Den sidste søndag i januar 1864 kom to preussiske officerer ridende ad landevejen gennem Bustrup til Slesvig. Folk stod i døre og vinduer og faldt i forundring over disse to pikkelhuer. Artilleristerne, som dengang var byen Bustrups indkvartering, blev adspurgt af hver civil de mødte, om de ikke vidste, hvad disse to preussiske officerer ville. En gammel kone, som stod hos en samtalende klynge, mente, det var tegn på fred, for ellers ville danskerne jo give sig til at slås med dem. En bredskuldret konstabel, som var skomager af profession, svarede hende, at det var Bismarck og Wrangel, der sidste nat var gået vild, og uforvarende kommet over på den nordre side af Ejderen. "Nej, hør, ved du hvad," sagde en anden konstabel, som var jernstøber, "Den går inte, er de nu gået over Ejderen, så vil jeg op på "Sebastopol". Således kaldte menigmand den høje Bustrup skanse, som var anlagt på bakkekammen ved Bustrupdammens søndre bred, ca. 700 alen foran skanse 7 og omtrent i lige linie mellem denne og Kongshøj, "for så bliver det vist snart varmt i vejret. Når i nu herefter ser mig komme med hovedet under armen, lille mo'er, så skal i ikke blive bange, jeg mener det ikke så slemt." Hermed fjernede jernstøberen sig, og konen, som forstod, at det nok ikke var så helt pålideligt, alt hvad der blev fortalt, gik atter ind i huset.
Nå, om de to preussere sagdes der, at det var afsendinge fra den tyske til den danske overkommando med en sidste påmindelse om at rømme Dannevirke godvilligt, da den ellers ville blive taget med våbenmagt. Det varede heller ikke længe, thi den 1. februar gik den forenede preussisk-østrigske hær over Ejderen, og dermed var krigsfaklen tændt. Den danske hær indtog hurtigt sine stillinger på Dannevirke, og de små kræfter, som var posterede langs Ejderen for at iagttage fjendens bevægelser, trak sig fægtende tilbage imod den stilling som Danmark i disse tider havde bygget sit håb og sin tillid på.
Den 2. februar stod preusserne foran Mysunde, men her blev der budt dem et så fuldtonende "holdt, hvem der!" At der udspandt sig en kamp, varmere end de måske havde ventet, hvorfor de fandt det klogest at trække sig tilbage med deres fortyndede rækker, ledsagede af de danskes jubelråb.
Denne dags øvelse havde kostet preusserne blodige ofre, men de, der stod på Mysunde skanser og tog så varmt imod dem, skrev et lille lyst mindeblad i historien.
Preusserne havde nu forsøgt deres lykke ved Mysunde, nu skulle østrigerne til at forsøge deres mod dannevirkestillingens centrum. Begrundet på, at jeg havde noget med regnskab og listeføring at gøre, opholdt jeg mig endnu i mit gamle kvarter i Bustrup, hvorimod skansens øvrige betjeningsmandskab, med undtagelse af skansekommandøren, allerede var flyttet ud i vagtskuret, som var rejst neden for den høje skanse.
Vi menige, havde endnu ikke hørt noget til eller tænkt på fjendens fremtrængen, da vi den 3. februar omtrent kl. 2 eftermiddag hørte kanonskud i det fjerne. Jeg fik i en fart mine sager pakket sammen og løb som halvvejs båret på vinger ud til skansen. Det var ikke fordi jeg var så glad derved, nej, men der kom sådan en underlig varme i blodet, thi nu følte man, at det blev nok til alvor med krigen, hvad man næppe nok havde været sikker på før. Det havde regnet stærkt, og jordsmonnet inden for den nyopførte skanse var som ét stort lerælte. Vandet stod blankt derinde, og man gik i mudder til midt på benene.
Da jeg kom ud til skansen gik jeg op på brystværnet, hvorfra man i vide strækninger kunne overskue egnen.
Vesten om Kongshøj kunne man nu se krudtdampen hæve sig som røgen fra en langstrakt hedebrand. Geværsalverne lød som en skrattende torden blandet med enkelte hule drøn fra feltkanonerne. Nu kom skansekommandøren i en meget forpustet tilstand, og glade var vi, thi uden ham på denne plads forekom vi os selv snart som en flok får uden hyrde.
De fjendtlige granater begyndte nu at gå ind over skansen, ja enkelte nåede end også ind over Slesvig by, men de sprang alle sammen i luften. "Nå, vil i nu bare se," råbte jernstøberen,"nu have vi dem jo på kammen af Kongshøj, ja, ville de bare komme her ind mod Sebastopol, så skulle vi give dem tvebakker til aftensmad så de ikke have behov at sørge for den dag i morgen."
Vor kæde stod nu bag kammen af Kongshøj, og denne var indhyllet i en sky af krudtdamp, men det varede ikke længe, før man så vore løbe ned ad bakkens skråning og vest på alt hvad de kunne. Nu kom fjenden frem østen om Kongshøj. Geværskuddene faldt så tæt, som når man hører mange små sten løbe af en vogn. Østrigerne stormede frem i tætte masser, den store tromme kunne man høre buldre inde imellem dem. Vore måtte retirere, ikke i orden, men i vild flugt, og da de havde de pakkede tornystre på ryggen, hvad østrigerne var fri for, så kunde de sidste indhente vore, så de løb imellem hinanden og brugte kolberne.
Marken var oversået af mennesker og vilde skrig, hurraråb, trommernes buldren, kanonernes torden og geværernes skrattende salver lød i den vildeste forvirring. Vi stod som på gløder på vor høje Bustrup skanse. Nu kunde vi måske lange et goddag ud til østrigerne, men vi turde ikke skyde af frygt for at træffe vore egne kammerater. Snart nåede vore ind til nogle feltkanoner i nærheden af Bustrup by, og nu kom der et pust fra dem, som bød østrigerne vende næsen en anden vej. Nu kom turen til dem at tage den vilde flugt. For os så det ud, som de havde opdaget disse feltkanoner for sent, hvis råb skingrede for hvast i deres øren. I vildt løb for de tilbage over de blodige marker, men deres rækker blev slemt udtyndet, inden de nåede uden for skudvidde.
Da aftenskumringen begyndte at sænke sig over egnen, indtog kæderne deres stilling til natten, og fjenden beholdt Kongshøj. Endnu faldt der enkelte skud imellem vedetterne, de var jo endnu ikke rigtigt indøvede i at tåle at se hinanden. 1. og 11. regiment havde den dag modtaget ilddåben på slagmarken foran Bustrup, og om natten mellem 3. og 4. februar kom de til at stå i reserve inde ved skanserne. En del af 1. regiment bag Margrethevold og i Bustrup skanse. Da de kom ind til os, var vi naturligvis meget nysgerrige efter at få at vide, hvorledes dagens begivenheder havde udviklet sig, om de havde skudt mange østrigere, om de havde brugt bajonetten o. s. v. De allerfleste af dem havde flere huller i deres kapper, boret af østrigernes kugler. Vi tog dem i hånden, de måtte efterses på alle sider, de havde jo været i krig, og det var noget, som vi endnu ikke havde prøvet. "Ja, nu skulle de bare lade os komme ud i morgen igen," sagde de, "for nu kende vi det, men vi har vist begået mange fejltagelser i dag. Ellers kunne de ikke således have kastet os tilbage, men nu kender vi, hvordan det går til, når det er alvor, og nu skulle vi ordentlig mule dem, bare vi måtte komme ud igen." Med et sideblik til kanonerne sagde de: "Ja, vent bare til i morgen, så bliver der nok sendt ilbud til Kongshøj med en af disse sorte derhenne."
Himlen var stjerneklar, ikke en vind rørte sig men det frøs temmelig stærkt, og det var godt for vor opblødte skanse, thi derved blev dens moradsagtige indre sådan, at man ikke sank ned deri. Men infanteristernes gennemblødte kapper stivnede også. Omtrent midt l skansen stod opstillet noget betjeningstøj, spader, hakker og skovle i en pyramide. Hen på aftenen var de blevet væltede, og på dem satte da nogle infanterister sig og faldt snart i søvn. Flere samledes til, og snart var skovlepyramiden besat af mennesker, men de yderstes kapper hang ned i. Vandet og frøs fast, så deres ejermænd var i bogstavelig forstand groede fast til jorden. Natten svandt roligt hen, men ved det første daggry faldt der enkelte skud i kæderne, det så ud som ildstriber, der krydsede hinanden i luften, men da det blev fuldkommen dag, hørte skydningen op, og alt var igen stille. Der kogtes kaffe, og soldaterne løb omkring og morede sig l den kølige morgenstund med at gøre kunster med de stivfrosne kapper.
Men hvad var det? På Kongshøj var der jo opkørt et par fjendtlige batterier. Vi behøvede blot at sende bud, så kunne vi straks vente svar.
Uden for skanse 10 og 11, lå en fremskudt skanse, som kaldtes "Dannevirke forværk". Dens kommandør var øjensynlig varmblodig og tjenstivrig, thi han begyndte straks på morgenstunden at veksle livlige hilsner med beboerne på Kongshøj, men uagtet hans gode ønsker sank til jorden omtrent 600 alen før de nåede målet, var den pågældende dog så venlig at gætte sig til meningen og gav ham øjeblikkelig svar på tiltale. Således gik det fra flere skanser både til højre og venstre af os. Kongshøj var målet, men de allerfleste granater sank til jorden eller sprang ved foden af bakken.
Som fortalt lå vort "Sebastopol", Bustrup skanse, nogle hundrede alen foran den egentlige skanselinie, omtrent i retning mellem skansen nr. 7 og Kongshøj. Det varede noget, inden vi fik begyndt at deltage i forestillingen, jeg ved ikke hvorfor. Jernstøberen sagde: "Man skal ikke irritere fjenden", og det så snart ud til, at vi på vort ophøjede stade var et tvistens æble mellem Dannevirke og Kongshøj, og skomageren mente, "at denne situation ville vi ikke i længden kunne stå upartiske over for."
Endelig kom der en granat fra skanse 7 forbi os og gik efter Kongshøj til, men den nåede ikke stort mere end halvvejen, før den sprang. Så vidt jeg ved, opholdt kompagnichefen for 3. fæstningskompagni sig på skanse 7, og det var formodentlig en lille påmindelse fra ham om, at vi ikke skulle undse os.
Nu kommanderede skansekommandøren: "Til kanonerne!" og så blev den trykkende tavshed brudt. Jeg havde en 12 og en 84pd. granatkanon under kommando. Så snart vi begyndte at åbne ilden, havde vi svar fra fjenden, og nu udviklede der sig snart en livlig kanonade. Det er med underlige følelser, man første gang modtager ilddåben under kanonernes torden. Når de første granater springe over hovedet på en, og stumperne fare hvislende og brusende omkring til alle sider, da er det, som blev luften for kvalm som om ens bryst skulle snøres hårdere sammen, end det vel kunne tåle. Man ser til hinanden, nogle er blege i ansigtet, andre søger at fremhjælpe modet ved spøgende bemærkninger, hvad dog ikke rigtig vil lykkes, men den trykkede stemning forsvinder snart, når man først rigtig får åbnet ilden fra sine egne kanoner. Jeg havde det uheld, at den ene af mine kanoner, den 84-pd., ikke ville gå af. Den mand som havde nr. 4 ved kanonen, rev det ene friktionsrør af efter det andet, men skuddet blev siddende i kanonen. Vi måtte nu tage til takke med det gamle tændemiddel, indrømning og lunte. I en fart blev hentet et krudthorn i magasinet, og en lunte tændt. Nu gik skuddet af, og man kunne høre den store granat bruse igennem luften over mod Kongshøj. "Ville den nødig afsted, så gjorde den virkning, da den kom," sagde nr. 1 ved kanonen, som fulgte granaten med øjet til målet, og deri havde han ret, thi man kunne se, at en af fjendens kanoner stod med mundingen imod himlen, og i denne stilling, mente jernstøberen, kunne den ikke gøre os nogen stor skade.
Vi vedblev at skyde endnu en tid og fjenden svarede os med enkelte skud, med hans kraft var øjensynlig brudt. Han havde ikke længere lyst til denne spillen langbold. Efterhånden sagtnede ilden, og da skydningen var aldeles ophørt, kom vor kompagnikommandør, hr. kaptajn Sick, en elskelig mand, og særdeles afholdt af alle sine folk, over til os. "Nå", henvendte han sig til skansekommandøren, da han kom ind i skansen, "det er jo gået dem rigtig heldigt, det var rigtig bravt. De demonterede fjendens to kanoner, og en høj officer med samt hans hest styrtede til jorden." Vi havde også været heldige på anden måde, idet vi ikke havde en eneste mand såret. Det lod ikke til, at fjenden med sit lettere skyts havde lyst til oftere at prøve kræfter med os. Om aftenen faldt sneen i tætte lag, og vagtblussene lyste højt i luften bag Kongshøj. Vore vedetter stod den nat tæt uden for skansen. Der taltes noget om, at en storm af Østrigerne var i vente, om end med undtagelse af et enkelt skud mellem patruljer svandt natten roligt hen. l østlig retning kunne man hen på formiddagen (5. februar) se, at fjenden kørte feltkanoner op. De var øjensynligt beregnede på, at optage en kamp med batteriet på mågeøen, som ligger ude i Slien, og hvis kommandør var overfyrværker Engel!. Det blev snart opdaget fra mågeøen, hvad fjendens hensigt var, og han fik en varm velkomsthilsen fra de 12-pundige riflede kanoner, som var posterede der. Fjenden gav kvittering for god modtagelse, men mågeøen var øjensynligt kommen dem lidt på tværs i deres forehavende, thi efter hvad man kunne skønne, havde de endnu ikke fået så mange kanoner placerede, som de ønskede, og ved et par ankommende kanoner blev bespændingen for den ene skudt bort af mågebatteriets kanoner, og med en rasende fart jog den anden bort for ikke at lide samme skæbne, men med det samme var også fjendens mod bortskudt.
Kanonaden sagtnede af, og hen på eftermiddagen ophørte den aldeles.
Ifølge tjenstlig ordre skulle skansekommandøren ind til byen Slesvig, og da aftenskumringen begyndte at indtræde, vendte han tilbage. Da han kom til skansen, satte han sig på en lavetblok, tavs og stille. Det var øjensynligt, at han var i en noget oprørt sindsstemning. Der spurgtes, om der var noget galt med fjendens bevægelser, om han var brudt igennem stillingen. "Nej" , svarede han", men vi skulle rømme Dannevirke! Alt betjeningstøjet skulle vi have lagt øde, ammunitionen udkastet af magasinet, alt lægges øde, som kan lægges øde, med undtagelse af én kanon. Den blev nærmere betegnet, hvortil der ventes bespænding. Kl. 6 skulle vi være færdige til afmarch." Det var næsten, som om enhver blev fastnaglet til det sted, hvor han stod. Man så på hinanden, man så på skansekommandøren. Kunne man også tro, hvad han sagde? Mon han ikke var syg? Det kom så uventet, og det lød så urimeligt. Fjenden var jo afslået overalt, hvor han havde prøvet på at gennembryde stillingen. Kommandøren gættede vore tanker og gentog. "Det er sandt folk, hvor utroligt det end lyder, og nu hurtig, men rolig og stille, at fjenden ikke skal mærke uråd." Nu var al tvivl forsvunden, og så begyndte ødelæggelsesværket. Det var med tungt hjerte, at man slog fornaglingssøm i kanonerne. Opsatserne blev slået af, betjeningstøjet brudt itu og krudttønder og de fyldte granater kastet ud i Bustrup dams vande.
Vort tilbagetog gik igennem store Dannevirke by til lille Dannevirke kro, hvor vi tilligemed mere artilleri fra andre forladte skanser skulle blive, indtil 3. fæstningskompagni var samlet og kaptajnen kommet. Vort ophold her varede vel omtrent en times tid. Hist og her lyste vagtblussene over de snedækkede marker. Stilhed herskede overalt, en stilhed, som under disse forhold blev uhyggelig og trykkende, kun var vore maver noget urolige, de ville slet ikke lade sig tilfredsstille med den forklaring, at man i krigstider har andet at bestille end spise og drikke. Vi havde nemlig ikke fået anden naturalforplejning udleveret i den tid, vi havde boet på "Sebastopol", end hvad der velvilligt blev os meddelt af de forskellige infantenafdelinger, som skiftevis afløste hinanden,· og det bestod i nogle beskøjter, som de førte med sig til eget forbrug. Men under krigsforhold vokser også kammeratskabet og den indbyrdes kærlighed inden for de forskellige afdelinger frem til en næsten utrolig grad, idet ingen kalder noget sit eget, men alt er til fælles bedste.
Endelig kom kaptajnen med en del mandskab, og nu var kompagniet samlet til afmarch. Denne skulle, som før meldt, foregå tyst og stille, og det var ikke vanskeligt at få overholdt, thi de allerfleste hjerter var opfyldte af mismod, tvivl og bange anelser over for, hvorledes alt dette hang sammen. endnu en gang søgte øjet Dannevirkes skanser, men luften var diset, og man kunne ikke se andet end vagtblussene, der stak stærkt af som store røde pletter på den snedækkede jord.

