Født 4. august 1805 i Skamby, Odense Amt.
Forældre: Sognepræst i Skamby Frederik Bagger Zeuthen (1767-1851) og hustru Maria Magdalene Steffens (1778-1850).
Student i Odense 1822; cand.theol. 10. januar 1826 (laud). Magister i filosofi 7. februar 1833. Udenlandsrejse i Tyskland og Italien april 1833 til august 1834. Sognepræst i Grimstrup-Aarre, Ribe Amt, 6. maj 1835, ordineret 24. juni samme år. Sognepræst i Tømmerup, Holbæk Amt, 25. august 1842. Sognepræst i Sorø 16. februar 1849. dr.phil. 10. maj 1854. Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø 8. december 1860. Død 30. september 1874 i Fredericia. Gift 30. september 1835 i Frørup, Svendborg Amt, med Magdalene Hedvig Johanne Laub, født 28. januar 1814 i Frørup, død 19. august 1881. Forældre: Sognepræst i Frørup Hieronymus Laub (1771-1848) og hustru Lovise Frederikke Zinck (1779-1859).

Zeuthen er en dansk præsteslægt, som har navn efter Søften. Slægten har en borgerlig og en adelig gren, og mens den adelige gren uddøde 1850, lever den borgerlige slægt fremdeles.
Slægten føres tilbage til sognepræst i Søften og Foldby, provst Laurids Sørensen (død 1578), hvis søn sognepræst ved Odense Sankt Knuds Kirke, provst, magister Jens Lauridsen Zeuthen (1573-1628) var fader til sognepræsterne Christen Zeuthen (ca. 1612-ca. 1659) i Brændekilde og Bellinge og Peder Zeuthen (1617-1680) i Ollerup og Kirkeby; af disse var den førstnævnte fader til sognepræst i Egede Axel Zeuthen (død 1721) og til sognepræst i Gangsted og Søvind Ole Zeuthen (1644-1720), af hvis børn skal nævnes Marie Margrethe Zeuthen (1692-1773) - der i ægteskab med bogbinder, senere lakerer Caspar Johan Petersen Als (1686-1762) var moder til skuespilleren Iver Als (ca. 1722-1770) og til maleren Peder Als (1726-1776) - sognepræst i Gangsted og Søvind Jens Foss Zeuthen (1693-1737) og bogholder ved Den civile Enkekasse Peter Laurentius Zeuthen (1711-1776), hvis søn, etatsråd Peter Christian Zeuthen (1755-1823) til Tølløse, Søgård og Sonnerup var fader til højesteretsassessor Vilhelm Peter Zeuthen (1785-1827) - af hvis døtre Charlotte Zeuthen (1815-1892) var gift med kammerherre, lensgreve Johan Sigismund Schulin (1808-1880) til Frederiksdal og Christiane Johanne Zeuthen (1816-1850) med gehejmekonferensråd Peter Christian Joachim Bruun (de) Neergaard (1806-1893) - til lensbaron Christian Frederik Zeuthen (1794-1850), der 1843 blev optaget i adelstanden og samtidig (28. juni) oprettede baroniet Zeuthen af de fædrene godser, og til Vilhelmine Frederikke Zeuthen (1798-1859), der var gift med etatsråd Christian Flor (1792-1875). Christian Frederik Zeuthen døde 1850 uden mandligt afkom, og baroniet tilfaldt derfor hans hustrus broder, grev Christian Frederik Schulin (1822-1873), som antog navnet Schulin-Zeuthen.

