FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

STIKKERE/LANDSFORRÆDDERE OG RETSOPGØRET MED DEM
En fortælling fra besættelsestiden

22. maj 1945
Husassistenten fra Ternevej sigtes for at være ondartet stikker.
Et livligt forhør lørdag eftermiddag.
Som omtalt anholdt politiet lørdag middag i Vinding den 29 årige Gerda Johanne Madsen sigtet for stikkervirksomhed i Fredericia.
Lørdag eftermiddag fremstilledes hun i grundlovsforhør hos dommer Lundsteen, og selv om hun hårdnakket nægter sig skyldig, synes det dog at fremgå af afhøringen og rapporterne om hende, at man her har fået fat i en ondartet stikker der har været skyld i adskillige arrestationer i Fredericia.
Der fremkom interessante ting i dette retsmøde. Det syntes således at være klart, hvad de fleste fredericianer vel også længe har næret mistanke om, at ostehandler Knudsens hjem i Danmarksstræde har dannet en slags central her i byen.
Kendte stikkere og gestapofolk fra Kolding var jævnlig gæster hos "Osteknudsen".
Sigtelsen går ud på, at Gerda Madsen, medens hun tjente som husassistent hos direktør Bjerre, Ternevej, skal have "stukket" direktør Bjerre og andre der kom i hans hjem.
Gestapo sad inde med så udførlige oplysninger om direktør Bjerre og hvad der foregik hos ham, at de må stamme fra en meget huskendt person.
Gerda Madsen nægtede sig skyldig, da hun fik foreholdt sigtelsen for stikkervirksomhed. Hun indrømmede at hun havde været gode venner med den koldingensiske stikker Brinchmann, men nægter at have været forlovet med ham.
Hun havde lært ham at kende gennem Carlo Borgstrøm, i hvis hjem hun gik til tyskundervisning. Hun var nemlig, forklarede hun, før krigen ringforlovet med en ung sømand, hvis moder kun kunne tale tysk, og hun tog undervisning for at hun kunne tale med sin tilkommende svigermoder. Hun var iøvrigt blevet skilt fra sin forlovede ved krigsudbruddet, og han havde under hele krigen været på den "anden side".
Hos Borgstrøms havde hun også lært chefen for feltgendarmeriet Wehscheider at kende, og ham havde hun også været gode venner med.
Medens hun tjente hos direktør Bjerre, havde Brinkmann været ved døren for at "pumpe" hende for oplysninger, forklarede hun. Bl.a. ville han have at vide om der blev holdt hemmelige selskaber hos Bjerres, men hun havde ingen oplysninger givet ham, da der aldrig var hemmelige selskaber.
Hun fortalge videre, at hun en dag havde beklaget sig til Wehscheider over, at gestapo ikke kunne lade hende være, men ofte ringede til hende, mens hun var hos Bjerre, og tilbød hende mange tusinde kroner for at tage en "dækstilling" som sekretær og derigennem give oplysninger. Hun skulle intet bestille. De havde budt hende op til 8.000 kr. om året, men hun havde svaret nej. Efter at hun havde beklaget sig til Wehscheider, var henvendelserne hørt op. Videre havde hun været ude af sig selv, forklarede hun, over. at direktør Bjerres moder beskyldte hende for at være skyld i arrestationen af direktør Bjerre. Hun have spurgt Wehscheider, hvad hun skulle gøre ved det og han h avde svaret, at hun skulle lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.
Noter:
Henning Bjerre, født 11/10 1911 i Skive. Civilingeniør og Adm. direktør på Voss fra 1938. Gift 22/6 1940 ned Randi Arna Caroline, født 2/4 1912 i Norge. Ternevej 11.
Knud Valdemar Knudsen (Osteknudsen), født 24/7 1913 i Fredericia, Ostehandler, gift 4/9 1937 med Anny Margrethe, født 23/9 1915 i Fredericia. Danmarksstræde 3

Selskaberne i Danmarksstræde.

Peter Karl Brinkmand
Johannes Rasmussen

Brinchmann havde introduceret hende hos Osteknudsen i Danmarksstræde, idet han havde sagt til hende: "Du kender så mange mennesker i byen".
Dommeren: "Var de dus"?
Gerda Madsen: "Ja vi var dus alle sammen".
Dommeren: "Ja, bevares."
Hos Osteknudsen havde hun truffet et par mænd fra Kolding.
Dommeren: "Var de fra gestapo"?
Gerda M.: "Ja, det har de vel været. Den ene blev kaldt Johs. Rasmussen, den anden Bollerup".
Dommeren: "Hvad snakkede De om i disse selskaber"?
Gerda M: "Vi snakkede om alt muligt, men ikke om politiske spørgsmål. Jeg har aldrig hørt noget om angiveri".
På dommerens spørgsmål, om hun havde været medvirkende ved at skaffe gestapo nøglerne til Bjerres lejlighed svarede hun benægtende, og hun gentog sin nægtelse af at have givet nogen som helst oplysninger om direktør Bjerre eller om nogen anden.
Ligeledes nægtede hun, sammen med Brinkmann, at have gennemrodet Bjerres gemmer og skuffer, og i det hele nægtede hun sig skyldig i noget som helst ulovligt.
Dommeren læste derpå for hende brudstykker af en forklaring, som fru ostehandler Knudsen havde afgivet.
Fru Knudsen sagde noget andet end husassistenten-
Det hedder heri bl.a., at Gerda Madsen havde været forlovet med Wehschneider, at hun havde fortalt, hvem der kom hos Bjerre, hvad de talte om o.s.v. Bl.a. fortalte Gerda Madsen, at der blev holdt illegale møder, hvori bl.a. deltog overlærer Vogensen, lærer Aidt, korrespondent Boye m.fl. Alle disse blev anholdt på Gerda Madsens oplysninger, har fru Knudsen videre forklaret. Gerda Madsen var også skyld i, at den såkaldte ingeniør Jensen, der boede hos telegrafkontrollør H. Hansen, samt sidstnævnte blev anholdt.
Fru Knudsen karakteriserede Gerda Madsen som en meget ondartet stikker, der har givet gestapo anledning til at komme under vejrs med meget illegalt arbejde her i byen.
Hele fru Knudsens forklaring betegnede Gerda Madsen som fuldkommen usandhed, og hun tilføjede, at fru Knudsen aldrig havde kunnet lide hende.
På dommerens spørgsmål, nægtede Gerda Madsen at have søgt plads hos landsretssagfører Nordvang for at spionere der. Hun havde derimod fået plads hos assurandør Simonsen, Rådhuspladsen.
Dommeren afsagde dog fængslingskendelse over hende til 30. juni, men hun appellerede omgående til landsretten, og såvel overfor retten som over for de fyldte tilskuerpladser, bedyrede Gerda Madsen sin uskyld, idet hun gentagne gange udbrød: "Jeg har ikke gjort det", da hun blev ført ned i arresten.

