FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech



CARL CHRISTIAN LANGGAARD
(1853-1912)


MEGET MERE END EN DOKTOR
Om stadsfysikus Langgaard
Af Kamma Varming -
Trykt i Pensionist Avisen nr. 75, okt. kvt. 2003, udg. Fredericia Kommune.

Da Fredericia i 1882 fik en ny sygehuslæge til byen, var det meget mere end bare en doktor, der kom til den middel store provinsby og fæstning. Det viste sig at være en ildsjæl med masser af talenter og evner til at sætte ting i gang. Carl Christian Langgaard syntes at være født til at blive overklasselæge i København, men han valgte altså anderledes for sit liv.
Hans barndomshjem var en stor beboelse på Vesterbros Torv. Hans far var etatsråd, urmager, ortopæd og teglværksejer J. P. Langgaard, og moderen var Charlotte Amalie Sofie baronesse v. Seydewitz. Teglværket Hakkemose lå ved Sengeløse, men privatboligen i København. I hjemmet mødtes hovedstadens højere borgerskab især om musikalske oplevelser.
I dette hjem blev Christian født den 5. juli 1853. Man kan ikke lade være med at tænke på, om datoen og den megen tale om slaget ved Fredericia i hans barndomstid har været medbestemmende for hans ønske om at bo her.

Den slagne vej til Fredericia
Christian Langgaard blev student som 18-årig i 1871, og han begyndte straks at læse medicin. Han tog embedseksamen i 1878 og blev samme år reservelæge ved hæren. Endnu samme år fungerede han en kort tid som læge både ved Fødselsstiftelsen og Kommunehospitalet. Det hele har næppe stået på mere end et års tid. Langgaard søgte så til Jylland og ud på landet. Først var han ganske kort i Daugaard ved Vejle, inden han fik en praksis i nabosognet Ørum. Efter eksamen tog alle disse ansættelser kun fire år. 29 år gammel blev han i juli 1882 udnævnt til sygehuslæge i Fredericia. Det betød, at han stod for sygehuset, men samtidig havde han en almindelig privatpraksis, som alle læger i byen, og hver af dem behandlede deres egne patienter på sygehuset.

Flere lægelige embeder
Slag i slag fulgte udnævnelser til flere lægelige funktioner. Først blev dr. Langgaard i august 1884 udnævnt til læge ved De kongelige Døvstummeanstalter, som det hed dengang. I juni samme år, altså som 31-årig, havde han taget doktorgrad med en afhandling om hjernesymptomer og deres årsager. Han kunne nu kalde sig dr. med. Han arbejdede også med brystsygdomme, derfor så man ofte en annonce i avisen om, at man kunne få inhalationer af sølvnitrat, fortyndet eller fortættet luft. Efterhånden udviklede doktoren et speciale i hals-, næse og øresygdomme.
Fra 1886 til 1888 var han tillige reservelæge ved hæren, men den 24. februar 1892 kom den helt store udnævnelse til stadslæge - eller
stadsfysikus, som det også. kaldtes - og til distriktslæge for landområderne. I dette embede forblev Langgaard til sin død den 9. marts 1912. Og så sad han selvfølgelig i Sundhedskommissionen. Det at være læge for landområderne var ofte besværligt, fordi det krævede ture i hestevogn i alt slags vejr.
Nu skal man ikke tro, at han skovlede penge ind på de mange job. For at være sygehuslæge fik han således 200 kr. om året, og hele den årlige indtægt for ham f.eks. i 1889 var 4000 kr., mens dr. Nyborg, som var mere modelæge, tjente 7500 kr. Til sammenligning tjente en arbejdsmand 500 kr. og direktør Bloch 32.000 kr.