Hen på aftenen nåede vi Isted skov.
Da vi var komne et lille stykke ind i skoven, hørtes hovslag bag os, og snart var vi indhentede af et dragonregiment, som ønskede at komme os forbi, da de mente at kunne komme vejen noget raskere over end vi. Der blev fra vor side gjort plads, og regimentet passerede. Det var den første gang, vi blev opholdt, men det blev ikke den sidste. Det varede ikke længe, før end vi nåede andre afdelinger, og nu var vejen besat på hele dens bredde. Andre afdelinger nåede igen os, og råbet: " Fremad !" eller "lad os passere", lød rundt omkring. Man kunne nu marchere ti a tyve skridt, så igen stå stille i fem minutter, til tider længere, til tider kortere tid. " Hvad er der dog i vejen?" Råbtes der fra nogle. "Det er en kanon, der ligger væltet med bespændingen for", lød svaret. "Den må skaffes til side". Fremad gik det atter nogle skridt, derpå igen standsning. Hvad er der nu igen? Ja, nu var der ingen, der vidste det. Standsningens årsag var måske nu over en mil borte. Snart blev der ingen spørgen mere, thi nu var man bleven fortrolig med, hvori forhindringerne bestod. Her lå en kanon i vejgrøften med et par af bespændingen spjættende med benene, halvt døde. Så en anden kanon uden forstilling, så en ammunitionsvogn, der et par heste liggende i vejgrøften med ituskåret seletøj, men for udmattede til at kunne rejse sig. Hestene kunne ikke stå fast på den isede vej. Jeg så en dragon gå ved siden af sin hest, han havde trukket støvlerne af, og gik nu på hosesokkerne. Derved opnåede han bedre at kunne støtte sin hest, thi selv for mennesker var det meget vanskeligt at stå på den spejlglatte vej, og det hjalp noget til at holde øjnene oppe, thi søvnen ville jo stadig indfinde sig, ikke alene fordi vi var udmattede, men i den tid, vi havde stået i Dannevirke-stillingen, havde vi jo så at sige ingen søvn fået.
Jeg havde før hørt tale om søvngængere, men altid troet, at dette, at gå og sove, var dog vist noget, som i virkeligheden ikke lod sig gøre, men her fik vi at mærke, at med et søvnmanglende og udmattet legeme kunne dette meget godt udføres. Man gik og sov, og man kunne godt holde trit med sin sidemand alligevel, som muligvis også sov, og man kunne vistnok endda til tider gå et længere stykke, forudsat man da ikke faldt i vejgrøften, thi man kunne nok blive indviklet i vidtløftige drømmerier. Jeg så således en gang i drømme, at jeg stod på en skanse, jeg vidste ikke hvor. Jeg så ud over egnen, og den var oversået af tyskere. Kuglerne hvislede om os fra alle kanter, og de stormende begyndte at kravle op ad brystværnet. Jeg ville drage min sabel og hugge en i hovedet, som ville kigge over brystværnskronen, men med det samme faldt jeg i vejgrøften, og jeg vågnede. Således gik det i en halvt sovende, halvt vågen tilstand. Var man sovende, kunne man se de underligste ting, var man vågen, ja så kunne man se lige så underlige ting. Øjet var ligesom dummet af søvnløshed. Det kunne ske, når man så hen over de blege snemarker, at der for øjet optårnede sig de forunderligste billeder. To underofficerer og jeg var komne i følgeskab og vi blev enige om at holde os sammen, thi mandskabet var adspredt og enhver søgte at komme af sted, så godt som fodfolk og rytteri i broget forvirring imellem hinanden, vistnok et par tusinde mennesker. Hvad der nu blev det værste, var at få noget til livets ophold, thi Sønderborg blev udtømt for levnedsmidler den første dag, den modtog armeen, ja i den grad, at soldaterne stod og skubbedes om, hvem der først kunne komme til at tage brødene ud af bagerens ovn. Ligeledes gik det på ladegården. Der blev stillet vagt ved indgangen for at holde soldaterne fra kogestederne. Enhver var bange for, at han ikke skulle få noget. Der blev kogt i store grubekedler, men det forslog alligevel ikke til et par tusinde sultne mennesker. Nogle fandt vej til mælkestuen og drak sig noget mælk, og hen på eftermiddagen søgte den store masse op omkring i udhusene for at finde et natteleje. En af 12. batteris mandskab ved navn Haar, en rask og uforsagt karl som var mig bekendt både fra hjemmet og fra rekrutskolen i Rendsborg, kom hen til mig og sagde: "Hør , ved du hvad, jeg har været nede i kostalden, den er dejlig varm, skulle vi ikke gå derned? "Jeg mente, der var vel ikke noget halm. " Jo," sagde han, "jeg skal nok skaffe halm, der står flere store halmstakke her uden for gården. I stalden står køerne med hovederne imod hinanden og en fodergang imellem, der kunne vi lægge noget halm og have et prægtigt natteleje."
Haar fik da "reddet" et par store knipper halm og halet dem ind i staldens fodergang. Ude faldt sneen i tætte masser, og det føg, så man, som man siger, ikke kunne se fra det ene hushjørne til det andet.
Vi var rigtig glade ved vort lune nattekvarter. Vi lagde halmen til rette, bredte vore tæpper derpå, og skød tornystren lidt op under hovedet. Der var ikke tale om at tage noget af tøjet af, da vi jo ikke vidste, hvad øjeblik vi blev blæst ud, men vore firføddede naboer ville ikke rigtig lade os ro, thi da de var færdige med deres sidst modtagne foder, stak de hovederne ind til os og begyndte ganske grundigt at bearbejde den halm, vi lå på, som om de var bange, at vi skulle falde for trygt i søvn. Imidlertid flk alle vore bekvemmeligheder en brat ende. Der blæstes til udrykning. Op sprang vi begge to for at erfare, hvad der var på færde. Det var det mandskab af 3. fæstningskompagni, som lå her, der skulle ind til Sønderborg. Hvad mon vi skulle der? Ingen vidste det. Det føg endnu lige stærkt, og sneen lå i høje driver. Det tog ikke lang tid at komme til Sønderborg. Vi blev opstillede i nærheden af slottet, og her stod vi vel en halv times tid og ventede på at få at vide, hvor vi skulle hen. endelig kom der ordre på, at "der var ingen ting," vi skulle, og vi kunne da marchere tilbage igen. nu mente vi da at kunne få ro den nat, og enhver søgte sin forladte plads på ladegården. Men der kom en streg i regningen. Vi havde vel næppe ligget fem minutter, før vi blev blæst ud igen, og atter hed det: "Ned til Sønderborg". Der blev gjort holdt ved Kongebroen, og nu lød ordren, at vi skulle ud i Dybbølstillingen. Da vi kom op i nærheden af Dybbøl mølle, blev der atter gjort holdt, og der blev sendt en mand ind på Dybbøl for at få at vide, hvilken skanse vi skulle til. Imedens gik nogle af mandskabet ind i et hus, som lå ved vejen, andre lagde sig ned i sneen. I huset var der ingen civile mennesker at finde, men midt i stuen stod et stort kar, hvori der var en lille rest øl på bunden. For øvrigt så det ud til, at her i den nærmest foregående tid ikke havde hersket nogen særlig udpræget sparsommelighed, thi øllet flød hen ad gulvet. Da en tid var gået, kom endelig ordonnansen tilbage, medbringende den besked, at vi skulle melde os i skanse 6. Herfra blev jeg afsendt med en deling på en snes mand eller måske nogle flere, jeg husker det ikke så nøje, som skulle afgives til skanse 9. Det var midnat, da vi marcherede fra nr. 6. En af de artillerister, som havde ligget til tjeneste på Dybbøl og ikke været med ved Dannevirke, altså kendt med terrænet her, skulle være vor vejviser. Han mente også at være godt hjemme i forholdene og ville derfor gå den nærmere vej til skanse 9, men da vi havde gået en tid, syntes det mig, at terrænet så mig noget dalagtigt ud. Vi kom til et stort hegn, og jeg mente, at i nærheden af skanserne måtte hegnene være sløjfede. Jeg spurgte ham, da, om han var sikker på, at vi ikke tog fejl af vejen. Han svarede da, at "nu var det næppe nok, han vidste besked, da det føg så stærkt, at alting var ens." Nu vidste jeg besked nemlig, at han var faret "vild" og vi andre kendte ingen vej, hvad jo omtrent betød det samme. Jeg gav ham ordre til at følge vore fodspor så langt tilbage, til han kunne retlede sig i forholdene og så komme igen og vejlede os. Han gik, men kom ikke tilbage. Nogle af mille folk lagde sig ned i sneen i læ af hegnet. Jeg advarede derimod, da man i den forvågede tilstand, hvori vi var, let kunne falde i søvn, men det hjalp ikke. Selv gik jeg og stampede lidt omkring og spejdede efter vor afsending. Endelig så jeg et menneske gå hen over marken på tværs af det spor, ad hvilket vi var kommet. På denne tid af natten og i det forrygende vejr, kunne man ikke godt tænke sig andet end, at det måtte være en soldat, måske en ordonnans der skulle til en eller anden skanse. Vi besluttede at følge efter ham. De, der havde lagt sig i sneen, var allerede faldne i søvn, og vi måtte råbe og ruske dygtigt i dem for at få dem vågne. Vi ilede efter manden over marken, men før vi tænkte derpå, var han forsvunden for vore øjne. Vi ilede fremad i den retning, han var gået, for om muligt at indhente ham, men opdagede da, at vi stod foran en stor skanse, gennem hvis barriereport han var forsvunden, og det var ganske rigtigt, som vor første vejviser sagde, at "alting var ens", thi hvor man vendte øjet hen, opdagede man kun sne. Vi skyndte os da ind i skansen, hvor jeg meldte mig med mandskab til skansekommandøren, som gav os lov til at gå ind i blokhuset. Her traf vi kammerater af infanteriet, og skønt her hverken var halm eller hø, men storm og sne havde fri indgang og ud gang til alle sider, så var her dog bedre end på den ville mark. Vi lagde os på brisken, skød tornystret lidt op under hovedet og sov straks ind. Jeg sov som en sten til den lyse dag og vågnede ved råbet: "Kongen er herinde i skansen!" Jeg kom da på benene, men jeg var så stivfrossen, at jeg næppe. kunne gå. Kongen med adjudant stod henne l fronten af skansen med kikkert og så ud over terrænet. En infanterikorporal havde fået infanteriet opstillet. Skansekommandøren var gået hen til en anden skanse, og jeg fik nu også artilleristerne opstillet. Straks derpå kom kongen og passerede imellem geledderne, hvis det ellers kan kaldes geledder, når der står nogle karle i uniform ved siden af hinanden, for husker jeg ret, så var der ikke tale om nogen retning, hverken til højre eller venstre. Vi så unægtelig noget medtagne ud og var det også, og det kunne hs. majestæt også nok se, thi da han var passeret os forbi sagde han: "Ja, det har været en streng tur for jer, men jeg håber, i ville holde ud, om også det skulle var lidt endnu." Derpå vendte han sig til officeren, som ledsagede ham, og sagde: "Disse folk skulle have en skilling til en snaps, vil de give dem en?" Denne tog sin pengepung op og rakte infanterikorporalen 10 kroner. Derpå bød kongen os hilsende farvel. Jeg mindes ikke, at vi gjorde honnør for kongen, i alt fald var det grumme ufuldkomment, det havde vi nok glemt, udmattede og svækkede, som vi var både på legeme og sjæl, men det var en kærlig følelse for vor konge, som i dette øjeblik rørte sig og kom ret til live i vore hjerter. Vi havde fået et bestemt indtryk af, at vor konge følte for og led med os. Det var, ligesom dette gik igennem alle hjerter, thi det lød fra mange munde på een gang: "Hans majestæt skulle dog haft et hurra", og med det samme lød der et "kong en leve", og så et nifoldigt hurra, der rungede ud over egnen. Kongen var da nået frem til barriereporten, men vendte sig atter om imod os og, idet han takkede, sagde han os tillige et par kærlige og opmuntrende ord. Jeg har anført dette, fordi det synes mig at afspejle et så smukt forhold; thi her var så at sige kun menigmænd til stede, ikke engang skansekommandøren, så her var det udbragte "leve" ikke befalet, men et rent og skært hjerteforhold.
Om aftenen blev vi igen afløst og kom i kvarter i Sønderborg, og nu havde vi også god trang til en nats ro.
Efter to dages forløb, d. 10. februar, havde jeg vagt på skanse 5. på denne dag havde fodfolket en 2 timers fægtning ved Tørvemosegård og Ragebøl, hvor preusserne dreves tilbage, og dermed var kampen om Dybbøl stilling indledt.