Bogudgivelser: For Æstetik og Philosophie (1831). Menneskets moralske Selvstændighed. Et philosophisk Forsøg (1832). De notione modestiæ, imprimis philosophiæ (1833, magisterafhandling = doktorafhandling). Om den christelige Tro i dens Betydning for Verdenshistorien. Et Forsøg (1838). Om Kirken og Biblen. Andet Sendebrev til Dr. P. Chr. Kierkegaard (1841). Humanitet betragtet fra et christeligt Standpunkt, med stadigt Hensyn til den nærværende Tid (1846). Om Ydmyghed. En Afhandling (1852). Polemiske Blade mod Dr. Søren Kierkegaard (1855). Om den saakaldte "Kirkelige Anskuelse" (1858). Lærebog i Christendommen (1858). Afhandlinger til Orientering i den schellingske Verdensbetragtning (1860). Om Romerkirken. Nogle Oplysninger og Betragtninger (1863). Paaskeprædiken i Michaelis Kirke under Fæstningens Beleiring i 1864 tilligemed en Indledning og kort politisk Betragtning (1864). Mine første 25 Aar, 1805-30 (1866). Om Tro og Viden. Sendebrev til Rasmus Nielsen (1866). Tolv Sætninger. Mit tredie Indlæg i Forhandlingen om Tro og Viden (1867). Et Par Aar af mit Liv (1869). Min Udenlandsreise i Aarene 1833-34 (1875). Udvalgte theologiske og philosophiske Afhandlinger (udgivet posthumt, 1877). Talrige mindre arbejder; se Erslews Forfatterlexicon III, s. 639, og Suppl. III, s. 711.

Børn: 3 sønner og 2 døtre, deriblandt: 1) Frederik Zeuthen, født 2. januar 1837 i Grimstrup, død 27. februar 1915 i Fredericia. Sognepræst hér 1895-1915, se nr. 13. 2) Hieronymus Georg Zeuthen, født 15. februar 1839 i Grimstrup, død 6. januar 1920 på Frederiksberg. Matematiker, professor ved Polyteknisk Læreanstalt.

Ludvig Zeuthen var en helt anden type end sin forgænger i embedet, C. C. Boisen. Filosoffen Henrik Steffens var hans morbroder. Han blev cand.theol. 1826 og var derefter et år huslærer hos pastor S.C. Salling i Vonsild, men fortsatte så sine filosofiske studier i København og Tyskland. 1833 blev han magister i filosofi. Teologisk set udøvede Mynster indflydelse på ham; det gjaldt oprindelig også Grundtvig, med hvem han var beslægtet, men her blev modsætningerne for store til, at kontakten kunne bevares. Blandt filosofferne blev han især tiltrukket af den ældre Schelling. Zeuthen skrev meget og var en stridbar polemiker både mod den grundtvigske kirkelige anskuelse og mod såvel P.C. som Søren Kierkegaard.
Pastor Salling i Vonsild var pietist, og Zeuthen sympatiserede ikke med ham; Grundtvig (som Zeuthen kendte personligt) havde advaret Zeuthen mod at tage huslærerpladsen hos ham (Koldingbogen 2000, s. 85).
I Fredericia indviklede han sig i strid med præsten for den katolske menighed, dr. Coppenrath. Debatten blev afbrudt af krigen 1864, men Zeuthen følte sig også senere kaldet til at advare mod farerne ved Romerkirken (jfr. omtalen af den katolske menighed i Fredericia i Nedergaard X).
Som præst var Zeuthen imidlertid ikke særlig populær og havde aldrig mange tilhørere til gudstjenesterne. Han blev vel agtet, men det var agtelse på afstand, da de fleste af hans sognefolk næppe forstod ham. Kirkeligt kom han også til at stå ene (Johs. Gøtzsche, Frederik Zeuthen (1927), Litt.: Afsnittet om huslærertiden i Vonsild i "Mine første 25 Aar" blev af Laura Meyer Hansen udgivet i Koldingbogen 2000, s. 85-87.

I efteråret 1864 kom den 27. årige cand. theol., Frederik Zeuthen til Fredericia for at besøge sine forældre, dr. phil. Frederik Ludvig Bang Zeuthen, fra 1860 sognepræst ved St. Michaelis kirke, og hustru, født Laub.
Præstegården i Vendersgade lå i ly af høje lindetræer, stolt hævede de deres brede kroner, lig "Æolsharper" over huset, fyldt med vind og vejr. Mange slægter hørte suset, hørte sangen her. Frederik Zeuthen blev betaget af den dybe fred, der herskede i præstegården, særlig i faderens stue, hvor det gamle bornholmerur, der sagte tikkende udmålte evigheden i flygtende sekunder, hilste den hjemvendte søn velkommen.
I den, til dels ødelagte by, var krigens frygtelige ophidselse veget for en dødlignende lamhed.
Frederik Zeuthen havde selv deltaget i krigen og som underkorporal i 4. regiment, kæmpet i slagene ved Frederiksstad, Als og Sønderborg.
