FREDERICIAS KIRKEHISTORIE

HISTORIEN OM KIRKERNE I FREDERICIA KOMMUNE

af Erik F. Rønnebech 2005

ERRITSØS ANDEN KIRKE
Erritsø sogn, Fredericia provsti, Elbo herred, Vejle amt

Farvefotos © Erik F. Rønnebech 2005

BILLEDINDEX  


FØR MUSEN OVER KIRKEN


Forhistorien

Efter reformationen i 1536, hvor man gik fra katolisisme til protestantisme, blev Erritsø annekssogn til Taulov. I 1650 begyndte man at anlægge Fredericia fæstning. I fæstningsbyen opførtes 2 kirker, en tysk (Sct. Michaelis) og en dansk (Trinitatis). Da Michaelis kirke var færdig blev der udsendt et kgl. reskript af 7. december 1665 som lagde Erritsø sogn ind under tyske kirke som annexsogn. Overgangen skulle dog først ske når præsten i Taulov døde, hvilket han gjorde 2 år senere. Herefter skulle sognet betjenes af Michaelis kirkes præster. Der ansattes i den forbindelse en sognekapellan der fortrinsvis skulle betjene Erritsø. 29/1 1735 blev sognekapellanen sognepræstbestyrer for sognet til kapellaniet ophævedes i 1803 og erstattedes af såkaldte kateketer, der også havde til opgave at undervise skolebørnene hovedsagelig i religion med Luthers katekismus som lærebog. Erritsø kirke var privatejet. Ejerne fandt den gamle middelalderkirke for forfalden til at det kunne betale sig at reparere mere på den og rev den ned, og i 1899 kunne man indvie en ny kirke bygget på den gamle kirkes sokkel.
I 1915 blev oprettet et residerende kapellani ved de to kirker. Den 1. oktober 1940 fik Erritsø egen kaldskapellan, som skulle bo i sognet, og der måtte anskaffes en bolig til ham (Villa Solhjem). Først i 1957 blev sognet adskilt fra Michaelis som et selvstændigt sogn med egen sognepræst.


Kirkeejere

I begyndelsen var det kongen der ejede kirken. For at få penge til dens vedligeholdelse pålagdes bønderne helt tilbage i 1100 tallet at betale en årlig skat på 10% af ders indkomst til kirken.
Skatten kaldtes tiende. Tienden kunne både bestå af naturalier som f.eks. korn så kirken skulle have 1/10 af den korn man høstede, senere også i form af pengeydelser. Tienden var i starten delt i tre dele til 1) Kirketiende, 2) præstetiende og 3) biskoptiende.
Biskoptienden blev ved reformationen inddraget til fordel for kongen og kaldtes herefter kongetiende.
I 1681 befalede kongen, at alle kirker i Jylland skulle give en rigsdaler til Erritsø kirkes renovering. Det kunne tyde på, at ikke alle tiendepengene fra bønderne i Erritsø blev brugt til kirkens vedligeholdelse. Erritsø var et rigt sogn med gode gårde og fede jorder så tienden skulle rigeligt kunne række til.
Kongens ejerskab sluttede i 1766 og koldinghus rytterdistrikts krongods incl. kirkerne blev solgt ved en auktion i 1767.
Den der havde retten til kirketiendet var også pligtig til at vedligeholde kirken. Derfor fæstede kongen kirken ud. Fæsteren eller fæsterne forpligtigede sig til at holde kirken i forsvarlig stand for til gengæld at kunne indkassere tienden. Tienden kunne også helt eller delvist betales ved at udføre arbejde på kirken.
Den 3. februar 1672 fik Michel Sørensen kirken i fæste på livstid og havde det til han døde i 1715. Bymændende ansøgte derefter biskoppen om at måtte overtage fæstet. De skulle så forpligte sig til at vedligeholde kirken men slap så til gengæld for at betale tiende.
Overauditør Søren Hansen Seidelin i Fredericia (1705-1798) fik 5/8 1766 kgl. skøde på kirken, da han købte Erritsø kirke og flere andre ved krongodsauktionerne og dermed fik retten til at opkræve tiende.
Prisen var 26.923 rigsdaler og 58 skilling. Samme år fik kirken en ny klokke.
1778 købte provst og sognepræst i Sct. Michaelis og Erritsø, Jens Jensen Bergendal kirken. Han døde 6. januar 1787, i en alder af 59 år, og 7 mdr. og begravedes 15/1 1757 inde i Michaelis kirkes gulv under de tillukkede stoles mur. Han blev født 5. august 1727 og kaldet som præst ved Sct. Michaelis og Erritzøe Annex i 1764.
12 februar 1787 solgte hans enke, Cathrina Sophia Petersdatter Clod, ved sin laugværge rådmand og byfoged Buhl i Fredericia, kirken med rettigheder og herligheder til residerende kapelan i Sct. Michaelis og Erritsø annex, Jochum Reimer Fenger for 5.500 rigsdaler. I 1798 købte han endvidere Annexgården, der tidligere tilhørte Ribe stift, der forpagtede den ud, så forpagtningsafgiften kunne bidrage til præstens løn.
27 februar 1852 arvede hans bror Poul Fenger der var sognepræst i Bredstrup og Kongsted, kirken. Den værdisættes da til 20.000 rigsdaler navneværdi.
Da han døde i 1827, blev hans enke Cathrine Dorthea Fenger kirkeejer. Hun døde i 1846 og boet solgte i 1852 kirken til kæmner og mølleejer Jens Glerup Valeur i Fredericia for 8.500 rdl.
Han døde som kammerråd og hans arvinger solgte 1894 kirken til en kreds af tiendeydere i Erritsø for 17.000 kr.
Hermed slap de for at betale tiende, men ikke for forpligtigelsen til at vedligeholde kirken.


