FREDERICIAS KIRKEHISTORIE

Kirkeklokken blev oprindelig støbt af P. P. Heilstrup i Randers i 1861. I 1929 blev den omstøbt af De Smithske støberier i Aalborg og måler 73,5 cm. i diameter.
Klokken bærer indskriften: "TIL DIN PRIS HERRE LAD MIG LYDE OG MANGE TIL DIT HUS INDBYDE".
Den indviedes 22/4 1930 af sognepræsten pastor Riis, der velsignede den som indledning til gudstjenesten.
Omstøbningen blev bekostet af Gyde Andersen Gydesen og hustru Ingeborg Gydesen fra Kongstedgaard.

Den gamle præstegård

Den forrige præstegård i Bredstrup. Da Bredstrup og Pjedsted blev et pastorat i 26 okt. 1979 havde man opført en ny, og det bevirkede, at præstegården i Pjedsted blev solgt og den fælles præst fik bolig i Bredstrup.

Gravsten

  

  

  

På kirkegården er rejst en gravhøj af den daværende kirkeejer Hans Buhl, født 5. januar 1751. Han blev byfoged i Fredericia 1780 og to år senere rådmand. Fra 1804 justitsråd og fra 1809 borgmester.
Fra 1805 blev det forbudt at blive begravet inde i kirkerne, og da hans kone døde i 1806, og derfor ikke kunne begraves i kirken, opførte han i stedet gravhøjen ude på kirkegården.
Ved Skøde af 12. Febr. 1787 køber Jochum Reimer Fenger, residerende Kapellan til St. Michaelis menighed i Fredericia og annexet Erritsø, Erritsø kirke med sammes »rettigheder og herligheder« af Cathrina Sophia Pedersdatter Clod, »afgangne« Provst Bergendahls enke, ved hendes lavværge, rådmand og byfoged Hans Buhl i Fredericia, for 5.500 Rigsdaler og i 1798 købte han desuden Erritsø annexpræstegård, som broderen Poul Fenger arvede og solgte 1828 til slægten Lassen, der stadig (2005) ejer gården.
Ved Skiftet imellem Jochum Reimer Fengers myndige avinger, bliver Erritsø kirke 27. Febr. 1817 udlagt hans broder og medarving Poul Fenger, sognepræst til Bredstrup, for 20.000 rigsdl. navneværdi.
Den 30. Juni 1852 skødes Erritsø kirke efter afdøde præsteenke, madame Cathrina Dorthea Fenger, f. Buhl, til kæmner og mølleejer Jens Glerup Valeur i Fredericia for 8.500 Rigsdl.

Hans Buhl havde 6 børn med sin kone Mette Dorothea født Thomsen. Den mest kendte er søhelten Peder Buhl, der faldt ombord på fregatten Najaden ved Lyngør i Norge, under et søslag med den engelske flåde 6. juli 1812 og hvis mindesmærke står i Fredericia ved Østervold. Mette Dorothea var født 28. september 1850 og døde 25 november 1806. Hans Buhl døde 5. april 1814 og bisattes fra Sct. Michaelis kirke og blev derfra ført til Bredstrup kirkegård og nedsat i højen. På vejen eskortereds kisten af Kronprinsens ridende korps fra Fredericia.
Hans Buhl ejede også den jord som spanggård senere blev bygget på. Han opførte gården på den nordøstlige hjørne af Jyllandsgade og Vendersgade i Fredericia, hvor der i dag er Materialhandel.
Familien Buhl og Fenger ejede kirken indtil 1919, hvor kirken overgik til selveje.
I ældre tider sagde man, at Bredstrup Kirke var blevet bygget på et gudehov. Her havde man ofret til Odin og Thor som tak for et godt overgangssted for folk og dyr over vadestedet gennem den vandrige og voldsomme strøm, der dengang løb gennem Elbodalen. Man sagde også, at den nuværende kirke skulle være opført af biskop Absalon, der dog måtte afbryde sit arbejde, fordi han skulle på vendertogt!

Krigergraven

På gravsted nr. 90 står 2 jernkors fra treårskrigen. (9.66219° V -55.58927° N)
Det venstre har følgende inskription

Her nedlagdes støvet af Ole Jensen Født 20 juni 1823 Såret i slaget ved Idsted 25. juli 1850 død på lazarettet i Fredericia 9. august 1851 Han døde med Gud for konge og fædreland På pladen under korset står: I kampens ild han mødte uforsagt da det gjaldt for Danmarks ret og strid fra Idstedslaget blev han saaret bragt og meget han siden maatte lide til øjet brast og nu i tause muld hans matte legem finde roligheden Tilbage her vi stande haabefuld at skue ham hos Gud i evigheden Medborgere i Bredstrup satte mindet.