I april og maj havde han som såret ligget på lazaret. Det var derfor kun naturligt, at underholdningen med forældrene i begyndelsen kun drejede sig om hans krigsoplevelser.
Derefter fortalte faderen, hvor uendelig sørgmodig kirkeklokkerne lød, da de kimede for den afdøde Frederik VII. Krigsåret afbrød voldsomt præstens fredsommelige gerning som sjælehyrde. Næsten som en overnaturlig forkyndelse af dødsengelens komme, lød vægterens sang. Med de øvrige præster var zeuthen bleven tilbage i byen, som var forladt af omtrent alle indbyggerne. Særlig vrimlede det af fredericianere i Bogense, hvor én af tvillingerne Brosbøll, Carit Etlars broder, var kommandant.
Den 22. februar holdt Bang Zeuthen tale på St. Michaelis kirkegård ved gravene af de første faldne i disse egne, to jyske dragoner, der var skudt i en forpostfægtning.
I militærgudstjenesten tog alle våbenarter, også marinesoldater, del. Kirken var i den grad overfyldt med uniformer, og de få civile var som dråber i havet. Her i Guds hus, hvor had og fjendskab forstummer, sang menigheden tit salmen "Forfærdes ej, du lille hob, skønt dine fjenders larm og råb fra alle sider gjalde".
Her viede præsten en soldat af 21. regiment til en enke, hvos blomsterbånd flagrede i vinden, mens de nok så trøstig vandrede til og fra kirken. I fravær af organisten Dejardin, spillede en musikalsk løjtnant på orgelet.
Palmesøndag bombarderedes byen fra 4 forskellige hold. Det var som om dommedagen var kommen. 22 mennesker, der havde mistet livet ved bombardementet, blev på én dag stedet til hvile på Sct. Michaelis kirkegård. Præsten fortalte om de tunge timer han havde tilbragt ved de såredes senge. Om den hjerteskærende sorg, han mødte i de mange hjem. Om de rige og dybe erfaringer, han på mange måder høstede til tros for al den rædsel og elendighed. Og om den enigheds og samfundsfølelsens ånd, der ved krigen var kommen til live og havde styrket hans håb om Danmarks fremtid.
Uanfægtet af de mange menneskeskæbner indenfor den hårdt ramte by, slog kirkeurene imens time efter time. Men lysets milde skær glimtede gennem præstegårdens ruder indtil vægteren sang:

"Klokken er slagen ét. Hjælp os o Jesu kjære, Vort kors i Verden her Tålmodelig at bære! Vor klokke er slagen ét."

I oktober måned var det usædvanlig koldt. Når de svære brændestykker flammede i kakkelovnen, var det så hyggeligt at sidde i den varme stue og lytte til glødernes knitren.
I sådanne aftentimer, som han tilbragte sammen med sin søn, kunne præstens tanker tabe sig i det svundne og han kunne sige: "Når vi bliver ældre, skuer vi helt tilbage, da er det minderne som drage".
Præsten var den typiske ædle repræsentant fra de gamle danske præstegårde. Han tilhørte en præsteslægt, som kunne føres tilbage til reformationens dage, og han talte gerne om sine forældre.
Den ældste, som kaldte sig Zeuthen, var Lauritz Sørensen i Søften. I Aarhus latinskole, hvorfra han blev student, fik han eftr sin hjemstavn sit latinske navn Zeuthendtes. Han blev magister i Wittenberg og døde i 1628 som provst og sognepræst i Sct. Knuds kirke i Odense.
Bang Zeuthens bedstefar Niels Zeuthen, der tilhørte den pietistiske retning fra Halle, var sognepræst for Skamby menighed i Fyns stift fra 1743-91.
Bang Zeuthens fader, Bagger Zeuthen, var født i Skamby og blev samme sted sognepræst fra 1801-51. Han lignede Goethe og var en kender af de latinske og græske forfattere. Ofte blev der sagt: "Hvem kender ikke den gamle pastor Zeuthen?"
Ligesom sin fader, blev Hans Zeuthen født i Skamby. Det var i året 1805. Hans moder så dagens lys i Trondheim. Hun var en søster til den berømte filosof Steffens og en kusine til Grundtvig.