Kirkens indtægter

Kirkebygningen skulle vedligeholdes og der skulle lønnes en præst. Som annex til først Taulov og senere Michaelis, boede præsten ikke i sognet, så der var ikke behov for en præstegård. Til kirken hørte fra gammel tid 10 agre som var bortfæstet til forskellige bønder. I matriklen af 1688 har de numrene 60-69 incl. Ved udskiftningen blev jorden samlet i en lod ved Taumose, som ved matriklen af 1844 fik numrene 62-70 incl. Kirkejorden har fulgt kirkeejeren (Søren Seidelin og efterfølgere). Pastor Fengers enke gav i 1830 arvefæsteskøder til de daværende brugere. Det var en slags begrænset ejendomsret med en forpligtelse til at svare afgift til kirken (kirkeejeren). Det er den indtægt som Poul Christophersen i festskriftet om Erritsø kirke kalder "landgilde" (side 21) og som beløb godt 45 kr. årlig omkring år 1900.
Desuden var Annexgården fæstet ud og fæstepengene tilfaldt kirken.
Endelig kom indtægten fra tiendeyderne.


Den nye kirke

Det var ikke alle der var begejstrede for nedrivningen af den gamle middelalderkirke for at erstatte den med en ny. Hjalmar Matthiessen, født 1880 og bror til Hugo Matthiessen, der var med til at forhindre, at fredericias volde forsvandt, skrev i sine erindringer:
"Fra en lille lyngbegroet bakke, som lå frit i engene på Erritsøsiden (Kornetbanken, red.), og som Hugo havde døbt "Lyngprinsessen", nød vi den maleriske udsigt op mod den gamle hvidkalkede, nu nedrevne Erritsø Kirke. Hvor var det ubarmhjertig hårdhændet at nedbryde den, for at erstatte den med den banale og ligegyldige bygning, der nu findes. " Den 23. maj 1898 blev soklen lagt til en ny kirke i Erritsø. De smukt tilhuggede sokkelsten fra den gamle kirke blev igen lagt ud på deres gamle plads.
Kirken blev placeret på nøjagtig samme sted som den gamle og målene er næsten de samme.


