FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Christian Julius de Meza

(1792-1865)

Dansk general. Artilleriofficer. Født 14. jan. 1792 i Helsingør som søn af Christian Jacob Theophilius de Meza og dennes første kone Anna Henriette Lund.

I det 16. århundrede var de Meza slægten kommet til Holland fra Portugal, hvorfra jøderne dengang blev fordrevet i stort tal, men slægten stammede oprindeligt fra Spanien.
I 1753 emigrerede Salomon de Meza fra Holland til Danmark og bosatte sig i København. Han var søn af overrabiner Abraham de Meza i Amsterdam. En søn af ham var Christian Jacob Theophilius de Meza, som uddannede sig til læge. Både ham og faderen konverterede til kristendommen. Faderen, der også var læge, skiftede sit fornavn Salomon ud med Frederik.

Christian Julius skulle oprindelig have været læge som sin far og bedstefar. Som 10 årig blev han sendt på kostskolen Bernstorfsminde Seminarium ved Brahetrolleborg på Fyn, hvortil var knyttet en opdragelses- og en pensionsanstalt, indrettet efter den kendte pædagog Pestalozzis principper. Det der i dag svarer til en kostskole.
Her undervistes han, ud over de almindelige skolefag. bl.a. i liberal dannelse betegnet som "sjælekræfternes udvikling". Fagene var fransk, engelsk, fysisk og matematisk geografi, historie mythologi, fysik, antropologi, logik og psykologi. Man kunne vælge tre undervisningslinier. En merkantil, en militær og en videnskabelig.
11 år gammel besluttede hans far at sønnen skulle gå militærvejen.
Hans militære karriere forløb ikke særlig hurtig. Han startede dog allerede sin militære løbebane som 12 årig, da han blev artillerikadet. I 1807 var han med på Københavns vold, da englænderne angreb og bombarderede byen.
Han udnævntes til sekondløjtnant i artillerikorpset 1810, og forrettede tjeneste på Kronborg og det forlyder, at han med begejstring lod de tunge kanoner affyre, når fjendtlige skibe passerede gennem sundet, også selv om de var langt udenfor kanonernes rækkevidde, hvilket indbragte ham en reprimande fra kommandanten, der forbød ham at rutte med krudtet.
Efter Kronborg kom han til Frederiksværk, hvor han traf Elisabeth Birgitte Tscherning der var søster til krigsministeren, oberst Anton Frederik Tscherning og de blev gift. Ægteskabet var barnløst.
Han beordredes som lærer i fædrelandshistorie og militærgeografi ved artilleriinstituttet. I 1821 blev han udnævnt til kaptajn.
Fra 1825-27 tog han på studierejse, der gik gennem Tyskland, Frankrig, Italien, England og Nederlandene. Efter hjemkomsten blev han docent i sprog ved den kgl. militære højskole, hvor han underviste i fransk og tysk. Da han opholdt sig i Paris på studierejsen, så han for første gang et fotografiapparat og blev så begejstret, at han senere fik anskaffet et til den militære højskole. Apparatet befinder sig i dag på Teknisk Museum og er et af de 10 ældste i landet.
Han var ikke særlig vellidt blant eleverne og betragtedes som lidt af en original.
Først i 1842 udnævntes han til major. Det var muligvis fordi han dyrkede sine lyriske musiske og sproglige interesser mere end de militære, at han ikke forfremmedes så hurtigt som hans jævnaldrende officerskammerater. I 1844 blev han forbigået som oberstløjtnant, hvilket skuffede ham så meget, at han ansøgte kongen om at få bevilliget afsked med pension. Chr. VIII svarede:" Vi finde os ej foranledigede til at bevillige den af ham ansøgte afsked"

De Meza var en meget sammensat personlighed, havde mange særheder og var lidt af en hypokonder. Han havde en sygelig angst for at blive forkølet og gik derfor med op til seks kapper uden på hinanden, selv om sommeren. Åbentstående vinduer blev straks lukkede og han gik ikke ind i rum hvor gulvene lige var vaskede og stadig våde. Der var stil og elegance over hjemmet, hvor tjenestefolkene gik i liberi.
Han hadede tobaksrøg og drukkenskab og gik altid tidlig i seng.
Modsat andre af datidens officerer, havde han styr på sine økonimiske forhold.
Han havde en kunstnerisk åre og komponerede bl.a. musik og tegnede. Han komponerede bl.a. Hurtigmarch for Infanteriet (1852), Kong Frederik VII's March (1860), Minnas March (1862), Tappenstreg (1856), De Danske Jægeres Galop og Militærgalop.
Han kunne til tider finde på at tegne små blomsterkranse på officielle dokumenter.
Hans yndlingspåklædning indendørs var en tyk slåbrok, tyrkisk fez og sutsko. En af hans officerer beskrev ham således:" Med sin ranglede, lange, magre skikkelse i en snævert sluttende, helt op til halsen knappede frakke, sit stive, høje halsbind, sin spidst tilløbende, chakotlignende felthue og sine par små hår under hvert næsebor, var han en sand, moderniseret Don Quixote".

