FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©


Sekondløjtnant
PEDER BUHL
(1789-1812


Sct. Michhaelis kirkebog, Fredericia den 26. maj 1789:
Den 26.maj blev hr. rådmand, by-og herredsfoged Hans Buhls barn døbt og kaldet Peder.
Til dåben båren af hr. rådmand Deichmanns kæreste fra Kolding.
Faddere: Jomfru Ane Kirstine Bruun, jomfru Thomsen, kammerråd Jens Bolvig fra Nebbegaard, hr. rådmand Knud Bruun fra Kolding og studiosus Hans Buhl fra Pjedsted. Moderens navn er Mette Thomsen.
Faderen Hans Hansen Buhl (1751-1814) var byfoged i Fredericia fra 1780 og blev to år senere rådmand. Fra 1804 blev han justitsråd og fra 1809 til sin død 1814 var han Fredericias borgmester og boede i ejendommen på nordøsthjørnet af Vendersgade og Jyllandsgade.
Da han døde 12/4 1914 skrev præsten i kirkebogen: "Den 12. april blev Hans Hansen Buhls lig her i kirken bisat, for siden samme dag at udføres til sit hvilested i den af ham opkastede gravhøj på Bredstrup kirkegård.
Han er født 1751, den 5. januar og døde den 5. dennes som justitsråd og borgmester i Fredericia." Hans Hansen Buhl ejede Bredstrup kirke, og det var hans mening at han og konen skulle begraves inde under kirkegulvet. Hans kone døde i 1806 og da var det året før blevet forbudt med begravelser inde i kirkerne. Derfor opførte han gravhøjen ude på kirkegården. Moderens fulde navn var Mette Dorthea Thomsen (1855-1806), hun begravedes 5/12 1806 fra Sct. Michaelis kirke og hendes lig blev som det første, nedsatsat i gravhøjen. Senere er flere i familien begravet i den.

FREDERICIANEREN PEDER BUHL
5. MAJ 1789 - 6. JULI 1812

AF
AXEL LILJEFALK
1911
Revideret af Erik F. Rønnebech 2020 ©

Den 5. maj 1789 fødtes i Fredericia en dreng, som søn af cancelliråd, byfoged Buhl, der i dåben fik det ret almindelige navn Peder. Han voksede op og fik sin første skolegang i Fredericia, men hans lyst stod til søen, og der skulle han komme til at vinde heltery.
Den 31. marts 1803 blev Peder Buhl indskrevet som »Søe Cadet« i overtalligt nummer, det vil sige uden løn. Han kom i huset hos læreren i stil og gramatik på akademiet, professor Dichman, og begyndte den tornefulde bane frem mod det stolte mål, officer i den berømmelige dansk-norske marine.
Gennem de årlige Vidnesbyrd, som endnu gemmes på Kadet­skolen, kan hans færd i kadettiden følges.
I »Roulle over Søe-Cadet Corpset for 1804« altså efter det første år, er udtalelserne i det hele gode. Man skal ikke fæste sig ved de mange »temmelig«, derved for­stod man den gang intet nedsættende. Willemoes gik det i den henseende ikke bedre, han blev endog i dansk gramatik, historie og geografi betegnet som »Et mådeligt hoved med mådelig flid«. For skriv­ning stod kort og godt »vel, men vildt«.

Udtalelserne om Buhl for de følgende år har væsentlig det samme præg, om end matematiklæreren i 1805 skriver »måde­lig begreb«. Dansklæreren professor Dichman, som vel kendte ham bedst, da han boede i hans hus, siger om ham: »En from og beskeden yngling og viser øn­skelig flid, men udmærkede talenter mangler han«.
Året efter, 1806, er han »flittig og sædelig og skriver i forhold til hans klassekammerater vel (godt)«. Læreren i historie og geografi, hr. Berner, skriver 1805: »Er flittig, men man sporer ikke glimt af geni hos ham. For resten er han en god yngling«.
I gymnastik er selve Hr. Nachtigall meget vel tilfreds med ham i alle henseender, men finder ham »lidt kort for hovedet«. Det vigtigste af alle vidnesbyrdene, chefens, holder sig uforandret. »Temmelig god conduite, lader til at have temmelig anlæg«, det var omtrent den alminde­lige betegnelse. Willemoes har det samme, men en­gang imellem desuden små tilføjelser som »uordent­lig« - »begynder at sætte sig«. Peder Buhl deltog i de sædvanlige årlige kadetskibstogt med linjeskibet »Seyeren« i 1804, hvor meddommerne ombord gav ham følgende vidnesbyrd:
Hvad Drift:
Kommando: Kan blive god.
Hvorledes skikket til søofficer: Kan blive god.
Hvad grund i sin metier eller i det, han har lært af den: Temmelig god.

Det samme Vidnesbyrd fik han i de følgende år både på togter med »Seyeren« og med »Prinds Christian Frederik«. Den 12te september 1806 avan­cerede han til kadet med 50 rdl. i løn. Hans boglige evner synes ikke at have været vurderet til over gennem­snittet, men det fremgår af vidnesbyrdene, at han har været en brav, god, ung mand, hans lærere og foresatte syntes godt om.
I sit sidste kadetår flyttede han fra professor Dichman og kom i huset hos premierløjt­nant i marinen C. Wulff.

