CAROLINELUND MØLLE - HAVNEMØLLEN

I 1830 opførtes en hollændervindmølle på Færøs bastion som kaldtes Carolinelund Mølle efter anlægget Carolinelund lige ved siden af.
Møllen opførtes af et konsortium bestående af lodsoldermand Thøger Brøchner, jøde og garveriejer Abraham Carl Wulff og gæstgiver Peder Mortensen Hyrup.
gæstgiveren er en søn af ejeren af stubmøllen Morten Hyrup, løste i 1810 borgerskab som møller. Han driver formentlig møllen i starten men ansætter senere Peter Leck som forpagter. Han køber møllen i 1837 og løser samme år borgerskab som møller.
Peter Leck var født i Flensborg i 1810 og familienavnet stammer formentlig fra den lille by Leck ikke så langt fra Flensborg.
Ved siden af vindmøllen lå en kværnbygning, hvor kværnen blev trukket af en hestegang, så der også kunne males korn ved vindstille. Senere erstattede en dampmaskine hestekværnen.
I 1870 døde Peter Leck efter nogen tids sygdom og enken overtog møllen som uskiftet bo. Hendes laugværge under skiftet var svigersønnen premierløjtnant Otto Vilhelm Fischer.
I 1871 købte han møllevirksomheden af svigermoderen og fik dermed både den og sin militære karriere at passe.

O. V. Fischer

Da Otto Vilhelm Fischer i 1880 udnævntes til kaptajn og kompagnichef, valgte han at sælge møllen til møller Jessen fra Mølholm Mølle ved Vejle for 48.000 kr.
Jessens ejerskab bliver dog kort, og allerede 3/8 1883 købte Fischer møllen tilbage for 42.500 kr.
I mellemtiden havde møllen lidt et haveri da en møllevinge blev revet af i en storm.
Fire år efter, den 10. juni 1887 brændte møllen ned, men blev genopbygget delvist for forsikringssummen, som dog ikke kunne dække alle udgifter i forbindelse med branden, så Ficher led et ikke ubetydeligt tab.

Fredericia Dagblad 10/6 1887

ILDLØS
»I går middags kl. hen ad 1 udbrød en heftig ildløs i »Karolinelund«s mølle ved havnen, tilhørende kaptajn Fischer, samt i det dermed i forbindelse stående høvle- og savværk, tilhørende d'hrr. Valeur og Comp.
Ilden opdagedes af fyrbøderen ved dampmaskinen kl. ca. 12.00 og allerede kl. 1 var bygningerne med undtagelse af våningshuset således omspændt af luerne, at de ikke stod til at redde.
Sprøjternes opgave måtte derfor indskrænkes til så vidt muligt at begrænse ilden og hovedsagelig til at hindre denne i at angribe Christiansholms fabrikkers i umiddelbar nærhed liggende store koksoplag, hvilket også lykkedes.
Om ildens opkomst vides intet med sikkerhed, men sandsynligt er det, at den er opstået fra fyret under dampkedlen, hvori der om formiddagen som brændsel til dels var benyttet savsmuld. Den stærke storm af VNV, der rasede i går hele dagen, kan mulig have ført nogle gnister af det let bevægelige emne over i det rigelig forhåndenværende letfængelige materiale og derved bevirket antændelsen.
Ved brandens begyndelse var der en begrundet frygt for en eksplosion af dampkedlen, der befandt sig midt i det værste flammehav. En sådan ville utvivlsomt have afstedkommet en uberegnelig ulykke, men heldigvis fandt den ikke sted, dels på grund af tilfældige omstændigheder og dels hovedsagelig som følge af, at kedlen var forsynet med selvvirkende sikkerhedsventil.
Af maskiner og inventar brændte alt, hvorimod det lykkedes i sidste øjeblik at redde kreaturerne.
Såvel de nedbrændte bygninger som delvis inventaret var forsikret de første for ca. 41.000 kr. men desuagtet skal ejerne lide et betydeligt tab ved branden.«

Georg Brøchner-Mortensen, skriver i sin bog »Vores gade« om branden:
» ... til Havnemøllens brand knytter sig den særlige omstændighed, at fru Fischer, da der var fare for, at den brændende mølle skulle styrte ned over huset, pludselig fik sin førlighed og kunne gå, skønt hun i lang tid havde ligget som lam i sin seng i det lange lave beboelseshus ved siden af møllen."

