FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

TERRAINSPORTSFORENINGEN
Citater fra
Niels Ebbe Lundholts beretning om modstandskampen,
Fra terrainsport til hjemmeværn 1940-45

I eftersommeren 1942 kom jeg i forbindelse med Fredericia og Omegns Terrainsportsforening og blev optaget som medlem. Foreningens motto var TJEN OG VÆRN, og formålet var:

Uddrag af "LÆREBOG I TERRAINSPORT" udgivet i 1942.
"...at medvirke til at skabe en sund, stærk, udholdende, dristig og handlekraftig Ungdom, der besidder ansvarsbevidsthed og selvdisciplin. Gennem terrainsporten gøres ungdommen fortrolig med det danske land, hvorved dens hjemstavnsfølelse og kærlighed til fædrelandet uddybes, således at viljen til at værne land og folk vækkes og styrkes. terrainsporten skal nå dette mål dels ved gennem øvelserne at træne ungdommen fysisk, at uddybe dens kendskab til det danske terrain og at styrke dens selvdisciplin og viljekraft, dels ved gennem Lederens påvirkning at åbne ungdommens øjne for værdien af disciplin og nationalt sammenhold samt bibringe den respekt for vor historie og tro på vort lands fremtid."


Øvelserne blev tilrettelagt og ledet af Finn Dalgård. Finn havde et værksted med tilhørende systue, hvor der blev fremstillet bælter, tasker, tegnebøger o.s.v.
Finn's kone, Kirsten, var en usædvanlig sød og smilende leder af "hjemmefronten". Foruden at passe parrets to små piger sørgede hun også for det rent praktiske, når der var indkvarteret engelske faldskærmsagenter i hjemmet.
Det er nok lidt svært for mig at beskrive, hvor stor betydning de to mennesker egentlig havde for mig i den periode af mit liv. I marken blev jeg bibragt den bedst mulige fysiske overlevelsestræning, og på møder i og uden for familien Dalgårds hjem fik jeg et solidt moralsk rygstød.
Der blev trænet i terrænlære, kortlære, skitsetegning, orienteringsløb, orienteringskørsel, iagttagelsesøvelser, afstandsbedømmelse, forhindringsløb, skydning, jiu-jitsu og boksning.

Udover Finn og Kirsten arbejde jeg sammen med følgende, når de uofficielle aktiviteter var på programmet:

Skomager Arne Bødker (Bødker)
Arbejdsdreng Verner Dam (Dam)
Skoleelev Pierre Honoré (PH)
Kontorelev Tage Jensen (Tage)
Kontorelev Laust Lund (Laust)
Kotorist Kaj Lützen (Lützen)
Prokurist Aksel Petersen (Mølleren)
Kontorist Boye Petersen (Boye)
Elektrikerlærling Thorkild Højer Petersen (Bismarck)
Sølvsmedelærling Åge Skjeldmose (Skælmose)

For at opnå så god skydefærdighed som muligt meldte vi os ind i Fredericia Skytteforening, hvor vi trænede med gevær M.1889, afkortet gevær M.1889 og finskydningsgevær M.1928.
Efter tysk forlangende skulle Skytteforeningens våben opbevares hos det danske politi imellem skydningerne.
Blandt andre havde "Bismarck" og jeg til opgave at hente og tilbagelevere geværerne på politistationen i Vendersgade.
Søndag morgen den 29. august 1943, da vi var på vores sædvanlige tur til stationen, observeredes særdeles livlig tysk aktivitet, og ved Gothersgades udmunding i Oldenborggade var der i en kælderhals posteret et maskingevær.
Det virkede så faretruende, at vi straks vendte om og cyklede hen til en af vore bekendte for at høre, om der var noget i gære.
Han kunne oplyse, at al skydning var aflyst indtil videre, fordi tyskerne med øjeblikkelig virkning havde indført militær undtagelsestilstand i Danmark med udgangsforbud om natten, dødsstraf for strejker o.s.v.
Efter denne dag var der ikke længere legale muligheder for skydeøvelser. Skytteforeningens medlemmer fik kun tilladelse til at skyde med luftgevær og bue og pil.
Hærens efterretningstjeneste udførte et stort og godt arbejde under besættelsen, men vi, som rent bogstaveligt havde "sprængstof under neglene", kunne godt have tænkt os en mere håndfast indsats. Vort syn på nogle af hærens befalingsmænd kan måske bedst illustreres af følgende episode.
Den 11. november 1942 var garnisonen i Fredericia blevet tvangsforflyttet til Kerteminde, og i foråret 1943 var Terrainsportsforeningen inviteret på besøg i lejren.
Vi blev indkvarteret på herregården Lundsgård, og militæret havde arrangeret en konkurrence i terrænsport.
Alt forløb, som det skulle. Obersten viste os rundt i lejren, som var en helt lille fæstning med volde, palisadeværk o.s.v., og obersten sluttede af med at sige, at tyskerne kom kun ind i denne lejr over hans lig.
Det var store ord - for store ord.
Uden kamp og uden at ødelægge noget materiel overgav obersten lejren til tyskerne den 29. august 1943.