Den nye kirke blev tegnet af arkitekt Bjerre fra Fredericia, der imidlertid døde midt under byggeriet, så det blev arkitekt Jespersen fra Viborg, der stod for kirkens færdiggørelse.
Kirken havde siden 1803 ikke haft en residerende kapellan, men blev betjent af præsterne ved Sct. Michaelis kirke.


Den nybyggede kirke kunne indvies den 7. maj 1899 af biskop Gøtzsche, Ribe, der tidligere havde været sognepræst i Sct. Michaelis i Fredericia, og derfor tit havde prædiket i den gamle Erritsø Kirke, som dengang var anneks til Michaelis Kirke.


Søndag den 7/5 1899
Erritsø ny kirke indvies.
I dag havde vi en festdag herude.
Fra morgenstunden vajede flag ved flag og folk gik søndagsklædte mod den ny kirke der skulle indvies af hans højagtværdige biskop Gøtzsche.
Provst Assens og præsterne i Elbo og Holmans herreder var indbudte tillige med den konstituerede amtmand Bille Brahe, herredsfoged Becher, kammerherre Thygeson, oberst Molkte og gav møde i skolen, hvor hans højhed biskoppen og kirkens bestyrelse opholdt sig.
Fra skolen gik de nævnte herrer i procession til kirken, der så at sige var fyldt.
Indgangsbønnen læstes, samlerne "Ånd over ånder kom ned fra det høje" og "Kirken den er et gammelt hus", blev sunget. Derefter holdt hans højhed biskop Gøtzsche en hjertevarm tale over ordene i apostelen Peders 1. brev 2. kap. 4-6: "Komme til ham, den levende sten, der vel blev forskudt af menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, og vorder som levende stene, opbyggede til at vorde et åndeligt hus, til et helligt præstedom, at frembære åndelige ofre, velbehagelige for Gud og ved Jesus Kristus."
I talen takkede tolkede biskoppen sin store glæde over, dt det var bleven ham til del. at indvi et nyt, rummeligere og skønnere kirkehus, end det gamle, for sin gamle menighed, hvis præst han havde været i så mange år, og som han holdt så meget af.
Efter talen indviede biskoppen det ny kirkehus, bad for og velsignede sin gamle, kære menighed og dens præster.
Da den endelige handling var til ende, blev salmen: "Nu bede vi den Helligånd" sungen, og herefter holdt provst Zeuthen en klar, hjertevækkende prædiken over dagens evangelium Johs's 16. 23-28, hvori han særlig lagde menigheden på sinde, at det hus ikke alene skulle være et hørehus, hvad mange mente, men et bedehus for bønnen i Jesu navn.
Så lød salmen "Dejlig er jorden", slutningsbønnen læstes, og den både meget smukke og opbyggende handling var til ende.
Glad må Erritsø menighed være for, at den for den gamle brøstfældige kirke har fået et nyt Guds hus, der vel ikke er så stort (ca. 300 siddepladser) men venligt og tiltalende.
Der er lyst og hyggeligt, har varmeapparat og to dejlige klokker, der nu dag for dag vil lyde ud over menigheden og fortælle omm at det ikke alene kommer an på næring for vort legeme, men også for sjælen, at den må komme og hente livskraft og livsfylde i Guds ord og hans sakramenter.


I 1915 fik sognet igen en residerende kapellan.


Præsteboligen villa Solhjem

I 1945 købtes villaen Solhjem til præstebolig.
I 1957 udskiltes sognet som et selvstændigt sogn og pastorat og sognepræst Jens Enevoldsen ansattes som sognets første egen præst.
Sogneadskillelsen medførte en del stridigheder, idet det ikke var alle der ønskede den. En af begrundelserne mod adskillelsen var, at man så kun fik en præst, hvor man før kunne vælge mellem tre. I 1994 fik sognet 2 kirker med indvielsen af kirken i Lyng og 1. december 2003 udskiltes Lyng som et selvstændigt sogn.


