FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech.

Det er jo kun få der nu er tilbage af dem, der som voksne mænd oplevede vor sidste krig 1864. Der er jo dog en og anden gammel karl, der endnu holder ud på skansen og har selvoplevelser at fortælle fra den gang, de tyske pikkelhuer blinkede i fjendtlig overmægtighed mellem vore danske hegn og jævne, bølgende banker.
Her i vort sogn, Vejlby ved Vejle Fjord, har vi gamle Hans Skrædder fra Bøgeskov, det navn, vi kender ham bedst under. Han har naturligvis et andet navn at skrive sig under: Hans Sørensen Grauslund, men skrædder det var han, og i Bøgeskov der boede han ude ved de skovklædte strandbanker ved den blå fjord i over 40 år. Passede både sin skræddernål og sine 2-3 køer og lod sig endda ret tit friste af sin nabo, fjorden, der idelig blinkede og summede op til ham, ja det hændte tit, han slog en streg over nattesøvnen, fik fat på sine fiskeredskaber, skubbede kånen i vandet og drog ud under de Trelde strandbanker at »blusse ålen«. Nu er han højt til års, og gigten har i mange år været ond ved ham.
Han var i sine manddoms år en af de stovte, stærke skikkelser, hvis selvfølgelige vederheftighed ingen tvivlede på. Hans erindringsevne var klar, og han var altid en god og gerne hørt fortæller, han var fortæller sådan, som de gamle kunde fortælle om de gamle dage, dengang de hjemlige tildragelser synede større, end synets verden syner nu om dage, hvor vi daglig læser og lytter os til alverdens tildragelser og har fået interesser i alle 5 verdensdele. Her er et af hans minder fra pikkelhuernes Tid: Under tyskernes og østrigernes belejring af Fredericia fæstning i 1864 blev der jævnlig fra fæstningen sendt patruljer ud at rekognoscere i omegnen. En sådan patrulje kom en dag ind i en gård i Vejlby ved Rands fjord, og føreren beklagede sig her over, at det aldrig kunde lykkes at træffe sammen med fjenden. I gården var der en voksen søn hjemme. Da han hørte patruljeførerens beklagelse, sagde han, at var der ikke andet, der manglede, skulde han nok sørge for, at der blev en lejlighed til at veksle en rask hilsen med tyskerne, det skulde han nok ordne.
Nogle dage gik, og lejligheden kom. En dansk patrulje på 16 mand under en løjtnant Nielsens kommando samlede sig i gården. En østrigsk patrulje kom kort efter fra nabobyen Igum, gjorde holdt uden for gården og sendte en mand ind i denne, uden at ane danskernes nærværelse. En dansk soldat, som stod posteret ude i gården, lagde øjeblikkelig bøssen »an« og gav ild på østrigeren, men ilden var mere velment end velrettet. Kuglen peb forbi østrigeren, der hurtig gav skarpt svar på knaldende tiltale og sårede den danske soldat i dennes ene finger. De to modstandere målte hinanden fjendtlig med øjnene. Nu gjaldt det nærkamp. Så kastede begge bøsserne og for ind på hinanden med næverne, men danskeren var ingen værdig søn af de gamle danske kæmper. Det var østrigeren, der fik overtaget. Sønnen på gården, som spændt havde iagttaget sammenstødet, kunde nu ikke længere holde sig i ro som tilskuer. Han sprang til, slog østrigeren ned og hjalp danskeren at gøre den overvundne til fange.
Imidlertid havde skuddene alarmeret både den danske og østrigske patrulje, og de var hurtig indviklede i kamp med hinanden. Her blev danskerne sejrherre. Østrigerne flygtede vest på ad Igum til, hvorfra de var komne, men de måtte efterlade 4 menige og 1 underofficer som fanger til de danske. En hest blev skudt, men rytteren, en væver husar, slap fri af saddelen, greb fat i halen på en anden hest og undslap på den måde tillige med sine flygtende kammerater.
Den hele episode var opstået og havde udviklet sig helt omtrent som en lille fejende hvirvelvind en forårsdag. Ingen tænkte vel i alvor på, at der som følge heraf skulde samle sig en farlig sky over den Vejlby gård og den unge mands hoved.
