FREDERICIAS KIRKEHISTORIE

Artikler om kirkerne i Fredericia kommune.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Præster, hjælpepræster, kapellaner og kateketer ved Michaelis kirke og Erritsø anneks
Sct. Michaelis sogn, Elbo herred, Vejle amt

Hovedsagelig optegnet af Jørgen P. Clausager

1. IMMANUEL CIRSOVIUS
(1665-1693)

Født 1637 i Bärwald, Pommern. Søn af sognepræst Georg Cirsow. Immatrikuleret ved universitetet i Greifswald 20. maj 1653, og ved universitetet i Rostock 1656. Kantor ved Mariekirke i Köslin 1659-1662. I København fra 1662. Sognepræst i Fredericia Tyske Sogn 23. oktober 1665, og tillige - ved reskript af 7. december 1665 - i Erritsø Sogn 3. april 1667. E.f.B. 6. november 1665 (Wiberg - forkortelsens betydning uoplyst!). Død 1693 i Fredericia, begravet 5. september. Gift 1666 på Christianshavn med Dorothea Jørgensdatter Harder (kongebrev udstedt af Danske Kancelli 17. januar 1666 - Sjæll. tegn. 36, jfr. PHT 6:II (1911), s. 266). Forældre: Tysk sognepræst i Store Magleby på Amager, Københavns Amt, Jørgen Harder (ca. 1608-1682) og hustru Dorothea Lunde

Børn: Vist 7 eller 8 børn (4 eller 5 sønner), hvoraf nedenstående kendes:
1) Dorothea Immanuelsdatter Cirsovius, født ca. 1668-69, død 1756. Gift med sognekapellan til Fredericia Tyske Kirke Jochum eller Joachim Reimer (se denne).
2) Marie Immanuelsdatter Cirsovius (nævnt som fadder 1695 og 1696)
3) Magdalene Immanuelsdatter Cirsovius, født 1672-73, begravet 13. december 1740. Gift med faderens eftermand Nicolai Wichmann (se nedenfor).
4) David Immanuelis Cirsovius, født ca. 1674 i Fredericia, student fra Fredericia, immatrikule-
ret ved Københavns Universitet 20. juli 1692 (Jfr. A. Hemmingsens dimittendfortegnelser); blev præst i Ahrensbök, Holsten (som 1564-1761 tilhørte hertugerne af Holsten-Plön);
ledsagede 1699-1701 kronprins Adolf August af Plön på en rejse til Tyrkiet, Italien og
Frankrig. Død 27. februar 1716 i Ahrensbök. Gift mede Sophie Ernestine Frank (*ca. 1665 i
Ahrensbök, e.e. 1o æ. m. N.N. Gramkow, † 16. december 1751 i Windbergen. Børn:
a) Dorothea Elisabeth, døbt 26. marts 1703
b) Erdtman Seifart, døbt 27. oktober 1704
c) Leopold August, født 4. marts 1706
d) David, døbt 1. december 1707
e) Sophia Maria Ernestine, født 5. juli 1710
f) Eleonora, døbt 23. juni 1715
5) Elisabeth Cirsovius, født ca. 1675 i Fredericia, begravet 27. august 1719, gift med dr. Rudolf August Houbalt, der døde 27. september 1719 (hvor?). Elisabeth nævnes som fadder i 1697 og -98.
6) Anna Katharina Cirsovius - nævnt 5 gange som fadder i 1699.
7) Kristine Cirsovius, gift 24. april 1714 i Fredericia (Mich.) m. sekondløjtnant, senere kaptajn Klaus Barfod (* ca. 1687, † 7. juni 1759 i Holbæk), begravet 3. september 1726 i København
(Garnisons). - Klaus Barfod blev efter Kristines død gift igen to gange, og havde i sine tre ægteskaber mindst 14 børn, deraf otte med Kristine som moder:
a) Edele Dortea Barfod, døbt 9. marts 1715 i Fredericia (Mich.), død 20. juni 1783 i Holbæk; gift med sognepræst, sidst i Mern, Peder Smith.
b) Immanuel Barfod, døbt 14. februar 1716 i Fredericia (Trin.) og begr. 1. juli s.a. i Fredericia (Michaelis)
c) Cathrine Magdalene Barfod, døbt 10. marts 1717 og begr. 4. december s.å.
d) Dødfødt søn, begravet 27. juli 1718.
e) Hans Kristoffer Barfod, døbt 16. oktober 1719.
f) Hedvig Sofie Barfod, døbt 1. juli 1721, begravet 18. juli s.å.
g) Karl Vilhelm Barfod, døbt 5. februar 1723, begravet 15. s.m.
h) Marie Kristine Barfod, døbt 26. februar 1724, død 25. december 1772, gift med sognepræst sidst i Hygum Arnold Dyssel af Vrensted.
Børnene c)-h) alle døbt (og de som små døde begravet) i København (Garnisons, hvis dåbsprotokol mangler for årene 1725-1742; der kan altså have været ét eller to børn mere i dette ægteskab).
Kristine Cirsovius optræder som fadder i 1708-09; hun må være adskillige år yngre end Anna
Katharina, , og er måske ikke datter men sønnedatter af Immanuel Cirsovius (Marstand, PHT
5:IV (1907), s. 194-196).

I 1664 bød kongen alle Danmarks kirker at svare hver en rigsdaler til byggefond for en ny kirke i Fredericia, hvor der skulle prædikes på tysk for byens tysksprogede befolkningsdel; biskoppen forsynede den nye kirke med tiender. I maj 1665 bestemte kongen fremdeles, at når den nye kirke stod færdig, skulle byen deles i to sogne, et dansk og et tysk, med hver sin kirke og præst; denne sidste bestemmelse knæsattes i kgl. fundats af 7. december 1665, hvor det tillige bestemtes, at Erritsø Sogn ved embedsledighed i Taulov-Erritsø sognekald skulle henlægges som anneks til Tyske Sogn i Fredericia, som skulle holde en sognekapellan eller residerende kapellan til betjening af annekset. 4. april 1666 fastlagdes grænsen mellem byens to sogne af Ribebispen, dr. Peder Kragelund, og Fredericias første præsident, Christoffer Nielsen. Kirken blev indviet 1. juni 1668 af biskop Kragelund (cf. også Hugo Matthiessen 1911, s. 131).

Iflg. Hugo Matthiessen var det et fejlgreb at gøre (den senere) Michaelis Kirke tysksproget, da det tysktalende befolkningselement i Fredericia var beskedent og for de flestes vedkommende tilhørte fremmede trossamfund. Borgerne - de dansksprogede - søgte og fik fra første færd også gennemført, at der prædikedes dansk ved højmesse hver anden søndag og fredag (rådstuebog 25. oktober 1667). Ikke desto mindre kom det til pudsige misforståelser, som når en dansk kirkegænger, Reimer Arends, i 1667 for bytinget påstod sig personlig fornærmet af pastor Cirsovius tyske prædiken, idet han beskyldte præsten for fra prædikestolen at have stemplet ham som "en grov okse, en djævelens kind og en letfærdig skælm" og førte vidner derpå (Hugo Matthiessen 1911, s. 132-133; tingbog 9. december 1667 o.a. st.)

I Elbo Herreds herredsbog 1690 kalder Immanuel Cirsovius sig selv "Immanuel Cirsovius Berwalda-Pomeranus" (Wilh. Marstrand i PHT 5:IV (1907), s. 194-196).

Cirsovius var særdeles agtpågivende i forhold til katolikkerne i Fredericia; 1689 medvirkede han til at forhindre et ægteskab mellem enken Mette Knudsdatter og en katolsk skomagersvend (Hugo Matthiessen 1911, s. 151-152); og 1691 stod han bag et tilhold til Nicolaj de Frans på Rådstuen om ikke at lade sine børn søge skole hos de katolske patere (ibid., s., 149-150).

Michaelis Kirke ejer malede portrætter af såvel Imm. Cirsovius (ophængt i kirkens præsteværelse) som af hans hustru (ophængt i præstegården); iflg. en gammel tradition må de to billeder ikke være ophængt sammen i kirken (farvegengivelse af begge i Sven Avnby, s. 7-8). - Walter Cirsovius mener, at kvindeportrættet næppe forestiller Dorothea Harder, eller at maleren i hvert fald har forskønnet hende betydeligt.

Hugo Matthiessen (1911, s. 117) fortæller, at Cirsovius i 1669 var i slagsmål med sine sognebørn i Anders Kleinsmeds hus (Tingbog, 19. juli 1669).

Immanuel Cirsovius fungerede som vidne på en række testamenter, som modtog kgl. konfirmation via Danske Kancelli, og derfor kan findes i Jyske Registre, i flere tilfælde med indlæg: 21. februar 1678 (for øvrigt test. mellem Jochum Reimer og 1o hustru Hagar Berends, PHT 7:V, 1920, s. 199); 30. januar 1679 (PHT 7:V, 1920, s. 203); 21. december 1680 (PHT 7:V, 1920, s. 210); 23. august 1692 (PHT 8:V, 1926, s. 180); jfr. 19. oktober 1697 (PHT 8:V, 1926, s. 204).

Efterkommere af Immanuel Cirsovius i Tyskland: Bechtold Cirsovius, Bundesstrabe 4, D-52152 Simmerath (b.cirsovius@t-online.de) og Walter Cirsovius, Bökel 18, D-47877 Willich (de er fætre, arbejder begge med slægtshistorie, er i indbyrdes kontakt, men har hver for sig kontaktet LAFO!), og Angelika Urstadt, Anderlohrstraße42a, D-91054 Erlangen (guenter.urstadt@fen-net.de).


2. NICOLAI WICHMANN
(1693-1707)

Udnævnt 6. august 1693. Begravet 28. april 1707. Gift med formandens datter Magdalene Immanuelsdatter Cirsovius, født 1672 i Fredericia Tyske Sogn, begravet 13. december 1740.

Børn: 5 sønner og 3 døtre, nemlig:
1) Formentlig en søn, født i de første år Nicolai Wichmann førte kirkebog, da skriften (i hvert fald i xerokopi) er umulig at læse)
2) Nicolaus, født 6. døbt 8. februar 1696
3) Emanuel, født 19. døbt 21. februar 1697
4) Magdalene Dorothea, født 28., døbt 31. marts 1698
5) Elisabeth Sophia, døbt 27. maj 1699
6) Friderich, 31. august 1700
7) Christiana, født 25. døbt 29. december 1701, død november 1757 (iflg. præstens anmærkning i kirkebogen hans syvende barn)
8) David, døbt 11. juni 1703

Nicolai Wichmann påbegyndte den ældste bevarede ministerialbog over døbte i Michaelis Sogn i februar 1694, en høj smal bog (ca. 31,5 x 9,5 cm) ført på tysk; på de første to folier er skriften meget afbleget, nærmest ulæselig (i hvert fald på fotokopi); og dens første små 20 folier er kantlamineret, så brugen er ikke uden problemer.

Ved reskript af 4. december 1700 fastlagdes den geografiske grænse mellem Fredericias to sogne, så at grænsen fulgte Danmarksgade fra Prinsens Port til Prinsessegade, og derefter sidstnævnte gade til stranden, så at alt hvad der lå nord hhv. øst for denne linie hørte til Danske Sogn; samtidig henførtes garnisonen til Tyske Kirke, som siden har været Fredericias garnisonskirke.

omkring år 1700 forfaldt kirken: Klokkestabelen var brøstfældig og det bræddebyggede våbenhus blev blæst omkuld af en storm; Wichmann søgte at skaffe kirken et tårn og et nyt våbenhus, og fik indsamlet bidrag hertil - men ved udbruddet af Store nordiske Krig måtte kirken udlåne sine midler til kongen, hvorfor byggeplanerne måtte skrinlægges (Hugo Matthiessen 1911, s. 134).

Ved skattemandtallet 1735 bor "Madam Wichmans" i Jyllandsgade, nr. 272.


3. HENRIK LUDVIGSEN PONTOPPIDAN, provst, magister
(1708-1760)

Født 4. april 1679 i Herlufmagle Sogn, Præstø Amt. Forældre: Sognepræst, senere stiftsprovst i Aarhus, magister Ludvig Henriksen Pontoppidan (1648-1706) og 1o hustru Barbara Hansdatter Bacher (1646-1689). Student Aarhus 1797; baccalaureus 30. maj 1698; cand.theol. 1699. Feltpræst i Brabant 1704. Sognepræst i Fredericia Tyske Sogn-Erritsø 26. marts 1708. Magister 28. maj 1710. Provst over Elbo Herred 1718. Blev jubellærer (d.v.s. nåede at fejre 50-års præstejubilæum). Død 16. oktober 1760. Gift 1704 med Anna Rosine Biehl (Jungfos), født ca. 1681 ell. -84, begravet i Fredericia 21. juni 1758; datter af en købmand i Hamburg.

Børn: 3 sønner, 3 døtre, hvoraf kendes:
1) David Henriksen Pontoppidan, (1710-1760), sognepræst til Københavns Helliggejst Kirke 1757-1760 (var i 1730'erne hører i Fredericia i 5 år)
2) Else Sophie Henriksdatter Pontoppidan, døbt 26. april 1712 i Fredericia, , gift 21. september 1728 med Jens Danielsen Kellinghusen (1695-1744), sognepræst i Kippinge-Brarup, Maribo Amt.
3) En datter, gift med Fredericia Latinskoles rektor Caspar Christopher Bøtcher (1735 i Kongensgade, nr. 32).

Ved skattemandtallet 1735 bor Pontoppidan i Norgesgade, nr. 348.

H.L. Pontoppidan karakteriseres i Wiberg som "stor og anseelig; hans åsyn spåede om et ærligt hjerte, det hans levned og beviste; var begavet med en eftertrykkelig og bevægende måde at tale på" (Giessings Danske Jubellærere II. 2, p. 181-183).

Pontoppidan kunne imidlertid også være en stridbar person. En strid om sognetilhørsforhold, som bytinget i 1722 afgjorde til gunst for Danske Sogn, blev af Pontoppidan appelleret til Højesteret, der stadfæstede rådstuedommen og derudover pålagde Pontoppidan sagsomkostninger med 50 rdl. samt 3 rdl. i bøde for "beskyldninger mod rettens betjente" (Hugo Matthiessen 1911, s. 134-135).

Til gengæld lykkedes det Pontoppidan at få kongen til at betale kirkens lånte midler tilbage - og på denne måde lykkedes det at få kirken udbedret med et grundmuret kor. I 1722 stilede Pontoppidan et "allerunderdanigst fadderbrev" til dronning Anna Sofie, som førte til at kirken fik navnet Michaelis Kirke. - Og i 1742 lykkedes det Pontoppidan at få kirkens søndre mur og vestgavl grundmuret (Op.cit., s. 135-136).

I 1744 og flg. år kom Pontoppidan til at fungere som anklager i en sag mod den katolske menighed i Fredericia. Han var formentlig helt på linje med den antikatolske stemning, der herskede i landet, og har været en nidkær forhører. Sagens udfald blev dog ikke så ødelæggende for katolikkerne som Pontoppidan utvivlsomt havde håbet på (Ed. A. Nissen i VAÅ 1962, s. 46ff; Hugo Matthiessen 1911, s. 156ff).

Pontoppidan udgav: "Dem König Friderich IV zur Gratulation an diesem 2. Jubel-Feste 1717 dargereicht" (Flensborg, 1717, fol.). "Et allerunderd. Fadder-Brev til Dronning Anna Sophia fra den eene Sogne-Kirke i Fridericia" (Kbh., 1722, fol.; jfr. Kirkehist. Saml. 4. rk.. VI, p. 191-193).

Litt.: E.P. Pontoppidan: Slægten Pontoppidan samt nogle Tillæg .. (Nykøbing F, 1905). Anna Marie Lebech-Sørensen: Den ældre slægts Pontoppidan og Sønder Broby, i Broby Lokalhistorie 1995, s. 25-41 (heri en slægtsoversigt). Samme: Provst Pontoppidans "forflyttelse" (kronik i VAF/FD 13. februar 1996 - om H.L. Pontoppidans farfar Henrik Eriksen Pontoppidan, sognepræst i Vejle-Hornstrup og provst over Nørvang Herred). Samme: Provst Henrik Ludvigsen Pontoppidan og den ældre slægt Pontoppidans tilknytning til Fredericia (i Fredericiabogen 1998, s. 63-85).


4 VALENTIN JOHANSEN BONIFACIUS
(1760-1764)


Født 3. februar 1697 i Brodersby i Slesvig. Forældre: Gæstgiver Jens Christian Bonifacius og hustru Margrethe Magdalene Bondi. Student Slesvig (til Kiel) 1719; cand.theol. København 1725. Sognekapellan i Michaelis Sogn og sognepræst i Erritsø Sogn 8. august 1733, ordineret 21. oktober s.å. Sognepræst cum spe successione i Michaelis Sogn 7. marts 1760, tiltrådt som sådan ved formandens død 16. oktober 1660. Begravet 14. december 1764. Gift 9. november 1734 med Birgitte Marie Florusdatter Friis, født ca. 1710, død 19. juni 1781. Forældre: Kommandør Florus Friis og hustru Barbara Ludvigsdatter Pontoppidan (en søster til nr. 3).

Ægteskabet barnløst.


5. Provst
JENS JENSEN BERGENDAL

(1764-1787)

Født 5. august 1727 i Fredericia Trinitatis Sogn, døbt 10. s.m.. Forældre: Sognepræst i Fredericia Trinitatis og Vejlby Sogne Jens Jensen Bergendal (1684-1750) og hustru Kirstine Lauritsdatter Hylling. Student Fredericia 1743, hører ved Fredericia Latinskole 1746; cand.theol. 1749. Personel kapellan Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 6. november 1756, ordineret 8. december s.å. Residerende kapellan ssts. 7. marts 1760. Sognepræst cum spe successione ssts. 14. december 1760, succederet 24. december s.å. Død 6. januar 1787 i Fredericia Michaelis Sogn og begravet 15. s.m. i Michaelis Kirke (under kirkegulvet, "under fruentimmerstolene nr. 6, 7 og 8, tæt ind ved de tillukte stoles mur"). Gift med Cathrine Sophie Pedersdatter Clod, født 27. august 1720 i Helsingør, død 13. maj 1792 i Fredericia Michaelis Sogn og begravet 19. s.m. i Michaelis Kirke, ved siden af sin mand. Forældre: Rektor i Helsingør, magister Peder Marcussen Clod og hustru Anna Johansdatter Schrøder.

Ægteskabet barnløst.

Litt.: Worms Lexicon over lærde Mænd, 1/99. Nyerups & Krafts Litteraturlexicon, 55.


6. Provst, magister
LAURITS HASSE

(1787-1818)

Født 20. februar 1737 i Skive.
Forældre: Sognepræst ved Viborg Domkirke Jacob Lauritsen Hasse (1694-1765) og 1o hustru Maria Hansdatter Lessow af Lerup-Tranum (1699-1752). Student Viborg 1754; baccalaureus 12. juli 1755; cand.theol. 28. marts 1757 (haud illaud). Hører i Viborg 1760. Magister 10. august 1773. Sognepræst over Grinderslev-Grønning, Viborg Amt, 11. december 1776, ordineret 19. marts 1777. Provst over Harre og Nørre Herreder i Salling 1781. Sognepræst Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 13. april 1787. Provst over Elbo Herred 1796-1803. Jubellærer. Afsked 4. marts 1818; udnævnt til Consistorialraad. Død 5. april 1821 i Fredericia. Gift 10. juni 1772 i Viborg Domkirke med Charlotte Amalie Mangor, født 20. juni 1752 i Gentofte, Københavns Amt, død 3. januar 1822 i Fredericia. Forældre: Sognepræst i Gentofte-Kongens Lyngby Christian Siegfred Mangor (1701-1758) og 2o hustru Anna Gertrud Christiansdatter Wienecken (1715-1779).


Børn: 3 sønner, 5 døtre, hvoriblandt:
1) Jacob Sigfred Hasse, født 17. juni 1773 i Viborg Domsogn. exam.jur. 1798, senere skæbne ukendt, men fmtl. død før moderen, da han ikke nævnes i skiftet efter hende i 1822.
2) Marie Bolette Hasse, født ca. 1781 (20 år v/ fkt. 1801)
3) Ane Gertrud Hasse, født ca. 1789 (12 år v/ fkt. 1801)
4) Cathrine Elisabeth Hasse, født ca. 1791 (10 år v/ fkt. 1801)
5) Peter Andreas Hasse, født ca. 1793 (8 år v/ fkt. 1801)

Ved folketællingen 1. februar 1801 bor Laurits Hasse i Norgesgade nr. 572 (p. 131). Foruden ham selv og hans hustru består husstanden af ovenstående børn nr. 2-5, samt pastor Hasses ugifte 62-årige søster Cathrine, som får ophold, samt fru Hasses 50-årige bror Christopher Herholdt Mangor, enkemand efter 1. ægteskab og forhen bogtrykker i Viborg. - Endelig er der to tjenestepiger.

