FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Die Ereignisse vor Fredericia
vom 7ten Mai bis zum 6. Juli 1849

INDEX Forord Indeslutning, belejring og bombardement (afsnit 1). Styrkens opstilling. Den danske forberedelse til udfaldet. Slagets begyndelse. 2. slesvig-holstenske brigades kamp. Begivenhederne ved redoute 1 og 2. 1. slesvig-holstenske brigades kamp. Avantgarden på højre fløj. Almineligt tilbagetog til området bag Nebel-dalen. (Elbodalen). De sidste begivenheder ved 1. brigade. Begivenheder ved kavalleribrigaden, positionsbelejringsbatterierne og parken ved Hejse Kro. Sidste opstilling af de slesvig-holstenske tropper i området bag Bredstrup (Elbodalen). Tabene på begge sider i slaget. Armeens tilbagetog til Vejle. Skema over troppernes betegnelser og styrke. Kort over området.

1. Højre fløj.
Avantgarden
Brigadehovedkvarter i Errritsø.
1. jægerkorps var på forpost mod syd ved stranden med et kompagni i Skærbæk, et i Snoghøj og de to øvrige på og ved Henneberg Ladegård.
9. bataljon stod med to kompagnier ved Sanddalhus og med forposter ved stranden. De to øvrige kompagnier var i Erritsølejren.
2. jægerkorps lå i hyttelejren i Erritsø.
Det 6-pundige batteri nr. 3 og det 12-pundige nr. 1 var placeret i den sydlige ende af Erritsø.
2. eskadron af 1. dragonregiment lå i Børup.
10. bataljon var tildelt infanterikommandoen i centrum.

2. Centrumsstyrken.
2. brigade havde infanterikommandoen i Stoustrup med brigadestaben på Sønderbygård.
På forposter:
10 bataljon med et kompagni feltvagter 1 og 2 og som skulle holde stillingen ved teglværket besat lå med de 3 andre kompagnier i hyttelejren i Fuglsang.
7. bataljon med et kompagni i redoute 1 og 2 og på feltvagt 3 og 4.
De andre 3 kompagnier som forsvar ved landevejskrydset.
5. bataljon med 1. og 2. kompagni under befæstning af feltvagterne 5-9 i løbegravene, redoute 4 og det store morterbatteri; 3 og 4 kompagni i reserve i slugten mellem redoute 3 og 4.
4. jægerkorps med 2 stk. kanoner under kommando af underofficer Fischer fra det 6-pundige batteri nr. 2 i hyttelejren bag redoute 3.
I kantonnement: 6. og 7. bataljon. De var netop afløst fra forpost og parat til at marchere til kantonnementet i Stoustrup.
8. bataljon afløst på forpost af 5. bataljon og var lige indtruffet i Stallerup og trådt af og på vej til at gå i kvarter.
Det 6-pundige batteri nr. 2 i Stoustrup.
Det 12-pundige batteri nr. 2 i Torp.

3. Venstre fløj.
1. brigade med stabskvarter i Christineberg.
På forposter:
Fra 2. bataljon var det 4. kompagni i redoute 5 og den tilstødende del af løbegravene.
3. kompagni i løbegravende frem til stranden.
1. og 2. kompagni var netop blevet afløst i disse stillinger og parat til afmarch mod den fremskudte hyttelejr. Ved byggeriet af batterierne var foruden pionererne og artilleristerne tillige 200 mand fra 3. bataljon beskæftiget og samtidig bestemt til evt. forstærkning af forposterne.
1. og 4. bataljon stod med 2 stk. kanoner fra det 6-pundige batteri nr. 1 (løjtnant Gallus) i hyttelejren ved Christineberg.
I kantonnement:
3. jægerkorps og det 6-pundige batteri nr. 1 med 6 stk. kanoner i Egeskov.
3. bataljon i Vejlby.
5. eskadron af 1. og 1. eskadron af 2 dragonregiment med to ridende kanoner i Egeskov. 3. bataljon i Vejlby.
5. eskadron af 1. og 1. eskadron af 2 dragonregiment med to ridende kanoner i Egum.
Begge pionerkompagnier og skarpskyttekorpset i Trelde.

Herudover:
Kavalleribrigaden med 5 eskadroner og 6 ridende stk. skyts i Pjedsted, Herslev, Follerup o.s.v., i det hele taget bag Bredstrupområdet.
Brigadestabens hovedkvarter i Pjedsted., 1. regiments kommando i Follerup, 2. regiments i Herslev.
Ammunitionskolonnen i Højrup.
Feltlazarettet i Nr. Bjert.
Artilleriparken lå ved Hejse kro, Den største del af pontontrainets heste, der var til dets disposition var opstaldet i de omkringliggende gårde.
Artillerikommandoen lå på Sønderbygård. Hovedkvarteret med stabsvagten fra 3. jægerkorps lå i Bredstrup og den kommanderende general i gården Spongelgård.

Klik på kortet for at se et større, detailleret kort

Allerede i midten af juni havde den danske kommanderende general v. Bülow besluttet, at koncentrere den største del af armeen i fæstningen, for derfra at angribe de slesvig-holstenske tropper, for om muligt at tvinge dem til at opgive stillingen. Den officielle danske beretning herom fortæller følgende: Da rigsarmeen havde koncentreret sig i egnen omkring Århus og Skanderborg, så kun svage afdelinger var ladt tilbage i Kolding og Vejle; da en del af besætningen på Als efter at have fuldført forskansningerne derfor kunne undværes og general v. Rye så ud til at havde opfyldt sin opgave, så nærmede sig øjeblikket, hvor et afgørende angreb på belejringshæren foran Fredericia kunne foretages. Den kendsgerning, at fjenden nu omsider havde monteret sine batterier, udgjorde et større beslutningsgrundlag, tillige med, at en stedse mere besværlig kommunikation mellem fæstningen og Fyn lå til grund for beslutningen om at tvinge fjenden til at ophæve belejringen.
Det i slutningen af juni og begyndelsen af juli vedvarende urolig og stormfulde vejr, lagde imidlertid mange hindringer i vejen for planens udførelse og forsinkede overførselen af tropper væsentlig og gjorde en tidligere plan om at foretage landgang på kysten nord og syd for Fredericia betænkelig at udføre. Man besluttede sig i stedet til et stort udfald fra fæstningen.
Den danske arme var i midten af juni opstillet i 3 hovedområder:

I nord, over for rigstropperne, stod general v. Rye med 6. bataillon, 2 6-pundige batterier og størsteparten af kavaleriet.
I syd befandt sig 13 batailloner med tilhørende artilleri på øen Als.
I midten kantonnerede de to brigader Molkte og Schleppegrell på øen Fyn, på de nærmest fæstningen liggende områder.
I fæstningen lå ca. 5 bataljoner.

Den 21. juni begyndte koncentreringen. På denne og de følgende dage blev 6 brigade under general de Meza pr. skib overført fra Als til Assens på Fyn og indkvarteret i de nærmest liggende områder. Det vedvarende og stormfulde og for skibsfarten ugunstige vejr tillod først overførselen fra nord den 30. juni og 1. juli, på hvilke dage general Rye med 4 bataljoner og et 6-pundig batteri indtraf ved Bogense. Den 3. juli begyndte derpå overførselen af alle tropperne fra Fyn til fæstningen og den fortsatte uafbrudt til om aftenen den 5. hvor 23.600 mand var samlet i fæstningen. Og det var:

21 ¾ bataljoner infanteri
4 eskadroner kavaleri
En afdeling ingeniørtropper
48 feltkanoner og et espingolbatteri

Af disse blev 4 1/4 bataljon og 380 rekrutter (4.200 mand) bestemt til at besætte fæstningsværkerne og resten, altså 19.400 mand incl. officerer bestemt til udfaldet.

I den af general von Bülow den 5. udsendte disposition var tropperne formeret på følgende måde:

6. brigade (avantgarden) ført af generalmajor de Meza: 5 bataljoner og et 6-pundig batteri samt ½ espingolbatteri.

5. brigade under generalmajor v. Rye: 5 bataljoner og et 6-pundig batteri.

3. brigade under generalmajor v. Schleppegrell: 4 ½ bataljon og et 6-pundig batteri.

4. brigade under generalmajor v. Molkte: 3 bataljoner og et 6-pundig batteri.

I alt 17½ bataljon, 4 Stk. 6-pundige batterier og ½ espingolbatteri.
5. og 6. brigade var begge ledsaget af en afdeling ingeniørtropper.

Efter dispositionen skulle alle afdelinger den 6. juli kl. 1 om morgenen stå opstillet på den for dem bestemte alarmplads. Kl. 1 skulle avantgarden rykke ud af Kongens port og poternen ved dronningens bastion og 5. brigade med deres batteri marchere forbi forhugget ved stranden.
Avantgarden skulle efterfølges af kavaleriet og halvbatteriet Tillisch. På samme tid, når avantgarden forsøgte at omgå fjendens værker og erobre dem, skulle 5. brigade rykke frem mod Christineberg og derfra mod Trelde og Egeskov, medens avantgarden ville trænge frem mod Egum og Stallerup. Når det nødvendige terræn var erobret skulle 3. brigade rykke ud gennem Kongens port og som 4. marchere gennem forhugget ved stranden, for at indtage en foreløbig stilling bag slugten, der udbreder sig i nordlig retning fra oversvømmelsen. Skulle det vise sig at fjendens styrke blev koncentreret mod nord, så skulle der udføres et angrebe med avantgarden og 5. brigade. Forsvarede fjenden stillingen fra oversvømmelsen til Egum skulle angrebet ske med avantgarden og 3. brigade. I det sidste tilfælde skulle 4. og 5. brigade udgøre reserven.
Samtidig med udfaldet skulle med dampskibe, transportfartøjer og kanonchaluppen fortages to demonstrationer. Den ene i Vejle fjord ved landsbyen Trelde, den anden på kysten mellem Lyngsodde og Skærbæk.
Stemningen blandt tropperne bliver i beretningerne kaldt fortræffelig.

Efter de regnfulde, kolde og stormfulde dage var der den 5 igen indtrådt et venligt vejr. En stille lys sommernat og en let, over engene udbredt tåge forkyndte en skøn 6. juli morgen, men luften var endnu så svanger med dis og fugtighed, at et ofte indtruffet naturfænomen også indtraf i dag, og som havde en ugunstig indflydelse på det slesvig-holstenske forsvarsberedskab.
Før daggry kom nemlig en stille luftning fra nord der bar lyden mod syd og sydvest og gjorde det lettere for fjenden at komme ubemærket ud af fæstningen og som gjorde det umuligt for de tropper der befandt sig i kantonnement langs begge bredder af Rands fjord og Bredstrupområdet, at blive opmærksomme på kampenes begyndelse, før de fik besked fra de afsendte ordonnanser. Man kunne derfra befinde sig tæt på kampene uden at kunne høre dem, og mange steder forhindrede tågen at man kunne se blinkene fra skudene.
Kl. 1 om natten endnu før morgendæmringen, stod de danske tropper klar på alarmpladserne, og begyndte, efter at brigadekommandørerne havde holdt en kort tale til dem og gjort opmærksom på betydningen af de kommende kampe, i al stilhed og efter den givne disposition, at rykke ud af fæstningen og udenfor stille op i angrebsformation.
Da dette var sket vendte 5. brigade sig med den 4. i reserve, sig mod forskansningerne på den yderste venstre fløj. Den 6. fulgt af den 3. mod forskansningerne i centrum, og begge rykkede nu med deres infanteri lydløse fremad, indtil de stod tæt foran løbegravene, hvorefter kampene brød ud med stor heftighed.
Det var endnu mørk nat, kun et let rødligt skær i nordøst varslede morgendæmringen.
Ved den store udbredelse af den slesvig-holstenske opstilling og de brede ubesatte områder mellem centrum og den yderste venstre fløj, fremkom snart to helt adskilte og af hinanden uafhængige slag, i hvilken den langt overlegne og koncentrerede fjende hele tiden forsøgte at omgå stillingerne, mens de enkelte troppeafsnit af begge de slesvig-holstenske brigader stræbte efter at forhindre en omringelse, og holde ud indtil de nødvendige styrker kunne nå frem til afløsning. Hvordan modstanden ved forskansningerne på trods af det tapre forsvar blev overvundet efter nogle timer, og de kun successive på kamppladsen indtrufne slesvig-holstenske bataljoner blev tvunget tilbage af overmagten bliver fortalt i det efterfølgende.

