FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

KRIGEN 1864

2. Slesvigske Krig 1864 mellem Danmark og Slesvig-Holstenerne-Preussen-Østrig.

Striden om Slesvig skulle 14 år efter treårskrigen, atter føre Danmark ind i en krig hvis årsag skal søges tilbage i middelalderen.
Der havde Slesvig nemlig fået en særstilling som hertugdømme. Landet var grænseland som kongen gerne ville have beskyttet mod fjender sydfra. Det var Valdemar Sejr, der i midten af 1200 tallet overdrog landet som et len til sin søn Abel, mod at han overtog bevogtningen af grænsen. Hertugdømmet udviklede sig senere til at blive et arvehertugdømme, kun knyttet til kongeriget ved lenspligten. Slesvig udviklede sig mere og mere i selvstændig retning. Da kongeriget i 1300 tallet befandt sig i et politisk kaos og Abelslægten uddøde, blev Slesvig i 1375 overtaget af den rige holstenske greveslægt Schauenburgerne. Greverne måtte dog som arvelige lensmænd anerkende kongeriget som overhøjhed. Christian I var i 1448 blevet dansk konge, foreslået af sin onkel, hertug Adolf af Sønderjylland, der ikke selv ønskede at overtage kongemagten. Han måtte dog afgive et løfte om ikke at lægge hertugdømmerne sammen med kongeriget. Ved Ribeforliget i 1460 blev kongen tilbudt at blive hertug for begge hertugdømmer, mod at love de holstenske grever, at styre dem "Ewig tosamende ungedelt" altså for evigt forenede. Dette banede vejen for en fortyskning af Slesvig, der efterhånden fik tysk kirkesprog overalt, selv om befolkningen talte dansk.
Da Schauenburgslægten uddøde i 1459, havde kongen ellers muligheden for at inddrage Slesvig under kongeriget som hjemfaldent len, men måske på grund af sit løfte, benyttede han ikke muligheden. Tværtimod knyttedes nu Slesvig og Holsten tættere sammen, fordi de rige holstenske grever, ved giftermål og jordopkøb, havde fået besiddelser i både Slesvig og Holsten, som de ikke ønskede at få adskilt, hvilket kunne føre til toldgrænser m.m..
Da den nationalliberale bevægelse voksede frem i Danmark med ønske om igen at få Slesvig knyttet nærmere til kongeriget og adskilt dansk og tysk, og samtidig nationalismen havde udbredt sig i hertugdømmerne med ønske om at løsrive begge hertugdømmer fra Danmark, startede i 1848 det slesvig-holstenske oprør der, ved stormagternes indgriben, endte med, at den hidtidige ordning skulle bibeholdes, altså Slesvig-Holsten skulle fortsat betragtes som en stat.
Da de nationalliberale i kongeriget igen fik magten i midten af 1850'erne, skærpedes forholdet mellem dansk og tysk atter. Især, da man ved at vedtage den såkaldte novemberforfatning af 13. november 1963, brød løfterne fra fredsslutningen, ved at adskille Slesvig fra Holsten så Slesvig og Kongeriget fik samme grundlov. Forfatningen krævede dog kongens underskrift for at kunne føres ud i livet, men Frederik VII døde på Glücksborg slot 15. november 1863, før han nåede at skrive under, hvilket chokerede den danske befolkning.
Kong Christian IX, der overtog tronen, var såkaldt helstatsmand, og havde i 1848 brudt med sin slægt, der kæmpede på oprørernes side, medens kongen deltog som chef for hestegarden på dansk side.
Da han som helstatsmand gik ind for at bevare hertugdømmerne samlet, var han naturligvis ikke begejstret for at skulle skrive under på den nye forfatning, men befolkningens pres gjorde udslaget.
Da forfatningen var vedtaget, blev der røre blandt stormagterne, der havde været med til at faslægge fredsbetingelserne i 1850. England, Rusland og Frankrig sendte besked til København med krav om, at trække forfatningen tilbage, da den udgjorde en trussel mod freden i Europa. Konseilsprecident Hall holdt fast i forfatningen og gik af i protest mod kongens og stormagternes krav. Den preussiske ministerpræsident Otto von Bischmark så straks muligheden for at få indlemmet Slesvig i det tyske forbund og tyske forbundstropper besatte hurtigt Holsten og Lauenburg. Biskop Monrad, der overtog pladsen efter Hall, forsøgte forgæves at standse preussernes fremrykning ved at love en ny helstatsordning. I januar 1864 krævede Bischmark forfatningen ophævet inden 48 timer, da Slesvig ellers ville blive besat af forbundstropper. Da Monrad afslog kravet var krigen en kendsgerning.