Laurits Hasse var formentlig rationalist. Han var i 16 år medlem af forligskommissionen i Fredericia. Han karakteriseres i øvrigt som "utrættelig og virksom; besad færdighed i morende og nyttige håndarbejder" (Wiberg, m. henv. til Nyerups Lexicon, s. 226).

I 1796 udgav han den oplysende bog "Anviisning for Ungdommen og Almuesmanden til Breve, Obligationer, Skiøder, Kiøbe=Kontrakter, Regninger, m.v. samt de første Grunde til Tegning", trykt hos Johan Frederik Schultz i København (1 ekspl. afleveret til Lokalhistorisk Arkiv, 2002/124).

I Laurits Hasses tid blev det ved lov af 22. februar 1805 forbudt at begrave flere lig i kirken (H.C.F. Hansen, 1943, s. 15). Det lagde op til strid mellem de to sognepræster i Fredericia vedrørende kirkegårdenes gravpladser. Det ene sogn ville naturligvis ikke finde sig i, at et til menigheden hørende medlem købte sig gravplads i det andet, hvorved det første gik glip af indtægten. Der havde i årevis været udvekslet klager og kontraklager i den anledning (H.C.F. Hansen, 1948, s. 19).

Erslew I, s. 588-589 (./. i suppl.).


7. ANDREAS PETER MEDEN
(1818-1830)


Født 11. oktober 1771 på Petersholm ved Vejle. Forældre: Birkedommer i Grundet Birk, ejer af Petersholm Johan von Meden (1737-1806) og hustru Mette Kirstine Terkildsen (1747-1824). Undervist privat af huslærere indtil han i 1786 sattes i Frederiksborg lærde Skole; student Frederiksborg 1790; filosofisk eksamen 1791 (laud); alumnus på Valkendorfs Kollegium 30. juni 1792; cand.theol. 15. juli 1794 (laud); homiletisk prøve 4. april 1795 (admodum laud.); kateketisk prøve (laud). Residerende kapellan i Tikøb-Hellebæk-Hornbæk, Frederiksborg Amt, 10. april 1795, ordineret 15. april s.å.. Residerende kapellan i Aalborg Vor Frue Sogn samt sognepræst i Sønder Tranders Sogn 18. juni 1802. Ridder af Dannebrog 31. juli 1815. Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 12. juni 1818. Sognepræst i Kippinge-Brarup Sogne, Maribo Amt, 19. marts 1830. Død 22. september 1831 i Kippinge. Gift 1803 med Anna Kongslev, født 11. september 1781 i Sorø, død 6. december 1852 i Næstved. Forældre: Professor i Sorø, cand.jur. Laurits Laurberg Kongslev (af Nørhaa, 1737-1783) og hustru Helene Paludan (af Torslunde-Ishøj, 1738-1793).

Børn: 2 sønner, 5 døtre

A.P. Meden var interesseret i Det danske Bibelselskab. Sammen med Trinitatispræsten J. Schjerning og den reformerte pastor C. Rieu fik han 1818-20 grundlagt den første lokale forening af dette selskab (A Pontoppidan Thyssen V, 1970, s. 19). Det 1821 oprettede Dansk Missionsselskab fik også hans sympati; han modtog således 1827 besøg af den kendte forkæmper for selskabet, lyngbypræsten Bone Falch Rønne (A. Pontoppidan Thyssen V, 1970, s. 23).

Der forlyder intet om Medens forhold til sognebefolkningen, derimod om hans rolle i den sidste dramatik om den standende strid Trinitatis-Michaelis Sogne imellem. I 1820 rettede Meden en forespørgsel til stiftsøvrigheden, hvori han ønskede afgjort, hvilket af de to sogne garnisonssygehuset hørte under. For ganske vist hørte garnisonen under Michaelis Sogn, men sygehuset lå efter den geografiske grænse i Trinitatis Sogn. Stiftsøvrighedens dom blev 'salomonisk', idet den fastslog, at sygehuset med dets faste personale hørte til Michaelis, men patienterne til bopælssognet.

En opgørelse over beboerne i 1823 i Liber Daticus udviser 233 familier, , så nogen stor menighed var der ikke tale om, hvorfor Meden havde al grund til t passe på sine indtægter. Der må formentlig have været vanskeligheder med at få indrevet det honorar, der skulle holde ham skadesløs. Dertil kom, at pastor Schjerning tilsyneladende havde større søgning p.g.a. sin store kreds af velyndere i byen.

I efteråret 1829 mødtes de to sognepræster på Trinitatis kirkegård (ville de begge forrette samme persons begravelse?) og kom i korporligt slagsmål. Sligt kunne naturligvis ikke gå upåagtet hen, og i en skrivelse fra biskop C.D. Koefoed (om hvem der verserede rygter om umoralsk levned) hedder det da også, at Kancelliet havde anmodet ham om at tage til Fredericia for at undersøge sagen nærmere. Biskop Koefoed undskyldte sig imidlertid med dårligt helbred og sendte i stedet sin stiftsprovst, den lærde dr.theol. P.N. Frost. Han ankom til Fredericia 22. november. Resultatet af hans undersøgelser blev, at pastor Schjerning blev afskediget, formentlig fordi han blev betragtet som den angribende part. Meden skete der tilsyneladende intet, men af et brev fra J.P. Mynster til den ældre ven W.F. Engelbreth fremgår, at han fik ordre til at søge et landsbykald af ikke større indkomster end det nuværende. Det blev altså Kippinge-Brarup, hvor han døde små to år senere (H.C.F. Hansen, 1943, s. 25; brevet fra Mynster i Kirkehist. Saml. 4. rk., IV, 1897, s. 705).

A.P. Meden drev en udstrakt oversættervirksomhed; fra hans egen pen blev bl.a. trykt nogle prædikener samt redegørelser for fattigvæsenet i Sønder Tranders Sogn og søndagsskolerne i Aalborg; efter flytningen til Fredericia hørte hans litterære virksomhed imidlertid op; se Erslews Forfatterlexicon II. s. 246-248 samt suppl. II, s. 342.


8. NIELS HENRIK GUDE
(1830-1840)

Født 8. september 1784 i København. Forældre: Hof- og proviantforvalter, kammerråd Niels Gude 1752-1825) og hustru Cathrine Marie Walbohm (1759-1826). Student Borgerdydsskolen i København 1800; cand.theol. 21. oktober 1803 (laud). Overlærer ved Københavns Gratistskole 1805. Kateket ved Trinitatis Kirke i København 6. januar 1809; homiletisk prøve 12. juli 1809 (laud); kateketisk prøve 8. september 1809 (egregie); ordineret 4. oktober 1810. Præst ved Københavns Almindelige Hospital/Abel Cathrines Stiftelse 29. april 1812. Tildelt rang med københavnske sognepræster 28. januar 1817. Tillige præst ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn 25. marts 1818 - 31. december 1828. Residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 11. august 1826. Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 2. juni 1830. Død 6. juli 1840 i Fredericia. Gift 1o 8. september 1813 i København med Marie Elisabeth Thombsen, født 20. juni 1767 i Vordingborg, død 23. juli 1830 på Christianshavn. Forældre: Ritmester Gregers Thombsen (1736-1776) og hustru Anna Margrethe Fischer (1738-1812). Gift 2o 5. juni 1830 i Fredericia Michaelis Kirke med Johanne Charlotte Boeck, født 1. november 1802 i København, død 27. marts 1841 i Slesvig. Forældre: Herredsfoged i Elbo-Brusk-Holmans Herreder, justitsråd Christian Carl Boeck (1765-1846) og hustru Anna Elisabeth Buchhave (1776-1855).

Både 1. og 2. ægteskab barnløst.

Ved folketællingen 18. februar 1834 bor pastor Gude i Vendersgade nr. 482 (p. 181); foruden af ham selv og hans hustru består husstanden kun af én tjenestepige.

Pastor Gude var i Fredericia på samme tid som Prins Frederik - den senere Frederik VII - der i årene 1834-1840 opholdt sig her som kommandant for Fynske Infanteriregiment, men i realiteten var forvist hertil af Frederik VI. Om hans forhold til pastor Gude er følgende lille historie bevaret: "Med den stedlige præst, pastor Gude, stod prinsen ikke på nogen venskabelig fod. Præsten var nemlig af den mening, at prinsen skulle betale offer for hele sin hofstat; prinsen derimod af den modsatte mening. Hvem der har haft ret, melder historien intet om. Det er jo troligt, at prinsen har fundet det morsomt at drille præsten; muligvis har denne på sin side båret sig kejtet ad overfor prinsen. Nok er det, der kom ingen penge, og offersedlen måtte påny præsenteres. Prinsen sendte da 200 rigsdaler, for hvilke pastor Gude indfandt sig i palæet for at takke. Men prinsen sagde blot: "De har fået, hvad De skal have. Jeg kender Dem ikke!"" (Aage Bremerholm, Fra Prinsens Ophold i Fredericia (i Vejle Amts Aarbøger 1912, s. 186-192), s. 189.)

22. april 1838 konfirmeredes i Bredstrup Kirke præstens søn, Hans Andreas Adolph, der som elev i "Fredericia lærde Institut" var blev foreberedt til konfirmationen af pastor Gude (Bredstrup Kmb.)

Niels Henrik Gude udgav flg.: Historia dogmatis de extremo judicio (disp., Havn., 1806). Sprog- og Forstands-Øvelser paa Tabeller (Kbh., 1808). Hvortil bør Opdragere og Lærere i Handelsinstituter fortrinligen tage Hensyn? (Kbh., 1812). Tvende Prædikener, holdte ved Tiltrædelsen som Præst i Domhuscapellet og Tugt- og Rasphuset (Kbh., 1818). Aandelige Betragtninger for Forbrydere i deres Fængsler, med særdeles Hensyn til Straffeanstalterne i Danmark (Kbh., 1828). Tre Leilighedstaler, holdte i Fredericia (1838). Tale ved Etatsraad og Ridder J.H. Bärens's Grav, aftrykt i dennes af P.W. Heiberg udgivne Biographi, s. 52-61 (Kbh. 1813). Jubelprædiken, inds. i Samling af Prædikener paa Christendommens tusindaarige Jubelfest i Danmark første Pintsedag 1826, holdne af Kjøbenhavns Geistlighed (Kbh., 1826).

Litt.: Erslews Forfatterlexicon I, s. 521-522; sammes suppl. I, s. 609-610).


9. Dr.theol.
HANS CHRISTIAN RØRDAM

(1840-1850)

Født 18. marts 1803 i Serup, Viborg Amt. Forældre: Daværende sognepræst i Serup-Lemming, sidst i Tølløse-Aagerup, Holbæk Amt, Provst Thomas Schatt Rørdam (1776-1831) og hustru Cathrine Georgia Teilmann (1777-1842). Student Roskilde 1820; cand.theol. 27. oktober 1824 (laud). Lærer ved von Westens Institut 1828. lic.theol. 1828 (Commentationis de authentia epist. Barnabæ, pars. prior). Sognepræst i Laastrup-Skals, Viborg Amt, 9. januar 1829, ordineret 10. april s.å. dr.theol. 30. maj 1839 (de fide Patrum eccl. Christi, antiquissimæ in iis, qvæ de origine Evangeliorum canonicorum, maxime Matthæi tradiderunt). Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 3. november 1840. Sognepræst i Hammer-Lundby, Præstø Amt, 25. september 1850. Død 21. december 1869. Gift 7. august 1829 med Conradine Engelbreth, født 22. august 1807 i Lyderslev. Præstø Amt, død 24. juni 1885 på Frederiksberg, begr. på Hammer Kirkegård. Forældre: Sognepræst til Lyderslev-Førslev, provst, dr.theol. Wolf Frederik Engelbreth 1771-1852) og 2o hustru Kirstine Maria Petersen (1779-1868).

Børn: Iflg. Wiberg 4 sønner, 4 døtre, hvoriblandt:
1) Holger Frederik Rørdam, født 14. juni 1830 i Laastrup, død 12. maj 1913 i Lyngby. cand.theol 1853, sognepræst i Kongens Lyngby-Taarbæk, Københavns Amt 1883-1913; kirkehistoriker.
2) Thomas Skat Rørdam, født 11. februar 1832 i Laastrup, død 25. september 1909 i København. cand.theol. 1855, sognepræst ved Helligaandskirken i København 1880-1886, ved Holmens Kirke 1886-1895, biskop over Sjællands Stift 1895-1909.
3) Kirstine Marie Rørdam, født 14. december 1833 i Laastrup, gift 7. august 1852 i Hammer
Sogn med ingeniørkaptajn Nicolai Abraham v. Brummer.
4) Wolf Frederik Engelbreth Rørdam, født 24. september 1835 i Laastrup; tvilling med nr. 5.
5) Georg Rørdam, født 24. september 1835 i Laastrup; tvilling med nr. 4; død? Landbruger i Åker, Sverige, senere inspektør ved Landbohøjskolen i København.
6) Emma Rørdam, født 25. december 1841 i Fredericia; konf. 19. april 1857 i Hammer, gift 20.
august 1867 ssts. med civilingeniør Volf Frederik (Frits) Engelbrecht Casse (hendes fætter).
7) Bartholine Emilie Rørdam, født 21. januar 1844 i Fredericia; konf. 17. april 1859 i Hammer; død 15. januar 1867 i Hammer, begr. på Hammer Kirkegård.

Ved folketællingerne 1845 og 1850 boede pastor Rørdam med familie i Vendersgade 482 (1845: p. 373; 1850: p. 140). i 1845 var børnene nr. 1-7 hjemme, og der var 3 tjenestepiger og en tjenestekarl. I 1850 var børnene nr. 2-7 hjemme, der var 2 tjenestepiger og 1 tjenestekarl, samt en indkvarteret sekondløjtnant.

Pastor Rørdam stillede sig til valget til den grundlovgivende rigsforsamling 5. oktober 1848 i Fredericia, tillige med avlsbruger og borgerrepræsentant Rasmus Ottesen; men de trak sig begge for etatsråd P.G. Bang, København, der valgtes ved kåring. Han var medlem af Komiteen til "Understøttelse af de i Fredericia ved Bombardementet betrængte Indvaanere", senere også af den af regeringen udnævnte komité. Ridder af Dannebrog 17. marts 1850. Medlem af Kommissionen til Kirkeforfatningens Ordning 17. december 1853. Formand for DMS 1855-1860 og bestyrelsesmedlem heraf til sin død. Søgte i 1866 domprovsteembedet i Roskilde sammen med dr. Kalkar og pastor Gude (sidstnævnte udnævntes). Dannebrogsmand 18. maj 1866. Medlem af Kirkekommissionen 18. juni 1868 og indbragte dér forslag om oprettelse af en teologisk eksamenskommission; om en reform med hensyn til det kirkelige skriftemål; om en revision af kirkeritualet af 1685; om en revision af de offentlige og af de private bønner, som findes aftrykt i salmebogen; om salget af salmebøger og Bibler, henhørende under Vajsenhusets privilegium; og om udvidelse af valgmenighedsloven.

Udg. foruden disputatserne bl.a.: Den danske Reformationshistorie (1836); Fortolkning til Matthæusevangeliet (1838); Smaa Skrifter mod mormonerne og Romerkirkens propaganda (1839); Christi Kirkes Historie (1845); Luthers lille Katekismus samt Prædikenerne ved Reformationsfesten 1836 (1854).

Om Rørdam i Fredericia skrives: H.C. Rørdam havde nærmest tilknytning til den tids grundtvigianisme, og tog med den afstand fra rationalismen og den spekulative teologi .. Han talte ofte Ydre Missions sag og blev 1842 formand for en ny lokal missionsforening stiftet af en talrig forsamling i St. Michaelis Kirke. Han stillede sig også velvilligt til forsamlingsfolk og havde i sit tiår i Fredericia nær kontakt med Peder Larsen Skræppenborg og hans venner. Men han synes at have haft vanskeligheder med at komme i kontakt med sin menighed, og hans arbejde som præst vandt kun ringe genklang. .. I 1841 flyttede de to sjællandske vækkelsesprædikanter Rasmus Ottesen (1803-1862) og J.A. Hansen (1806-1887) til byen. De kom ofte hos Rørdam og drøftede religiøse spørgsmål med ham. Rasmus Ottesen rettede bl.a. stærk kritik mod den gængse sakramentforvaltning, hvor han var under baptistisk påvirkning. I december 1841 ansøgte han kancelliet om tilladelse til sit nyfødte barns dåb ved neddyppelse og om nadver ved brødsbrydelse. Både provst og biskop gav udtryk for betænkeligheder i de vedlagte erklæringer, men da H.C. Rørdam erklærede sig villig til at administrere sakramenterne som ønsket, gav kancelliet sin tilladelse 26. januar 1842, forudsat, at det kun skete i hjemmet. Rasmus Ottesen indordnede sig i øvrigt indtil sin fraflytning 1854 under de kirkelige forhold i byen, hvor han snart blev en af de mest ansete borgere. Han var borgerrepræsentant 1842-1854 og folketingsmand for Fredericia 1849-1854 (Nedergaard II, s. 471; Banning, 1958, s. 228, 248f, 272; også DBL3, bd. 11, s. 84-85 samt Sven Avnby i VAÅ 1995, s. 78-104).

Sidst i 1840'erne kom et baptistisk samfund, "de hellige brødre og søstre", til Fredericia, hvor de lejede et hus i Dalegade. Det holdt forsamlinger i en af stuerne hver søndag og onsdag aften og fik mange tilhørere. Kredsen drev også mission i de omliggende sogne, og i Erritsø gik de fra hus til hus og angreb det statskirkelige "Horehuus og Stenhuus" med dets lærdomme og sakramenter. Især søgte de ihærdigt at overtale forældrene til ikke at lade deres børn døbe. - Denne aktivitet kunne ikke accepteres, og sekten stødte hurtigt sammen med både pastor Rørdam og pastor J.C.F. Kallenbach, Trinitatis-Vejlby, og med den borgerlige øvrighed, der lod politiet udelukke ikke-medlemmer fra forsamlingerne. Ved amnestiresolutionen af 21. juni 1848 fik samfundet i realiteten fri religionsudøvelse, men efter 1850 døde det hen (A. Pontoppidan Thyssen V, 1970, s. 108ff, hver der er flere henvisninger).

Ved en forsamling i Dons hos Peter Larsen (Skræppenborg) traf pastor Rørdam sammen med Søren Nakskov (Nordskov ell. Nørskov), den ejendommelige, vakte fiskehandler fra Lime, senere Fabjerg. Anders Stubkjær fortæller herom: "Dr. Rørdam var helt henrykt over at tale med den jævne Søren Nakskov, og da de skulle skilles, ønskede han så megen velsignelse over ham, at denne siden sagde derom således: "Å, den velsignede pastor Rørdam, han ønskede så megen Herrens velsignelse over mig, så a tøt, de uen hår ingen majt øwer mæ i lång tid [jeg syntes, det onde havde ingen magt over mig i lang tid]" (Anders Stubkjær, Nogle Oplevelser, udg. v/ Poul Holt (1965), s. 98-99).

Om Rørdam i Hammer skrives: Dr. H.C. Rørdam var anset for at være én af Sjællands dygtigste præster i sin tid. Han valgte teologien ikke blot ud fra gamle slægtstraditioner, men ud fra et indre kald. Som student havde han et rigt samliv med begavede studiefæller. Han var videnskabeligt anlagt, og selv om hans hovedtese om Barnabasbrevets ægthed blev bestridt, var alle enige om, at hans disputats var et solidt og smukt arbejde. I Laastrup fortsatte han sine eksegetiske og patristiske studier, og hans teologiske disputats om kirkefædrenes udsagn om evangelierne vandt megen anerkendelse. I Fredericia oplevede han krigen. Han var djærv og grunddansk og holdt tappert ud, og gjorde et stort arbejde for at lindre nøden. 1866 oplevede han den skuffelse af blive forbigået ved besættelsen af Roskilde Domprovsti (da Gude fik det). Hans kirkehistoriske arbejder var meget læste; han var en udpræget positiv skriftteolog af gammeldags evangelisk-luthersk støbning, konservativ i sin helhedsbetragtning, velvillig overfor grundtvigianismen, hvorimod han fra sin ungdom af tog afstand fra rationalismen og spekulativ filosofi. Som teolog og prædikant var det solide hans kendemærke. Man skal ikke søge den blændende form eller åndfulde syner hos ham. Som personlighed var han i sjælden grad højagtet i alle lejre, idet hans besindighed og respekt for andres overbevisning gjorde ham vel skikket til at bygge gro mellem de forskellige kirkelige anskuelser. Bag det rolige ydre gemte han dog både et heftigt sind og et varmt hjerte. Ved den myndighed og strenghed han udfoldede i kirke og hjem var han helt igennem manden af den gamle skole (Bjørn Kornerup).