23. maj 1945
Familien Borgstrøms maskepi med tyskerne.
Efter faderens forklaring i retten, var det sønnen der oprettede hvervekontoret.
Som kort omtalt fremstilledes Borgstrøm senior i går eftermiddags i grundlovsforhør, hvor han fremkom med den opsigtvækkende forklaring, at det var en opfordring fra kommis, nuværende brugsforeningsbestyrer Chr. Nielsen, om at spionere indenfor DSNAP (Nazisterne), der havde kastet den unge Carlo Stein Borgstrøm i armene på Nazisterne.
I en udtalelse til "Socialdemokraten" erklærer Chr. Nielsen, at han ganske rigtigt, efter en henvendelse fra det danske sikkerhedspoliti har lokket forskellige oplysninger ud af Borgstrøm efter at denne havde meldt sig ind i DSNAP. Disse oplysninger omfattede bl.a. våbenlagre. Det var dog ikke rigtigt, at han skulle have handlet på D.s.U´s vegne, eller at han skulle have tilbudt ham 6.000 kr.
I grundlovsforhøret nægtede Borgstrøm sig skyldig i overtrædelse af straffelovens §101, 2.stk. altså landsforrædderiparagraffen.
Hans fulde navn er Rasmus Valdemar Edvard Borgstrøm. Han er 65 år, født på den skæbnesvangre dato 29. august. Iøvrigt er han nærmest blind som følge af stær på øjnene.

Annoncen fra 2. august 1941

I retten fremlagdes et udklip af en annonce i Dagbladet for den 2. august 1941 om hvervekontor for Frikorps Danmark, Jyllandsgade 28, 1. sal, hvor Borgstrøm bor. Borgstrøm nægtede at have noget med hvervningen at gøre, og forklarede, at det var hans søn, der da var 18 år, der havde stået for den. Han forklarede, at det var hustruen, der for at undgå, at hendes dreng gik i krig, havde givet ham lov.
På dommerens spørgsmål om, hvorfra sønnen havde fået sin tyske interesse, fremkom Borgstrøm med den omtalte forklaring. Carlo Borgstrøm havde en aften på "National" truffet kommis Chr. Nielsen, som havde spurgt ham, om han ville tjene penge i hans fritid. og opfordrede ham til at komme ud til sig. Det var ingen søndagsskole, skulle Chr. Nielsen have sagt og han skulle kun komme når det var mørkt og iført kvindeklæder.
Carlo Borgstrøm fortalte faderen det men denne, der troede, at det drejede sig om noget usædeligt, advarede ham stærkt imod dette, men han havde alligevel ladet sig friste og gik ud til Chr. Nielsen nogen tid efter. Denne havde meddelt Carlo Borgstrøm, at hvis han meldte sig ind i DSNAP, og skaffede oplysninger, ville "de" betale, hvad det kostede.
Hvis han kunne skaffeoplysninger om våbendepoter, var der 6.000 kr. at tjene.
På trods af faderens advarsler, meldte Carlo Borgstrøm sig ind i DSNAP, men han fik naturligvis ingen penge, tilføjede Borgstrøm i sin forklaring, men da var han meldt ind, og han fik så at vide, at hvis han forlod dem, måtte han regne med at forsvinde fra jordens overflade. Faderen havde derfor fundet det fornuftigst, at tage bort et stykke tid, og gennem det tyske arbejdsanvisningskontor, fik de begge arbejde i Kiel. Sønnen som jernbinder og faderen som en slags opkøber for arbejderne. Men så blev Carlo 18 år og så kunne jeg ikke tumle ham længere, fortsatte Borgstrøm. Jeg rejste hjem igen, men han blev dernede et stykke tid og meldte sig derpå på en session.
Borgstrøm senior indrømmede, at han i 1942 havde meldt sig ind i DSNAP, men det var kun "for at se hvad det var for noget", forklarede han, og han hævdede, at han kun havde været med til tre møder, ligesom han benægtede, at der var kommet mange tyskere i hans hjem. Kun de, der kom for at hente Carlo, forklarede han, samt et par læger og lign. fra hospitalet, som lærte dansk hos hans kone. Han benægtede ligeledes at have anmeldt glarmester Leonhardt til tyskerne, fordi han havde slået hans 13-årige søn, men han havde hørt at det var malermester Sigurd Larsen der havde foretaget anmeldelsen.
Iøvrigt kendte han ikke Sigurd Larsen og havde aldrig talt med ham.

Unge Borgstrøms provokationer.
Domeren, Dommerfuldmægtig Friis Jespersen, spurgte derefter Borgstrøm, hvorfor han ikke havde sat en stopper for sønnens provokationer her i byen.
Kunne de ikke have fået en sådan storsnudet og næsvis hvalp til at blive hjemme i stedet for at rende og spille hertug på gaderne?
Vi var meget kede af det, min kone og jeg, og har våget både nat og dag. Alle mennesker var onde mod os og råbte endda landsforrædder efter min kone, men han boede jo ikke hjemme, men oppe på kasernen, så vi havde ikke noget at sige over ham.
Da politifuldmægtig Ørum Jensen bemærkede, at disse forklaringer stemte meget dårligt med alt det, man havde hørt om Borgstrøms, i hvis hjem mange tyskere og gestapofolk havde haft deres gang, rejste Borgstrøm sig op, slog ud med armene og udbrød: "Jeg vil dø her på stedet, hvis det ikke er sandt, at der kun har været én gestapomand, og det var for at optage rapport.
Ved retsmødets slutning begærede politifuldmægtigen fængsling for at få Borgstrøms forhold nærmere undersøgt, og da Borgstrøm ikke kunne komme uden om, at hans lejlighed har været anvendt som hvervekontor - ganske vist forklarede han, at der kun meldte sig få - gik dommeren med til at fængsle ham for 8 dage, og som forsvarer fik han beskikket overretssagfører Bertelsen.
Noter: Repræsentant for Mariager Kalkværk, Rasmus Valdemar Edvard Borgstrøm, født 29/8 1880 i Kalvehave, gift 25/7 1914 i Kolding med sproglærerinde Mathilde Marie Kirstine f. Stein, født 24/7 1885 i Kolding. Han var tidligere købmand i Prinsessegade 31.
Bagerimedhjælper Carlo Stein Borgstrøm, født 10/4 1923 i Fredericia, ugift.

