Carl Christian Langgaard
(1853-1912)

Læge og forfatter.
Født i København 5. juli 1853, som søn af etatsråd, urmager, ortopæd og teglværksejer J. P. Langgaard. Moderen var Charlotte Amalie Sofie baronesse v. Seydewitz. Faderens teglværk Hakkemose lå ved Sengeløse, men privatboligen var i København. I hjemmet mødtes hovedstadens højere borgerskab især om musikalske oplevelser. Fornavnet Carl brugte han ikke. Han blev student ved Westenske Institut i København som 18-årig i 1871, og begyndte straks at læse medicin. Han tog embedseksamen i 1878 og blev samme år reservelæge ved hæren. og fungerede desuden en kort tid som læge både ved Fødselsstiftelsen og Kommunehospitalet, hvorefter han søgte til Jylland.
Først var han en kort tid i Daugaard ved Vejle, indtil han fik en praksis i nabosognet Ørum. Allerede fire år efter sin lægeeksamen, kun 29 år gammel, udnævntes han i juli 1882 til sygehuslæge i Fredericia. Han var dermed den der stod for sygehuset, men havde samtidig en normal privatpraksis. Dengang var det de praktiserende læger der stod for bahandlingen af deres egne patienter på sygehuset.
Han var en ildsjæl fuld af ideer og evner til at føre dem ud i livet.
I juni 1884, 31 år gammel, tog han en doktorgrad med en afhandling om hjernesymptomer og deres årsager og blev dr. med. I august samme år udnævntes han til læge ved "De kongelige Døvstummeanstalter". Han arbejdede også med brystsygdomme og specialiserede sig i hals-, næse og øresygdomme.
Fra 1886 til 1888 var han tillige reservelæge ved hæren. Den 24. februar 1892 udnævntes han til stadsfysikus og distriktslæge for landområderne. Han havde sæde i sundhedskommisionen og var også et aktivt medlem af Børnenes Vel, som blev stiftet i 1901.
Fra 1901 til 1905 blev han formand for Fredericia Gymnastikforening og han interesserede sig også meget for cykelsporten.
Han var gift 2 gange. Fra sit opløste 1.ægteskab med Marie Bahnson, havde han sønnen Halfdan, der døde som ung medicinstuderende i København. Hans 2. ægteskab var med Sophie Schorn, der var datter af forfatter William Schorn. Dette ægteskab var barnløst. Sønnens død tog hårdt på faderen.
I det Langgaardske hjem, som han opførte i Gothersgade 35 og kaldte Sophiero efter sin 2. kone, mødtes mange kulturelle personligheder fra hele landet.
I begyndelsen af marts 1912 blev Chr. Langgaard ramt af en hjertelammelse, der bevirkede, at han døde få dage efter, den 9. marts. Ved siden af sin lægegerning, skrev Chr. Langgård romaner, digte og sange. Ved sin død skrev han på en fortælling fra en rejse i Italien i 1910. Den skulle hedde "Syrener", men han nåede ikke at få den udgivet.

Om dr. Christian Langgaard, af Vilhelm Larsen, 25/11 1944:

Det er sol, som vi trænger til Sol over kind Sol ind i tankernes kilde Sol som kan skinne i hjerterne ind, og gøre dem stærke og milde.

Det var en februaraften for et par år siden, at jeg i Fredericia Teater overværede en koncert med lødigt indhold. Der optrådte en ret bekendt sanger med et righoldigt program, og et af hans numre hed: Lærken (Digt af Chr. Langgaard).
Sangeren havde allerede indkasseret en del bifald, men helt kraftigt lød det dog først num da han med sin smukke lyse stemme sang;

Sving dig kun, lærke, mod himmelens blå, Ja - lad mig mærke, hvor højt du kan gå, op i de blå regioner, båret af jubelens toner. Ring, lille klokke kun foråret ind, ud du kan lokke hver drift i mit sind, som mod det højeste drages ud i den sommer, som dages. Syng lille sanger, så højt fra det blå, Livsglæden fanger til dine små. Lærer dem: Lykken kan brede sig fra den fattige rede. Drys dine toner i vårdagen ud, Sangen forsoner, når sorgen går bud. Lær os mod lyset at synge! Livet har nok som kan tynge. Syng lille lærke om himlen er grå, så jeg kan mærke og rigtig forstå, at bag de tyngende tåger, håbet og livsglæden våger.