Da dr. Rørdam med sin unge hustru kom til Laastrup, fandt de en gammel, yderst forfalden præstegård (i begyndelsen troede Rørdam, at der var lergulv i dagligstuen. men da det var noget ujævnt, tog han en skovl for at jævne det ud, og til sin forbavselse opdagede han, at der var brædder nedenunder. Flere trillebøre jord måtte køres ud, før de fik gulvet frem). Otto Møllers fader var præst i Taarup-Kvols-Borris. Han og H.C. Rørdam sluttede nært venskab, som deres sønner fortsatte. H.F. Rørdam fortæller i et brev til Otto Møller (1910) minder om, hvordan Otto Møllers fader, fra Taarup-Kvols-Borris kom over til Laastrup, og de gik op og ned ad gulvet i dagligstuen og drøftede teologiske problemer med så stor iver, at det satte H.F. Rørdams barnlige fantasi i ikke ringe bevægelse (Kirkehist. Saml, 6 rk., IV, 1943, s. 263). I Hammer var Rørdam lige som sin broder, Peter Rørdam, Mern, en søgt taler ved egnens møder. Hans svigerdatter, bispinde Rørdam, skriver: "Det var med et noget skælvende hjerte, jeg blev fremstillet som svigerdatter. Over begge mine svigerforældre var der noget meget respektindgydende. Men lærte man dem først at kende, glemte man det. Hver for sig var de udprægede mennesker, men både af natur og karakter højst forskellige. Min svigerfader var en mand af den gamle skole. Han holdt ikke af modsigelse, var myndig og bestemt. Fra sin moder havde han arvet et tungt sind, og han kunne let blive heftig. Men bagved var der et både kærligt og trofast sindelag. Han havde en rund hånd, hvor det gjaldt at hjælpe trængende. Min svigermoder var et virksomt, livligt og ivrigt menneske, der med dygtighed styrede det store hus med brygning, bagning og mejeri. Der var stor avling, og der var for det meste liggende gæster. Hun var en ualmindelig fortæller, humoristisk. Særligt kunne hun fortælle eventyr for de mange børn, som flokkedes i præstegården. Hun havde mange evner, men havde et heftigt sind og kunne bruse hurtigt op. Det gik dog snart over igen. Der var mange unge hver ferie, dagene gik muntert, og der blev sunget meget".

Rørdam drev den store avling selv. Han var meget punktlig og præcis (længe huskede man, da han engang glemte et bryllup i Lundby). Folk søgte ham gerne. "Vi går op til Rørdam og taler med ham om det", sagde man. Han stod i deres øjne som en slags tusindkunstner, der både kunne hjælpe, hvad jura, lægevidenskab og sognerådsspørgsmål angik. Lærerne havde megen respekt for hans besøg i skolerne. Han døde lige før jul, da han kom syg hjem fra en rejse. På hans gravsten, som beboerne rejste, står ordet Sl. 27,1. - I børnenes og børnebørnenes øren bevarede Hammer Præstegård og den dejlige have en liflig klang som det store eventyrland. Biskop Skat Rørdam skriver om sin fader (11. februar 1870) til Otto Møller: "Han var en sjælden hæderlig mand i al sin optræden, aldrig bange for at forsvare sandhed og ret, hvor han så den tilsidesat. Og i sit forhold til os børn var han en så trofast og opofrende fader, som man ikke let skal finde magen til. Hans tunge sind, der som følge af hans legemlige svaghed, der omsider endte hans dage, kunne ikke sjældent være trykkende for hans nærmeste og kaste en skygge over vort samliv, men det glemmer man let nu, da han er borte". Som svar skrev Otto Møller bl.a.: "Gud give dig den rette og varige og lyse trøst selv, den som det er vanskeligere at bevare end at udtale".

Dr. Rørdam var tidligt én af Ydre Missions gode venner, og talte ofte Ydre Missions sag. Men Ydre Missions sag havde da på den tid modvind, og hverken J.F. Fenger eller dr. H.C. Rørdam nåede. trods ubestridelig dygtighed, synderlige resultater. Rørdam afløste Fenger som formand for DMS, og han blev i bestyrelsen efter sin afgang som formand, hvor han afløstes af dr. Kalkar. Hans ord havde megen vægt i bestyrelsen, og 1860 holdtes DMS's sommermøde i Hammer. Pastor J.R. Baumann omtaler i "Det nye Aar" 1916 et hellig tre kongers møde i Hammer Kirke, hvor dr. Rørdam, Fr. Zeuthen og Baumann talte. Baumann blev senere selv formand for DMS. - Gennem dr. Rørdam kom N.P. Grunnet 1851 på missionsskole i Basel for at blive missionær. 1854 kom Grunnet i forbindelse med DMS, hvis smertensbarn han blev. Dr. Rørdam ville give ham et prøveår, men forholdet løsnedes snart på grund af Grunnets selvrådighed og kritiske holdning over for folkekirken. Senere blev han frimenighedspræst i en egen menighed (DBL2 VIII (1936, s. 387).

Vilhelm Birkedal var Rørdams svoger, og Birkedal skildrer ham som "en ædel, kristelig mand, et trofast vidne, der lagde stærk personlig vægt i sit vidnesbyrd, en noget bred, nogle sagde lidt tør prædikant, men altid med et troende hjertes understrøm. Han var aldrig bange for at gå imod strømmen, ubekymret om hvad høj eller lav sagde. Vel var hans blik ikke vidtskuende og gik ikke altid dybt nok, men på det området, han kunne overse, stod han urokkelig fast som troens og retfærdighedens djærve talsmand. Thi djærv var han og havde noget af nordisk kæmpenatur i sig. Der var dem, der anså ham for altfor hård, og sandt er det, at hans sluttede personlighed havde ondt ved at finde sig i, at man i blød eftergivenhed for det forkerte lod fem være lige. Men bagved strengheden gemte der sig altid et ømt og kærligt hjerte, og så hård han var, havde han personlig tilkæmpet sig en ydmyghed, som han havde lært af sin Herred og af et ærligt, upartisk indblik i sig selv ... Hos ham var det altid en mand, der stod bagved ordet. Hans hustru var vist mere åndsbegavet end sin husbond, en fast troende kvinde med varmt hjerteblod i sine årer, højsindet og trofast i venskab".

I Roskilde konvent spillede dr. Rørdam en betydelig rolle. I Nedergaard bd. II, s. 12f, er gengivet hans foredrag 1869, hvor han sammenligner kirkelivet 1869 med kirkelivet omkring 1820.

Litt.: DBL2, XX, s. 430f (af Bjørn Kornerup). H.F. Rørdam: P. Rørdam II, selvbiografier i universitetsprogrammerne 1828, s. 16f; 1839, s. 139f. Dansk Kirketidende 1870, s. 14: Til Minde om H.C. Rørdam. Marie Rørdam: Tilbageblik paa et langt Liv, 1911, s. 95f, 101f, 115f, 192f, 299f. K. Rørdam: Brevveksling, 1914, Otto Møller og Skat Rørdam: En Brevveksling, udg. af H. Skat Rørdam, I, 1915, s. 54f, 137f, 160f; II, 1916, s. 17f, 23f. Breve til og fra F.C. Sibbern, II, 1866, s. 195. Vilh. Birkedal: Personlige Oplevelser II, 1890, s. 29-34. L. Koch: Den danske Kirkes Historie i 19. Aarhundrede II, 1883, s. 176, 240. Kirkehist. Saml., 3. rk., II, 1877-80, s. 421-427; 4. rk., IV, 1895-97, s. 700, 748, 758, 765f; 5. rk., VI, 1911-13, s. 738, 749, 754f; 6. rk., I, 1933-35, s. 687f; II, 1936-1938, s. 209, 211, 212. Fra Viborg Amt, 1939, s. 99f. C.H. Rørdam: Svundne Dage I, 1916, s. 143f. Herdis Clausen, f. Rørdam, i Minder fra gamle grundtvigske Hjem III, 1923, s. 125f. DMS' Historie, 907, v/ Th. Løgstrup, s. 38f. Det nye Aar, 1916, s. 59. - Om slægten Rørdam, se "En gammel Præsteslægts Historie", Kirkehist. Saml., 3. rk. II; Erslews Forfatterlexicon II, s. 743, og Supplement II, s. 896. J.P. Bang: Gylling-Præsten Otto Møller, 1931, s. 13, 18, 59. Om H.C. Rørdam i Fredericia under Treårskrigen, se A. Rørdam: "En Fredericiapræst i Treaarskrigen", i Haderslev Stifts Aarbog 1949, s. 23-29. Philipp Borries: "Omkring Landsbykirken". Hammer og Lundby Sognes Historie (1934), s. 98-107.


10. CARL CHRISTIAN BOISEN
(1850-1860)

Født 27. august 1801 i Vesterborg Sogn, Maribo Amt.
Forældre: Daværende sognepræst i Vesterborg-Birket, senere biskop over Lolland-Falsters Stift Peter Outzen Boisen (1762-1831) og hustru Anna (Nanna) Nannestad (af Odense Sct. Knuds sogn) res.kap., 1775-1853).
Student privat 1821; cand.theol. juli 1826 (laud). Lærer ved Vesterborg Seminarium 1827-1828. Studierejse i udlandet, især Berlin og Paris, i 1½ år med kongelig understøttelse. Sognepræst i Nebbelunde-Sæddinge, Maribo Amt, 2. april 1830. Præst ved Tugthuset på Christianshavn, København, 12. december 1842. Sognepræst i Vonsbæk, Haderslev Amt, 30. august 1844. Ridder af Dannebrog 18. september 1846. Afsat af oprørsregeringen 15. maj 1848. Konstitueret feltpræst og feltprovst (i Fredericia) 5. august 1848. Tiltrådte atter i Vonsbæk 5. februar 1850. Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 10. december 1850. Tildelt rang med provster 14. januar 1855. Provst over Elbo Herred 9. februar 1856. Sognepræst ved Ribe Domkirke, provst over Ribe-Gørding Herreder og stiftsprovst over Ribe Stift 29. september 1860. Død 8. februar 1866. Gift 3. juni 1831 i Nykøbing F. med Thora Mathea Jensine Schierning, født 15. juni 1806 i Nykøbing F., død 16. december 1891 i Nørresundby. Forældre: Købmand i Nykøbing F. Eskild Gregers Schierning (ca. 1752-1816) og hustru Charlotte Reinholdine Sophia Bentzon (1784-1842).

Børn: 1 søn, 1 datter.

Carl Christian Boisen gik som 15-16-årig et år i Nykøbing Katedralskole, men blev dimitteret til artium af sin fader. 1828-1829 foretog han med offentlig støtte en studierejse, og i Berlin og Paris syslede han især med kirkehistoriske studier. Da han blev sognepræst i Nebbelunde, udgav han sammen med sin broder Lars Nannestad Boisen (1803-1875), sognepræst i Vesterborg-Birket, "Christelig Samler" I-V, 1836-1842, et tidsskrift med opbyggelig læsning for kristne af alle stænder. Som student sluttede han sig til H.N. Clausen, men brød senere helt med rationalismen. På et besøg i København 1835 hørte han Grundtvig prædike, opsøgte derefter Grundtvig, og det blev et besøg, der varede til langt ud på aftenen. Da han kom hjem til Nebbelunde, skrev han en lille bog: "Om betydningen af den kristne kirkes bekendelse", hvori han (ret uklart) fremsatte Grundtvigs opfattelse af trosordet, og dette standpunkt fastholdt han siden, omend ikke uden vaklen.

I 1840'erne begyndte den dansk-nationale bevægelse at gøre sig gældende i Vonsbæk. Sognepræst Nis Hansen Müller, der døde 1844, betegnes i en slesvig-holstensk oversigt fra 1843 som tysksindet. Efter hans død fremsatte sognet ønske om en dansksindet præst og fik C.C. Boisen, der tillige var grundtvigianer. Et andet vidnesbyrd om vågnende danskhed i sognet var en relativ stor tilslutning til den slesvigske forening, der her fik 23 medlemmer (ud af 300 i hele provstiet).

I "Dannevirke" for 24. marts 1847 gengives en adresse, som antyder endnu stærkere opslutning om danskheden: "Når Mikkelsen kalder vor præst (Boisen) en fremmed og udlænding, fordi han er født i en anden del af Danmark end vi, så fælder han dommen over sig selv, at han nemlig selv er, om ikke en fremmed og udlænding iblandt os danske slesvigere, så dog en overløber fra os til det parti, der ikke betragter de danske som landsmænd. Vi danske slesvigere vil have danske præster, lige så fuldt som andre danske menigheder og hverken hel- eller halvtyskere".

Adressen, der blev undertegnet af godt 60 beboere i Vonsbæk, bar et svar til dr. Konrad Michelsen i Haderslev, der havde kritiseret Boisen, fordi han ikke var født nordslesviger og derfor talte et sprog, almuen ikke forstod.

Boisen var en energisk præst, der alene forkyndte Jesus Kristus og ham korsfæstet - som han selv udtrykker det. Nogen egentlig opvækkelse fandt ikke sted i sognet, men menigheden satte pris på forkyndelsen og mødte talrigt frem ved gudstjenesterne. Katekisationer lagde han stor vægt på, og i konfirmandundervisningen forlod han den tørre Landescatechismus til fordel for en ledetråd udarbejdet af ham selv på grundlag af trosbekendelsen. Også skoleundervisningen forbedredes på forskellig vis, ligesom han sammen med fire ligesindede præster i 1846 ansøgte om oprettelse af et dansk seminarium; ansøgningen blev imødekommet ved kongelig beslutning i 1847 om et seminarium i Vonsbæk med Boisen som forstander (selv havde han dog ønsket P.C. Kierkegaard). På grund af krigsbegivenhederne i næste år blev det dog ved planen (A. Pontoppidan Thyssen VII, 1977, s. 320-321).

Endelig kan nævnes, at han holdt folkelige møder på kongens fødselsdag (APT, VII, s. 190).

I Vonsbæk fik han nogle bevægede år under treårskrigen. Det var hans plan at oprette et seminarium i Vonsbæk, hvor danske lærere skulle uddannes til tjeneste i Sønderjylland; Kong Christian VIII havde megen tillid til ham og var villig til at understøtte planen. Men så kom tronskiftet, og 1848 afsatte tyskerne ham (om behandlingen af de dansksindede præster, se Carsten Petersen: Slesvigske Præster (1938), s. 139).

Boisen var bondeven og havde fået nok af de slesvigske selvstændighedslyster, som han misforstod; og han ønskede ikke at vende tilbage til Vonsbæk 1850. Den egentlige danske folke- og bondebevægelse i Sydjylland var fremmed for ham. Der var hos ham en indre fornemhed, som holdt ham på afstand (Carsten P., s. 153). - Senere skrev han en del i Dansk Kirketidende. Han var en stille, nobel skikkelse, grundtvigsk af overbevisning. - Et vidnesbyrd om hans grundtvigsk prægede forkyndelse i Ribe er givet af den unge Peter Nielsen Petersen (1846-1916), senere sognepræst ved Trinitatis Kirke i København (Kirkehist. Saml., 6. rk., III (1939-1941), s. 145)

Boisen blev efterfølger for H.C. Rørdam i Fredericia, hvor han havde været feltpræst under krigen, og derigennem lært forholdene at kende. Som grundtvigianer og broder til præsten og venstrepolitikeren Frederik Engelhardt Boisen (1808-1882, "Budstikke-Boisen") hørte han til den vidtudbredte grundtvigske præsteslægt; i Fredericia synes han imidlertid ikke at have sat sig særlige kirkelige spor.

Litt.: Budstikken, 15. april 1866. N.A. Jensen, Godt Mod, 1910. DBL2 (1934), III, s. 389. Erslews Forfatterlexicon I, s. 166, og suppl. I, s. 187 (heri fortegnelse over Boisens ret omfangsrige litterære produktion).


11. FREDERIK LUDVIG BANG ZEUTHEN
(1860-1874)

Født 4. august 1805 i Skamby, Odense Amt. Forældre: Sognepræst i Skamby Frederik Bagger Zeuthen (1767-1851) og hustru Maria Magdalene Steffens (1778-1850). Student Odense 1822; cand.theol. 10. januar 1826 (laud). Magister i filosofi 7. februar 1833. Udenlandsrejse i Tyskland og Italien april 1833 til august 1834. Sognepræst i Grimstrup-Aarre, Ribe Amt, 6. maj 1835, ordineret 24. juni samme år. Sognepræst i Tømmerup, Holbæk Amt, 25. august 1842. Sognepræst i Sorø 16. februar 1849. dr.phil. 10. maj 1854. Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø 8. december 1860. Død 30. september 1874 i Fredericia. Gift 30. september 1835 i Frørup, Svendborg Amt, med Magdalene Hedvig Johanne Laub, født 28. januar 1814 i Frørup, død 19. august 1881. Forældre: Sognepræst i Frørup Hieronymus Laub (1771-1848) og hustru Lovise Frederikke Zinck (1779-1859).

Udg.: For Æstetik og Philosophie (1831). Menneskets moralske Selvstændighed. Et philosophisk Forsøg (1832). De notione modestiæ, imprimis philosophiæ (1833, magisterafhandling = doktorafhandling). Om den christelige Tro i dens Betydning for Verdenshistorien. Et Forsøg (1838). Om Kirken og Biblen. Andet Sendebrev til Dr. P. Chr. Kierkegaard (1841). Humanitet betragtet fra et christeligt Standpunkt, med stadigt Hensyn til den nærværende Tid (1846). Om Ydmyghed. En Afhandling (1852). Polemiske Blade mod Dr. Søren Kierkegaard (1855). Om den saakaldte "Kirkelige Anskuelse" (1858). Lærebog i Christendommen (1858). Afhandlinger til Orientering i den schellingske Verdensbetragtning (1860). Om Romerkirken. Nogle Oplysninger og Betragtninger (1863). Paaskeprædiken i Michaelis Kirke under Fæstningens Beleiring i 1864 tilligemed en Indledning og kort politisk Betragtning (1864). Mine første 25 Aar, 1805-30 (1866). Om Tro og Viden. Sendebrev til Rasmus Nielsen (1866). Tolv Sætninger. Mit tredie Indlæg i Forhandlingen om Tro og Viden (1867). Et Par Aar af mit Liv (1869). Min Udenlandsreise i Aarene 1833-34 (1875). Udvalgte theologiske og philosophiske Afhandlinger (udgivet posthumt, 1877). Talrige mindre arbejder; se Erslews Forfatterlexicon III, s. 639, og Suppl. III, s. 711.

Børn: 3 sønner og 2 døtre, deriblandt:
1) Frederik Zeuthen, født 2. januar 1837 i Grimstrup, død 27. februar 1915 i Fredericia. Sognepræst hér 1895-1915, se nr. 13.
2) Hieronymus Georg Zeuthen, født 15. februar 1839 i Grimstrup, død 6. januar 1920 på Frederiksberg. Matematiker, professor ved Polyteknisk Læreanstalt.

Ludvig Zeuthen var en helt anden type end sin forgænger C.C. Boisen. Han tilhørte på fædrene side en af landets ældste præsteslægter, og filosoffen Henrik Steffens var hans morbroder. Han blev cand.theol. 1826 og var derefter et år huslærer hos pastor S.C. Salling i Vonsild, men fortsatte så sine filosofiske studier i København og Tyskland. 1833 blev han magister i filosofi. Teologisk set udøvede Mynster indflydelse på ham; det gjaldt oprindelig også Grundtvig, med hvem han var beslægtet, men her blev modsætningerne for store til, at kontakten kunne bevares. Blandt filosofferne blev han især tiltrukket af den ældre Schelling. Zeuthen skrev meget og var en stridbar polemiker både mod den grundtvigske kirkelige anskuelse og mod såvel P.C. som Søren Kierkegaard.