Om aftenen afløstes jeg af en svensk sergent, hans navn kan jeg ikke huske, men jeg ved, at hans blod siden randt for den danske sag.
Da en tid var gået, blev kommandører og mandskab fast ansatte ved bestemte skanser for at gøre sig vel kendte med de pladser og de forhold, fra hvilke de skulle modtage fjendens angreb; og jeg for mit vedkommende blev da ansat på skanse 2, hvor løjtnant Ancker var skansekommandør.
Her blev meget arbejde at udføre, da skansen ikke var i fuldkommen forsvarsstand. Vi blev nu ikke afløste, men et bræddeskur eller "barak " blev snart bygget, og her fik vi os meget hyggeligt indrettet med bræddegulv langs ad midten af skuret og halm langs med siderne, hvor vi kunne have vore sovepladser. Vi fik nu også regelmæssig naturalforplejning udleveret samt store ellevemands kogekedler, hvor den kunne tilberedes. Skansekommandørens vagthytte var anbragt tæt ved indgangen til skansen. Bag ved skansen og ikke langt derfra lå en gård, som beboedes af flinke og brave folk, hvor vi kunne få kaffe og det meget vigtige tobak. Skansen var anlagt i en sekskant, med grave udenom, i hvis bund der blev nedsat palisader. Skansen var monteret med 10 stk. kanoner. l fronten med 2 84-pd. og 4 12-pd. granatkanoner og i flanken mod Broager 2 kugle og 2 granatkanoner.
I midten af skansen stod et blokhus, ca. 30 alen langt og 10 alen dybt, bygget af svære 16'' tykke bjælker. Desuden var i skansen en stærk, muret brønd med udmærket drikkevand. I hjørnet mellem venstre flanke og fronten lå krudtmagasinet, og i det modsatte hjørne på højre side af blokhuset, var fyldemagasinet, hvor granaterne opbevaredes, anbragt. Begge magasinerne havde omtrent 1½ alen tyk cementmur og der uden om, et meget tykt jordlag. Der var et tyndere jordlag oven på blokhuset, men da vi havde et skarpt øje med Broagerland, og løjtnant Ancker snart mærkede fjendens hensigter, at det var meningen, vi skulle angribes i flanken fra Gammelmarks højderne, satte vi nu alle kræfterne ind på, om det var muligt at få blokhuset gjort bombefast, da det jo nok kunne have sin betydning, særligt for infanteribesætningen. Derfor kørtes der jord op oven på blokhuset, indtil en tykkelse af 10 a 12 fod, og ligeledes på den side, der vendte imod Broager.
Her, forinden kanonaden begyndte, forefaldt der nu mange, små morsomme scener og mandskabet levede sig sammen, så de snart betragtede sig som fostbrødre, der skulle stå og falde med hinanden.
Som et lille fingerpeg på det forhold, der herskede i besætningen, skal jeg blot fortælle en lille tildragelse.
Vi havde en konstabel som ikke var kommen rigtig vel over tilbagetoget fra Dannevirke. Hvad er var i vejen med ham, husker jeg ikke rigtigt, men han blev dømt i en krigsret og skulle have nogle timers krumslutning.
Med undtagelse af lidt særhed, havde han opført sig ret ordentligt hos os, og af de nogle og tresindstyve mand, som var skansens artilleribesætning, var der ingen som havde noget imod ham, hvorimod de alle sammen havde meget imod, at det skulle kunne siges, at der blandt skanse 2's mandskab var nogle, som var blevet straffede. Derfor blev der opført en lille komedie.
Der blev enighed om, at han skulle nægte at modtage straffen godvilligt. Jeg fik befaling af skansekommandøren til at spænde ham krum, og da jeg kom med bøjlerne og sagde til ham, at nu skulle han jo så lægge sig ned og have bøjlerne på, sagde han: "Nej, så vil jeg hellere skydes", og da jeg ikke havde ordre til at tage ham med magt, gik jeg hen og meddelte skansekommandøren det passerede. denne trak noget på smilebåndet ad dette, at manden hellere ville skydes end spændes krum, men spurgte dernæst, om han havde god forståelse med det øvrige mandskab, og om han ellers skikkede sig ordentligt. Hertil svarede jeg ja, og at det tilmed var mig bevidst, at alt det øvrige mandskab nødig ville, han skulle straffes. "Nu ja," sagde løjtnant Ancker, idet han så over imod Broagerland, "det varer måske ikke mange dage, inden han kan få sit ønske opfyldt. Vi kunne jo gerne prøve at lade ham gå."
Den 2. marts angreb fjenden vore forposter og kastede dem tilbage imod Dybbøl stillingen. Da de kom indenfor kanonskuds afstand, blev kampen temmelig hård. Løjtnant anker gik oppe på traverserne og spejdede ud efter fjenden, om han ikke snart nærmede sig, så vi kunne komme til at bruge vore kanoner, men vi nød ikke den ære den dag, thi da kanonerne fra stillingens højre fløj begyndte at give et ord med i laget, trak fjenden sig tilbage. Han kunne, på grund af jordbundens opblødthed, endnu ikke rigtig gøre brug af sit artilleri. Kampen varede vel et par timer, og vore indtog igen deres gamle stilling ved Ragebøl.
Infanteriet, som havde haft stilling i skanserne for om muligt at modtage en storm, gik nuatter tilbage til deres arbejde i løbegravene, og vi begyndte igen på vor skanses udbedring.
Vi havde blandt skanse 2's mandskab nogle meget gode sangere, og det var ikke så sjældent, når vejret var smukt, og dagens sysler var endte, at de i aftenstunden samledes inde i skansen og sang nogle flerstemmige sange, og der samledes da i reglen en ikke så ganske lille tilhørerkreds omkring dem. Jeg mindes endnu meget godt, at navnlig sangen: "Fred hviler over land og by" ofte blev sungen firstemmigt, og at den lød meget smukt. Og det var ikke alene før vi begyndte at slås med tyskerne, men også efter, når det undertiden var en smuk, stille aften, og der ellers var nogenlunde ro i forholdene.
Den 12. om aftenen kom der to 12-pd. riflede kanoner ud i skansen, ført af korporal Hansen af 4. batteri, en dygtig underofficer, der tillige med en anden modig ung mand, korporal August, i de første kampdage skiftevis assisterede i skansen. Senere blev de ansatte i andre skanser. Hansen i skanse 5.
Hansen og løjtnant Ancker stod i et noget kammeratligt forhold til hinanden. De havde nok fået en del af deres uddannelse samtidigt på underofficerselevskolen i København. Den 13. marts om eftermiddagen, omtrent kl. 5, faldt det første skud imod Broager. Det havde fjenden måske næppe ventet, thi da den første granat sprang derovre på skrænten, for de op ad bakkerne, som om han med hestefoden havde lov til at tage den sidste. Vi gjorde 3 skud med hver kanon og rettede dem derpå ind til natten, i hvilken vi afsendte et skud i omtrent hver time for at forstyrre fjenden i hans arbejder. Denne svarede os ikke.
Om morgenen kl. 6 holdt vi inde med skydningen, vi kunne ikke opdage nogen virkning af vore skud, tværtimod forekom det os, at fjendens arbejde var skredet fremad på batteriet på hans venstre fløj, thi andre havde vi endnu ikke opdaget.
Om morgenen den 15. opdagede vi, at fjendens arbejder var skredet rask fremad, og at han, så vidt vi kunne skønne, allerede havde 3 batterier færdige. Vi vedblev at sende ham enkelte skud om formiddagen til hen imod kl. 11, da vi holdt inde, men vi indså nu også, at det ikke ville var længe, inden de ville besvare vor høflighed, thi man kunne nu se, at der kørtes feltbatterier op imod os i en lille kratskov på en bakke på deres højre fløj.
Kl. 12½ kom det første skud fra Broager.
Vi var alle samlede i barakken og sad i små klynger omkring vore kogekedler, hvis låg var fyldt med grønkål, men vi fik andet at bestille, end søbe kål. Det første skud ænsede vi ikke stort, om det end klang os lidt fremmed i ørene. Vi troede nemlig, det var løjnant Ancker, som jo opholdt sig i sin vagthytte ved broen, der var gået ind på batteriet og havde fyret én af kanonerne af, som stod ladt. Dette skud var rettet mod skanse 1 og ramte skorstenen på dennes krudtmagasin, men straks fulgte det næste, som gjorde os lysvågne. Granaten faldt nogle få skridt neden for vor barak, og stumperne slog igennem bræderne ind imellem os, men dog gjorde disse ingen anden virkning, end at de fremkaldte nogle vittigheder hos enkelte, men i det hele en stærk urolig bevægelse. "Nå, nu få vi nok strøet krydderi på maden," sagde en konstabel ved navn Bie. "Hvad behager? Sådanne stumper! Jeg tror ved den levende Bismarck, at selv halmen ryster. Så, nu er det nok på tiden at lette. Nå, i riflede konstabler (siden vi fik riflede' kanoner ud i skansen, var det blevet skik, at alt hvad der duede noget, kaldtes "riflet".), nu skulle i ud af hytten, for nu springer min kogekedel snart i luften !" I det samme ramte en granat hytten og sprængte brædderne, så de hang ned fra begge sider. Ud fore dens beboere næsten oven på hinanden. Nogle fik tornystrene med, andre ikke. Nogle manglede lædertøjet, andre brødposerne. Atter andre gik i trætøfler og fik ikke tid til at tage støvlerne med. Løjtnant Ancker stod i barriereporten og brølede med tordenrøst: "Mandskabet til kanonerne!" At udføre denne kommando tog ikke lang tid. Enhver vidste sin plads og sit arbejde, også de, som var ansat ved magasinerne, og nu begyndte vi at optage kampen med fjenden, og svarede med de få riflede kanoner vi havde til rådighed. Også en 84-pd. "svær" granatkanon, som stod på en såkaldt slæde, blev drejet om i flanken imod Broager.
Kampen blev fra nu af meget hidsig. Vi fik vished for vor formodning om fjendens forsænkede batterier, som var anlagt på de høje skrænter ved Vemmingbund, og desuden fra tre forskellige steder fra feltkanoner til højre i kratskoven.
Hvor mange kanoner fjenden havde i ilden ved jeg ikke så nøje, men han havde sikkert mindst 10 riflede og omkring ved 20 feltkanoner. Der blev et bulder, som er vanskelig at forestille sig for hvem, der ikke selv har hørt eller set noget lignende. Kanonernes drøn, så vel fra vore egne, som fra fjendens skyts, skraldet fra granaternes sprængning, alt gik som en rullende torden, så vældig, at man næppe kunne høre kommandørernes råb. Det stormede tilmed dygtigt af sydvest, så vi fik røgen lige i ansigtet. Fjendens granater rodede op i skansen, så jorden fløj højt i vejret, og undertiden halvt begravede de to artillerister ved kanonen, som stod nærmest ved brystværnet. Vi fik nu også at se, hvilken beskyttelse vort så vel til pakkede blokhus kunne yde.
I dette opholdt der sig nemlig et kompagni infanteri og de artillerister, som ikke i øje blikket var tagne i brug. Vi havde troet det nogenlunde sikkert, da vi ved ihærdigt arbejde havde fået opført et nogle fod dybt jordlag for den side som vendte mod Broager, men for at betegne hvilken umådelig anslagskraft fjendens granater havde, skal jeg blot endnu gøre et par bemærkninger.
Et sådant blokhus består jo, som før meddelt, af svære bjælker, stående lodret, den ene tæt ved siden af den anden, og således dannes både siderne og enderne. Men vandret hen ad siderne, midtvejs mellem jorden og bjælkedækket, er der atter lagt fire bjælker ovenpå hinanden, som er fastholdt ved jernkramper, hvis tykkelse var som temmelig svære vognhjulsringe. Her ramte en af fjendens granater en sådan jernkrampe, og efter at have spadseret de 4.000 alen over Vemmingbund og igennem det jordlag, som vi havde fyldt op foran huset, var den dog i stand til at trænge igennem denne og de to bjælkelag ind i blokhuset, hvor den sprang med det samme, dræbte en løjtnant Voldby og sårede 5 mand, deriblandt en kommandersergent.
Voldby havde fået en stump i venstre bryst og var øjensynlig død med det samme.
Kampen havde vel nu varet en times tid. Infanteriet og reservemandskabet kom nu ud af blokhuset og om bagved, hvor der var bedre dækning. Fjenden satte al sin kraft ind på at bringe os til tavshed. Granaterne kom nu fra Broager i hele byger på 10 á 12 stk. ad gangen. "Jeg tror", sagde en lun konstabel, "at skal det blive sådan ved, så går der ild både i himlen og i min visker, for kanonen er nu snart så varm, at man ikke kan holde en hånd på den".
Hen på eftermiddagen tog stormen til, og krudtrøgen, som slog os lige i ansigtet, sværtede betjeningsmandskabet, så de så ud som negere, da vi mellem kl. 3 og 4 sagtnede af med skydningen og omsider holdt helt inde. Da fjenden mærkede, at vor skydning blev mere langsom, begyndte også han at slå koldt vand i blodet. Han havde måske nok mærket, at han ikke kunne bringe os til tavshed på en studs alligevel, og kl. mellem 4 og 5 holdt han inde, på enkelte skud nær, som vedblev hele natten.
Skansen så nu skrækkelig ud. Noget stakit, som var opsat mellem enden af blokhuset og skansevolden, var skudt så småt som kakkelovnsbrænde. jeg tillige med et par af mandskabet gik hen i bræddeskuret for at se, hvorledes det stod til der, jo det var rigtignok blevet en fin lejlighed! Brædderne hang ituskudte ned fra begge sider, der var fri fart tværs igennem hytten. Et under var det, at den ikke allerede var i brand, thi henne i det ene hjørne lå et tornyster og dampede. det var der skudt ild i, og dets indhold var halvt opbrændt. Min brødpose hang på et søm. Den var bunden skudt af, og smørdåsen, hvis indhold sad sprøjtet rundt på brædderne, var slået sammen til en uformelig klump. Af min gode hornske var kun koppen at finde, skaftet var en preussisk granat løben bort med. "Nå, de have vel ment, at når de forbyde os kogningen, så have vi heller ingen brug for skeer, og det er der jo god mening i," bemærkede en konstabel. "Nej hør, ved du hvad Bismarck," sagde Bie, da han opdagede sit brændende tornyster. "Slås vil jeg nok, men, ved mit venstre kraveben! Gå som et fugleskræmsel med et sådant tornyster, det vil jeg ikke." Vi fik det af tøjet, som var ubeskadiget, samlet ud af hytten og hen i skansen, men vi var næppe komne inden for i porten, før der kom en granat fra Broager, i der slog ned i skansen og oversprøjtede os i med jord. Bie sank i knæ. Den kom ham lidt uventet. Hans tanker var måske i dette øjeblik vandrede en lille tur til hjemmet, og nu, i da det var begyndt at blive mørkt, fløj gnisterne fra sprængladningen noget blændende om øjnene. Tilmed må vi vel også helst, for i sandhedens skyld tilstå, at vi endnu ikke var så meget dristige ved situationen. Jeg i det mindste syntes, at skulle det blive sådan ved, som det havde gået den eftermiddag, så var det umuligt, at der kunne komme nogen levende derfra, thi at der ikke var blev flere skudt den dag, syntes mig et stort under.
Nu blev der udstillet en avertissementspost i læ af krudtmagasinet. Det vil sige en post, der skulle have øjet uafbrudt vendt imod Broagerland, og når han så ilden flyve ud af kanonerne derovre, skulle han råbe : "Broager dæk !" Og når dette varselsråb lød, vidste enhver, hvor han skulle søge dækning. Vi havde den dag omtrent fået 700 granater ind i skansen, så de kunne nok spille omkring i traverserne.
Et kompagni infanteri blev nu afgivet til, under ingeniørernes ledelse, at arbejde på istandsættelsen af skansen. Dels for at deltage i arbejdet og dels for at anvise de mindre kyndige. Alt gik nu flinkt fra hånden. Nogle kørte jord ind i skansen med trillebør, andre fyldte sandsække, atter andre var håndlangere, d. v. s. de langede sandsækkene op på brystværnet og op på krudtmagasinet, fra hånd til hånd. Nogle lagde så sandsækkene og jorden til rette. Frostklumper var ikke gode, "for", sagde Bie, "dem kunne granaterne sætte til vejrs, og så kunne de gerne falde ned og gøre et menneske fortræd", og deri kunne han gerne have ret. Skansen var som oversået med mennesker både indvendig og udvendig, ikke ulig en myretue efter stor målestok, i hvis top der er en stor fordybning. "Broager dæk !" lød det nu fra avertissementsposten. Det virkede som et elektrisk stød over hele skansen. Som trukket af en snor var hver mand på sin dækningsplads. Et øjebliks stilhed, så stille som i et gravkammer, så drønet fra kanonen, derpå en brusende og hvæsende lyd en, nu havde vi granaten. Den tørnede imod fyldemagasinet, sprang med et vældigt brag, dens funklende gnister oplyste et øjeblik hele skansen, og dens stumper surrede omkring derinde med en brummen, ikke ulig en skarnbasses ved sommeraftenstid, når man tænker sig denne lyd nogle gange fordoblet i styrke. Men man må nu ikke tænke, at dette tog så lang tid som at læse disse linjer. Så snart granaten var sprunget, var enhver mand igen på sin arbejdsplads, og nu gik alt. igen som en maskine, hvis hjuls takker griber ind i hinanden. Jeg spurgte undertiden en eller anden hvad de tænkte på, når der blev råbt '"Broager, dæk"? ja, det var et spørgsmål, som de fleste ikke sådan var for at give noget svar på. nogle svarede, at de tænkte på ingenting, andre, at nu havde vi snart granaten, men kom man til en mere fortrolig samtale om dette spørgsmål, og vedkommende mærkede, at han kunne blive vel forstået, så blev svaret i reglen: "mine tanker søgte Vorherre, og så tænkte jeg på Danmark og mit lille hjem deri."
Arbejdet gik rask fra hånden. Det ituskudte materiel erstattedes med nyt. Kanonbriskerne udbedredes, og selv om fjenden sendte os en granat eller to i hver time, så var dog skansen hen på natten istandsat således, at den igen havde sit oprindelige udseende. Skanse 1 var blevn bragt til tavshed efter at have vekslet nogle enkelte skud med fjenden, idet den blev så overdænget med granater, at skansen lignede en grusbunke. Skansekommandøren derfra kom op i nr. 2 om aftenen og fortalte lidt om, hvorledes det stod til dernede, og blandt andet, at en granat havde truffet i hans vagthytte og ramt kakkelovnen, så den af bare forskrækkelse gjorde halvt højre om.
Om morgenen, da det gryede ad dag, holdt fjenden aldeles inde med skydningen. Vi stod nu og betragtede hans batterier, hvoraf kun de to var fuldt færdige, det tredje var gravet ned i jorden, men vi kunne se kanonmundingerne, og et fjerde længer til højre var under arbejde og snart færdigt. Hvad mon denne dag ville bringe? Så tænkte mange hjerter.
En konstabel J., en rask gut, kogte os en potte kaffe, foruden dette lød vor daglige spiseseddel nu på brød og stegt flæsk samt brændevin eller gammel rom. At få flæsket stegt kunne til sine tider nok foregå i den side af skansegraven, som ikke vendte imod Broager. Dog kunne det også nok ske, at der kom en granat og fyldte panden med jord. Brændsel manglede vi ikke, det sørgede preusserne for at slå i stykker til os i tilstrækkelig mængde. Da vi havde drukket kaffe, vi havde ingen fløde, men sukker havde vi nok af og fået noget at spise med enkelte snapse til. Ikke mange. Vi drak os ikke fulde på skanse 2 thi, som ordsproget siger, "Uden mad og drikke duer helten ikke", men med disse følte vi os dog også nu noget oplivede, syntes vi ved os selv, at nu kunne vi nok tage en tørn med Broagerbatterierne igen, om så skulle være.
Under alt dette var der stadig én på udkig efter Broager. Den post gik skiftevis mellem mandskabet. Vi betragtede fjendens stilling med vore kikkerter og opdagede, at han havde bortkørt sine feltbatterier. Omtrent kl. 9 ½ lød det atter fra avertissementsposten : "Broager, dæk !" Mandskabet kom nu til kanonerne i en fart, og kampen begyndte med fornyede kræfter. I løbet af natten havde vi fået to riflede kanoner, en 12-pd, og en 4-pd., ind i skansen. I begyndelsen veksledes omtrentlig skuddene, men efter en times kanonade blev det heftigere og heftigere, og kl. 1 blev der skudt kanonvis med venstre flanke af batteriet. Nu fik de endelig held til at skyde ild i vor barak, men heldigvis bar vinden ikke på os, så ilden og røgen gjorde os ingen fortræd.
Vi kunne nok mærke, at fjenden havde kørt sine feltkanoner bort, thi vel var det en stærk kanonade, men det var da ikke i den grad en overdængning som den foregående eftermiddag. Vi havde den dag haft lykken med os. Kanonaden ophørte mellem kl. 3 og 4· vi havde kun én eneste mand såret kun var der nogle eger på to lavethjul slået itu, og brisken ved højre fløjkanon var aldeles skudt i splinter. Blokhuset havde naturligvis også lidt en del, men den dag stod reservemandskabet og infanteriet bag ved det og var således nogenlunde i sikkerhed. Da kanonaden var ophørt, gik løjtnant Ancker ned i sin "vinkælder" (krudtmagasinet) og hentede 2 flasker gammel rom, som betjeningsmandskabet skulle dele. Medens dette foregik, gik han omkring og talte opmuntrende til en og anden, og bad at han altid måtte se den samme flid, den samme koldblodighed og opmærksomhed, som havde mødt ham den dag. "Broager, dæk!" lød det fra avertissementsposten, granaten ventede for længe, men vi hørte noget, ikke uligt en vildands flagren i luften. Vi så over imod Broager, atter et skud, og nu kunne vi ikke alene høre granatens flagren, men også se den sejle gennem luften ind mod Sønderborg. "Nå så det var meningen," sagde Ancker. "Ja, så må vi vel hellere indbyde ham til aftensmad," og med det samme sendte vi ham en salve fra fire kanoner. Han sundede sig lidt derpå, men snart fik vi svar på tiltale. Vi fik en halv times kanonade, men Sønderborg slap for videre ulemper den dag. Samme dag angreb preusserne vore forposter ved Ragebøl, men uden noget videre udbytte. Om aftenen fik vi atter en afdeling infanteri, der i forening med nogle ingeniører hjalp os med skansens udbedring og med at istandsætte vort sønderknuste materiel. om natten blev to mand sårede af granatstumperne.
Den 17. om morgenen så skansen nok så pyntelig ud. Den rolige morgenstund var os undertiden noget pinlig, især når tiden nærmede sig, da vi skulle begynde at slås, om også enkelte kunne komme med nogle vittigheder, det ville ikke rigtig bide på. Det kunne jo nok ske, der kunde komme spørgsmål som så: "Jeg kan ikke vide, hvem af os der skal være skudt inden aften", dog ved jeg ikke mere end én, der var rigtig bange for preussernes granater, et rigtig godt menneske, rigtig afholdt af sine kammerater, men når hans tur var at være i skansen, fik han også altid lov til at være i fyldemagasinet, ved at bytte med en af sine kammerater, og havde da sin plads ved udlevering af granaterne. som sædvanlig kom det første skud fra fjenden omtrent kl. 9½, og snart var der fuld gang i spillet. Alle skrupler var som bortblæste, og vittigheder lød om kap med granaternes sprængning. En flaske rom, som spadserede omkring mellem kanonerne, gjorde også en vis virkning. Konstabel Bie rakte den til sin sidemand med de ord: "Jo, den er riflet. Hør riflede konstabler" således kaldte han mandskabet af 4· batteri, som var kommet med de riflede kanoner "ville i ha' en riflet snaps, så må i selv drikke den, og så på'en igen! nu skulle vi give salut for prins Karl." Vi sparede nu hverken på fjendens eller vore granater, men han havde også et godt øje til os, thi han sendte os den dag mellem 5 og 600 granater ind i skansen. Da kampen havde varet et par timer, skød fjenden ild i en gård, der lå noget bagud fra skansen. Den stod nu i røde flammer. Det gjorde os ondt, for det var sådanne nogle rare folk, der boede der. De havde dog vist ikke selv gjort anden regning, end at sådan ville det nok gå med tiden.
Nu begyndte der at falde skud fra skanserne på højre fløj. "Så," sagde en svensk frivillig ved navn hammerstrøm, "der er, ta' mig tusan ildsprudende bjærge, heller ikke andet end ufred at spørge i disse kanontider."
Anden division under general du Plat foretog en rekognoscering over Ragebøl, men var uheldig og blev slået tilbage ind mod dybbølstillingen, og nu kom det til en heftig kamp over hele linjen. Snart trængtes vort infanteri så langt ind imod skanselinjen, at Broagerbatterierne rettede deres kanoner på langs ad kæden. Vi havde den største lyst til at sætte vore frontkanoner i gang, men vi kunne ikke rigtig se eller bedømme fjendens stilling formedelst et højdedrag, der lå et par tusinde alen foran vor skanse. Vi indskrænkede os da til af alle kræfter at beskyde Broagerbatterierne for om muligt at holde dem i skak. Vort infanteri stormede Dybbøl by flere gange, tog den til dels, men kunne ikke holde den og enden blev, at preusserne beholdt Ragebøl, Dybbøl og Avnbjerg.