Foreningens uofficielle aktiviteter:
Da Dalgård henvendte sig til mig vedr. Terrainsportsforeningens illegale aktiviteter, accepterede jeg omgående og meddelte samtidig, at jeg ikke havde hemmeligheder over for Bismarck, hvorefter Dalgård godkendte, at jeg orienterede ham.
Vi kendte kun den snævre kreds i vores - umiddelbare nærhed, og det var først, da "Mølleren" blev arresteret, det gik op for mig, at han også var med i foreningens illegale sektion. "Mølleren" måtte jo udadtil - for ikke at tiltrække sig uønsket opmærksomhed - sige det samme, som de danske myndigheder var tvunget til af tyskerne, nemlig at tage afstand fra enhver form for opstand mod besættelsesmagten.
Pierré Honoré var særdeles aktiv, og Dalgård ville gerne gøre brug af al den energi, så han bad Bismarck og mig om at kontakte ham, og det er vel næsten overflødigt at tilføje, at han sagde ja.
Af Pierré Honoré 's meritter kan nævnes, at han blæste en ostehandlers butik ud på Danmarksstræde. Manden var en usædvanlig led håndlanger for tyskerne. (Osteknudsen)
Samtidig med at Pierré Honoré 's bombe eksploderede, var der en kommunistisk gruppe på vej med samme ædle hensigt, og de måtte skyndsomst ændre planer, for nogle tyskere, som havde opholdt sig i baglokalet, for ud på gaden og skød vildt og planløst i alle retninger.
Pierré Honoré brød endvidere ind på Fredericia Gymnasium (hvor han var elev), og såvidt jeg kunne forstå, stak han ild på cykelskuret for at sløre tyveriet af skolens duplikator og skrivemaskine. Hans planer om egen bladvirksomhed blev jeg nu aldrig blandet rigtigt ind i, men i stedet indviede han mig i fabrikationshemmelighederne i forbindelse med fremstilling af sprængstof.
Han havde fået stablet en effektiv proces på benene sammen med to andre elever, og han ville gerne have afløsere, hvis der skulle tilstøde dette hold noget.
Vanskeligheden lå bl.a. i en uhyre præcis temperaturkontrol, idet lidt for meget varme frembragte en detonation i utide, og for lav en temperatur gjorde det færdige produkt virkningsløst. Pierré Honoré 's arrestation satte en stopper for fabrikationen, men jeg havde lejlighed til efter krigen at afprøve virkningen af restlageret.
Sprængstoffet var pulverformigt og mindede nærmest om Aerolit (sprængstof som hovedsageligt anvendes til civile formål) , og Pierré Honoré ville gerne af med restlageret, ca. 12 - 13 kg, så en aften i august 1945 drog vi ud på Fredericia Fælled og anbragte ladningen i en mindre kampvogn, som tyskerne havde efterladt der.
Virkningen var fantastisk. Kanontårnet blev revet af og slynget bort fra kampvognen, som nærmest lignede en sjusket åbnet sardindåse.
Politiet kom selvfølgelig flintrende, men da vi stadig var i topform, forsvandt vi, inden de bare kom i nærheden af åstedet.

I SOCIALDEMOKRATEN kunne man dagen efter læse:

"Mystisk eksplosion ved fælleden.
I aftes hørtes en kraftig eksplosion fra Fælled-Kvarteret, og beboerne så en kraftig stikflamme gå til vejrs. Eksplosionen var så kraftig, at flere ruder knustes hos gårdejer Carl Andersen, fælleden. Det er imidlertid ikke militæret, der har foretaget nogen sprængning, og hverken militæret eller politiet, der foretog en afpatruljering, har kunnet afsløre, hvorfra eksplosionen stammer. Man ,regner med den mulighed, at det er en mine, der er drevet helt ind til strandkanten, hvor den er eksploderet".