Pastor Salling i Vonsild var pietist, og Zeuthen sympatiserede ikke med ham; Grundtvig (som Zeuthen kendte personligt) havde advaret Zeuthen mod at tage huslærerpladsen hos ham (Koldingbogen 2000, s. 85).

I Fredericia indviklede han sig i strid med præsten for den katolske menighed, dr. Coppenrath. Debatten blev afbrudt af krigen 1864, men Zeuthen følte sig også senere kaldet til at advare mod farerne ved Romerkirken (jfr. omtalen af den katolske menighed i Fredericia i Nedergaard X).

Som præst var Zeuthen imidlertid ikke særlig populær og havde aldrig mange tilhørere til gudstjenesterne. Han blev vel agtet, men det var agtelse på afstand, da de fleste af hans sognefolk næppe forstod ham. Kirkeligt kom han også til at stå ene (Johs. Gøtzsche, Frederik Zeuthen (1927), s. 13ff).

Litt.: Afsnittet om huslærertiden i Vonsild i "Mine første 25 Aar" blev af Laura Meyer Hansen udgivet i Koldingbogen 2000, s. 85-87.




12. CARL VIGGO GØTZSCHE
(1875-1895)

Født 15. januar 1833 i Finderup Sogn, Holbæk Amt. Forældre: Sognepræst i Finderup Henning Christopher Gøtzsche (1788-1872) og hustru Johanne Marie Jacobsen (1792-1864).Student 1849 Slagelse; cand.theol. 18551 (laud). Teologisk manuduktør. Studierejse i Italien 1958-1859. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 24. februar 1861, ordineret 24. april s.å.. Sognepræst i Sæby-Gershøj, Københavns Amt, 23. juni 1868. Sognepræst i Fredericia Sankt Michaelis Sogn 17. juli 1875. Biskop over Ribe Stift 18. marts 1895. Ridder af Dannebrog 1888. Dannebrogsmand 1896. Død 24. juni 1901 i Ribe, begravet i Fredericia (Mich.). Gift 24. maj 1861 i Finderup med Ane Marie Pouline Hjort, født 5. marts 1837 i Frederiksværk, død 18. februar 1885 i Fredericia (Mich). Forældre: Justitsråd, herredsfoged i Løve Herred cand.jur. Siegfred Christian Frederik Hjort (1800-1866) og hustru Frederikke Elise Armgarde Budde (1806-1895).

Børn:
1) Henning Christopher Gøtzsche, født 4. april 1862 i Fredericia, død 21. maj 1940. 1912-1927 sognepræst i Vissenbjerg Sogn, Odense Amt.
2) Johannes Gøtzsche, født 25. juli 1866 i Fredericia, død 18. juli 1938 i Snoghøj, begr. i Fredericia; 1921-1936 biskop over Viborg Stift
3) Erik Valdemar Gøtzsche, født 9. februar 1868 i Fredericia, død 23. februar 1950. 1922-1934 sognepræst i Rise Sogn, Ærø, Svendborg Amt.
4) Paul Viggo Gøtzsche, født 8. december 1869 i Sæby, Københavns Amt, død 20. september 1948 i Nærum. cand.mag. i historie, latin og fransk; vikar/adjunkt/lektor ved Herlufsholm Skole 1898-1936.
5) Sigfred Gøtzsche, født 22. november 1872 i Sæby, Københavns Amt
6) Christian Gøtzsche, født 5. marts 1874 i Sæby, Københavns Amt, død 15. december 1952 i København. Læge, 1912-1938 i Haslev.
7) Johanne Elisabeth Gøtzsche, født 19. september 1875 i Sæby, Københavns Amt
8) Clara Julie Emilie Gøtzsche, født 20. april 1879 i Fredericia, Michaelis Sogn

Udgav 1867-68 Kirkeligt Maanedsblad. Det babyloniske Fangenskab, ti bibelske Foredrag, Vor Herres Jesu Kristi Genkomst (1883). To Prædikener (1883). Ved min Hustrus Begravelse (1885). Den kristne Frihed, to Prædikener (1896, sammen m. dr. Fr. Zeuthen). Kristus, vor Konge og hans Rige (1896).

Ledende senior i Studenterforeningen 1855. Bestyrelsesmedlem i Dansk Missionsselskab 1896, formand 1897. Medindbyder til kirkemødet i Odense 1884. Bestyrelsesmedlem i Københavns Kirkefond 1896.

Ved folketællingen 1. februar 1890 bor C.V. Gøtzsche i Vendersgade 28, matr.nr. 29. Foruden af ham selv består husstanden af de fire yngste børn (nr. 5-8), husbestyrerinden den 26-årige Ebba Emilie Gotfredine Kragh der - skønt ugift - tillige anføres som "svigerdatter", samt to tjenestepiger. Ebba Kragh blev 18. marts 1892 gift med Johannes Gøtzsche (se ordinerede kateketer nr. 9).

I Carl Viggo Gøtzsches tid i Michaelis Sogn opførtes Missionshuset på grunden mellem Prinsessegade, Prinsessegade og Nørre Voldgade (Nørre Voldgade 18, matr. 292b af Fredericia Købstads Bygrunde); det blev tegnet af arkitekt Jacobsen (vist en udenbys arkitekt) som blev honoreret med 720 kr (opl. 21. maj 2002 fra missionshusets portner Dennis Schultz); grundstenen blev nedlagt 1. juli 1891 af Vilhelm Beck, og indvielsen foregik tirsdag den 29. december samme år, hvor pastor Løgstrup prædikede ved gudstjeneste i Michaelis Kirke og - iflg. Fredericia Dagblad - "præsterne Gøtzsche" talte i Missionshuset (FD 28.12. og 30.12.1891; hvem var den anden pastor G.? - sønnen Johannes var nok blevet cand.theol. (i 1889), men blev først udnævnt til ordineret kateket i Fredericia i 1894; i de mellemliggende år var han lærer ved forskellige københavnske skoler og næppe ordineret).

Sønnen Johannes Gøtzsche skriver i sine "Erindringer" (1955), s. 271, bl.a.:
Når jeg forsøger en karakteristik af fader, er det med følelsen af, at det slår dårligt til.
Men hvad skal man gøre? Man kan lade være at sige noget om ham og lade hans minde dø, som de flestes dør. På den anden side var han så karakteristisk og hele hans personlighed så positiv, derfor så opbyggelig, at han nok kan fortjene at mindes.
Hans ydre skikkelse: middelhøj, rank, svær. Et stort hoved, en høj pande, bestemte, kloge øjne, sorte lokker, der hang ned over frakkekraven over de brede skuldre. En let elastisk gang. Altid klædt i sort, sorte benklæder, sort diplomatfrakke, sort silkehat. Havde man set ham én gang, tog man aldrig fejl af ham siden hen. Hjemme sad han tiest med sin lange pibe i munden.
Han var vel begavet, men ikke rigt. Orden, klarhed, præcision i alt, hvad han vidste og havde med at gøre. Han glimrede ikke med dybe tanker og fine indfald. Han forstod at værdsætte sådant, når det i øvrigt var forenet med det, han vurderede højt. Men han ejede det ikke selv og prøvede ikke på at præstere det. Han kendte sin begrænsning og gik ikke uden for den.
Han var vel belæst, havde lært sine ting i skole og på universitet. Men han havde intet speciale, hvor han var ekspert. Han læste altid noget, men det var ingen omfattende læsning. Litteratur havde han kun et begrænset kendskab til. Han elskede Holberg, især Peder Paars, enkelte andre ting var ham kære. Men nyere litteratur havde han ingen tiltrækning til. Sin Bibel studerede han stadigt, læste snart én, snart en anden tysk kommentar, ikke mindst til Gl. Test.; men moderne kritiske spørgsmål holdt han sig væsentligt fjernt fra. Gennem Martensen havde han fået sit positive teologiske standpunkt, og det holdt han sig til. Nyere sprog var han kun nødtørftigt hjemme i, mindst i engelsk. Men hans opfattelse var i orden; hvad han hørte, forstod han og bedømte klart og rigtigt.
Fordi han var så klar over sin egen begrænsning, var han villig til at beundre andre, der havde andre evner end han. Han kunne høre Vilh. Beck med hjertelig sympati, smile ad hans morsomheder, gå gladelig med, også når der var lidt voveligt i det, der blev sagt. Han kunne med største tilfredshed høre den unge Ricard og være optaget deraf. Men han prøvede aldrig selv at gå ad sådanne veje. Men han var sandfærdig. Han har vist aldrig sagt noget, som ikke var sandt, og han har sikkert heller aldrig overdrevet, når han fortalte noget, han havde hørt, og som havde moret eller optaget ham. Åndelig talt var han blufærdig. Sine egne åndelige oplevelser var han såre varsom med at fortælle om. Når han prædikede, lå hans egne oplevelser i baggrunden, men han førte dem ikke frem. Måske man skal sige, at der var noget forbeholdent over ham. Måske er dette ikke det rette ord. Men han gav ikke sig selv, og dog var det, han sagde, ganske personligt. Han talte ikke, så hans grebethed lå i overfladen; men den var dybest nede. Føleri, klynkeri, drømmeri, fantasteri, kælenskab, hysteri, sværmeri - procul esto [det være mig langt fra].
Han var ikke uden selvfølelse og selvtillid. Men den lugtede ikke, fordi han ikke var forfængelig. Men han ville ikke sættes til side, hvor han havde en myndighed. Til tider kunne han være endog meget afgjort. I det altsammen var han altid sig selv.
Han blev opfattet meget forskelligt. Man har fortalt, at da han første gang kom til hoffet, smilede man ad ham. Men kong Georg af Grækenland fik interesse for ham, og de samtalte ikke så lidt, de to gange de mødtes.
Til hans særlige evner hørte hans lederevne. Han havde denne evne, og den blev taget i brug. Han så ligefremt og rigtigt på sagerne; han anerkendte andre og deres dygtighed. Han chikanerede ikke, drillede ikke, søgte ikke sit eget. Han forstod sig rent ud sagt ikke på vrøvl. Derfor mødtes han med så megen tillid fra forskellig side, at hans lederevner kom til at gøre deres nytte.
Hans temperament? Han var af natur hidsig. Men han overvandt denne hidsighed, så den sjældnere og sjældnere kom til udbrud. "Han var et hidsigt asen," sagde Vilh. Beck engang om ham, "men hvor er han blevet et skønt menneske."
Og så var han optimist. Han var alvorlig; til tider kunne han gå og være trykket. Men han var i grunden altid tilbøjelig til at se den lyse side af tingene. Således kunne han frydes over det frembrydende forår, ligesom han elskede havet og følte sig dybt hjemme ved det skønne Lillebælt. Når foråret kom, udsatte han en belønning af 25 øre til den af børnene, der fandt den første følfod. I sin have dyrkede han med stor interesse frugttræer og blomster. Og mennesker troede han vel; samtidig med at han dømte rigtigt, var han altid tilbøjelig til at se på den bedste side hos menneskene; han forstod deres ejendommeligheder, regnede med dem og lod dem være i fred. På ham er opfyldt ordet fra salmen, citeret i Hebræerbrevets første kapitel: "Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine medbrødre."
Han var flittig i alt, hvad han tog sig for. I en kort skildring af ham (efter hans død) siger A. Schack om ham, at han forstod Sandheden af det ord, at "alt hvad der fortjener at blive gjort, fortjener at blive gjort godt." Han gjorde sine ting så godt, han kunne. Han var stærkt optaget af sin forberedelse til sine prædikener, bibellæsninger, lejlighedstaler; han besøgte de syge flittigt, gik på sygehus og i arrest, på fattiggård, og holdt mange møder udenfor sine egne sogne. I ikke få år var hans søndagsration af arbejde: 2 gudstjenester, søndagsskole og aftenmøde i missionshuset.
Men man kendte ham ikke, hvis man ikke kendte hans lune. Han var ikke vittig, men han var lun. Det var tit sådanne småting, at det ikke siden kan gengives; til andre tider blev det siddende og efterlod et billede af hans sjæleliv. Da jeg blev hans medhjælper i Fredericia, fik jeg megen lejlighed til på nærmere hold end tidligere at se dette. Et par eksempler. En præst, der ville opdrage mig pastoralt, forklarede mig forskellen mellem første og anden helligdagsprædikener: Den første helligdag skal man holde en festprædiken; anden helligdag prædiker jeg det rene evangelium. Jeg refererede denne lærdom for fader og spurgte ham især om dette sidste, hvad det ville sige. "Å", sagde han, "det vil sige, at han ikke forbereder sig til anden helligdag."
Hans prædiken var som han selv; det var dens fordel. Schack siger om den, at den kunne være noget tør og nøgtern, fordi stemningen ikke havde magt over den, og han ikke var veltalende. Han har selv engang sagt: "Jeg har ikke mange ord, så når jeg ikke har tanker, har jeg ingenting." Han talte bibelsk. Der var ikke skildringer deri, ikke journalistik, ikke litteratur, ikke poesi; sjældent kolorerede han med træk, han havde læst, så godt som aldrig, måske aldrig, med noget, han selv havde oplevet, mindre med hvad han havde oplevet som præst, fordi han ikke ville tale derom. Men han udlagde og forkyndte i henhold til sin tekst, som var blevet ham selv levende og værdifuld. Derfor kunne han sige de bibelske ord, så de hørtes. Han talte engang ved et landemode til de forsamlede provster om det ord: "Det er gjort, som du befol." Han prædikede engang på 5. s.e. Trin. om ordet: "Far ud på dybet." Det er blevet sagt om ham af en af hans tilhørere: "Jeg kunne sommetider ikke følge med, og til andre tider sidde og ønske, at han aldrig ville holde op." Selv erindrer jeg en visitatstale på Manø, hvor jeg netop sad med denne sidste følelse.
Det, som Paulus siger om forkyndelsen: "Den tale er troværdig og al modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere," passede i høj grad på ham. Jeg har hørt ham tale derover og måtte sige, at både Paulus og han, som talte, med rette kunne sige dette ord.
Så var han et bedende menneske. Når han bad i kirken, var det reelt. Når han bad hjemme, var det ganske det samme; der var intet, som ikke var til at stole på. Gang efter gang var han på forhånd klar over bønnens opfyldelse.
Når hans gamle venner, Ipsen fra Assens, Johannes Clausen fra Slagelse, senere Vonsild, og Vilh. Beck var hans gæster, kom der en egen oprømthed over ham, og hans deltagelse i samtalen viste os da nye sider af hans åndelige indhold.
Hans deltagelse i Det danske Missionsselskabs arbejde, til sidst som dettes formand, fyldte meget af hans liv, og da han var blevet biskop i Ribe, rakte hans interesse sig ud til videre kredse; men hans børn og deres vel blev altid ved at være i den forreste række, så vi kunne regne med hans hjertelige deltagelse i vort ve og vel.
Hans sidste år var et sygdomsår. Han blev forkølet ved indvielsen af stationskirken i Ulfborg, hvor man spise frokost ved vintertid i en uopvarmet sal, hvor der endda lige før var vasket gulv, så der ikke var tørt. Det gav sig udslag i en hjertesygdom, der var meget pinlig. Han lå meget syg den sidste vinter, tog derefter ind til Finsens Institut for at gennemgå en kur, blev bedre og fik at vide, at når han ville opgive sit arbejde, ville han kunne leve måske i ikke få år. Men at opgive arbejdet kunne han ikke beslutte sig til, men begav sig på vej hjem for at tage fat som sædvanlig. Sin vej hjem lagde han om ad vore hjem, så vi fik et besøg af ham. Fra Herning, hvor jeg dengang boede, tog han til Ribe, fik et tryk på hjertet, da en vogndør på banegården i Bramming slog i af et vindstød, netop som han havde fået fat i håndtaget på dørlåsen. Han kom hjem, stod en aften i haven og så på roserne foran havestuedøren og sagde stilfærdigt til sig selv: Så får jeg dem altså ikke mere at se. Den næste morgen lå han i sin seng, udstødte et suk; hans datter satte sig ved hans side, han trykkede hendes hånd og var død.
Vi fulgte samlet hans kiste i tog til Fredericia, hvor han blev begravet ved moders side.
"Sandheden tro i kærlighed", står der på hans gravsten omkring korset, hvor bispestaven danner det første af de bogstaver, der er indhugget på stenen." ...

Stiftsprovst H. Lutzhøft skrev:
"Biskop C.V. Gøtzsche var ikke nogen partimand, men opfyldt af ønsket om at bevare enheden indenfor kirken, hvilket også gav sig udtryk i et kirkeligt blad, han en ganske kort tid udgav. Han var en frisindet mand, forstående overfor de forskellige kirkelige retninger, selv gennemtrængt af evangeliets trøst og alvor og nidkær for at vække åndeligt liv ... Han var en personlig ven og skolekammerat af Vilh. Beck og havde mange berøringsflader med Indre Mission, men han var tillige en meget selvstændig mand og forstod at hævde sin selvstændighed ... Hans betydning lå ikke i hans forfatterskab, ikke heller i hans forkyndelse, men i hans personlige alvor, hans karakters oprigtighed og tilforladelighed, hans retsind og selvstændighed. Derved vandt han stor agtelse og tillid, dette skabte hans indflydelse ... Biskop Gøtzsche har krav på den danske kirkes taknemmelighed for det store og nidkære arbejde, han har udfoldet, for den ireniske ånd, hvori han har virket, for den kærlighed, hvormed han omfattede enhver alvorlig livsbevægelse indenfor kirken. Han var ikke bange for at påtage sig et arbejde og et ansvar, og han var trofast i sit arbejde, trofast imod, hvad han erkendte for ret, han forstod i ikke ringe grad at være "sandheden tro i kærlighed" (Illustr. Tid. 30. juni 1901). Om hans indflydelse ved Johs. Gøtzsches udnævnelse til sognepræst i Herning, se Nedergaard VI, s. 755.
I Ribe Festskrift hedder det s. 277: Biskop Gøtzsche var den første tilhænger af Indre Mission, der kom til at beklæde bispeembedet hér. Også Ydre Mission havde hans kærlighed. I de bevægede kriseår sidst i 1890'erne var han den kloge og besindige formand for DMS. - Som gammel modstander af præstefrihedstankerne optrådte Gøtzsche sammen med Vilh. Beck skarpt og håndfast over for den liberalteologiske pastor Anton Jensen, Harboøre, der 1901 blev tvunget til at træde tilbage (Se Nedergaard VI, s. 615 og 620).
Biskop Gøtzsche havde en stor del af sit hjerte i Ydre Mission. Ved det bevægede DMS-møde i Odense 1891, da Kina-missionen blev vedtaget, var den måde han ledede mødet som dirigent "et af glanspunkterne" (T. Løgstrup: DMS Historie, 1907, s. 86). Kr. Dagbl. skrev 8. oktober 1906: Når Gøtzsche med sit store, kloge hoved besteg talerstolen som leder af vore kæmpemissionsmøder, betoges man af en egen soliditets- og sikkerhedsfølelse, der gik helt ned i benene, så man kunne stå lagret i timevis. Flaget var hejst, admiralen stod på kommandobroen - ikke for at kommandere, men for at samle de mange uklare viljer i én stærk, strid strøm. "Han indviede flere af DMS's missionærer ved store festgudstjenester, den største var 19. august 1896, da han i Ribe ordinerede sin søn E.V. Gøtzsche og 23. oktober samme år i Fredericia udsendte ham sammen med flere andre til at blive missionær i Indien. - Ved det store DMS-møde i Viborg 1896 trådte biskop Skat Rørdam ud af bestyrelsen. Næsten alle ønskede C.V. Gøtzsche indvalgt, men han ville ikke modtage valg så hurtigt efter at være blevet biskop. I stedet valgtes Jens Holt, Taulov. Men samme år blev han ekstraordinært bestyrelsesmedlem, og september 1897 valgtes han til formand efter provst Jens Vahl. Gøtzsche havde siden 1889 været fast dirigent ved de store møder. Det blev en urolig tid. Vilh. Beck angreb 1898 hårdt DMS's sekretær, pastor Th. Løgstrup, og Beck trådte ud af bestyrelsen; et møde i Aalborg juli 1898 var meget bevæget. Biskop Gøtzsche, der blev genvalgt med største stemmetal, havde brug for al sin forhandlingsevne. Ved dette møde indvalgtes bl.a. pastor A. Busch. Opgøret medførte, at missionær L.P. Larsen, Indien, løsnedes fra DMS. Bokseroprøret i Kina 1900 medførte mange vanskeligheder for DMS. Biskoppens død 1901 var et tungt slag for DMS, hans faste, styrende hånd og milde sind havde skabt ro. En sølvkrans fra DMS over ham hænger i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. - Han var også bestyrelsesmedlem i Københavns Kirkefond, som optog ham meget.