9. juni 1945
Mor og datter for retten sigtet for angiveri
Datteren skrev trusselsbrev til sognerådsformanden i Erritsø.
Retten i Fredericia behandlede i dag sagen mod en kvindelig interneret, Ingeborg Svendsen, Brovad, der sigtes bl.a. for at have været medvirkende ved gestapos anholdelse af ekspedient Hother Nielsen den 15. november 1942 på hans bopæl.
Hother Nielsen havde forklaret, at Ingeborg Svendsen havde været med i gestapos bil og da hun fik øje på ham udbrød hun: "Det er ham"!
Ingeborg Nielsen nægter at have angivet Hother Nielsen, hvem hun kendte af udseende, idet hun engang havde haft et sammenstød med ham udenfor "Ryesborg" hvor han have råbt "feltmadras" efter hende og det var kommet til klammeri. Hun forklarede endvidere, at hun ganske rigtigt var kommet kørende ind til hotel Fredericia med gestapo, der havde været ude hos hende i anledning af hendes lillesøster, der havde fået skåret hagekors i hånden af Hother Nielsen og nogle andre, og nu skulle ned og afhøres.
Ingeborg Svendsen nægtede at have været med til afhøringen, eller med på Hother Nielsens bopæl, idet hun straks var gået hen til Kraghedes Café hvor hun var kommet i selskab med Carlo Borgstrøm.
Et par timer senere var hun igen gået ned til hotel Fredericia og her havde hun mødt Kamma Kleis, der nu sidder interneret, og som havde været til afhøring hos gestapo sammen med sigtedes søster, da Kamma Kleis også havde fået skåret hagekors i hånden.
Da hun ser sigtede udbryder hun. Den er fin, nu har vi fået Hother angivet.
Et par andre udsagn fra Vagn Aa. Jensen og Jørgen Ib Helge Andersen, Nørrevoldgade 102, gik ud på, at også de havde set Ingeborg Svendsen sammen med gestapo, men hun nægtede stadig. Det var Vagn Aa. Jensen der havde advaret Jørgen Andersen, så denne nåede at slippe væk inden gestapo kom.

Hindret søsterens anholdelse.
Et andet forhold gik ud på, at hun skulle have hindret det danske politi i at få fat på hendes søster, der var bortgået fra Vejle sygehus.
Ingeborg Svendsen forklarede, at hun ikke var hjemme da politiet kom. Også en tysk feltgendarm var kommet til stede. Hun nægtede at have tilkaldt ham eller overhovedet at have truet politiet med gestapo.

Et trusselsbrev.
Sigtede blev foreholdt et brev, hun have skrevet til sognerådsformand Karl Ladegaard og hvori hun truede ham med gestapo, fordi hun ikke havde modtaget mælkekort til sin dreng hun havde fået med en tysker. Hun indrømmede at have skrevet brevet og endvidere et andet, hvori hun bl.a. skriver, at hun har tjent mange penge. Sigtede forklarede at hun havde drevet sortbørshandel i Kolding med tyske cigaretter, som hun have solgt for en mand i Esbjerg.
Politifuldmægtig Kjærsgaard bemærkede hertil, at det ikke lød sandsynligt, da priserne op cigaretter var meget højere i Esbjerg end i Kolding.
På sigtedes påstand om, at det var sandhed, bemærkede dommerfuldmægtig Friis Jespersen: "Jeg tror nu ikke meget på Deres ærlighed". Endvidere nægtede hun at have angivet en person, der på en af banegårdens restaurationer i en ironisk tone at have udbragt en skål for Hitler, muligvis ved synet af sigtede.
Hun nægter sig skyldig i angiveri, men indrømmede, at hun i flere tilfælde havde truet danskere med at anmelde dem til tyskerne. Ingeborg Svendsen blev derefter fængslet.

Moderen i skranken.
Derefter fremstilledes sigtedes moder, fru Anna Marie Svendsen, der sigtes for angiveri og for at have trådt i forbindelse med værnemagten.
Med hensyn til optrinet på banegården, nægter hun at have angivet den person, der udbragte Hitlers skål, og at have optrådt provokerende og have hjulpet tyskerne med at få fat i den pågældende.
Det oplystes, at en tysk officer havde forklaret til politiet, at det var fru Svendsen og hendes datter der havde anmeldt den pågældende person og højlydt givet til kende, at "sådan en skulle have". Fru Svendsen nægtede dog stadig og sagde, sagte grædende, at hun aldrig havde hverken angivet eller truet nogen med tyskerne, men hun indrømmede dog at have optrådt provokerende og frækt flere gange.

Ville have datteren på tysk lazaret.
Angående sigtelsen for, at hun skulle have hindret to politibetjente i at tage den yngste datter med ved at tilkalde en tysk brovagt der stod i nærheden af hjemmet, forklarede sigtede, at hun ikke havde tilkaldt tyskeren, men hun havde nægtet at udlevere datteren, idet hun ville have hende på tysk lazaret, da det var en tysker der havde smittet hende med kønssygdomme. Tyskeren kunne muligvis være kommet til stede af sig selv, da han hørte spetaklet.
Fru Svendsen fængsledes.

21. december 1945
Frikorpsmanden Carlo Borgstrøm, der i sommeren 1943, ved sin provokerende optræden på gaden gav anledning til flere blodige optrin, er blevet fundet i Frankrig, hvor han er allieret fange. Han vil senere blive udleveret hertil og komme til at stå til regnskab for sine landsforræderiske handlinger.

4. januar1945
Flere fredericianere som allierede krigsfanger i Frankrig.
Som tidligere omtalt sidder Carlo Borgstrøm, Fredericia, i Frankrig som allieret krigsfange, og der er en del der tyder på, at endnu en eller flere Fredericianere befinder sig der som allierede krigsfanger.

9. marts1946
Carlo Borgstrøm meldt sig til fremmedlegionen?
For nogen tid siden kom der meddelelser frem om at fredericianeren Carlo Borgstrøm sad som allieret krigsfange i Frankrig. Samtidig kom der tilsvarende meddelelser om Ib Lindeballe Larsen, der nu som omtalt i går via Fårhuslejren er blevet overført hertil.
Borgstrøm har man derimod ikke hørt noget til. og der er kommet forlydender frem, der går ud på, at han skulle have meldt sig til fremmedlegionen i Frankrig.
Hvis dette er tilfældet, er der ikke store chancer for, at Fredericia nogensinde mere ser Borgstrøm. Rygterne er blevet bragt til Fårhuslejren af en dansker, der er overført dertil, ligeledes efter at have været allieret krigsfange.

RETSOPGØRET MED LANDSFORRÆDDERNE

24. april 1946

Willy "Pløk" for domsmandsret i dag sigtet for angiveri.
Den lille skomager, der dyrkede omgang med tyskerne og fik ridset hagekors i hånd og lår.