Dalgård lo sin meget hjertelige og karakteristiske latter og erklærede, at han tænkte sågu' nok, det var os, da han læste om den såkaldte minesprængning i avisen.
Denne lille beretning har jeg kun medtaget for at illustrere, at Pierré Honoré 's model på sprængstof var god nok.
Efter den 29. august 1943 var der som nævnt ingen lovlige muligheder for skydeøvelser, så med mellemrum lånte jeg pistol og ammunition af Dalgård og cyklede ud i Trelde Skov for at Øve mig - med ordre på at gemme mindst eet fyldt magasin til hjemturen.
Inspireret af en beretning om, hvorledes kinesiske sabotører udførte togafsporinger - ved i kurver at fjerne de normale jernbolte og skruer og erstatte dem med tilsvarende træ-efterligninger - ville Bismarck, Dam og jeg prøve at fremskaffe en laskebolt fra en skinnesammenføjning, og bolten skulle så anvendes som prototype til evt. mangfoldiggørelse.
Vi udvalgte strækningen Fredericia-Taulov i Fuglsang Skov til vore eksperimenter og cyklede derud ved midnatstid en tilpas mørk aften uden måne.
Jeg medbragte den største rørtang, min fars værksted kunne mønstre, og den var stor, men det var ikke nok, møtrikken gav sig ikke een mm.        
Næste nat prøvede vi igen på samme strækning, og denne gang startede vi med at bryde ind i det DSB-materialeskur, som lå, hvor Hannerup Engvejs forlængelse passerede jernbanen i en niveauskæring over til Fuglsang Skov.
Her fandt vi det rigtige værktøj, og så fik vi de ønskede prøver.
Dagen efter afleverede jeg værktøj og bolte til Dalgård, og vi drøftede muligheden for at anvende metoden, idet problemet var, at vi dengang stadig kun angreb bestemte tog, og den "kinesiske" måde kunne kun praktiseres ved tilfældige strækningsafbrydelser.
Vi fik aldrig ordre på at afprøve denne sabotageform i vort område, for vi havde som regel rigeligt med sprængstof til rådighed.

"En uges tid efter var vi ude igen med Pierré Honoré, som vi skulle undervise i PE2 and how to use it.
Vi kom godt derud, og 5 min. før toget efter vores plan skulle være der, anbragte vi bomberne. Denne gang havde vi kun et togsignal "grundet på materialemangel", ellers benyttede vi altid 2 i tilfælde af, det ene skulle svigte. Det gjorde (det) desværre i dette tilfælde - vi hørte kun et svagt smæld, ellers skete der intet - vi kravlede bandende op ad dæmningen og demonterede bomberne, hvorefter vi slukørede trillede hjem og afleverede bomberne og vores Colt revolvere i depotet, bedre held næste gang".
Efter ca. en ugestid igen var Pierré Honoré og jeg alene på en aktion.
" Vi tog med toget til Anst, og derfra cyklede vi til Bastrup Mose, syd for Vamdrup. Her gemte vi cyklerne i en kornmark og gik selv tværs igennem den høje hvede ud til jernbanelinien og begyndte at montere bomberne.
Imedens vi sad der, kom der et Par "svelletrampere" (danske sabotagevagter) forbi på linien støjende og snakkende, så eventuelle sabotører kunne blive advaret.
Da vi mente, det var passende, klistrede vi bomberne på skinnerne og kom jord udenpå, idet det forhøjede virkningen ret betydeligt.
Toget var lidt forsinket, men kom omsider, og lidt efter lød der et drøn, efterfulgt af en klirren og raslen.
Vi spurtede hjemad ad den sædvanlige rute og var hjemme ved 5 tiden om morgenen godt trætte og sultne."

Når vi kørte til og fra aktioner, bar vi naturligvis vore våben skjult, men ved denne lejlighed var Pierré Honoré og jeg nødt til at fravige dette princip.
Det var en meget lun og stille sommeraften, og der var stadig mange folk på gaden i Vamdrup, da vi cyklede igennem byen. Det er jo ikke helt lydløst at vælte et tog, og vi var sikre på, at eksplosionen var blevet hørt tydeligt, og at ingen var i tvivl om, hvordan støjen skulle tolkes.
Vi kørte derfor med pistolerne skudklare i hænderne - dels for at være sikre på at skyde først og dels for at fjerne evt. gode ideer fra nævenyttige tilskuere, som puslede med tanker om korporlige stopforsøg.
Meldingen fra "vor mand ved DSB" lød på, at den enkeltsporede jernbane havde været blokeret i lang tid.

