Under napoleonskrigene var Danmark alieret med Frankrig og i krig med England . Napoleon havde indsat sin bror Joseph som konge af Spanien og det var ikke særligt populært blandt spaniolerne, og det bevirkede bl.a., at spanske soldater sammen med franske, sendtes til Danmark for at hjælpe os mod Englænderne.
Spaniolerne var godt trætte af st være blevet sendt til det lille kolde land så højt mod nord. Det udnyttede englænderne, der, efter at have taget den danske flåde, uhindret kunne sejle rundt i de danske farvande. Dog ikke så meget gennem Lillebælt, da de her kunne udsættes for beskydning fra kystbatterier i Fredericia og Strib, men i Storebælt kunne de uhindret sejle.
For at få spaniolerne til at begå mytteri, sendte englænderne i 1808 flyveblade i land, hvor de tilbød de spanske tropper, at de kunne blive sejlet hjem til Spanien, og propagandaen virkede, idet mange af de spanske tropper, i stort tal søgte mod Nyborg, for at blive indskibet.
Det spanske rytterregiment Algarbe lå i Horsens, og her fra drog 2 eskadroner af regimentet Princesa, under ritmester Antonio Costas kommando den 10. august om aftenen af sted mod Snoghøj for at komme over til Fyn og videre til Nyborg. Ved ankomsten til overfartsstedet ved Snoghøj næste dags morgen, fandt de det besat af danske og franske tropper, som ville forhindre spaniolernes flugt. Alle både var fjernet på nær et par usle joller, som det lykkedes nogle enkelte at slippe til Middelfart i, hvor de dog omgående blev taget til fange.
Costa søgte langs stranden mod Lyngs Odde, men her var heller ingen både at finde og snart måtte de se sig omringede af de danske-franske tropper.
Da Antonio Costa indså, at situationen var håbløs og slaget var tabt, red han frem foran fronten og hen mod den franske oberst, som han bad vise mildhed mod hans folk, da de kun havde handlet efter hans ordre. Han tog derpå sin kårde og ville overrække den til obersten som tegn på overgivelse, men oberst Biaunié svarede: "Behold de deres våben, vi er jo stadig venner og allierede".
Antonio Costa tog derpå sit ur og sin pung og rakte det til sin oppasser, vendte sig mod sine folk og med ordene: »Skylden er min. Hils Spanien fra Antonio Costa«, trak han sin rytterpistol og skød sig gennem tindingen.
Franskmændene begravede ham på stedet hvor han faldt, men så dårligt, at liget knap nok blev dækket af jord. Den danske officer Carl Bardenfleth fik det samme dag gravet op og ført til Fredericia, hvor det begravedes af danske soldater på pladsen ud for den katolske kirkes gamle indgang i vestgavlen. Selvmordere blev ikke begravet i indviet jord og med kirkelige cheremonier. Det var nok grunden til, at man ikke så noget til den katolske pater under begravelsen.

Da brødrene Schütten byggede den første katolske skole i 1848 fik kirken ny indgang da skolen byggedes sammen med kirken. Skolen kom derfor til at ligge oven på graven. Man tog derfor kisten op og nedsatte den igen i et hjørne af præstens have bag kirken, hvor der tidligere havde været kirkegård som nu var sløjfet.

I hundredåret for episoden 1908, blev begivenheden genopfrisket af to fredericiaborgere, som fik foranlediget, at den forsømte grav blev istandsat. Der kom også en forbindelse i stand med spanske kavallerienheder, og en indsamling blandt disses officerer, skabte grundlag for rejsning af et gravmæle .

Hovedmanden bag rejsningen af mindesmærket var inspektør Vilhelm Larsen på døvstummenstituttet, der med hjælp fra biskop v. Eich fandt frem til gravstedets beligenhed og fik kontaktet la Costas regiment i spanien, der 1908 sendte ham 900 lire til rejsning af et mindesmærket på graven. Larsen var også formand og initiativtager til oprettelsen af 7. reg's soldaterforening og en fremragende lokalhistoriker . På mindesmærket står:

Recuerdos a' Espana de Antonio Costa † 11. aug. 1808 I oversættelse: Hils Spanien fra Antonio Costa.