Søjleportalen:

Ud over sokkelkvadrene, blev flere ting genbrugt fra den gamle kirke. Bl.a. søjleportalen ved indgangen, der er noget af en sjældenhed. Den er dekoreret med kapitæler og baser med synbolske tegn og de 4 granitsøjler i portalen antages at symbolisere de fire evangelister Johannes, Lucas, Marcus og Matthæus. Portalen er en miniudgave af kathovedindgangen til Ribe Domkirke, hvortil Erritsø hørte, indtil Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920. Nu hører sognet til Haderslev stift.


Klokkerne

Kirkeklokkerne fra den gamle kirke blev udskiftet med nye, støbt i Lübeck i 1898. Den store på 355 kg. bærer indskriften: "HERRENS ORD BLIVER EVINDELIG" og den lille på 177 kg bære indskriften:"ÆRE VÆRE GUD I DET HØJESTE".


Kirkens inventarium overflyttet fra den gamle kirke.

Døbefonten

Fonten er en glathugget kumme uden dekorationer. Soklen har dekorationer forestillende evangeliesymbolerne mennesket, oksen og løven. Ørnen mangler i dag og er på et tidspunkt slået af . Dåbsfadet af messing er dekoreret med springende hjorte på kanten og i midten Maria Bebudelse. Det bærer initialerne MLD. Det menes at samme fra omkr. 1770.


Fonthimlen

Da den gamle kirke blev nedrevet hang himlen i tårnrummet. Om man har fundet den for vulgær til at hænge inde i kirkerummet er ikke til at sige. Den blev heller ikke straks hængt op i den nye kirke, men anbragt på loftet. Først i 1927 blev den hentet ned, restaureret og ophængt over døbefonden. Duen manglede, og en ny blev fremstillet af billedskærer Ladegaard. Himlen er i senbarok og skåret omkring 1710. Det er et smukt træskærerarbejde, der forestiller gravide kvinder med strittende maver og bryster. Underkroppen forsvinder ned i nogle underlige puppelignende hylstre. Brysterne skal symboliserer, at kvinderne ikke bare vil føde børn, men også vil kunne opfostre dem. Dåbsbefalingens ord om "at døbe og lære" står i nederste felt i den sekskantede dåbshimmel, men i omvendt rækkefølge: "Lærer dem og døber dem". Det kan diskuteres om først at lære og siden døbe ikke er den rigtige rækkefølge.
Under himlen svæver duen der symboliserer helligånden. Dåbshimlen er næsten identisk med dåbshimlen i Egeskov kirke, så det er nærliggende at tro at de er fremstillet på samme værksted. Himlen i Egeskov kirke menes at være fra omkr. 1670, men kan være fremstillet senere. Muligvis af en elev af Peder Jensen Kolding, der havde værksted i Horsens, og regnedes for Jyllands dygtigste billedskærer.


Altertavlen

Altertavlen er fra omkr. 1710. Den fik et helt nyt alterbillede i 1973 da kirken blev restaureret. Billedet forestiller et fødselsmotiv fra julenat og er malet af kunstmaler Røjbæk.
Det er det tredje alterbillede. Det oprindelige alterbillede er samtidig med tavlen og malet på brede brædder. Det forestiller nadverens indstiftelse. Det andet alterbillede forestiller Jesus, der prædiker "Kom hid til mig!". Kristus står med højre hånd løftet og en bogrulle i venstre. I baggrunden et landskab. Altertavlen er fint træskærerarbejde i senbarokstil. De yderste felter består af bladværker i den såkaldte acanthusstil.
I feltet til højre for midterfeltet ses Moses med lovens to tavler i venstre hånd, og med førerstaven i den højre som tegn på, at det var ham, der førte Israels folk ud af Ægypten. Han havde oprindelig en meget stor mave, som blev reduceret ved restaureringen i 1899.
I feltet til venstre ses den sejrende Kristus. Han bærer sceptret i sin højre hånd og verdenskuglen i venstre. Feltet under figurene og billedet er smykket med englehoveder og guirlander. Her har tidligere stået: "Min fred giver jeg eder".
Feltet over figurerne står: "Jeg er vejen, sandheden og livet" (Johs, 14,6). Over dette felt ses tre kartoucher, der er runde flader omkranset af bladornamenter. Oven på den midterste står Kristus med sejrsfanen i venstre hånd og med den højre hånd løftet som tegn på sejr. Han har blødende sår på arme og ben og bærer tornekrone.
Messingstagerne på alterbordet er skænket af pastor Johs. Mostrup i Åstrup i 1716. Det gamle alterbillede fra 1713 var tidligere ophængt på kirkens vestvæg.