Da den danske 6. brigade rykkede ud gennem Kongens port og poternen ved Dronningens bastion, formerede de til angreb i to træfninger, af hvilke den første af 2 bataljoner med infanterister befandt sig i intervallerne mellem den anden af de tre andre bataljoner.
Batteriet Wegener og 4 eskadroner kavaleri fulgte efter. Efter at endnu en bataljon af 2. var tilsluttet 1. træfning satte brigaden kursen mod Vejlby mod venstre fløj af 2. slesvig-holstenske brigade, og med 2 bataljoner og tykke sværme artilleri og i løb angreb løbegravene ved feltvagt 7,8, og 9. medens den højre fløjbataljon (den første danske lette bataljon) ved at trængte frem gennem slugten ved Egeskovvejen foretog en omringelse.
Straks ved de første skud havde 1. og 2. kompagnis feltvagter af den 5. slesvig-holstenske bataljon fordelt sig i løbegravene og åbnet en livlig ild.
Fjenden trængte imidlertid igennem flere steder og tvang mandskabet til at opgive denne forsvarslinie og trække sig tilbage efter kort modstand.
Bataljonskommandøren major von Massdorff, havde straks sendt det 3. kompagni fra reserven frem for at besætte redoute 4 og morterbatteriet, og gik nu venstre for redouten med det sluttede 4 kompagni mod fjenden med trommeslag og bajonet. Der udspandt sig en dræbende ild på ca. 50 skridts afstand, og som følge af den blev adjudant løjtnant Emme dræbt, flere officerer såret og en mængde folk sat ud af kampen og dette kompagni tillige med hele forpostlinien på den venstre fløj blev tvunget til tilbagetog over slugten. hvor det 4. jægerkorps tilligemed netop ankom og kunne modtage dem. Løbegravene tilligemed morterbatteriet var derpå meget hurtigt i fjendens vold og kun besætningen i redoute 4 under kaptajn v. Gosskow og løjtnant Andersen holdt endnu ud nogen tid indtil de var omringede og uden mulighed for at undslippe og måtte lade sig tage til fange.
Det 4. jægerkompagni var ved slagets begyndelse trådt under gevær i hyttelejren og rykkede derfra i kompagnikolonner i to træfninger og med de to kanoner frem for at understøtte den retirerende 5. bataljon på begge sider af Vejlbyvejen hen mod slugten. Den hurtige og dristige fortrængning over slugten af den 1. lette danske bataljon på den venstre fløj , gjorde det nødvendig at korpset bredte sig mere ud og snart var alle 4 kompagnier i kamp på en linie og størstedelen opløst i infanterisværme og blandet sammen med mandskabet fra 5. bataljon.
Kampen kom herved på kort tid til at stå fast, tabene var betydelige på begge sider og da kommandøren over 4. jægerkorps major v. Schmidt så, at han ikke længere kunne modstå den stadig heftigere fremtrængende overmagt, kastede han sig med ca. 60 mand, jægere og infanterister, ind i redoute 3, lukkede pallisadedøren i struben og forsvarede redouten, skønt han var såret, med beundringsværdig ro og overblik, til han efter næsten ¾ time blev undsat af 6 bataljon.
Den tidligere anførte beretning fra en dansk officer siger derom: "Gentagne gange stormede begge lette bataljoner under ledelse af deres tapre officerer med dødsforagt, beslutsomhed imod dette værk – men forgæves. De kom ganske vist frem til brystværnet, og kaptajnen von Schoening fra 1. lette bataljon, efterfulgt af fanebæreren, plantede endda dannebrog på kronen af brystværnet, alene den heftige ild fra besætningen forsvarede enhver bestræbelse på at tage værket i besiddelse." Samtidig stormede de fjendtlige kolonner forbi redouten, og tvang begge slesvig-holstenske bataljoner, der næsten var opløst i en lang infanterilinie, til tilbagetrækning over hyttelejren til bakkerne bag ved denne, hvor 6. bataljon indtraf og gav slaget en gunstig vending og gjorde det muligt at omformere for at gå over i offensiven.
6. bataljon som ved kampens begyndelse befandt sig på marken ved Stoustrup, var med det samme ved de første skud drejet ind på Vejlevejen og havde der formeret kompagnikolonner og gik nu ad vejen der førte til redoute 3. indtil den mødte den retirerende bataljon. 3. kompagni indfandt sig samtidig til højre for vejen for der at kaste sig imod den der fremtrængende fjende og angreb da på ordre af oberst von Zastrow med de øvrige tre kompagnier med bajonetten fjenden i stormskridt og kastede ham, understøttet af den samtidig fra Stoustrup ankomne og til venstre for bataljonen fremkørte 6 kanoner fra det 6-pundige batteri nr. 2 under løjtnant v Krensky tilbage i retning mod redoute nr. 3.
Batteriets virkning, der for det meste fyrede på meget kort distance og med kardæsker, var meget morderisk og drev fjenden til den hurtige tilbagetrækning. Begge granatkanoner blev afgivet til at understøtte 6. bataljons 3. kompagni til højre for vejen og havde her lejlighed til, ved hjælp af kardæskild, at holde den stærkt fremtrængende fjende tilbage i længere tid men måtte senere følge infanteriets tilbagetrækning hvorved en kanon fik et skud i lavetten og måtte efterlades til fjenden. Underofficer Fischers to kanoner der befandt sig hos 4. jægerkorps forenede sig derpå igen med batteriet. Det må have været omkring et kvarter i 3. Den 6. bataljon trængte uophørlig forbi redoute 3, hvor major Schmidt og hans mandskab blev befriet og tog 30-40 sårede danskere der lå i graven omkring redouten til fange og nåede frem til slugten der strækker sig på begge sider af Vejlbyvejen, men at nå frem til den af kaptajn Gosskow forsvarede redoute 4 var ikke muligt men der var håb om at kunne holde denne stilling, der, ved den samtidige ankomst af 8. bataljon og eskadron Weise på den vestre fløj af kamplinien, blev betydelig forstærket og viste begge de danske bataljoner i front tilbage i stor opløsning.
Fjenden havde her kun en enkelt bataljon tilbage i reserve, da den allerede i starten havde sendt et kompagni og senere også de tre andre af 2. forstærkningsjægerkorps fra den anden træfning til at slutte sig til 5. brigade på højre fløj; men samtidig rykkede også for dem en ny og meget betydningsfuld forstærkning frem, som med dens indgriben i kampen snart afgjorde skæbnen for den 2. slesvig-holstenske brigade.
Det var den 3. danske brigade, der kl. 1 ¾ var rykket ud gennem Kongens port og derpå havde formeret sig i to træfninger og rykkede ud i regningen mod redoute 4. Den første træfning bestod af batteriet Jessen og 2½ bataljoner., den anden af de to øvrige bataljoner med en 12-pundig kanon og ½ 24-pundig granatkanonbatteri.
Da de to bataljoner af den danske 6. brigade der var trængt langt frem, og af den slesvig-holstenske 6. bataljon igen var blevet kastet tilbage i slugten, foretog den 3. brigade et sving til venstre og rykkede nu frem til venstre for morterbatteriet ved oversvømmelsen. Batteriet Jessen kørte op i nærheden af morterbatteriet og åbnede straks en heftig ild mod det overfor stående infanteri og artilleri, medens den venstre fløjbataljon, støttet af 60 frivillige fra fæstningen, angreb mandskabet fra 5. 6. og også enkelte fra 7. slesvig-holstenske bataljoner, der netop var trængt frem over slugten. Danskerne blev straks stærkt beskudt i flanken med kanonild fra redoute 2 og i fronten af de overfor stående 2 granatkanoner, men det lykkedes dog alligevel den store overmagt hurtigt at trænge frem og slutte sig til den 6. danske brigade.
Fra denne trængte nu (klokken var vel kvarter i fire) den indtil da i reserve holdte bataillon med flere igen samlede kompagnier fra de to andre bataljoner på ny over slugten og tvang overalt den slesvig-holstenske slaglinie til tilbagetog over den nu opgivne redoute 3 og i retningen mod hyttelejren. På den højre danske fløj havde den 1. lette bataljon, understøttet af batteriet Wegner, der var kørt op på dens højre side fået overtaget og tilsluttede sig nu den almindelige fremrykning.
Ved den tid var 8. bataljon fra Stallerup indtruffet på kamppladsen hos den 2 slesvig-holstenske brigade, ca. 5-600 skridt nordlig for redoute 3 ved Vejlbyvejen, og havde straks formeret sig i to kolonner af 2 kompagnier. To gange trængte den frem med bajonetten mod fjenden og med sin heltemodige kommandør major v. Roques i spidsen, der straks ved de første skud var blevet svært såret, og drev den omkring 100 m. tilbage, men snart måtte den vige for overmagten og tilslutte sig det almindelige tilbagetog. Brigadens skæbne var beseglet. Uden umiddelbare reserver og næsten helt opløst i infanterisværme, trak den sig tilbage forbi hyttelejren og i retning mod Bredstrup.
Eskadron Weises ankomst fra Christineberg på den venstre fløj af 8. bataljon, havde følgende indflydelse i kampen: Efter at de havde haft lejlighed til at angribe trak de sig tilbage i retning mod Egum. Kun artilleriet var nu i stand til endnu en til at holde den heftigt fremtrængende fjende tilbage. Det 6-pundige batteri nr. 2 indtog på tilbagetoget flere stillinger og fyrede med held med kugler og kardæsker ind i de fjendtlige kolonner. Da de havde indtaget den 3. opstilling i nærheden af hyttelejren ankom i det samme det 12-pundige batteri nr. 2 under løjtnant Scuch fra Torp og kørte op til højre for dem, og med deres forenede ild fra disse 14 kanoner forhindredes fjendens fremtrængen vel omkring ½ time. Men i mellemtiden havde det 6-pundige batteri helt "forskudt" sig (brugt ammunitionen) og måtte, da de havde ammunitionsvognene ved siden af sig (hestene derfra havde i løbet af natten tillige været beskæftiget med at transportere kanoner for batteriet ved eksercerpladsen) køre af sted mod Stoustrup for der at forsyne sig med ny ammunition. Det 12-pundige blev snart derefter, af det fjendtlige infanteri, tvunget til at følge efter dem.
Den kommanderende general, der ved sin indtræden på slagmarken havde begivet sig til en høj bakke bag ved hyttelejr 1, sendte kl. 3 avantgarde-brigaden befaling om at rykke til Stoustrup og derfra, efter omstændighederne, tjene som reserve for 2. brigade eller at dække det stadig mere sandsynlige tilbagetog.
Fra den første brigade var der ikke endnu indtruffet klare meldinger. I mellemtiden så man tydeligt at de hvert øjeblik tabte terræn og at de ikke ville kunne holde ret meget længere. Da derpå det to gange foretagne angreb af 8. bataljon blev slået tilbage, og 2. brigade overalt måtte vige for overmagten (der kæmpede 9½ danske mod 4 slesvig-holstenske bataljoner), befalede den kommanderende general generelt tilbagetog i retning mod Vejle. På grund af fjendens heftige fremtrængen og det store antal sårede officerer og mandskaber, var opløsningen af den 2. bataljon snart så stor, at det ikke tidligere kunne lykkes for oberst v. Zastrow og flere andre officerer at samle enkelte tropper for igen at kunne bringe kampen til standsning, indtil man kunne nå frem til den store kurve mellem Kobbelgaard og svinget på Vejlevej. Kurven blev stærkt besat med infanterister, de 6 kuglekanoner fra det 12-pundige batteri nr. 2 indtog pladsen til højre for at kunne bestryge vejen mod hyttelejren, begge granatkanoner fra samme batteri placeret til venstre i vejkurven hvor de derved en tid forhindrede fjendens fremrykning.
Klokken var omkring 5. De indgående meldinger viste, at fjenden med stor styrke trængte frem mod Egum. Man hørte også tydelig geværilden derfra. Det blev derfor særlig vigtigt at holde kurven ved Kobbelgaard så længe som muligt, for at sikre tilbagetoget for den fra Egum kommende tropper fra 1. brigade. Det blev også muligt og særlig på grund af at den danske 6. brigade, efter at den var kastet tilbage af den slesvig-holstenske 8. bataljon sig for størstepartens vedkommende havde vendt sig mod Egum eller sydlig mod Fuglsang og Stoustrup, og kun omkring halvdelen af den danske 3. brigade med batteriet Jessen stod over for den 2 Slesvig holstenske brigade. Begge de fjendtlige brigade var under forfølgelsen kommet langt fra hinanden og havde opløst sig i enkelte kompagnier, der, som det så ud til, uden højere ledelse, hver især fulgte deres mål i forskellige retninger, og først samlede sig igen efter at kampen var endt.