Stiftsprovst P.J. Pedersen skriver: "Biskop Gøtzsche havde selv været sognepræst i mange år og var således fuldt fortrolig med den praktiske præstegerning. Han tilhørte Indre Missions retning og lagde aldrig skjul derpå, men var overlegen og frisindet nok til at stille sig venligt også til præster af anden retning. Thi "livet" elskede han så højt, at han måske undertiden for meget betragtede et ydre kirkeligt røre som tegn på præsters duelighed. Hans ordinationstaler var dybe og hjertelige, og ganske særligt mindes jeg, hvad jeg kunne kalde hans "bordtaler", småtaler ved de festlige samlag efter landemoderne eller ordinationerne. I disse taler var humor og kristelig alvor og varme på en tiltalende måde forenede" (Ribe Stifts Aarbog 1955, s. 62ff).

Se i øvrigt: Niels Bundgaard: DMS Historie I (1935), s. 180f; DBL2, bind VIII (1936), s. 537-538. Johs. Gøtzsche: Klokkerne kimer (1933). Samme: Livserindringer. Ebenezer, s. 46. Ribe Festskrift 1948.


13. Provst
FREDERIK ZEUTHEN

(1895-1915)

Født 2. januar 1837 i Grimstrup, Ribe Amt. Forældre: Daværende sognepræst i Grimstrup-Aarre, senere i Fredericia Michaelis-Erritsø Frederik Ludvig Bang Zeuthen (1805-1874, nr. 11 ovenfor) og hustru Magdalene Hedvig Johanne Laub (1814-1881). Student Sorø 1857; cand.theol. 26. juni 1862 (laud). Huslærer på Lolland. 1864 underkorporal ved 4. regiment; deltog i kampene 17. marts (Dybbøl) og 29. juni (Als). Personel kapellan i Udby-Ørslev, Præstø Amt, 24. november 1865, ordineret 17. januar 1866. Sognepræst i Everdrup, Præstø Amt, 3. april 1872. Sognepræst i Viborg Domsogn-Asmild-Tapdrup, provst over Viborg Købstad og stiftsprovst over Viborg Stift 9. september 1885. Ridder af Dannebrog 1888. Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø 19. august 1895. Frasagt sig rang som stiftsprovst 31. december 1895. Provst over Elbo-Holmans-Jerlev Herreder 5. april 1900. Afsked som provst 13. oktober 1906; Dannebrogsmand s.å. Død 27. februar 1915 i Fredericia. Gift 13. oktober 1868 i Brahetrolleborg, Svendborg Amt, med Rasmine Frederikke Bagger, født 29. marts 1840 i Tanderup, Odense Amt. Forældre: Daværende sognepræst i Tanderup, senere i Brahetrolleborg-Krarup Frederik Vilhelm Bagger (1805-1884) og 1o hustru Sophie Charlotte Birch (1807-1843).


Børn: Heraf kendes:
1) Frederik Bagger Zeuthen, født 15. maj 1874 i Everdrup, død 2. august 1965 i Odense. Sognepræst, sidst (1921-1944) i Vamdrup, Ribe Amt.

Udg. artikler i Evangelisk Ugeskrift (heri 1864: Om Lyksalighedsdriften og Samvittigheden som de naturlige Forudsætninger for den kristne Tro), i Theologisk Tidsskrift (heri 1879: Gjælder Mose Loven for de kristne?; 1889: Om Frihed; 1901: Om den religiøse Betydning af Livet i idéerne) og i Ugeblad for den danske Folkekirke (heri 1865: Om Muligheden af en kristelig Filosofi). Om Underet (1877). Tale ved Marie Susanna Jensen født Stützers Baare (1902). Er dit aandelige Liv i Opgang eller Nedgang? Prædiken (1907). Bibelkritiken. Tildels foranlediget ved Prof. Bangs Skrift: Theolog og Lægmand (1912). (sm. m. J.R. Baumann) Vær ogsaa med i Hedningemissionen, to Prædikener (1883). Den kristelige Frihed sammen med V. Gøtzsches Kristus, vor Konge og hans Rige , to Prædikener (1896). (sm. m. J. Friis Hansen) Om Kirke og Stat. 2 Foredrag (1903). Prædikener m.m. i Indre Missions Tidende. (posthumt) Far ud paa Dybet, Prædikener fra Advent til Faste. Holdt i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia i Kirkeaaret 1914-15.

Medlem af det kirkelige udvalg 1903. Medlem af bestyrelsen for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark 1879. Formand for samme 1901. Formand for Fællesbestyrelsen for KFUM og K 1901. Redaktør af Indre Missions Tidende 1910.

Frederik Zeuthen er skildret udførligt i en biografi af Johs. Gøtzsche, der en tid var hans kapellan (kateket). Det giver indtryk af hans mangesidige personlighed, rodfæstet i gammel kultur, men klar og afgjort som prædikant og forkæmper for Indre Mission; impulsiv i sin form, så han snart virkede barsk, snart mild og forstående. Hvad fik ham til at søge til Sct. Michaelis, da han på det tidspunkt var stiftsprovst i Viborg? Dels var det faderens gamle embede, dels holdt han meget af naturen omkring Fredericia. Men det vejede nok tungere til, at forholdet mellem ham og biskop Swane, der ikke agtede IM så højt, ikke var det bedste. På den anden side var det pinligt at skulle forlade Viborg med dens kultur og mange akademikere for at flytte til Fredericia, der forekom ham tilbagestående i den henseende.

I Fredericia var man imidlertid noget bange for ham. Borgerskabet mente, at han var en hård mand, og søgte at hindre ansættelsen. Nogle havde hørt om hans diskussioner med faderen i sin tid og betragtede dem som et tegn på et stift sind.

Men snart forstod menigheden, at her var en præst, der havde et evangelium og agtede at bringe det, så det kunne høres. Og da han blev medlem af IM's hovedbestyrelse fra 1879 og efter Vilh. Becks død 1901 IM's formand, fik han rig lejlighed til at prædike dette evangelium på mange steder og for mange mennesker.

Han arbejdede i sin præstegerning med stor flid. Når han havde prædiket inde i byen om formiddagen, kunne man om eftermiddagen se ham vandre til Erritsø for søndag aften at holde møde ude i sognets udkant. Om forsamlingen var stor eller lille, var ham ligegyldigt.

I sine første år i Fredericia samlede han mange om sin prædikestol. Men da han blev gammel - han tiltrådte som næsten 60-årig - kneb det med at holde sammen på dem. Der var ikke få, der løste sognebånd fra ham, hvilket han ikke lagde dem den mindste hindring i vejen for.

Trods sit indremissionske ståsted lod han gerne andre holdninger komme til orde. Han åbnede sin kirke for den grundtvigske kreds i egnen og lod den benytte kirken så meget, den ville. Han lod en kvinde (komtesse Henriette Knuth) tale i Sct Michaelis Kirke, og som provst (1901-1907) gav han tilladelse til, at en baptist (den norske vækkelsesprædikant Albert Lunde) talte i byens anden kirke. Bagefter forbød han ham dog at tale i byens kirker, fordi han ikke "havde bekendt ren kulør"! Og trods protester lod han pater Breitung, ansat ved latinskolen i Ordrup, holde to foredrag mod darwinismen i missionshuset. Darwinismen var ham åbenbart mere ubehagelig end katolicismen.

Da der opstod en tungetalerbevægelse blandt hans venner, håbede han, at den ville dø ud af sig selv. Men hans holding ændredes, da det blev oplyst for ham, at et "medie", der kunne tale fransk i "tunger", ikke var i stand dertil trods kraftig opfordring fra forsamlingen. Derpå erklærede han tungetalen for falskneri. Fra den tid talte han skarpt mod pinsebevægelsen.

Zeuthen var med i stort og småt i de forskellige kirkelige arbejdsgrene i sognet. Selv holdt han det ugentlige forklaringsmøde for søndagsskolens medarbejdere og deltog ofte i ydremissionskredsens møder. Én arbejdsgren gav han i sine sidste år mange kræfter og med særlig glæde. Det var KFUM, hvor han kom til de faste møder, deltog i bestyrelsens arbejde og kunne sidde som en ung blandt de unge. Et sent bestyrelsesmøde blev så livligt, at der bagefter blev klaget over larm fra sekretærværelset, endog dans! Men Zeuthen havde selv deltaget og tog det roligt (Johs. Gøtzsche, 1927, især s. 156ff, 161ff, 166ff).

Med sine mange hverv havde Zeuthen behov for hjælp, og han fik en række unge præster af IM-observans som medarbejdere i kateketembedet og som personelle kapellaner (jfr. præsterækkerne). Størst betydning fik T. Philipsen, der var KFUM-sekretær i byen fra 1909, personel kapellan for Zeuthen 1913-1915, og fortsatte 1915-1925 i et nyoprettet residerende kapellani for Sct. Michaelis-Erritsø.

Litt.: DBL3, bd. 16 (1984), s. 141 (af P.G. Lindhardt); heri yderligere litteraturhenv. T. Philipsen: "Stiftsprovst Frederik Zeuthen", i Fredericia Minder 1965, s. 6-9.


Personelle kapellaner hos Frederik Zeuthen:


13b. AXEL MALTHE NIELSEN
(1904-1907)


Født 18. september 1871 i København. Forældre: Karetmager, senere værtshusholder og jordbruger i Herlev, Laurs Malthe Nielsen og hustru Victoria Jensen. Student Borgerdydsskolen i København 1889; cand.theol. 18982 (laud). Huslærer i Understed Præstegård; uordineret medhjælper i Knebel-Rolsø, Randers Amt, i Nyker, Bornholms Amt, og i Kærum, Odense Amt. Personel kapellan i Fredericia Michaelis-Erritsø, 13. maj 1904. Sognepræst i Give 1. marts 1907. Sanatorieophold. Afsked 14. oktober 1940. Død 9. maj 1946. Gift 9. november 1905 i Voldborg med Margrethe Kirstine Pedersen, født 21. november 1871 i Hedegaard, Glesborg Sogn, Randers Amt. Forældre: Vejassistent Hans Pedersen og hustru Hanne Bolette Christensen.

Kredsformand i Indre Mission for Vejle Vesteregn 1908-1936; kredsformand for DMS 1917-1936.

Axel Malthe Nielsen var sognepræst i Give i en menneskealder, en dygtig og afholdt præst. Skønt flertallet i Give er grundtvigsk, og han tilhørte Indre Mission, blev han præst for alle og prægede kirkelivet her. Indre Mission voksede, og der var fordragelighed i forholdet til den store grundtvigske kreds og til metodister og baptister. - Axel Malthe Nielsen havde været hjælpepræst hos IM's landsformand, provst Fr. Zeuthen, Fredericia, og det kunne mærkes. Han blev IM's førende skikkelse på egnen, var leder af IM's kredsforbund i mange år og gjorde her et godt arbejde. "Med tak mindes man hans klare forkyndelse, få kunne som han udlægge evangeliet om Jesus Kristus som frelser og forløser fra synd og død. Han øste af ordets kildevæld og var plantet i Guds hus til sin sidste stund. Hans afskedsprædiken over Mk. 16, hvor han så stærkt understregede missionsbefalingen og lydigheden mod ordet, blev husket af mange. Ved hans sidste prædiken understregede han især betydningen af stilhed for herren i lønkammeret, og sluttede med det for ham karakteristiske vers: Med sorgen og klagen hold måde, Guds ord lad dig trøste og råde. Lad hjertet i sorgen ej synde, ved døden vi livet begynde ..." (Se IM Tidende 1946, nr. 25).

Give Sogn var i Axel Malthe Nielsens embedstid inde i en stærk udvikling, og fra 1937 måtte han have hjælpepræst.


13c. PETER SØRENSEN
(1907-1908)

Født 25. november 1873 i Højrup, Herslev Sogn. Forældre: Gårdejer Hans Sørensen og hustru Ane Marie Pedersen. Student Kolding 1894; cand.theol. 19001 (laud). Bymissionær i København. Hjælpepræst i Nørre Nissum 27. juli 1901 - 1. september 1904. Lærer ved højskolen og seminariet ssts. 1901-1907. Hjælpepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø 1907. Sognepræst i Assing, Ringkøbing Amt, 7. januar 1908. Sognepræst i Gaarslev 29. oktober 1913. Sognepræst i Gern-Skannerup, Skanderborg Amt, 24. september 1926. Afsked 18. april 1939. Død 6. juli 1958 i Gern. Gift 25. november 1901 med Anna Brorsen, født 14. maj 1876 i Ribe, død 11. februar 1958. Forældre: Købmand Knud Brorsen og hustru Ane Bothilde Nielsen.

Udg.: Fra Salmedigtningens Omraade (1910). "En flittig Præst", i Hjemmenes Julebog 1940 (om C.C.J. Asschenfeldt-Hansen). Skrev i Indre Missions Tidende, Kristeligt Dagblad, Afholdsdagbladet og andre blade, dels prædikener, opbyggelige betragtninger og afhandlinger om salmer og salmelitteratur, ydre mission, afholdssagen m.m. Skrev enkelte fortællinger i Blaa Kors' Almanak, og enkelte digte.

Kredsformand i Blaa Kors, Silkeborg-kredsen, 1927-1938.

Peter Sørensen var en stilfærdig Indre Missions præst. Han følte sig nær knyttet til Fredericia-egnen og blev begravet i Gaarslev. Han var fra sin ungdom IM's mand, var en kort tid bymissionær i København, og kom så til Nørre Nissum, hvor Asschenfeldt-Hansen blev hans sognepræst 1904. Han var en solid og dygtig lærer for seminaristerne og højskoleeleverne, måske noget tung.

Peter Sørensens personelle kapellan 1935-1938, pastor J.I.J. Fabricius, skriver: "Pastor P. Sørensen kunne forekomme andre at være et studerekammermenneske, tør. tillukket og pedantisk. Men i virkeligheden var han et hjertemenneske, hvis tørre ydre gemte et følsomt, poetisk indre. Han var en udmærket oplæser, også på jysk (Anton Berntsen), og var gerne dybt grebet under oplæsningen. En særlig kender var han af salmedigtningen, hvad hans lille bog "Fra Salmedigtningens Omraade" vidner om. Han digtede også selv, både småfortællinger med opbyggelig pointe til julehæfter og almanakker, og smådigte, som sjældent kom videre end til skrivebordsskuffen. Et enkelt af dem kom til at overleve ham: "Der er en udstrakt haand fra Herrens trone". Om dettes tilblivelse fortalte han engang følgende: For mange år siden overværede han et møde i Nørre Nissum, hvor taleren som tekst havde vedkommende bibelord (2. Mos. 17, 16). Samme aften skrev han digtet ned, hvor de hovedtanker, taleren havde haft fremme, blev gennemgået vers for vers. Næste dag viste han digtet til en anden, der også havde deltaget i det møde, og han gjorde ham opmærksom på, at taleren havde haft endnu en hovedtanke fremme. Sørensen gik da hjem og skrev et vers til, hvor denne tanke kom frem, og sendte det hele til Indre Missions Tidende, som aftrykte det - minus det tildigtede vers. Derfra gik digtet over i "Indre Missions Sangbog", og derfra videre til "Hjemlandstoner" (nr. 296).

P. Sørensen var den stille forsker, missionsmand af den milde observans. Da Asschenfeldt-Hansen faldt for aldersgrænsen, udvirkede den grundtvigske fraktion indenfor menighedsrådet, at det blev en missionsmand af mere afdæmpet beskaffenhed. Han var på det tidspunkt 52 år, høj og mager, af konstitution asteniker. Han kunne gøre et verdensfjernt indtryk, var personligt uendelig upraktisk, var ikke snaksom, men desto mere tænksom. Hans prædikener var vel gennemarbejdede, tankeklare og bekendelsestro, men tørre! Han var et fint, nobelt og hensynsfuldt menneske, from og indadvendt. Hver dag læste han et afsnit af Bibelen på grundsproget. Han var ivrig Blaa Kors-mand. Skønt neurasteniker og de sidste 25 år så fysisk svag, at han kun få timer ad gangen havde kræfter til at holde sig oprejst, nåede han den høje alder af næsten 85 år. Han døde på sygehjemmet i Gern."


13d. JOHANNES CHRISTIAN OLSEN
(1908-1913)


Født 14. august 1877 i Næstved. Forældre: Skomagermester, byrådsmedlem Johannes Christian Olsen og hustru Jacobine Vilhelmine Jørgensen. Kontorist. Student privat 1897; cand.theol. 1903 (laud). Sekretær i KFUM i Slagelse 1903. Do. i Hillerød 1905. Hjælpepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø 30. august 1908. Sognepræst i Ejstrup, Skanderborg Amt, 23. september 1913. Sognepræst i Hyllested-Venslev-Holsteinborg Sogne, Sorø Amt, 14. juli 1924. Død 14. november 1936. Gift 20. marts 1904 i Hyllested med Jensine Cathrine Jensen, født 18. oktober 1872 i Blistrup, Mors. Forældre: Indsidder Peder Christian Jensen og hustru Mette Cathrine Jensen.

Bestyrelsesmedlem i Sudanmissionen 1913, formand 1924.

Udg.: Hvor driver vi hen (1910). Frelse og Fortabelse (1912). Medredaktør af Indre Missions Tidende 1909-1913.

Som hjælpepræst for Fr. Zeuthen i Fredericia var Johannes Christian Olsen betalt af Indre Mission; han skulle være rejsepræst og bistå ved redaktionen af Indre Missions Tidende.

Pastor Olsen deltog som student flittigt i søndagsskole- og ungdomsarbejde. I KFUM og K var han en skattet taler og gjorde et godt arbejde i Vest- og Nordsjælland. Men mest lærte han af Fr. Zeuthen i Fredericia, hans faderlige ven. Chr. Ludwigs kunne i sit blad være hård ved ham, hans iver kunne være større end hans omtanke i de unge år. Men han var en præst med hjertet på rette sted, helt igennem missionsmand. Man glemte ikke let hans prædiken. Et stort arbejde gjorde han for Sudanmissionen. Provst C.T. Lund talte over ham og fremhævede, at Olsen var en præst, som ikke havde skuffet de forventninger, man havde stillet til ham, og omtalte hans svære sygeleje og hans frimodighed over for døden (Det nye Aar 1938, s. 57-58).



13e. SVEND OLAF TORKILD PHILIPSEN
(1913-1915)

Født 20. november 1883 i Viborg. Forældre: Fabrikant Ernst Philipsen og hustru Kathinka Møller.
Student Viborg 1902; cand.theol. 1908 (laud). Kredssekretær for KFUM i Viborg 1908; do. i Fredericia 1909. Hjælpepræst Fredericia Michaelis-Erritsø 1913. Residerende kapellan ssts. 1. november 1915. Sognepræst i Gram, Haderslev Amt, 21. februar 1925. Ridder af Dannebrog 1943. Afsked 7. november 1953. Flyttet til Fredericia (Vesterbrogade 31); derfra rejsepræst for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark 1954-1966. Død 29. april 1974 i Fredericia. Gift 10. december 1915 med Harriet Krüger, født 18. februar 1884 i Fredericia, død 21. januar 1946. Forældre: Fabrikant Adolf Krüger og hustru Helene Robby.

Barn:
1) Svend Asger Philipsen, født 6. september 1916 i Fredericia; cand.pharm., 1947, fra 1970 provisor på Hammershøj Apotek (Dansk Farmaceutisk Stat, 7. udgave, 1973)

Medlem af bestyrelsen for Dansk Kirke i Udlandet 1919. Medlem af bestyrelsen for Hoptrup Højskole 1926, formand 1932. Kredsformand for KFUM og K 1929. Formand for stiftsudvalget for Kirkeligt Forbund 1933. Provstirepræsentant for Dansk Kirke i Udlandet indtil 1949.

Udg.: Saadan levede jeg (1949, 2. opl. 1955). Kan undere forklares? (1965). Endvidere en pjece om dåben. Fast anmelder ved Jydske Tidende. Har skrevet talrige afhandlinger og bladartikler.