Mellem klokken 5 og 6 var alt omtrent roligt på enkelte skud nær, som nu snart vedblev stadigt. Konstablen, som i sin tid hellere ville skydes end have krumslutning, forvoldte os undertiden nogen ekstraøvelse. Han havde fået smag på at samle op af fjendens bly og bære det med ind til Sønderborg, hver gang han blev afløst. Mandskabet blev nu, siden vi havde begyndt at slås, afløst hver anden dag. Derfor gik han hver eftermiddag, når skydningen var nogenlunde ophørt, omkring i skansen med en sandsæk og en hammer og bankede blyet af fjendens granatstumper, som nu lå i tykt lag overalt i skansen. De 24-pd. granater fra Broager vejede nemlig så vidt jeg husker 54 pund, hvoraf de 24 pund var blyomlægning. Dette bankede han ud af granatstumperne, og der blev sagt, at han kunne bære af disse produkter for 4 kr. ad gangen. Det var ikke sådan pengebegærlighed, der var drivfjederen, thi for pengene gjorde han indkøb i Sønderborg af spise- og drikkevarer, som han så delte med kammeraterne, når han igen kom i skansen. Når han nu gik og ledte efter sit bly, undertiden oppe på traverserne. Så kunne fjenden se ham fra Broager, og har vel sagtens troet, at det var en officer der ville udspejde deres stilling. Nok er det, at vi fik ofte en halv times ekstraøvelse, når blysamleren kom op på traverserne, thi vi var nu i den tilstand, at vi optog handsken så snart fjenden kastede den, og undertiden kunne det også nok hænde, at vi sendte ham udfordringen .
Dag efter anden viste det sig dog snart, at vi var ikke i stand til, trods al vor anstrengelse, at sikre blokhuset således, at det endog blot nogenlunde kunne yde dækket skjul for infanteriet. Skansekommandøren havde alt flere gange frarådet infanteriet at opholde sig inde i skansen om dagen, da de ikke kunne udrette noget alligevel, og selv om der jo også faldt mængder af granater uden om skansen og i løbegravene, så var jo dog selve skansen midtpunktet for fjendens ild. Desuagtet vedblev den skiftende infanteribesætning hver dag at indfinde sig i skansen. De fik nu deres opholdspladser bag ved blokhuset, hvis venstre halvdel havde holdt sig nogenlunde, fordi den var noget i læ af krudtmagasinet, som til dels opfangede granaterne, men efter 3 á 4 timers kamp, den 20. marts, gik der en fireogtyvepundig granat igennem begge sider af blokhuset uden at eksplodere, og da nu infanteriet her lå i en stor klynge på 5 á 6 geledder, tæt op til hinanden, og da granaten gik tværs igennem denne klynge, kan enhver nok tænke sig, hvilken manøvre den her foretog. Flere af dem lå som uformelige masser i en blodpøl, andre lå hårdt kvæstede i en ynkelig jammer.
Da løjtnant Ancker havde set, hvorledes det stod til bag blokhuset, kom han farende tilbage og kommanderede med tordenrøst: "Chargér med alle kanoner så hurtigt som muligt, så i indhylder hele batteriet i røg, medens vi får de sårede bort. "Vi lod os ikke dette sige to gange, thi man blev noget opbragt, når man så sine kammerater så slemt lemlæstede. I begyndelsen satte fjenden også stærkere kraft på. Man lærte nemlig snart, når man sådan mange dage i rad stod under kampens fane, at når modstanderen på én gang fik en så overordentlig travlhed med skydningen, så var der i reglen gået noget til bræk for ham, forudsat at han da ikke var svækket for bestandig. Det lærte vi snart på begge sider, men vi havde nu den lykke den eftermiddag, at vore skud ramte målet så nøjagtigt, som vi kunne forlange, og granaterne eksploderede efter bedste ønske.
Det virkede således, at efter en god times rasende kanonade begyndte fjenden at "sakke". Hans skydning blev nu mere langsom, det virkede på os, som om han havde sendt os et telegram, sålydende: "Hør, ved i hvad, i gode folk, skulle vi nu ikke holde hvil for i dag og så tage os en bid brød og en snaps?" Og vi var ganske vist under disse omstændigheder ikke uvillige til at efterkomme denne hans opfordring. Vi var alle noget udmattede, thi det havde været en streng dag. Skansen havde undertiden stået indhyllet i en tågesky af krudtdamp, og vandet i brønden havde trukket denne til sig, så det nu næsten ikke var til at drikke. Alle var omtrent sorte i ansigtet af krudtrøg.
Under kampen havde flere af os bemærket, at skansekommandøren gik og løftede noget på den ene skulder, og man kunne se, at distinktionen var reven itu. Jeg sagde det til ham. "De er nok blevet ramt af en granatstump, hr. løjtnant." "Nej," sagde han, "det har ikke noget at betyde." Da skydningen var aldeles ophørt, gik vi ned i magasinerne for at få lidt mad. Ancker tillige med nogle af mandskabet havde sine sager i krudtmagasinet. Jeg med flere havde mit ophold i fyldemagasinet. Da vi havde været dernede omtrent fem minutter, fik jeg ordre, at jeg skulle komme om til krudtmagasinet. Da jeg kom derom, lå løjtnant Ancker ved magasinets dør og så meget syg ud. Forinden jeg fik sagt noget, jeg blev måske lidt befippet over at se ham ligge der, sagde han: "Hvorledes har de det?" "jo, jeg har det godt," svarede jeg, men det er nok dårligt med dem, hr. løjtnant," og med det samme fik han krampetrækninger, så han vred sig som en orm. Da det igen gik lidt over, sagde jeg: "Må jeg ikke tage en ambulance, hr. løjtnant, og føre dem til feltlazarettet," men dertil sagde han et bestemt nej. Hver dag når skydningen var nogenlunde ophørt, kom der gerne en læge ned i skansen for at se, hvorledes det stod sig med helbredet, men den gang lod han vente noget længe på sig, derfor sendte vi bud efter ham, og snart havde vi ham i skansen. Vi var meget ilde til mode for vor afholdte kommandørs skyld. Lægen havde nogle dråber, som han gav ham af, og nu gik smerterne noget over. Lægen ville nu, at han skulle ud af skansen og ind til Sønderborg, men dertil sagde han et bestemt nej med den forsikring, at han fejlede ingenting. Da lægen var gået, sagde Ancker : "Jeg tror, jeg vil op og gå lidt omkring," hvorpå han rejste sig med stor møje; han så meget afkræftet ud og havde ondt ved at holde sig på benene. Snart lagde han sig igen, formedelst udmattelse, ned på sit tæppe på jorden, lå ganske stille og så op imod den klare, blå himmel. Det lakkede mod aften, og luften var stille og klar, man kunne se, hans læber bevægede sig, og straks derpå sagde han: "0, det gamle Danmark!" vi, som stod hos ham, trængte det således til hjerte, så vore øjne blev våde derved, og da jeg atter mindede ham om, at det dog vist ville være det heldigste, at han kom hid til Sønderborg og kom under lægebehandling, vendte han sig til en underkorporal Jørgensen, en nørrejyde, med de ord: "Går de med mig?" hvortil Jørgensen naturligvis straks var villig, og nu kom han ind til Sønderborg.
Om aftenen kom løjtnant Petersen ud til skansen og overtog kommandoen efter løjtnant Ancker. Den næste morgen fortsattes kanonaden igen, dog næppe med så stor hidsighed som dagen i forvejen, og vi havde den dag ikke noget tab, hverken af mandskab og heller ikke synderligt af betjeningstøj.
Om aftenen, uden at nogen anede det, kom omtrent ved solnedgang løjtnant Ancker ind i skansen. Vi havde næppe ventet ham så snart igen, skønt vi nok vidste, det var et let sår, han havde fået. Da han kom i porten, der var flere officerer med ham råbte den første, der så ham: "Længe leve løjtnant Ancker!"
Mandskabet var spredt rundt omkring i skansen, men der var fængstof i det hurraråb, som derpå fulgte, thi overalt, hvor man vendte sig hen, lød der: "Hurra !" ja selv nede fra magasinerne, hvor jo ellers alt skulle gå lidt roligt af. Jeg mindes, at dette optrin gjorde et dybt indtryk på Ancker. En tåre glinsede i hans øje, og da han takkede os for vor kærlighed, var det med bevæget røst. Han blev vel nu ikke i skansen denne gang, men han havde haft en uimodståelig lyst til at komme ud og se, hvorledes det stod til, og det kan ikke nægtes, når man har stået i en sådan kamp i nogle dage, så er det snart, som drages man til stedet af lønlige magter. jeg tror nok, at det forholder sig således: Man vil stå sig, man vil ikke give sig for fjenden, og er der så tilmed begået nogle fejl, ja så må man jo endda langt bedre kunne tugte ham, når disse blive rettede. Om aftenen kom løjtnant Castenschiold og afløste Petersen, og samtidig kom der også afløsning til mig, thi jeg havde endnu ikke været afløst siden kampen begyndte. Det var en reservekorporal Andersen, som i den anledning kom ud til skansen. Jeg stod noget tvivlende over for dette tilbud, thi der var noget dragende, noget interessant, noget, og dette tror jeg nok, jeg tør sige om dem alle der var knyttede til skanse 2, der ligesom holdt én fast, og det var jo måske nok det skuespil, som der opførtes. Jeg tror ikke, det var så meget modet eller tapperheden, som det kunne synes, der fængslede en til skansen. Ja vanen kunne jo måske gøre en noget tryg, men for mit vedkommende var det snarere, når jeg tænker roligt derover, at jeg ville nødig forflyttes til nogle af de andre skanser, hvor det forekom mig dødt og stille i forhold til vor brændpunktlige stilling. Men i min tvivl kom løjtnant Castenschiold mig til hjælp, da han spurgte mig, om jeg skulle afløses, hvortil jeg svarede, at der var kommen afløsning til mig, og han tilføjede så, at da jeg jo nu måtte være vel kendt med alle forhold skansen vedkommende, hvad jo var en billig fordring, da jeg havde været med til at stille alt på sin plads, ville han gerne, jeg skulle blive en dags tid endnu. Hermed var min tvivl forsvunden, og jeg gav korporal Andersen lov til at gå tilbage igen i to dage. Om natten foretages som sædvanligt reparationsarbejde på skansen, og den næste formiddag kl. 9½ sendte vi fjenden den første morgen hilsen. Jeg tror, at han blev noget fortrydelig over en sådan frækhed fra vor side, thi inden et kvarter var gået, rettede han ilden fra alle sine fire batterier imod os, så det begyndte snart at blive varmt i skansen, ja endog så varmt, at der var nogle af kanonerne, hvorpå man næppe kunne holde en hånd, og som, da vi havde holdt ilden gående et par timer, måtte pumpes ud med vand formedelst overfyldning med krudtslam. Vi mærkede også snart, at vi i løjtnant Castenschiold havde fået en kommandør, der passede i nr. 2, og den vittige Bie kunne hen på dagen ikke lade være at gøre nogle bemærkninger om, at nu troede han også nok, at der var riflede officerer til. "Kunne vi dog bare beholde ham," sagde flere; "Han går så rolig og taler så venligt under granaternes drøn og stumpernes hvislen, som om det var en smule regnvejr, man kunne bruge paraply imod." Vi vedblev at svare på fjendens ild til om eftermiddagen kl. 4½, da det så småt begyndte at sagtne af på begge sider. Da skydningen omtrent var ophørt, begyndte fjenden at beskyde Sønderborg slot. Man kunne høre granatens flagren i luften og se den pile af bag om Dybbølstillingen og ind imod slottet. "Å, han vil bare hjælpe Christian den anden ud af fangenskabet," ytredes blandt mandskabet, men sådanne menneskekærlige barmhjertighedsgerninger kunne løjtnant Castenschiold ikke rigtig anerkende. Han kom med et par flasker vin, som han lod gå omkring til betjeningsmandskabet. Da vinen var delt og dette tog ikke lang tid lod han mandskabet træde til kanonerne og ytrede så: "Ja, vi få drage fjendens opmærksomhed hen på os ved at give ham noget at bestille, da der ellers er fare for, at han skyder Sønderborg i brand," og nu fik vi en times livlig kanonade, hvorved fjenden for den dag lod Sønderborg have ro. Vi rettede derpå et par kanoner ind til natten, da Castenschiold mente, at fjenden gerne kunne have godt af lidt uro lige så vel som vi, han skulle tvinges til at stille avertissementsposter op, hans værker var nok så sønderskudte, at han kunne behøve nattereparation. Vore lytteposter blev opstillede ved krudtmagasinet, og reparationsarbejdet begyndte. Ikke lang tid derefter sendte vi fjenden en granat. Da den sprang ovre på Broagerland, kunne man se dens ild et øjeblik oplyse fjendens batteri. Den har jo vistnok givet ham en lille uventet forskrækkelse, men kort derefter fik vi svar på tiltale. Da vi sendte vort næste skud, sagde vor lyttepost, at han kunne høre, der råbtes "dæk " ovre på Broager. Den aften, det var en stille, måneklar aften med frost, aflagde kongen et besøg på skanse 2. Vi havde endnu ikke opgivet at få blokhuset således forsynet med jordpåfyldning for den side, som vendte imod Broager, at det kunne yde nogen sikker dækning. Overalt i og ved skansen var der travl virksomhed. Nogle fyldte sandsække uden for skansen, andre kørte dem med børe ind i skansen, nogle trillede jord ind, og andre kastede den op på og foran blokhuset. Atter andre kravlede omkring på brystværnet, krudt- og fyldemagasinet, for med sandsække og jord, at udbedre skaden, som fjenden havde tilføjet os. Kongen gik omkring og talte venligt og opmuntrende til mange af de menige.
I begyndelsen anede de ikke, at det var kongen, der talte til dem, da ingen vidste, at han var kommet ind i skansen. Om aftenen var der kommet en tønde varmt øl ud til besætningen på skanse 2, og således vistnok også på hver af de andre skanser.
Efter omtrent en halv times forløb forlod kongen igen skansen; men han var næppe komme ret mange skridt udenfor, før der fra avertissementsposten lød et: "Broager, dæk!" og en 24-pds. fra Broager kom brusende i luften, slog ned i skansen, sprang med et uhyre brag, som rystede luften i den stille aften, og kastede jord og træstumper ud til alle sider. et øjebliks tavshed, og arbejdet var igen i den bedste gænge.
Om morgenen var skansen igen som født på ny og i den pynteligste stil. Det var klar luft og havde frosset meget om natten. En artillerist havde i den tidlige morgenstund fået nogen kaffe lavet i stand, og som der nutildags er fællesmejerier, således var der dengang i skanse 2 fælleskaffekogerier. Det gik således til, at enten bidrog enhver af mandskabet på forhånd sin lille skærv til indkøb, så der kunne blive lavet en god kop kaffe, når da ellers ikke fjenden satte både kedel og fyrsted i luften, eller også vedkommende selv lagde ud, og så hver enkelt af mandskabet betalte sin kaffe, så meget, at det kunne dække udgiften. Det kom sig ikke så nøje, thi alt var så at sige fælles. "Ingen kaldte noget sit eget". Den mand, som serverede kaffen så, at infanteriet, som havde skansevagt, jeg husker ikke, om de var kommet ind i skansen om morgenen, eller de havde været der om natten "skuttende" sig af kulde, og da han kom forbi kaptajnen, sagde han: "Måske jeg må byde kaptajnen en kop kaffe?" "Ja tak," sagde denne og modtog kaffen, men da han havde taget nogle mundfulde, kom hans kommandersergent hen i hans nærhed, og han spurgte da denne, om han ville have noget kaffe, hvortil denne svarede: "Ja tak, hr. kaptajn!" "Ja, en god dyd er der s'gu da ved den, og det er, at den er varm," sagde kaptajnen. "Nå, så det var den eneste", sagde artilleristen, som ikke var kommen længere bort, end han kunne høre det, "Jo den er riflet, kan du tro, den er kogt på ægte java nr. 1, bare kedlen ikke var væltet da jeg kogte den, men dette sagde han ikke højere, end at han var sikker på, at kaptajnen ikke kunne høre det.
Omtrent kl. 9 blev der råbt : "Broager dæk!" og nu kom der en salve fra Broager, der rystede både jord og luft, og et rungende ekko lød fra bakke til bakke i den stille morgenstund. Der gik jo ofte en noget trykkende følelse gennem brystet, når om formiddagen de første granater sprang i skansen, kastende jord og træstumper til alle sider, og stumperne bruste omkring imellem os, da kunne en lille vittighed virke velgørende og oplivende, helst når den kom helt uventet, og det gjorde der også den formiddag, da en konstabel stod med en stump af sin visker i hver hånd. Den var slået midt over imellem hænderne på ham af en preussisk granatstump , og råbte meget koldblodig: "Hold inde med skydningen!" og ytrede derhos i en noget forbitret tone: "Kan den tyske hund nu ikke stå sig på anden måde, end han skal slå os betjeningstøjet i stykker!" Snart lød det fra skansekommandøren : "Kanonvis, chargér!" og nu gik det snart varmt til, så varmt, at de artillerister, som havde det hverv at transportere" granaterne fra fyldemagasinet til kanonerne, svedte, så vandet gjorde striber ned ad de af krudtrøg sværtede kinder. De fjendtlige kanoner buldrede og braste i brystværnet og sendte den opsprøjtede jord som en uhyre haglvejrssky ind over skansen. I den østre ende af blokhuset buldrede granaterne stadigvæk, som om jordbunden derunder var vulkansk. Bjælkestumperne og stakittet, som i sin tid forbandt blokhuset med skansens bageste jordvold, fløj i splinter højt i luften.
Under al denne tordenbragen foregik alt stille og roligt, som om det var en eksercits på fælleden, ja måske endnu mere roligt, thi under en så heftig kanonade, var der så at sige ingen, der talte et ord. enhver havde nok at gøre med at passe sin post. Kun af og til lød kommandoordet fra løjtnant Castenskiold, der nøje selv iagttog skuddene, og kunne stå med en forunderlig ro mellem de brusende granatstumper, uddelende ordre til at rette de eller de kanoner på det eller det af fjendens batterier.
Mellem blokhuset og skansens bageste jordvold var alt nu søndersplintret.
Der var nu fri adgang lige over til fyldemagasinet, som det modsatte hjørne, men det faldt ingen ind at gå denne vej, da det var det mest udsatte strøg i hele skansen. Det var som en keglebane, ad hvilken fjenden sendte sine granater. Enhver, som skulle hente granater, gik altid om ved den venstre ende af blokhuset, og undertiden måtte de standse et øjeblik, når de skulle passere denne bane for at komme om til fyldemagasinets dør, når granat på granat, undertiden flere i følge, slog ned foran dem, og jord og stumper hvirvlede om til alle sider. Det var meget livsfarligt. Man vidste, og derfor var man noget tjenstivrig, at det eneste middel, man havde til sin rådighed, var at give fjenden lige for lige. Hen på eftermiddagen sagtnede skydningen som sædvanlig af, men vor skanse så ud som en omrodet gravhøj, hvori der er søgt efter oldsager. Af krudtmagasinet var jorden bortskudt, så man på sine steder kunne se de nøgne mure. Men vi var dog ved frit mod, thi vi havde holdt "fjenden stangen", og vi var visse på, at han heller ikke havde "slebet uden vand".
Jeg kan ikke huske vort tab for hver dag, men der var jo sikkert nogle, der den dag havde spøgt muntert i morgenstunden, som nu, da det var aften, "lå stille og død".
I skansen lå granatstumperne i et jævnt lag. Udkigsposten blev opstillet, og vi gik ned i magasinerne for at få lidt mad. Det varede ikke længe, før der blev råbt : "Broager dæk!" men granaten kom ikke til os, men flagrende med sin hvislende lyd fortsatte den vejen ind imod Sønderborg slot.
Nu kom løjtnant Ancker igen ud på skansen for at afløse Castenskiold, men denne gang med ridderkorset på sit bryst. Han spurgte, om jeg havde været afløst i hans fraværelse, hvortil jeg sagde nej, og bemærkede derved, at løjtnant Castenskiold havde ønsket, jeg skulle blive denne første gang, han skulle være der. Hertil bemærkede løjtnant Ancker, da han så, at korporal Andersen var kommen for at afløse mig, at så kunne jeg vel også blive nu de to dage, han skulle være der. Dertil var jeg straks villig, da jeg var bange for, at jeg skulle blive forflyttet hen på en anden skanse. Jeg ved ikke, om korporal Andersen også gerne ville blive på nr. 2, men da jeg sagde til ham, at han måtte gå tilbage igen, svarede han, at han havde ikke lyst til sådan vedblivende at gå frem og tilbage til ingen nytte. Det kunne jeg godt forstå, thi det var ikke nogen behagelighed at gå over terrænet i nærheden af skanserne. Jeg gav ham da lov til at blive borte for fremtiden og give meddelelse derom til rette vedkommende, at de i fremtiden ikke behøvede at sende afløsning, da jeg ønskede at blive på skanse 2. Dette sidste har det været mig noget vanskeligt at nedskrive, da jeg godt kan se, at det tager sig noget ud til at være parret med selvros, men det er bare taget med for at oplyse, hvorfor jeg ikke blev afløst.
Den 26. marts, påskelørdag, havde vi igen en varm batalje med Broagerbatterierne. Fjenden åbnede ilden omtrent kl. 9, og vi svarede ham i starten med enkelte skud, men da en tid var gået, udviklede der sig en overmåde heftig kanonade. Salve på salve drønede ned i skansen fra Broager, oprev jordvoldene og brystværnet, kastende briskplanker og bjælkestumper af det forskudte blokhus højt i luften. Under alt dette ser man Castenskiold stå midt i batteriet, hans ansigt lyser af kamplyst. Et venligt ord eller blik drager med uimodståelig magt enhver til af yderste evne at opfylde sin pligt. Han står med dragen klinge, undertiden bøjende sig noget forover, når en granat bruser nær hen over hans hoved. Foruden at han stadig har overblik over det hele, kommanderer han selv specielt to kanoner på venstre flankes højre fløj. Jeg havde en 4-pd. og en i 2-pd. under min kommando på venstre fløj. Den lille 4-pd. var en udmærket kanon med hensyn til skudsikkerhed, det havde fjenden også opdaget og holdt nu på den med en hel masse kanoner for at få den skudt ned. Følgen blev, at skydeskåret ofte blev sammenskudt, sandsækkene fløj rundt omkring. Skud på skud strejfer kanonens sider. En mand springer op i skydeskårene for at rydde sandsækkene bort. Det er et farligt stykke arbejde, men de må bort, thi kunne vi ikke give fjenden svar på tiltale, så har han straks overtaget. Da vedkommende er færdig med at rense skydeskåret, hvilket ikke tager lang tid, ser han i det samme han springer ned, hen over traversen til kanonerne på højre side. Her stod løjtnant Castenskiold oppe i et skydeskår, der har lidt samme skæbne, kastende sandsækkene til begge sider. Løjtnant Castenskiold var af den slags kommandører, der ikke udsatte sine folk for farer, hvor han selv kunne klare ulemperne, og man fik en fuldstændig forvisning om, at hvad han bød sine folk, det turde han selv udføre, og det udøver altid den indflydelse, at selv om det er ting, der er forbundne med den største livsfare, ja så at sige med den visse død, bliver de altid udførte med ro og sikkerhed.
Der var fasthed i kommandoen, og der var et sammenhold i arbejdet under kampen, som om det var et maskineri, der var sat i gang. Salve på salve fulgte fra fjenden. Endelig traf en fjendtlig granat på mundingsfladen af den 4 pd. og kastede den bag ud af lavetten, nu lå den på jorden og havde flere revner i mundingen. Den blev såret, men mandskabet slap fri, hvad næsten kunne betragtes som et guds under, da der stod 3 mand på den ene side og 6 mand på den anden, og lavethjulene fløj splintrede oven over brystværnet. Det giver mod, man får at se, at man kan nok stå midt imellem masser af granatstumper, når de hviner og bruser rundt omkring, og dog blive bevaret. Man bliver næsten tryg, man kommer i tanker om, at det kan lige så let ske, at granatstumperne kunne gå udenom, som de kunne ramme en, ja måske meget lettere. Der er jo langt større plads udenom.
Der er måske, når alt kommer til alt, megen lille sandsynlighed for, at man overhovedet kan blive ramt. Således tænker man, hvis der i det hele taget under kampen, hvad der vel sjældent er tilfældet indfinder sig tanker om, at man befinder sig i en meget livsfarlig stilling.
Men nu manglede vi vort lille 4-pd., det var det værste, men for dette var der ingen råd. Den dag måtte vi lade os nøje med at bruge de andre så meget desto flinkere, sagde løjtnant Castenskiold, og der blev heller ikke sparet hverken på dem eller på granaterne.
Kanonerne blev så varme, at man næppe kunne holde en hånd på dem, og en gang måtte de udskylles med vand, da de blev overfyldt med krudtslam.
Prøjserne sendte den dag ikke så ganske få granater ind til Sønderborg.
Henimod kl. 5 holdt vi inde på begge sider. vi havde nogle døde og sårede, jeg husker ikke hvor mange, men fjenden var heller ikke sluppen uden skrammer, thi man så hans ambulancebærere 3-4 i rad spadsere af sted efter Broager kirke til.
Nu opstod der atter tanker om vor 4-pd. kanon. Hvorledes fik vi nu den erstattet? nogle af mandskabet havde opdaget, at der stod en bag ved skansen. Den var kommen sent på natten, eller rettere tidlig på morgenstunden, og var bestemt til skanse 1, mentes der, men den var kommet for sent på vej til at undgå fjendens opmærksomhed, og da der blev skudt på den, måtte bespændingen lade den stå og sørge for at komme bort så hurtigt som muligt. Hestene var navnlig ikke lette at styre, når granaterne sprang i deres nærhed.
Skanse 1 måtte her spilles et lille puds, hvis den ikke havde fået sin kanon afhentet. En sådan lille 4-pd. kanon kunne nemlig meget godt trækkes derned med håndkraft, især da det var nedad at trække den. Man anede, at den skulle afhentes i mørkningen, det måtte undersøges, om den stod der endnu det var mandskabets eget påfund. Jo, den var der.
En 5-6 mand fik fat på den og trak den ind i skansen. Konstabel Brejninge, som var "skansens digter", sang under opkørslen:

"Kender du de dybe stemmer, har du hørt vort sprog i dag? Vies i glohede æmmer, skal du under tordenbrag. Thi når dagen atter gry'r! Og de røde morgenskyer, tindre over vemmingbunden, taler du med blod på tungen."

"Hør, hvor stemningsfuld digteren er", sagde en anden konstabel. "Det er et godt varsel, man kan også godt se, at kanonerne er i rørt stemning. Hør, det var bedre, du sang noget om ildsprudende bjerge, som svenskeren taler om, når han skal til at bande."
Kanonen var nu på plads, og hermed var tallet atter fuldt. Nu skulle det vise sig, om den kunne tildrage sig fjendens opmærksomhed lige så godt som dens afdøde sprogfælle. Løjtnant Ancker kom nu igen og afløste Castenskiold. Vor skanse havde lidt meget den dag. Brystværnet var sønderskudt, og fyldemagasinet lå åbent for fjendens granater, da den østre ende af blokhuset, som før havde dækket det, nu var sønderskudt til bare splinter. Af krudtmagasinet var jorden bortrodet af granater, så de nu tørnede mod den bare mur. Vel var denne stærk, 1½ alen cementmur, men den rystede i sin grundvold for hver granat der sprang imod den, så man med god grund tvivlede om dens sikkerhed.
Alle til rådighed værende, kræfter blev nu sat i virksomhed for at udbedre den lidte skade, hvilket i løbet af natten lykkedes meget godt, så da påskemorgen oprandt, så skansen meget tilfredsstillende ud. Hen på formiddagen begyndte kanonaden som sædvanlig, men næppe med så stor voldsomhed som dagen i forvejen.
Vi havde i den senere tid stadig holdt frontkanonerne ladte med kardæsker om natten, for at vi i alle tilfælde kunne være beredte til at tage imod en storm fra den kant, men hver morgen blev kardæskerne igen taget ud af kanonerne, fordi man gjorde regning på, at om dagen ville man i alle tilfælde først komme til at bruge granater, så længe fjenden ikke stod os på nærmere hold. Krudtladningen derimod blev ikke taget ud for hver gang, da den for granater og kardæsker var lige stor. Den blev kun en gang imellem taget ud og efterset, om den ikke var bleven fugtig af at sidde i kanonen i længere tid. Således blev den også efterset påskemorgen, og da det viste sig, at den var fugtig og sort på bunden, blev den ført tilbage til magasinet. Jeg fik orlov fra skansen den dag, men med ordre af løjtnanten til at melde mig igen, så snart der hørtes eller mærkedes noget usædvanligt. Da jeg kom ind til Sønderborg og havde fået lidt mad, gik jeg ud på markerne og op på højderne i nærheden af Sønderborg for at se, hvorledes det, skuespil, som opførtes på Dybbøl, tog sig ud, når man var uden for skudvidde. Der faldt enkelte skud i kæderne, og en hest kunne jeg se løbe omkring på marken uden rytter. Venstre fløj af stillingen kunne jeg ikke se, men kanonerne drønede ganske antageligt både fra skanse 2 og fra Broager. Det forekom mig snart mere hult og rystende, end når jeg stod imellem kanonerne. Jeg blev noget tungsindig stemt. Jeg kom i tanker om, at det var påskedag, og jeg sukkede til Vorherre, at han dog ville se i nåde ned til os. Det randt mig i hu, at det havde jo før været påske i Danmark på lignende måde og set mørkt ud, men det var dog atter blevet lyst.
Jeg gik ned igen til Sønderborg og hen i mit gamle kvarter, hvor jeg lagde mig til at sove, hvad jeg, udvåget som jeg var, hårdt trængte til, men bad dog først folkene kalde på mig, hvis jeg skulle falde for hårdt i søvn, og der skulle høres stærk skydning på Dybbøl.
Jeg faldt straks i søvn, men sov noget uroligt. I drømme kunne jeg se fjenden, og hos ham hundreder af kanoner, der udspyede ild, og luften var som opfyldt med granatstumper. Dybbølbjerg syntes mig at være bleven en vulkan, der gyngede under vore fødder, men i det samme vågnede jeg ved et kanonskuds mægtige drøn, der rystede huset, så vinduerne klirrede. Jeg sprang op og spændte sablen på. Jeg lyttede, om der ville komme flere skud, men alt var stille.
Jeg lagde mig igen og sov nu mere trygt til hen ad morgenstunden, da jeg vågnede ved et vældigt bulder af kanonsalver på Dybbøl. Jeg sprang op, ihukommende, at jeg skulle møde i skanse 2. jeg var som noget fortumlet i hovedet, jeg vidste næsten ikke, hvor jeg skulle i hen for at komme ud af huset. Det var endnu mørkt. Jeg syntes, jeg havde sovet meget længe, mon jeg ikke havde sovet i flere dage! Nå, ud kom jeg, og jeg løb som en gal mand, alt hvad jeg kunne, over broen efter Dybbøl til.
I mine ører lød kanonernes torden, geværernes skrattende salver, hurraskrig rungede af og til gennem luften. Jo der var påskefest på Dybbøl banker!
På terrænet i nærheden af Dybbøl mølle var en lavning. Her stod en del reservemandskab i en tæt pakket masse. Geværkuglerne fløj pibende i luften indover, og hurraskrig lød ofte fra de kæmpendes rækker. Endelig nåede jeg skanse 2, hvor jeg meldte mig til skansekommandøren.
jeg fik indtryk af, at hr. Ancker var ikke rigtig i det gode hjørne. Dog sagde han ikke noget videre til mig, men jeg fik dog på en vis måde en følelse af, at jeg ikke var kommen hastigt nok ud til skansen. Jeg fik min plads ved frontens højre fløjkanoner. Det var næppe endnu fuldkommen lyst, men dog så lyst, at man kunne se alt, hvad der foregik i terrænet foran stillingen. Fjenden gik nu tilbage under en voldsom kugleregn fra vort infanteri, som stod i løbegravene. Stort var deres tal, som blev liggende på marken foran Dybbølstillingen. Tæt foran skanse 2 var en lille kløft, som snoede sig ned imod Vemmingbund. Imod denne skanse var nogle preussere komne så langt frem, at de nu, da det var blevet rigtig lyst, ikke turde vove sig tilbage. Man så dem krybende og slæbende sig omkring mellem sivene. Under kampen var "Rolf Krake" nemlig gået op i Vemmingbund for at angribe fjenden i flanken, og den bidrog vel også til, at disse stakkels mennesker ikke turde røre sig. Snart blev de opdagede, og et kommando af infanteriet blev udsendt for at tage dem. Der var en officer og omtrent 30 mand, der lod sig tage uden modstand.
Men hvorledes kunne det være, at fjenden kom så tæt ind på livet af skanse 2?
Jeg sagde før, at skansekommandøren ikke var rigtig i det gode hjørne, da jeg meldte mig på skansen, og det havde sine visse grunde. Der var indtruffet en misforståelse eller forglemmelse aftenen i forvejen. Frontkanonerne var som sædvanlig om aftenen blevet ladede med kardæsker, men uden krudtladning. Misforståelsen må vel være foregået ved afløsningen af mandskabet, der ikke ret har opfattet meddelelsen om, at krudtladningen var taget ud af kanonerne. Da fjenden anden påskedag om morgenen stormede frem imod skansen, og vort infanteri havde trukket sig tilbage l løbegravene , kommanderede Ancker selv frontkanonerne, og han begyndte da fra højre fløj således: "Første kanon! Fyr! Friktionsrøret var godt nok, men der gik intet skud af.
"Anden kanon! fyr!" Det gik akkurat ligeledes. "Hvad! Jeg synes, vore kanoner ville ikke!
Nu gik det som et lyn igennem mandskabets tanker, og de talte kun småt med hinanden om, at der var vist ingen krudtladning i kanonerne. Det skulle jeg dog mene!" Råbte kommandøren. I en fart blev det undersøgt, og nu kom det for en dag, af hvad grund kanonerne ikke ville gå af. De blev nu ladede på ny, og nu lød det ikke længere første eller anden kanon fyr, men da alle frontkanonerne nu så at sige blev ladede på en gang, så lød det: "Højre halvbatteri fyr!" og derpå: "Kanonvis chargér!"
Det er en selvfølge, at prøjserne led meget, da de var komne så tæt ind på skansen, og tilmed havde de måske i store forhåbninger trukket kræfter sammen på dette punkt, hvor kanonerne var tavse, og der måske var sandsynlighed for, at de kunne få lov til at smutte igennem. Men, da de kom tæt ind på skansen, var det, som blev den til et ildsprudende bjerg, der åbnede sine kratere for at udsende død og ødelæggelse til alle sider. Hvad der her jo ikke var så ganske lille et fejlgreb, kom nu til at øve en overmåde fordelagtig virkning. Det var snart, som lykken stadig svævede omkring os da prøjserne måtte tilbage, hvad de jo ikke fik lang tid til at betænke sig på, fordi der blev åbnet en så morderisk kardæskild imod dem, havde de ikke så ganske kort en strækning at løbe, før de nåede dækning, og da terrænet skrånede opad, var de udsatte for en meget stærk ild, ikke alene fra kanonerne, men også fra vort infanteri og fra "Rolf Krake" i Vemmingbund.
Derfor var det, at nogle trykkede sig ned i kløften foran nr. 2 og søgte at kravle ned imod Vemmingbund, hvor der syntes at være en smule krat eller buske, for om muligt derfra at komme tilbage. Men det blev, som alt omtalt, opdaget. Prøjserne var nu slåede tilbage over hele linien. Det var en oplivende dag for den danske soldat. Af glæde over, at fjenden var slået tilbage, lød der rungende hurraer gennem luften over hele Dybbølstillingen. På marken foran skanse 1, 2 og 3 gik prøjserne omtrent hele formiddagen og samlede op af deres døde og sårede, og gik derfor og viftede med et hvidt tørklæde fastbundet til en kæp, for at der ikke skulle blive skudt på dem. Prøjserne var for resten ikke så nøjeregnende med at skyde på vore ambulancer.
Hen på dagen blev der af prøjserne forlangt våbenhvile, for at de kunne få deres døde begravede, sagdes der, hvilket også blev dem tilstået, og vi fik da i skanse 2 ordre til at holde inde med skydningen. Men hvorledes det var eller ikke. Broagerbatterierne blev alligevel ved at skyde på os.
"Dette her er til at tage forargelse af," sagde konstabel Bie. "Ja, vi er nu som bundne lam, der ligger på slagtebænken. Man kunne jo få bersærkergang over sådant noget," sagde en anden, og en tredje: "Ja, underkorporal Jørgensen har allerede bidt sine egne læber til blods af harme, for dog at udrette noget." En fjerde: "Mon ikke Bismarck har "fåresyge", for dette her er snart det samme som at bede os: "Å, ville i ikke bare stå stille, mens vi skyder jer, så kunne vi endda bagefter slås om resterne."
På denne vis førtes samtalen mellem betjeningsmandskabet, medens de prøjsiske granater bearbejdede brystværnet ganske forskrækkeligt og spredte deres stumper over hele skansen. Endelig holdt Broagerbatterierne inde, så vidt jeg husker et kvarters tid før våbenhvilens udløb. På klokkeslettet for våbenhvilens udløb sendte vi fjenden en salve fra fem kanoner, der besvaredes med et enkelt skud, som om han ville sige: "Nå, nå, lad os tage det lidt med ro, vi er jo ikke blevet underrettede."
Der veksledes nogle skud og holdtes derpå inde fra begge sider. Man fik næsten indtryk af, at prøjserne var noget skamfulde over, at de ikke havde overholdt våbenhvilen.
Anden påskedag syntes at ende med en sejr for os og et fuldstændigt nederlag for fjenden. Men dette nederlag var dog forbundet med så store fordele, at de, tvært imod at, være dyrekøbte, vistnok må siges at være forholdsvis billige, når der tages hensyn til den betydning, de havde for fjendens hensigter. Han beholdt nemlig et hegn, som løb parallelt med dybbølstillingen på højdedraget foran skanse 2 og 3.
Herfra begyndte han nu sine bevægelser imod venstre fløj, idet han straks lavede forskansninger ved hegnet, opkørte kanoner og påbegyndte sine paralleller.
Skydningen fra Broager tiltog nu i styrke dag for dag, ikke alene imod os men også imod andre punkter, og da navnlig mod Sønderborg, som ofte om natten stod i et flammehav og oplyste egnen viden om.
Efter hver nat der var gået, kunne man se at fjendens arbejde i parallellerne skred rask fremad. Vi beskød dem med vore frontkanoner, men uden nogen synderlig virkning. Ligeledes beskød vi også hegnet, hvor vi antog de havde opstillet kanoner, da vi kunne se nyopkastede jordvolde, men uden at kunne tvinge dem til at optage kampen. Dette var os noget påfaldende. Derfor blev jeg en dag sendt op i skanse 4, hvorfra man havde en langt bedre oversigt, for at efterse, hvorledes vore granater faldt.
Der blev affyret 3 skud fra skanse 2 til observation, som alle sammen gik ovenover og sprang noget bag ved fjendens stilling. Han var endnu næppe færdig med sine forberedelser, og da vi ingen videre skade forårsagede ham, ænsede han ikke vort angreb. Da jeg dernæst kom ned til skanse 2 og meldte kommandøren, hvorledes skuddene faldt.
Jeg erindrer ikke datoen for denne begivenhed, men det var ved middagstid mellem 12 og 2, blev kanonerne rettede en smule anderledes og brandrørerne temperede lidt kortere. Det varede næppe en halv time, før vi havde en overdængning af granater fra fronten på hele linien fra vistnok over 50 kanoner. Kanonskuddene faldt så tæt som en kraftig tiraillørild mellem infanteri! Skanserne på vor højre side tog livlig del i kanonaden, og særligt skanse 4 lod sine kanoner spille. Kampen fortsattes med stor heftighed til mørkets frembrud. Jeg havde en 84-pd. kanon under kommando. Da vi havde fyret et par timer, opdagede jeg, at den var revnet i bunden omkring druen. Jeg tav stille dermed for ikke at gøre mandskabet bange, men det varede ikke længe, før nr. 1 ved kanonen også opdagede det, og med det samme hele kanonens betjeningsmandskab. Vi risikerede vel at skuddet ved given lejlighed kunne gå bag ud af kanonen, men vi ville nødig holde inde med vor kanon, og vi blev snart enige om at fortsætte skydningen, indtil enten kanonen sprang, eller også der blev kommanderet: "Hold inde med skydningen". Det gik også meget heldigt. Kanonen holdt "dampen" ud denne dag, og da det blev mørkt, fik vi travlt med at få den ned af brisken og få den begravet, for at der kunne gøres plads for en anden, som skulle komme og opstilles om natten. Den havde for resten fået et sår endnu, forinden den slap livets møje. En granat fra Broager havde nemlig ramt den på siden af forstykket i nærheden af halsbåndet. Vi troede ikke, det havde gjort den videre fortræd, men stødet havde dog slået igennem, så den havde en sprød revne inde i løbet. Der blev gravet et hul bag ved pladsen, hvor den havde stået, og deri blev den meget højtideligt nedsænket, idet "digteren", idet han gav tegn til mandskabet, blottede sit Hoved og med en præsts hele alvor kastede jord på kanonen, samt derhos frem sagde følgende:

»Du har dagens byrde båret, hvil nu sødt til dommedag; Heltens udgang har du kåret, frems't du stod i kæmpeslag. Nu du skal til Valhal rejse for at kæmpe der på ny, de dig vist til kæmpe kejse,

mens kampbuld'ret står mod sky.«

I det samme lød der fra udkigsposten: "Broager, dæk!" og "Avnbjerg, dæk!" som afbrød "digterens" humoristiske alvor og drev begravelsesmandskabet til at søge dækning.
Der var meget arbejde at udføre denne nat. Skansen var uhyre ramponeret. Ingeniører og infanteri kom nu ind i skansen for at hjælpe til med udbedringen. Der blev udstillet to avertissementsposter, da vi jo nu kunne vente granater både fra Broager og fra fronten. Det var ikke så ganske let nu at finde dækning i skansen, thi vi var udsatte for en krydsild af en umådelig styrke. Natten svandt hen under nogenlunde tilfredsstillende forhold. Dog havde vi tre mand sårede, men da morgenstunden nærmede sig, var skansen også ret godt i orden, og den 84-pd., som vi havde mistet, var erstattet af en ny.
Ovre på Broager, på fjendens venstre side, var der en kløft i terrænet, hvor der lå en gård, fra hvis skorsten vi flere dage i træk havde set røgen stige op, især i morgenstunden. Der var stærk stemning og samtale mellem mandskabet om, at denne gård burde skydes i brand. De havde skudt i brand for os, alt hvad brænde kunne, de burde nu heller ikke have deres tilhold og kaffeselskaber i denne gård. Der blev forespurgt hos skansekommandøren jeg mindes, at det for denne dags vedkommende var løjtnant Ancker, om vi ikke måtte sætte ild på denne gård. Jeg mindes endnu meget godt, at han svarede: "Ja, folk, men i dette stykke skulle vi huske på, at der er ulige hensyn at tage for os og fjenden, det er jo dog en af vore egne gårde." Det dæmpede iveren lidt, men det varede ikke ret længe, før han fik en ny anmodning. Nu dampede skorstenen ganske forskrækkeligt og nu kunne vi måske overraske dem, så de kunne dåne omkring deres kaffebord, ja måske dø af skræk, ved at sende dem en granat derover. Ancker kunne se, at mandskabet havde stor lyst og glæde i at eksperimentere lidt med denne gård, og vistnok mest af denne grund gav han så lov til, at vi måtte prøve, om vi kunne skyde den i brand. Nu var det værste, at med riflerne kunne vi ikke skyde den i brand, og vi måtte da bruge en 84-pd. af de såkaldte "svære", som kunne tåle en temmelig stor krudtladning, 12 pd. Den stod på slæde ved krudtmagasinet i fronten og kunne drejes om imod Broager. Den blev ladet og rettet på 5.000 alen. Gården lå nemlig noget længere tilbage end batterierne, til hvilke vi havde omtrent 4.000 alen. Det første skud gik oven over og forbi gården. Det andet faldt lidt før den nåede den, det tredje sprang i selve gården, men tændte ikke. Vi indså nu, at det ville blive meget vanskeligt på den lange afstand at få gården skudt i brand, og desuden begyndte prøjserne nu med temmelig heftighed at beskyde os fra Broager. Vi rettede da kanonen på prøjsernes venstre fløjbatteri, og der havde vi da den glæde, at den store granat, da den nåede fjendens batteri, strejfede brystværnekronen og sprang lige imellem hans kanoner. Den gjorde god virkning og bragte for et øjeblik batteriet til tavshed. Man så ambulancebårer, flere efter hinanden, spadsere af sted langs stranden efter Broager kirke til, men nu begyndte der en rasende kanonade. Hele salver fra de fire batterier på Broager, og ikke få skud fra fronten strøg ind i skansen, kastende briskplanker og bjælkestumper af det forskudte blokhus højt op i luften.
På vor side er der travlhed, og alvor står præget i ethvert ansigt, intet ord høres, uden kommando ordene: "Skyd med alle kanonerne!"
over Vemmingbund samles krudtdampen i bølgende lag, der ofte bliver så tætte, at man ikke kan se fjenden og de ikke os, hvorfor der et øjeblik må holdes inde, men snart fører vinden krudtrøgen til side, og kampen fortsættes med fornyet raseri.
Man kan blive tryg, når man stadig står i krudtdampe under granaternes hvasse toner, og man en tid har haft lykken med sig, men undertiden bliver man på en temmelig følelig måde revet ud af sit sikkerhedshylster. En granat træffer en mand på hovedet, tager dette med sig og springer i det samme. Stumperne river en arm af en anden, en tredje falder til jorden med gennemskudt bryst, og så fremdeles ligger hele mandskabet fra en enkelt kanon.
Der går et stille suk igennem hele skansebesætningen. Modet lammes i et sådant øjeblik. Man hører de hårdt såredes jamren, man ser de døende endnu vride sig i deres blodpøl. Fjenden mærker, hans skud har gjort virkning. Han overdænger os om muligt endnu stærkere med granater for at øge forvirringen. Chefen kalder ambulancerne frem. De endnu levende bæres bort, de døde lægges til side. Der lægges et tæppe over dem, og de bliver liggende til om natten. Reservemandskabet kaldes frem, og den tomme kanon bliver atter besat. Nu vågner der hævntanker i alles hjerter. Man ser sine døde kammerater, deres sidste klageskrig lyder endnu i ens øren og maner til at tage blodig hævn, om det er muligt. Der skydes med alle kanoner, der haves til rådighed, så vel fra fjendens side som fra vor. Der er et bulder fra kanonernes drøn og granaternes sprængning, så man næppe kan høre sine egne ord. Nu en lavetblok skudt over ved en kanon, så et hjul splintret ved en anden. Det lammer vore kræfter, og vi mærke føleligt på hele situationen, at i fremtiden vil fjenden have overtaget, hvis der ikke bliver bibragt ham et stød, der atter kan bringe ligevægt til veje. Det brændende Sønderborg oplyser luften om natten, og fjenden har påbegyndt sine paralleller fra det hegn, han tog anden påskedag. Man ser nu tydelig, at hovedhensigten med hans bevægelser er at arbejde sig så nær ind på venstre fløj som muligt. Fra skanserne på venstre fløj bekastes terrænet om natten med granater, men på trods af det ser man den næste morgen fjendens arbejde skredet rask fremad og to ny batterier opførte, som åbner ilden hen på formiddagen."
Det var nu ikke længer blot i skanserne, at granaterne søgte deres ofre, men også ude omkring i deres nærhed, og i løbegravene blev det mere og mere farefuldt at opholde sig, og alt frembød et uhyggeligt skue. I den tidlige morgenstund var skansekommandøren og jeg uden for skansen. Markerne ser man gennempløjede af granater. Tæt uden for barriereporten støder man på et halvt menneskehoved, så meget af overdelen, at overlæben og overskægget er der. Lidt længere borte finde vi en afrevet hånd. Det bliver alt sammen gravet ned i jorden. Som dagene går, skrider fjendens paralleller rask fremad. Vi ventede hver dag, at en stærk infanteristyrke, i et heldigt valgt øjeblik, skulle foretage et stormangreb på fjendens dækkede og dødtruende stilling, hvad rygtet bebudede, men vi ventede også hver dag forgæves. Vor stilling blev mere og mere trykkende for hver dag, der gik. vi kunne ikke mere fuldt ud besvare fjendens ild.
Fra det hegn, som fjenden nu havde taget til udgangspunkt for sine operationer, løb en anden stump hegn lige ind imod Dybbølstillingen, i retning mellem skanse 3 og 4. En dag fik en lille flok prøjsere regnet ud, at der kunne de i al ro og mag liste sig hen med den nordre side af hegnet og i ganske dejlig dækning ligge og pille vore skytter bort på venstre fløj. Vore skyttegrave var på dette tidspunkt omtrent 200 alen foran fronten, men løjtnant Castenschiold ville ikke tåle den slags underfundighed, og så snart han opdagede deres hensigt, gav han ordre til højre fløjkanon at sende dem et par granater op til hegnet. Jeg tror ikke, prøjserne havde gjort regning på, at vi ville ofre et par granater på den halve snes mand, eller hvor mange de var, thi de fik en travlhed, da deri første granat sprang over hegnet, ikke ulig en flok kreaturer, der pludselig bliver stukken af bremser. Men vore skytter fik den dag lov til at stå i ro. En dag var der to englændere inde i skansen. Det var under en meget stærk kanonade, og ved at se den fart, de tog fra barriereporten over skansens indre for at nå læ ved krudtmagasinet, kunne man nok skønne, de var sig bevidste, at her var det livet, der spilledes om. Men de havde formodentlig med flid valgt et sådant øjeblik, thi straks, de kom i læ af magasinet, gav de sig til med en umådelig travlhed med blyant at tage et grundrids af skansen, som den så ud i dette øjeblik.
Vi fik nu også nogle voldrifler ud på skansen. Det var nogle meget svære geværer, som man ikke godt kunne tage sigte med uden anlæg, hvorfor man lod dem hvile på volden, når man ville tage sikkert sigte på en tysker. Jeg mindes, at vi i den sidste tid, da vi ikke kunne bruge kanonerne stort om dagen, kunne stå i timevis og vente på, at én dog bare ville stikke hovedet ovenfor i deres løbegrave, og således traf det en dag, at skansekommandøren og jeg stod side om side i fronten med hver sin voldriffel. Pludselig forekom det skansekommandøren, at et hoved stak frem oven over den opkastede jord ved fjendens paralleller. Han tager sigte og skyder, men hovedet blev siddende hvor det var. Han tog sin kikkert frem og opdagede da, at det var en sten, hvorover han blev meget sørgmodig.
Efter nogle dages forløb kom der et par ingeniører ned til skansen for at lave os en kasemat i en travers i skansens frontside. Der kunne nogle enkelte opholde sig, dog ikke med fuldkommen sikkerhed. Fjendens granater i fronten, hvoraf nogle var meget store, noget større end vore 84-pd., var rettede med en meget høj elevation og kunne derfor undertiden slå ned lige tæt foran indgangen til kasematten og kastede både jord og stumper ind mellem mandskabet, så flere undertiden blev sårede. En modig og rask gut fik en stump i den ene skulder. Man kunne se, at våbenfrakken var i trævler der hvor stumpen havde ramt ham. Han lo og spøgte og ville ikke ænse det, men omsider blev han tavs der kom tårer i hans øjne, og han blev derefter som et hvidt klæde i ansigtet. Jeg tror, der kom tårer i fleres øjne, for han var meget afholdt og måtte nu ind på lasarettet på Als. Dag for dag bombarderede fjenden stillingen med større og større eftertrykkelighed, og en gang imellem ved nattetid prøvede han på at storme højre fløj og centrum, men uden noget udbytte, derimod fortsatte han med kraft sine paralleller og kom os kendelig, dag for dag, nærmere ind på livet.
En aften det var meget mørkt, da nogle af os stod oppe ved skansens højre fløjkanoner i fronten, begyndte der at blive uro i kæden. Fra vore blev der råbt: "holdt, hvem der ?" der kom intet svar. Derpå fulgte enkelte skud, så en hel salve fra fjenden, besvaret med en ligelydende fra vore. Derpå fulgte de bekendte langtrukne. "Å!" fra de sårede. Nu hørte man fjendens officerer bande og råbe "vorwärtz, vorwärtz!" ja, man kunne høre dem banke de menige med deres klinger for at drive dem fremad. Slutningen på denne affære blev, at fjenden beholdt vore skyttegrave , og fra den tid havde vi ikke andet end lytteposter foran skanselinjen på venstre fløj. Årsagen til dette uheld ved jeg ikke så nøje rede på, men der sagdes af vort infanteri, at det var sydslesvigerne, som havde stået på post, og de var løbne over til prøjserne. Der havde nemlig i den sidste tid udviklet sig et, man kan sige uheldigt ejendommelig venskabeligt forhold mellem den menige klasse på begge sider, efter at de var komne til at stå hinanden på så nært hold. De gjorde tegn til hinanden ved at sætte eller lægge våbnene fra sig, så spadseredes der lidt fremad fra begge sider, og således nærmede de sig hinanden og vekslede snapse og andre genstande, som skulle haves til erindring om et sådant møde. Dette kunne nu se meget uskyldigt ud og kunne også være uskyldigt, men det kunne også have sine mislige følger, især hvis der fandtes mindre pålidelige elementer på én af siderne. Her var et område, hvor vor blysamler på skanse 2 igen var i virksomhed. Han havde hørt, hvorledes infanteriposterne fra begge sider gik sammen. Han ville også forsøge sin lykke. Han blev advaret derimod, men en dag, da det var tåget vejr, blev fristelsen ham for stærk, og han spadserede hen til de preussiske forposter. Da han kom tilbage havde han adskillige, efter hans mening, kuriøse ting at forevise. De bestod i preussiske pfenninger m. m., som han havde byttet sig til med lignende danske ting. Men denne tur bekom ham ikke så ganske heldigt, thi den var bleven opdaget af løjtnant Ancker, og derfor kom hans ulykkelige ryg til at gøre et ganske grundigt bekendtskab med dennes flade klinge i den grad, at tårerne stod ham i øjnene. Der kunne også undertiden foregå forræderi ved disse sammenkomster. En morgen tidlig havde således to af vore infanterister på højre side af skanse 2 været sammen med prøjserne. De var allerede nåede tilbage, den ene i løbegraven, medens den anden gav sig god tid, men fik så en kugle fra prøjserne og faldt dødelig såret til jorden. Siden den tid tror jeg ikke, der var noget tillidsforhold til stede. I det mindste ikke på venstre fløj.
På dette tidspunkt var kampen nået frem på det stadium, idet mindste for skanse 2s vedkommende, at vi så at sige om dagen ikke kunne skyde mere af nogen betydning, idet vi, så snart vi løsnede nogle skud, fik en overdængning fra fjenden af granater, så vi enten straks fik kanonerne skudte ned eller også alle skydeskårene sammenskudte. Vi forsøgte da at optage kampen om natten, idet vi indrettede vore kanoner til natskydning. Vi begyndte således en aften, vistnok til fjendens forbavselse, et ganske antageligt bombardement med alle vore frontkanoner men det varede ikke længe, inden vi fik svar. I sin vrede over den frækhed vi tillod os, sendte han os hele salver af runde granater fra det utal af glatløbede kanoner han havde opstillet i fronten, undertiden 4 stykker eller måske flere ad gangen. Det så helt malerisk ud, når de med den høje elevation kom vandrende i luften, ikke ulige en række kometer, med en lysende hale fra brandrørene efter sig. De var ikke særlig hurtige til at nå deres mål. Man kunne nok stå og betragte dem lidt. Ja man kunne, når man ikke var for langsom i sin betænkning, og man så dem stige op fra fjendens batterier, nok slå et væddemål om, hvor de ville falde. Tillige havde fjendens runde granater den ejendommelighed, at brandrørene ikke var temperede, det vil sige ikke afskårne til nogen bestemt afstand. Derfor kunne det undertiden hænde, når en sådan granat dumpede ned og trillede hen ad skansens indre, (det var ikke de store granater, der gjorde dette, de gik i reglen dybt i jorden, og kastede den op til alle sider, det var nogle på størrelse omtrent med vore 12-pd.) at en artillerist i en fart kunne gribe den med hånden og kaste den over brystværnet, forinden brandrøret endnu var udbrændt. Det var egentlig et stort vovestykke, og det traf også en gang, at en granat sprang imellem hænderne på en mand og naturligvis sønderrev ham. Det kan godt være, at nogle ville kalde det kådhed, men det var det ikke, thi det kunne nok have sin betydning, at granaten, når den lå tæt ved mange mennesker, blev kastet ud af skansen, før den sprang.
Det var en meget mørk nat, kun oplyst den blændende ild fra granaternes sprængning. I skansen gjorde fjenden os ingen fortræd, da alle hans granater så at sige gik ovenover og sprang bag ved skansen eller i dens bagside. Det var også dette, vi havde gjort regning på, at hvor de første granater faldt, der omtrent ville de vedblive at falde hele natten. Vi derimod fra vor side lod også en gang imellem nogle granater falde nærmere, i retning af fjendens paralleller.