Mølleriet fungerede både med vindkraft og, i vindstille perioder, ved hjælp af en dampmaskine, og man mente at branden var opstået ved fyret til dampkedelen, hvori der var blevet fyret med savsmuld.
Havnemøller Fischer købte også Nymølle ved Middelfart og satte sin ældste søn Otto Peder Leck Fischer ind som bestyrer.
Otto blev gift den 23/5 1896 i Middelfart kirke med Marie Jacobine Hansen, datter af skomager Jens Hansen og Sophie Amalie Blankholm, født den 21/8 1872 i Middelfart, og døbt den 22/9 1872 i Middelfart Kirke.
Den 24. juni 1895 druknede Fischer. Under en sejltur over bæltet for at besøge Nymølle forulykkede sejljollen med Fischer og styrmand Søndergaard i Stibbugten da jollen vandfyldes af en kraftig sø og den synker. Søndergård kæmper sig ind til land og reddes i sidste øjeblik af en fisker, medens Fischer er forsvundet i den høje sø og hans lig findes først den 19. jul tæt ved hvor man fandt den sunkne båd..
Hans kone arvede møllen ved at betale prioritetsgælden på 60.000 kr. Sparekassen havde en tilgodehavende pantgæld på godt 30.000 som ikke kunne indfries og begærer møllen konkurs.
Den kom på tvangsauktion 26/2 1897, og 8/3 1897 fik møller Ludvig Vilhelm Nielsen overdraget møllen som pantudlæg da han havde købt fordringen af sparekassen.
Det lykkedes ikke for Nielsen at få møllen bragt på fode selv om han etablerede et bagere i tilknytning til møllen. Få år efter må han give op.
Konkursboet får tilladelse til at grunden opdeles i tre matrikler der sælges hver for sig.

N. P. PETERSEN

AXEL PETERSEN

Mølleejendommen med maskineri, overtages af møllebygger Niels Peter Pedersen for 28.000, og han omdøber møllen til Havnemøllen. Pedersen fik møllen moderniseret og udvidet og i 1926 forsvandt den gamle møllebygning, der da for længst havde mistet sine vinger. I oktober samme år år nedbrændte møllen for anden gang, sammen med bl.a en silo af træ fyldt med korn i et mægtigt bål der kunne ses videnom.

Mølleejer Axel Pedersen fortæller følgende om sin far og møllen i forbindelse med 75 års jubilæet i 1976:
Havnemøllen i Fredericia var noget af en rotterede da min far, møllebygger N. P. Petersen fra Ribe købte den i 1901. I to år havde virksomheden ligget stille, og til sidst blev den overtaget af Fredericia Bank. Til møllen hørte en stor hollandsk vindmølle og et bageri, og da far overtog den, indså han straks, at det var bagerne han kunne satse på. Derfor nedlagde han bageriet og satte møllen i sving.
Der var den gang tre møller i Fredericia, så konkurrencen var stor.
De første år var svære at komme igennem.
Den daglige rutine var op om morgenen kl. 3, derefter ud til bagerne, hjem ved 7 tiden for at male mel. Mor hjalp til. I det hele taget var mine forældre meget flittige, men det gik langsomt fremad.
I 1926 nedbrændte møllen totalt. Jeg var soldat på det tidspunkt. Det var hårdt at komme hjem og se alle ens drengedrømme som en ruinhob.