De Meza

Hans politiske indstilling var, at Holsten skulle ud af det tyske forbund, så Danmarks grænse kom til at ligge ved Elben.
Ved krigsudbruddet i marts 1848, tvivlede man meget på, om den nu 56 årige major kunne klare feltlivet, men her tog man fejl.
Den 1. juni fik han endelig udnævnelsen til oberstløjtnant og få måneder efter blev han forfremmet til oberst og blev chef for en fodfolksbrigade. Han udmærkede sig ved at udvise stor dristighed og mod. Da danskerne måtte trække sig tilbage for den store overmagt, holdt han en afdeling af de tyske forbundstropper bundet ved flankestillingen på Als og Sundeved, medens general Rye trak resten af forbundshæren efter sig op genem Jylland, og resten af den danske hær stod på Fyn og i Fredericia.
Ved en krigslist, og måske også fordi tyskerne ikke kæmpede for deres egen sag, lykkedes det overgeneral Bülow at få både de Mezas og Ryes tropper trukket til Fredericia pr. skib, så man under udfaldet kun havde slesvig-holstenerne at kæmpe imod. Under udfaldet ledede han avantgarden, der rykkede ud mod Egum. Han red selv med i forreste linie på sin yndligshest Perle, for at opmuntre sine soldater. Den ellers hypokondre officer var så optaget af kampene, at han først næste dag opdagede, at en kugle havde ramt hans sabelskedes dupsko og en anden var gået gennem hans frakkeskøde.
Hesten blev også såret men kom sig.
I Fredericia udnævntes de Meza til generalmajor. I 1850 måtte han gennemgå en blæreoperation og måtte sygemelde sig, ellers var han sandsynligvis allerede dengang blevet udnævnt til overgeneral.
Han fulgte med overkommandoen i slaget ved Isted selv om han stadig var sygemeldt men sad, på trods af det på sin hest i 17 timer. Den 25. juli noterede han i sin dagbog:" Morgenen lummer. Op ad dagen regnvejr, der gjorde egnen overskuelig." Da Schleppegrell faldt, overtog han kommandoen over hans 2. division. Her blev hans hest Perle, som bar ham under fredericiaslaget, så hårdt såret, at den måtte aflives. Efter slaget købte han den faldne Læssøes hest for 154 Rdl., en høj pris, men den blev aldrig nogen fuldgod erstatning for Perle.
i 1851 blev han inspektør for artilleriet og fra 1858-63 var kan kommanderende general for 2. generalkommando, der omfattede Fyn, Jylland og Slesvig, med hovedkvarter i Flensborg. Han var samtidig formand for kommisionen om rigets befæstningsvæsen, hvis arbejde hovedsageligt var koncenterert om befæstningerne Danevirke, Dybbøl og Fredericia.

Da det igen trak op til krig, udnævntes de Meza, til manges overraskelse, 9. januar 1864, fem dage før han fyldte 72 år, til overgeneral.
Den første, og eneste gang han inspicerede dannevirkestillingen, holdt han, af frygt for at få kold luft i lungerne, læberne fast sammenpressede under hele turen og svarede derfor heller ikke på sine generalers spørgsmål, men vendte pludselig sin hest, medens han fik beskrevet en af stillingens svage punkter, og red hjem i kvarter fordi han frøs.
Han måtte personlig tage ansvaret for Danevirkes rømning 5. februar 1864, hvor en enig stab stod bag hans, set med eftertidens øjne, rigtige beslutning, men den danske befolkning blev voldsomt rystet og betragtede ham som en kujon.
Han faldt da også som offer for folkestemningen og afskedigedes 28. februar 1864. Først efter sin død fik han oprejsning.
Da hans kone døde, deltog han, af ukendte årsager, ikke i hendes begravelse.
Christian Julius de Meza døde uden forudgående sygdom den 16. september 1865 i København, og begravedes på Garnisons Kirkegård.


DE MEZA MEDALJE

IDSTED 25. JULI 1850
DE MEZA
HVOR FAREN VAR DER VAR DE MEZA MED
SELV DA DET HAM PÅ KRAFTEN BRISTED
HAN NEPPE KARSK DOG FLØI AFSTED
OG SEIREN FJENDENS HAAND FRAVRISTED


De Meza brigade under udfaldet fra Fredericia



Hjemmeside for Mezaslægten

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286