Hugo Matthiessen

(1881-1957)

Hugo Matthiesen fødtes i Fredericia 19.12.1881 i et hus der lå langs nordsiden af Ryes Plads. Hans far var malermester i byen. Helt fra ungdommen blev han grebet af denne specielle by og dens historie.
Efter at have fuldført sin skolegang i 1901, afsluttet med studentereksamen, fortsatte han studierne på Københavns Universitet, hvor han i 1906 tog en magistergrad i historie og derpå blev knyttet til Nationalmuseet.
Fra 1910 blev blev han ansat ved Nationalmuseets 2. afdeling 1910-49, først som assistent 1911. underinspektør 1914, og inspektør I 1927-49.
Selv om han nu var bosat i København, var interessen usvækket for fødebyen, som han besøgte næsten hvert år, både privat og i embeds medfør, til han døde 9.12.1957, knap 76 år gammel.
Hans 2 fremragende og velskrevne historiske bogværker om sin fødeby, "Fredericia 1650-1760" med undertitlen "Studier og Omrids" udgivet 1911 endnu før han fyldte 30 år og "Fæstning og Fristed", med undertitlen "interiører med Figurer 1760-1920", der udkom i 1950, skrevet da han var næsten 70, har betydet meget for oplysningen om Fredericias hustoriske fortid.
Han var stærkt mdvirkende til at de historiske volde blev bevaret da der i 1916-17 var stærke kræfter i gang for at få dem sløjfet. En mindeplade over ham er indsat i muren ved Prinsens port med indskriften:

"Hugo Matthiessen 1881-1957 - Han skrev byens historie og værnede om dens volde."
Fra 1915-1955 var Hugo Matthiessen nationalmuseets tilsynsførende med voldanlægget i Fredericia.
Han var desuden en habil fotograf, og har fotograferet bymiljøer i flere danske byer og med sit Nellerød-kamera ydede han årene 1913-1922 en stor indsats for at få dokumenteret købstædernes gamle arkitektur fra renæssance, barok og klassicisme. Hver sommer tog han ud og fotograferede en eller flere danske byer. Da mange bygninger – som forudset af Matthiessen – i dag er revet ned, er hans optagelser i dag vigtige vidnesbyrd om datidens kulturmiljøer og arkitektur. Det blev til optagelser fra 75 købstæder, og disse fotografier har siden 1987 været under udgivelse i bogform.
Matthiessen blev gift 28. oktober 1913 med Ellen Matthiessen f. Reitzel, f. 13. januar død 1932, datter af krigsassessor T. F. Reitzel (død 1902) og hustru Dorothea f. Madsen (død 1914).
Hugo Matthiessen ligger begravet på Holmens Kirkegård i København.

NEKROLOG
Hugo Matthiesen død.
FD 10/12 1957.

Fhv. museumsinspektør Hugo Matthiessen, København, er i går afgået ved døden, knap 76 år gammel.
Ved Hugo Matthiessens død har Fredericia mistet en af sine trofaste sønner. Han voksede op i det gamle Fredericia som søn af den kendte og agtede malermester Amandus Matthiessen, og gennem alle år bevarede han stor kærlighed til den gamle fæstningsby og følte sig knyttet med stærke bånd til Fødebyen.
Han blev student fra den gamle Latinskole i 1901. Som han selv af og til fortalte det med lune, holdt han så meget af den gamle skole, at han gik længere i skolen end alle andre for at tage sin studentereksamen. Få år senere blev han mag. art., og i 1910 ansattes han i Nationalmuseets tjeneste. En gerning, der optog ham i henved 40 år. Han blev assistent ved museet i 1911, tre år senere underinspektør, og fra 1927 var han museumsinspektør.
Skønt han i langt mere end en menneskealder havde sin bopæl i hovedstaden, glemte han aldrig sin fødeby. Regelmæssigt vendte han tilbage på besøg, bl. a. hos sin søster, fhv. plejemor frk. Dagmar Matthiessen, og ofte kunne man møde hans særprægede skikkelse med den sorte frakke og den sorte bowlerhat på spadseretur rundt i byen. Han var helt og fuldt museumsmand, og derfor skar det ham i hjertet, når udviklingen krævede, at noget af det gamle Fredericia måtte vige pladsen for udviklingen. Voldene vågede han over med stor nidkærhed, og ikke mindst kan man takke ham for, at Fredericia i dag omtrent midt i byens hjerte, har liggende et stort grønt område og et værdifuldt nationalt mindesmærke.
Hugo Matthiessen var en flittig skribent. Ikke alene blev han Fredericias historieskriver med bøgerne "Fredericia 1650 - 1760" og "Fæstning og Fristed", hans litterære produktion omfatter mange andre velskrevne og, værdifulde kulturhistoriske værker. Han skildrede gamle købstæder og middelalderlige veje, bl. a. Hærvejen, og Jylland var i mange år hans virkeområde som museumsmand og kulturhistoriker.
Også ud over landets grænser var Hugo Matthiessen kendt. Han var bl. a. medlem af Kungliga humanistiska vetenskabssamfundet i Uppsala. Af foreningen Gamle Fredericia- Minder var han en trofast ven, og han var her udnævnt til æresmedlem.