Pierré Honoré (PH) arresteres
Den (fysisk) mest anstrengende tur, PH og jeg var ude på, var dengang, vi skulle fastslå et tysk telefon(jord)kabels nøjagtige beliggenhed. Det drejede sig om kablet, der går fra Kolding til Vejle.
Vi startede tidlig om aftenen og kørte over Kolding ad vejen mod Vejle. Et stykke forbi Viuf Kro begyndte vi at grave efter kabelet. Vi gravede først et mægtigt hul i den ene vejside - fandt ingenting - dernæst et lige så stort i den anden side - ingenting. Så opgav vi og bestemte os til at få nogle mere nøjagtige oplysninger, inden vi prøvede igen. Vi var hamrende trætte, da vi endelig kom hjem (efter ialt ca. 70 km på Skærveknuseren).
Det er vel overflødigt at fortælle, at vi dækkede hullerne meget omhyggeligt, inden vi forlod skuepladsen.
Ikke så længe efter blev Pierré Honoré arresteret - 31. juli 1944 - på foranledning af en stikker.
Pierré Honoré boede i Kongensstræde 63 a, men gestapo havde tilsyneladende under ransagningen ikke opdaget, at der fra denne ejendom var adgang til loftet i nr. 63 b, og her havde Pierré Honoré skjult sit lager af våben, bl.a. en af Dalgårds pistoler, sprængstof m.v.
Samme aften brød Bismarck, Dam og jeg ind i depotet. Vi vidste naturligvis ikke, om gestapo havde lavet en "musefælde", så vi gik meget forsigtigt til værks, men vi slap derfra med godset i behold.
Tidlig næste morgen efter fjernelsen af Pierré Honoré 's depot vækkede Bismarck mig for at låne en cykel. Han var fra 1. salen, Gothersgade 8, hoppet ned i baggården og derefter drønet over diverse plankeværker for at undgå en gestapo "delegation", som skønnedes at ville indbyde ham til morgensamtale m.v. på Missionshotellet (tyskernes hovedkvarter i Fredericia). De var kørende sammen med en stikker i dennes bil.
Stikkeren overlevede ikke krigen, efter et par fejlslagne forsøg døde han af en velfortjent "blyforgiftning".
Bismarck kunne jo af gode grunde ikke få sin egen cykel med over alle plankeværkerne, så han fik vores lærlingecykel og satte kurs mod Kolding, hvor han havde en onkel, som var sluppet ud fra et ophold i Horserød.
I den tyske arrest i Kolding sad Jens Jacob Jensen, kaldet Jejse. Han var kommunist og et overordentlig kendt ansigt i Fredericia, idet han var primus motor i al den ballade, der blev iværksat imod tyskerne og deres danske håndlangere.
Ved en fejltagelse blev Pierré Honoré og Jejse anbragt i samme celle. Tyskerne var ellers meget omhyggelige med at adskille fangerne fra samme geografiske område.
Det lykkedes Pierré Honoré igennem Jejses mor at få smuglet besked ud om, at jeg omgående skulle forsvinde, da mit navn var bragt frem under et "smerteligt forhør".
En af vore perifere bekendte, Damgård, havde efter tilstrækkeligt mange klø fortalt, at han havde set Pierré Honoré og mig køre ud af byen med en spade, så Pierré Honoré havde i sinde, når han kunne være sikker på, at jeg var væk, at hænge mig op på alle de ubehagelige spørgsmål, han var blevet præsenteret for om hans og min færden, i det første forhør.
Jejses mor lod advarslen gå videre til Pierré Honoré ' s mor, som straks kontaktede mig, således at jeg dagen efter Pierré Honoré 's arrestation blev advaret både af fru Honoré og af Dalgård.
Jeg har før anført, at Dalgård var en fremragende leder, og i sådan en situation viste han til fulde, at han ikke svigtede sine folk ét sekund.

København:
Selv om København er en stor by, lykkedes det os alligevel at snuble over flere af vore gamle kammerater.
Først og fremmest Dalgaard og Bødker, og selvom Dalgaard var mere end bekymret over at være skilt fra sine børn og have en ung, køn kone spærret inde hos barbarerne på Staldgården i Kolding, havde han bevaret både sin ro og sin humoristiske sans.
Dernæst traf vi Pierré Honoré, som den 15. december 1944 var flygtet fra Frøslevlejren, skjult under en tørvebil. Det lykkedes ham at komme til Fredericia, men Dalgaards efterfølger, hvis dæknavn var Sørensen, ville ikke hjælpe ham. Heldigvis kom PH i forbindelse med Dam, som hjalp ham videre. Først planlagde PH at rejse til Sverige, men han forblev imidlertid i København. Han kom ind i BOP A og var som gruppefører med til flere aktioner, bl.a. "Always" og "Tankstelle Seeland".        .
PH tilbød os - med den erfaring, vi havde fra jernbanesabotagen - at blive gruppeførere i BOPA (Borgerlige Partisaner), men vi vurderede dengang, at når vi var afskåret fra det jyske transportnet, som var meget højt prioriteret af de allierede, så var det vigtigere at tilslutte sig en regulær hærenhed - til kamp i krigens sidste fase - end at udføre sabotage på sjællandske fabrikker på det tidspunkt.
Af hensyn til sikkerheden skiftede vi bopæl nogle gange. Vi flyttede rundt imellem Tordenskjoldsgade, Amager, Frederiksberg og Nyhavn.
Den rute til Sverige, vi kunne disponere over, var blokeret af en stikker, som skulle likvidere s først. Vi fik skudt håndlangeren, og så kunne startsignalet gå for turen.
Vores kontaktmand kom farende samme dag og fortalte, at Gestapo var ved at trevle hans sektion op, så han ville gerne med over Sundet.


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286