På korset til højre som er halv dækket af bevoksning står:

Knud Schøtt Deichmann Bruun Født på Ormholt i Jylland den 13. januar 1829 Faldt som frivillig ved 11 bataillon den 13 maj 1849 Han var sin gud og konge tro.

Fra
LANDSBYSPILLEMANDENS MINDER
fortalt af
Abraham Deleuran
til
Marius Hansen
Trykt i Vejle Amts Årbøger 1933

Som jeg før har omtalt, boede min ene musikkollega i Bredstrup. Han var eneste søn af en landsbymusiker, der kunne spille lidt til husbehov. Hans navn var Jens Mikkelsen, og hans kone hed Ane. Hun var kogekone og havde ord for at være meget proper og meget dygtig. Jens og Ane fulgtes ofte ad til små gilder i gårdene, hvor Jens spillede og Ane kogte.
Deres søn var, som nævnt, Rasmus Jensen, der var født i 1840.
Som dreng gik han i skole i Bredstrup hos den dygtige lærer Hjort, der tillige var meget musikalsk. Da Rasmus gik hjemme hos forældrene, gik han læreren til hånde med, hvad han kunne, og til gengæld lærte læreren ham noder og violinspil. Rasmus sagde ofte til mig:» Du kan tro, han var en streng lærer, og jeg var mange gange ved at blive forknyt, men hans frue var et herligt menneske, og hun sagde ofte til Hjort: » Nu må du ikke være for hård ved lille Rasmus«. Så fik jeg mod igen. Han lærte også musikken til gavns. Siden som voksen lærte han som rokkedrejer. Han var en god fortæller og fortalte ofte om sine oplevelser i Bredstrup. I begyndelsen af 1860'erne var pastor Fris præst i Bredstrup. lærer og kirkesanger var J. P. Barsøe. pastor Fris, der var en stor elsker af orgelspil, spurgte en dag Rasmus, om han kunne påtage sig at spille orgel i kirken, hvis de fik et sådant. Rasmus undslog sig; men da Trinitatis kirke i Fredericia nogen tid efter fik et nyt orgel foræret af kong Frederik den syvende, så købte pastor Fris sammen med kirkeejeren Fenger, 4 spil af det gamle, som blev gjort i stand og kom i brug i Bredstrup kirke, og Rasmus blev organist. Graveren, Niels Jørgensen, der gik under navnet »a sej skreje«, blev antaget som bælgetræder, noget, han syntes var en mageløs ære.
Rasmus og Niels arbejdede godt sammen i 11 år, så var det forbi. De gamle træpiber kunne ikke mere, de var så ormstukne og rådne, at orgelet ikke kunne gøres i stand, og det hele blev da solgt for næsten ingenting ved en lille rask auktion i 1878. Jeg var tilfældigvis den dag i besøg hos Rasmus, og jeg så og hørte, hvorledes byens drenge løb med orgelpiberne og blæste i dem, så det var en lyst. En tid efter blev der indsat et nyt orgel i kirken, som spillede af læreren i Kongsted. Om pastor Fris fortalte Rasmus Jensen, at han var meget imødekommende over for folk, der ville giftes, selv om de var kommen på »gale veje«. Det hed sig almindeligvis: »Enhver kan blive viet i Bredstrup kirke.« Det er da også sket i min tid, at et par af mine bekendte ved aftenstid sejlede op ad Lillestrand for at blive viet af pastor Fris, men der var dog grænser for hans velvilje.

En søndag efter endt gudstjeneste fortæller Rasmus Jensen fulgtes vi, d. v. s. præsten, degnen, organisten og bælgetræderen, ad henimod kirkegårdens udgang. Da mødte et ungt menneske frem. Han hilser ærbødigt på præsten og spørger, om han må tale med.ham. pastor Fris svarer ja og spørger. Hvad vil de mig? Ja, han ville gerne forespørge, om han kunne få bryllup i kirken på søndag. Præsten svarer imødekommende. Karlen siger tak og spørger igen, om det kan lade sig gøre at blive fri for brudemænd og brudekoner. »Ja,« siger præsten, »det kan de nok, men så skal de møde og vies, mens menigheden er i kirken, så kan jeg tage de fornødne vidner der.«
Den ordning passer karlen godt. Præstens venlige imødekommenhed giver ham mod til et nyt spørgsmål: »Det kan vel ikke tillades, hr. pastor, at pigen bliver hjemme?« Præsten ser på karlen og spørger: »Hvorfor skulle hun det?« »Jo, siger karlen, »Fordi hun er ikke rigtig tjenlig til at komme i kirke !« Det var dog pastor Fris for meget, og han siger med stor myndighed: »Nej, det går min salighed ikke, til hvem skulle jeg så vie dem på bryllupsdagen. « Og bondekarlen måtte møde med sin pige, som hun var.