Natten til 1. februar 1864 gik en samlet preussisk - østrigsk hær over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke der var ledet af den 80 årige feltmarskal Friedrich Ernst von Wrangel. Det var dog mest fordi han betragtedes som en helt, at han var valgt, og han var da også begyndene senil og lidt af en plage for sine omgivelser. Han blev derfor også ret hurtigt sat fra bestillingen som overgeneral.
En brorsøn til kong Wilhelm prins Friedrich Karl ledede det preussiske korps og fik overdraget den endelige overkommando 18. maj. Preusserne var danskerne overlegne både i uddannelse og bevæbning. Danskerne har bønderkarle, fjenden har soldater blev der sagt. Preusserne havde fået bagladegeværer, som var tre gange hurtigere at lade end de gammeldags forladerer, samt riflede kanoner, der skød dobbelt så langt, mere præcist og med større virkning end de gamle glatløbede.
Den danske hær bestod af 22 bataljoner samt livgarden. Bortset fra livgarden blev de slået sammen to og to til regimenter. De såkaldte holstenske regimenter med numrene 15, 16, 17 og 22, mødte ikke og det lauenburgske 14. regiment blev hjemsendt. De sydslesvigske 12. og 13. regiment var upålidelige på grund af dårlig disciplin. Artilleriet blev udvidet fra 12 til 13 batterier foruden 6 fæstningskompagnier til betjening af fæstningsartilleri. I alt talte hæren 38.000 mand med 96 kanoner foruden fæstningsartilleriet. Preussernes hær talte 35.000 mand med 102 kanoner og østrigerne mønstrede 22.000 mand med 48 kanoner. Fjendens soldater bestod hovedsageligt af unge veltrænede soldater, medens den danske hær havde måttet indkalde mange ældre af reserven.
Den danske flåde var dog fjendens langt overlegen og besejrede både preusserne ved Rügen 17. marts og østrigerne ved Helgoland 9. maj og kunne effektivt blokere fjendens havne.
Flåden bestod af 35 krigsskibe med 554 kanoner samt mange af de såkaldte kanonbåde, der var robåde monteret med en kanon i stævnen. Preusserne havde 31 krigsskibe med 193 kanoner og også en del kanonbåde og Østrig havde 8 krigsskibe med 246 kanoner med i krigen.
De preussiske tropper havde moderne våben som riflede bagladekanoner, der rakte 3 gange så langt som de forældede danske forladekanoner, hvoraf mange stadig var glatløbede, var mere træfsikre og kunne afgive langt flere skud.
Det danske infanteri havde stadig forladegeværer, hvoraf de mest moderne var tapriflerne. Preusserne havde tændnålsgeværer (bagladere), der var langt hurtigere at lade. Østrigerne derimod, havde samme geværtyper som danskerne.
Den danske hær begyndte mobiliseringen i efteråret 1863 og den 72 årige general de Meza fik tildelt overkommandoen. Hæren indtog stillingen ved Danevirke og afviste det første angreb ved Mysunde 2. februar. Men stillingen var uholdbar i den stærke frost, fordi den støttede sig til vandspærringer. I forståelse med sine hærførere (undtagen Lüttichau) besluttede de Meza, i samråd med en enig stab, at redde hæren, før den blev omgået. Tilbagetrækningen 5. februar blev meget dygtigt gennemført, men kostede generalen hans kommando, som blev overtaget af den 66 årige Daniel Georg Gerlach. Den danske offentlighed kunne ikke fatte, at Danevirke måtte opgives uden sværdslag. Den danske arrieregarde under Max Müller havde en hård kamp ved Sankelmark 6. februar. Hovedstyrken under den nye overgeneral gik i stilling på Dybbøl. General Lunding holdt atter Fredericia, medens ryttergeneral Cai Hegermann-Lindencrones division havde trukket sig op i Jylland og opererede omkring Limfjorden. Efter en måneds ødelæggende bombardement, blev Dybbøl stormet og indtaget 18. april. Det var et mirakel, at den dårligt befæstede stilling holdt så længe mod den knusende overmagt.