Krucifikset

Krucifikset, der er ophængt på væggen til venstre for korbuen, er et træskærerarbejde i gotisk stil. Det formodes skåret omkr. 1764-65 hvor det første gang figurerer i kirkens inventarium.


Epitafierne:

Epitafie over oberst Christian von Ellebracht af Henneberg (Høneborg) Ladegård, begravet i kirken 1731. Chr. Ellebrachts epitafium var tidligere ophængt inde i Henneberg Ladegårds halvlukkede kirkestol lige overfor prædikestolen. Kirkestolen var hævet op i mandshøjde fra kirkegulvet og havde sin egen indgang gennem en dør i den nordre sidemur. Epitafie over søhelten Peder Grib, der tjente under Peder Tordenskjold, mistede højre arm i et søslag og som tak for sine bedrifter modtog Snoghøj Færgegård i gave af kong Frederik IV. Peder Grib døde i 1757. Ved siden af epitafiet hænger hans kårde. Epitafiet istandsattes 1921.


Peder Gribs gravkårde:

Da man nedbrød den gamle kirke fandt man under kirkegulvet Peder Grips gravkårde. Kården er kun fremstillet til kistepynt. Hans rigtige venstrehåndskårde befinder sig på Tøjhusmuseet.
Gravkården er nu ophængt i kirken ved siden af hans epitafie.


Mindetavlen:

I kirkens våbenhus hænger en mindetavle over de 3 fra sognet, der faldt under treårskrigen. Den hang i sin tid sammen med de to epitafier, men blev fjernet på et tidspunkt, formentlig ved en restaurering, og har ikke været ophængt i en årrække. Den kan nu igen fra 2005 ses i tårnrummet.
Tavlen bærer inskriptionen:

Til
kjerligt Minde
om Danmarks troe Sønner
af Erritzøe Sogn,
som ere faldne i Kampen for deres
Fødeland i Aarene 1849-1850.

Christen Iversen Lassen
saaret i Slaget ved Kolding den 23. April
1849 og død i Fredericia d. 28de s. M.
begraven paa Erritsø Kirkegaard.

Søren Hansen
falden i Slaget ved Kolding den 23. April
1849 og begraven paa Erritsø Kirkegaard.

Thomas Jensen
falden i Slaget ved Misunde den 12. Septbr. 1850
begraven paa Brodersby Kirkegaard.

For Danmarks Folk og Konge tro de stred
Og de har Krav paa herligt Eftermæle.
De gik med Sang i Døden for vor Fred
Gud lønne dem og glæde deres Sjæle.
Paa helligt Sted skal deres Navne staa
At ihukommes skal i Folkets Bønner.
Gud lader gamle Danmark ej forgaa
Mens danske Mødre føder Heltesønner.


Vievandskarret:

Karret, der nu er nu døbefont i Lyng kirke menes, at have fungeret som vievandskar før reformationen og være fremstillet omkr. år 1400. Den stod engang på sydsiden af den østlige indgangsportal til Erritsø gamle kirke, for her fandt man karrets oprindelige glathuggede fodstykke, da man brød den gamle kirke ned. I 1890 fandt man karret liggende ude på kirkegården ved våbenhuset og det blev derpå rengjort og opstillet i den gamle kirkes våbenhus1891. Karret er hugget i rødlig granit. De otte sider er konkave (buer indad). Ved begge hjørnerne af en af siderne er der på karrets overside indhugget tre trekanter med et kors over, der nu kun svagt kan anes og som tolkes at være treenighedstegn. Hullet er skålformet og 22cm. dybt. Det anvendes i Lyng kirke uden dåbsfad. Man har valgt ikke at anvende det oprindelige fodstykke. Inden man gik ind i kirken dyppede man fingrene i det indviede vand i karret, bøjede hovedet, og slog korsets tegn for brystet, som det i dag kendes fra de katolske lande.