Pastor Philipsen skriver: "Jeg var lykkelig, da pastor Bartholdy opfordrede mig til at blive rejsepræst, og jeg var ikke i tvivl om, at min bopæl så skulle være i Fredericia, hvor jeg jo var godt kendt fra mine yngre år. Det blev til 12 herlige år, hvor jeg kom hele Danmark rundt fra Bornholm (flere gange) til Vestkysten og fra Skagen til grænsen. Måske mest til købstæderne, men også til en mængde kredsmøder for unge og ældre, missionshusjubilæer, nationale møder, og store stævner, hvor jeg især mindes det store Ertebøllemøde ved Farsø, store stiftsmøder i Odense, Badmintonhallen i Esbjerg, og mange flere.

Ganske interessant er det, at mit første offentlige møde var en eftermiddagsgudstjeneste som 24-årig kandidat i Viborg Domkirke, hvor jeg var døbt, og der sluttede jeg som rejsepræst i Hans Tausens Hus, der var stuvende fuldt, den 15. februar 1966. Min sidste gudstjeneste havde jeg for resten i den reformerte kirke i Fredericia. Ret pludseligt følte jeg mig træt og gik derfor "på aftægt", men jeg keder mig ikke og har et efter alderen godt helbred. Jeg har nok at gøre med at tygge lidt teologi og mine to gamle hobbyer: kulturhistorie (fast anmelder ved Jydske Tidende) og zoologi, og på min daglige tur ind i byen får jeg mangen god samtale med nogle, jeg har døbt, konfirmeret eller viet for mange år siden, og som altid kan kende mig, om ikke på andet så på min ranke ryg! Jeg har levet et rigt liv og har uhyre meget at sige både Gud først, men også mennesker tak for. Og spørger De mig om tomme kirker, må jeg svare: Sådanne har jeg aldrig været i, og det samme gælder de forskellige missionshuse og andre lokaler. Jeg har elsket at rejse, men kunne ikke lide at flytte, så derfor søgte jeg aldrig fra Gram, selv om jeg fik tilbud nok. Det blev til 29 år, og nu foreløbig 13 i Fredericia. Jeg elsker livet og har en stor vennekreds, men jeg er også sikker på, at Gud har givet mennesket en sjæl, som ikke dør samtidig med legemet".

Pastor Philipsen har i Det nye Aar 1948 fortalt om de 13 gange, han har været i livsfare, bl.a. om affæren 26. marts 1938, da storforbryderen Mozart Lindberg kidnappede ham.

I Nedergaards Præste- og Sognehistorie, bind IX B, s. 880-895, er optrykt afsnit af pastor Philipsens erindringsbog "Saadan levede jeg" vedr. præstetiden i Gram. I Fredericia Minder 1966, s. 7-11, har han skrevet "Nogle Ungdomserindringer" fra sin første Fredericia-periode. I Fredericia Minder 1965 har han s. 6-9 skrevet om "Stiftsprovst Frederik Zeuthen". Om Mozart Lindbergs kidnapning af ham kan læses i S. Tage-Jensen: Danske Kriminalsager 1838-1938 (1942), s. 382-396.



14. CARL MARIUS HORNBECH
(1915-1934)

Født 21. juli 1871 i Hadsund. Forældre: Købmand i Hadsund Christen Johannes Hornbech og hustru Pauline Georgine Lauritzen. Student Randers 1890; cand.theol. 22. juni 1896 (laud). Huslærer i Slemminge Præstegaard. Sekretær i KFUM i Aarhus 1898. Præsteviet medhjælper i Københavns Helligkors Sogn 31. august 1899. Afsked 1901. Missionær i Indien 1902. Rejsepræst for Dansk Missions-Selskab 1909. Sognepræst i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 24. november 1915. Død 23. januar 1934 i Fredericia. Gift 1o i København, Lucaskirken, 16. september 1899 med Olga Hansen, født 19. maj 1876 i København, død 11. november 1908. Forældre: Direktør Hansen, København, og hustru. Gift 2o 3. april 1916 med Ernesta Sørensen, født 24. februar 1874 i Bredsten, død 24. juli 1958. Forældre: Stiftsprovst i Aarhus (1877-1903) Hans Sørensen (1831-1903) og hustru Frederikke Bolette Koch (1838-1907).

Udg. bl.a.: Fra Pligtens Land (96 s., 1916). Der gaar et stille Tog (120 s., 1917). Fra Korsvejen (228 s., 1922). Lige ud (189 s., 1923). Strejftog (186 s., 1924). Axel (174 s., 1924).

Pastor Hornbech gjorde stærkt indtryk ved sit livlige, følsomme væsen. Herom skriver hans ven William Larsen:
"Hans brødre skulle være købmænd; men Carl skulle være præst. Derfor blev han sendt til latinskolen i Randers, hvor han gik i 7 år. Mange gale drengestreger var han her anfører i, kvik og levende som han var. Det plejede han at fortælle om i juleheftet "Jul i Randers By".

"Det var først, da han som teologisk student kom til København, at det gik op for ham, at der skal mere til at være præst end en teologisk embedseksamen. Han søgte forbindelse med søndagsskolen og kom til nogle private studentermøder i en grosserers hjem ... Men sit egentlige gennembrud til levende tro daterede han fra sit møde med pastor N.P. Madsen, dengang i Kollerup i Hanherred ... Det blev til megen velsignelse og til et livslangt venskab.

"Da Hornbech blev stærkt optaget af missionsarbejde - han gik f.eks. med gårdmissionær Clausen på midnatsmission - kneb det med at få studierne passede. Han gav da Gud det løfte, at hvis han kunne få lov til at glæde sin far med første karakter, ville han melde sig til hedniongemissionsarbejdet. Han fik første karakter; men der gik nogle år, inden han blev færdig til udrejse.

"Efter sin eksamen blev han huslærer hos pastor Asschenfeldt-Hansen, som på det tidspunkt var huslærer i Slemminge på Lolland. Der knyttedes dengang et hjertebånd, som aldrig brast, mellem disse to mennesker med det overstrømmende følelsesliv. Det var gribende at se dem mødes ved vore udvalgsmøder. De hilste hinanden med høje glædesråb, faldt hinanden om halsen, ja, kyssede stundom hinanden.

"Under sin sekretærtid i Aarhus KFUM mødtes Carl Hornbech med Vilh. Rasch, som dengang var de unges rejsesekretær. De blev venner for livstid ...

"I det hele taget havde Hornbech let ved at indlade sig med andre mennesker. Kontakten sluttedes hurtigt, og han havde en forunderlig evne til at lukke sig op. De særprægede havde han en vis forkærlighed for. Derfor var søfolk og fiskere, sønderjyder, jernbanemænd og børn hans specialiteter. Under første verdenskrig var han et stærkt benyttet mellemled mellem de sønderjyske soldater ved fronterne og deres hjem.

"Da han var sognepræst i Fredericia, boede der alene i byen 880 jernbanefolk, Han kendte dem så at sige allesammen. Da han rejste til missionsmarken, var det som de danske søndagsskolebørns udsending. Hvor vi slugte hans breve! Og hvilken fest da han kom hjem, og vi fik lov til at trykke ham i hånden" (William Larsen 1945, s. 24f).

Billedet kan suppleres fra en længere skildring i Haderslev bispearkiv, skrevet af hans anden hustru (hans første hustru døde i Indien). Det hedder heri bl.a.:

"Om pastor Hornbechs prædikestol samlede sig altid en stor og lyttende skare; måske var hans prædikener ikke netop meget teologiske; til gengæld var de så ægte og menneskelige og "lige til". Præsten havde også evne til og forstod at anbringe så meget af hvad han oplevede, og hvad der havde mødt ham, indenfor sine prædikener, og det gjorde dem altid så levende og friske. Der var den ejendommelighed ved pastor Hornbech, at det ikke anfægtede eller generede ham det allermindste at udarbejde sine prædikener eller andet skriftligt arbejde midt i sin familiekreds ...

"Han havde altid en hel stabel af huskesedler om sygebesøg, der skulle gøres, om menighedsbesøg, der skulle udføres, om en eller anden lille venlighed, han kunne vise, og hans pen var altid i virksomhed for at sende breve og kort ud til nær og fjern. Digte, lejlighedssange og taler syntes han næsten at kunne "ryste ud af ærmet"".

Hornbech skrev også en del opbyggelige bøger og fortællinger, hvoraf de vigtigste er nævnt under hans data i præsterækken. Organisatorisk havde han bl.a. tilknytning til DMS, Blaa Kors og Sømandsmissionen, hvis formand han til sidst blev,

I efteråret 1932 meldte den sygdom sig, som trods flere rekreationsophold og midlertidig bedring viste sig uhelbredelig (mavekræft). Hans døde 23. januar 1934.

Ved skøde af 9. marts 1918, tinglæst 12. august 1919, købte Indenlandsk Sømandsmission hjørneejendommen Gothersgade-Oldenborggade nv, matr. 122a og 123a af Fredericia Bygrunde til Sømandshjem. Sømandsmissionen var begyndt i 1913 med en læsestue i Sdr. Voldgade, senere i en lejlighed i Gothersgade (Fredericia Dagblad, 29. januar 1963).



15. ERIK HERMAN CHRISTENSEN
(1934-1953)


Født 24. februar 1886 i København. Forældre: Dekoratør i København Erik Morten Christensen og hustru Anne Marie Dagmar Hermansen. Student Østersøgades Gymnasium i København 1906; cand.theol. 1913 (laud). Forbundssekretær i FDF, København, 1913-1916. KFUM-sekretær i krigsfangelejrene i Sibirien 1916-1919. Atter forbundssekretær i FDF, København, 1919-1924. Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø 27. maj 1925. Sognepræst sammesteds 1. juni 1934. Leder af KFUM's krigsfangehjælp i Tyskland 1940-1944 (orlov). Ridder af Dannebrog 21. juli 1948. Afsked 1953. Død 12. februar 1963, begravet 16. s.m. på Michaelis Kirkegård. Gift 26. juni 1944 med lærer Olga Eline Lauridsen (kaldet 'Laus'), født 20. marts 1890 i Vejstrup, død 18. juli 1977 i Fredericia, begravet 22. s.m. på Michaelis Kirkegård.

Mindetegn og udenlandske ordener: Dansk Røde Kors' Mindetegn for dansk Krigsfangehjælp 1914-19. Dansk Røde Kors' Mindetegn for Krigshjælpearbejde 1939-45. Norsk Røde Kors' Mindemedalje. Pavestolens Fortjenstkors, 1. grad. Tysk Røde Kors' Ærestegn, 2. & 3. klasse.

Pastor Christensen var formand for bestyrelsen i Fredericia Døtreskole på Øster Voldgade (fotograferet sammen med realholdet 1940, jfr. 2002/134).

Ægteskabet barnløst. - Olga Christensens dødsannonce i FD 20. juli 1977 er undertegnet af svigerinden Mega Christensen.

Udg.: Vort eneste håb. Jesus - Guds Søn, Vor Herre (prædikensamling). En (formentlig) dagbog fra Tysklandsopholdet 15. juli-31. august 1940 er 2002 afleveret til Lokalhistorisk Arkiv (2002/122)

I Fredericia Dagblads nekrolog 12. februar 1963 står bl.a.: ".. under første verdenskrig virkede Erik Christensen som KFUM-sekretær ved krigsfangelejrene i Sibirien... Under den anden verdenskrig var der atter bud efter ham til krigsfangearbejdet, denne gang i Tyskland. Forholdene var ulige vanskeligere end i 14-18, og arbejdet i fangelejrene undgik ikke at sætte sit præg på den i øvrigt raske og stoute mand... [I Fredericia] faldt pastor Erik Christensen fra første færd til blandt menighedens medlemmer, både i byen og i oplandet. Han talte med hjertet til hjertet, og der blev altid lyttet, når han stod på prædikestolen. Han var en varmhjertet forkynder. Hertil kom, at han med sit lyse livssyn og friske væremåde ikke kunne undgå at præge sine omgivelser og de mennesker, han kom i berøring med i det vidtforgrenede arbejde, han var med i. - Der blev også tid til litterære sysler, både som oversætter og som forfatter. Han skrev således "Vort eneste Håb", og senere udkom en prædikensamling omfattende gamle prædikener, som han havde holdt i Sct. Michaelis og Erritsø Kirker... Han overleves af sin hustru og flere søskende, hvoraf en søster bor i præstehjemmet i Falstersgade.


Hjælpepræster hos Erik Herman Christensen:


15b. HOLGER SECHER LETH
(1940-1941)

Født 18. juli 1912 i København. Forældre: Sognepræst i Søborggaard Sogn Theodor Leth (1880-1945) og 1o hustru Ingrid Anthonore Secher (1887-1918, d.a. rigsarkivar V.A.S.). Student fra Østersøgades Gymnasium i København 1930; cand.theol. 1936 (laud). Hjælpepræst i Aars-Havbro, Aalborg Amt, 29. juli 1937. Konstitueret residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø 1940. Kaldskapellan sammesteds 2. januar 1941. Residerende kapellan ved Aarhus Sct. Pauls Kirke 31. oktober 1944. Sognepræst i Mølholm, Vejle Amt, 11. juli 1952. Sognepræst ved Odense Fredens Kirke 22. november 1966. Afsked 30. september 1979. Gift 28. april 1940 i Kongens Lyngby med Dora Margrethe Elisabeth Klestrup, født 10. september 1915 i Kongens Lyngby. Forældre: Fabrikant Eli Sofus Gotlieb Klestrup og hustru Ellen Margrethe Serbine Andersen.

Udg.: 1. Johs. Brev (1952 - KFUM & K's Landsudvalgs Bibelarbejde).


15c. CHRISTIAN SIERSBÆK
(1941-1944)

Født 20. august 1912 i Anst Sogn, Ribe Amt. Forældre: Gårdejer Anton Marius Siersbæk og hustru Dorthea Maria Larsen. Student Ribe 1933; cand.theol. 19411 (h1). Huslærer på Scheelenborg. Konstitueret residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø 24. juni 1941. Sognepræst i Bølling-Sædding, Ringkøbing Amt, 13. juni 1944. Sognepræst i Bevtoft-Tislund, Haderslev Amt, 7. juni 1962. Gift 23. juli 1941 med Marie Kirstine Fallesen Albrechtsen, født 23. juli 1918 i Gesten Sogn, Ribe Amt. Forældre: Maskinhandler Christian Hansen Albrechtsen og hustru Inger Catharina Mary Maria Fallesen.

Slægt: En fætter, Aksel Larsen (1918-1998) var sognepræst, 1955-1984 i Skæve Sogn, Hjørring Amt.

Kredsformand for KFUM og K til 1962.



16. HANS ANDERS NISSEN
(1953-1962)

Født 8. oktober 1909 i Dybbøl, Sønderborg Amt. Forældre: Karetmager i Dybbøl Claus Nissen og hustru Margrethe Clausen. Student Sønderborg 1929; cand.theol. 1. juni 1935 (haud). Sognepræst i Bølling-Sædding, Ringkøbing Amt, 13. november 1935. Residerende kapellan Fredericia Michaelis-Erritsø 12. februar 1944. Sognepræst ssts. 8. november 1953. Sognepræst i Fredericia Michaelis alene 6. november 1957. Afsked 1962. Død 2. juli 1966. Gift 24. november 1935 med Helene Marie Schmidt, født 16. juni 1909 i Rødding. Forældre: Købmand Schmidt i Rødding og hustru.

Børn:
1) Rie Nissen
2) Hans Jørn Nissen, født 15. november 1938 (realeksamen Fredericia Gymn. 1955)
3) Poul Erik Nissen, født 10. juli 1941 (mat. studentereksamen Fredericia Gymn. 1960)

Pastor Nissens efterfølger som residerende kapellan blev Halvdan Vilstrup Knudsen, som snart fik Søndermarken som særligt distrikt. Det førte til udskillelsen i 1974 af Hannerup Sogn

4. juni 1955 raseredes Michaelis Kirke af en ildebrand, der var opstået ved en kortslutning i orgelblæserens elmotor. Genopbygningen af kirken varede 1½ år, og blev forestået af arkitekt Bodulf Billund, Fredericia (der også var kirkeværge). I byggeperioden henlagdes gudstjenesterne til missionshuset på hjørnet af Nørre Voldgade og Prinsensgade. Kirken blev genindviet 9. december 1956 (om branden og genopbygningen, se Sven Avnby, s. 31-38; jfr. Kr. Dagbl. 8. november 1956 og 18. november 1957).

Pastor H.A. Nissen var afholdt og havde en stor menighed. Den rystedes derfor dybt, da han i maj 1962 blev anholdt og senere dømt for underslæb (ca. 80.000 kr) samt dokumentfalsk. Disse ulovligheder var begået i tiåret 1953-1962, altså hele hans sognepræstetid, og bestod i, at indsamlede beløb ikke var afregnet. Han hævdede selv, at pengene var brugt til privat velgørenhed. Dommen lød på tre års fængsel (Kr. Dagbl. 27. november 1962). Nissen døde kort efter sin løsladelse.

Litt.: Per Vig, Erik Villumsen & Jens Kristian Holmgaard (red.): Slægters Spor i Bølling Sogn (2001), s. 40.


17. OVE BISGAARD
(1963-1975)

Født 1. februar 1918 i Skagen. Forældre: Postassistent Troels Bisgaard (født 1889, af Sønderup) og hustru Ida, f. Bisgaard. Kontoruddannet. Student Akademisk Kursus 1939; cand.theol. 1945 (laud). Hjælpepræst i Gram 26. juni 1945, ordineret 4. juli s.å. Hjælpepræst hos sognepræst i Rinkenæs, Aabenraa Amt, provst Frode Beyer (senere biskop over Haderslev Stift), 1946; tillige feltpræst ved grænsen. Sognepræst i Jelstrup-Maarup (Lønstrup), Hjørring Amt, 11. juli 1947. Sognepræst i Vivild-Vejlby, Randers Amt, 14. august 1954. Sognepræst i Fredericia Sct. Michaelis Sogn samt garnisonspræst i Fredericia 24. april 1963. Død 13. januar 1975 i Fredericia, begravet 17. s.m. på Michaelis Kirkegård. Gift 13. november 1945 på Frederiksberg med Ester Ruth Christensen, født 15. marts 1922 i Harte, død 18. december 1997 i Fredericia, begr. 27. s.m. på Michaelis Kirkegård.. Forældre: Direktør Peter Marinus Christensen og hustru Christiane Hansen.

Børn:
I Hartvig Wagners mindeord i FD, 14. januar 1975 nævnes "to døtre, svigersønnen og de to børnebørn"; dødsannoncen s.d. er undertegnet af:
"Benedicte, Bodil, Orla,
Thomas og Signe"
Dødsannoncen for Ester Bisgaard i Fredericia Dagblad 22. december 1997 er undertegnet af nedenstående "børn, svigerbørn og børnebørn":
Bodil og Orla
Thomas og Inge
Signe, Andreas og Laura
Benedicte og Claes
Michaela, Sarah og Jonathan

1) Bodil Bisgaard, født 24. november 1947; nysproglig stud fra Fredericia Gymn. 1967.

Medudg. af: Kirkens Ja og Nej (1964). Medlem af Kirkefondets repræsentantskab. Kredsformand for KFUM og -K.