Den særlige domsmandsret i Fredericia behandlede i dag sagen mod den 23 årige Willy Hans Rasmussen, bedre kendt under navnet "Willy Pløk" der tiltales for overtrædelse af §12 der omhandler angiveri, vid i november 1943 til gestapo i Kolding at have anmeldt, at Hother Nielsen i Fredericia havde ridset hagekors i hånden på tiltalte, hvorefter Hother Nielsen var blevet anholdt af tyskerne, udsat for vold og fængsel til den 17. december 1943, da det lykkedes ham at flygte.
Willy "Pløk" nægtede sig skyldig og forklarede om sig tidligere levned, at han havde været skotøjsarbejder og bagerikarl. Mens han var bagerikarl, var han en morgen, da han var ude med morgenbrød, blevet overfaldet af nogle unge mennesker, hvorefter han blev fyret, og den 8. maj 1944 rejste han til Tyskland, hvor han opholdt sig i 3 måneder. Siden har han haft forskelligt arbejde i Danmark og en kort tid boet hos forældre i Fredericia.
På et spørgsmål fra anklagemyndigheden, om han have været medlem af DNSAP, svarede tiltalte: "Nej, men af Dansk Socialdemokratisk Ungdom".
Videre forklarede han, at han en dag i juli 1943 var kommet cyklende ved Ryes Plads, og her var han blevet væltet af nogle unge mennesker. Deriblandt Hother Nielsen. I faldet havde han brækket et ben i foden og havde været uarbejdsdygtig i 6 uger. Dr. Olesen, der behandlede tiltalte, har imidlertid erklæret, at dette ikke er tilfældetm og at der ikke var brækket noget ben.
Om episoden, hvor han havde fået skåret hagekors på håndryggen og på låret, forklarede Willy "Pløk", at han den 14. november 1943 (han arbejdede på det tidspunkt i Horsens, var på besøg hos sine forældre. Om aftenen ved 22-23 tiden, var der uden for Dagbladets kontor i Gothersgade kommet 7 unge mennesker med masker for ansigtet imod ham.
De havde slynget et halstørklæde om hovedet på ham og trukket ham ind i en port, hvor han var blevet klædt af og havde fået ridset hagekors på håndryggen og på låret. Yderligere havde de unge mennesker lagt en varm metalplade, som de opvarmede med stearinlys, over hagekorset for at brænde det ind i huden. Retten tillod sig at tvivle på forklaringen med metalpladen. Det lykkedes tiltalte at rive masken af den ene af de unge mennesker, som han havde genkendt som Hother Nielsen. Willy "Pløk" nægtede at have talt med nogen efter overfaldet, og hævdede at han var gået lige hjem i seng. Først dagen efter havde han anmeldt det skete til det danske politi i Horsens, og derefter rejst tilbage til Fredericia.

Ændret sin forklaring.
Tiltaltes forklaring var på nogle punkter ikke helt overensstemmende med, hvad han tidligere har forklaret, men efter først at have nægtet det hele taget at have fortalt nogen om hagekorset, og efter at forsvareren, landsretssagfører Berthelsen, havde sagt, at det ville ligne tiltalte dårligt, hvis han ikke havde beklaget sig til sine venner, måtte han indrømme, at i hvert fald Ingeborg Svendsen og hendes søster Gudrun, samt garderobedamen på restaurant Knudsborg, havde fået forevist hagekorset. Forevisningen var sket i garderoben på Knudsborg.Willy "Pløk" kunne imidlertid ikke huske, hvornår det var sket.
På en forespørgsel fra anklageren, landsretssagfører Nordvang, erklærede tiltalte, at han aldrig havde været til møde på missionshotellet, men at han havde været der to gange. Den ene gang for at få en passerseddel, den anden for at få tilladelse til at rejse med tysk tog.

Viste sin chef hagekorset.
Nogen tid efter episoden med hagekorset, havde han fået arbejde på en skotøjsfabrik i Kolding, hvor han havde vist chefen hagekorset og fortalt, at det var den dagdriver til Hother Nielsen fra Fredericia, der havde gjort det, og at Hother Nielsen gik rundt og lagde "bomber" under politiets biler. Han havde derefter været til afhøring hos det danske politi i Kolding, hvor han havde givet samme forklaring. Af rapporten derfra fremgik det dog, at Hoghher Nielsen allerede på det tidspunkt var blevet anholdt, og at Willy "Pløk" således først måtte have været hos det tyske politi. Dette nægtede han imidlertid. Derimod forklarede han, at der samme aften var kommet en herre, der havde talt med hans chef, som derefter havde opfordret tiltalte til at vise herren hagekorset og havde fortalt, hvem der havde gjort det. Nogle dage senere var han blevet afhentet af en herre, der sagde, at han kom fra det danske politi. Willy "Pløk" var fulgt med i god tro, men det viste sig,at vedkommende kom fra tyskerne. De var gået på Staldgården.
Tiltalte var ikke sikker på det, men mente nok, det var der, og her havde han, idet han blev ført ind, set Hother Nielsen få to lussinger.
Willy "Pløk" var derefter blevet forholdt det han havde forklaret herren i forretningen, der viste sig at være tysker, og som nu var i tysk uniform. Tiltalte havde bekræftet rigtigheden af rapporten, men nægtede, at han skulle have udtalt sig om, at restauratør Robert Jensen og roklubben, skulle have forbindelse med illegalt arbejde.
Endvidere nægtede han at have truet fabrikant Sofus Jensen, Fredericia, med værnemagten for at få ham til at udlevere sig en erklæring, så han kunne få understøttelse. Derimod havde han hjulpet en tysk marinesoldat Heinz Kitler til at desertere.

En konfrontation hos gestapo.
Hother Nielsen forklarede derefter som vidne, at han den 15. november 1943 var blevet anholdt af tyskerne, sigtet for at have generet Ingeborg Svendsen. På staldgården i Kolding havde gestapolederen Naujock spurgt ham, om han kendte en skomagersvend Willy Hans Rasmussen fra Fredericia, der skulle have fået skåret hagekors på hånden og låret. Vidnet havde nægtet dette, men Willy "Pløk", der var blevet afhentet, erklærede, at det var ham, der havde gjort det. Tiltalte havde derefter fortalt, at Hother Nielsen også havde lagt "bomber" under politiets bil i Fredericia.

Slået med knytnæve i ansigtet.
Hother Nielsen forklarede videre, at Naujock (gestapochefen), da Willy Rasmussen havde fortalt om "bomberne" under politibilen, var blevet meget ophidset og havde slået ham med knytnæve i ansigtet og senere have slået ham ude på gangen. Under forhøret havde Willy "Pløk" om "Robert" og roklubben sagt, at der kom mange illegale personer.
Et andet vidne forklarede, at da han gik på handelshøjskolen i Kolding 1943-44, havde Rasmussen tilbudt ham gode penge for at vidne for gestapo mod Hother Nielsen i anledning af bomberne under politibilen. Tiltalte havde også spurgt ham ud om en der blev kaldt "Stauning".

En dårlig hukommelse.
Skomagermester Hass, Kolding, hos hvem tiltalte havde arbejdet i slutningen af 1943, blev også afhørt som vidne, men kunne ikke huske, hvad andre vidner har forklaret, at der var kommet mange gestapofolk hos ham, og at at han havde vist en af disse tiltaltes hånd med det indridsede hagekors og retsformanden advarede ham flere gange og understregede, at han som vidne ville blive draget til ansvar, hvis man konstaterede usandheder i hans forklaring.