FD 4/1 1982
Baggrunden for at Hugo Matthiessen fik sit minde.
Fhv. viceborgmester, bogtrykker Rich. Sørensen har sent os dette efterskrift i anledning af artiklen om Hjalmar og Hugo Matthiessen.
Med interesse har jeg læst museumsinspektør Jakobsens artikel om de to fæstningsdrenge Hjalmar og Hugo Matthiessens i anledning af 100-året for Hugo Matthiessens fødsel.
Det giver mig anledning til at fortælle om baggrunden for, at der blev givet et varigt minde for Hugo Matthiessen.
I 1959 under et byrådsmøde spurgte borgmester Arent mig, under henvisning til min dobbelte interesse som formand for forskønnelsesudvalget (det nuværende parkudvalg) og ejer af stedet, hvor Hugo Matthisens fødested var, om jeg kunne gå ind for, at der på min ejendom blev opsat en mindeplade i lighed med de adskillige andre i byen, f.eks. Carit Etlar, Henrik Pontoppidan, Magdalene Thoresen m.fl.
Borgmester Arent bad mig tænke over det og lovede, såfremt jeg kom med et udkast til et rimeligt beløb, så ville byen betale det.
Nogle måneder senere kom museumsinspektør Otto Norn, som var blevet Hugo Matthiessens efterfølger som statens tilsynsførende med det fredede voldterræn, på den årlige inspektion.
Det var min opgave at ledsage Norn under besigtigelsen. På voldturen fortalte jeg dr. Norn om borgmesterens idé. En måneds tid senere fik jeg brev fra dr. Norn og heri fortalte han mig at man inde på narionalmuseet ikke syntes om idéen. Det ville ikke være i Hugo Matthiessens beskedne tanker og væsen, men de ville i stedet foreslå, at der i en af granitkvadrene i fløjmurene, blev indhugget hans navn og årstal.
Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig begejstret, idet jeg frygtede, at senere tider kunne finde på at hædre andre borgere i kvadrene på fløjmurene. Jeg var inde på Nationalmuseet, og de var enige med mig i, at det selvfølgelig ikke måtte ske, og at tilladelse hertil ikke ville blive givet.
Jeg forelagde borgmesteren ændringen fra hans oprindelige forslag, men vi syntes nu nok, det blev for beskeden og ikke sagde ret meget med kun navn og årstal, og jeg tror nok, det var stadsingeniør Grum Schwensen der formede de to linier.
”Han skrev byens historie og værnede om dens volde.”
Den 29. april var Nationalmuseets repræsentanter og byrådet samlede til afsløringen af dette såre, beskedne minde. Desværre var borgmesteren blevet syg dagen før og det blev mig, der fik æren af at mindes Hugo Matthiessen ved denne lejlighed, og at modtage en buket røde roser af søsteren frk. Dagmar Matthiessen.
Da jeg nu er i gang med at fortælle om Nationalmuseets tilsyn med voldene, der på det tidspunkt var det næststørste fredede areal i landet idet det største var Hammershus på Bornholm, kan jeg fortælle, at det ikke var nogen guldgrube for Fredericia by. Så vidt jeg husker, fik vi et årligt tilskud til vedligeholdelse fra staten på 50.000 kr. Vi måtte mange gange anmode om forhøjelse, for udgifterne var jo store med løn til voldmesteren og hans personale.
Hugo Matthiessen var meget påpasselig med sit tilsyn. Han ville altid ind i min gård, som jo var hans tidligere legeplads. Engang sagde han: ”De har ødelagt mine barndomsminder”. Det var bunduretfærdig. Hans barndomsminder var nedbrændt og købmand Ousen havde købt brandtomten og oprført den nye hjørneejendom, og den købte jeg først i 1942. Han hørte på min forklaring men uden smil.
Hans efterfølger, dr. Norn, var som altid smil og venlighed, men også han kunne dog komme med bebrejdelser. Jeg husker vi gik ad hele Vestervoldgade fra Danmarksporten til Sjællandsgades gennemskæring, og her havde elektricitetsværket rejst nye store sorte elmaster i voldens fod. Kan De ikke se hvor det skæmmer volden, de må flyttes til gadens anden side.
Ja, jo, men her i byen er vi ikke vant til at elværket spørger om noget. Nå ikke, men hvad vil de så foreslå?
Ja jeg kunne tænke mig at vi malede alle masterne i en grå lsegrøn farve, så de falder noget mindre i øjnene.
Oppe på Lundings monument fik han øje på at vandværket havde plantet en frugttræsplantage et godt stykke op ad volden (Den del vi kaldte ”Kattens Ryg”. Det passede ham ikke, men han forlangte da ikke, at jeg skulle få dem fjernet.
På Kastellets yderste spids havde telegrafen et mærke og desforuden var der en flagstang. Også her var det galt, for nogle beboere er i nærheden havde fundet ud af, at stedet var så afsides, at det egnede sig til losseplads. Men her fra Sønderstrand, langs havnen til det nu forsvundne Søbjerg, blev gerne forbigået i tavshed.
Hele dagen gik og hen under aften spiste vi et stykke mad og havde det ellers hyggeligt. Jeg fik i alle tilfælde aldrig nogen skriftlig reprimande fra statens tilsynsførende.
Rich. Sørensen.