Den engelske flådes ankomst i sundet i begyn­delsen af august 1807 og den snart påfølgende land­sætning af engelske tropper, gjorde en brat ende på kadetternes regelmæssige undervisning. De ældre blandt dem fik kommandoer mod fjenden. Peder Buhl blev betroet føringen af en væbnet barkasse, som hørte til bådflotillen i Kalvebodstrand under premierløjtnant C. Wulff. Hans plejefar tog ham således under sin egen kommando.
For at hindre fjenden i at trænge frem fra denne side, var der tæt indenfor Langebro udlagdes briggen »Mercurius« under kommando af navigationsdirektøren, kaptajn P. J. Wleugel her.
Briggen var be­mandet med styrmandselever, men den var for bred til at kunne gå gennem broklapperne. Selve far­vandet syd for Langebro var besat med kanonbåden »Nakskov« under premierløjtnant C. Wulff selv, kanon­jollen No. 5 under premierløjtnant P. J. Zeuthen, en kanonadebarkas under premierløjtnant P. C. Spaarck og én under Peder Buhl. Den 18-årige kadet kom således til at føre samme Kommando som premier­løjtnanten. Om hvad der tildrog sig her og om den første kamp, hvori Buhl deltog, skriver premierløjt­nant Wulff i sin rapport:

»Fra det øjeblik jeg blev beordret til stationen ved Kalveboderne, har jeg søgt at forhindre fjenden i at sætte sig fast eller opkaste skanser på det terræn, der var under virksomhed af mine kanoner. Således har jeg om dagen med yderste opmærksom­hed observeret fjendens bevægelser og ved mit skyts forhindret ethvert hans foretagender. Om natten har jeg ved officerspatruljer og ved selv at rekognoscere under kysten så nær som muligt for at opdage de steder, hvor der blev arbejdet, og da så godt som nattens mørke tillader det ved kugler og skrå (kardæsker) søgt at forjage de arbejdende. Disse mine bestræbelser har desværre været uden virkning da jeg i morges før dag roede ind under gamle pesthus, opdagede jeg der en skanse opkastet. Jeg vendte straks tilbage ombord og beordrede kanonadebarkasserne til at lægge sig så nær ind under landet, som muligt, for at deres skrå kunne gøre effekt. Kanonjollen no. 5 lå efter min mening godt placeret. Kanonbåden »Nakskov« kunne, på grund af sit dybtgående ikke komme nærmere. I samme øjeblik jeg gav ordre til at fyre, åbnedes ilden fra skansen med 3 eller 4, 18 eller 24 Pds. kanoner. Et af fjendens første skud bortrev den brave løjtnant Zeuthen, og jeg gav Kommandoen over kanonjollen til en styrmand, der var udsendt med en barkasse fra briggen »Mercurius«. Efter omtrent ½ times kannonade meldte kadet Buhl mig, at dunkraften på karonaden var bleven ubrugelig. Jeg befalede ham, at han i stedet for skulle bruge stilholt og kile, hvormed han også klarede sig i nogen tid. Imidlertid var den ba­gerste kanon på »Nakskov« demonteret fordi en af tapperne blev skudt af. Efter næsten to timers kanonade, var jeg så heldig ikke at have nogen dræbt eller såret på nogen af bådene undtagen løjt­nant Zeuthen, men da fik jeg den sørgelige efterret­ning, at kadet Buhl havde mistet den ene arm og adskillige af hans mandskab, der kun var 15 mand, var sårede. Jeg var derfor nødt til at lade ham ro ind. Løjtnant Spaarck holdt op på grund af mangel på ammunition. Af samme grund befalede jeg kanonjollen at lægge sig uden for skudvidde. Båden »Nakskov« var nu alene til­bage og havde kun den ene kanon i brugbar stand. Da jeg havde give fjenden min sidste kardus, stak jeg drægtovet fra mig, men var så uheldig at løbe på grund. Under mine bestræbelser for at få bå­den flot, fik jeg en dræbt og adskillige sårede, og da jeg så umuligheden i af at få båden af grunden uden assistance, besluttede jeg forlade den, da jeg var overbevist om, at fjenden ikke kunne blive herre over den. Idet jeg var i færd med at få de kvæstede i fartøjet, blev jeg selv såret i ven­stre ben to steder.
Selv om jeg i går lod bådene overforsyne med ammunition, så bevirkede dog de mange skud, som jeg i aftes og i nat sendte fjenden, tidlig ammunitionsmangel. Jeg forudså dette og rekvirerede derfor med barkassen fra briggen »Mercurius« straks i morges tidlig, ammunition til alle både. Den kom ikke før efter vi havde set os nødsaget til at retirere, men om den end var kommet før, så viste dog an­tallet af døde og kvæstede, og de to ødelagte kanoner, at intet synderligt længere kunne have været udrettet.
Detaillerede oplysninger om bådenes tilstand, kan jeg ikke give, da jeg selv blev bragt såret i land.
Det være mig tilladt at anbefale den uheldige, men kække og brave kadet Buhl, der, efter min evne at bedømme ham, har mere end tilfredsstillet de krav, man kunne stille til hans alder og erfaring. Med underofficerer og mandskab på båden, har jeg årsag at være i højeste grad tilfreds. Antallet af de døde og sårede på båden kan jeg ikke angive, da jeg ingen rapport har modtaget om dem. Om nogle dage håber jeg at kunne melde mig til tjeneste. Måtte jeg ved min conduitte have erhvervet mig Hr. kammerherrens tilfredshed, da ville dette meget bi­drage til at trøste mig over tabet af mine medstridende, som jeg så falde ved min side.
Underdanig
København, den 27. August 1807. C. Wulff.

