „Nej, mine unge piger lurer ikke ved dørene, dem kan jeg stole på!"
Han forlangte så at få lejet en bil uden fører, så han kunne køre rundt og ordne sagen. Min kone krævede nu at blive kørt ud til mig, men han erklærede, at det var helt umuligt. Jeg skulle have absolut ro, og desuden havde jeg sagt, at hun var altfor ner­vøs til at kunne tåle det. Til menigheden skulle det siges, at jeg havde fået et nervesammenbrud. Derimod er en avishistorie om, at han skulle optræde som vikar, selvfølgelig en krønike. Min kone var hele tiden klar over, at han løj for hende, men hvad skulle hun gøre, og hvor var jeg? Han vågede over telefonen. Men hvor var hun tapper, min lille kone, den dag. På grund af mange års sygdom (nyrestensoperationer) var hendes nervesy­stem helt i uorden, men den dag klarede hun stolt, så jeg beun­drede hende højligt. Efterveerne, da spændingen var udløst, blev derimod slemme, og nu er hun død.
Der var nu gået en time, og „Rosen" gik med ind for at hilse på mine gamle svigerforældre, der blev dybt rystede. „Rosen" bad så min kone pakke nogle toiletsager til mig og også sende nogle penge med. Hun skrev også et kort brev til mig, som kom med i tasken. Da ser hun vor overbetjent og den omtalte vognmand komme op ad vejen. Dem havde jeg jo sendt af sted, idet jeg efter Lindbergs udsagn om, at han ville op og gennemsøge mit skrive­bord, kunne regne ud, hvor han var. Hun mødte overbetjenten i forstuen, og han spurgte, om der havde været nogen i løbet af eftermiddagen. Lige straks tænkte hun, at han mente, om der havde været nogen af menigheden, som ville tale med præsten, hvorfor hun svarede Nej. „ja, så er der ikke noget at gøre," sagde han og ville gå, „men vi er på jagt efter nogle forbrydere og mente, at den ene var gået op i præstegården." - Da svarede hun: „det skulle dog vel aldrig være ham, der sidder herinde i min mands stue. Han har fortalt mig en forfærdelig historie om, at min mand ligger syg på en gård i Brøns." - „Ham må jeg hellere se på," svarede overbetjenten. Han gik så med ind og spurgte Rosen: „Hvad hedder de?" Intet svar. „Hvad er deres navn?" Stadig intet svar. „Så må de hellere gå med mig!" men både han og vognmanden glemte begge at fortælle min kone, hvor jeg var.
Forfærdet var både hun og de andre i hjemmet, for hvad var der sket? Lindberg fik håndjern på og blev ført hen til sogne­foged Poort, hvor vi altså mødtes, hvorefter jeg straks sendte sog­nefogedens kone hjem for at fortælle, at jeg var i god behold. (Jeg har nedskrevet foranstående umiddelbart efter det natlige forhør. Her dog en del forkortet). og nu begyndte så:

3. akt.
Der gik straks besked til Københavns kriminalpoliti, som gav or­dre til ikke et øjeblik at lade Lindberg ude af syne, da han var en meget farlig og uberegnelig forbryder og udbryder. Det var første gang i mit liv, jeg hørte navnet Mozart Lindberg og fik kendskab til hans bedrifter. Hans 3 hjælpere og senere 2 andre i Rbe blev arresterede. Jeg fik mange smukke komplimenter om, hvor uvur­derlig tjeneste, jeg havde gjort politiet, og politimesteren erklæ­rede, at det var „det smukkeste udbryder arbejde, han i sit liv havde set". Nå, jeg takkede for de kønne ord, men frabad mig dog gentagelser.
Min gamle huslæge, overlæge Teilmann, blev hentet for at un­dersøge mig, men jeg kunne berolige ham med, at jeg var frisk som en fisk, og mine nerver var i den skønneste orden. (Bortset fra den nat har historien ikke kostet mig en eneste times søvn). Der­efter skulle jeg nærfotograferes, og så endelig kunne overlægen få lov til at fjerne det modbydelige klisterværk, som havde været brugt til knebelen og til at lukke øjnene med. Min kone blev nu hentet.