Gestapochefen i vidneskranken.
Endvidere afhørtes gestapochefen Naujock. Afhøringen af ham foregik på tysk med lektor Brendstrup som tolk. Naujock forklarede, at han efter anmeldelse fra kommandanturen i Fredericia, i anledning af, at nogle piger havde fået skåret hagekors i hånden, havde sendt bud efter tiltalte, der også havde fået skåret hagekors.
Tiltalte havde under en afhøring sagt, at han var blevet overfaldet, truet med en pistol og slæbt ind i en gang, hvor man ridsede ham i hånden. Han havde genkendt en af dem, nemlig Hother Nielsen, på stemmen, og havde tiføjet, at Hother Nielsen også havde lagt en slags raketter under en politibil i Fredericia. Naujock nægtede at have slået Hother Nielsen under forhøret, og tiltalte påstod, at han overhovedet ikke kendte Naujock, men at det var tolken, der havde slået Hother Nielsen. Hother Nielsen fremstilledes påny, og han genkendte Naujock som den mand, der havde pryglet ham.

2 års fængsel.
Dommen, der blev afsagt kl. 14.30, lødpå 2 års fængsel minus 250 dages varetægtsarrest, samt tab af almen tillid i 5 år. Retten fandt det ikke bevist at tiltalte havde angivet Hother Nielsen, men at han ved sine forklaringer havde skadet dennes stilling.

26. april 1946

Storstikker-sag fra Fredericia for domsmandsretten i dag.
Pigen, der var Brinkmanns kæreste og hyggede sig med gestapofolk i direktør Bjerres hjem, angav en række kendte Fredericianere til gestapo så de blev anholdt.

Den særlige domsmandsret behandlede i dag den hidtil største stikkersag, der har været ført her i byen. Det var sagen mod den 30 årige Gerda Johanne Madsen fra Vindingland.
Retsmødet varede det meste af dagen, og en række af de store "kanoner" bl.a. gestapomændene Brinkmann, Johs. Rasmussen, Bollerup Madsen, Naujock, blev ført som vidner, skarpt bevogtet af politi bevæbnede med maskinpistoler.
Politimester Ellegaard, der mødte for anklagemyndigheden, oplæste det omfattende anklageskrift, der bl.a. gik ud på, at hun i tidsrummet december 1943 til slutningen af 1944, gennem Johs. Rasmussen, Bollerup Madsen og Brinkmann samt gennem det tyske kommandatur her i byen, havde stået i fast forbindelse med gestapo i Kolding, som hun for 15-20 kr. pr. gang, forsynede med materiale og oplysninger, især vedrørende personer fra direktør Bjerres omgangskreds, således bl.a. direktør Hostrup Pedersen, konsul Korch, konsul Cohr og landsretssagfører Korch.

Kæreste med Brinkmann.
Endvidere lød tiltalen på, at hun havde fortalt Brinkmann, med hvem hun en overgang var kæreste, at der blev holdt illegale møder i Bjerres og konsul Korchs hjem, og at direktør Bjerre havde ladet optage illegale film. Oplysningerne førte til, at direktør Bjerre blev anholdt af gestapo, og at fru Bjerre kun undgik anholdelse, fordi hun var gravid.
Ifølge tiltalen havde Gerda Madsen hørt til tyskernes Vertrauensleute (V-person) her i byen, nogensinde at have modtaget penge eller at have angivet direktør Hostrup Pedersen. Hun havde sagt, at der blev sendt pakker til Norge, at der blev modtaget illegale blade i Bjerres hjem, og at der var optaget en illegal film.
Hun fortalte, at hun var forlovet med en styrmand, hvis forældre var tyske. Derfor var hun gået til tyskundervisning hos Borgstrøms i sommeren 1943.
Politimesteren:" Kendte de da ikke Borgstrøm? De må da have vidst at han, uden undtagelse, var det mest forhadte menneske i Fredericia på det tidspunkt, men det bedyrede Gerda Madsen at hun ikke anede noget som helst om.
På gaden havde hun en dag truffet Carlo Borgstrøm, der var forarget over, at det i illegale blade var meddelt, at han var jøde. Han bad om at måtte se nogle af disse blade. Borgstrøm havde fået lov til at besøge hende hos direktør Bjerre og tage en kammerat med, og samme aften kom Borgstrøm og Brinkmann, som hun ikke kendte, samt en tysker ved navn Vogel. Hun var alene hjemme og inviterede de tre mænd ind i dagligstuen, hvor hun viste dem de illegale blade, og hun talte en del med Brinkmann. Politimesteren gik Gerda Madsen hårdt på klingen, men hun fastholdt, at hun ikke anede, at de var gestappofolk, eller hvad besøget egentlig gjaldt, ligesom hun nægtede at have talt med Brinkmann om sit herskabs indstilling. Brinkmann ville se hende senere, og de blev enige om at mødes.
Politimesteren: "Var det kærlighed ved første øjekast?"
Gerda Madsen: "Jeg syntes godt om ham".
Hun forklarede videre, at hun havde fået det indtryk, at Brinkmann var tilknyttet et eller andet dansk korps, SS eller lign.
Da de tre mænd gik, havde Brinkmann skrevet sit navn og adresse på et stykke papir. Som adresse havde han opgivet Staldgaarden, Kolding eller Strandhuse, og det blev aftalt, at hun skulle ringe til ham.
Politimesteren: "Hvad skulle De ringe om?"
Gerda Madsen: "Hvis jeg blev generet".
Politimesteren; "Hvem skulle genere Dem?"
Her overfor forklarede Gerda Madsen, at fru Bjerre engang havde generet hende, fordi hun læste tysk.
Politimesteren: "Hvordan kunne Brinkmann hjælpe dem?"
Gerda Madsen: "Jeg vidste ikke han var gestapomand".
Politimesteren: "Jeg kan sige med sikkerhed, at De vidste det - Hvorfor skulle De henvende Dem til en mand i Kolding? De havde jo Borgstrøm lige ved siden af. Han kunne hjælpe Dem. Han kunne hente marinesoldater der kunne gå ud og prygle folk."
Gerda Madsen forklarede videre, at fru Bjerre havde sagt til hende, at hun på et møde hos konsul Korch var blevet kaldt storstikker, og derfor havde skrevet til Brinkmann under adressen "Staldgaarden, Kolding", at hun gerne ville se ham.
På politimesterens spørgsmål hævdede hun, at hun ikke anede hvad staldgaarden var for noget, skønt der på dette tidspunkt, nytår 1944, kort forinden, havde fundet en række arrestationer sted af fremtrædende mænd i Fredericia. Bl.a. direktør Bjerres nære venner.
Brinkmann havde ringet til tiltalte, og de var mødtes. Hun havde da fortalt ham om beskyldningen for at være stikker og om illegale blade, og han havde bedt hende give sig yderligere oplysninger.
Hun måtte indrømme, at hun nu blev klar over, at han tilhørte et tysk politikorps. Mødet mellem dem havde fundet sted den 3. januar 1944 på banegården. Hun var mødtes med Brinkmann en halv snes dage senere på "Knudsborg".
Han havde været interesseret i, om der havde stået noget om ham i de illegale blade i forbindelse med Kaj Munk-mordet, og hun have sagt: "Det har du vel ikke gjort Peter?"
Hertil havde han svaret, at det var kommunisternes værk.
Forbindelsen med Brinkmann holdt hun vedlige og gav ham bl.a. oplysninger om, at hr. og fru direktør Bjerre var tyskfjendtlige, og der blev givet engelskundervisning i Bjerres hjem af cand mag. S. K. Rasmussen, at der blev arrangeret møder hos konsul Korch, hvor der blev diskuteret illegale ting, og at der blev sendt pakker til Norge gennem skibsmægler Brøchner Mortensen. Hun havde også fortalt om en illegal film som direktør Bjerre havde ladet optage i forbindelse med begivenhederne omkring den 29. august.
Den 18. februar havde Bollerup Madsen og Brinkmann besøgt hende og de overnattede begge i direktør Bjerres hjem. Bollerup Madsen på verandaen. Brinkmann og hende i herskabets seng.
Om møderne hos konsul Korch erklærede hun at landsretssagfører Korch, konsul Cohr, direktør Hostrup Pedersen og direktør Bjerre havde deltaget i dem, men hun havde ikke fortalt Brinkmann, hvad der blev foretaget på disse møder.
Ligeledes nægtede hun, at hun havde ringet til Gestapo og sagt, at nu var de allesammen samlet, men på en eller anden måde havde Brinkmann ganske vidst fået det at vide.
Hun indrømmede, at have fortalt ham, at Hostrup Pedersen var gået under jorden, og at skipperen, der bragte de illegale pakker til Norge, nu var i Fredericia.
Politimesteren oplæste derpå et meget fældende brev, som hun havde skrevet til Brinkmann, og som politiet fandt i hans besiddelse. I brevet skriver Gerda Madsen, at fru politimester Hoeck, Aarhus, stod i stadig forbindelse med England via Sverige, og at redaktør Helveg Larsen holdt stærke taler med opfordring til sabotage. Bl.a. havde han i Vinding holdt en flammende tale der havde fremkaldt stærkt bifald. "De er jo alle så nationale nu", stod der i brevet. Videre oplyste hun, at "den ansvarshavende var Henning Friis Hansen, Vinding, tidligere kornet i den danske hær."
Endelig meddelte hun, at der lige efter påske skulle være møde hos konsul Korch, og her ventede hun, at hele "klubben" ville være samlet.
Brevet sluttede: "Jeg håber snart at se dit milde ansigt, den lange kommer vel med".
Gerda Madsen forklarede, at hun engang havde været på Staldgården, hvor hun besøgte Bollerup. Det egentlige mål var dog at se Brinkmann. Samme dag havde hun talt med en mand ved navn Hans Christensen. Brinkmann havde hun derimod ikke truffet.