Under disse begivenheder ved redoute 3 og 4 og ved hyttelejren havde kampen efterhånden udbredt sig på platoet i retning mod stillingens centrum. Navnlig efter de første skud var faldet rykkede de tre kompagnier af 7 bataillon, der stod i reserve, ud for at befæste redoute 1 og 2 og det infanteri-epaulement (løbegrav) der befandt sig der. Den 10. bataljon gik ligeledes frem i nærheden af teglværket og forstærkede forpostlinien med infanterister. Der gik imidlertid flere timer inden fjenden gjorde mine til at bryde igennem over oversvømmelsen, derimod opretholdt den en temmelig livlig infanteriild fra den modsatte bred mod forposterne og en uafbrudt kanonild fra fæstningen mod begge redouterne. Disse besvarede ilden, men rettede især deres ild mod den fremrykkende 3. brigade. Ved denne lejlighed blev den fortræffelige rolige og koldblodige portepee-fænrik Jepsen dræbt af et sprængstykke fra en granat, medens han stod på brystværnet til redoute 2 og betragtede sine skuds virkning.
Da 6. bataljon kastede fjenden tilbage igen over redoute 3, udsendte major Springborn 7. bataljons 4. kompagni over den nordlig for redoute 2 liggende eng, for at slutte sig til 6. bataillon. Kompagniet trængte også sammen med dem over slugten og hen imod det store morterbatteri, men måtte snart, med et tab på 33 mand, trække sig tilbage igen og blev nu sammen med nogle fra bataillonerne øvrige kompagnier stillet op langs engen for at beskyde venstre flanke af den 3. danske brigade. Da imidlertid flere fjendtlige kolonner gjorde mine til at ville overskride engen og der ikke længere var tvivl om tilbagetrækningen af 2. slesvig-holstenske brigade, beordrede kommandøren ligeledes tilbagetrækning og trak sig, kun svagt forfulgt, tilbage til vejen mod Sønderbygård, hvor bataljonen blev sluttet sammen med avantgarden.
Straks efter at afmarchen var begyndt, omkring kl. 4.30, trængte 2 danske kompagnier fra 6. reserve bataillon der havde stået som reserve for forposterne på den anden side af oversvømmelsen over dæmningen og gennem den høje kornmark, kastede infanteristerne tilbage mod teglværket og vendte sig nu over den forladte redoute 1 mod redoute 2.
Løjtnant Sülchow af den 7. slesvig-holstenske bataillon havde kastet sig ind i redouten med 22 mand, lukket porten og slog nu de første stormkolonner tilbage, hvorved kommandøren er den 6. danske reservebataillon oberstløjtnant von Käsemodel såredes dødeligt. Imidlertid var redouten snart omringet af fjendtlige infanterister, da fra nord 5 kompagnier fra 3. og 6. brigade med de allerede tidligere omtalte 60 frivillige rykkede mod redouten. Den tapre besætning holdt vel ud endnu en times tid og overgav sig ikke før en anden stormkolonne var kommet op på brystværnet. De danske beretninger lader de modige forsvare vederfares fuld retfærdighed.
Den forsvarende besætning havde de held hverken at have døde eller sårede.
De nu ved redouten forenede 7 danske kompagnier fra forskellige troppeafdelinger, rykkede nu videre mod syd, besatte det allerede forladte batteri på højre fløj og løbegravene der, trængte de kompagnier af 10 bataillon der var i færd med at trække sig tilbage mod Fuglsang hen forbi teglværket og stormede ned mod blokhusbatteriet, men blev opholdt nogen tid af en morderisk kardæskild men indtog også snart dette batteri og nærmede sig stillingerne på platoet mod Erritsø med 4½ kompagnier. De andre 2½ kompagnier og de frivillige fulgte derimod efter den 10. slesvig-holstenske bataillon indtil Fuglsang skov.
Den 10. bataillon, som kl. 4.30 havde fået befaling til at forlade sine stillinger og tilslutte sig avantgarden, kunne ikke mere nå frem til Stoustrup, men trak sig gennem Fuglsang skov, og efter at den havde sat den der liggende hyttelejr i brand, og var hårdt trængt på venstre flanke, videre over Tarup og Taulov-Nebel, og forenede sig så igen over Højrup med avantgardebrigaden bag området.
Nu vender vi os mod den yderste venstre fløj og således til:

Den danske 5. brigade rykkede lige efter kl. 1, næsten samtidig med den 6. ud af fæstningen gennem forhugget ved stranden og formerede sig til angreb med 1. reserve-jægerkorps i teten, 9. linie- og 4. reservebataillon i første, og 6. og 7. liniebataillon i anden træfning. Batteriet Marcussen og en afdeling ingeniørtropper fulgte efter.
Under skjul af mørket og den lette tåge trængte jægerkorpset frem langs begge sider af strandvejen (Fælledvej) i kompagnikolonner, og i tykke infanterisværme ubemærket frem til de første forposter og styrtede sig med bajonetten over løbegravene. Her havde netop fundet en afløsning sted af begge kompagniers forposter fra 2. bataillon i den fremskudte hyttelejr.
4. kompagni havde redoute 5 og de tilstødende løbegrave. 3. kompagni havde besat den øvrige del af løbegravene frem til stranden.
De andre to kompagnier var i gang med at afmarchere og ordne sig ca. 100 skridt bag ved, da de første skud faldt. De rykkede derfor straks frem igen. Første kompagni til understøttelse af redouten og 2. kompagni i løbegravene mellem redouten og strandvejen.
En velrettet og morderisk ild på ganske kort afstand bragte i første omgang den fremstormende fjende til standsning og tilføjede ham store tab, kun lykkedes det med de gentagne angreb at trænge igennem i nærheden af stranden og kaste sig mod begge de nye batterier, hvor han kun fandt ringe modstand fra en del af arbejdskolonnen og derfra kunne han beskyde løbegravene i ryggen.
Imidlertid var også de to hovedtræfninger fra den 5. danske brigade rykket frem uden ophold. To kompagnier af 9. bataillon var trængt frem ved stranden, dækket af de høje skrænter var de gået uden om løbegravene, og vendte sig mod eksercerpladsen, medens resten af første træfning stormede mod redouten, og for størstedelens vedkommende forbi den på venstre side og videre mod Christineberg. Fra redouten og de tilstødende løbegrave blev den første storm slået kraftigt tilbage, men snart rykkede også den anden træfning frem til understøttelse og gik med bajonetten frem mod redouten og løbegravene. Den øverstkommanderende kaptajn v. Arenswald og premierløjtnant v. Drygalski i løbegravene ledede forsvaret med stort overblik og ro. De tillod kun at fyre på stormkolonnerne på ganske kort afstand og snart så man disse, (efter hvad den danske beretning fortæller) falde i hele geledder og trække sig tilbage i uorden. Da samtidig også nogle af de kolonner der var marcheret forbi vest for redouten blev trængt af 1. bataillon og i stor forvirring blev kastet tilbage i retningen fra Christineberg, gav det besætningen håbet om undsættelse og de råbte et trefoldigt hurra. Men snart blev stormen genoptaget med fornyet kraft. De danske kolonner trængte, opildnende af deres officerers rosværdige eksempler, endnu engang frem over hele linien, men blev, på samme måde som før, kastet tilbage. En afdeling, der var trængt frem på venstre fløj, angreb løbegraven i ryggen, men blev af premierløjtnant v. Drygalski, der med en sluttet trop af sit kompagni gik imod dem i løbegravene, sprængt og til dels nedkæmpet. En officer og 30 mand blev derved taget til fange i løbegraven og bevogtet der indtil de igen blev befriet.
For at forberede et 4. stormløb, lod nu den danske general v. Rye det danske infanteri gå lidt tilbage, og lod batteriet Marcussen, hvis kommandør og flere folk og heste var blevet såret af den heftige geværild, køre frem og åbne en uafbrudt kugle og kardæskild mod værkerne som varede i et kvarter. Samtidig klargjorde infanteriet sig til storm, efter at også den danske 8. bataillon fra 4. brigade var rykket frem til undsætning. Denne omgik redouten vestlig og vendte sig mod dens strube, medens 5. brigades 2. træfning trængte frem mod fronten. 13 kompagnier og mange tilbageblevne infanterister fra første træfning stormede på en gang mod værkerne, styrtede sig i løbegravene, hvor det mange steder kom til håndgemæng, og klatrede op på brystværnene fra alle sider. Bogstavelig talt tynget af overmagten, måtte besætningen overgive sig overalt. En fortsat modstand ville være håbløs, da man næsten havde opbrugt al ammunition og der ikke længere var håb om undsætning.
Den heltemodige forsvarer af redouten, kaptajn v. Arnswald blev med 3 officerer og 200 mand og den lige så beslutsomme premierløjtnant v. Drygalski, der ikke ville overgive sig i løbegravene og blev svært såret i et håndgemæng, taget til fange sammen med en stor del af det øvrige mandskab fra 2. og arbejdere fra 3.
Men stormen havde også kostet fjenden store tab. Området var dækket med døde og sårede. Den tapre, og i den danske arme almindeligt elskede fører af 5. brigade, generalmajor v. Rye, hvis hest allerede var såret, faldt, gennemboret af to kugler, da han til fods stillede sig i spidsen for stormkolonnen. Den danske major v. Krabbe og mange andre officerer var såret eller døde.
Det må have været omkring kl. 4 da på denne måde samtlige værker på venstre fløj faldt i fjendens hænder, og derved satte ham i stand til at følge efter 3. bataillons første træfning, der netop var trængt frem til området ved Christineberg.
Under kampene om forskansningerne, blev der nord for dem kæmpet for at forhindre den 1. slesvig-holstenske brigade i at nå frem til undsætning. Begge de ved stranden marcherende kompagnier af den danske 9. bataillon, gik op gennem slugten ved strandbatteri nr. 2 til platoet ved eksercerpladsen og angreb her den af kommandøren for 2. bataillon kaptajn v. Wrangel samlede arbejdere fra den 1. og 3. bataillon i venstre flanken med stor heftighed, medens de to indtil de nye batterier fremtrængte kompagnier af første danske reservejægerkorps angreb dem i fronten. Samtidig var begge de bag redoute 5 opstillede kolonner af 2. bataillons første kompagni samt de øvrige, ved redouten forbimarcherende kolonner, blevet kastet tilbage til den store kurve på eksercerpladsen af den danske 4. reservebataillon, hvor de forenede sig med kaptajn Wrangel.
Denne lykkedes det nu ganske vist, ved at benytte flere dækkende kurver, at holde sig på samme højde som de vestligt for eksercerpladsen kæmpende tropper, men snart blev han omgået fuldstændig på venstre fløj, og med betydelige tab tvunget til at trække sig tilbage mod den fremskudte hyttelejr ved Christinebjerg, hvor han i skoven blev optaget i 4 bataillon og 3. jægerkorps.
Kommandøren af første brigade major von Stückrath havde, da han fik melding om udfaldet, straks ladet tropperne i hyttelejren træde i gevær og marchere i retning af redoute 5. Tropperne i Egeskov og Vejlby modtog befaling om ufortøvet at begive sig til Christineberg. 3. kompagni af 3. jægerkorps blev tilbage for at besætte vadestedet i Egeskov. En time senere blev dem desuden tildelt 4 kanoner af det 6-pundige batteri nr. 1 for at fordrive kanonbådene der havde lagt sig i nærheden af vadestedet.
1. bataillon rykkede med den 4. som reserve, i to træfninger, og i kompagnikolonner med den venstre fløj ved eksercerpladsen i det flade område og stødte netop på højde med den fremskudte hyttelejr ind i fjenden, der med meget stærke infanterisværme gik løs på dem i retning mod Christineberg. Med hans heftige fremtrængen lykkedes det i starten at trænge skytterne fra 1. og 2. kompagni omkring 100 skridt tilbage, da i mellemtiden også begge de andre kompagnier fra den 2. træfning gik frem og hele linien foretog et bajonetangreb, veg han hurtigt tilbage til redoute 5 og delvis forbi den. Det blev derfor muligt for 1 bataillon at lave en opstilling omkring 5-600 skridt nordlig for redouten og holde sig der omkring en time kraftigt understøttet af løjtnant Callus's to kanoner. En længere fremtrængning var ikke muligt, da brigadekommandøren måtte vente med at lade 4. bataillon gå frem i ildlinien til tropperne fra Vejlby og Egeskov var nået frem.
Ilden var meget morderisk fra begge sider og tilføjede 1. bataljon uerstattelige tab. især mistede den her sin dygtige og uforfærdede fører major v. Woringen og adjudant løjtnant Holter, der begge såredes dødeligt. Samtidig var også løjtnanterne v. Schmieden v. Brömdsen og Braach sårede og den gennem brystet skudte løjtnant Callus fra artilleriet måtte bæres ud fra kampen.
Da fjenden nu gjorde betydelige fremskridt mod kaptajn Wrangels svage tropper på eksercerpladsen, og derfra flankerede 1. bataillon, og da også fjendtlige kolonner og et espingolbatteri omgik stillingen på højre fløj, var en tilbagetrækning til et kurve sydlig for Christineberg nødvendig og hvor den kunne understøttes af 4. bataillon og endnu en gang holde stand. Også her havde bataljonen, med de dødeligt sårede kaptajner v. Unruh og v Drosendew og løjtnant Wenzel, lidt betydelige tab.
Fra den i kompagnikolonner opløste 4.bataillon, blev to kompagnier anvendt til understøttelse af den højre og en til venstre. Deres kraftige indgriben i kampen bragte ikke kun fjenden til stilstand, men fik den endog en kort tid til at vige på højre fløj. Først efter dens stedse heftige fremtrængen på fløjene lykkedes det dog efter omkring ¾ time, og der efter stormen på løbegravene og redouten var kommet nye stridskræfter til at tvinge hele linien tilbage mod hyttelejren.
Da samtidig det 3. jægerkorps og den 3. infanteribataillon kom ind i nærheden af kamppladsen, var der nu et lille håb om at kunne yde en længere og virkningsfuldere modstand, efter at man så den 2. brigade i fuld tilbagetrækning og forbindelsen med dem var afbrudt fuldstændig af fjendtlige kolonner. Brigadekommandøren befalede derpå tilbagetrækning til Egeskov. 3. jægerkorps skulle dække venstre fløj i skoven og blev opstillet ved et markhegn på Treldevej, medens 3. bataillon på højre fløj skulle gå frem i nærheden af Egeskovvej, for her at opholde fjenden for at vinde tid. Dette lykkedes også i starten med godt resultat. 3. bataillon kom snart i kamp med den stærke fjendtlige infanterilinie, trængte også i forening med den fra 2. brigade tilbagegående eskadron Weise 6-800 skridt frem i det brede stykke mellem begge brigader men var da ved at blive omgået på begge sider og så sig nødsaget til at trække sig tilbage mod Anelyst og Egum.
Som det ser ud, havde de her måttet kæmpe mod 2 batailloner fra den 6. danske brigade. (Den første lette bataillon og det første forstærknings-jægerkorps).
Af det 3. jægerkorps var 2 kompagnier opstillet i front ved Christineberg og et i den venstre flanke overfor ved Trelde skov, der holdt sig så længe mod den stærkt fremtrængende fjende, til det lykkedes 4. bataillon at fortage et ordnet tilbagetog gennem samme, samt få samlet de sørgelige rester efter kampen af 1. og 2. bataillon og få ført dem til Egeskov.
Den 1. brigade attacherede eskadron Schach og begge de ridende kanoner i Egum var blevet underrettet meget sent om befalingen men nu også ankommet til kamppladsen, men kunne ikke udøve nogen videre indflydelse. Kanonerne blev derefter dirigeret til Egeskov for at gå over vadestedet, medens eskadronen endnu rettidig slog ind på vejen fra landsbyen over Egum og Stallerup mod Bredstrup.
Tilbagetrækningen af 1.brigade fra Christineberg mod Egeskov fandt alt i alt sted med stor orden og uden betydelige tab, dækket af de tre kompagnier fra 3. jægerkorps der i det af kurver gennemtrukne terræn, flere gange fik lejlighed til at opholde fjenden i længere tid.
Disse fulgte med hovedstyrken af 5. brigade fra Christineberg til Egeskov, især begav 4. reservebataillon med 4 kanoner, det halve espingolbatteri og 3 kompagnier fra forskellige batailloner sig direkte mod vadestedet over Rands fjord, medens 7. liniebataillon og den fra 6. brigade mod nord gåede 1. lette bataillon søgte at nå den vestlige vej ud af Egeskov og Vejlby kirke. Desuden havde fra 6. brigade, 1. forstærknings-jægerkorps vendt sig mod Vejlby og 3. forstærkningsbataillon mod Anelyst. Begge gik senere over Egum mod Bredstrup. Trelde skov og landsbyen Trelde blev samtidig afsøgt af 3 kompagnier fra den danske 9. bataillon. 6. bataillon tog fra Christineberg af ikke mere del i kampen, men marcherede senere derfra til Bredstrup. Ved ankomsten af 4. slesvig-holstenske batillon i Egeskov, omkring kl. 5, fik den fra brigadekommandøren ordre til at opstille sig i landsbyen til optagelse af 3. jægerkorps, og senere trække sig tilbage over Rands fjord. Da i mellemtiden brigadeadjudanten løjtnant Reed bragte melding om, at vadestedet blev bestrøget af kanonbåde, og at der også var fjendtlige tropper var landet ved Trelde og derfra i anmarch, blev denne befaling ændret og brigaden dirigeret over Vejlby og Egum til Bredstrup. 3. kompagni af 3. jægerkorps der indtil da havde besat vadestedet, skulle danne arriergarde. Det kunne ikke fejle, at også med denne ændrede retning af tilbagetoget, fremkaldte stor usikkerhed om den truende fare der herskede i alles bevidsthed. Det indtil da i stor orden og sikkerhed veludførte tilbagetog gik nu i opløsning, idet stort set alle enkelte kompagnier forsøgte, så hurtigt som muligt at komme væk fra den truende fare. Vejen over Egum til Bredstrup var allerede blokeret af brigaden, og når samtidig 3 bataillon på denne tid forsøgte at holde stand mod overlegne fjendtlige kræfter, så trængte allerede stærke fjendtlige kolonner frem mod Anelyst og Vejlby og tvang de enkelte afdelinger af 1. brigade til at gå langs bredden af Rands fjord ud mod Østedgaard, hvor passagen mange steder var afbrudt af moradsagtige engstrækninger, der kun var muligt at passere for infanteri. På disse steder blev mange mandskaber omringet af fjenden og taget til fange.
Andre slog sig, for det meste en og en, igennem, medens store afdelinger, som den 4. bataillon, erkendte det umulige i at komme igennem og vendte om og ankom til vadestedet, da det var umuligt at passere på grund af den massivt fremtrængende fjende.