Sophiero
Til privatbeboelse købte Chr. Langgaard et smukt og harmonisk byhus i Gothersgade 35. Det fik navnet "Sophiero" efter hans anden hustru Sophie, født Schorn, datter af en forfatter, William Schorn. Dette ægteskab var barnløst, men der var en søn, Halfdan, fra første ægteskab, som døde i begyndelsen af århundredet, mens han var en lovende medicinstuderende i København. Det tog hårdt på faderen. Hjemmet var et sted, hvor mange kulturelle personer fra hele landet mødtes, og børn var velkomne gæster. Det beretter bl.a. Ingeborg Ebling Kaiser i sine erindringer. Hun fortæller også, at når doktoren skulle på vaccinationsrunde til landsognene, så fulgte moster "Fif' med, og hun medbragte en stor kurv med kirsebær. Så kunne hun trøste børnene, efter at de havde været under behandling. Det fortælles også, at i 1911 inviterede ægteparret hele FDF-flokken i Fredericia ind i haven, hvor de stod og glædede sig over drengenes muntre leg i den store have bag huset. Naturligvis, kan man næsten sige, var doktoren et aktivt medlem af Børnenes Vel, som blev stiftet i 190l.

Fra livet som læge
Chr. Langgaard, som han kaldtes i daglig tale, kom selvfølgelig ud for mange episoder i sit lange lægeliv. Her skal nævnes et par af dem. Noget, som gjorde et stort indtryk på ham, beskrev han i en af sine fortællinger i bogen "Sol og Skyer" fra 1907. Han havde engang på landet mødt en dreng, som hed Hans. Senere hen i livet mødte han flere gange Hans, blandt andet da Langgaard en dag var tilkaldt til en drukneulykke. Der var Hans til stede, og han sagde, at han sådan ville ønske, at han engang fik lov at dø i sin seng.
Mange år senere var doktoren tilkaldt til sygehuset, hvor en bødker var indbragt efter at være skoidet over hele kroppen af kogende beg på sin arbejdsplads. Man fik forsigtigt tøjet pillet af manden og fik ham anbragt i et kar med vand, men han døde af forbrændingerne. Først da papirerne skulle skrives, opdagede Langgaard, at det var Hans.

Skillingsvisen
Under Chr. Langgaard i Lokalhistorisk Arkivs kartotek står henvist til en af datidens mange skillingsviser. Årsagen er, at i et avisreferat på bagsiden af visen står der: "Dr. Langgaard blev tilkaldt til Fattiggården." Det må have været en af de mere ubehagelige opgaver i 1892. Historien er kort fortalt, at en noget fordrukken enke fra byen, som kaldtes for Pernille, og som altid kom i klammeri med byens gadedrenge, blev fundet myrdet i et træhus, som tidligere havde været røgeri. Det lå ude ved Strandvejen og havde tilhørt fiskehandler Munk. En ung mand kiggede ind i huset og opdagede kvindeliget.
Liget blev bragt til Fattiggården, hvor obduktionen stod på i fem-seks timer, overværet af dr. Langgaard.
Netop det, at liget var stukket mange gange med en kniv, fik en af politifolkene til at erindre, at en mand, som lige var kommet ud fra fængslet efter ti år for voldtægt og mord på en lille pige, også ved kniv
stik, nu boede i Fattiggården. Og det var, som skillingsvisen udpensler, ham der stod bag mordet.

Forfatteren Chr. Langgaard
Doktoren var i sin fritid en flittig forfatter. Som lige nævnt skrev han fortællinger, men også mængder af digte og skuespil. Langgaard var meget engageret i byens kulturelle liv, både i Frederiksklubben og i teateret. Næsten hvert år fra 1899 til 1910 udkom enten en digtsamling eller en samling fortællinger.
I 1910 var det dog en roman, der i Politiken blev anmeldt af professor Brix, som skrev, at Langgaard med den stillede Sophus Bauditz' forfatterskab i skygge. Det var en stor ros. Ved sin død skrev Langgaard på en fortælling fra en rejse i Italien i 1910. Den skulle hedde "Syrener", men han nåede ikke at få den udgivet.