Til
Hr. Kammerherre Bille, Commandeur i Søetaten.«
Således endte den unge kadets første våbendåd. Kækt og trofast havde han holdt ud i fjendens ild, selv da hans karonade (kanonens højdeindstilling) blev gjort halvt ubrugbar ved at donkraften blev ødelagt. Mod kampens slutning roede de endnu tjenstdygtige af hans folk barkassen til­bage gennem Langebro, i dens bund lå den hårdt sårede unge chef sammen med adskillige af hans folk.
Et langt, smertefuldt sygeleje fulgte efter, men hans kække færd havde henledet hans foresattes opmærk­somhed på ham, og medens han kæmpede der nede i Kavleboderne, døde den mand, som skulle give plads for ham i marinens officerskorps. Det var premier­løjtnant J. G. Boll, som var bleven hårdt såret om­ bord på kanonbåden »Holbeck« i aktionen den 18. samme måned. Sekondløjtnant A. Holsteen ryk­kede op i premierløjtnants nummer, og om den derved ledigblevne sekondløjtnantsplads lød indstillingen så­ledes:
»At Søkadet Peder Buhl, hvis venstre arm fjenden skød af i aktionen ved Kavlebodløbet på en barkasse den 27. august sidstleden under premierløjtnant C. Wulffs kommando, og desuden fik en stærk beskadigelse i siden, måtte for hans ferme, raske og modige forhold, hvormed han har udmærket sig, allerunderdanigst udnævnes til sekondløjtnant med løn fra sidste 1. october. Herpå udbedes Deres Kongelige Majestæts allernådigste beslutning.
Admiralitets og Commissariats-Collegium, den 13. Novbr. 1807.
Knuth. Steen Bille. Grove.
N. Perbøl

Indstillingen blev fulgt. Den sidste ved­tegning på »Roulle over Søe-Cadet Corpset for 1807« kom til at lyde »Avanceret til Second-Lieutenant den 20. Novbr. med Gage fra d: 1. October«. Han blev således ikke alene officer frem for adskillige kamme­rater, men havde tilmed den glæde ved udnævnelsen, at kunne hæve to måneders allerede forfalden løn.
En længere rekonvalescens er utvivlsomt fulgt efter, på grund af det svære sår, og da han endelig atter meldte sig til tjeneste, har man formentlig ment at måtte anvende den unge, enarmede officer ved lettere tjeneste. Han blev derfor i marts 1808 sendt til Korsør for at mod­tage de dertil kommanderede matroser. Dette passede imidlertid ikke med Buhls lyst og trang til at tjene sit fædreland på en mere virksom måde, og den 14. April sendte han derfor følgende ansøgning til »Det høy-Kongelige Admiralitets og Commissariats Collegium«:
»Jeg beder det høye Collegium nådigst tilgive, om min Begæring skulle i nogen Måde være upassende, men mere Lyst til på en mere virksom Måde at gavne Fædrelandet bestemmer mig til underdanigst at anmode det høye Collegium om at blive tilbagekaldt fra Corsøer, hvor jeg i 6 Uger har ventet for at modtage de hertil commanderte Matroser, som jeg nu næppe seer Mueligheden af, at kunne (sic) komme over. Jeg forretter med inderlig Glæde en hver Tjeneste, hvor til det høye Collegium tiltroer mig Duelighed, og beder desårsag underdanigst om at måtte blive commanderet til Søes....
underdanigst
Corsøer, den 14. April 1808. P. Buhl.«