Op mod muren bagved korset står en granitplade, hvori er indhugget to korslagte pistoler, to på samme måde anbragte ryttersabler og indskriften:
"Rejst af spanske kavalleriofficerer. "

Antonio Costa var født i Sct. Laurent de Cerdagne i Frankrig i 1767. Han var af gammel spansk adelsfamilie. Området havde indtil 1639 været spansk. Under den franske revolution i 1789 flygtede familien til Spanien og Antonio meldte sig som frivilligt for at være med til at erobre området tilbage til Spanien, hvilket dog mislykkedes. Han blev spansk statsborger i 1794. Da der sluttedes fred med Frankrig i 1796 kunne Frankrig kræve revolutionære franskmænd der havde søgt tilflugt i Spanien udleveret, men det lykkedes Costa at undgå det og i stedet komme til Argentina. I 1804 fik han orlov til at besøge Spanien og overlevede 2 skibsforlis på hjemrejsen. Han agtede dog ikke at vende tilbage og blev i stedet kaptajn i kavaleriregimentet Algarve. 1805 blev regimentet udstationeret i Etruria og senere indgik det i general Romanas spanske hær der samledes i 1807 i Nordtyskland. I 1808 var han med da den Fransk- Belgisk- Spanske hær rykkede op i Jylland for at hjælpe Danmark mod Englænderne.

Gravmælet finder man i dag bag Sct. Knuds kirkes sydmur. Det består af en mindesten i form af et fritstående hvidt marmorkors med en palmegren. På soklen står ovennævnte indskrift. Gravmælet flyttedes hen til kirkemuren, da haven blev omdannet til skolegård.