Andre udgivelser
I slutningen af 1800-tallet havde Fredericia to teatre, dels Frederiksklubbens og dels på hotel Kronprindsen. Det var især gennem Frederiksklubben, at Langgaard var engageret. Han skrev selv nogle skuespil til opførelse der. Et af dem hed "Det mørke punkt", og det kom på repertoiret hos Poul Friis' teaterselskab. Da teatret i 1908 fejrede 25 års jubilæum, skrev Chr. Langgaard naturligvis prologen.
Til mange venner skrev han lejlighedsvers og sange. Det samme skete til 6. juli, og i 1891 skrev han et langt digt i anledning af den store industriudstilling. Senere kom en lille smuk bog med billeder og digte om Fredericia.
Nogle fagbøger blev det også til. En bog handlede om kunstig ernæring til spædbørn og en anden om sagen om den franske officer Alfred Dreyfuss, hvis skæbne optog ham meget. Han fik da også et takkebrev fra Dreyfuss selv.

Og så kommer sporten
Mange sportsgrene dukkede op i Fredericia i sidste del af l800-tallet. Det var bl.a. engelske ansatte ved telegrafstationen, som bragte nogle sportsgrene med sig. Det var især cricket og sejlsport. Men også opfindelser gav nye ideer til sport. Det, dr. Langgaard kom til at interessere sig mest for, var cykelsporten, som de forbedrede cykler gjorde mulig. Men det var også gymnastikken, som han formentlig kunne se var god for folkesundheden. Fredericia Gymnastikforening var grundlagt i 1878 af oberst Ernst Voss, og da den i 1901 skulle have ny formand, blev Chr. Langgaard valgt. Han var formand i fire år, og det var i den periode, at man fik en rigtig sportsplads i byen ved Kongensgade- Oldenborggade.
Før havde man kun haft mulighed for at dyrke udendørs idræt enten på eksercerpladsen i Gothersgade eller på fælleden, men nu fik idrætten bedre vilkår.
I 190l blev den første nationale gymnastikfest afholdt i Nyborg, og der var Fredericia repræsenteret med et hold på otte mand.
Fredericia Cykelklub var stiftet i 1888, og 11. august 1889 fejrede man fødselsdagen med to cykelløb. Det ene gik i en trekant fra Stoustrup smedje til Hejse og Kjærsgård. Den hurtigste kørte distancen i 9 minutter og 14 sekunder. En af dommerne var dr. Chr. Langgaard. Han havde også samaritertasken med og fungerede samtidig som løbslæge.
Det fik han brug for under udholdenhedsløbet på 14 kilometer, som havde samme startsted, men gik videre over Hejse til Det skarpe Hjørne, smeden i Erritsø, Brovad, Kjærsgård og tilbage. Kort før målet styrtede M. Hansen, som til daglig var ekspedient i Fredericia. Målet nåede han dog, men med blodet løbende ned ad ansigtet. Han kom sig hurtigt på grund af damernes gunst og dr. Langgaards plaster.

Doktoren blev 59 år
I begyndelsen af marts 1912 blev Chr. Langgaard ramt af en hjertelammelse, der var så kraftig, at han døde få dage efter, nemlig den 9. marts. Budskabet spredtes hurtigt gennem byen. Fredericia Dagblad skrev: " Dødsbudskabet blev modtaget med hjertelig deltagelse og oprigtigt vemod. Forholdet var nemlig det, at Langgaard vistnok kun havde venner, og de var i stort tal."
Både han og senere hans enke blev ført til hovedstaden og begravede på Frederiksberg kirkegård.
Han har vel selv levet efter de tanker, som han udtrykte i nogle enkle vers med evig gyldighed:

Det er sol, vi trænger til,
store og små,
sol, som kan livne og styrke,
sol, som kan lyse
i tågerne grå,
sol ind i tidernes mørke.

Vi har sol i os selv,
lad os drage den frem,
blink på blink
lad i mørket den falde,
lad os sprede den
ud i de tusinde hjem
når vi vil, har vi nok
til dem alle.



Læs mere: Spørg efter Chr. Langgaards bøger på biblioteket, især "Sol og skyer"." Vand og By" af Jakobsen og Varming. Fredericia Minder 1962 s. 19.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286