Da kampen nord for fæstningen var blevet hørbar i Erritsø omkring kl. halv to, havde avantgardebrigadens kommandør major v. Gersdorff, straks alarmeret tropperne og ladet dem indtage de i dispositionen bestemte stillinger. 9. bataljons 2. kompagni blev med 4 kanoner placeret syd for Sanddalhus ved batterierne, medens de to andre blev opstillet ved landsbyens østlige udgang. Det 2. jægerkorps med de øvrige 12 kanoner stod i nærheden af Erritsø kirke, eskadron Schröder og bagagen stod bag området vestlig for landsbyen ved vindmøllen. 1. jægerkorps stod med første kompagni i Snoghøj, det andet i Skærbæk og de to øvrige stod i reserve ved Henneberg Ladegård.
Snart indtraf en melding om, at en stærk flotille med landgangstropper om bord sejlede mod Damgård og Snoghøj, og at man forudså en landgang disse steder. Man hørte også enkelte kanonskud derfra. Fra fæstningen derimod, så det ikke ud til at fjenden ville foretage sig noget mod Erritsø. Kl. 3.15 bragte en udsendte officer fra major v. Gersdorff underretning til 2. brigade om, at alt synes at se godt ud der, og at 7. og 10. bataillon endnu havde deres stillinger i besiddelse (det var da omkring den tid da 6. bataillon gik frem). Det syntes dengang fuldkommen rimeligt, at avantgarde-brigaden foreløbig blev i deres stillinger og afventede den videre udvikling af slaget såvel som ordrer fra den kommanderende general.
Der forløb endnu ¾ time med denne uvished. Der blev ikke gjort landgangsforsøg, og ingen fjender rykkede frem fra fæstningen, men snart så man hvordan 1. og 2. brigade tabte terræn, og da ved 4 tiden adjudanten ved generalkommandoen kaptajn v. Alten bragte befaling om, at rykke med hele brigaden mod Stoustrup, blev marchen derhen straks sat i værk med 2. jægerkorps, 9. bataillon og begge batterierne.
Da den direkte vej over Fuglsang, på grund af den megen regn, var gjort næsten upasserbar, så gik marchen over møllen og langs med den derværende kolonnevej imellem skoven og Hejse kro mod Sønderbygaard.
Kl. 4.45 havde 2. jægerkorps besat Stoustrup og Sønderbygård og terrænet sydlig, ind til skoven med 2 kompagnier og 4 stk. 6-pundige kanoner og to kompagnier opstillet i reserve ved vejen. 9. bataillon tog med de øvrige 12 kanoner, opstilling i nærheden af artilleriparken ved Hejse kro. 1. jægerkorps havde samtidig fået befaling til at trække ind mellem de blandede kompagnier og rykke til Torp, hvor det så først kunne indtræffe henad kl. 6. Eskadron Schröder blev sendt til Gudsø for at overvåge kysten og forbidefileringen.
Ved hjælp af 2. jægerkorps's opstilling, blev det muligt for de mange små grupper og enkelte sårede og adskilte fra 2. brigade og 7. bataillon, at slippe fra den ganske vist langsomt, men sikkert fremtrængende fjende, og blive samlet igen.
Kl. 5 sluttedes der forbindelse mellem avantgardebrigaden og de ved kurven ved Kobbelgaard kæmpende rester af 2. brigade, og også 10 bataillon havde haft lejlighed til, uden væsentlige tab, at trække ud gennem Fuglsang skov. Denne bataljons noget overilede tilbagetog mod Taulov Nebel og dens udgang af skoven udsatte dog 2. jægerkorps's højre flanke for en ikke ringe risiko.

Som det tidligere er beskrevet, var den fremrykkende avantgardebrigaden ved 5-tiden trukket mod Stoustrup, og ved at sætte resterne af 2. brigade fast bag kurven ved Kobbelgaard bevirket en stilstand i den slesvig-holstenske tilbagetrækning der gjorde det muligt at opnå mere orden og sammenhæng i bevægelserne og vinde den nødvendige tid til transporten af sårede og sikring af bagage. Man kæmpede på den tid ved at udnytte de terrængenstande der gav dækning på en linie fra Rands fjord over Egum, Kobbelgaard, Stoustrup og Sønderbygård indtil Fuglsang skov vel ½ time med succes mod den langt overlegne, men også allerede rystede fjende, hvis enkelte troppeenheder, i kampens hede var kommet langt fra hinanden og var fordelt over den lange slaglinie.
Fra nu af blev, trods den delvise store opløsning af armeen, ledelse af slaget normal og derved et nogenlunde planmæssigt og reguleret tilbagetog over passene muliggjort, uden væsentlige tab. Kun en del af artilleriparken ved Hejse kro, som der var for kort tid til at få ryddet fuldstændig, måtte nu overlades til fjenden.

De danske bevægelser:

For bedre forståelse, følger vi efterfølgende danskernes fortsatte bevægelser, og kommer derpå tilbage til de slesvig-holstenske tropper. Efter at den sidste modstand fra de slesvig-holstenske 6. og 8. batailloner var overvundet ved redoute 3, ved hjælp af den forenede dansk 6. og 3. brigade, havde begge disse brigader, som allerede nævnt, atter delt sig under forfølgelsen, og den første var fortsat mod Egeskov, Vejlby og Egum, medens den anden med hovedstyrken gik mod Kobbelgaard og Stoustrup, og med enkelte afdelinger mod redoute 2 og derfra mod Erritsø og Fuglsang. Af den 6. brigade var2 nordlige batailloner kommet i kamp med slesvig-holstenernes 3. bataillon østlig for Anelyst og havde tvunget den til tilbagetog fra dette sted og mod Egum. En af disse batailloner (den første lette) forenede sig snart ved Egeskov med 5. brigade, den anden (1. forstærknings-jægerkorps) vendte sig derimod hurtigt mod Vejlby og havde der lejlighed til i forening med afdelinger fra 5. brigade, at tage mange enkelte splittede samt større afdelinger af 1. slesvig-holstenske brigade til fange, og at erobre kaptajn Cevelohs 4 kanoner. Senere vendte den sig mod Egum, og tjente her til understøttelse af resten af 6. brigade, der med 3. forstærkningsbataillon og mange enkelte afdelinger fra de to andre batailloner og batteriet Wegener, såvel 2 kompagnier af 3. brigade trængte frem i det meget kuperede terræn over Egum og Stallerup mod Bredstrup.
Af 3. danske brigade, der fra redoute 3 hovedsagelig gik mod svinget ved Kobbelgaard, blev kampen stående et stykke tid ved dette sving, efter at enkelte angreb mod stedet først var slået tilbage af 2. bataillon, medens resten vendte sig mere sydlig mod Stoustrup og Sønderbygård og med 3. jægerkorps i spidsen, indledte kampen der med den slesvig-holstenske avantgardebrigade. I kampens videre forløb, efter at slesvig-holstenernes sidste store position var forladt, fulgte nu en del af 3. liniebataillon, fra hvilken allerede 2 kompagnier var i Stallerup, efter på vejen mod Bredstrup og sydlig for vejen. Brigadens øvrige 3½ batailloner gik derimod, sammen med reserveartilleriet, mod Hejse kro, hvor de erobrede endnu en del af artilleriparken og kæmpende gik frem over Torp indtil området ved Havreballegaard, hvis overskridelse blev forsvaret af en passende opstilling af den slesvig-holstenske avantgardebrigade.
Den danske 5. brigade, som omkring kl. 5.30 overvandt modstanden fra den 1. slesvig-holstenske brigade, og som det senere vil blive fortalt, sprængte de sidste lukkede afdelinger af denne brigade eller tog dem til fange, besatte ved denne tid vadestedet ved Egeskov med 4. forstærkningsbataillon og 4 kanoner fra batteriet Marcussen, og efter at så mange som muligt af de enkelte batailloner var blevet samlet, tog de retning over Egum mod Bredstrup, med avantgardebrigaden i reserve.
4 brigade, fra hvilken kun 8. liniebataillon havde været i kamp ved redoute 5, havde efter indtagelsen af værkerne dirigeret venstre fløj mod Christineberg, men var derfra omkring 4.30 beordret over Stoustrup for at understøtte 3. brigade ved Hejse kro, og fra hvilken rykkede mod Gudsø for at besætte passet. Derefter tog de kun ringe del i kampene.
Begge de danske kavaleridivisioner var siden begyndelsen af kampen fulgt den højre fløj af 6. brigade, og gik kl. 5.30 mellem de to infanteribrigader i retning mod Stallerup, for at holde forbindelsen. De tog ingen egentlig del i kampen.