Til Bang Zeuthens smukkeste barndomsminder hørte de familieaftener, når moderen sang Baggesens viser som: "Det var en tid, da jeg var meget lille, eller Storms: "Hr. Zinkler drog over salten hav."
Hendes sang var hjertegribende blid, som skumringen selv.

Vinterens største begivenhed, var familiens årlige rejse til Odense, som fandt sted den 28. januar på kongens fødselsdag.
Dette ophold i Odense med familiens deltagelse i badstueballet, stod for ham hele vinteren igennem, dels i forventningens, dels i erindringens form.
Historikerne, professor Werlauff og Vedel Simonsen var ofte gæster i præstegården.
I 1949 blev Bang Zeuthens to søstre gift i Skamby kirke på samme dag med to landsbypræster.
Den ene af dem blev senere fader til digteren Johannes Helms. Hans Zeuthen fortalte om den underlig dragende magt som Fredericia allerede den gang udøvede på ham. Ofte sad han om aftenen ved præstegårdshaven låge og stirrede tavst og længselsfuldt mod det fjerne, hen til Jyllands kyst, hvor "Mindernes By" lå.
Efter at have fået embedet som sognepræst i Grimstrup-Aarre ved Varde, ægtede a30-årige Frederik Ludvig Bang Zeuthen, 30/9 1835 i Frørup kirke, jomfru Margrethe Hedvig Johanne Laub på 21 år. Datter af sognepræst Laub i Frørup og søster til Otto Conrad Laub, der fra 1854 var biskop i Viborg.
Præstegården lå som en lærkerede midt i den mennesketomme, vejløse hede. Her i denne ørken, hvor stilheden hvilede så tungt over lyngen, fødtes Frederik Zeuthen den 2. januar 1837. Her hvor hjejlens sørgmodige fløjten og hedelærkens ensformige klagetriller blandede sig i vestenvindens tunge suk, levede familien indtil 1842. I denne højtidelige mægtige ensomhed fandt præstens medfødte alvor og tungsind, hans trang til at gå sine egne veje, ny næring, og også på hans søns sindelag var disse indtryk ikke uden indflydelse.
Efter at have været sognepræst i Tømmerup ved Kalundborg fra 1842-1849 kom han til Sorø, hvor Ingemann blev hans ven. Frederik Zeuthen og hans to år yngre broder Hjeronimus, samt den yngste, Henrik, gik her på akademiet. I Sorø så brødrene de efter slaget ved Fredericia, hjemvendte krigere i al deres pragt. De røde trøjer med de hvide bandolerer og blomsterkranse på skuldrene.
Mellem disse befandt sig deres fætter, digteren Johannes Helms, der var sergent ved 1. reservebataljon. Hans tre små fætre sloges om at bære heltene fra Fredericias geværer og tornystre.

I 1857 blev Frederik og Hjeronimus studenter. Den yngste, Henrik, gik til landvæsenet. Frederik studerede teologi og hørte professor Sibberns filosofiske forelæsninger. Sibbern var en ven af hans fader, med hvilken han stod i brevveksling gennem mange år.
Hjeronimus valgte matematik til sit studium. Hans store begavelse for dette fag stammer fra hans fader, der daglig hele timer havde tegnet geometriske figurer ed sine to ældste sønner. Hjeronimus blev senere professor ved universitetet og den polytekniske læreanstalt og en berømt mathematiker.
Af Frederik Zeuthens to søstre havde Johannes først en skole i Fredericia, men flyttede efter faderens død , med moderen til København hvor hun, 43 år gammel, tog lærerindeeksamen.
Den anden søster Marie, blev gift med vekselmægler Thor Angaard i København.
En mørk novemberdag 1865 tiltrådte Frederik Zeuthen sit første embede som kapellan hos sognepræst Lund i Udby. I præstegården, hvor Grundtvig havde oplevet sin lykkeligste barndom, og lyttet til den gamle barnepige Malene Jensdatters forunderlige eventyr og almuevisdom, hvor senere hans forrevne sind fandt den hvile og klarhed, han længtes mod, forlovede Zeuthen sig med fru Lunds søsterdatter. Frederikke Bagger. Hun var datter af sognepræsten Bagger på Brahetrolleborg og år yngre end sin forlovede. Mangen en sommeraften ledsagede hendes klaverspil Zeuthens sang af folkeviser eller Grundtvigs sange.