Med rørelse lyttede jeg til denne sang, som hørte med til Langgaards i 1898 udkomne lille digtsamling: "Solblink". En bog, jeg selv havde anmeldt, og her netop fremhævet digtet om lærken.
Langgaard var dengang stadslæge i Fredericia og kendt som en fortræffelig lejlighedsdigter, men få af hans sange havde overlevet forglemmelsen.
Ved nu at høre hans lærkesang, dukkede der en anden verselinje op i min tanke og meldte sig atter og atter: "Men alle gode tanker, de kan slet ikke dø".
Langgaard var for længst hensovet, hans navn og virke delvist glemt, og så opdagede man pludselig, at han levede videre i en af sine smukke tanker…!
Jeg vil her riste et par minderuner om denne rigt begavede mand, hvis store evner spændte over så mange felter. En såre problematisk natur, der lovede meget, men ikke helt indfriede de forventninger, der blev stillet til ham.
Han var søn af den bekendte etatsråd Johannes Peter Langgaard, som oprindelig var uddannet urmager i sin fødeby, København, og havde arbejdet i sit håndværk både her og i udlandet, men hans rige hjerne og opfindertalent drev ham efterhånden ind på de mest forskellige baner. Han fik eneret til at drive en ortopædisk anstalt, den første i Danmark, og han udtog patent på en ortopædisk maskine, som i 1851 blev udstillet i London, Til brug for tivoli opfandt han en kraftprøvemaskine (slå tyren for panden), og endte endelig med at anlægge og drive Hakkemose teglværk ved Taastrup. Betegnende for urmagersvendens stigen i graderne, er også hans udnævnelser fra virkelig kammerråd, gennem justitsråd til etatsråd.
Det var altså ikke efter fremmede, at Christian Langgaard havde sit lyse hoved og sine mange interesser og anlæg.
Hans glade ungdomssind og lærenemme, førte ham let gennem skolen ind i studenterlivet, hvor han bl.a. blev et skattet medlem af studentersangforeningen.
Også under de medicinske studier gjorde han sig hurtigt bemærket. Han var i besiddelse af et "klinisk" blik og sund dømmekraft, således at han let stillede en diagnose. Han havde ypperligt håndelag, der syntes at røbe den vordende kirurg, og han forstod at vinde og opmuntre patienterne. Efter i 1878 at have taget sin embedseksamen og afsluttet sin kandidatuddannelse, nedsatte han sig som praktiserende læge i Daugaard og skabte sig her i kort ti en god praksis, lige som han vandt sig en stor omgangskreds.
Allerede i 1882 brød han dog op derfra og flyttede til Fredericia, hvor han tog bolig i apotekets stueetage. Efter nogle års forløb blev han, der i 1885 vandt doktorgraden på en afhandling om akut lungebetændelse, stadslæge. Læge ved det kommunale sygehus og læge på døvstummeinstituttet.
Han blev huslæge i mange hjem og var i mange måder huslæge af den gamle type, der fik tid til en passiar om opmuntrende emner. Altid et kvikt svar på den syges bekymringer.
"Tror De jeg kommer mig doktor?" kunne en patient ængstelig spørge. "Tror, nej jeg ved det", kunne da svaret lyde. "De er jo stærk som en hest, og så har de mig til læge". "Kan De hjælpe mig doktor Langgaard", spurgte "Skurelise": "Ja, om De så var 10 gange så syg kunne jeg hjælpe Dem".
Altid gode ord og en munter historie. Apropos dr. Langgaards historier. Han skrev en roman, "Frisk Luft", hvis hovedperson var doktor Jensen. Denne læges force var at fortælle historier, som altid, ifølge forfatterens ord, blev modtaget med bifald og bragende latter, uden at læseren egentlig kunne begribe, hvad der var så morsomt.
Men sagen var, at forfatteren hentede historierne ud fra sit store oplag af egne historier, og når han fortalte dem mundtligt, så var de morsomme, thi Langgaard var en meget stor skuespiller, hvis dialektik, mimik og gestus gjorde fortællingerne levende for tilhørerne.
Her en af hans historier:
Fire brave mænd spiller l'hombre en eftermiddag i klubben. Købmanden, redaktøren, doktoren og kaptajnen. Købmanden sidder i held og melder solo kulør i forhånd. De andre skæver til ham med ærgrelse og mishag. "Spil ud", siger doktoren. Men da, netop som spilleren vil starte, rammes han af et hjerteslag, taber kortene på bordet og synker sammen. Doktoren og kaptajnen iler til for at hjælpe ham, men redaktøren undersøger derimod købmandens kort og siger: "Det var sgu godt han døde, for han var bleven "codille".
Som selskabsmand og vært var dr. Langgaard enestående. Da japanerne under den russisk-japanske krig belejrede port Arthur, tabte Langgaard et væddemål han havde indgået med sine kolleger angående tidspunktet for fæstningens fald. Indsatsen var en middag for lægekorpset. Langgaard tilbød da d'herrer doktore til en lille middag. Til stede ved festen var den bekendte tryllekunstner, Langgaards skolekammerat Georg Kjeldsen. Ved stegen lod Georg Kjeldsen sin høje hat gå rundt, og lod enhver forvisse sig om, at den var tom. Da den vendte tilbage slog troldmanden tre slag på den med sin tryllestav og lod den atter cirkulere. Den viste sig at være fyldt med eksemplarer af en sang af dr. Langgaard, skrevet i dagens anledning.
Da fremstilleren af "Jappe i de forlovede" havde bryllup, skrev doktoren en ganske fortræffelig sang "Til brudgommen" hvoraf et vers her skal gengives:

Se L".." havde scenisk sans! Vi husker ham som Jappe! Der vandt han sig en laurbærkrans, skønt tiderne var knappe. Han bifald fik hos hver en gæst, og spredte velstand fra sin læst! Reklame, reklame han for "Ephata" gjorde i øst og i vest.

Han var altid villig til at stille sin pen til rådighed, når et godt formål kaldte. og som indledning til ovennævnte velgørenhedsforestilling blev der da også fremført en prolog af Langgaard, fremsagt af postekspedient Dahl. Vi skal her gengive det sidste vers:

Hav tak enhver, som her i kvæld er mødt, en lille skare til denne sag at yde. Til tak tag med, hvad vi vil kunne byde af skæmt og alvor! Går ej alt så støt, som vi det ønske, en kritik for skarn, jeg håber ej får lyd i disse sale, vis nu til gengæld i kan også tale, og ryste huset med jer bifaldsklap.

Hans fædrelandskærlige sindelag kommer frem i hans bidrag til festskriftet 6. juli 1899.
Hans sang til "Landsoldaten" er kendt af mange, men hans indledende henvendelse til 6te juliveteranerne bør også kendes:

Idet vi rækker takkens krans, til dem, som gav os sejrens glans. for femti somre siden. Vi bede: Gud bevar vort land! Bevar for drot, en fredens mand, der støtted' os i striden! Bevar vort sprog, at det som tolk, for alt det bedste i vort folk, kan tone gennem tiden.

Måske nåede dr. Langgaard ikke netop det, man kunne have ventet af hans store evner.
Måske var der givet ham for meget på mange forskellige områder, således at hans virke blev splittet.
Derfor gjorde det godt at høre hans sang om forårsbebuderen midt i vinterens kulde og mørke. Den sang, som fik mig til at mindes I. P. Jacobsens strofe: "Men alle gode tanker, de kan slet ikke dø".

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286