Wrangel overskred kongeåen og opslog sit hovedkvarter i Kolding. 8. marts var der fægtninger foran Fredericia.
Samme dag erobrede østrigske tropper Vejle, der forsvaredes af 7. brigade.
Fra sit hovedkvarter udsendte Wrangel den 15. marts en proklamation til Jyllands befolkning.
Den 20. april samledes udsendinge fra Danmark, Preussen, Østrig, Det tyske Forbund, Frankrig og Sverige-Norge til en fredskonference i London ledet af den engelske udenrigsminister lord Russell. 9. maj fik Danmark en lille opmuntring, da Suenson vandt søslaget ved Helgoland. I London indgik man tre dage efter en aftale om en måneds våbenhvile gældende fra 12. maj til 12. juni, senere blev den forlænget 14 dage, medens man afventede resultaterne af konferencen. Lord Russel fremsatte på englands vegne et løsningsforslag der gik ud på at dele Slesvig i en linie fra Slien til Dannevirke. Tyskerne foreslog en linie Åbenrå-Tønder og senere en linie fra Flensborg fjord, nord om Flensborg til Tønder. Den danske udsending kunne kun acceptere linien Eckernförde Friedrichsstadt hvilket betød afståelsen af en smal strimmel mellem Slien og Dannevirke.
Da man ikke kom ud af stedet, foreslog englænderne sagen afgjort ved en voldgift eller mægling. Tyskerne ville ikke acceptere voldgiften med godt en mægling. Efter ordre fra den danske regering, der havde vedtaget at afvise det engelske forslag på et statsrådsmøde 21 juni, afviste den danske forhandler både voldgift og mægling. Til sidst foreslog Frankrig sagen afgjort ved en folkeafstemning i det berørte område, hvilket tyskerne ville overveje, men forslaget afvistes fra dansk side. Forhandlingerne brød dermed sammen og kun en fortsættelse af krigen stod tilbage, hvilket i virkeligheden også ønskedes fra dansk side, da man ikke ville indgå en "vanærende" fredsaftale.

Krigen fortsatte og 29. juni faldt Als, og kort efter blev Vendsyssel opgivet. Den 14. juli kørte den preussiske general von Falckenberg ud på skagens gren. Jylland var erobret. Kampen var for ulige.
På et statsrådsmøde 8. juli havde kongen bedt ministeriet Monrad træde tilbage og overlade regeringsmagten til konferensråd C. A. Bluhme. Dette skulle signalere at Danmak ønskede fred. Den forventede hjælp fra England var udeblevet, og fjenden forberedte en overgang til Fyn.
Kl. 3 om morgenenden 18. juli underskrev den danske oberst Kaufmann og den preussiske oberstløjtnant Stiehle en ny våbenhvileaftale på Strickers hotel i Christiansfeld, der skulle gælde foreløbig indtil 31. juli kl. 12 midag. Da våbenhvilen var sikret erklærede Danmark sig villig til at indlede fredsforhandlinger, som fandt sted i Wien, med Otto von Bischmark selv som deltager.
1. august blev de foreløbige betingelser og en forlængelse af våbenhvilen aftalt og 30. oktober var fredstraktaten klar til vedtagelse i den danske rigsråd der ikke havde anden mulighed end at vedtage den og 12. november satte kongen sin underskrift på traktaten, der derved var vedtaget.
Ifølge den skulle Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg. Selve grænsen fastlagdes således, at Danmark fik erstatning for de kongelige enklaver i Slesvig. Derved kom otte sogne syd for Kolding Fjord, et stykke land ved Ribe samt Ærø til Kongeriget. De 8 sogne fra Tyrstrup herred der forblev danske var Hejls, Vejstrup, Taps, Ødis, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjært og Sdr. Stenderup.
Tyrstrup herreds 12 sogne blev herved splittet i 2 dele og der blev ændret på sognegrænser så Skovrup by udskiltes fra Taps og kom til Sønderjylland medens Brændore flyttedes fra Frørup til Taps sogn.


Den 22 november 1941 døde den sidste veteran fra 1864, O. H. Jacobsen, og en mindesten rejstes for ham på Arnborg kirkegård


 Fredericia 1864
 Erritsø 1864
 Fra Vejlby sogn 1864


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286