Skibsmodellen

Fuldriggeren "Duen" blev i 1900 skænket til kirken af Carl Henriksen på Lyngsodde. Kirkebestyrelsen modtog den på betingelse af, at den ikke skulle stå for vedligeholdelsen.
I den gamle kirke har tidligere været ophængt en skibsmodel. I Pontoppidans Danske Atlas 1769 står om skibet: "Michel Munksgaard har givet dertil en lidet fregat af 30 kanoner kaldet Stadt Bergen".


Mindekransen

Da biskop Gøtzsche døde, samlede sognet ind til en mindekrans, som hans arvinger i 1903 gav til kirken, og som en tid derefter var ophængt under krucifikset. Biskoppen havde jo været præst i kirken og indviede som biskop den nybyggede kirke.


Prædikestolen

Den gamle prædikestol var sikkert så medtaget, at det ikke kunne betale sig at restaurere den, og en ny blev fremstillet til kirken i 1899 af møllebygger Hansen, der boede i sognet. Den var meget enkel i udformningen og i starten uden udsmykning ud over påmalede zig-zag striber i felterne med ord imellem. Bl.a. Tro Haab og kærliged. I 1913 forsynede snedker Johansen i Kolding den med søjler i samme stil som stensøjlerne ved indgangen.


Orgel og pulpitur

Kirken fik et forholdsvis lille, men velspillende orgel er bygget af Bruno Christensen i Tinglev. Det har otte stemmer fordelt på to manualer og pedal.



PULPITURET


Kirkens skib 1949 og 1999


UNDER KRUCIFIKSET SES MINDEKRANSEN FOR BISKOP GØTZSCHE.


PRÆSTETAVLEN

I tårnrummet opsattes 2009 en noget utraditionel præstetavle med navne på de præsterne der har gjort tjeneste i kirken. Dog begrænset til den eksisterende kirke fra 1899. Man valgt en billig og simpel løsning, hvor tavlen fungerer som en art skifteramme, hvor man kan skifte et stykke papir bag en glasplade ud når der kommer tilføjelser. Desværre har man ikke brugt antirefleksbehandlet glas.


PRÆSTETAVLEN 2019




Korset på kanonkuglen


Korset på kanonkuglen


På korgavlen sidder et smedejernskors monteret på en gammel kanonkugle.




Renovering og nybyggeri:
  • 1913 fik kirken elektrisk lys
  • 1921 byggedes et ligkapel
  • 1931 anskaffedes høreapparater
  • 1932 anskaffedes messingbøsserne
  • 1939 opførtes et nødtørftshus
  • 1947 anskaffedes nye nummertavler. Indtil 1922 havde man brugt dem fra den gamle kirke og fra 1922-47 havde man lånt tavler fra Michaelis kirke.
  • 1945 købtes villaen Solhjem til præstebolig.
  • 1984 blev der bygget et nyt ligkapel samt moderne faciliteter til graveren.
  • 1985 blev der bygget en ny præstegård til ansvarshavende sognepræst. Kirken købte et stort stykke jord fra Erritsøgård. Præstegården fra 1958 blev ombygget sognehus med kirke- og kordegnekontor, undervisnings- og mødelokaler.


KIRKEGÅRDEN


beskrevet af fhv. graver Henry Olsen

Kirkegården henligger, for den gamles dels vedkommende i, hvad man kan kalde for gammel stil, idet gravene er kantet med buksbomhække og med meget smalle gange. Den blev reguleret først i 1900-tallet, da »svin og høns havde deres gang på kirkegården«. Et hus, der lå på strækningen ned mod det gamle kapel og kaldtes »Kasernen« blev nedrevet. Et hus, der lå, hvor hovedindgangen nu er, blev ligeledes købt og nedrevet. Samtidig blev også stensætningen sat omkring kirken af stenhugger Elias Hansen. Rundt om kirkegården stod høje, ranke kastanietræ er, som dog var til stor irritation for lærer Bjerregård i den gamle Rytterskole, da de tog al lyset. Synet gik med til at lade disse træer beskære, men modsatte sig at lade dem fjerne, hvilket der var en årelang strid om. Først i 1940´erne blev man nødsaget til at fjerne dem, da enkelte truede med at vælte. I stedet plantedes Bornholmsk Røn. Disse blev igen fjernet, da der for få år siden blev anlagt fortov langs bygaden, hvor man måtte rykke kirkegårdsmuren 2-3 meter ind mod kirkegården.