Efter brylluppet i 1868 boede det unge par i et lille hus ved præstegården. Her var Vilhelm Beck en hyppig og kærkommen gæst. Her sluttede han og fru Zeuthen et venskab for livet.
Medens Zeuthen var sognepræst i Everdrup fra 1872-85, døde hans fader den 30. september 1876. Syv år senere mistede han sin moder. I sin tale ved begravelsen sagde sognepræst M. Valeur bl.a. : "Han viste os altid til ham, om hvem der står over alteret: "Jeg er vejen, sandheden og livet".
Bang Zeuthen var bibelkyndig som få, og fremragende kristelig sandhedsforsker. En selvstændig, ejendommelig tænker og lærd teologisk forfatter. Beskedenhed var en af hans mest fremtrædende egenskaber. På hans gravsted står: "Selv er jeg intet værd, hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær".
Zeuthen elskede og beundrede sin fader. Ligeledes sin moder.
Hun havde en meget smuk stemme og sang for børnene de viser, hvortil hendes bedstefader, syngemester Zink ved det kgl. Teater, havde komponeret melodierne.
1879 blev Zeuthen valgt ind i Indre Missions bestyrelse og 1884 til dens næstformand. Efter Vilh. Becks død i 1901, blev han dens formand. Fra 1885-95 var han stiftsprovst i Viborg. 1899 nedlagde han grundstenen til det nye missionshus "Saron".
I Viborg var stiftsprovsten samtidig fængselspræst. Jeppe Aakjær fortæller i sin bog "Drengeår og knøsekår", om et besøg, han fik af Zeuthen i fængslet, hvor den 21 årige digter i 1887 sad 17 dage, så længe undersøgelsen af hans udtalelser ved møder i Fly, varede.
Aakjær fortæller: "En dag gled fængselsdøren op, og en mild og venlig mand trådte over tærskelen. Jeg bød ham min eneste stol, og han blev længe hos mig. Det var den bekendte stiftsprovst Zeuthen. Denne mand er den eneste præst, som jeg ved jeg skylder noget. Han var i denne stund fuld af godhed og hjælpsomhed. Jeg så ham aldrig mere, men jeg ser endnu hans ansigt med de smilende træk, som han sad der, sammenbøjet på min umalede træstol. Da han gik spurgte han, om han kunne hjælpe mig med noget. Jeg var ikke sen til at fremkomme med mit ønske: Det gamle testamente. Den herlige præstemand blev så glad. Knap en time efter lå den tunge bibel på mit bord.
Efter at sognepræst Götzsche i begyndelsen af 1895 svar blevet udnævnt til biskop (i Ribe), søgte stiftsprovsten sin faders gamle embede. Han holdt det for sin pligt at fortsætte sin faders afbrudte arbejde i Fredericia, hvortil han følge sig knyttet på grund af mange smukke minder..
Han elskede byen med de stille gader, hvor luften flimrede af guld, med deres fortids fred. Han elskede Lillebælt, sommeren igennem smykket med hvide sejl, som gled henover dets stride strøm.
Den 7. september 1890 kaldtes han til sognepræst for st. Michaelis - Erritsø menigheder og tiltrådte sit embede samme efterår. Fra 1900-1906 var han provst for Elbo, Holman og Jerlev herreder.
Han boede i den nye præstegård som var blevet opført i sognepræst Götzsches tid. Den lå skrås over for den gamle, og som en hilsen fra svundne tider har blæsten ført duften af lindetræerne, når de stod i blomst, hen til ham. Præstegårdshaven gik i ét med "Dødens Have". De hengangne slægters stille gård, hvor stilhed og ære, gods og guld, alt måtte synke i sorten muld.
Når præsten gik til kirken for at holde gudstjeneste, kom han først forbi sin faders grav. Derefter forbi grave, hvor nye gravsten gribende fortalte om dødens ophøjede ro, og vel også fordi en indsunken grav, med de halvt udviskede navne af dem, som her var indgået til den evige hvile.
Når han betrådte kirken, 1668 indviet af biskop Kragelund, følte han sig altid betaget af den skønhed og højtidelighed, der hvilede over det lyse rum.