Derpå begyndte vidneafhøringen.
Direktør Henning Bjerre fortalte om sin anholdelse af tyskerne, at han var blevet præsenteret for en lang række anklagepunkter. Egentlig havde det været fru Bjerre, der skulle have været anholdt, men tyskerne have fortalt, at de var så "humane", at de ikke ville arrestere en frugtsommelig kvinde. Direktør Bjerre forklarede sluttelig, at en del af oplysningerne kunne stamme fra andre end Gerda Madsen, medens til gengæld andre oplysninger kun kunne stamme fra hende.
Fru direktør Bjerre forklarede, som næste vidne, at Gerda Madsen vidste besked om de illegale pakker til Norge.
Retten holdt nu frokostpause og efter den fortsatte afhøringerne af bl.a. 3 tyske og 3 danske gestapofolk.
Hvad hun fortalte tyskerne.
Hun erkendte tiltalen på visse punkter, men nægtede at have stået i fast forbindelse med gestapo, ligesom hun nægtede at have været V-person

Gerda Madsen blev idømt 10 års fængsel for angiveri ved byretten i Fredericia. En dom hun straks appellerede.

19. juni 1946
Landsretten skærpede dommen over Gerda Madsen.
Ved landsretten blev der i går afsagt dom i sagen mod Gerda Madsen, Fredericia, der var sigtet for et utal af forhold.
Ved underretten i Fredericia var hun blevet idømt 10 års fængsel, en dom, som hun appellerede, men landsretten skærpede dommen, og den blev på 12 års fængsel.
Derimod blev en OT-Mand, Harry Petersen, der i byen var blevet idømt 1 år, løsladt, idet det ene år nu var udstået, og retten ikke fandt grund til at forhøje straffen.
(OT-mænd arbejdede med opførelsen af bunkere ved vestkysten)

9. august 1946
Sagen mod ægteparret Oste-Knudsen.
Der var i dag forundersøgelsesforhør ved særretten i Fredericia i sagen mod ægteparet Oste-Knudsen.

Som følge af, at der førtes en række "prominente" vidner fra gestapohovedkvarteret i Kolding, bl.a. Brinkmann, Johs. Rasmussen, Hans Chr. Christensen og Naujock, var politibevogtningen ekstra stærk. Der var maskinpistolbevæbnede politifolk til stede i byrådssalen, hvor retten var sat, og ligeledes i forligskommissionen hvor vidnerne var anbragt, ligesom der var posteret politi i forværelset.
Dommer Strøbech gjorde ved retsmødets begyndelse ægteparret bekendt med, at der ville blive rejst en lang række sigtelser mod dem og politimester Ellegaard tog derpå fat på afhøringen af ostehandler Knud Knudsen.
Knudsen hævdede i dag at han først havde meldt sig ind i DNSAP, (Det nationalsocialistiske parti) i januar 1942.
Han havde iøvrigt været af den mening, at Danmark burde have forsvaret sig den 9. april.
Han måtte indrømme, at han havde været tyskvenlig, men der var ikke kommet tyske officerer eller soldater i hans hjem. Derimod var der kommet marinevægtere.
Til at begynde med havde han kun handlet almindeligt med kunderne i forretningen, men han måtte indrømme, at han havde handlet ulovligt med tyskerne senere da politimesteren gjorde opmærksom på, at han fra oktober 1943 til juli 1944 ulovligt havde solgt for 2.000kr. ost til den tyske marine, og derudover solgt til Sct. Joseph hospital.