Strøget bag ved skansen var den nat meget farligt at komme over, og løbegravenes besætning var stærkt udsat og led uden tvivl meget. Henad kl. 10 hørtes der stærke veklager bag ved skansen. Vi mente, at det var en af infanteristerne i løbegravene, som var bleven såret, og ænsede det derfor ikke, da der jo måtte være nok til at hjælpe ham, og vi jo desuden havde nok at gøre inde i skansen ved kanonerne. Men da en kort tid var gået, vel omtrent en halv snes minutter, den såredes jamren var ophørt, kom en infanterist ind i skansen og meddelte mig det (jeg var den første, han traf på, at der lå en af vore folk uden for skansen og havde begge benene skudte af). Jeg meldte det til løjtnant Ancker, som bad mig straks at gå ud og undersøge, hvorledes dette forholdt sig. Jeg løb ud af skansen, og et par konstabler fulgte mig. Det var så mørkt, så man, som man siger, næppe kunne se en hånd for sig. Tæt bag ved skansen lå en meget stor bunke bjælker og plankestumper, ituskudte sager, som efterhånden var blevet ført derud fra skansen i den lange tid, kampen om Dybbøl havde stået på. "Her omtrent var det, han lå", sagde infanteristen, men vi kunne ingenting se, derimod blev den sårede mand opmærksom på, at der var nogle, som ledte om ham, og en stemme lød en 3 - 4 alen fra os med svag røst; "Her ligger jeg". Med det samme kom der nogle granater fra fjenden, som slog ned nogle få alen fra os og, idet de sprang, for et øjeblik oplyste alt omkring os. Vi kunne se, hvor han lå ja, jeg synes, jeg kan se det endnu, thi det gjorde et stærkt indtryk på mig, da det var en af mine kammerater fra rekrutskolens tid. I mellem plankestumperne, med hovedet nedad, lå han underløben med blod. Vi havde ingen ambulancebåre, da vor den dag var bleven skudt itu. Nu kom løjtnant Ancker selv derud. Han råbte til infanteriet i løbegravene om en ambulance, men fik intet svar. En mand blev sendt derhen, og endelig kom der 2 mand med en båre. Nu skulle vi have ham lagt derpå. Jeg tog ham ved benene, men i det samme mærkede jeg, at de ikke hang så fast ved kroppen, at de kunne holde sammen med denne. Jeg lagde dem forsigtigt igen, og bad tre mand tage ham på armene fra siden af, selv tog jeg ham under hovedet og skuldrene, og således lagde vi ham forsigtig på båren, som nu drog af sted med ham ind til Sønderborg, hvor han imidlertid, sagdes der, døde undervejs. Han var ikke af vort mandskab, som der blev sagt, men hørte til skanse 4's besætning og skulle have været dertil som en af dets afløsningsmandskab, men da der denne aften faldt så overmåde mange granater i strøget bag skanserne, og skønt han var i følge med en 3-4 andre, som skulle til samme skanse, havde han fundet det mere hensigtstjenligt at gå, om ad strandkanten langs Vemmingbund og derfra følge løbegraven fra skanse til skanse, indtil han nåede nr. 4, men som vi har set, fik han sit banesår, da han nåede bag skanse 2, hvorimod hans kammerater kom velbeholdne til deres kampplads. Det er et lille fingerpeg på, at man ikke selv kan vogte sig for faren, og mærkeligt er det tillige, at man har ikke så få eksempler på, at den, som har været mest angst og søgt at undgå faren, er bleven skudt. Dog skal dermed ingenlunde siges, at denne mand var bange, thi under disse forhold kunne det godt være en meget forstandig beregning, som han var gået efter.
Af det foregående vil det skønnes, at soldaterne nu levede under trange kår på Dybbøl banke, og det kan næppe forundre, om en enkelt afdeling gjorde modstand, sidste gang, den skulle derud, vel at mærke når den skulle ligge stille og være skive for en krydsild af flere hundrede af kanoner, thi når de måtte få lov at gå på, var der vist ingen, der krympede sig. Jeg kan dog ved denne lejlighed ikke nægte mig den fornøjelse at omtale skanse 2's mandskabs holdning set udefra. Det er mig fortalt af folk, som var øjenvidner. Der sagdes således i Sønderborg: "Når afdelingerne drager ud på Dybbølstillingen, så kan man kende mandskabet fra skanse 2 på, at de komme med hinanden arm i arm, syngende på en eller anden smuk fædrelandssang." Men vil man søge grunden til, at der var så smuk en holdning hos skanse 2's besætning, da tror jeg nok, at man finder den i de to udmærkede officerer, som ledede forsvaret der.
Endnu skal jeg i korthed omtale forholdene i de to sidste dage før Dybbøls fald. Den 17. april fortsatte prøjserne deres bombardement med forøget styrke, og særlig var Broagerbatteriernes ild imod venstre fløj virksom. Da løjtnant Ancker aftenen i forvejen kom ind i skansen, fortalte han, at nu kunne han give ordre til at rømme stillingen, når han ville, og at dette skulle foregå ved signal fra venstre til højre fløj ved at hejse en grøn lygte op og ned tre gange, hvilket skulle gentages fra skanse til skanse, men at der var politiske grunde for, at vi skulle holde stillingen så længe som muligt, da der om et par dage skulle sammentræde en konference i London, som skulle medføre en våbenhvile.
Der havde flere gange været ild i vort forskudte blokhus, men som hver gang heldig blev slukket. Hen på eftermiddagen så jeg fra venstre flanke i batteriet, at et jernrør, lig en fingers længe og tykkelse, havde boret sig fast i en af blokhusets bjælker og sendte en lille brandstråle ud i lighed med, men noget mindre, end et brandrørs. Jeg sprang til og rev det ud af bjælken, men det havde allerede antændt det tørre træ, og nu havde vi ingen vand, da brønden var sammenskudt. Snart steg de røde flammer i vejret, og der var stor fare for, at krudtmagasinet kunne springe i luften, da dets dør vendte lige mod ilden, hvortil der kun var nogle få alen. Løjtnant Ancker bød mandskabet forlade skansen med undtagelse af en 3-4 stykker, som han gav lov til at blive, for at hjælpe til med at få døren til krudtmagasinet dækket. Jeg siger gav lov til at blive, thi de ville alle sammen helst blive, så længe kommandøren ikke ville forlade skansen. Snart kom der en ingeniørofficer ind i skansen for at se, hvorledes sagerne stod. Vi var allerede i arbejde med at føre jord op for magasindøren, nu kom der bedre gænge i dette arbejde. I en fart fik vi stillet nogle bjælkestumper op i en skrå stilling for døren, der udenpå igen nogle brædder, som straks blev overspredte med et tyndt lag jord, for at ilden ikke skulle fænge. Det var også på høje tid, thi døren var allerede så varm, at man næppe kunne holde en hånd derpå. Nu fyldtes der mere jord uden på blenderingen, et temmelig tykt lag, og dette tog ikke så ganske kort tid, da vi havde mangel på arbejdsredskaber til dette brug. Da ilden blussede rigtig op, fordoblede prøjserne deres beskydning, vel sagtens for at vi ikke skulle slukke det, hvad vi af gode grunde ikke prøvede på. Derimod var der en anden ting, som vi var noget betænkelige ved. Vi vidste nemlig, at der var adskillige af prøjsernes granater gåede ind i blokhuset uden at eksplodere, og vi vidste, at når ilden nåede dem, ville de springe og kunne da måske nok forvolde nogen ulykke. Da vi var blevet færdige med blenderingen, hvad vi først nåede ved nattens frembrud, satte vi os i god ro og mag i læ af brystværnet og betragtede det brændende blokhus, medens vi fik os en bid brød og en snaps, som jo i den tid med en vis nødvendighed var bleven vor "livret". Hvad vi havde anet med hensyn til fjendens granater i blokhuset, gik i opfyldelse. Den ene granat efter den anden eksploderede inde i ilden og kastede de brændende bjælkestumper højt i luften. Aftenen var blikstille og det var klar luft. Det var en romantisk aften på venstre fløj. Enkelte rovfugles hæse skrig lød langs stillingen. En brændende bjælke, som slog den ene ende i vejret, idet den var afbrændt ved den anden, har vel taget sig noget malerisk ud for vore naboer på Broager og fremkaldte et vældigt "hurræh" derovre, som vi kunne høre gennem nattens stilhed. Alt betjeningsmandskabet var nu atter kommet ind i skansen, men der var en noget trykket stemning, thi enhver havde en følelse af, at vi nu snart måtte stå ved udgangen af den lange kamp, og blev stillingen tagen med storm, ville vi, som havde vor plads i skansen, utvivlsomt blive gjorte til krigsfanger.
Natten svandt roligt hen. ikke et skud faldt. der var en stilhed, som grænsede til det uhyggelige efter det lange bombardement. Henad kl. 4 i morgenstunden begyndte kanonerne igen deres hvasse sprog, samtidig både fra Broager og fra fronten, som snart udviklede sig til en kanonade, hvis heftighed måske ikke før er hørt i Danmark. Det skulle da være på Kongedybet 1801.
Som bevis på, hvilken masse jern, der blev udslynget over Dybbøl banke den formiddag, skal jeg blot anføre, at prøjserne skrev i deres egne meddelelser om slaget den 18. april. Jeg læste det i krigsfangenskabet i fæstningen Minden, at de den formiddag før stormen havde kastet 15.000 granater ud over Dybbølstillingen, og prøjserne plejer ikke at have skyld for at angive større ofre, end de virkelig har bragt. Det vil heraf skønnes, at værkerne, da stormen henved klokken 10 tog sin begyndelse, var en temmelig demoleret tilstand. Ja for skanse 2's vedkommende bogstavelig lignede en grusbunke, fra hvis midte der, lig en lille vulkan, opsteg røg og enkelte ildflammer.
under denne formiddags kanonade svarede vi ikke ét skud, og jeg tror heller ikke, der blev svaret fra de andre skanser. Vi sad en 3-4 stk. ved blenderingen for krudtmagasinet, deriblandt løjtnant Ancker, og talte om et og andet, og da navnlig om, at fjenden måtte have sine særlige grunde for denne overmåde heftige beskydning. Som vi sad og talte, traf en af prøjsernes de runde granater en af de svære stolper i barriereporten (indgangen i skansen), som endnu ikke var bleven helt skudt ned, hvor den satte sig fast, med brandrøret, med sin lange sprudlende flamme, vendende indad mod os, og vi talte om hvor mange sekunder mon de virkelig brændte for længe? En mand tog sit ur op af lommen, men i det samme sprang granaten og gjorde den svære stolpe til splinter, som hvirvledes rundt i skansen. en eller anden kunne måske spørge, om vi nu ikke sad i fare for stumperne af denne granat, medens vi sad så rolige og vi dog ikke havde noget at tage var på. Dertil vil jeg sige. Jo, ganske vist, den sad jo og brændte med sin rørflamme ikke mange alen fra os, men det er bare et lille bevis på, hvilken magt vanen har. Havde det været i begyndelsen af kampen, ville man ganske sikkert været meget rapfodet til at komme i læ, når man da ikke var under kommando og havde noget at tage var på. Men når man i så lang tid har levet mellem springende granater, og de have opført dem skikkeligt imod ens egen lille person, så bliver man tryg, og man anser dem ikke mere som så farlige.
Med ét hørte kanonaden op, som på et klokkeslag, som ved et elektrisk stød, og alt var stille som i et kammer. Hvilken modsætning i forholdene! "Hvad nu P.", sagde nogle, men man havde det på følelsen, og derfor sagde andre: "Nu vil fjenden storme." Man så ud over brystværnet. Jo ganske rigtig. Som en flod, der har været opstemt, væltede prøjserne frem af deres sidste parallel, og i stormende løb tog de retning efter skanse 1. I det samme lød der en skrattende salve af geværild fra løbegraven på højre side af skanse 2, i lighed med, som når man hører et læs små sten rulle af en vogn. De gjorde dog ikke den virkning, som man skulle tro, at en sådan masse skud kunne gøre i en tæt kolonne. Dog ser man en og anden dukke til jords omkring i den store masse, der høres klageskrig. Kolonnen trykker sig et øjeblik. Et par stykker løber tilbage, og jeg mindes, jeg sagde til løjtnant Ancker: "nu retirerer de". "Ja de gør da fanden", svarede han, og med det samme ilede skaren fremad med fornyet fart. Vi havde kun én kanon, hvormed vi kunne skyde, den ene 84-pd. i fronten, de andre var enten skudte ned eller også var skydeskårene skudte sammen, så de ikke kunne bringes til skud. Den brugelige var ladet med en granat, som straks blev affyret på stormkolonnen, men den gjorde ikke videre virkning, da brandrøret ikke var temperet til denne afstand og den altså kun gjorde virkning som fuldkugle. Naturligvis tog det ikke lang tid atter at få kanonen ladet med en kardæsk, men dog så lang tid, at de fjendtlige stormkolonner var nåede uden for denne kanons område. Den skød igennem skydeskår og kunne altså kun drejes til en bestemt grænse. I fronten, lige ud for os, kunne vi ikke se mange. Jeg syntes at der kun var nogle enkelte omkring i terrænet imod os. Alligevel sendte vi en kardæsk ud i lavningerne foran os, men da røgen var trukken til side, og jeg lidt efter så ud igennem skydeskåret, stod prøjserne i tætte masser langs skansegravenes ydre rand, rettende geværpiberne efter skydeskåret. De måtte fejes bort, det koste, hvad det ville. I en fart fik vi en kardæsk i kanonen og plongerede denne således, at den kunne bestryge pladsen, hvor de stod. Jeg havde da kun to mand ved kanonen. To rekrutter, som vi havde fået et par dage i forvejen til udfyldning af lidte tab. De var noget bange, hvad man ikke kan undres over, når der tages hensyn til deres uvanthed og til det kritiske øjeblik, hvori vi nu befandt os, og derfor rettede og affyrede jeg selv dette skud. Da røgen trak lidt til side, var der ingen at se ud for frontsiden. Derimod begyndte nogle at række hovedet op og kigge over brystværnet fra skansens højre flanke, og nu satte jeg fornaglingssømmet i kanonen, så den kanon har Ancker i hvert fald ikke fornaglet "med egen hånd ", men deri er der heller ikke nogen ære, da det jo ikke drejer sig om at få kanonerne fornaglede, hvorvel det jo også kan have sin betydning, at de blive det, når der ikke længere haves håb om redning, for at ikke fjenden straks skal tage dem i brug og vi således selv understøtte ham med våben. Det var det sidste skud med kanoner, der blev gjort fra skanse 2. Infanteristyrken i skansen var grumme lille. Nogle sagde 17 mand, måske der var flere, men der var i hvert fald ikke mange. Dette gav også de første prøjsere, der tittede over brystværnet, mod til straks at springe op og skrige "hurræh". Den første, der sprang over brystværnet i skansens højre flanke, var en feldwebel, men straks fulgte flere ham, og med det samme væltede masserne ind fra skansens bagside med vældige kampråb. En infanteriofficer af vore stod med dragen klinge i nærheden af blokhusets brændende rester det var en høj, stærkt bygget mand med kraftigt skæg. Imod ham stævnede den lille preussiske feldwebel, men gjorde for en sikkerheds skyld holdt i nogle skridts afstand. Det så også ud til at være et højst ulige parti og spurgte, om han ville overgive sig. Det lod ikke til, at officeren havde nogen stor lyst dertil, thi han gav intet svar, det jeg kunne høre, men stod som en urokkelig støtte, færdig til at forsvare sig og den plet, hvorpå han stod. Men snart var skansen propfuld af prøjsere, og vilde, øredøvende krigshyl lød omkring mig mellem geværernes dundrende salver. En vild prøjser gennemborede med sin bajonet en konstabel, som kom op fra krudtmagasinet. Til denne ugerning kunne der ikke være nogen anden grund end vild råhed.
Siden vi talte om prøjsernes første stormløb mod skanse 1, havde jeg ikke set løjtnant Ancker, så jeg kan ikke sige, hvad han foretog sig.
Jeg kender godt historien om den tændte minepølse, men den har jeg ingen rigtig tro til, selv om der var gjort forberedelser til at sprænge magasinerne i luften. Der var således boret et hul i krudtmagasinets dør, hvorigennem minepølsen skulle ledes ind i en krudttønde, men det var ikke gjorte i den hensigt, at det skulle udføres under en fjendtlig storm, thi da ville det have været ulige lettere at tænde et brandrør i en granat og kaste den ned i magasinet, hvad jo ville have gjort samme virkning. Dog skal jeg ikke sige noget afgjort derom, da jeg som sagt ikke så Ancker i de sidste øjeblikke, men derimod var forberedelserne med minepølsen gjorte for det tilfælde, at vi godvilligt rømmede stillingen, da skulle den ledes fra krudtmagasinet og uden for skansen, og der skulle så en mand blive tilbage og antænde den, når besætningen var rykket bort. Med hensyn til løjtnant Anckers holdning over for de indstormende prøjsere, er det derimod fortalt af øjenvidner, at han ikke ville overgive sig, men huggede om sig med sin klinge, så længe han kunne. Nogle stødte ham i ryggen med geværkolberne, andre forfra, og atter andre fra siderne, indtil han var overmandet og afvæbnet. Der sagdes, at de stormende havde udtrykkelig ordre til, at de skulle fange ham levende, hvad også nok kan være rimeligt, da prøjserne satte ham meget højt som krigersk modstander.
Da afvæbningsspørgsmålet var tilendebragt, hvad jo ikke tog lang tid for en så overvældende masse, måske et halvt hundrede imod hver af os blev vi transporterede over i de preussiske paralleller. Andenvejs så vi "Rolf Krake" dampe ind i Vemmingbund og straks begynde at beskyde prøjserne i flanken, men ak, det var for sent. På venstre fløj var de allerede nåede op imod Dybbøl mølle. Dog måtte de jo, trods den overvældende masse og trods tændnålsgeværerne, atter gå tilbage til i nærheden af vore løbegrave, forårsaget ved det, man nok kan sige helteangreb, som 20. og 9. regiment rettede imod dem. Men da de to regimenter ingen dækning kunne få, varede det jo ikke længe, før de atter måtte vige for den dræbende ild, som fjenden rettede imod dem.
Ja, således endte dette optrin, som opførtes på Dybbøl banke, vel sørgeligt for os, men ikke æreløst, thi hvis der nogen sinde med sandhed har kunnet siges, at "hver fodsbred jord er bleven dyrekøbt", så tror jeg, det den gang kunne siges om Dybbøl banke. Dens jordbund har drukket meget ædelt dansk blod. Der har lydt mangt et klagesuk fra de døende krigere, og mangen stille hjertebøn er derfra stegen mod himlen. Derfor synes det mig at passe særligt godt på denne egn, ja er som skåret ud af bondens tanker, når digteren synger!