Fredericia Dagblad 1/10 1926

STOR BRAND I FREDERICIA I AFTES
Et vældigt bål i »byens brandfarlige hjørne« Ved 7-tiden opdagedes ild i Havnemøllen, og i løbet af et par timer nedbrændte det store kompleks

Store værdier lagt øde
Et dansk filmselskab reklamerede for nogle år siden med en møllebrand.
Men virkeligheden overgår både film og romaner. Fredericianerne opdagede det i aftes, da de var til brand. Havnemøllen stod i lys lue, og det var et bål så mægtigt, som man heldigvis sjældent har set det her i byen.
Møllens nuværende ejer, hr. P. Petersen, der som bekendt for nylig fejrede 25-års jubilæum som leder af møllen, har gennem de forløbne 25 år moderniseret denne betydeligt. Møllevingerne er for længst forsvundne, og i stedet var installeret et kostbart og moderne maskineri, ligesom der var bygget en praktisk silo, hvorved forretningen svarede til nutidens fordringer.
I aftes blev alt dette lagt øde.
Ilden opdagedes lidt over klokken syv. Nogle unge mennesker på sportspladsen, deriblandt målmand Bauer, så at der trængte røg ud fra møllen, og løb straks derned. De forsøgte fra selve møllen at alarmere politi og brandvæsen. Men uden held. Telefonen var (vel nok på grund af branden) ude af funktion. De løb så over til direktør Carl Jørgensen, A/S Fredericia Trælasthandel, og herfra skete alarmeringen, ligesom møller P. Petersen, der opholdt sig i sit hjem, villa »Møllerbo«, blev underrettet.

Brandvæsnet mødte meget hurtigt, siger direktør Carl Jørgensen til os. Mandskab og materiel var til stede med en overordentlig præcision. Brandvæsnet under ledelse af brandinspektør Bardram havde alt disponibelt mandskab fremme, nemlig 4 officerer og 25 mand, og materiel lige fra den store, røde brandbil og stigevogn til Ellehammersprøjten. 8 strålerør kom i virksomhed. Hertil kom senere Svovlsyrefabrikkens motorsprøjte.

Møllen var et meget brandfarligt kompleks.
Foruden selve den ca. 39 år gamle hovedbygning, hvori det egentlige mølleri fandtes, var der beboelseslejligheder samt kontorlokaler mod øst og vest, og bag ude var der maskinhus samt silo med et stort, brandfarligt lager.

I siloen var der plads til 1700 tdr. korn.
Et sådant sted er ilden meget vanskelig at bekæmpe. Den får alt for let luft og træværket giver rigelig næring.
Den brændende møllebygning frembød et storslået skue, da ildhavet var på sit højeste. Vi har nok haft større brande her i byen end den i aftes, men aldrig før set en fakkel af tilsvarende størrelse. Thi møllen lyste som en fakkel, der kunne ses viden om.
Efterhånden som træ- og spånbelægningen ødelagdes af ilden, kom selve den store trækonstruktion til at stå som en mægtig silhuet den mørke efterårsaften, og branden fremkaldte en imponerende ildregn i nordøstlig retning ind over byen. Og det var ikke almindelige gnister, men store, brændende spånflager, der fløj over kvarteret, ikke mindst over Trælasthandelens lagerplads og direktør Carl Jørgensens villa.
En tid var der overhængende fare for en videre udbredelse af ilden; men faren blev afværget ved, at bygningerne og trælageret blev sat under en stadig bestråling fra vandslangerne. Heldigvis var vinden kun svag. En storm kunne have fremkaldt en mægtig katastrofe.

Også i havnen var der en tid fare. Havnefoged Schmidt, der straks blev alarmeret, gav ordre til at flytte de mest udsatte skibe, og fiskerne bjergede sejl og net, ligesom de forblev i deres fartøjer til faren var overstået.
Der skete en enkelt kortslutning med de elektriske ledninger under slukningsarbejdet. Ledningerne blev iøvrigt hen på aftenen afbrudt af mandskabet fra elektricitetsværket.
Møllens vindfløj holdt sig tappert til kl. 8 ½. Så styrtede den ned i selve mølleriet. Samtidig brød ilden ud i beboelsesbygningen mod vest, og lidt efter blev det samme tilfældet i beboelsen i den modsatte side.
Skorstenen her styrtede ned med et brag, der gav genlyd.
De to familier, der boede på møllen, nemlig chauffør Hansen og Andr. Hansen, der tidligere har arbejdet i møllen, men nu er ansat på Blodmøllen, nåede at få reddet de fleste af deres ejendele, men ikke alt.