Hele byen var på benene, og gaden var sort af mennesker, som ville have fat i Lindberg for at hænge ham i nærmeste træ. Ja, nogle forlangte endda, at han skulle bindes til et reb og løbe efter bilen til arresten, så han og hans hjælpere måtte være tak­nemmelige for, at der var betjente nok til at værne dem, da de i 4 biler kørtes til Toftlund arrest.
Kl. 22 hørte vi radioavisen, og så blev der ballade. Telefonen kimede ustandseligt, dels fra Københavns politi og dels fra de store blade. Alle ville tale med mig, men det gik ikke. Vi måtte postere en betjent som telefonvagt. Sultne var vi alle, men sognefogeden serverede os et solidt måltid, og derefter måtte jeg diktere en lang anmeldelsesrapport, som fyldte 7 maskinskrevne foliosider. Dernæst dikterede min kone sin rapport, og endelig kl. 1.30 fik vi kaffe og kunne tage hjem. En betjent havde været i Fole og bedt min nabopræst, pastor Filtenborg, som heldigvis havde eftermiddagsgudstjeneste hjemme, tage min højmesse, da jeg ikke havde fået rørt ved min prædiken. Hjemme lå mine svigerforældre vågne. De vidste jo ikke ret meget om det hele, og jeg måtte der­for først give dem en kort redegørelse. Endelig kl. 2.30 kom vi til ro. Jeg slugte 4 magnyl og faldt i søvn kl. 5. Der var lidt nerver!

4. akt.
Men ak, det blev en kort fornøjelse. Allerede klokken godt 7 kom en af vore unge piger og vækkede mig. De kunne ikke bjerge sig for journalister, som absolut ville have mig i tale. Jeg var søvnig og lidt gnaven og sagde til hende: „Gå ud og sig, at jeg vil se dem hængt, hele byltet!" En besked, som hun aflagde aldeles ordret. Hun var nemlig heller ikke tabt bag af en vogn.
Nå, men op måtte jeg jo, og selv om det var lutter venlighed og opmærksomhed, var det næsten værre end køreturen med Lindberg. Jeg blev pumpet og fotograferet oftere end i hele mit sam­lede liv. Men hvad, nogle af de brave bladmænd havde jo kørt den halve nat for at nå herned. kl. 9,30 kom pastor Filtenborg, og vi gik i kirke. God kirke­gang har vi, Gud være lovet, altid, men den dag var det som på en af de store festdage. Menigheden hilste mig med både smil og tårer. Som sædvanlig sang jeg for, spadserende op og ned ad kir­kegulvet, lige som jeg også selv forrettede dåben og lyste velsig­nelsen. Inden gudstjenesten sluttede, henvendte jeg et par ord til menigheden om bønnens åbne dør og om trygheden i at lægge sit liv i Guds hånd. Det kneb at komme hjem for folk, som ville trykke min hånd og vise mig kærlighed, men endelig blev der da ro, og kl. 13 kørte jeg til Agerskov, hvor KFUM og K havde le­derkursus, og hvor jeg som kredsformand skulle holde foredrag om „lov og evangelium" (det var udarbejdet i forvejen) og af­lægge årsberetning. Men resten af mødet måtte jeg rejse fra, da jeg kl. 16 skulle møde som kronvidne ved grundlovsforhør i Rød­ding ret.
Rettens folk er nogle underlige mennesker. Dommeren var civil, og det stødte mig lidt, at han ikke præsenterede sig. Nå, jeg skal ikke nægte, at mit gode humør så til gengæld slog over, så at jeg engang var på nippet til at krænke rettens værdighed. Men lige for lige, når venskab skal holdes. Retslokalet var stuvende fuldt, og det blev en lang historie, som varede lige til kl. 20. Lindberg blev ført frem med håndjern på, hvilket den beskikkede forsvarer påtalte som ulovligt, men politiet turde ikke tage dem af ham. Hele sagen blev igen trevlet op, og nu kom Lindberg med en fantastisk historie om, at meningen med det hele var, at han ville have fat i en mand, som skulle være skyld i, at han engang var bleven uskyldig dømt, og som skulle bo i Gram. Derfor skulle Lindberg bo i præstegården, men måtte først have præ­sten fjernet.