Man kom derpå ind på rudeknuserierne i Th. Knudsens (Kaffeknudsen) og Knud Knudsens forretning, og politimesteren spurgte herunder: "Var det ikke sådan at DSNAP havde en privat nattevægtertjeneste for at passe på rudeknuserne.?" Det var politiets opfattelse, at der fandtes et godt organiseret vægtersystem.
Knudsen erklærede, at han selv og andre ofte have stået vagt fra kl. 8-9 om aftenen til 2-3 om natten, men der var ikke tale om nogen organiseret tjeneste. Også politiet havde holdt vagt, og efter hans mening gjort det godt.
Politimesteren: "Da har De og deres Far ellers i meget kraftige vendinger bebrejdet politiet, at man ikke passede bedre på."
Som grund til den udbredte modvilje, der resulterede i rudeknuserierne og senere bombeeksplosionerne, angav Knudsen om en episode udenfor kolonialforretningen.
En tysker kom ud fra forretningen og tabte en stor pose med kaffebønner på gaden.
Kaffen flød ud, og der samlede sig et stort opløb, idet folk troede, at kaffen var købt i forretningen uden mærker, men Knudsen forklarede i retten, at kaffen stammede fra et tysk skib og kun var blevet malet inde i forretningen.
Politimesteren: "Der kan vist siges mange pæne ord herom, men vi kan vel nøjes med at fastslå, at det var dråben, eller rettere kaffebønnen, der fik bægeret til at flyde over?"
Knudsen: "Joh, måske."
Politimesteren: "Var de klar over, hvad grunden til rudeknuserierne var ?
Var de klar over, at de havde for meget samhandel med tyskerne og begunstigede dem?"
Knudsen: "Ja, det kan man jo godt sige".
Iøvrigt mente Knudsen ikke, at der var forretninger her i byen, der mht. at undgå handel med tyskerne, havde klaret sig bedre gennem besættelsen.
Man kom derefter ind på et interessant emne: Hvornår og hvordan opstod bekendtskabet med gestapo, et bekendtskab der efterhånden udviklede sig til, at Knudsens osteforretning og hjem blev faste selskabslokaler for gestapo.
Vi har ikke stødt på nogen gestapofolk, der ikke på et eller andet tidspunkt har været hos dem, erklærede politimesteren. De kan jo forklare, at de kom der, fordi de blev godt beværtet, men jeg som politimand vil hævde, fordi de hos dem traf sammen med bl.a. Mads Peter Frederiksen, Riisager Christiansen, Gerda Madsen m.fl.
hos hvem de kunne få interessante oplysninger".
Knudsen gav en længere forklaring om, hvordan bekendtskabet var indledt efter den førte bombeeksplosion i faderens forretning i januar 1944.
Standortskommandant Heger havde tilkaldt Brinkmann, men Knudsen hævdede, at han ikke anede, at Brinkmann kom fra det tyske sikkerhedspoliti og ville hævde, at han overhovedet ikke anede gestapos eksistens.
Politimesteren: "De kan dog ikke, efter anholdelsen af 10-12 kendte fredericianere i december 1943 hævde, at De ikke kendte gestapos virksomhed."
Videre spurgte politimesteren: "Har de eller deres fader drøftet, hvem der kunne stå bag sabotagerne mod deres forretninger?"
Knudsen: "Det tyske politi spurgte, hvem der havde gjort det, men vi har forklaret, at vi mente at det var drengestreger og ikke havde kendskab til, hvem der stod bag."
Efter at Brinkmann havde været der første gang, kom han anden gang som følge af et trusselsbrev. Trusselsbrevet, der indeholdt trusler mod faderen om at sprænge forretningen i luften, skyde ham og hans hustru og lemlæste børnebørnene turde Knudsen ikke vise sine forældre. I stedet viste han det til Heger. Ifølge brevet skulle der lægges en pakke med flere tusinde kroner i Prinsens Port, og her anholdt Brinkmann og en hjælper en tilfældig mand, der kom forbi og tog pakken op. Manden, der kaldtes "Frelserknudsen", blev ført til Knudsens butik, hvor sagen blev oplaret.
Senere kom Brinkmann flere gange for at høre, hvordan det gik, og han havde gerne andre gestapohjælpere med, som han indførte i Knudsens hjem som gæster.
På den måde udvidedes bekendtskabskredsen.
Om aftenen den 1. marts var der en større sammenkomst i Knudsens lejlighed. Bl.a. deltog Brinkmann og Johs. Rasmussen. Midt under selskabet skete en bombeeksplosion ved osteforretningen, og selskabet styrtede ned på gaden. Der blev skudt med revolver og Brinkmann fortalte, at der var skudt efter ham, og tilkaldte forstærkning fra Staldgården.
Forstærkningen ankom og der blev foretaget "repræssalieskydning" mod "Fredericia Avis´s vindue."
Efter denne eksplosion have Brinkmann sagt, at nu ville der ikke ske flere eksplosioner, så nu behøvede Knudsen ikke længere at stå vagt.
Han, Brinkmann, havde nemlig forbindelse indenfor de kredse, der foretog sprængninger, så han vidste, hvornår der skulle ske noget.
Det er vist ikke usandsynligt at Brinkmann har sagt sådan noget, men mon han ikke har sagt det i forbindelse med bombeattentatet mod Restings forretning, der som bekendt var en hævnakt fra tyskernes side.
Imidlertid skete der en ny bombeeksplosion mod Knudsens forretning den 21. april, og så besluttede man ikke at ville have noget at gøre med Brinkmann og hans kolleger mere, forklarede Knudsen over for retten, og han gengav i denne forbindelse en samtale hans hustru havde haft med dr. Jarnum, da hun besøgte ham og hvor denne havde opfordret hende til at holde forbindelsen med gestapo ved lige og komme med oplysninger når der skulle ske noget, specielt om der forelå noget mod overlæge Kærn.
Fru Knudsen, der var ført ud af retssalen under denne del af forklaringen, fortalte, at samtalen havde fundet sted, medens Jarnum var på sygebesøg hos hende, og det var hende selv, der havde tilbudt at komme med oplysninger. Også hun forklarede, at Brinkmann havde slæbt flere og flere af gestapos folk med sig. Når hun ikke havde protesteret, havde det været for at holde gode miner til slet spil.

Over 100 personer anholdt af gestapo i Fredericia
Dommeren: "Var de tyskervenlig som deres mand?"
Fru Knudsen: "Jeg har aldrig haft forstand på politik."
Dommeren: "Men de var vel ikke engskvenlig eller russiskvenlig? Kunne De lide tyskerne?"
Fru Knudsen: "De var meget behagelige i forretningen når de kom for at handle."

Inden retten holdt frokostpause oplyste politimesteren, at der her i byen var anholdt 110-120 personer af gestapo. Størstedelen vel nok, efter at Knudsen havde indledt bekendtskabet med gestapo, men det var måske en tilfældighed. Både hr. og fru. Knudsen nægtede at have kendskab til arrestationerne.
Om eftermiddagen afhørtes en række vidner.