Møllens ejer.
I trængslen omkring brandstedet træffer vi møllens ejer, der med sorg i blikket ser mange års arbejde lagt i grus.
På vort spørgsmål om årsagen til branden må han svare, at han intet ved.
Jeg deltog i eftermiddag i et menighedsrådsmøde på Rådhuset og cyklede efter mødet forbi møllen. Da der imidlertid var lukket (klokken var da over 6), fortsatte jeg hjem. Her blev da klokken godt 7 telefoneret til mig, at møllen brændte.

De har kostet meget på møllen?
Ja, den er blevet moderniseret. Der er jo bygget silo og valsemølleri med dieselmotor, og der var anskaffet ny maskiner.
Hvor meget assurancen andrager, husker jeg ikke nu; men det er givet, at branden medfører et stort tab. Lagerets værdi var mindst 30-40.000 kr.

Møllens bøger blev reddet...
Hvis alt var gået, som jeg havde tænkt mig, skulle selve møllehatten have været erstattet af et fladt tag med en flagstang.

Politiet foretager afhøringer
Statspolitiet har i dagens løb foretaget en række afhøringer angående brandens årsag.
Det synes konstateret, at ilden stammer fra elevatoren, der er løbet varm, hvorved noget melstøv er blevet antændt.

Jeg var eneste søn og kan ikke mindes, at der nogen sinde har været diskussion om, hvad jeg skulle uddannes til. Det har altid været en given ting, at jeg med tiden skulle overtage virksomheden, og så snart jeg var færdig med skolen i 1922. kom jeg i lære på møllen.
Men møllen blev naturligvis bygget op igen. Far tog til Tyskland sammen med møllebygger Dupont, for at se på maskiner. Jeg har senere fået at vide at han genopbyggede møllen hovedsageligt for min skyld.
Jeg havde et strålende samarbejde med min far. Han var ganske enestående til at uddanne mig. Han hjalp og støttede mig på alle måder, og efterhånden som tiden gik, og jeg kom med mere avancerede forslag og ideer, gik han næsten med på alt. Lige til sin død i 1951 kom han på møllen hver dag og fulgte udviklingen.
I 1927 stod møllen genrejst som en moderne rugmølle. Hvedemel blev importeret fra Amerika. I slutningen af året begyndte vi at male rug og halvsigtemel, og på et tidspunkt solgte vi også foderkorn til grise og heste. Denne handel blev nedlagt i løbet af 1930'erne.
På en studierejse til Tyskland 1928-30 fik jeg vældig mod på at formale hvede, og det blev mit lønlige håb, engang at bygge en hvedemølle i Fredericia, men tiderne var ikke til det.
Der var landbrugskrise og kornet var nede i vanvittige priser. F.eks. kostede 100 kg. rug kun 4,50kr. Der var tab og depressioner over det hele.
Vi kom gennem krisen, bl.a. som følge af, at vi fik oparbejdet en produktion af foder til kyllinger og høns. Vi forsøgte med alle midler at få større beskæftigelse og bedre indtjening.
Da krigen brød ud i 1940, var den værste depression overstået og vi koncentrerede os igen om rugmelsproduktionen.
I 1942 stod et nyt pakhus færdig på Vesthavnen, og det lejede vi med henblik på at indrette et korntørringsanlæg, der fungerede til efter krigen og blev en god forretning.
I de sidste krigsår arbejdede jeg stadig med min skjulte drøm om at få stablet en hvedemølle på benene. Fader gik straks ind for ideen og vi indkøbte maskiner i Schweitz, men så opstod der nye problemer, da vi skulle gennem valutacentralen.
De andre møller i Danmark mente ikke, at der var behov for endnu en mølle, og det var der egentlig heller ikke. Maskinerne kom i hvert fald ikke ind i landet, men jeg tabte ikke modet. I stedet blev maskinerne købt på den daværende Horsens Havnemølle.
Omkring 1. juni 1944 skulle byggeriet starte, men så måtte jeg forsvinde. Jeg blev taget af tyskerne og anbragt i Frøslevlejren. Min far, Gorm Pedersen, og møllermester Christensen gjorde et fint stykke arbejde og byggede møllen på trods af vanskeligheder med at skaffe håndværkere og materialer.
1. april 1945 begyndte hvedemøllen at male. Vi kunne klare 8 tønder i timen. Jeg kom hjem efter 4. maj, og så tog vi for alvor fat med at få vort hvedemel indarbejdet på markedet. Det gik pænt, omend langsomt fremad. Vi fik dog konsolideret os, og møllen kom på både 16 og 24 timers drift.
Da vi begyndte at planlægge salget af hvedemel, kunne vi enten prøve at sælge gennem grossister eller direkte til bagerne. Vi valgte den sidste fremgangsmåde, og Gorm Pedersen og jeg tog fat på cykel og senere bil med Fredericia som trinbrædt og gik videre og videre ud i Jylland og på Fyn.
Siden den tid har vi gennemgået en rivende udvikling. Vi har haft held til at sætte salget i vejret ved hjælp af meget dygtige repræsentanter. Vi har overtaget forskellige møller og alt har nødvendiggjort stadige udvidelser og rationaliseringer her i Fredericia. Der er praktisk talt ikke gået et år uden byggeprojekter.
Havnemøllen, der i 1976 beskæftiger 250 mand, vil dette år nå op på en omsætning på 250 mil. kr.
Produktionen ligger på 175.000 tons formalet korn.
For nogle år siden var virksomhedens aktiekapital 2.1 mil. kr, men så besluttede familien at udvide til 12 mil. kr. og samtidig sælge 50 % af aktierne til C. W. Obel.
Da produktionen var på sit højeste var der 500 ansatte.
Produktionen lukkedes gradvist ned omkring 2005 og flyttedes til Vejle og i 2006 forsvandt havnemøllen for stedse, da de bygninger der havde rummet mølleriet og de høje betonsiloer blev nedrevet.