Længere hen ad foråret udveksledes der krigsfanger mellem de respektive kommandoer, den danske og den tysk-østrigske. Blandt de udvekslede var østrigeren fra Vejlby. Han erindrede naturligvis den uregulære måde, hvorpå han var bleven gjort til fange, og følte en meget levende lyst til at hilse på den unge bondesøn igen.
Kommen tilbage til sin afdeling meldte han skyndsomt sagen for sine overordnede, og et fjendtligt kommando aflagde nu, gården et meget indgående besøg, for at få sønnen i tale. Alt blev undersøgt og endevendt ude og inde, højt og lavt; men den unge mand var heldigt for ham just den dag taget i et ærinde til Fredericia. De østrigske soldater måtte så trække sig tilbage med uforrettet sag denne Gang. Ja, - denne gang! Men gårdens beboere var jo på det rene med, at de snart vilde få besøg igen og at opmærksomme vagtposter med blanke bajonetter stadig vilde være til stede for at tage sig af den eftersøgte, så snart han viste sig.
Den unge mands moder fik så en pålidelig mand, dalevende Jørgen Nielsen fra Vejlby, til straks at gå til Fredericia og se at få forbindelse med sønnen og give ham underretning om sagens tilstand. Vende tilbage til hjemmet i Vejlby måtte han jo frem for alt ikke. Det blev så aftalt, at han skulde begive sig ud til en søster, der var gift i en gård i Trelde. Men var han i sikkerhed her? Nej, det var han næppe ret længe. Der lå jo fjendtlig indkvartering - også i Trelde, og der var vågne øjne ude efter ham. Også derfra måtte han se at komme videre, helst over bæltet til Fyn.
Han forsøgte at hyre en af de Trelde fiskere til at sejle sig over til den fynske kyst, men fiskeren, der havde kone og børn, var betænkelig ved sagen og henviste ham til mig.
Jeg havde i den tid, Fredericia havde været indesluttet, af og til gjort sejltur til Bogense. En slags hemmelig fragtfart, og jeg havde medtaget smør og æg for de Trelde folk og fået kolonialvarer og andre efterspurgte ting med tilbage.
Jeg. forstod det kritiske i stillingen for den unge mand og lovede ham at vove forsøget. Båden havde jeg liggende ude ved Trelde Klint nedenfor gamle Jonases hus, hvor jeg havde fået lov at have årer og sejl i forvaring.
Vi aftalte så at mødes ude ved båden natten mellem den 30. april og 1. maj, altså valborgsnat. Natten kom, og vi tog vejen derud. Vi var underrettede om, at flere husarpatruljer havde været ude langs stranden om dagen, men vi håbede nu på nattens bistand til vort forehavende.
Flugten til det nære, fredelige Fyns land. Vi spejdede opefter. Alt var kølig nattestilhed, men i stilheden rørte spændingen jo lidt uroligt på vingerne; det vilde være den klogeste politik at se til at gøre opholdet her på stranden så kort som overhovedet mulig. Trelde by, hvor fjenden lå, var jo ikke langt borte, og de lå næppe i søvnens arme alle sammen. Gamle Jonas havde lovet at hjælpe mig båden ud i vandet, men, da jeg kom at hente mine årer og sejl og have ham til hjælp, ja så viste det sig, at han havde indtaget alt for mange styrkedråber af klukflasken Jonas lå kuldsejlet i sengen og målte lades ude af betragtning.
I et lille hus nær stranden og ikke langt fra klinten boede skovfoged Laurs, en af de gamle fra treårskrigen, Veteran fra selve Læssøes istedbataillon, en mand, om hvem jeg vidste, at han var ingen bangebuks. Til ham løb jeg så hen og bankede på og forklarede ham i få ord, hvad det gjaldt. Han stod straks op af sengen og fulgte med mig.