Da Erritsø sogn begyndte sin rivende udvikling, blev man i menighedsrådet enige om, at en udvidelse af kirkegården var nødvendig og erhvervede et område nord for kirken, tilhørende gårdejer Jens Nielsen, Stævnsbogård, en gård, der lå, hvor nu Bakkeskolen er placeret. Dette område blev anlagt i 1967 som kirkegård, men måtte senere omlægges på grund af en terrænændring, da man anlagde sportsplads ved Bakkeskolen. I dag ligger kirkegården som et parklignende område, hvor der er mulighed for flere begravelsesformer, og falder smukt ind i naturen. Hele området omkring kirken udgør efter udvidelsen 15.109 m².


DEGNELÅGEN


DEN GAMLE KIRKEGÅRD 2004


DEN GAMLE KIRKEGÅRD 2018 - MANGE GRAVSTEDER ER SLØJFET


Begravelsesskikke

Her i starten af 2.000 tallet bliver langt de fleste afdøde kremerede (brændt). Den kirkelige handling i forbindelse hermed kaldes en bisættelse. Der er dog en tendens til at udviklingen er ved at vende, så jordfæstelser igen bliver almindelige.
Alle der skal jordfæstes, skal begraves på en kirkegård. Døde der bisættes bliver brændt i et krematorie, og så kan man evt. søge om at få asken spredt, f.eks. ud over havet.
Er man medlem af folkekirken begraves eller bisættes man normalt fra en kirke eller et kapel, hvor der medvirker en præst. Den kirkelige cheremoni er ens bortset fra, at ved bisættelser foregår jordpåkastelsen inde i kirken. Begravelsen starter med klokkeringning, og der ringes igen med klokkerne, når kisten bæres ud af kirken.
Ved bisættelser bæres den afdøde ud til rustvognen (bedemandens ligbil) og køres til krematoriet. Efter en uges tid leverer bedemanden urnen med asken tilbage til kirkekontoret og der aftales et tidspunkt med de pårørende om, hvornår den skal nedsættes på kirkegården. Dette foregår som regel under overværelse af den nærmeste familie, men kan også foretages uden pårørendes medvirken. Over hullet urnen skal sænkes ned i er anbragt en krans, og urnen er forsynet med et langt bånd der bruges til at sænke den ned i hullet med.
Ved jordfæstelsen bæres kisten fra kirken direkte ind over graven, hvor den anbringes med hovedenden mod vest. Den stilles først på to bjælker der ligger tværs over graven. De midterste bærere venter til de fire øvrige har gjort et reb fast i hjørnehåndtagene på kisten, der derpå løftes i rebene, så de to midterste bærere kan trække bjælkerne ud under den. Derefter sænkes kisten ned i graven.
I dag stilles der mange steder en speciel katafalk med hjul til rådighed, som man kan køre kisten ud til graven på. Bruges denne ikke, bliver der stillet skamler ud med passende afstand som bærerne kan stille kisten på, medens de skifter side og får et kort hvil.
Præsten går som regel i spidsen for ligtoget fra kirken hen til graven, og cheremonien afsluttes med jordpåkastelsen, d.v.s. at præsten kaste tre skovle jord ned på kistelåget. Så synges der ofte en kort salme, og så snart følget har forladt graven, kastes den til og blomster og kranse lægges ovenpå. Ofte vælger familien tilbage efter begravelsesmiddagen eller -kaffen (mindehøjtideligheden) for at se den tildækkede grav.
Når en afdød skal lægges i kiste eller transporteres fra et sted til et andet, sørger en bedemand normalt for transporten, men der er ikke noget i vejen for at det gøres af de efterladte, når bare det foregår på en anstændig måde.
De efterladte sætter normalt en gravsten på graven, som står der, til gravstedet sløjfes. En urnegrav kan normalt sløjfes efter 10 år og en jordfæstelse efter 20-25 år.
Der er dog også en del der vælger at begraves anonymt i "de ukendtes grav". Det er ofte personer uden familie eller hvor familien bor langt væk.
Inskriptionen på gravstenene er ikke så udførlige som tidligere, hvor erhverv, gårdnavn, hvis man boede på en gård, pigenavn for gifte kvinder og den fulde dato for fødsel og død var medtaget. En del gravsten bærer i dag en intetsigende indskrift for uden forstående. "Bedstemor *1930 - †2000" f.eks..
Der er en tiltagende tendens til, at man anbringer forskellige effekter på gravstederne som figurer, lamper, røgelsespinde og ting børnebørn har fremstillet. Nogle børnegrave kan være overfyldt med børnelegetøj. En grav gøres til en slags kultsted, men det er det ikke alle der bryder sig om, især ikke hvis man har et gravested ved siden af en sådan overpyntet grav. Det er kirkegårdsmyndighederne der skal sætte regler for, hvad der må være på gravsteder, og tolerancen er tilsyneladende stigende.
Med moderne teknik kan de afdødes portrætter nu præges ind i stenene. En mode som måske også er på vej til at vinde frem.
De nyere begravelsesskikke med små urnegrave bevirker, at der opstår store huller i rækkerne på det gamle kirkegårdsafsnit når de gamle kistebegravelser sløjfes, hvilket får kirkegården til at se hærget ud. I gamle dage kom kisten ikke ind i kirken og hele begravelsen foregik ude ved den åbne grav.