Den fransk-spanske hær var på den tid under indmarch i Danmark. Dens forreste afdelinger var den 15. marts nået til den fynske kyst af Store Bælt, men her blev de standset af de engelske orlogsmænd, og efter at Linjeskibet »Christian Frederik« den 22. marts var bukket under for overmagten efter den hæderlige kamp, hvorved blandt andre Willemoes fandt heltedøden, var alt håb om at blive herre i bæltet opgivet. Derfor var det intet under, at Buhl kun følte meget lidt interesse for virksomheden i Korsør. Derimod var kanonbådskrigen i bæltet begyndt, og det var et raskt, fornøjeligt liv, som nok kunne drage en ung sømand til sig. På Nakskov fjord, på Nyborg fjord, bag Langeland og småøerne syd for Fyn lå de danske både på lur for at vente på de engelske handelsflåder, der under dækning af orlogsskibe sejlede gennem de danske farvande. Kom der vind­stille eller kom nogle dårligt sejlende handelsskibe uden­for de skærmende skibes kanoner, faldt vore både over dem og gjorde derved mangen en god fangst. Vovede de engelske orlogsbrigger sig enkeltvis eller kun et par stykker sammen ind i de danske farvande og opførte vind og vejr sig heldigt, var de også kanonbådenes sikre bytte.
Kanonbådene var af forskellig slags. De største, de, der kom til at danne den danske sømagts kerne, efter at England havde stjålet flåden, var de egentlige janonbåde eller kanonchalupper. Det var et stort, stærktbygget rofartøj, omkring 19 meter langt og 4½ meter bredt, bevæbnet med to 24 punds, altså forholdsvis svære, kano­ner, en, som skød lige fremad, og en, som skød lige bagud, og desuden med nogle lette småkanoner i gafler på siden. Besætningen var omkring 64 mand, og der var 16 årer i hver side. Kanonjollen var noget mindre, den havde kun 11 årer i hver side og den forreste svære kanon var erstattet af en betydelig let­tere haubits. Når det passede, brugtes desuden isbåde, lodsbåde og almindelige fiskefartøjer til eks­peditionerne. 2 kanonchalupper dannede en peleton, peletoner en division, 2 divisioner en bataillon. Buhls plejefar fra kadettiden og chef under kam­pen i Kalveboderne, premierløjtnant C. Wulff, førte nu kommandoen over den ved Sjællands sydkyst sta­tionerede flotille, bestående af 1 skjærbåd, 9 ka­nonchalupper og 3 Kanonjoller. Den første engelske orlogsbrig blev taget i Storebælt den 4. Juni 1808, den hed »the Tickier« og var bevæbnet med 14 kanoner. Løjtnant Wulff angreb den med 4 kanonchalupper, hvortil senere kom endnu to under løjtnant de Coninck. Da der var udsigt til at en engelsk fregat snart ville komme briggen til hjælp, roede de danske både, efter en kort tids skydning, frem til entring, men inden det kom så vidt, strøg »the Tickier« fla­get. Chefen, løjtnant Skinner, var falden. Han havde efter datidens sædvane sin hustru ombord hos sig. Hun blev senere, med alle sine ejendele, afleveret til de engelske skibe i sundet, og Frederik VI gav hende endda 200 Rdl. i rejsepenge.
»The Tickier« blev indbragt til Nakskov, og ombord på den træffer vi hen på efteråret Peder Buhl, som altså havde fået sit ønske opfyldt at forlade Korsør og komme under sin gamle chef. Den 17. August er han om bord i »the Tickier« og underretter admi­ralitets og commissariats collegiet om, at en mariner har stjålet. Premierløjtnant Wulff var bleven chef for Briggen, men Buhl førte kommandoen om bord. Han kom derved ikke med til erobringen af briggen »the Tigress« den 2. August under Agersø og kam­pen mod briggerne »Kit« og »Minx« under Sprogø den 3. September. Der var jo endnu kun forløbet et år, siden han mistede armen, så fuldt tjenstdygtig har man næppe anset ham for at være.
Det næste år 1809 trådte han derimod igen i fuld virksomhed. Han tjente da atter under premier­løjtnant Wulff. Flotillen havde sin hovedstation på Nakskov fjord og bestod af 8 kanonchalupper og 13 rekognosceringsfartøjer. På Nyborg fjord førte kaptajnløjtnant U. A. Schønheyder kommandoen. Han var tillige højstbefalende over søstyrken i bæltet. Ved Lohals lå premierløjtnant I. I. Uldall med 4 cha­lupper. Den 23. Maj 1809 samlede kaptajnløjtnant Schønheyder ikke mindre end 20 både, som ved midnatstid angreb den engelske 44 kanons-fregat »Melpoméne« under Omø. Buhl deltog med en båd i denne skarpe fægtning, som endte med, at fregatten med sønderskudt skrog og rejsning måtte kappe sit ankertov og benytte den voksende kuling til at søge ly bag et par engelske linjeskibe.
Hen på efteråret havde Buhl et par raske småkryds for egen regning. Den 25. september, efter mør­kets frembrud, sejlede han og hans kamme­rat premierløjtnant Grodthschilling således hver med sin is-båd ud fra albuen (ved Nakskov fjord) og holdt ned mod fire handelsskibe, som havde forvildet sig uden for deres konvoj. Kl. 7 nåede de samtidig en galease og entrede den. Buhl holdt så op i selve konvojen for at prøve sin lykke der, men da månen kom frem og røbede ham, måtte han ty ind til Spodsbjerg. Grodtschilling var heldigere, han fik endnu en galease ladet med hamp, sejldug, flamsk lærred og ravndug der kom fra kronstad og skulle til New York.
Året efter, 1810, var Buhl igen på samme station under samme chef. Den 24. juni gik han, efter ordr, ud med en sejlbåd for at rekognoscere en syd fra kommende konvoj. Den var gået til ankers mel­lem Gedser og Rostock. Selv beretter han således om dette kryds.
»Konvojen lå for anker mellem Gedser og Ro­stock, og da jeg altså havde meget langt til den, så kom jeg ikke til at udrette noget imod den før nat­ten mellem 26. og 27.
Den 26. om morgenen lettede Konvojen og kom op mellem Rødsand og Femern, hvor den om eftermid­dagen gik til ankers for stille vind. Kl. 9 om eftermid­dagen satte jeg ind i konvojen med jævn bramsejlskuling og kursen sydøst til øst, og kl. 12 fik jeg den i sigte. Da jeg kom noget nærmere, måtte jeg ligge masten ned, for det var meget lyst den nat, og bordede en tialk (et fladbundet, tomastet fartøj omtrent som en galease),
som lå bekvemmest for at komme under sejl med. Tialken hed »Wilhelm« på 22 comerslæster, ladet med hvede fra Stettin til Rotterdam.«
Buhl skar tialken ud af konvojen og førte den ind til Heiligenhafen, men han ville ikke lade den prisdømme der, og leverede derfor ikke papirerne i land, men ventede til vinden føjede sig, så han kunne gå til Nakskov med den. Dette vandt ikke Frederik VI's Bifald.