Om sommeren var altret pyntet med friske blomster. Som to klare stjerner brændte de to store tændte alterlys i deres stager ganske stille i den tavse kirke med sin smukke prædikestol. Denne var en gave af Jochum Richter fra Weimar i 1677, Gennem vinduerne faldt solen ind og kastede et gyldent skær over kirkestolene og døbefonten, hvor børnene i over 250 år var blevet optaget i den kristelige menighed. En gave af proviantforvalter Eiler. Der 1678 blev nedsat i åben grav under våbenhuset.
I kirken vajede ikke mere de 100 sørgefaner over de tapre officerers sidste hvilesteder. Derimellem 5 af byens kommandanter, som afsluttede deres bevægede liv i fæstningsbyen.
Forsvunden var de smukke guldpulpiturer, som var bleven opført til minde om kære afdøde, og forstummet var kædernes raslen, hvormed slaverne ledsagede præstens ord. De havde tilladelse til at overvære gudstjenesten fra kirkens loft.
Fra 1687 tjente kirken som garnisonskirke. Under sit ophold i Fredericia kom prins Frederik med følge, hver søndag fra sit hvide palæ til gudstjenesten i Michaeliskirken.
Snart lod organisten en regn af sølvtoner risle hen over den forsamlede menighed. Fra 1884 indtil den dag i dag, virker som organist ved kirken Johan Petersen, hvis gribende spil stemmer sindene til andagt. Han var elev af kammermusikus Chr, Schørring og af organist ved garnisonskirken i København P. Rasmussen. Han uddannedes videre af professor Guilmont i Paris og i Rom. Intet under, at han med sin medfølte musikalske begavelse er blevet en mester på sit instrument. Orgelet blev i hans tid flere gange betydeligt udvidet og forbedret.
Hvilken stemning lå der over den oplyste kirke juleaften, mens sneen udenfor faldt tyst fra den mørke himmel. Lysene i lysekronerne som rådmand Samuel Lobedanz havde skænket kirken, tindrede under de stille hvælvinger. En mægtig gran fra den dybe skov strålede ved siden af alteret og fyldte kirken med sin duft. Skæret af de funklende kroner gled mildt ned over menigheden mens julesalmerne steg mod himlen.
Aldrig lød orgelets toner så vidunderlig smukt. Det var som om tonerne rummede alverdens kærlighed, snart jublende, som det var englene, der sang, snart nynnende i en satte melodi.
Alles øjne var nu rettede mod prædikestolen. Præget af ånd og ærværdighed stod dér provsten. Hans ansigt var dybt alvorligt. Han havde milde, tungsindige øjne og vemodige træk om munden. Han ejede ikke den lige og uafbrudte overensstemmelse mellem form og indhold, men hans ophøjede tanker, den dybe alvor i hans tale, hans eget stærke grebethed, samlede dog en stor trofast tilhørerskare om denne imponerende prædikants forkyndelse.
Provsten sagde ofte: "Det er udmærket at kunne opnå en kompliment af sine venner, men det er dog tifold mere værd at kunne opnå et kompliment af sine modstandere. Dette sidste oplevede provsten i allerhøjeste grad. Hans modstandere måtte sænke kården, og de sagde om ham: "Han har jo ret, det er rigtigt hvad han siger på prædikestolen."
Hver søndag gik han til Erritsø. Fra 1776 hørte denne landsby, der uberørt af tid og tempo ligger i et vidunderligt landskab, til den tyske menighed i Fredericia. Fra dette år havde alle dens sognepræster og kapellaner i Erritsø, foretaget de kirkelige handlinger og samlet om sig til konfirmationsundervisning, den lyse flok af solbrændte, raske drenge og skælmske piger med duft af jord og blomsterdiger.
Provstens fader havde en forkærlighed for Erritsøs kirkeklokker Deres metalliske vellyd mindede ham om Kingos påskesalme, når de ringede højtiden ind og bød til kirke.
1896 blev de to klokker, der havde sunget for slægt efter slægt med glæde- og sorgklang, omstøbte, men vellyden var bleven den samme. Andagtsfuld lyttede også provsten, når klangen med stigen og dalen som toner fra himlen, strømmede ud over marker og enge. Når de sang henover de hyggelige gårde med et pust af fortids stille liv og stille lykke og over landsbyhaverne, kranset af gyldenris og georginer.