I Minder fra Erritsø har Rasmus A. Ussing følgende beretning om begivenheden:
Det var den 11. august 1808.
Om morgenen kl. 4, endnu før solen var stået op, kørte Michel Nielsen med sine sønner, Niels og Peder, og sine høstarbejdere ud på en af gårdens marker, der hvor Javnsgård nu ligger, for at binde og hjemkøre et skifte byg. Vejret var godt, og de tog straks fat på arbejdet. Men det blev snart afbrudt, idet de med et hørte hovslag af gallopperende heste og så en støvsky på landevejen, der løb tæt forbi marken. I en fart fik Niels og Peder deres fire heste trukket hen i et krat i et hjørne af marken. De var nemlig bange for, hvis en af rytternes heste styrtede under det stærke ridt, at de så skulle tage en hest, hvor de fandt den. Sligt var tidligere sket. Troppen kom nærmere, og det viste sig snart at være spanske ryttere af kavaleriregimentet Algarve, der havde ligget i kvarter på Horsensegnen, og deres mening var at tiltvinge sig overfart ved Snoghøj. En dansk dragon havde de tvunget til at tage med som vejviser, og hans danske hest havde ondt ved at følge med spaniernes fyrige hingste, hvorfor spanierne stadig tildelte dragonens hest slag af deres flade klinger. Dyret hvæste af anstrengelse, og tungen hang den ud af halsen.
Da spanierne var kommet til Snoghøj, opdagede de, at alle fartøjer var ført bort. Aftenen i forvejen var der givet ordre til, at de skulle bringes om under Vejermose batteri vest for Snoghøj. Der opstod nu forvirring og rådvildhed. Deraf benyttede den danske dragon sig. Han gik ind på Snoghøjgård og fik et par stykker rugbrød og lidt vand til sin udasede hest. Da den derved var kommet lidt til hægterne, sneg han sig med den ud af gården, sprang op på den og red i fuldt firspring, forfulgt af nogle spanske ryttere ind mod Erritsø, hvor han blev optaget af en afdeling fremrykkende danske dragoner. Spanierne opdagede nu fiskerjollerne omme under Vejermose batteri og skyndte sig derhen imod. Da batteriet imidlertid med en kanon affyrede et skud løst krudt imod dem vendte de straks om og red tilbage forbi Snoghøj. Et lille stykke nord derfor mødte de gamle Jens Kjær fra Erritsø, der havde været ude på en af sine marker at flytte sine kreaturer. Den spanske anfører, hvis navn var Antonio Costa, tog da sin børs (pung) frem, viste manden, at den var fyldt med guldstykker, og sagde, at den var hans, blot han kunne skaffe dem over bæltet. Jens Kjær rystede på hovedet. Det var han jo ikke i stand til, selv om han havde villet. Spanierne rykkede da ud imod Lyng.
Imidlertid rykkede en afdeling danske dragoner, som lå i Erritsø by, ud ad Snoghøjvejen, mødte den danske dragon, som flygtede for spanierne, og fik af ham rigtig besked om, hvad der var på færde. Snart kom to franske afdelinger og fransk artilleri i ilmarch fra fredericiakanten. Og danskerne og franskmændene omringede nu størsteparten af spanierne. Kun godt 30 mand af disse havde fundet et par gamle ilandtrukne fiskerjoller og var under ilden fra Vejermoses batteri og fra Vasnæs batteri på Fyn sluppet over bæltet, men blev på Fyn straks afvæbnet af danske tropper. Ritmester Costa spurgte nu sit mandskab, om de ville slås med den langt overlegne dansk-franske styrke og dø. Hertil svarede spanierne nej. Derpå overgav ritmesteren sig tillige med sit mandskab. Franskmændenes fører søgte at berolige spanierne. Costa erklærede, at han alene var skyldig. Men hans folk svarede, at de alle var lige skyldige.
Ritmesteren bød nu den franske oberst sin kårde og sit ur. Men denne afslog at modtage det og søgte at berolige ham med forsikringen om, at de fremdeles skulle være venner. Da rækker Costa sit ur og sin børs til sin tjener, river sin pistol op og skyder sig selv. Han segnede ned af hesten med et roligt udtryk i sit ansigt. Af franske skansegravere blev der nu i hast kastet en grav på stedet. Deri blev ritmester Antonio Costa lagt ned, i sin pragtfulde uniform, uden nogen ceremoni, og tildækket med så tyndt et lag jord, at det næppe kunne skjule ham. En dansk officer, som havde været til stede, lod dog samme dags eftermiddag liget tage op og føre til Fredericia, hvor det blev lagt i en kiste og jordet ved den katolske kirkegård.
Rytternes afvæbning og anførerens fald foregik på en mark, der hed Næs, et lille stykke fra Snoghøj, og det hele gik så roligt til, at af en stor fåreflok, som stod tøjret lige ved siden af, havde ikke et eneste rykket sig løs.
Den dag i dag er der i Erritsø et par minder fra begivenheden den 11. August 1808. På gården Balle (Overballegaard) findes en gammel kårde, og på Baungård er der en pistol med stenlås, som begge formodes at have tilhørt den faldne anfører. En fisker fra Lyng fandt pistolen på det sted, hvor afvæbningen foregik. Af ham købte Søren Baungårds fader, gamle Hans Sørensen, den. I de 100 år, den har været i familiens eje, har den hvert år været brugt til at skyde nytår ind med, og den er pudset og blank som den gang, den faldt af Costas hånd.
Gamle Rasmus Ussing var en slags befalingsmand ved det landeværn af egnens folk, som bestod under den engelske krig. hans skullerdistinktioner og kokarde opbevares endnu på den gamle gård.

I forbindelse med 200 året for begivenheden på Lyngs Odde, blev Antonio Costas mindesmærke ved Sct. Knuds kirke besøgt den 30. marts af en delegation spaniolere i historiske uniformer, som afholdt en højtidelighed og nedlagde en krans.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286