DET NYESTE KIRKEGÅRDSAFSNIT


LIGTOG PÅ VEJ TIL GRAVEN MED EN AFDØD


ÅBEN URNEGRAV


ÅBEN GRAV KLAR TIL BEGRAVELSE


TILKASTET OG ÅBEN GRAV


Kristian Kristiansen Skyths mindesten:

På kirkegården findes en gammel gravsten over krigsveteranen fra treårskrigen Kristian Kristiansen Skydt, oprindelig rejst af gamle soldaterkammerater.
Stenen stod i mange år hengemt ved det nu nedrevne gamle kapel, men blev af graver Henry Olsen anbragt på et tomt gravsted ved siden af veteran og dbmd. H. Nielsens gravsten.


Christen Ivar Lassens kors



På nabogravstedet står et andet minde fra treårskrigen, nemlig et jernkors over en af byens faldne sønner, Christen Ivarsen Lassen. Han var 24 år gammel og søn af sognefoged Iver Nielsen Lassen og Mette Christiansdatter på Annexgård. Iver blev såret i slaget ved Kolding 23/4 1849, og kørt til lazarettet i Fredericia hvor han døde 5 dage senere og begravedes på Erritsø kirkegård 2/5.

Morten Andersen Koks mindesten

En tredie mindesten over krigsveteranen fra 1864 Morten Andersen Kok, blev rejst i 2003. Morten fødtes på Toftegaard 21/5 1837, som søn af Anders Nielsen Ladegaard og Sidsel Mortensdatter.


PRÆSTER VED ERRITSØ KIRKE
Frederik Zeuthen1895-1915
Carl Hornbech1915-1934
Erik H. Christensen1934-1941
Holger Leth1941-1944
Poul M. Christophersen1945-1950
Ingvar M. Hauge1950-1954
Jens Enevoldsen1954-1958
Johannes Kyster1958-1971
Vagn Laursen1972-2000
Birger Larsen1978-2008
Susanne C. Knudstorp1989-2003
Mariane Sloth2000-2017
Tamira Mariann Jørgensen2008-2009
Jakob Damm Knudsen2010-2014
Tine Højlund Lorenzen2014-....
Peter Nikolaj Frøkjær-Jensen2017-....


Tilbage