Nu vender vi tilbage til slesvig-Holstenerne:

Da enkelte troppeenheder fra den 6. danske brigade allerede kl. 5.30 havde passeret Egum, og var i færd med at fortsætte mod Stallerup, og da også samtidig den danske 3. brigade trængte frem i Stoustrup med 3. jægerkorps, befalede de slesvig-holstenske troppers kommanderende general resten af den 6. brigade til at forlade markhegnet ved Kobbelgaard og trække sig tilbage til området ved Bredstrup. Major v. Gersdorff modtog samtidig besked om ikke at løbe nogen risiko, da yderligere modstand med 1. og 2. brigade ikke mere var mulig, og trække sig tilbage med sin brigade til Havreballegaard og besætte passet der, for at sikre højre flanke, og holde det til han modtog yderligere ordrer.
Oberst von Zastrow, som ledede 2. brigades tilbagetog, lod nu enkelte samlede tropper sammen med de to granatkanoner fra det 12-pundige batteri og to netop ankomne kanoner fra det ridende batteri indtage en ny opstilling bag et gunstigt beliggende markhegn mellem Kobbelgaard og Bredstrup, medens resten af brigaden under oberstløjtnant v. Abercron, passerede her forbi for at besætte Bredstrup, som fjenden allerede kæmpede med 3. bataillon om at få i besiddelse. 3. bataillon havde fra Anelyst, hvor det havde optaget den sig fra Egeskov tilbagetrækkende eskadron og enkelte tropper fra 1. brigade under beskyttelse, stedse kæmpende trukket sig tilbage udnyttende hver fordel terrænet kunne give, og i god orden over Egum. For størstepartens vedkommende på vejen og nord denne, og kom omkring kl. 5.45 til Stallerup. På grund af den store fjendtlige overmagt, var det ikke muligt at holde stand her ret længe. Bataillonen gik derfor længere tilbage og besatte den nordlige udgang fra Bredstrup og det tilstødende terræn, medens resten af 3. jægerkorps gik nord om landsbyen, og på samme måde som 1. bataillon trak sig langs den store vej tilbage over området.
Der blev nu kæmpet længe om besiddelsen af landsbyen, og på trods af at fjenden næsten var trængt frem til den nordlige indgang, og til tider bestrøg den store vej, så lykkedes det dog de enkelte troppeafdelinger, at trække sig tilbage uden store tab.
De 6 kuglekanoner fra det 12-pundige batteri nr. 2 pådrog sig her væsentlige fortjenester, idet de to gange gik i stilling ved den store vej. Sidst tæt ved landsbyens østlige udgang, og derfra kraftigt beskød den fra Stallerup fremtrængende fjende og afholdt den fra at trænge for hurtigt frem. Mellem dem og kanonerne fra 3. bataillon, trak begge eskadroner af 1. brigade, det 6-pundige batteri nr. 1 og mange andre afdelinger fra 2. brigade, sig tilbage gennem landsbyen, og da nu oberstløjtnant v. Abercron ankom med tropperne fra Kobbelgård og besatte landsbyen, fulgte også 3. bataljon over området. For resten af 2. brigade, var der nu kun den opgave tilbage, at holde landsbyen, indtil de 4 øvrige kanoner, og den ved dem opstillede infanteriafdeling, havde passeret området. Dette lykkedes fuldkommen, ved hjælp af en afmålt befæstning af kirkegården og et i nærheden liggende markhegn, hvorfra det nordvestligt liggende terræn, hvorfra fjenden forsøgte at trænge frem over Spongelgaard, blev bestrøget. Kaptajn v. Wittich fra 5. bataillon, der ved denne lejlighed såredes let, og løjtnanterne v. d. Golss og Mencke fra 8. bataillon var de sidste på kirkegården, og kunne kun redde sig ved en meget hastig tilbagetrækning, da de allerede var omringet af fjender på de tre sider. Kun enkelte mænd blev fanget, enkelte mandskaber måtte, da vejen allerede var besat af fjender, gå mere sydlig gennem mosen for at undgå, at blive taget til fange.
Til optagelse af de sidste tilbagetrækkende troppeafdelinger, var den skovklædte og bakkede vestlige bred i området ved Spongelgaard blevet besat af en afdeling af 3. jægerkorps, der havde ligget som stabsvagt i Bredstrup og ikke deltaget i kampen, samt 3. bataillon. Fjenden vekslede ganske vist enkelte skud med dem, men vovede ikke at overskride området, så resten fra 1. og 2. brigade kunne samles vest for ådalen på en stor mark ved Vejlevej.

Samtidige begivenheder ved avantgardebrigaden

2. jægerkorps havde allerede siden kl. 5, i og omkring Stoustrup, holdt stand mod de stadig heftigere angreb fra den 3. danske brigade, da der hos avantgardebrigaden, lige efter 5.30 kom befaling fra den kommanderende general om tilbagetog. Da ved denne tid også den 7. bataillon, så vel som de sidste afdelinger af 2. brigade der var gået i denne retning allerede var trukket i retning mod Torp, og kommandøren for artilleriet desuden afgav erklæring om, at han manglede trækkraft til at redde resten af artilleriparken ved Hejse Kro, så tilrettelagde major v. Gersdorff tilbagetoget på den måde, at9. bataillon med det 9-pundige batteri nr. 3 indtog en mellemstilling ved Torp men 1. jægerkorps som på den tid ankom til Torp med 3 kompagnier, skulle besætte den østlige dalrand ved Nebeldalen (Elbodalen) ved Havreballegård indtil hele den efterfølgende brigade var passeret. 7. bataillon skulle straks, med det 12-pundige batteri, overskride området og gå i stilling på den anden side. Begge brigadeauditører og en række ordonnanser blev sendt ud i alle retning for dirigere de mange tropper og sprængte afdelinger, der var slået ind på vejen til Gudsø og Kolding, og dirigere dem over Højrup til Havreballegaard.
2, jægerkorps trak sig langsomt og kæmpende, med tab af i alt 20 sårede og savnede, kun svagt forfulgt over Hejse kro og Torp gennem Elbodalen, og blev fra Torp fulgt af 9 bataillon og batteriet Gleim , der kun havde kunnet affyre få skud. 1. jægerkorps havde derimod, under denne tilbagetrækning, meget længere tid at opretholde en hårdnakket kamp mod den danske 3. brigade, som her førte 6 kompagnier fra forskellige batailloner og 4 kanoner i kamp.
De 3 kompagnier af 1. jægerkorps var af kommandør, kaptajn v. Sandrart var så gunstig placeret i det kuperede terræn på begge sider af vejen, at det ikke lykkedes fjenden at trænge frem til Elbodalen, før efter at han angreb det af de tre kompagnier besatte område, og skovbrynene i det omliggende terræn, med stærke stormkolonner og havde indtage området. Korpset trak sig derpå uden yderligere tab tilbage over dalen. En del af 3. kompagni under kaptajn v. Lützow, der under slaget var blevet trængt tilbage, trak gennem mosen syd for Højrup.
Under disse kampe havde major v. Gersdorff med den øvrige del af sin brigade, indtaget stilling på dalranden langs begge sider af vejen. Ladet de 16 kanoner fra et batteri kører op og beherskede terrænet på den modsatte side fuldstændig og sikrede, ved vellykket ild mod de fjendtlige kolonner, også tilbagetoget for 1. jægerkorps. (Det overfor fremkørte fjendtlige batteri havde derimod ingen virkning). 9. bataillon havde opløst sig i kompagnikolonner og i forening med det nu ankomne 1. kompagni af 1. jægerkorps besat dalranden og sendt et kompagni til overgangen Tolstrup-Kongsted.
Brigadens hovedstyrke stod ved Havreballegård ved vejen, sammen med 2. jægerkorps og det fra Højrup indtrufne 10. i 1. og 7. bataillon og en større afdeling samlet og ordnet af sprængte forskellige troppeafdelinger i 2. træfning. Eskadron Schröder og en af kaptajn Bathke samlet trop af sprængte troppenheder fra 6. bataillon var i anmarch fra Gudsø og Højrup.
Klokken må have været omkring 8, da 1. jægerkorps igen tilsluttede sig hovedstyrken under beskyttelse af artilleriet. En kort og kraftig kannonade fra det store batteri holdt fjenden fra at trænge frem. Før vi beskriver den videre tilbagetrækning af de slesvig-holstenske styrker til Vejle, synes det nødvendigt at omtale de specielle begivenheder hos de enkelte besejrede troppeafdelinger af 1. brigade, såvel som kavaleriets skæbne, de faste belejringsbatterier m.v.