Vi tog nu fat af alle kræfter. Fik i en fart alt gjort klart og båden til at flyde. Skovfoged Laurs bød hurtig godnat og forsvandt hjemefter. Vi andre to fik skyndsomt fat på årerne, og nu gik det ud ad fjorden, alt hvad vi kunde strække, ja næsten lidt til. Båden skar skummende gennem vandet, og kølvandsstriben tegnede sig langt bag efter os. Vore øjne fulgte naturligvis i ufravendt opmærksomhed strandbredden derinde - den farlige strandbred. For hvert åretag gled den jo dog længere, stadig længere bag os. Omsider nåede vi midtvejs ud i fjorden. Nu var faren ikke længere overhængende. Vi begyndte at leve lidt op til snak med hinanden. Årerne tog vi indenbords og undte os en lille hvilepause. Skulle de mulig opdage os nu derinde fra land, så skulde heldet være dem grumme svært nådig, om de skulde ramme os. Den spænding, vi unægtelig havde været ude i, var nu så nogenlunde lettet, men vi skulde jo videre. Vort mål var jo de fynske strande. Altså måtte årerne ud igen, og nu rettede vi vor kurs østpå efter Bogense. Byen derude på den anden side bæltet, hvor dette er bredest. Usynlig var den dog for os endnu, den lille fynske købing, og adskillige timers træk i årerne lå den jo også fjernt fra os endnu.
Så begyndte der at komme tåge derude henover havfladen. Først ligesom i småhobe og småflokke, så tættere og tættere. Snart lå vi dækkede inde næsten som i en luftig, drivende grav. Hvor var nu øst, og hvor var vest? Vi havde jo kun vore øjne som navigationsinstrument. Vi talte frem og tilbage, hvad vi nu skulde gøre, og vi blev enige om, at der var ikke andet at gøre end at lade båden drive for vind og vove, indtil tågen lettede. Finde vej i dette mulm kunde vi jo alligevel ikke. Den nat lettede tågen ikke, men da solen om morgenen begyndte at varme fra øst, så måtte den klamme gus omsider vige, og da vi begyndte at kunne skønne, hvor på de vilde vover vi befandt os, lå vi ude i Lillebælt midtvejs mellem Fredericia og Bogense. Båden var i nattens løb dreven ud af Vejle Fjord, havde passeret forbi Trelde Næs og var altså nu uden vor medvirkning på vej mod Fyn.
Nu så vi tagene i Bogense tegne sig i morgensolen og satte kursen ind mod dem. De vinkede jo tryghedens forjættelse ud til os to forvågede flygtninge. Vi nåede ind til havnen op ad formiddagen og fik vort lille fartøj fortøjet. Vor tilsynekomst vakte nogen opmærksomhed blandt de, der var forsamlede på havnen. Enkelte havde os mistænkt for at være ude i spionagetjeneste for tyskerne og viste os altså ikke særlig venlige velkomstansigter, men heldigvis var jeg jo lidt kendt herovre fra mine tidligere besøg, og da vi kom op i byen, traf vi sammen med adskillige Fredericianere, der havde søgt tilflugt her under fæstningens belejring.
Vi kom til at bo hos en Købmand Emil Jensen, der foruden købmandshandel også drev brænderi og landbrug. Hos ham blev vi boende i nogen tid og hjalp til med alt forefaldende arbejde. Jeg husker bl.a., at jeg lavede tyrepæle.
Efter nogen tids forløb snørede vi vore ransler og gik på vandring længere ind ad Fyn, ad Odense til. Den unge mand fra Vejlby fik tjeneste på en gård i nærheden af denne by, og her slog han sig til ro indtil videre. Jeg fortsatte videre »på valsen«, ja, jeg fortsatte over både Fyn og Sjælland, indtil jeg nåede København. Derinde lå nemlig min broder hårdt såret på hospitalet. Han havde som overkonstabel ved 11 batteri været med i dybbølstillingens forsvar og fald den 18. april. Jeg fik arbejde som skræddersvend på et værksted derinde, og jeg blev i København i nogen tid for at kunne være i nærheden af min broder. Da fjenderne omsider drog af lande, og der ikke var nogen fare at frygte, vendte både jeg og den unge gårdmandssøn tilbage til vor hjemlige jyske strand, men i tanker og samtaler vender vi tit tilbage til mindet om en tåget skøn-Valborgsnat.