Også hans hjælpere blev fremstillet. De var ikke mange sure sild værd, og jeg benyttede mig af min ret til at frafalde anklage mod dem og bede dem fritaget for straf, så de ikke skulle være mærkede for livstid, og politiet lovede, at hvis deres fortid var uden pletter, skulle de slippe. Én af dem skrev senere og sagde mig tak derfor. De andre har jeg aldrig hørt fra.
I de kommende dage var der af og til afhøringer af alle, der på en eller anden måde havde haft berøring med sagen. Det strømmede ind med blomster, så præstegården blev som et driv­hus, og lykønskninger indløb fra nær og fjern. Der manglede egent­lig kun to fra mine nærmeste foresatte, hvilket undrede flere end mig.
Det varede længe, inden der faldt ro over egnen. En af advo­katerne spurgte mig en dag: „Hvordan tror de, det var gået, hvis han havde fået fat i pastor n. n. i stedet for dem?" - „Han var nok død af skræk," svarede jeg. - „Ja, allermindst," sagde han. - „Man kan ikke mere!" Replicerede jeg. Man sagde om samme præst, at det varede et par måneder, inden han turde gå ene ud efter mørkets frembrud. Og det var utrolige historier, der blev lavet i den kommende tid, dels af opskræmte hjerner, dels af aviser. Selv en ny bortførelse blev bragt til torvs. Jeg tror næsten, jeg selv var den eneste, der tog roligt på sagen, og jeg beklagede kun, at jeg ikke havde haft min gode revolver med på køreturen, men den lå hjemme i servanteskuffen. Det var morsomt at læse aviserne. Selv fra indien fik jeg sendt et engelsk blad, som omtalte histo­rien.

5. akt.
5. akt foregik i landsretten i Sønderborg den 23. og 24. juni, men den skal jeg kun omtale kort, da der ikke fremkom noget væsentligt nyt. Kun morede det mig at høre Lindbergs beskikkede forsvarer sige: „Pastor Ph., som har læst den samme kriminalroman, som gav Lindberg idéen til bortførelsen, forstod at spille med og befri sig på rette måde." Da smilede både nævningerne og selve den høje ret. Lindberg blev frikendt for anklagen for røveri, men kendt skyldig i anklagen for frihedsberøvelse og falsk. Han døm­tes til at tages i psykopatforvaring og sidder nu i Herstedvester (Vridsløse).
Men hvem var Mozart Lindberg, og hvad var meningen med det hele?
Han var af god familie og en velbegavet mand med gode muligheder. Han var egentlig en køn mand og forstod at føre sig, da han var uddannet som international kelner, men hele sit liv har han drømt om engang at lave det helt store kup, og allerede som ganske ung kom han i konflikt med loven. Han er født den 29. april 1881, men blev allerede som 16-årig dømt til 20 slag rotting, en barbarisk straf, som nu er afskaffet i Danmark (men gestapo praktiserede den og det, som værre er). Året efter fik han igen 20 slag rotting. 1901 dømtes han til 3 års forbedrings­hus. Betinget løsladt fik han i december 1903 16 års tugthus for forsøg på at slå en hotelportier i København ihjel med en økse. 1922 fik han igen 16 års tugthus, og præsterede da det kunst­stykke ved hjælp af et reb, snoet sammen med utrolig energi af sytråd, og en primitiv sav at bryde ud af Horsens Tugthus (dette er en hel roman for sig). Den 24. februar 1938 blev han løsladt. Han havde tjent en del penge i tugthuset, som han brugte til at få lavet kassen og til at lønne sine medhjælpere, som han påstod at have udvalgt blandt 800 ansøgere. Han fik lavet sine falske pa­pirer og traf aftale med en skipper om leje af en kutter, som efter kuppet skulle sejle ham til England. I de mellemliggende år havde han også været straffet i Canada og England. Politiet havde skygget ham hele tiden siden løsladelsen og vidste, at der var noget i gære, men ikke hvad. Efter hans optegnelser var hensig­ten ved hjælp af mig at få fat i biskoppen og dernæst tvinge stiftsøvrigheden af med 185.000 kr. men det betegnede han senere i retten som bluf. Så hvad meningen egentlig var, blev aldrig helt klarlagt. Kun èt var vistnok ret sikkert, at jeg, hvis det var gået „godt", skulle have halsen skåret over.