At skulle give et fuldstændigt billede af hvad der til sidst foregik hos 1. brigade, ville være umuligt og derfor indskrænker vi os til en kort opremsning af skæbnen for de enkelte troppeafdelinger.
1. bataillon var efter tabet af de fleste officerer blevet samlet af løjtnant Ochsz ved Christineberg og ført til Egeskov, hvor den, som følge af en ændret ordre, slog ind på vejen over Vejlby og rykkede langs Rands fjord over Østedgaard og Bredstrup bag området. Ved Vejlby var den blevet angrebet heftigt i den venstre flanke og havde mistet 1 officer og 80 mand der blev afskåret af fjenden og taget til fange.
2. bataillon nu kun bestående af 70 mand, var ankommet til vadestedet, da kommandøren, kaptajn v. Wrangel fik kendskab til den ændrede befaling. Han afmarcherede derfor straks, men fandt den vestlige udgang fra Egeskov så stærkt besat af fjender, at han gik tilbage mod vadestedet og gik gennem det i fjendens påsyn, medens 4 bataillon, som ankom samtidig, tøvede for længe, blev omringet og taget til fange. Ankommet til den modsatte bred, fulgte de 4 kanoner af det 6-pundige batteri nr. 1 under løjtnant Contag efter Kaptajn v. Wrangel, som med deres dækning, (en trop af 1. jægerkorps under sekundløjtnant v. Krogh) var marcheret over Rands mod Pjedsted, men modtog gennem brigadeadjudant kaptain v. Doering befaling om at vende om med disse forenede afdelinger, for igen at besætte vadestedet. Kl. 9.30 marcherede derpå hele denne afdeling fra vadestedet over Rands og Pjedsted til den fælles samlingsplads ved Vejlevej, hvor 2. bataillon ingen voksede til en styrke på 3 officerer og 150 mand.
3. jægerkorps havde, efter at det ved Christineberg var blevet hårdt trængt på begge flanker og blevet adskilt fra 3. bataillon, kompagnivis og kæmpende trukket sig tilbage over et bredt område, fra markhegn til markhegn til Vejlby kirke og de vestlig for kirken liggende gårde, og her holdt stand i længere tid mod den heftigt fremtrængende fjende, indtil det fik ordre om, at gå til Bredstrup.
1. og 4. kompagni, der var på højre fløj, ligesom en del af anden, begav sig straks mod Vejlby og søgte da, heftigt angrebet i den venstre flanke, at komme igennem tæt ved fjorden.
En del af 2. kompagni under kaptajn v. Reisswitz, som tidligere havde fået ordren om at forene sig med 3. kompagni ved vadestedet, stødte allerede sammen med dem ved Vejlby kirke, fik der kendskab til den ændrede ordre og sluttede sig der sammen med de andre kompagnier.
Snart var al orden forsvunden. En lang række af mænd, fra alle troppeafdelinger drog af sted forbi Vejlby tæt ved fjorden gennem den derliggende mose, hvor mange blev såret eller dræbt. Andre vendte om og blev taget til fange. Navnlig kom her størstedelen af 2. og 3. kompagni med kaptajnerne Reisswitz og Schroeder i fjendens vold. Også her blev løjtnant Carauw II. lægerne Bernstein og Lindner, så vel som den hårdtsårede kaptajn v. Drosedow og løjtnant Hansen af 1., premierløjtnant Unruh og løjtnant Consbruch, fra 4. bataillon, og løjtnant Keller fra skarpskyttekorpset fanget. Først ved Østedgaard lykkedes det igen officererne at samle nogle tropper og tilslutte sig 3. bataillons tilbagetog til Bredstrup.
4. bataillon der sammen med størstedelen af det første kompagni var ankommet til vadestedet, da den ændrede ordre blev modtaget, fulgte sammen med 2. bataillon, det afmarcherende 3. kompagni af 3. jægerkorps, men fandt imidlertid, at den vestlige udgang af Egeskov og det omliggende terræn allerede var så stærkt besat af fjenden, at det måtte vende tilbage til vadestedet. Kommandøren, major v. Staffeld, der ikke mente faren endnu var så stor, fulgte ikke straks efter 2. bataillon over vadestedet, men traf forskellige foranstaltninger til at forsvare dette og søgte at besætte de nærliggende bakker og markhegn. Da han trådte nogle skridt ud i vandet for bedre at overskue situationen blev han i samme øjeblik gennemboret af 2 kugler, da den fremtrængende fjende næsten helt havde omringet den sammentrængte bataillon. Her blev kaptajnerne v. Blandowsky og v. Krohn, løjtnanterne Lehmann, Borntraeger, Trittau og løjtnant v. Keller-Schleitheim taget til fange. De sidste havde forsøgt at svømme frem til vadestedet, men var blevet hængende på et sumpet sted.
Bataillonens 4. kompagni, der havde sluttet sig til 3. jægerkorps, lykkedes det at slippe forbi Vejlby, men blev der omringet og taget til fange i det sumpede terræn, sammen med førerne løjtnant Unruh og folk fra 2. kompagni under løjtnant Consbruch, samt mange mænd fra forskellige batailloner. Kun Fændrik v. Korff lykkedes det sammen med nogle enkelte, at komme igennem og trække sig tilbage mod Bredstrup, således at bataillonen på samlingspladsen bag området nu bestod af 170 mand og en fændrik.
Det 6-pundige batteri nr. 1 under kaptajn Ceweloh, der lå i kantonnement i Egeskov med 6 kanoner, først var blevet kaldt ud ved 6 tiden, havde straks, på befaling af brigadekommandøren, sendt 4 kanoner af sted mod vadestedet, og fandt senere ikke nogen lejlighed til at gribe ind i slaget med de to andre. Tæt ved Christineberg stødte disse sammen med de kanoner, der snart i flere timer havde været i kamp og som efter at løjtnant Callus var blevet såret i længere tid med overblik og godt resultat var blevet kommanderet af brigadeadjudanten kaptajn Doering, og derpå stillet under portepee-fænrik Lehmann. Kaptajn Ceweloh gik nu tilbage med de 4 kanoner og foretog flere opstillinger til sikring af tilbagetoget af 3. jægerkorps, men kunne først ved den sidste, i nærheden af Vejlby kirke, opholde den fremtrængende fjende i længere tid. Da 3. jægerkorps slog ind på Vejen til Vejlby, gik kaptajn Ceweloh ligeledes ikke til vadestedet, men lod i stedet batteriets mandskab sætte op og fulgte i trav mod denne landsby. Enskøndt han blev beskudt på ca. 30 skridts afstand af danske infanterister, lykkedes det ham dog at komme igennem med tabet af en stangrytter, passere den sidste gård og lukke porten bag sig, hvorved han egenhændig skød en dansker ned med sin pistol. Men bagved fandt han jorden gennem den vedvarende regn i de forrige dage så gennemvædet, at tete-kanonerne kørte fast og var umulige at få derfra. På få øjeblikke var batteriet omringet på alle sider og kaptajn Ceweloh med mandskab og kanoner faldet i fjendens hænder. Kun nogle enkelte lykkedes det at undslippe i forvirringen. Det andet halvbatteri havde, som tidligere beskrevet, passeret vadestedet uden at blive forstyrret, og senere kun kunnet affyre enkelte skud mod kanonbådene og det danske kavaleri. Skarpskyttekorpset, som kantonnerede med 24 mand i Trelde under løjtnant Keller, og bevogtede stranden derfra til Trelde næs, blev underrettet og alarmeret henimod kl. 2, ved ankomsten af dampskibe og kanonbåde i Vejle fjord, og nogle pionerer på tilbagetog fra udfaldet af den danske arme. Fjenden kastede nogle granater mod landsbyen, men forsøgte ikke at gå i land.
Da pionererne afmarcherede fra Trelde, og kampen mere og mere nærmede sig Egeskov, forlod også Løjtnant Keller med sit mandskab denne landsby og gik over Egeskov og mod Vejlby kirke, hvor han sluttede sig til 3. jægerkorps og greb ind i kampen sammen med det. Herfra fulgte han 3. kompagni af dette korps under kaptajn Schoer, og delte skæbne med dem i sumpene der. Løjtnand Keller blev fanget sammen med 3 mand, resten undslap heldigt til Bredstrup.
Begge pionerkompagnier der ligeledes kantonnerede i Trelde, hvis 130 mand havde kommanderet arbejdet ved batterierne på venstre fløj, modtog omkring kl. 2 besked om kampen fra nogle af disse folk som kom tilbage. Kommandøren kaptajn v. Kobbe lod derfor alle gøre sig klar til afmarch, og rykkede, efter at de fleste af arbejderne var indtrufne, med det forhåndenværende materiel rettidig over Egeskov Egum og til området ved Bredstrup uden tab. Kun 3 tomme pontonvogne, som der i farten ikke kunne skaffes heste til, måtte efterlades. En del skanse og håndværktøj var blevet i lejren ved Christineberg og faldet der i fjendens hænder.

Kavaleribrigaden, hvis rettidige indgriben i terrænet mellem 1. og 2. brigade, kunne have været af meget stor betydning, skulle fra starten af den 5. juli om aftenen flytte i en bivuak i nærheden af Vejlby. Den store træthed Hestene havde efter hjemkomsten fra den store ekspedition mod vest bevirkede imidlertid, at i stedet for dette flyttede de ind i det tidligere kantonnement bag området og fra brigaden fik ordre om, at ved opstået alarm, skulle de straks samle sig og rykke til den store mark sydlig for Bredstrup og der afvente ordre. Da kort efter kl. 2 beskeden om udfaldet indtraf i hovedkvarteret ved Bredstrup, blev der straks sendt to beredne ordonnanser til Herslev og Pjedsted, for at alarmere kavaleriet. Den ene af disse ordonnanser styrtede på vejen og kom så meget til skade, at han ikke kunne udføre opgaven. Den anden indtraf, af ikke kendte årsager, først efter kl. 4. ved brigadekommandoen i Pjedsted. Da nu også, samtlige kantonnementsvagter intet havde set eller hørt til kampen på grund af den ugunstige vind og den tykke tågede luft, så kunne brigaden ikke samles før kl. 5, på trods af at de var blevet opfordret til at skynde sig mest muligt af enkelte officerer udsendt fra slagmarken af den kommanderende general.
Kun to ridende kanoner under kaptajn Dalitz, kunne endnu rettidig passere området og blev, af selve den kommanderende general, gunstig placeret i en allerede tidligere anvist stilling, og forhindrede i længere tid, i forening med det 12-pundige batteri nr. 2, fjenden i at trænge frem fra Stallerup mod Bredstrup, indtil det blev nødvendig at trække sig tilbage. Selve kavaleribrigaden med de øvrige 4 kanoner var først hen imod halv seks i begreb med at overskride området ved Spongelgaard, men fik her den besked, da de ikke længere kunne anvendes i det kuperede terræn ved Bredstrup, at blive på den anden side af området og tage opstilling på de derværende bakker med det ridende artilleri i spidsen. Her forende også kaptajn Dalitz og begge hans kanoner, samt begge de fra 1. brigade tilbagekommende eskadroner sig igen med dem.
Skæbnen for de faste belejringsbatterier kan allerede ses af beskrivelsen af kampene i almindelighed og vi vil kun for fuldstændiggørelsen skyld gentage nogle enkeltheder.
I begge de nye batterier på venstre fløj der nærmede sig fuldendelsen, var 130 pionerer, nogle artillerister og 200 mand fra 3 bataillon beskæftiget med arbejdet, da de første skud faldt. Artilleristerne og pionererne forlod straks batterierne med deres håndværktøj, og infanteriet greb til geværerne. En del gik frem til løbegravene og resten placerede sig i batteriet og den bagved liggende redoute 6, men da det lykkedes fjenden at bryde igennem ved stranden og at falde batteriet i ryggen, måtte infanteriet først søge til redoute 6, og snart også væk fra denne, da pallisaderne endnu ikke var lukkede, og trække sig tilbage til det nærmeste levende hegn hvorfra de med en del af 2. bataillon under kaptajn von Wrangel, som før omtalt, kæmpende trak sig tilbage mod Christineberg.
Begge strandbatterier nr. 1 og 2 måtte ligeledes, uden egentlige forsvarsmuligheder, straks forlades af artillerimandskabet. Kanoner og ammunition i de 4 batterier faldt i fjendens hænder.
Fra det store morterbatteri i centrum, var straks efter de første skud blevet kastet flere bomber i retning mod Kongens port. Da i mellemtiden fjenden stormede gennem redoute 4 og batteriet, så batteriets kommandør, portepeefændrik Kühl sig nødsaget til at forlade stedet med sit mandskab, efter at han havde drevet en rømmenål ned i tændhullet på en endnu funktionsdygtig morter. Fjenden sprængte derpå efter kort tid krudtmagasinet i luften. Batterierne bag oversvømmelsen på højdedraget kunne, som tidligere beskrevet, tage del i kampen med deres ild endnu flere timer. Men da fjenden trængte frem over oversvømmelsen og batteriet på venstre fløj måtte forlades af sin infanteridækning, lod batteriets kommandør, premierløjtnant Christiansen, foretage endnu et kast med meget stærk ladning fra begge morterer for at brække skjoldtappene af og gøre mortererne ubrugelige, og forlod så batteriet med sit mandskab. Samtidig havde underofficer Peters med sine folk måttet forlade det lille håndmorterbatteri, efter at han havde begravet mortererne, og transporteret krudtet hen til redoute 2.
I redoute 1 og 2 blev kanonerne fornaglede og forladt af artillerimandskabet da 7. bataillon trak sig tilbage.
Blokhusbatteriet blev ikke angrebet før kl. 5.30. Kommandøren, overfyrværker Schöpzinsky, som var afkommanderet for at opstille kanonerne i de nye batterier på venstre fløj, indtraf omkring kl. 5 igen i batteriet og lod straks kanonerne rette mod den venstre flanke og lade med kardæsker, medens den ene gefionkanon beholdt front mod fæstningen. Nogle kardæskskud på kort afstand drev ganske vist i begyndelsen fjenden tilbage, og opholdt ham længere tid. Først da 10 bataillon forlod batteriet med sine sidste infanterister, sendte premierløjtnant Christiansen, der i mellemtiden var ankommet fra batteriet på højre fløj, kanonererne væk, efter at han havde fornaglet kanonerne og fastgjort og antændt bomber på lavetsiderne. Næsten samtidig med denne ødelæggelse af kanonerne, blev også krudtkammeret sprængt i luften af en i forvejen anlagt ledeild.
Erritsø strandbatteri blev ikke angrebet af fjenden og forblev besat indtil kl. 7 af dets betjeningsmandskab og en underofficer og en 15 mands dækningsstyrke. Da imidlertid de danske infanterimasser nærmede sig ved denne tid, blev batteriet forladt, efter at falkene var taget af kanonerne. Til redning af det i artilleriparken ved Hejse kro værende skyts og ammunition, var beordret de i de omkringliggende gårde indkvarterede heste af pontontrainet, som delvis havde været benyttet til transport af kanonerne på den venstre fløj. Det lykkedes med dem at transportere samtlige kanoner, og endog en 24-pundig granatkanon, 7 24-pundige kuglekanoner, 1 168-punding morter, 18 med ammunition og 5 med rekvisitter lastede vogne, rettidig over Gudsø til Kolding. Et ubrugbart morterrør, forskellige vogne og en stor del jernammunition faldt derimod i fjendens hænder.
Artillerikommandør oberst Richter, som havde begivet sig fra slagmarken til artilleriparken kort efter kl. 3, håbede endnu også at kunne redde den og beordrede derfor ikke dens ødelæggelse. Da i mellemtiden ordren til at trække avantgarden tilbage og der derfor var umuligt at skaffe flere heste, måtte den overlades til fjenden. Den danske officielle rapport siger herom:"

Efter et kort ophold, trængte 3. jægerkorps frem mod Hejse kro, for der at bemægtige sig den derværende fjendtlige reservepark og ammunitionsforråd. En afdeling husarer foretog et angreb derpå, men blev tilbagevist af fjendens granatild, hvorpå kaptajn Magius med jægerkorpsets 1. kompagni trængte frem, fordrev fjenden fra de omgivende hegn med et kraftigt bajonetangreb, og bemægtigede sig parkpladsen. To gange blev de drevet tilbage af nye fremtrængende fjendtlige kolonner og måtte, da 5. liniebataillon rykkede frem, og espingolbatteriet Marcussen kastede raketter mod dem, trække sig hurtigt tilbage."
De slesvig-holstenske beretninger omtaler ikke et så hårdnakket forsvar af parken, og en sådan lå heller ikke i brigadekommandørens hensigt. I stedet trak 2. jægerkorps sig langsomt og kæmpende tilbage over pladsen og benyttede kun de derværende hegn til at holde fjenden fra at trænge for hurtigt frem.
Efter at vi har beskrevet de enkelte troppeafdelingers tilbagetrækning ud af området, vender vi tilbage til de generelle begivenheder.