Niels Peter Petersen blev født på Skrillinge mark 8/4 1873 og døbt i Kauslunde kirke 18/5.
Han var søn af møllebygger Rasmus Jørgen Petersen og Karen Kirstine Nielsen.
Han var gift med Hanne Sofie Jacobsen, født 8/12 1872 i Brøns som datter af møller Lydik Jacobsen og hustru Hanne Sophie Lautrup. Hun døde 13/6 1946 og begravedes på Trinitatis kirkegård 17/6.
Han døde 26/7 1951 og begravedes 30/7 på Trinitatis kirkegård.

Axel Petersen blev født i havnemøllen 16/3 1906 og døbt 16/4 i Trinitatis kirke. Han tog preliminæreksamen fra Markholt Olesens realskole og efter læretiden hos sin far aftjente han værnepligten i Livgarden, og sluttede som Løjtnant. Herefter var han på studietur i Tyskland på forskellige møller, bl.a. i Braunschweig.
Under besættelsen gik han ind i modstandskampen og blev byleder i Fredericia. Han var også med til at modtage nedkastninger fra luften. I slutningen af krigen blev han taget af Gestapo og indsat i Frøslevlejren, men undgik at komme i tysk koncentrationslejr.
Han kom i byrådet for de konservative 1/4 1950 og sad her i 19 år som leder af gruppen og i perioder viceborgmester.
Han trådte i 1948 i ind i firmaet og overtog det helt da faderen døde 26/7 1951. Han omdannede det derefter til et aktieselskab med 700.000 kr. i aktiekapital.
I 1976 skiftede firmaet navn til "Havnemøllerne Fredericia, Odense, København A/S".
1977 fratrådte Axel Petersen som direktør men fortsatte i bestyrelsen som formand og kommiteret for direktionen, hvori sad sønnen Hans Christian Petersen og Henning Uth i Odense.
Hans kone Hanne døde i 1981. Senere levede han sammen med Tove Garm i boligen på Alkevej 7.
Selv døde han 28/12 1994. 88 år gammel. Han efterlod sig to drenge og en pige.