»Ved at tilbagesende den os fra kaptajnløjtnant Wulff tilstillede rapport, finder Vi at søløjtnant Buhl havde gjort rigtig i at lade den kaprede prise blive i Heiligenhafen og overladt dem papirerne til den derværende ret, i stedet for at bringe den til Nak­skov.
Hovedkvarteret Frederiksberg Slot, den 7de Aug. 1810.
Frederik R.«

Den 21. september var han ude med 2 chalupper og kaprede en galease inden den nåede ned til to engelske linjeskibe. Disse satte 6 chalupper i van­det og jagede Buhl, så han måtte sætte prisen på grund. Ved nattetid fik han den dog atter flot og bragt ind til Lohals.
Den 24de oktober var han ude med tre væbnede sejlfartøjer og skar sammen med løjtnant Holsten 4 skibe ud af en konvoj, som lå ved Romsø, og bragte dem heldigt til Aarhus. Den 2. december tog han, hjulpet af tre månedsløjtnanter, hver med sit fartøj, en galease og en brig ud af en konvoj.
Det havde således været raske fornøjelige år for Buhl, dem han tilbragte ved kanonbådsflotillen i Storebælt, tilmed var der gode penge at tjene. En ansøgning uden dateringssted og dato fra 1811 vid­ner herom.

»Underdanigst P. M. Jeg tager mig herved den frihed at ansøge det høje kollegium om et forskud på 16.000 rd., skriver seksten tusinde rigsdaler, på mine tilgodehavende prispenge.
Underdanigst
P. Buhl

16.000 rigsdaler som forskud. Det var meget for en sekondløjtnant. Ved juletid 1810 var han i Køben­havn og i februar det følgende år søger han tre á fire ugers permission for at rejse til Fredericia.
Havde de foregående år været forholdsvis rolige, blev 1811 desto mere bevæget. Buhl blev ved forårets begyndelse sat til tjeneste under premierløjtnant Fal­sen. Kommandør af Danebrog, som havde station ved Grenå. Han kom derved til at deltage i ekspediti­onen til Anholt, som faldt så uheldig ud for os, men som gav Buhl Lejlighed til at vinde ny hæder.
Englænderne havde besat Anholt for at sikre sig fyret på øen, der var til vejledning for deres sejlads i Kattegat. De havde indrettet en hel lille fæstning omkring fyrtårnet og givet den en forholdsvis talrig garnison. I foråret 1811 blev der samlet et lille troppekorps ved Grenå, som under dækning af kanonbåde skulle landsættes på øen og tage den tilbage. Uheldigvis fik den engelske kommandant, på forræderisk vis, viden herom og fik tilkaldt fregatten »Tartar« og brig­gen »Sheldrake«. Om fregattens nærværelse vidste de danske intet. Natten mellem den 26. og 27. marts kl. hen ad 3, blev styrken landsat på øen, men englænderne var på deres post og trods al udvist tapperhed, lykkedes det ikke at storme skansen ved fyret. Kanonbådene var roet rundt til fyret og understøttede angrebet, men snart efter viste »Tartar« sig og tvang bådene til at søge redning, som de bedst kunne, tilmed da det blæste op, så de vanskeligt kunne bruge deres kanoner. Om hvad der videre hændte beretter Buhl selv således i sin rapport:

»Efter at det var forsøgt flere gange at storme An­holt kastel gav løjtnant Falsen ordre til at tage vores mandskab ombord igen og ro os vest om øen, da en engelsk fregat krydsede sig med sejlkraft op efter os. Kl. omtrent 2 efter midnat havde vi højde nok til at slippe fra land, hvorpå vi satte sejl og stod nordpå for om muligt at nå Læssø's grunde. - Vinden vest sydvest, stiv bramsejlskuling. Da vi var kommet noget ud fra land så vi en en­gelsk orlogsbrig som kom nordfra og stod, med god vind i sejlene, op efter os. Vi holdt da bedre af og briggen forandrede ligeledes sin kurs efter os. En del af bådene drejede så igen til vinden og stod efter Læssø. Briggen sejlede forbi dem og vedblev at jage os fem både, som stod sydøst i, hvorimellem løjtnant Falsens var.
Kl. omtrent 5 var briggen mindre end ½ sømil fra os. Løjtnant Falsen drejede da klar til vinden over bagbord, men da min båd var en langt dårligere sejler i denne sejlads end hans, og tillige da jeg så, at det var umuligt at vi kunne undgå briggen, så be­sluttede jeg at holde plat af, for i det tilfælde han be­stemte sig til at sejle efter mig, da derved at bortfjerne ham fra de andre både, som holdt ved vinden. Så snart jeg holdt af, holdt briggen efter mig, jeg så da med smerte umuligheden af, at redde min båd.
Kl. omtrent 5½ var briggen mig på skudhold. Jeg ved­blev at forcere bort under ild fra min agterste kanon. Efter at have fået flere lag af skråskud (kardæsker) og mu­sketild, drejede briggen med god vind i sejlene, ned mod mig og jeg så mig nu i den skrækkelige stilling enten at sejle i sænk eller overgive mig, hvilket sidste jeg troede det var min pligt at gøre for at spare så mange menneskers liv, som ellers ville blive ofret til ingen nytte.
Jeg havde det uheld, at brogen på min agterste kanon blev skudt over, så jeg i slutningen af affæren ikke kunne skyde. Jeg har 3 mand såret hvoraf én dødelig.
underdanigst
Fregatten »Tartar. den 28. marts 1811. P. Buhl.«

Så bramfrit som muligt beretter Buhl her, hvor­ledes han trak den engelske brig ned mod sig for at frelse kammeraterne, og hvorledes han først strøg sit flag så sent som muligt for at give de andre både mere tid til at få et forspring. Hvad han ikke nævner i sin rapport er derimod det heltemod, hvor­med han personlig yderligere opholdt briggen, da al modstand ellers var umulig. Derom vil vi derfor lade en anden fortælle.