Ove Bisgaard tilhørte Indre Mission men også den nye højkirkelige fløj og var medunderskriver på "Kirkens Ja og Nej". Han var meget glad for at være i Fredericia og satte især pris på arbejdet som garnisonspræst (Jyllands-Posten 14. januar 1975). - Mere udførligt omtales hans standpunkt i en levnedsskildring af hans hustru (i Haderslev Bispearkiv). Han følte sig altid knyttet til Indre Mission, men kom i sine sidste år i Vivild-Vejlby (til 1963) i forbindelse med kredsen, der udgav Kirkens Ja og Nej. Det optog ham meget, men han bragte ofte "uro i de meget teologiske samtaler med jordnære indlæg, der havde sin rod i den nære kontakt, han havde med det kristne lægfolk. - Egentlig gik han aldrig 100% ind for bevægelsen, fordi han altid troede på, at Gud og Hans evangelium kan sættes på linier og streger, dertil var Gud ham alt for rig og levende. Men kirkens situation syntes ham faretruende svag, den gamle lære grundet på bibel, bekendelsesskrifter, den kristne etik o.s.v. forekom ham vaklende - derfor var han med". Om Fredericiatiden hedder det: "Det blev den bedste tid i min mands præsteår. - Målet for hans præstegerning stod ham klart: at være med til at opbygge en menighed, der var en del af Guds kirke på jorden. Jeg synes, han arbejdede troligt mod dette mål i sine prædikener på søndage og månedlige hverdagsgudstjenester, i konfirmandstue og ved konfirmandbesøg, ved husbesøg og mere eller mindre vellykkede samtaler med forældrene og dåbsbørnene. - Arbejdet i menighedsrådet optog ham stærkt. Der forestod opførelsen af den nye Hannerup Kirke samt af et menighedshus "Michaelisgården" - i kirkens umiddelbare nærhed. Det gode sammenhold om kirken og dens opgaver var ham en stor opmuntring. Han var virkelig glad og frimodig i sin arbejdsdag i St. Michaelis, med den store trofaste menighed, som mødte ham med tillid... Desværre forstærkedes den træthed, der begyndte i Vivild. En arvelig sygdom sneg sig frem i ham, han måtte til at prioritere sit arbejde. Først undslog han sig alle udensogns møder, og en dag kunne han til sin sorg heller ikke overkomme at besøge konfirmanderne og deres forældre". - Han døde efter en blodprop 13. januar 1975.
Hjælpepræst hos Ove Bisgaard:


17b. HARTVIG ANDREAS WAGNER
(1974-1975)


Født 6. oktober 1929 i Braaskov, Stenderup Sogn. Forældre: Faglærer, indremissionær Aksel Peter Wagner og hustru Alma Mathilde Sørensen. Student Horsens 1948; cand.theol. Aarhus 1955 (laud). Medarbejder ved Missionshuset Carmel i Aarhus 1955. Timelærer ved Aarhus Seminarium samme år. Sognepræst i Nørhaa, Thisted Amt, 18. januar 1957. Residerende kapellan ved Herning Sct. Johannes Kirke 26. februar 1963. Sognepræst ssts. 1968. Afsked 30. juni 1974. Forstander for Indre Missions Bibelskole i Børkop 1. juli samme år. Tillige hjælpepræst i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 1. august samme år. Hjælpepræst i Gaarslev 1976-1978. Afsked fra Bibelskolen i Børkop 1982. Undervisningsassistent (NT) ved Aarhus Universitet februar 1983. Hjælpepræst i Herning med særligt henblik på betjeningen af Gullestrup Distrikt 1. juni 1985. Sognepræst ssts. 1986. Gift 5. marts 1955 i Herning med Marie Sørensen, født 24. december 1925 i Oddesund, Odby Sogn, Thisted Amt. Forældre: Stationsmester Jens Peter Sørensen og hustru Kirstine Margrethe Hald.

Medudg. af Kirkens Ja og Nej (1964). Udg.: Rom og vi (1965). Medarb. v. Hvad den danske kirke står for (1965). Fire artikler om Brorsons salmer (IM Tid., 1964). "Stjernen over Betlehem" (1967). Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation (artikler i "Det nye År", 1968). "Dåb og vækkelse" (1969).


18. ERIK CHRISTIAN STOREBJERG
(1975-1987)

Født 23. november 1921 i Bøvling, Ringkøbing Amt. Forældre: Gårdejer Thor Christensen Storebjerg og hustru Johanne Marie Eriksen. Student Rønde 1941; cand.theol. København 1948 (laud). Hjælpepræst ved Horsens Vor Frelsers Kirke 15. maj 1948, ordineret 21. maj i Hellerup Kirke. Residerende kapellan ssts. 4. marts 1949. Sognepræst i Nørre Snede 4. januar 1955. Sognepræst i Fredericia Michaelis Sogn 1. juni 1975. Afsked 30. april 1987 fra 30. september s.å. at regne. Fortsat bosiddende i Fredericia. Gift 15. juli 1948 i Bøvling med sygeplejerske Maja Krarup Kristensen, født 10. september 1921 i Bøvling. Forældre: Gårdejer Kristen Kristensen og hustru Maren Sloth.

Børn:
2 døtre og 2 sønner - der alle er blevet lærere; blandt dem den formodentlig yngste:
4) Anders Storebjerg, mat. studentereks. Fredericia Gymn. 1977.

Øvrig familie: ECS's bror Niels Storebjerg (*1918) var sognepræst, senest i Sahl, Ringkøbing Amt, 1967-1985.

Afskedsinterview v/ Poul Thiesen i Fredericia Dagblad 8. august 1987.


19. BENT ØSTERGAARD
(1987-2002)

Født 4. juni 1933 i Fly Sogn, Viborg Amt. Forældre: Gårdejer Niels Jakobsen Østergaard og hustru Ane Petra Madsen. Elev på Haslev Højskole 1951-1952 og på Haslev udvidede Højskole 1954-1955. Medarb. ved KFUM's Soldatermission 1955-1971. Kordegn ved Hobro Kirke 1. januar 1972. Uddannelse i teologi for lægfolk 1973-1976, under denne uddannelse kursus i kirkehistorie 1976-1977. Residerende kapellan ved Hobro Kirke 1. oktober 1977, ordineret ssts. 5. oktober s.å. Sognepræst ssts. 1. februar 1981. Sognepræst i Fredericia Sct. Michaelis Sogn samt garnisonspræst 17. oktober 1987 fra 1. november s.å. at regne. Afsked pr. 31. januar 2002. Flyttet til Herning som pensionist. Gift 24. september 1955 i Thise med Marie, f. Østergaard, født 22. januar 1933 i Thise Sogn, Viborg Amt. Forældre: Hansdelsgartner Mikkel Kristjan Østergaard og hustru Petra Jespersen.

Børn:

5 børn

Afskedinterview med Morten Kiilerich i Fredericia Dagblad, 31. december 2001, s. 5.



19b. BJARNE HVID
(1995-....)

Født 15. oktober 1955 i Vejle. Forældre: Diakon Anders Kristian Hvid og hustru, sygeplejerske Asta Kristensen. Student Rødkilde Gymnasium i Vejle 1975; cand.theol. Århus 1994. 27. november 1995 ansat som midlertidig hjælpepræst ved Fredericia Sct. Michaelis Kirke fra den 15. december 1995 at regne (Haderslev Stiftsbog 1996, s. 120). - Ordineret 6. december s.å. i Haderslev Domkirke (Ibid., s. 122). Gift 9. august 1975 i Mølholm Kirke med kontorassistent Rita Eggertsen, født 11. september 1955 i Mølholm. Forældre: Murer Egon Axel Eggertsen og kontorassistent Tonny Elinor Laursen.

Sektionsleder af reserven ved Civilforsvaret/beredskabskorpset 1977. Redaktionsmedarbejder ved Indre Missions Tidende 1995.



20. PETER ØSTERGAARD JACOBSEN
(2002-2016)

Født 15. oktober 1971 i Silkeborg. Forældre: Residerende kapellan ved Mariehøj Kirke i Silkeborg Frank Jacobsen (f. 1931) og hustru Inger Søndergaard Christensen (f. 1936). Student Silkeborg Amtsgymnasium 1990; cand.theol. Århus 1998. Sognepræst (kbf) i Skarrild-Karstoft og (50%) sognepræst i Rind 15. december 1998, ordineret 18. december 1998 i Viborg Domkirke. Sognepræst (kbf.) i Fredericia Michaelis Sogn samt garnisonspræst pr. xx.yy. 2002, indsat 10. marts 2002. Gift 20. maj 1995 i Aabyhøj med sygeplejerske Marianne Østergaard, født 19. august 1971 i Århus. Forældre: Ingeniør Niels Østergaard og hustru, pædagog Kirsten Birgit Thomsen.

Børn:
1) Andreas Østergaard Jacobsen, født 1999
2) Christian Østergaard Jacobsen, født 2000

Flyttede til Sct. Hans kirke i Odense 1/3 2016. Udgav samme år en samling indre missionske prædikener. Fredericia Dagblad, mandag den 11. marts 2002. Telegrafen, nr. 3, maj 2002, s. 25.



21. KRISTOFFER BRUUN SIMONSEN
(2016-....)

Født 10/11 1988. Gift 1/9 2012 med ernæringskonsulent Mette Bruun Simonsen, der er opvokset i Øster Snede blandt de "Stærke Jyder". Fik 2015 sønnen Samuel.
Mette arbejder i Fredericia kommune.
Afløste 1/3 2016 Peter Østergaard Jacobsen som sogne- og garnisonspræst. Kom direkte fra Aarhus Universitet hvor han har taget sin bacheloruddannelse på Menighedsfakultetet i 2009-2013, hvorefter han erhvervede sig sin kandidatgrad på Aarhus Universitet i 2015 og fortsatte på Pastoralseminariet i efteråret.
Menighedsfalkuteket blev grundlagt i 1967 af folk fra bl.a. Indre Mission som modstykke til Det Teologiske Fakultet.
Hermed fortætter Michaelis kirke med at have mandlige præster med rod i Indre Mission. Han har i studietiden arbejdet som kirketjener i Gellerup, som volontør ved den danske kirke i Jerusalem hvor også hans kone arbejdede som volontør samt assistent for præstere ved Christianskirken i Aarhus.
Han har undervist på konfirmationskurser og efterskoler samt været medhjælper på plejehjem og handicapcenter.


RESIDERENDE KAPELLANER
FASTANSATTE HJÆLPEPRÆSTER


1. JENS JENSEN RAVN
(....-1667)

Tiltrådte ikke, da hans valg blev kasseret.


2. JOHAN LOBEDANZ
(1667-1676)

Født i Haderslev (?). Immatrikuleret i Rostock. Immatrikuleret i København 3. december 1667. Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 30. oktober 1667. Død 1676 i Fredericia. Gift 1669 med Mette Nielsdatter.


3. JOCHUM (eller JOACHIM) REIMER
(1677-1710)


Født 1645 i Haderslev. Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 1677. Død 17. februar (ell. juli?) 1710 i Fredericia. Gift 1o med Hagar Berends. Gift 2o omkring 1690 med Dorothea Immanuelsdatter Cirsovius, født omkring 1668 i Fredericia, død 1756 ssts. Datter af sognepræst nr. 1 hér, Immanuel Cirsovius (1637-1693) og hustru Dorothea Jørgensdatter Harder.

Børn: Iflg. H.C.F. Hansen, Fredericia Sct. Michaelis Kirkes Historie, s. 57, havde Jochum Reimer i sit 2o ægteskab med Dorothea Cirsovius mindst 10 børn, hvoraf nedenstående døtre kendes:
1) Ursula Christine Jochumsdatter Reimer (1690-1741), gift 2. maj 1719 med residerende kapellan nr. 6 hér Peder Samuelsen Lobedanz (ca. 1682-1733).
2) Elisabeth Reimer, født 1695, døbt 17. april, død 23. juni 1775 i Fredericia, begravet 29. juni.
Gift 1720 (14. juni, 14. juli eller 12. august!) i Fredericia med købmand og borgmester Hans
Thomsen, Fredericia (1687-1751, hans 2o ægteskab) - jfr. C. Hahn-Thomsen: Optegnelser
om Morten Thomsen og Descendenter (Riserup/Stubbekøbing, 1941), s. 8-15 og flg. (Fotokopi
i LAFO, A1554/1).
3) Regine Sophia Reimer, døbt 12. juli 1701

Den 21. februar 1678 udsteder Danske Kancelli kgl. konfirmation på testamente, udfærdiget 6. januar s.å., mellem Jochum Reimer, og hustru'Hagar Berntz', der "i rum tid" har været gift med hinanden. Testamentet er bevidnet af sognepræst Immanuel Cirsovius og rådmand Gustav Johansen, og er bevaret i kancelliets registranter over kgl. konfirmerede testamenter o.l. 1670-80 med indlæg (4 underskrifter og segl. Jyske Registre nr. 14; jfr. PHT, 7 V, 1920, s. 199).


4. JØRGEN ALBRECHT FREUCHEN
(1710-1714)

Født 1674 i Haderslev. Fader: Forpagter af Vojensgaard Nicolai Freuchen. Student Haderslev 1695, immatrikuleret ved Universitetet i Wittenberg samme år; immatrikuleret 23. november 1697 ved Universitetet i København; cand.theol. 4. juli 1710 (non contemnendus). Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 11. august 1710. Død 19. maj 1714 i Fredericia. Gift 7. maj 1711 i Fredericia Sct. Michaelis Kirke med Sophia Elisabeth Johansdatter Monrad, født 2. juli 1682 i Aastrup, Haderslev Amt, gift 2o med eftermanden Johan Nielsen Rathenburg (se nedenfor nr. 5), død 1740 i Fredericia. Forældre: Sognepræst til Aastrup Johannes Jørgensen Monrad (1647-1725) og 1o hustru Dorothea Elisabeth Antonsdatter Kling (død 1695).


5. JOHAN NIELSEN RATHENBURG
(1714-1718)

Født 12. juni 1688 i Tinglev, Tønder Amt. Forældre: Sognepræst til Tinglev Niels Johannes Rathenburg og hustru Christina Clausdatter Caspergaard. Student Tønder 7. maj 1709; immatrikuleret ved universitetet i Kiel 7. maj same år; immatrikuleret ved universitetet i København 7. juni 1714; cand.theol. 11. juni samme år (non contemnendus). Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 9. juli 1714. Død 11. november 1718 i Fredericia. Gift 27. juni 1715 i Fredericia Sct. Michaelis Kirke med formandens enke, Sophia Elisabeth Johansdatter Monrad, født 2. juli 1682 i Aastrup, Haderslev Amt, død 1740 i Fredericia. Forældre: Sognepræst til Aastrup Johannes Jørgensen Monrad (1647-1725) og 1o hustru Dorothea Elisabeth Antonsdatter Kling (død 1695).

Børn: 1 søn kendt:
1) Jørgen Albrecht Johansen Rathenburg, født 21. august 1716 i Fredericia, død 13. juli 1787 i Lyderslev. Magister og sognepræst, 1752-1787 til Lyderslev-Frøslev, Præstø Amt.


6. PEDER SAMUELSEN LOBEDANZ
(1718-1733)

Født omkring 1682 i Fredericia. Fader: Købmand i Fredericia Samuel Lobedanz. Student Odense 1701; baccalaureus 22. maj 1702; cand. theol. 29. juli 1706 (non contemnendus). Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 25. november 1718. Død 19. maj 1733 i Fredericia. Gift 2. maj 1719 i Fredericia Sct. Michaelis Kirke med Ursula Christine Jochumsdatter Reimer, født omkring 1690 i Fredericia, død 1741. Forældre: Residerende kapellan hér nr. 6 Jochum Reimer (1645-1710) og 2. hustru Dorothea Immanuelsdatter Cirsovius (ca. 1668-1756).

Børn: 1 datter kendt:
1) Christine Pedersdatter Lobedanz, gift 22. juli 1755 med Iver Thomsen (Bruun), født 1718 i Fredericia, død 1783 i Vedsted, Haderslev Amt, sognepræst, 1753-1783 i Vedsted.


7. VALENTIN JOHANSEN BONIFACIUS
(1733-1760)

Sognepræst hér 1760-1764 - se ovenfor nr. 4.


8. JENS JENSEN BERGENDAL
(1760-1764)

Sognepræst her 1764-1787 - se ovenfor nr. 5.


9. LAURITS PEDERSEN SATTERUP
(1764-1770)

Født 16. december 1732 i Fredericia. Forældre: Guldsmed Peder Satterup og hustru Mette Lyders. Student Fredericia 1750; hører i Fredericia; cand.theol. 1761 (haud). Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 14. december 1764. Sognepræst i Dannemare-Tillitse, Maribo Amt, 26. oktober 1770. Provst over Lollands Sønder Herred 1779. Død 1788. Gift 1o med Ellen Kirstine Frederiksdatter Falkenberg, datter af Frederik Jensen Falkenberg. Gift 2o med Margrethe Sophie Friis.

Børn i 1. ægteskab: 1 datter født i Fredericia.

Hos Wiberg skrives, at L.P. Satterup var "munter, dog også alvorlig; almindelig agtet for sin nidkærhed og frimodighed i at prædike evangeliet".

L.P. Satterup efterfulgtes i Dannemare-Tillitse af brodersønnen Poul Satterup.


10. JOCHUM REIMER FENGER
(1770-1802)

Født 24. januar 1743 i Fredericia. Forældre: Købmand i Fredericia Poul Fenger og hustru Helene Cathrine Lobedanz (datter af nr. 6?). Student Fredericia 1760; cand.theol. 30. september 1763 (haud). Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 27. december 1770. Død 8. juli 1802 i Fredericia. Gift 9. juni 1773 med Anna Scolastica Pagh, født 1749 i Fredericia, død 9. januar 1817. Forældre: Købmand i Fredericia Mikkel Nielsen Pagh og hustru Inger (?) Pedersdatter.

Børn: 1 søn kendt:
1) Poul Fenger, født i Fredericia 1775, død 27. februar 1827 i Bredstrup. Sognepræst i Bredstrup 1802-1827.
Der findes to forskellige sagn med samme slutning om Jochum Fenger … Det ene fortæller, at Djævelen huserede ude på Hyby Fælled, hvor Trinitatis Sogns kreaturer gik. De kunne ikke gå i fred for djævelen. - Pastor Fenger, der var from og klog, blev tilkaldt for at mane Djævelen i jorden. Men de kom "i træde" og Djævelen sagde: "Kan du huske, at du tog en 4 skillings kage fra en kurvemager? Du er ikke ren!" Pastor Fenger kunne hverken få Djævelen i jorden eller slippe fri af hans greb. - Det kunne den katolske pater mærke, selv om han lå i sin seng. Han kaldte på pigen for at få støvler og frakke, så han kunne komme ud for at hjælpe Fenger. "Det skal gå hurtigt!" sagde han. Uret, som han havde lagt på bordet, begyndte nemlig at danske rundt. Han ilede af sted. - Fenger og Djævelen stod stadig og kæmpede, men da pateren tog ved, måtte Djævelen ned. Inden han forsvandt i jorden, nåede han dog at give Fenger en lussing. Efter denne dag kom munden til at sidde skævt på ham, og det kunne hænde, at han kom til at stamme under prædikenen." - "Han har konfirmeret min fader, så han måtte nok vide besked om det," slutter Tang Kristensens meddeler, Peder Hougaard, Ydby, som selv var født i Erritsø. Vi møder ham flere gange som meddeler. - Det andet sagn om pastor Fenger fortæller som indledning om en dag, da Fenger kørte med sin kusk, Jacob Lund, ud ad Sanddal-vejen. Pludselig begyndte hestene at ryste og skælve, og de ville ikke gå et skridt. - Jacob spurgte Fenger, hvad han skulle gøre. Han fik besked på at tage hestene ved hovedtøjet og trække dem et stykke. Det gik fint, og snart kunne de køre videre. Fenger ville ikke fortælle Jacob, hvad der egentlig var sket. - På samme tid levede der i Fredericia en kammerråd Richter (Henrik Molrath Richter død 1777). Han havde et meget dårligt ry, og da han døde, kunne folkene i huset ikke få fred for ham. Han gik igen. - Den katolske pater blev hentet, men han kunne ikke få bugt med ham. Pastor Fenger lå på dette tidspunkt i sengen, men han forlangte en bog (vel Bibelen)af pigen, stod op og gik ud og manede kammerråden i jorden. - Da han næste søndag gik på prædikestolen, sagde han "Mim-mim-mim!" og igen "Mim-mim-mim!" Og fra den dag kom det udbrud frem, hver gang han talte. - Man sagde, at det skyldtes: - at den, der skal mane døde, skal være uden brøde. Men pastor Fenger havde engang taget en kage fra en væverkone. Selv om han havde betalt med en skilling, da han manede kammerråden, måtte han leve med dette mim-mim som en påmindelse. - Beretteren til det sagn er en pastor F. Fenger i Ljunge på Sjælland 1805-1860. Hvis der - som ofte i sagn - er kerner af sandhed i beretningerne om pastor Fenger, så kan man spekulere på: Hvilke? (Kamma Varming i Pensionistavisen nr. 34, juli kvartal 1993, s. 22-23)


11. JACOB SCHJERNING
(1803-1812)

Født 9. januar 1773 i Nykøbing Falster. Forældre: Købmand i Nykøbing F. Niels Ursin Schjerning og hustru Martha Rud. Student Nykøbing F. 1791; cand.theol. 15. januar 1795 (laud). Hører i Nykøbing F. 1796. Residerende kapellan i Fredericia Sankt Michaelis og Erritsø Sogne 7. januar 1803. Sognepræst i Fredericia Trinitatis og Vejlby Sogne 24. juli 1812. Afsked 30. december 1829. 1838 borgerlig rådmand og forligelseskommissær i Fredericia. Død 3. april 1845 i Fredericia. Gift 1803 med Nicoline Christiane Frederikke Bentzon, døbt 3. juni 1777 i Køge, død 26. oktober 1858 i Herslev. Forældre: Sognepræst, sidst til Gladsakse-Herlev, Københavns Amt, Jens Winther Bentzon (1743-1823) og 1o hustru Mette Kirstine Nyeborg (1757-1786).