Mens hans forgængere, om vinteren, var kørt til Erritsø, gik provsten altid til fods derud.
Han var 77 år gammel, da han gik denne vej i forrygende snestorm.
Fra Erritsø gik han om aftenen ofte gil friluftsmøder i Snoghøj eller Lyngsodde. Her talte han med en kraft, så at de piberygende sømænd, der under deres lavmælte samtale Middelfart havn, iagttog vindens retning og skyernes drift, kunne høre hans stemme.
Han talte altid med en sådan varme, som det var ved et stort møde, eller i et lille forsamlingshus, som i Evedrup, hvor folk sad på smalle bænke med lys i hænderne. Utrættelig var han til at besøge og trøste de syge. Han skyede ingen anstrengelse for at virke i sit kald.
Ene med sine svimlende tanker om død og evighed, holdt han af en tur på voldene under nattens skælvende stjerner. Her forstyrrede han ingen, når han fordybede sig i ders gyldne skrift på himlen, i disses funklende tegn over voldens vuggende trækroner.
Her følte han sig ved synet af den uendelighed, der vældede sin harmoni over ham, grebet af en anelse om evigheden.
Han holdt meget af voldene, som talte med ham erindringens tavse sprog. Særlig når de var forårsgrønne, når lærkens slag fra voldenes træer lød, mens de gyldne skyer og spirende birke spejlede sig i voldgravens blanke vande.
Ved træernes sagte sang over hans hoved, diskuterede han gerne med en ledsager om alt muligt.
Med det vemodige danske smil mellem ansigtets ædle rynkespil kunne han da sige: Det kan godt være, at De har ret, men jeg er for gammel til at skifte mening. Han blev aldrig træt af at diskutere.
Blandt de unge i K.F.U.M. syntes han at være i sit element.
Mangen gang, når han fortalte dem om sine oplevelser i krigen 1864, kunne han pludselig udbryde: "I unge, I skal også kæmpe, kæmpe for det himmelske fædreland."
Provstens konfirmander ligefrem elskede ham. Alle der havde gået hos provsten havde kun lovord om ham. Når et hold var hos ham for sidste gang før konfirmationen, lagde han sig på knæ og bad for dem alle, Det var ham en alvorlig hjertesag, at de unge førtes igennem til virkelig personlig kristendom.
Han ejede en henrivende mangel på højtidelighed. I 1901 ventede man, at han ville blive biskop i Ribe. Da han alligevel ikke fik embedet, gav hans venner ham en lænestol. "Det er min bispestol", sagde han til dem, "og jeg er lige så glad for den som den anden.
Han var meget uegennyttig og overlod gerne kapellanen at prædike på højtidsdage i kirken, medens han selv gik på sygehuset. Han var meget tolerant og lukkede sin kirke op for den Grundtvigske kreds i egnen.
Han lod en kvinde, en gendøber og en katolsk præst tale i kirken.
For hans ydmyge sindelag taler, at han bar bylten for en kludekræmmer, som var bleven træt under den tunge byrde. Han havde mødt manden, da han var på vej til et sygebesøg i Udby.
Han kunne godt sammenlignes med Johannes, den døber, der gik i kamelhårskappe og spiste græshopper og vild honning. Så nøjsom, ja spartansk var han i sin levemåde.
Han rejste således altid på 3. klasse. Selv i sin høje alder. Han kunne tale i København og så samme aften vende tilbage til Fredericia i en af de gamle 3. klasser med de hårde træsæder.
Der fortælles, at han en gang havde lagt sig på bænken med rejsetæppet under hovedet, og gjort sig det lidt bekvemt ved at tage støvlerne af. Ved en eller anden mellemstation faldt hans ene støvle ud, uden at nogen bemærkede det. Det var jo de gamle kupévogne (uden sidegang, med egen dør og trinbræt, hvor konduktøren gik uden på toget og billetterede). Ved ankomsten til Fredericia gik han hjem i snesjap med én støvle på.
Når han kom hjem fra sine mange rejser, som han foretog i Indre Missions tjeneste, fortalte han alle sine oplevelser til sin hustru. Hun gjorde hans hjem lyst og lykkeligt, Hun var hjemmets sjæl, Det kunne siges om ægteparret: "Han er hjertensgod, men streng i ord og tone. Hun er viljestærk, et mønster af en kone.