Chefen for briggen befalede ham at lægge til borde; men Buhl syntes endnu ikke at have opholdt fjen­den længe nok. Han gav da alle sine folk ordre at skjule sig under tofterne, men selv stod han op­rejst ved masten, trodsende den sejrrige fjende. Den engelske chef gentog sin befaling, men forgæves. For­bitret over vor helts trods lod han sine folk skyde «til måls efter dette kække bryst. Rasende løb han omkring på briggen og råbte: »Dræb for mig den uforskammede officer, så får jeg nok båden til borde« men Buhl stod urokkelig. Han indså, at hvert mi­nut, det lykkedes ham at sinke fjenden, ville gavne hans kammerater, og han var rede til for dem at ofre sit liv. Efter 20 minutters forløb sejrede men­neskekærlighedens stemme i chefens barm. Han stoppede med al skyden, lod et fartøj sætte ud og bug­serede kanonbåden hen til briggen. Buhl havde i alt, ved denne udmærkede modstand, standset fjenden i tre kvarter, og den øvrige del af flotillen var frelst.
Den højstbefalende, premierløjtnant Falsen, udtaler i sin rapport: »Kl. 5 opgav briggen sin jagt på mig og stod ned mod løjtnant Buhl, som efter et sær­deles udmærket forsvar og flere lag af dens fulde batterier, endelig overgav sin båd i en hjælpeløs og tilintetgjort forfatning. Denne udmærket kække mod­stand opholdt fjenden så længe, at de øvrige både fik et godt forspring«.
Hans kække færd blev belønnet med, at han som endnu ikke 22-årig sekondløjtnant, fik ridderkorset.
Premierløjtnant Falsen selv, havde reddet sig ned til København, og da han først i april atter kom til Jylland, traf han løjtnanterne Mühlensted og Buhl med 124 mand, som var vendt tilbage fra engelsk fangenskab. Officererne og 77 mand var dermed udveks­lede og kunne således tage fat på ny. Buhl fik kom­mandoen over kanonbåd Litra I Nr. 7, som året forud var bygget i Svendborg, men ombyttede senere denne med en større, erobret engelsk kanonbåd.
Med denne kom han til at deltage i en hård fægt­ning, som påny bragte ham i engelsk fangenskab, denne gang såret. Herom beretter hans chef så­ledes:
»Efter at jeg den 2. juli havde forenet mig med løjtnant Fog, som ankom med bygningmaterialer her til Grenå havnearbejde, modtog vi ved søsignalet efterretning om en fjendtlig flådes ankring mellem Sejrø og Hjelm. Den bestod efter formodning af 4 linieskibe, 2 fregatter, 2 brigger, 1 kutter og 160 førselsskibe. Alle orlogsmændene havde place­ret sig i den sydøstlige ende af konvojen, frygtende angreb fra bæltbådene. Kun en lille fregat og en kutter lå i den nordlige ende af konvojen, over ½ mil fjernet fra det nærmeste linjeskib, da vejret den 4. dennes begunstigede os, og da det om afte­nen blev fuldkommen stille, besluttede jeg at angribe den del af den fjendtlige flåde, og roede om aftenen Kl. 10 fra Hjelm med 7 kanonbåde og 10 kanon­joller. Hele natten havde vi det meget stille. Kl. 1 ¼ var vi den nordlige del af flåden på skudafstand og gav den en godt vedligeholdt ild til kl. 3, da fregatten havde mistet sin stormast og for- samt krydsstang og var sammenskudt til et synkefærdigt vrag. Kutteren var sunken og den nordlige del af flåden blevet meget beskadiget. Flotillens brandsager blev anvendt med megen fordel. I to skibe var der ild, og flere ville brænde, om ikke just nu en frisk brise fra nordvest var opstået, som på mindre end 10 minutter blæste op til en rask bramsejlskuling. På det skyndsomste fort­satte vi nu vort tilbagetog. De 4 danske kanonbåde og de 10 joller lod jeg masterne lægge ned på, og de roede sig så op i vinden mod Hjelm, medens jeg med de 3 engelske kanonbåde, som med deres svære mast i den stærke søgang, der straks satte ind, ikke kunne ro, og fortsatte med vinden ind mod land, forfulgt af alle flådens orlogsmænd. Næppe en halv time efter at tilbagetrækningen var begyndt kom en kraftig tåge med tiltagende Kuling, der bragte de tre linjeskibe og 2 brigger, som stærkt jagede os, ud af syne. Så snart jeg var sikker på at være uset af dem, foran­drede jeg kurs og styrede så langt mod nord, at jeg ikke tvivlede på, at jeg var undsluppet dem, og vendte derpå atter ind mod land i håb om at nå havmøllen, da jeg pludselig fandt mig beskudt af en fjendtlig brig, jeg endnu ikke kunne se, på pistolskuds distance. Briggen løb hastig op imellem løjtnant Oldeland og Buhl, der var tæt sammen, og mig, og afskar dem således fra mig og begyndte en så rasende ild på disse to både, at jeg snart så dem stryge, efter at begge officerer var hårdt sårede og et stort blod­bad var anrettet på mandskabet.«
Falsen selv slap fra briggen, men mødte efterhånden alle tre linjeskibe og måtte overgive sig, efter at hans båd var ødelagt. Han ender sin rapport med disse ord:
»D'herrer løjtnanter Buhls og Oldelands udmær­kede forhold ved denne sørgelige affære, er min pen for svag til at skildre. På det varmeste vover jeg at anbefale d'herrer premierløjtnanter Fogs og Bloms, samt sekondtløjtnant Lindes utrættelige iver«.
Siden blev oplyst, at foruden den sunkne kutter og den sønderskudte fregat havde 17 af førselsskibene lidt meget. Falsens båd sank under Anholt, de to andre måtte hales på land og repareres fra bunden.
Buhl blev, hårdt såret i ryggen af en skråkugle (kugle fra kardæsk), bragt ombord i Linjeskibet »Dictator«, sammen med månedsløjtnant Oldeland, der havde en riffelkugle gennem låret.
Den 22 årige sekondløjtnant og ridder Peder Buhl fik sølvkorset for denne dåd.
Længe blev han dog ikke i engelsk fangenskab. Den 3. august kom han tillige med løjtnant Oldeland og nogle sårede folk med en parlementær fra An­holt til Jylland. Den 6. meldte han Admiralitetet dette fra Randers og tilføjede:
»Da der endnu vil hengå nogen tid før mine sår er helet så meget, at jeg kan gøre tjeneste og tillige da jeg endnu ikke er udvekslet, så tager jeg mig den frihed at rejse til min familie i Frederitz, for der at blive restitueret fuldkommen.
Idet jeg indberetter dette til det høje kollegium, håber jeg tillige, at de ikke vil have noget derimod.
underdanigst
P. Buhl.«