»Det er så tyst I men daler Sol bag høje, og Bonden flytter hjem sin trætte Fod, da går de store Syner for hans øje, og stærke Toner jubler ham imod; da blusser Bavnen fra de spredte Bakker, da knalder Skud på Skud fra Grøft og Hegn, da kender han de blå Soldaterfrakker, da vifter Bøgens Gren som Sejerstegn.«

Ja, når man læser dette vers, så synes mig nok, at man ligesom kan se den sundevedske bonde vandre tankefuld hen over markerne, af og til standsende, snart ved et minderigt sted og snart ved et andet. Han, som har været vidne til de blodige stævner, i hans øren kan mindet nok atter få skuddene til at knalde fra grøft og hegn.
Siden hin ulykkesdag er nu tyve år henrundne, og endnu bløder såret lige friskt, som da det blev slået, og dette, at såret endnu er lige friskt og om muligt endnu sundere end den dag, det blev slået, turde måske være et vidnesbyrd om, at det både kan og skal heles, når en gang Vorherres time slår. Gid minderne, som jo nok kunne »lade som ingenting«, gid de også her måtte være et »kildespring« til at holde såret rent, indtil lægedomstimen oprinder, og det skilte atter genforenes. Til selvom det ser noget mørkt ud, selvom sønderjyderne ofte må sukke! »Ak Herre, hvor længe« , så er det dog lige sikkert, at når uretten har løbet linen ud og måske smedet de våben, hvormed den selv skal fældes, da.

»Bladet i verden sig vender som lykkespil, under usynlige hænder, som gud det vil. Bladet, som Herren det ville, vendte sig tit, når det gik Danmark ilde, vendte sig blidt.«

Løjtnant Johan Andreas Peter Ancker
(1837-1876).

Johan Anker blev født på Bornholm og fik en militær opdragelse. Han blev i 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits, og meldte sig som frivilig i 1863 for at deltage i kampen mod den prøjsisk østrigske invasionshær.
Han var artillerikommandør i Skanse 2 på Dybbøl under krigen i 1864.
Denne skanse var udstyret med de bedste kanoner, dvs. riflet skyts, og der var stående ordre om at besvare al beskydning fra de tyske batterier, så snart de åbnede ild.
Det farefulde arbejde med at tiltrække og besvare den fjendtlige beskydning forestod løjtnant Ancker med stor koldblodighed.
Han udviste ikke blot stor dristighed, men havde også en slagfærdig og fanden-i-voldsk facon.
Herved fik han mandskabets hengivenhed og nød fjendens beundring og kongens bevågenhed. Den 17. april skænkede kongen ham Ridderkorset og en æreskappe.
På stormdagen den 18. april 1864 blev Ancker taget til fange, da de preussiske tropper havde ordre til, så vidt det var muligt, at fange ham levende. Efter sin løsladelse fra krigsfangenskab blev Ancker modtaget som krigshelt i København og fik en æressabel.
På Dybbøl mølle kan man se eksempler på hyldesten af denne krigshelt. Helten forlod dog hurtigt hæren efter krigen, da fredstiden ikke passede til hans temperament.

Løjtnant Johan Andreas Peter Ancker (1837-1876). Johan Anker blev født på Bornholm og fik en militær opdragelse. Han blev i 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits, og meldte sig som frivilig i 1863 for at deltage i kampen mod den prøjsisk østrigske invasionshær. Han var artillerikommandør i Skanse 2 på Dybbøl under krigen i 1864. Denne skanse var udstyret med de bedste kanoner, dvs. riflet skyts, og der var stående ordre om at besvare al beskydning fra de tyske batterier, så snart de åbnede ild. Det farefulde arbejde med at tiltrække og besvare den fjendtlige beskydning forestod løjtnant Ancker med stor koldblodighed. Han udviste ikke blot stor dristighed, men havde også en slagfærdig og fanden-i-voldsk facon. Herved fik han mandskabets hengivenhed og nød fjendens beundring og kongens bevågenhed. Den 17. april skænkede kongen ham Ridderkorset og en æreskappe. På stormdagen den 18. april 1864 blev Ancker taget til fange, da de preussiske tropper havde ordre til, så vidt det var muligt, at fange ham levende. Efter sin løsladelse fra krigsfangenskab blev Ancker modtaget som krigshelt i København og fik en æressabel. På Dybbøl Mølle kan man se eksempler på hyldesten af denne krigshelt. Helten forlod dog hurtigt hæren efter krigen, da fredstiden ikke passede til hans temperament.

En anden beskrivelse af Ancker, medens han sad som krigsfange.
Blandt de officerer der i denne krig have haft særlig lejlighed til at lægge koldblodighed, mod og snilde for dagen, indtager løjtnant Ancker en hæderlig plads. Det er ikke alene os, men selv Fjenden, der offentlig har anerkendt denne officers tapperhed, anerkendt i den grad, at der i sin tid var tale om at de fjendtlige officerer vilde sende ham en adresse. Hos os har han vundet påskønnelse, idet ikke alene kongen har hædret ham, men taknemmelige medborgere agter nu at overrække ham en æressabel.

Løjtnant Ancker der omtrent er 28 år gammel, er en søn af hr. proprietær Ancker i Rønne på Bornholm. Han er født på den for nylig afbrændte "Almegård" i Knudskjær Sogn, 1/4 mil fra Rønne.
For 8 år siden kom han til København, hvor han gennemgik artilleri-underofficersskolen. Efter at være dimitteret herfra blev han ved sin ankomst til Bornholm ansat som løjtnant ved Bornholms milits. Ved krigens udbrud blev han ansat som kommandør i skanse nr. 2. Denne skanse, hvis forsvar har vakt fjendens højeste beundring. Da Dybbølstillingen var skudt til grus og de danske, trods et eksempelløst mod, måtte rømme stillingen mod en fem gange overlegen styrke, da var Løjtnant Ancker den sidste i skansen, hvor han med egen hånd fornaglede sine kanoner.
Ligesom denne tapre Mand har aflagt glimrende prøver på mod og tapperhed, således har han også vidst ved sit snilde at skuffe fjenden. Var nemlig hans skyts for en tid gjort ubrugelig, brugte han det krigspuds på et eller andet punkt af skansen at opstille en bjælke eller et kakkelovnsrør. Fjenden fik da straks travlt i den tro at der var noget nyt og stærkt skyts der blev opplantet. Prøjserne koncentrerede da hele deres ild på disse fingerede kanoner og Ancker fik da tid til at udbedre den skade som kanonerne havde lidt.
I fangenskabet er Løjtnant Ancker genstand for tyskernes beundring. Den prøjsiske prins har inviteret ham til Berlin for at tilbringe fangenskabet. Vi kunne ikke slutte disse notisser uden at ønske at denne tappre mand ret snart må vende tilbage!

Han blev født i Taagelund, Egtved sogn den 22. oktober 1839 og døbt i Egtved kirke 8. december.
Han var søn af boelsmand Christen Andersen og hustru Kirstine Pedersdatter af Taagelund.

1. ægteskab.
6 år efter krigen i 1864, 31 år gammel, giftede han sig den 22. juli 1870 i Almind kirke med enke efter 1. ægteskab, Maren Johannesdatter Kyster på 43 år, og blev dermed gårdejer på en gård i Dons. Hun var enke efter gårdmand Peder Hansen af Dons mark, der døde 24. januar 1869.
Ved vielsen er han i kirkebogen indført uden titel, men i stedet som "Dannebrogsmand i Taagelund."
Maren var datter af gårdejer Johannes Jespersen Kyster i Vonsild og født der 19/4 1827.
Ægteskabet blev, på grund af hendes alder, barnløst.
På gården var 1890 ansat 5 tjenestefolk. 3 tjenestepiger på hhv. 22, 15 og 14 år og to tjenestedrenge på hhv. 16 og 15 år. Desuden have de et plejebarn på 13 år boende.
Maren døde 20. marts 1893 på Dons mark, 65 år gammel og begravedes 27 marts på Almind kirkegård.

2. ægteskab.
8. november 1895 giftede han sig igen i Vartov valgmenighedskirke i København med den 29 år yngre Maren Marie Sørensen, der var født 26. juni 1868 i Bramdrup sogn ved Kolding og døbt 26 juli i Bramdrup kirke. Der skulle løses kongebrev. Kongebrevet er dateret 10. oktober 1895.
Hun var datter af gårdejer Jens Henrik Sørensen, født 3. august 1840 i Bramdrup, og Dorthea Hansen Buhl der ejede gården Haugegrengård i Bramdrup.
De fik datteren Marie Christine Christensen-Buhl, der blev født på Mazantivej i Kolding 16. april 1899.
I 1901 var han regnskabsfører for a/s Kolding Skovmølle, og havde formue.
Da han døde 28. november 1917, boede familien på Dyrehavevej 7 i Kolding, i Kolding Slotsogn.
Han begravedes på Almind kirkegård 5. december 1917.
I kirkebogen under bemærkninger står "Dannebrogsmand fra 17. april 1864."
Han levede, som partikulier, af sin formue.
I 1930 boede hans enke Maren Marie på førstesalen i forhuset, sammen med sin far, Jens Henrik Sørensen, der var blevet enkemand og hendes handicappede bror, Hans Buhl Sørensen.
I 1940 boede enken stadig i huset sammen med broderen og desuden datteren Marie Christine Christensen-Buhl, der hjalp sin mor med husholdningen, Broderen, Hans Sørensen-Buhl, var født 4. september 1870 i Bramdrup.
I folketællingen 1940 står: "Har fra ungdommens været svag og ikke kunnet optage nogen gerning, men har haft ophold hos sin søster."

Erindringerne genoptrykkes i 1963:
Christian Christensen erindringer genoptryktes i et begrænset oplag i 1963 i 100 året for starten på krigen.
Bag udgivelsen stod datteren Marie, der nu var blevet cand, theol. og cand. mag. I et forord skriver Marie Christensen at faderens erindringer udkom første gang i en række artikler i Højskolebladet 1884. De blev samlet i bogform i 1886. Den kom ikke i boghandelen, men kunne erhverves gratis ved henvendelse til Marie Christensen, Dyrehavevej 7 i Kolding.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286