Den vestlige dalrand af den i området beliggende ådal, består på strækningen mellem Pjedsted og Gammelby mølle af den almindelige skråning, med en ikke ubetragtelig højde over hvilken vejen fører til Vejle, og er på de højere steder til dels skovbevokset og gennemskåret af mange hegn. De dominerer ikke kun det nærmest liggende terræn, men tillader også en vid oversigt over området og på den modsatte slette lige til Fredericia og byder en forsvarer mange fordele selv om ådalen i sig selv ikke kan betegnes som en ubetinget frontforhindring. Den kommanderende general besluttede derfor, at der ikke kunne herske mere tvivl om at man måtte trække sig tilbage over den forhindring for her at tage opstilling med samtlige tropper, og derved afholde fjenden for videre forfølgelse.
Til det formål blev alt disponibelt skyts fra 2. infanteribrigade samt kavaleribrigaden, samt det 12-pundige batteri nr. 2, kørt op på begge sider af vejen i et stort batteri så snart de havde passeret området hvor de havde et bredt skudfelt. Og 7. eskadrons opstillet bagved og ved siden af. Fra infanteriet besatte den endnu fuldstændig slagkraftige 3. bataillon de på begge sider af vejen liggende skovbryn. Det øvrige infanteri blev samlet på en stor mark nogle 1.000 skridt bagved, genordnet og forsynet med frisk ammunition.
Først her lod det sig gøre at få et overblik over de tab der var lidt. Ja de så endda værre ud end de i virkeligheden var, da enkelte sprængte troppeenheder og også hele troppeenheder havde trukket sig tilbage mod Højrup i retning mod Kolding og først senere indtraf ved deres respektive troppeafdelinger. Især havde en stor mængde af mandskabet gået til Kolding for at ledsage sårede.
Fra 1. brigade var ud over 3. bataillon kun 3 troppe, hver på en styrke af et kompagni og kun meget få officerer til stede. Fra 2. bataillon kun nogle enkelte mand, men der var allerede indtruffet melding om, at kaptajn v. Wrangel med en lille del af sin bataillon var kommet heldig over vadestedet. 2. brigade så ikke ud til at være fuldstændig opløst, hos dem var kun tæt ved det halve af 5. og 8. bataillon og 4. jægerkorps smeltet sammen. 6. bataillon havde kun styrke som et kompagni. Man vidste imidlertid allerede, at kaptajn Bathke, der med 1. og en del af 2. og 3. kompagni var blevet adskilt fra bataillonen ved Kobbelgaard og var slået ind på vejen mod Højrup, var heldigt ankommet dertil med mange sprængte fra de andre batailloner. 7. brigade havde, som tidligere nævnt, sluttet sig til avantgardebrigaden. Hos en stor del af mandskabet var nedslåethed og udmattelse som følge af de umenneskelige anstrengelser ikke til at se. Efter den besværlige tjeneste foran fæstningen i det ugunstige vejrlig de seneste dage, uden nattero, 6 timer lang uafbrudt og tilbagegående kamp, skulle der psysiske kræfter til, som slesvig-holstenerne besidder, for ikke helt at bukke under. Få minutters ro var nok til at frembringe en større forandring. Synet af de 24 skudklare kanoner med det smukt samlede og ordnede kavaleri frembragte alene følelsen af sikkerhed og snart så man glade ansigter. Begge brigader var hurtigt ordnede. 2. som den stærkeste blev i teten, 2. gik tilbage bag kanonerne. Kl. 8 var begge brigader fuldkommen i stand til at tage en fornyet kamp op men fjenden gjorde ikke mine til at trænge længere frem, men sendte kun enkelte patruljer mod Tolstrup og Pjedsted, og vekslede få skud med infanteristerne fra 3. bataillon. Tropperne kunne derefter sætte geværerne sammen og nyde den dem så nødvendige hvile og genvinde kræfterne.
Til transport af de mange sårede, som lægerne var travlt beskæftigede med at forbinde, havde kavaleriet rekvireret vogne fra omegnen. De blev fra samlingspladsen omkring ved Hvilsted kro, hvor mange hårdtsårede lå, kørt ad den store vej til Vejle og bragt i sikkerhed. Størstedelen af de i de første timer sårede, var allerede over Højrup kro og Gudsø sendt til Kolding.
I mellemtiden havde højre fløj af avantgardebrigaden holdt stillingen ved Havreballegaard, og derefter, som allerede nævnt, med en kraftig kanonade afholdt fjenden fra videre fremtrængning. Her var også indtrådt almindelig ro.
Venstre fløj blev dog, under kaptajn v. Wrangel ved vadestedet forenede detachement med 6 kanoner og en afdeling kavaleri iagttaget, og da der samtidig hos den kommanderende general, der opholdt sig i nærheden af det store batteri, indtraf adskillige meldinger om, at fjenden havde overskredet ådalen i nærheden af Pjedsted og Tolstrup med kolonner, så viste det sig dog, at disse meldinger var falske. Fjenden syntes helt at have afstået fra videre fremtrængen.
Hen imod kl. 9 var at antage, at feltlazarettet fra Bjert og ammunitionskolonnen fra Højrup, som var dirigeret i retning mod Viuf, såvel som bagagen, sårede og splittede enheder, havde vundet det nødvendige forspring, og det syntes derfor passende, at koncentrere tropperne mere, og navnlig ikke at fastholde avantgardebrigaden, mod hvis stillinger stærke fjendtlige stridskræfter var opstillet ved Kongsted og Torp, formålsløst. De modtog derfor befaling om, at trække sig mod Follerup og Gammelby mølle for at besætte området der mellem Tolstrup og Herslev. Til kaptajn von Wrangel blev samtidig sendt en officer med befaling om, at han med hele sit detachement, f skulle gå fra vadestedet over Rands og Pjedsted og forene sig med 1. brigade igen. Til sikring af flankerne blev derimod 4. eskadron af 1. dragonregiment under ritmester v. Brockdorff sendt frem fra Højrup kro for at overvåge passene ved Havreballegaard og Gudsø og med patruljer sætte sig i forbindelse med den bataillon rigstropper, der efter underretning om slaget var rykket frem fra Kolding mod Bjert. På venstre fløj gik 1. eskadron af samme regiment under ritmester v. Mathiesen mod Rands og Nebbegaard for at observere vadestedet og egnen bag Rands fjord.
Medens dette foregik, blev hovedstyrken roligt i sin stilling flere timer. Klokken halv elleve var armeen koncentreret mellem Pjedsted og Gammelby mølle og i sådan tilstand og stemning, at en genoptagelse af kampen kun kunne ønskes af dem, men fjenden synes ikke mere at have til hensigt at angribe, for af de indgående meldinger fik man at vide, at han ikke længere koncentrerede sig, men i stedet havde fordelt sig i flere store afdelinger på hele linien fra Bredstrup til Gudsø. Enkelte afdelinger så man endda marchere tilbage i retning mod Fredericia. En offensiv bevægelse fra slesvig-holstenernes side havde måske ikke været nogen øjeblikkelig succes, alt i alt syntes det dog formålsløst og farligt. Man måtte derfor beslutte sig for om stillingen bag området fortsat skulle holdes eller man skulle fortsætte tilbagetoget til Vejle. Den kommanderende general besluttede sig for det sidste. Det kom frem for alt an på at bevare, den ganske vidst svært prøvede, og gennem tabet af så mange officerer og mandskab svækkede, men også gennem den beviste udholdenhed og hengivelse for en så pålidelig hertugdømmehær, og ikke udsætte den for en formålsløs fare. En flere dages hvile var ikke kun ønskværdig for tropperne, men fuldt ud nødvendig, for igen at sætte den i slagkraftig stand, som de muligvis endnu forekommende begivenheder kunne fordre.
Alt så ellers ud til at man kunne holde stillingen bag området også mod overlegne fjendtlige stridskræfter, men ved var egentlig intet vundet, desuden ville troppernes udmattelse blevet meget forøget, da der ikke før den 8 kunne ventes væsentlig støtte fra de langt borte stående rigstropper. Fra overkommandoen i Århus var nemlig om natten, kort før slagets begyndelse, indgået en skrivelse til den kommanderende general, hvori der blev meddelt, af efter et udsagn fra en indbragt dansk desertør, var general v. Rye havde forladt Jylland med 4-5 batailloner, flere batterier og en del af sit kavaleri, og var blevet overskibet til Fyn, hvor man havde til hensigt at foretage en indsats fra Fredericia. Et udsagn som var blevet bekræftet af andre efterretninger. Senere og under selve slaget omkring kl. 7 om morgenen, indgik en ny skrivelse hvori desertørens specielle oplysninger og de til støtte for den slesvig-holstenske arme trufne afgørelser blev meddelt.
Desertøren var en dansk artillerist af tysk herkomst, som om eftermiddagen kl. 4 havde fundet lejlighed til at gå i land fra et dampskib ved Ebeltoft og snige sig gennem de danske forposter til rigstropperne, hvor han blev indbragt den 5. om morgenen.
Selve skrivelsen lød således:

"I fortsættelse af min skrivelse fra i morges, henvender jeg mig til deres højstvelbårenhed i anledning af udtalelserne fra den omtalte desertør, som i morges tidlig, som i morges tidlig nåede frem til forposterne på denne side. De vil deraf kunne slutte, at størstedelen af Ryes brigade skal være sejlet over fra Helgenæs til Fyn. Da det derefter bliver mere sandsynligt, at fjenden har i sinde at foretage en større indsats fra Fredericia, som er nærmere forudsat i de, i kopi, vedlagte beføjelser, straks truffet disse bestemmelser, for at kunne give den dem den sikkert nødvendige understøttelse. Under de omstændigheder, at næsten halvdelen af den bayriske brigade, samt et stærkere detachement af den kurfyrstelige brigade først i morgen den 6. denne måned, vender tilbage fra en fra en i retning Viborg foretaget rekognoscering, har det det ikke været tilladeligt at lade afmarchen af de til deres understøttelse bestemte troppedele af 1.division fra det Bayriske kantonnement finde sted før den 7. denne måned. De bliver derfor, i tilfælde af uventede begivenheder, for øjeblikket indskrænket til Deres egne kræfter og skulle De komme i den situation, at De må opgive stillingen der, efter omstændighederne vende Dem enten mod Kolding eller Vejle, for der at forene Dem med den fremrykkende forstærkning. For at undgå ethvert tidstab, i den valgte forholdsregel, bliver det nødvendig, at De giver underretning om de muligvis indtræffende begivenheder ikke alene her, men også direkte til generalerne Byneken og Spangelberg, såvel som oberst Diederichs i Haderslev så enhver af disse hærførere, straks kan foretage det nødvendige i forhold til den samme, af dem modtagne, instruktion. Den øverstbefalende over de tyske rigstropper i Slesvig-Holsten (gez) v. Prittwitz Generalløjtnant"

Efter de til understøttelse trufne bestemmelser, skulle forskellige troppedele den 7. sætte sig i march fra nord mod Vejle, således at general Spangelberg den 8. ved middagstid kunne kantonnere i og syd for Vejle med 3½ bataillon 2½ eskadron og 10 kanoner (fra den hessiske brigade).
Den bayriske brigade skulle samtidig rykke fra Skanderborg til Horsens.
Fra syd af havde oberst v. Diederichs i Haderslev modtaget ordre om, at han så snart han fra general v. Bonin havde fået besked om at der var sket et afgørende dansk angreb, skulle han gå med sine batailloner til Kolding, hvor så 3 batailloner og 1 eskadron ville være forenet under hans kommando. Der skulle han afvente nærmere besked fra general Büneken, der ligeledes havde modtaget ordre om, at på besked fra general Bonin skulle han sætte sig i bevægelse med sin division fra omegnen af Aabenraa i retning mod Kolding.
Straks efter den slesvig-holstenske armes tilbagetog til området bag Bredstrup, mellem kl. 7 og 8 om morgenen, var den pågældende melding afgået til overkommandoen, såvel som underretning til Vejle, Kolding og Haderslev. Man måtte derfor forvente, at oberst v. Diedrichs allerede ville indtræffe i Kolding om aftenen. Før den 8. om aftenen kunne general v. Spangelberg ikke stå i området med sine tropper. Den mulige understøttelse bestod derfor kun af 6½ bataillon, 3½ eskadron og 10 kanoner, som imidlertid først kunne vise sig på kamppladsen efter 48 timer.
Da derpå den kommanderende general over de slesvig-holstenske tropper besluttede at opgive sine stillinger og marchere til Vejle for der at give sine tropper hvile, så blev han mere bekræftet i denne beslutning, da denne tredje skrivelse indløb fra den øverstbefalende som svar på meldingen dagen før.