Med blyant er skreven i marginen på denne ind­beretning »Bifaldes og vil det være kollegiet kært at erfare hans fuldkomne helbredelse«.
Buhl rejser så til Fredericia og ved den kærlige pleje i hjemmet genvinder han atter sit helbred. Den 7. september indmelder han, at han kan forrette tjeneste og beder om snarlig at blive udvekslet. Han beder tillige om at måtte rejse til København i slut­ningen af måneden. Rimeligvis har dog kollegiet ment, at den enarmede, nylig atter svært sårede løjtnant var bedst tjent med en roligere plads og gav ham derfor ordre til at gå til Sønderborg for at forrette tjeneste der efter nærmere bestemmelse af providerings-administrationen i Aalborg. Et nyt uheld hindrede ham i at følge denne befaling:
»Det er med den inderligste smerte, at jeg ser mig nødsaget til at tilmelde det høje kollegium at jeg ikke er i stand til at udføre denne ordre, da jeg den 20. dennes havde det uheld, ved et fald ned af en sten­trappe, at forvride to led i min arm, som endnu for øjeblikket gør den aldeles ubrugelig, så jeg ikke er i stand til at skrive et ord.
Jeg håber det høje kollegium fuldkommen vil indse, at for mig der kun har én arm, er dette tilfælde af så stor betydening, at jeg ikke med den allerkraftigste anstrengelse ser mig i stand til at ud­føre den mig givne ordre.
Fredericia den 23. Oktober 1811. Peter Buhl «

Kommandoen til Sønderborg er så blevet hævet. I januar 1812 var Buhl i København og snart efter blev han udkommanderet med den nybyggede fre­gat »Najaden« på 42 kanoner under kaptajn Hans Peter Holm.
Sidst i februar kom fregatten til Norge og jagede, sammen med vore derværende brigger de engel­ske handelsskibe og mindre krigsskibe i området. For at bekæmpe dette, kom det engelske linjeskib »Dictator« på 68 kanoner, det samme, som Buhl var bleven ført om­bord på som fange året forud, til den norske kyst.
6. Juli 1812 lå »Najaden« sammen med 3 Brigger til ankers på vestsiden af Sandøe udenfor Oxefjorden mellem Arendal og Østerrisør, da det engelske linjeskib, fulgt af 3 brigger, viste sig udenfor.
Kaptajn Holm havde med de andre danske skibs­chefer spist til middag ombord i briggen »Samsø«, og stod nu på fjeldet og så ud over søen, fast overbevist om, at de høje fjeldtoppe skjulte fregattens rejsning, og at i hvert fald et så stort skib som »Dictator« ikke endda ved aftenstid ville vove sig ind mellem skærene. »Najaden«s toppe røbede den dog, og linjeskibets chef, Kaptajn Stewart, fattede den djærve beslutning, at søge sin modstander i hans smuthul. Ved indsejlingen kom en brig, der gik forud som vejviser, på grund, men end ikke dette skræmte kaptajn Stewart. Han efterlod den anden brig hos den grundstødte, og med den tredje som leder, styrede han videre indad.
De danske skibe lettede anker, for at undgå den ulige kamp, og søgte til den noget over 1 mil fjerne liggende Lyng­ør havn, hvor lodsen erklærede, at linjeskibet ikke kunne følge dem. Ikke desto mindre styrede dog kap­tajn Stewart dristig efter, og endnu før »Najaden« havde fået sine sejl beslået, åbnede »Dictator« sin ild. Vore skibe lå så uheldigt i den trange havn, at fregatten kun kunne få 6 til 8 kanoner til at bære mod linjeskibet, der fyrede med sit fulde lag. Efter kaptajn Stewarts rapport var fregatten også, efter en halv times kamp, bogstavelig skudt i splin­ter. Alle »Najaden«s master faldt ved en eneste bredside fra linjeskibet. Det øverste dæk styrtede ned, knuste batteriet, og kastede skibet så meget om på siden, at kanonportene kom i vandet. Samtidig udbrød der ild flere steder i skibet. Snart efter sank »Najaden« på 19 Fod vand. Af dens 315 mand stærke besætning døde 127 og såredes 88.
Buhl blev skånet for at se sit skibs undergang. For tredje gang var han bleven ramt af englænder­nes kugler, og denne gang til døden. I sin rapport over kampen nævner kaptajn Holm blandt de faldne, premierløjtnant ridder Grodtschilling og sekond­løjtnant, ridder af danebrog og danebrogsmand Pe­der Buhl, »begge lige så ædle mennesker som kække officerer«.
Godt 23 år gammel fandt Buhl således heltedøden den 6. juli 1812. Hans korte liv havde været viet til fædrelandets tjeneste med en kærlighed, iver og ihærdighed og med et ufortrødent mod, som hverken sår eller uheld eller følelsen af fjendens knusende overmagt kunne kue. Som Willemoes fandt sin san­ger i Grundtvig, således stemte Steen Blicher harpen til pris for Peder Buhl og lod den klinge med fuld så mandige kraftige toner i sit digt
Glat var din kind da første gang Du ind i kæmperækken sprang.