Amtslægen og retslægerådet karakteriserede ham som „absolut ikke forrykt, men med en voldsom fantasi, gode kundskaber og en god hukommelse" (han drillede i landsretten embedslægen med at spørge: „Kan de huske, hvad jeg sagde til dem første gang, de undersøgte mig?" - „Nej!" - „Så glipper deres hukommelse!"). Videre betegnedes han som „egenkærlig og selvoptaget og føler sig uskyldig forfulgt. Hans livsanskuelse er: Enhver er sig selv nær­mest. Han er en forfængelig person, der ofrer megen tid på sit udseende. Ikke sindssyg eller åndssvag, men psykopat (hemningsløs) og i besiddelse af energi til at udføre de planer, han undfan­ger. Han skyer intet for at gennemføre sine planer uden hensyn til andre menneskers liv og helsen - Upåvirkelig for straf og efter hele sin karakter en af vore farligste professionelle forbry­dere". Det er altså helt forkert, når folk tror, at Lindberg var sindssyg. Tværtimod, hans hjerne var klar nok, hvilket også hans indlæg i retten og senere i fængslet vidner om.
Da han sad i Toftlund arrest, bad jeg om tilladelse til som præst at besøge ham, men det blev nægtet mig, da jeg jo var part i sagen. Jeg sendte ham da den 23. salme af Wisløff, og fik et takkebrev fra ham. Senere har han rettet anmodning til mig om at forsøge udvirket, at han kom på fri fod, men da han har er­klæret, at han vil fortsætte, hvor han slap, hvis han kommer ud, er det nok bedst han bliver, hvor han er. Det eneste minde, jeg har om sagen, er en model af kassen. To lignende findes i kriminalmuseet. Derimod har jeg altid på det bestemteste nægtet at holde foredrag om begivenheden. men „Ærbødigst" lavede hele 3 skønne digte, hvoraf de skal få et par vers af det ene:

Om pastor Philipsens kasse har der været en voldsom rift. En ville have den til minde om Mozart Lindbergs bedrift. En ville opstille kassen et sted ved Lillebælts kyst, og indrette den til lysthus med påskrift: Ej blot til lyst. En ville gerne ha' kassen til Hjallerup marked af sted, men troede, han kunne få præsten til gratis at følge med. Da præsten ikke var villig, opgav han denne fidus. En restauratør ville købe kassen til nødtørftshus. For pastor Philipsen kassen kan ha' affektionsværdi. Den kunne han sidde hver aften og ryge sin pibe i. Men den skal slet ikke sælges, har politiet bestemt. Den skal hugges til pindebrænde, og snart er dens saga glemt.

Der var stof i Mozart Lindberg til en dygtig mand, og jeg kan ikke lade være at tænke på, om ikke de barbariske straffe, der brugtes i forrige århundrede, har forkvaklet hans karakter, således at han i stedet blev storforbryderen. Nu er han 67 år, og af disse har han tilbragt de 46 i fængsler. Et ulykkeligt menneske med et spildt liv.
Nu i februar 1949 meddeles det mig, at Lindberg ved højeste­retskendelse er anbragt i sikringsanstalten i Nykøbing (Falster), da man ikke længere tør have ham i psykopatanstalten på grund af stadige udbrudsforsøg, overfald på vagterne og trusler om at slå overlægen ihjel (Ugeskrift for retsvæsen nr. 6/1949). Han betegnes som intelligent og absolut ikke sindssyg, men lidende af en „optrækkende paranoid psykotisk tilstand af meget farlig ka­rakter". Hvad denne indespærring betyder, aner kun få!

 ©  © Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286