Et par Kvindelige stikkere
Fængselsfristen over de to kvinder der sigtes for angiveri forlænget.
De to nylig anholdte kvinder, Lily Viola Christensen og Frandsigna Ferdinanda Kristine Jepsen, der begge er sigtet for angiveri, samt den fra Aarhus overførte Ejvind Rasmussen, der ligeledes er sigtet for angiveri, fik i går deres fængslingsfrist forlænget til den 28. marts.
Ejvind Rasmussen er sigtet for at have stukket en faldskærmsmand Poul Knudsen, som nu opholder sig i USA. Angiveriet skulle være sket til den tyske hauptmann i Fredericia, banegårdsofficer Ruppert, i oktober 1943.
Politimesteren oplyste, at Ejvind Rasmussen nu har tilstået, at han har været med til et hold-up i Aarhus, hvor han med revolver tvang værten på restaurant "Vennelyst" til at udlevere sig 650 kr.
Sagen blev sluttet her ved retten og Rasmussen bliver ført tilbage til Aarhus.
H. H. t. Viola Christensen, der tidligere har boet Egumvej 111b, oplystes, at landsretten har stadfæstet fængslingskendelsen. Fru Christensen er sigtet for angiveri ved til en tysk soldat at have angivet 2 kommunister. Den ene var hendes mand og den anden Jens Chr. Johannesen, der boede hos dem og som var en "endnu større kommunist".
Den tyske soldat havde ladet oplysningerne gå videre til gestapomanden kriminalsekretær Voigts, og den 4. april 1944 ankom gestapo til ejendommen Egumvej 111b, hvor de to mænd blev anholdt.
Fru Christensen blev i sin tid klippet som tyskerpige, men politimesteren mente, at det muligvis var ved en fejltagelse. Voigt er blevet afhørt, og han har forklaret, at han ganske rigtig den 4. april 1944 var på Egumvej 111b.
Frandsigna Ferdinanda Kristine Jepsen er som tidligere omtalt sigtet for angiveri vor at have foretaget ransagning i pensionatet Prinsessegade 25, hvor hun truede værtsfolkene.
Fru Jepsen har nægtet sig skyldig og henvist til, at hun på tidspunktet, da ransagningen skulle have fundet sted, i december 1943, var i Tyskland.
Politiet har imidlertid nu fået opklaret, at fru Jepsen først rejste til Tyskland den 1. februar 1944, og i retten i går indrømmede hun at det var rigtigt.
Dommer Strøbech: "Nå vil de nu til at tale sandhed"?
Fru Jepsen: "Det er ikke fordi jeg ikke har villet sige sandheden. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg rejste til Tyskland."
Dommeren: "Fra nu af taler de altså sandhed"?
Fru Jepsen: "Ja helt igennem".
Hun nægtede sig stadig skyldig i sigtelsen. Politiet har som nævnt ikke kunnet finde den mand, der blev eftersøgt. En Orla Hansen, men man har fået oplysninger om, at det muligvis kan dreje sig om en mand fra Esbjerg.
Fru Jepsen forklarede i grundlovsforhøret, at hun havde siddet ½ år i Dachau fordi hun, mens hun arbejdede i Tyskland ikke ville have Hitlers billede hængende på væggen, hvilket flere danske SS-mænd kunne bevidne. Bl.a. en Aksel Sørensen der har været SS-mand. Politiet har fået oplyst, at der findes godt en halv snes Aksen Sørensen'er der har været SS-mænd, men de vil nu blive afhørt. Fru Jepsen skal desuden, en af de nærmeste dage, konfronteres med gestapo.

August Wilhelm Naujock født 28. december 1896, død 4 april 1966, gestapochef i Kolding og Esbjerg. CV
1916-1919	Britisk krigsfange under 1. verdenskrig.
1920	Begynder på politiskole i Münster.
1923	Betjent ved Hamburgs ordenspoliti.
1933	Ansættes hos Gestapo.
1936	Kriminalsekretær og leder af et Gestapo-kontor i en forstad til Hamburg.
1937	Medlem af NSDAP.
31. september 1939	"Starter 2. verdenskrig" da han leder "angrebet" på den tyske radiosender i Gleiwitz, for at retfærdiggøre næste dags "gengældelsesangreb" på Polen.
1941	Ansættes hos Gestapo i Kollin uden for Prag som souschef.
1942	Tilbage i Hamburg og deltager i udplyndringen af byens deporterede jøder.
15. september 1943	Chef for Gestapo i Kolding og deltager aktivt i tortur af fanger.
1. juni 1944	Afløses af Thees Burfeind som Gestapochef i Kolding.
1. september 1944	Gestapochef i Esbjerg og deltager som medlem af Peter-gruppen i planlægningen af schalburgtager og clearingdrab.
4. maj 1945	Flygter til en forstad til Hamburg og melder sig kort efter hos briterne og interneres i Neuengamme.
1946	Udleveres til Danmark.
28. juni 1949	Idømmes otte års fængsel.
1950	Benådes.

FD 14/12 1945
343 stikkere likvideret af modstandsbevægelsen.
Jyllandsledelsen hævder at Hartvig Frisch søger at provokere detaljer frem ved at fremsætte forkerte beskyldninger i rigsdagen.
Hartvig Frisch' sidste udtalelser i folketinget vedrørende stikkerlikvideringer har straks fremkaldt protester fra modstandsbevægelsens side.
Hartvig Frisch fremhævede i sit indlæg i finanslovsdebatten, at de uskyldigt likviderede fra besættelsesårene må og skal have deres minde renset. Som eksempel nævnede han den 17-årige Leif Faigh fra Aabyhøj ved Aarhus og hævdede, at manden var blevet skudt for at have myrdet en Aarhusiansk byvagt. "Efter at den virkelige forbryder nu er fundet", udtalte Hartvig Frisch, "må Leif Faighs fader have mulighed for at rå sin søns minde renset."
Fra modstandsbevægelsens jyllandsledelse har man ønsket at korrigere folketingsmandens udtalelser og overfor Jyllandsposten, mrk. Ejg. udtalte undervisningsassistent Strange-Petersen i aftes, at Leif Faigh aldrig af modstandsbevægelsen har været sigtet for mordet på byvagten. Vi havde imidlertid andre beviser mod ham for stikkeri, og man anså ham med rette for at være en så farlig landsforræder, at man måtte likvidere ham.

Spinkelt grundlag for angreb i rigsdagen.
Hvorfra kan Hartvig Frisch så have sine udtalelser?
- Muligvis fra den likviderede stikkers far, som har søgt at retfærdiggøre sønnen, men det synes at være ringe grundlag for en rigsdagsmands indlæg i en finanslovsdebat.
Hvad havde Leif Faigh gjort?
Det er indenfor modstandsbevægelsen vedtaget, at man ikke vil offentliggøre detaljer i de enkelte likvideringssager, og jeg kan derfor ikke sige mere end det, jeg allerede har nævnt.
Hartvig Frisch ønsker imidlertid disse detaljer frem, og jeg antager, at det er for at provokere os til at give alle oplysninger, at han fortsætter sine angreb.
Hartvig Frisch glemmer de humane hensyn.
Hvorfor ønsker modstandsbevægelsen ikke at offentliggøre enkeltheder?
Der kan være flere grunde, men først og fremmest hensynet til de mennesker, der har været direkte impliceret i de pågældende likvideringer. Den sidste tids selvmord viser, at disse mennesker har været ude for hård belastning, og også Hartvig Frisch burde tage almenmenneskelige og humane hensyn, inden han i rigsdagen fremsætter dårligt motiverede angreb. Hartvig Frisch glemmer, som så mange andre, at er ved likvideringer ikke var tale om straf, men om sikkerhedsforanstaltninger. Det er krigsmæssige begivenheder og ikke drab der skal underkastes politimæssige undersøgelser. Vi har imidlertid givet politiet meddelelse om de dødsfald fra besættelsesårene, for hvilke vi tager ansvaret.
Hvor mange drejer det sig om?
For hele landet har modstandsbevægelsen opgjort antallet af likvideringer til 343.