Willemoes Fødeby Assens har rejst ham en minde­støtte nær byens havn.
Fredericia har mange min­der, men derfor bør fredericianeren Peder Buhl ikke glemmes. Når 6. Juli dagen oprinder næste år, bliver det 100 års dagen for den unge helts fald på »Najaden«s sønderskudte dæk. Det er et nyt 6. juli-minde, og der er vel også ved Fredericias Havn plads til en mindesten for den enarmede sekondløjt­nant, ridder og danebrogsmand, som altid søgte hjem til sin fødeby, når han trængte til lægedom, og altid lige kæk drog ud igen, når han genvandt kræfterne. Han var Willemoes ligemand, fortjener vel som han et minde.


Født i Fredericia
Under englandskrigen i 1807, havde han som 18-årig kadet, kommandoen over en kanonbåd ved Kalvebod strand, og kom 27. august 1807 under beskydning af engelske styrker, der var ved at opføre et kanonbatteri i forbindelse med forberedelserne til Københavns bombardement 2-4 september. Herunder ramtes hans barkasse af en kanonkugle, som knuste hans venstre arm, der måtte amputeres.
Efter at englænderne havde taget den danske flåde, udrustede danskerne mindre fartøjer med en kanon, og drev med disse kanonbåde kaperkrig mod englænderne. Under et forsøg på at fordrive englænderne fra Anholt i 1811, blev han som sekundløjtnant taget til fange, men løsladt igen få dage efter. Samme år såredes han i ryggen under angrebet på en engelsk konvoj syd for øen Hjelm, blev atter taget til fange, men udveksledes med engelske krigsfanger. Natten mellem 6. og 7. juli 1812 befandt han sig som løjtnant på fregatten Najaden, der lå ved Lyngør i Norge. Her blev skibet angrebet af engelske orlogsfartøjer, hvorunder den dansk/norske flådes største skib blev totalt ødelagt og sank, hvorved 133 af Najadens besætning på 315 omkom. Herunder løjtnant og dannebrogsmand Peter Buhl.

De nordmænd, der kom fra omegnen, blev begravet på deres hjemegn. Den 9. juli 1812 blev 75 af de dansk/norske faldne begravet i en fællesgrav på den nærliggende ø Askerø, hvor en mindestøtte til minde om begivenheden er opstillet. Støtten bærer følgende indskrift:

"HER HVILER DE FALDENE FRA KAMPDAGEN VED LYNGØER DEN VI. JULI 1812"

Fra mindestøtten på Askerøya har man udsyn mod Lyngørs havn. Ved støtten ligger, sammen med de mange faldne, nedgravet restene af den første mindesten, som bar følgende smukke og manende tekst:

"VANDRER, BETRED DETTE STED MED ÆRBØDIGHED, THI HER HVILE 75 TAPRE SØEKRIGERE, HVORIBLANDT LIEUTNANTENE G. GRODTSCHILLING OG P. BUHL, DER ALLE GUD OG KONGE TROE, FALDT NATTEN MELLEM DEN 6TE OG 7DE JULI 1812, KJEMPENDE OMBORD PÅ FREGATTEN NAJADEN MED BRITISK OVERMAGT"


I fødebyen Fredericia er et mindesmærke over ham er opstillet ved Østervold. Det er udført af billedhuggeren Ludvig Brandstrup og afsløredes på sin første placering på kastelsodden 6. juli 1913. På bagsiden står tre linier fra digtet Buhl af St. St. Blicher. Indskriften lyder:

GLAT VAR DIN KIND
HØJT VAR DIT MOD
ILD VAR DIN SJÆL


MONUMENTET DA DET STOD I KASTELLET FREM TIL 1949


MONUMENTET VED ØSTERVOLD


MONUMENTET VED ØSTERVOLD 2020


MONUMENTETS FORSIDE 2020


MONUMENTETS BAGSIDE 2020


MINDESTENEN PÅ ASKERØ BÆRER INDSKRIFTEN: "HER HVILER DE FALDENE FRA KAMPDAGEN VED LYNGØER DEN VI. JULI 1812"

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286