Hendes mening var af den største betydning for ham. Han sagde om hende: "Jeg har fået en diamant".
Hun interesserede sig i høj grad for plejeforeningen i Fredericia. Efter provstens død, boede hun sine sidste år i København hos sin søn ingeniør Vilhelm Zeuthen. Hun døde i 1933 i den høje alder af 93 år. Den 3. juni foregik jordefærden fra St. Michaelis kirke. Den afdødes anden søn, pastor Frederik Zeuthen, Vamdrup, forestod højtideligheden.
Lykkeligst var provsten, når han i sit lune studerekammer, dette fredens stille rige, kunne fordybe sig i et af filosofer Schellings værker. Fra sin tidligste ungdom var han, som hans fader, en begejstret tilhænger af denne store filosof.
Han var engang til middag hos den kommanderende general efter en manøvre generalen holdt i nærheden af byen. Zeuthen gik efter middagen leende hjem fra selskabet. Da han blev spurgt, hvorfor han var så fornøjet, svarede han: "Hå, hå! Jeg har været til officersmiddag, og når jeg trækker generalen fra, var jeg den eneste af de tilstedeværende, der havde været i krig.
Ved verdenskrigens udbrud ville den 77-årige, hvis landet kom med, være i skyttegravene for at opmuntre soldaterne, da han jo var for gammel til at forsvare Danmark med geværet i hånden.
Han gik i vandet, så længe det var muligt, om søndagen ganske tidligt.
Den sidste sommer ville han lære at cykle, og ønskede at have været oppe i en flyvemaskine.
Ved Indre Missions møde i Fredericia 1914, sluttede han dagen med en gudstjeneste i st. Michaelis kirke. Han ville tage sin afsked når han blev 80.
Alderdommens højhed lyste fra hans fintformede ansigt. Ingen sygdom fældede denne skovens stærke eg. Lige fyrige var hans ord og evig ung hans ånd.
Sin sidste rejse foretog han i februar 1945 til København i anledning af Indre Missions 50 års jubilæum.
Da han holdt sin sidste prædiken i Garnisons kirke, var der blandt tilhørerne en af hans venner fra Viborgtiden, som ikke havde hørt ham prædike i de forgangne 20 år. Vedkommende var kommet sent og kunne derfor ikke se Zeuthen fra sin afsides plads i kirken, men havde siden sagt: "Er det provst Zeuthen, den milde prædikant!"
Så stor forskel var der fra den gang og nu. Han blev ved slutningen af sit liv så mild, hvor han tilforn var så streng, at han næsten kunne minde om bodsprædikanten Savonarola, fra det 15. århundrede.
Ved hjemkomsten fra København sagde han: "Jeg er syg og jeg skal i seng", men han arbejdede dog på sine prædikener.
Den 27. februar var han ude af sengen, mens den blev redt. Da han atter lagde sig i den sagde han: "Jeg havde dog troet, at jeg var så mat". Med disse ord segnede han livløs om i sin hustrus arme.
Selv de, der havde bekæmpet ham mest, græd over ham ved hans død. Den 5. marts fandt hans højtidelige begravelse sted. Året efter rejstes et stort, sort granitkors på hans grav lige udenfor lågen til præstegården, ikke langt fra hans forældres sidste hvilested.
Indtil sin død havde han levet efter ordene: "Mit liv, min ære, mit sind og min ganske sjæl og andet mere, hvad du mig unde vel, vil jeg levere dig. - Gud Immanuel."
Han ejede en hjertedannelse der ikke kan læres. Han forenede overbærenhed, godhed og fin medfølelse med mildt afklaret forståelse. Samtidig besad han en udpræget mandsnatur, en stor fasthed og bestemthed.
Uforfærdet trådte han op for det han anså for ret. Han var rank i sin sanddruhed, retfærdighed og frygtløshed. Han var redelig i sin bedømmelse af andre og af forhold. Han var angst for at synes uden at være. Han var en kristen!
Der er vist ikke mange præster, der har øvet en mere velsignelsesrig gerning i Fredericia og i den Indre Missions tjeneste end provst Frederik Zeuthen, der var en stor personlighed og en af Danmarks mest fremtrædende og særprægede gejstlige.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286