Jeg beærer mig, deres højvelbårenhed, ærbødigst på den i eftermiddag modtagne melding om forstærkning af garnisonen i Fredericia at svare, at jeg, selv med min bedste vilje, kun på et punkt formåede at ændre den disposition jeg sendte Dem i formiddags, nemlig den, at jeg gav oberst Diedrichs opgaven, straks at rykke til Kolding -Vonsild med begge sine batailloner, i tilfældet af, at ingen af hans kyststrækninger var virkelig truede. For mit eget vedkommende vil jeg i morgen den 6. være i Horsens og den 7. begive mig til Vejle, for at være tættere ved hånden. Århus den 5te Juli 1849 (gez.) v. Prittwich.

Før vi meddeler det videre forløb om det kl. 11 stedfundne tilbagetog til Vejle, vil vi fremstille et kort overblik over de stillinger der på denne tid var indtaget af de danske tropper.
Efter at slesvig-holstenerne på alle steder var gået tilbage over området, blev på dansk side truffet beslutning om at besætte området i hele sin udstrækning fra Egeskov til Gudsø og igen samle de enkelte troppeenheder og brigader der under slaget var kommet langt fra hinanden. Kl. 11 var de dertil nødvendige bevægelser udført og tropperne opstillet på følgende måde:

5. brigade havde efterladt 1 bataillon og 4 kanoner i Egeskov og dirigeret alle andre afdelinger til Bredstrup, hvor afdelingen tog opstilling ved landsbyen og besatte overgangen over Elbodalen.

Den del af 6. brigade, der var gået mod Bredstrup, trak sig kort efter kl. 7, syd for denne by til Kongsted hvor den besatte området af Elbodalen mod Tolstrup og desuden fandt lejlighed til, om end resultatløst, at beskyde nogle afdelinger af den slesvig-holstenske avantgardebrigade med sit batteri. I løbet af formiddagen indfandt de øvrige kompagnier og batailloner sig i Kongsted, og brigaden blev stående der som reserve mellem begge områderne af fra Bredstrup og Havreballegaard.

3. brigade holdt passet ved Havreballegård besat, og samlede sig derefter ved Hejse kro.

4. brigade, som tidligere omtalt, i løbet af kampen var kommet fra området ved Christineberg til Hejse kro, blev nu mellem kl. 7 og 8 sendt til passet ved Gudsø, hvor det havde lejlighed til at beskyde nogle enkelte opsplittede og sårede der trak sig mod Kolding. (Når den officielle danske beretning siger, at enkelte retirerende kolonner her blev beskudt med granater, må det bero på en misforståelse, da ingen samlede enheder gik på denne vej, men kun enkelte opsplittede enheder) og med nogle fremsendte rekognosceringsenheder tog de endnu nogle til fange og erobre noget i Bjert, Gudsø og Taulov tilbageblevet materiel. Navnlig nogle lazeretrekvisitter.

Af kavaleriet blev 2 eskadroner ved 3. og en ved 5. brigade.
Den 4. eskadron blev sendt ud for at overvåge Rands fjord og ådalen. For fuldstændighedens skyld, og fordi den slesvig-holstenske 1. brigade var under stor moralsk påvirkning lader vi nu relationen over langangsdemonstrationen, fra den danske beretning følge.
Den lyder i det væsentlige således:

I overensstemmelse med dispositionen blev de befalede landgangsdemonstrationer udført på bestemte tidspunkter.
Den ene flotille bestod af 1 dampskib, 4 kanonbåde og 18 sejl- og transportfartøjer. De havde en kommando fra 2. forstærkningsbataillon og en ingeniørkommando om bord.
Om morgenen kl. 1 løb flotillen fra ankerpladsen ved Hindsgaul mod et østligt for Skærbæk liggende teglværk og foretog her i morgendæmringen en landgangsdemonstration. De fjender der viste sig blev beskudt fra kanonbådene og fordrevet. Derpå blev en lignende demonstration foretaget noget østligere, og da fjenden havde trukket sig tilbage, gik kommandoen fra 2 forstærkningsbataillon i land og besatte Snoghøj.
Den 2. flotille bestod af 4 dampskibe samt 2 kanonbåde og 4 transportfartøjer som ligeledes havde en afdeling af 2. forstærkningsbataillon om bord. Henimod kl. 1 viste flotillen sig ved Trelde næs, og da de havde erfaret, at Trelde skov ikke var besat, blev kanonbådene lagt i mundingen af Rands fjord for at beherske det yderste vadested. Da senere noget fjendtligt infanteri og kavaleriafdelinger ville passere vadestedet, blev de beskudt af kanonchalupperne med god virkning, og ligeledes blev 2 fjendtlige kanoner, som fra en mark nord for bugten åbnede ild mod chalupperne, tvunget til hastigt tilbagetog. Chalupperne blev hele dagen på positionen for at iagttage vadestedet. Begge, vel udførte demonstrationer kunne ved at bringe fjenden ud af fatning, bidrage til den heldige udgang af dagen.
(På slesvig-holstensk side er hertil at bemærke, at landingsdemonstrationen ved Skærbæk og Snoghøj, som det også blev synligt i løbet af kampen, absolut ikke havde haft nogen indflydelse på kampen. Desto mere betydningsfuld var virkningen af demonstrationen ved Vejle fjord, der alene ved den moralske effekt den udøvede på de mod vadestedet trækkende troppeafdelinger af den slesvig-holstenske 1. brigade, blev hovedanledningen til, at så mange blev taget til fange. Når den danske beretning også taler om yderligere succes med de danske kanonbådes ild og endog taler om 2 kanoner der måtte trække sig tilbage på grund af dem, så nævner de slesvig-holstenske beretninger intet herom. Snarere taler de endog tydeligere om, at ingen blev sårede af kanonbådenes ild. Den meget lavvandede udmunding af Rands fjord tillod ikke kanonbådene at komme på virksom kardæskskudsafstand af vadestedet. De enkelte, i denne retning kastede granater gik langt forbi målet og i vandet og da halvbatteriet Sontag kørte op på den modsatte bred, trak chalupperne sig meget hurtigt uden for skudvidde.

Efter en sådanhårdnakket gennemkæmpet og blodig dag, var også tabene på begge sider store.
Slesvig-holstenerne der havde forladt slagmarken, mistede også de døde, sårede og fangede. En ikke ubetydelig del materialer, som de i de faste batterier, i artilleriparken og på slagmarken havde måttet overlade til fjenden. Det bestod efter Danske, med de slesvig-holstenske godt overensstemmende opgivelser af:

31 kanoner
86 vogne af forskellig art
ca. 100 heste og
2.500 geværer

Tabet af mandskab udgjorde:

Døde:	5 officerer	0 fændrikker	0 læger	197 menige.
Sårede:	33 -	0 -	0 -	802 -
Fangede:	33 -	10 -	9 -	1.911 -
Summa	71 -	10 -	9 -	2.910 -

= 3.000 hoveder.

Det totale tab udgør derimod, af de ca. 12.700 mand der tog del i kampen, hver 4. mand og hver3. officer.

Af de fangede var 8 officerer, 7 fændrikker, 1 overlæge og 285 underofficerer og menige, til dels svært sårede, af hvilke endnu flere døde i de følgende dage.

Det var herefter for slesvig-holstenerne i alt:

Døde:	5 officerer	197 mand
Sårede:	46 -	1.091 -
Summa:	51	1.288 -

Af de sårede officerer døde i de nærmeste dage endnu 10 (se bilag 3)

De danske tab i døde og sårede var mere betydende og udgjorde:

Døde	25 officerer	233 underofficerer og menige
Sårede	50	1.559 -
Fangede		35 -
Summa	75	1.827 -

Lad os nu igen vende os mod de slesvig-holstenske tropper, nemlig til:

Kl. halv elleve blev der fra den kommanderende general givet ordre til hele armeen om tilbagetog til Vejle. Bagagen kørte straks ud på den store vej mod Vejle og blev indtil videre opstillet sydligt for byen. Derpå fulgte reserveartilleriet med kavaleribrigaden, tog senere opstilling ved Vinding og fulgte derpå efter infanteriet som arrieregarde, efter at det var marcheret forbi.
Avantgardebrigaden som før 11.30 havde nået den store vej ved Hvilsted kro, foretog en opstilling nord for Lilballe og dannede derfra og til Vinding arrieregarden, efter at 1. og derpå 2 brigade havde passeret forbi. Begge eskadroner, der allerede tidligere var blevet sendt ud på fløjene, modtog befaling om at følge med til Vejle på højde med infanteriet. Løjtnant v. Treschow blev sendt i forvejen, for at træffe aftale om indkvartering af en del af avantgardebrigaden, og søge egnede bivouakpladser for armeen nordlig for byen. Han tog en vagtmester og folk fra kavaleriet med, for at holde den strengeste orden ved de mange køretøjer på vejen og samle bagagen sydlig for Vejle, og med undtagelse af de sårede, ikke at lade nogen komme enkeltvis ind i byen.
Vejret var blevet meget smukt, men solen brændte med en trykkende varme. Stadig foregik tilbagemarchen i mønsterværdig orden og gav bevis på en side af disciplinen som den ældste arme havde nået og ville få stor ære af.
Hver enkelt syntes at føle, at det tabte slag, og de lidte store tab ikke kun måtte blive til et virkeligt nederlag, og at en arme, der efter så blodige dage må rømme området, ikke kan betragtes som overvundne, når de forbliver fuldkommen samlede og kampberedte. De for tilbagetoget trufne beslutninger for enkelte opsplittede afdelinger, sårede, træn og bagage, blev udført med største præcision, og troppernes march lignede mere hjemkomsten fra en anstrengende manøvre, en tilbagetoget for en slagen hær.
Den omstændighed at man ikke trak sig tilbage mod det slesvigske, men rykkede tilbage i fjendeland, virkede meget gunstig på stemningen og gav forhåbning om, at det snart igen ville gå fremad.
Ved firetiden var hele armeen sydlig for Vejle og opstillet på og ved vejen og defilerede derpå med klingende spil forbi den kommanderende general og videre gennem byen. Snart var tropperne rykket ind i deres smukt beliggende bivouakker nordlig for byen og derpå begyndte de med den for slesvig-holstenere ejendommelige munterhed at indrette sig behageligt. De store strabadser de havde udstået, farerne og tabene var glemt. Avantgardebrigaden, der var blevet indkvarteret i byen, indtog forposterne på højene sydligt derfor i en halvkreds fra Vejle å til fjorden ud for Mølholm. Fjenden var ikke fulgt efter og havde overhovedet ikke overskredet området ved Bredstrup.

BETEGNELSER OG TROPPERNES STYRKE
Slesvig-Holstenere	Danskere
1. brigade (v. Stückradt): 1. bataillon 2. bataillon 3. bataillon 4. bataillon 1. jægerkorps .1 Det 6-pundige batteri nr. 1 Eskadron Schach Eskadron Weise 2. brigade (v. Abercron): 5. bataillon 6. bataillon 7. bataillon 8. bataillon 4. jægerkorps Det 6-pundige batteri nr. 2 Avantgarde-brigaden (v. Gersdorff): 9. bataillon 10. bataillon 1. jægerkorps 2. jægerkorps Det 6-pundige batteri nr. 3 Reserveartilleriet: Det 12-pundige batteri nr. 1 Det 12-pundige batteri nr. 2 4. fæstningskompagni Det 4. ridende halvbatteri.	Avantgardebrigaden (de Meza): 1. lette bataillon 2. lette bataillon 2. jægerkorps 1. forstærkningsjægerkorps 3. forstærkningsbataillon Det 6-pundige batteri Wegner Det halve espingolbatteri Meinke 5. brigade (v. Rye): 1. reservejægerkorps 4. reservebataillon 6. bataillon 7. bataillon 9. bataillon Det 12-pundige batteri Marcussen 3. brigade (v. Schleppegrell): 3. jægerkorps 2 kompagnier fra 2 forstærkningsbataillon 3. bataillon 5. bataillon 1. forstærkningsbataillon Det 6-pundige batteri Jessen 4. brigade (Molkte): 8. bataillon 11. bataillon 5. reservebataillon 2 kompagnier fra 2. reservebataillon 60 frivillige fra 2. forstærkningsjægerkorps Det 6-pundige batteri Mossin Reserveartilleriet Det 6-pundige batteri Schultz Det 24-pundige halvbatteri Jonquières Det 24-pundige halvbatteri Tillisch
Ialt:
4 batailloner 2 Eskadroner kavaleri 44 feltkanoner 12.700 mand incl. ca. 200 officerer	18 batailloner 60 frivillige 2 afdelinger ingetiørtropper 4 eskadroner kavaleri 48 feltkanoner ½ sepingolbatteri 19.400 mand incl. ca. 420 officerer
I kampen deltog ikke
Kavaleribrigaden v. Rürsen-Baachmann 8 eskadroner kavalleri ½ ridende batteri 2 pionerkompagnier Ialt: 1.500 mand med 40 officerer	3 batailloner og 3 kompagnier infanteri 20 mand dragoner 380 rekrutter af artilleri og ingeniørtropperne Ialt: 4.200 mand med 70 officerer.