Barn:
1) Ludvig Jensenius Nicolai Schjerning, født 25. december 1805 i Fredericia, sognepræst, fra 1856 og til sin død 18. oktober 1863 i Herslev-Viuf (se dér).

Øvrig slægt:
Købmand Gregers Schjerning i Nykøbing Falster, som 3. december 1807 fik datteren Fanny Eline Schjerning, der blev gift med apoteker i Sakskøbing Friederich Theodor Wilhelm Grundtvig, kan være en bror (E. Dam & A. Schæffer, De danske Apotekers Historie bd. II (1928), s. 501-02).

Jacob Schjerning var i årene 1818-20 medstifter af den første lokalafdeling af det i 1814 dannede Danske Bibelselskab; han samvirkede hér med sognepræst ved Sankt Michaelis Kirke Andreas Peter Meden og den reformerte pastor Jules Charles Rieu (Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen: De senere jyske vækkelser = Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede V (1970), s. 18-19.

Men i øvrigt var forholdet mellem Schjerning og pastor Meden anstrengt, næsten lige fra Meden kom til Fredericia i 1818. Michaelis var det mindste af byens to sogne, og Meden vogtede derfor nidkært over de ham tilkommende indtægter. At Schjerning tilsyneladende havde større søgning end Meden p.g.a. sin store kreds af velyndere i byen hjalp naturligvis ikke på sagen. I efteråret 1829 mødtes de to sognepræster på Trinitatis Kirkegård (ville de begge forrette samme persons begravelse?) og kom i korporligt slagsmål. Sligt kunne naturligvis ikke gå upåagtet hen, og i en skrivelse fra biskop C.D. Koefoed hedder det da også, at Kancelliet havde anmodet ham om at tage til Fredericia for at undersøge sagen nærmere. Biskop Koefoed undskyldte sig imidlertid med dårligt helbred og sendte i stedet sin stiftsprovst, den lærde dr.theol. P.N. Frost. Han ankom til Fredericia 22. november. Resultatet af hans undersøgelse blev, at pastor Schjerning blev afskediget, formentlig fordi han blev betragtet som den angribende part; og pastor Meden fik ordre til at søge et landsbykald af ikke større indkomster end det nærværende (se herom under Michaelis Sogn).

Schjerning boede ved folketællingerne 1840 og -45 i ejendommen nr. 244 i Prinsessegade (østlige del). I henhold til forordning af 24. oktober 1837 løste Schjerning 8. marts 1838 borgerskab i Fredericia, hvorved han fik valgret og valgbarhed til den nyoprettede borgerrepræsentation, han var fra 1838 og til sin død borgerlig rådmand og i Fredericia. Han beklædte tillige hvervet som forligelseskommissær, hvilket kan synes en skæbnens ironi; men hans valg til rådmandsposten synes at antyde at han var afholdt blandt byens borgere, også efter hans afsked fra sit kirkelige embede. - I 1847 betalte hans enke, som da endnu boede i Fredericia, en formue- og lejlighedsskat på 1 rdl 64 sk.

I 1840 var Jacob Schierning aktiv som bladudgiver, idet han sammen med krigskancellisekretær T. Mørck og institutbestyrer J.C: Lange pr. 1. januar påbegyndte udgivelsen af ugebladet "Nyeste Morgenpost. Ugeblad af blandet Indhold, især med Hensyn til Fredericia og Omegn". Bladets numre blev på skift redigeret af de tre udgivere, og blev det første halve år trykt i Horsens. Med nummeret, som kom 8. juli 1840, ændrede bladet navn til "Fredericia Ugeblad. Af blandet almennyttigt Indhold for By og Land"; og trykningen skete i Vejle. Ed. Nissen oplyser, at Prins Frederik VII ydede økonomisk støtte til bladudgivelsen det første år; men med udgangen af 1840 hørte det op, og interessentskabet opløstes; Lange prøvede at føre bladet videre, men måtte standse i marts 1841.

- o O o -

Embedet som sognekapellan til Fredericia Sct. Michaelis Kirke og sognepræst i Erritsø Sogn nedlagdes ved reskript af 12. august 1803, at regne fra først indtrædende embedsledighed, som indtrådte, da Jacob Schjerning 24. juli 1812 udnævntes til sognepræst ved Fredericia Trinitatis og Vejlby Sogne.

Som en slags erstatning oprettedes 1825 et embede som ordineret kateket ved Sct. Michaelis Kirke. Det nedlagdes atter i 1913.


ORDINEREDE KATEKETER VED SCT. MICHAELIS KIRKE
UNDERVISENDE TEOLOGER MED LÆRERUDDANNELSE


1. LARS CHRISTIAN BRØCHNER
(1825-1834)

Født 27. juli 1797 i Borum, Århus Amt. Forældre: Sognepræst, senest i Harridslev-Albæk, Randers Amt, Søren Wedege Brøchner (1765-1828) og 1o hustru Anna Elisabeth Blichert (1768-1803). Student Randers 1814; cand.theol. 20. juli 1819 (laud). Kateket ved Fredericia Sct. Michaelis Kirke 14. september 1825, ordineret 28. oktober s.å. Sognepræst i Everdrup, Præstø Amt, 4. juni 1834. Afsked 30. november 1868. Død 22. april 1882. Ugift.

Ved visitats hos L.C. Brøchner i Everdrup i 1841 fandt biskop J.P. Mynster præstegården mådelig, haven smuk, kirken lille og simpel, uden dog at være styg. Brøchners prædiken "kunne være ret god, hvad indhold angår, men tør. Foredraget utåleligt smagløst og tremulerende, katekisationen mindre ubehagelig, men løs og desultorisk [springende]. Meget talrig forsamling". - Ved visitatsen 1849 prædikede den personelle kapellan C.N. Smith frit og levende. Brøchner katekiserede temmelig godt, men løst. Kirken overfyldt (Mynsters visitatsbøger bd. II, s. 163).


2. JOHANNES GALSKJØT
(1834-1841)

Født 8. maj 1804 i Hyllested, Sorø Amt. Forældre: Sognepræst i Hyllested-Venslev-Holsteinborg Thomas Martin Braëm Galskjøt (1748-1828) og hustru Karen Hvistendahl (1757-1831). Student Roskilde 1822; cand.theol. juli 1827 (laud). Huslærer hos assessor Neergaard på Vedbygaard i 1½ år. Sognekapellan i Skovlænge-Gurreby-Søllested, Maribo Amt, 31. marts 1830; ordineret 21. april s.å.. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 9. september 1834; tillige timelærer ved Det lærde Institut i Fredericia fra marts 1835. Sognepræst i Korsør-Taarnborg 1. august 1841. Sognepræst i Frederiksborg-Hillerød-Nørre Herlev 6. september 1850; tillige slotspræst ved Frederiksborg Slot 4. december 1854. Sognepræst i Magleby-Holtug, Præstø Amt, 25. august 1862; udnævnt til Ridder af Dannebrog samme dato. Afsked 23. januar 1875. Død 21. december 1880. Gift 28. april 1835 i København, Frue kirke, med Amalie Elisabeth Antoinette de Kløcker, født 20. marts 1813 i Aalborg, død 1. april 1875. Forældre: Kancelliråd, byfoged og auktionsdirektør i Aalborg Peter Kofod Marinus de Kløcker (1782-1821) og hustru Severine Johanne (Jenny) Ranøe (1783-1855).

Barn:
1) Peter Thorolf Martinus Galskjøt, født 22. juni 1837 i Fredericia (Mich.), død 23. december 1899 på Frederiksberg. Jurist, 1887-1897 birkedommer og -skriver i Holsteinborg Birk.

Øvrig slægt: Johannes Galskjøts broder Jens Severin Hvistendahl Galskjøt (1797-1883) var sognepræst, 1849-1875 i Holbæk-Merløse. Hans søster Inger Margrethe Braëm Galskjøt (1777-1831) var gift med Jens Hvistendahl (1761-1823), sognepræst, 1796-1823 i Vollerslev-Gørslev, Præstø Amt. Hans fætter Christian Ludvig Galschiøt (1795-1883) var sognepræst, 1833-1883 i Stokkemarke, Maribo Amt.

Pastor Galskjøt var som ung præget af sin fader, der teologisk repræsenterede en noget afbleget supranaturalisme med et moraliserende præg, en meget frugtbar forfatter, der især nærede interesse for landbrugsreformer og skolevæsen, og på den reformivrige grev E.A. Holsteins gods fik han lejlighed til at arbejde for mange forbedringer. Johannes Galskjøt var en højt kultiveret præst. Han blev i sin senere præstetid Mynsters discipel og beundrer. Ingemann stod hans barndomshjem nær, og selv havde han megen forbindelse med Ingemann. Han var i slægt med Ingemanns hustru, kom meget i Sorø og fik af Ingemanns enke betroet at udgive Ingemanns levnedsbog 1862. Galskjøts omhyggelige forord viser ham som vel indlevet i æstetik og kunst, og som en fromhedstype, der på flere måder mindede om Ingemann. En konfirmand omtaler ham som "en gnaven rad", andre husker især hans interesse for offer og accidenser. - Biskop Mynster satte megen pris på Galskjøt og omtaler ham anerkendende (Mynsters visitatsbøger bd. II, s. 113)

Udg.: Forsøg til en Bedømmelse af de ved Biskop Mynster, i hans Forslag til et nyt Ritual forfattede Formularer for de gudstjenestelige Handlinger (København, 1841). Tale ved Student Jacob Larsens Kiste (i H.M. Flemmers "Efterretninger om Frederiksborg lærde Skole for Skoleaaret 1851-52", s. 16-23).

Litt.: Erslews Forfatter-Lexicon, suppl. I, s. 538.


3. JØRGEN LAURITS VILHELM HANSEN
(1841-1850)

Født 3. juli 1810 i København. Forældre: Destillatør og brændevinsbrænder i København Jens Peter Hansen (død 1812, 53 år gl.) og hustru Else Christiane Jørgensen. Student fra Borgerdydsskolen på Christianshavn 1827; cand.theol. 8. juli 1835 (laud). Konstitueret lærer ved Nyborg lærde Skole oktober 1836. Huslærer hos enkegrevinde Holstein på Holsteinborg fra oktober 1838 til september 1840. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 30. september 1841. Sognepræst i Hammelev, Haderslev Amt, 26. september 1850. Sognepræst i Fjelstrup, Haderslev Amt, 24. juli 1854. Afsked 25. september 1863. Død 30. juni 1884 i København. Gift 1842 med Emilie Augusta Clausen, født 31. august 1815 i København, død 13. februar 1902. Forældre: Juveler i København Hans Christian Clausen og hustru Margrethe Cathrine Lindbach.

Ægteskabet barnløst.

J.L.V. Hansen havde et vist kirkehistorisk forfatterskab bag sig, skrev således artikler i Nordisk Kirketidende i 1835 o.a.

I Hammelev arbejdede han på, at folk skulle lade kirkelige handlinger som barnedåb og bryllupper foretage i kirker; tidligere var det almindelig skik, at de blev foretaget i hjemmet.

Hans beretninger om Fjelstrup Sogn i 1856, -59 og -62 er ikke meget oplysende om tilstanden i sognet. I den sidste anfører han dog: "For Missionsvæsenet har jeg ikke fundet mig opfordret til særlig at foretage mig noget - af Grunde som jeg ville finde det ubetimeligt her at anføre. Udrettes der mulig noget til Gavn for Missionen ved det Meget, der paa de stedfindende Møder tales om denne Sag, da trøster jeg mig med, at min Passivitet i denne Retning kan rigelig opveies af den store Activitet, som udfoldes af Andre". - I september 1863 nedlagde han sit embede for at træde over til katolicismen.

Udg.: Bidrag i Nordisk Kirke-Tidende, udg. af J.C. Lindberg (Missions-Trang i Europa, 1835, sp. 472-477; Paris og London, skildrede i sædelig Henseende af en Englænder, ssts., sp. 489-496, 497-505; Et Blad af Schlesiens Kirkehistorie ved Overgangen fra det 17de til det 18de Aarhundrede, ssts., sp. 554-573; - Om Kjøbenhavnspostens Anmeldelse af P.A. Fengers Skrift "Til danske Medborgere", 1836 sp. 400; De Christne og Verden, ssts., sp. 431-432). Lands-Overrettens Præmisser og Dom i Sagen: Præsten Visby contra Magister Lindberg (Kbh., 1832). I Fengers og Birkedals "Vidnesbyrd fra Herrens Huus" (Værer fuldkomne!; paa 4de Sønd. efter Trinitatis, i II. 59-74 [jfr. "Dansk Kirketidende" II sp. 562-567, af F.E. Boisen]; Søndagen; paa 17de Sønd. eft. Trinit., ssts., s. 230-242. - Tale ved Ludv. Chr. Müllers Jordefærd (i Dennes "Eftermæle", 1851, s. 15-19.

Litt.: Erslews Forfatter-Lexicon I (1843), s. 580, & Suppl. I (1858), s. 693-94.


4. ADOLPH EMIL FRITZ
(1850-1859)

Født 31. juli 1816 i Roskilde. Forældre: Justitsråd, rådmand, forvalter ved Bidstrup Gods Georg Fritz og hustru Henriette Elisabeth Petersen. Student Roskilde 1834; cand.theol. juli 1839 (haud). Institutbestyrer i Holbæk. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 2. oktober 1850; ordineret 22. januar 1851. Sognepræst i Almind-Viuf 19. april 1859. Sognepræst i Jersie-Kirke Skensved, Københavns Amt, 26. januar 1869. Afsked 7. februar 1884, bosat i København. Død 18. december 1896. Gift 17. maj 1850 med Andrea Jacobine Henriette Schreiber, født 1. december 1817 i Roskilde, død 5. februar 1900. Forældre: Købmand Søren Pihl Schreiber af Soderup-Kirke Eskildstrup, Holbæk Amt, og hustru Cathrine Marie Mundt.

Børn:
1) Henriette Elisabeth Fritz, født 17. februar 1854 i Fredericia, død 20. marts 1882. Gift 17. november 1880 i Jersie med Jens Ludvig Georg Mønster (1854-1940), sognepræst, 1898-1921 i Kregme-Vinderød-Frederiksværk, Frederiksborg Amt.
2) Henriette Juliane Fritz, født 23. oktober 1856 i Fredericia, død 23. juli 1927. Gift 29. juni 1881 med Frederik Ferdinand Falkenstjerne (1854-1896), sognepræst, 1896 i Hornslet, Randers Amt.

Øvrig slægt: A.E. Fritz' farbroder Niels Fritz (1795-1874) var sognepræst, 1835-1873 i Hvirring-Hornborg, Skanderborg Amt. Hans farbroder Frederik Christian Fritz (1798-1875) var sognepræst, 1855-1875 i Brændekilde-Bellinge, Odense Amt. Hans fætter, Niels Fritz' søn Georg Fritz (1835-1917) var sognepræst, 1889-1910 i Holme-Tranbjerg. Århus Amt.

Adolph Emil Fritz var den første præst, der fik Almind-Viuf som eget pastorat. Han kom som sine to forgængere i et modsætningsforhold til forsamlingslederen Peter Larsen Dons (Skræppenborg), der søgte til pastor Kristian Janus Nikolaj Baltasar Svejstrup i Rødding. Fra 1855 kunne man løse sognebånd, men Peter Larsen tøvede hermed for ikke at unddrage Fritz indtægten. Forholdet skærpedes imidlertid. Præsten afslog en indbydelse til et møde på Donsgaard med nedsættende udtalelser om både Grundtvig og grundtvigske præster, og han bebrejdede Peter Larsen, at han også tog sine tjenestefolk med til gudstjeneste i Rødding. Da Peter Larsen nu fremsatte ønske om at løse sognebånd, svarede pastor Fritz: "Ja, gør det, så er vi fjender". Som følge heraf nægtede Fritz at låne Peter Larsen kirken ved hans søns begravelse i 1862. Pastor Svejstrup havde bedt herom af helbredsgrunde, hvis vejret blev dårligt. Sagen gik helt til kultusministeriet, der konfirmerede pastor Fritz' vægring. - Derimod holdt Fritz af at komme på Stagebjerggaard hos Jes Jessen (1817-1902) og hans kone Lene Kirstine (1819-1894). Jes Jessen var en dygtig landmand og tillige en driftig handelsmand. I denne sidste egenskab havde han som ung været vidt omkring og lært at påskønne den gæstfrihed, som kunne møde en vejfarende. Nu gjorde han og Lene Kirstine deres hjem til et samlings- og gennemgangssted for en broget flok, kræmmere og håndværkere af mange slags, i mange år også en familie, som optrådte med dukketeater og linedans; og de havde alle meget at fortælle.

Under Jersie-Kirke Skensved oplyses, at Fritz var discipel af J.P. Mynster. I hans tid prægedes sognene af de politiske skel, som provisorietiden skabte. Den politiske interesse var stærk (Hørups og Albertis valgkreds), og i disse år begyndte Indre Mission og den grundtvigske retning at mærkes.


5. JACOB SIDENIUS
(1859-1872)

Født 3. marts 1823 i Brandstrup, Tirsted Sogn, Maribo Amt. Forældre: Sognepræst, sidst i Hesselager, Svendborg Amt, Niels Sidenius (1795-1859) og hustru Cathrine Magdalene Sidenius (1798-1857). Student Randers 1842; cand.theol. 1847 (haud2) og 18481 (haud1). Hjælpepræst i Veggerløse, Maribo Amt, 25. januar 1856, ordineret 15. februar s.å.. Hjælpepræst i Hesselager (hos faderen) 27. juli 1858. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 17. juli 1859. Sognepræst i Ærøskøbing 13. februar 1872. Død 7. juli 1876. Gift 10. august 1859 med Anna Cathrine Schouboe, født 8. marts 1818 i Vigsnæs, Maribo Amt, død efter 1884. Forældre: Sognepræst i Vigsnæs Søren Schouboe (1772-1830) og hustru Andrea Cathrine Sidenius (1790-
18 ).

Ægteskabet barnløst (til 1870)

Øvrig slægt: Jacob Sidenius' farbroder, Isak Sidenius (1793-1852) var sognepræst, 1846-1852 i Gudbjerg, Svendborg Amt. - Hans kusine, Henriette Henninga Sidenius (1837-1912) blev 1860 gift med Poul Martin Møller (1833-1898), sognepræst, fra 1888 i Vesterborg, Maribo Amt. Hans hustrus brodersøn, Christian Frederik Skouboe (1848-1894) var sognepræst, fra 1892 i Skaarup, Svendborg Amt. Hendes broderdatter, Hansine Mathilde Skouboe (1849-1932) blev 1878 gift med Jacob Laurits Nicolai Nørregaard (1844-1916), sognepræst og provst, 1886-1914 i Grenaa-Gammelsogn.

Pastor Sidenius var en svagelig, noget upraktisk mand, der tog sig godt af soldaterne i Fredericia 1864 (L. Koch: Erindringer, s. 55).


6. LUDVIG MICHAEL VALEUR
(1872-1880)

Født 18. juli 1838 i Sønder Felding Sogn, Ringkøbing Amt. Forældre: Sognepræst sidst (1850-1875) i Vitten-Haldum-Hadsten, Aarhus Amt, Johannes Meller Valeur (1798-1875) og hustru Ane Nicolette Brorson Lund (1810-1880). Student Aarhus 1856, cand.theol. 18621 (haud1). Lærer ved Det lærde Undervisningsinstitut (Latinskolen) i Fredericia. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 11. juni 1872. Sognepræst Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 24. marts 1880. Sognepræst Elmelunde Sogn, Præstø Amt, 25. oktober 1899. Afsked 19. december 1919. Død 3. januar 1926. Ridder af Dannebrog 1896. Gift 18. september 1872 med sin kusine Caroline Christine Valeur, født 23. november 1846 i Fredericia Trinitatis Sogn, død 10. juli 1899. Forældre: Prokurator, herredsfuldmægtig, mølleejer, exam.jur., kammerråd Jens Gleerup Valeur (1805-1891) og hustru Ane Cathrine Magdalene Høst (1806-1875).

Barn: 1 datter
Søskende: 1) Elisabeth Kirstine Valeur (1842-1926), g.m. Christian Theodor Davidsen (1842-1916, sognepræst, 1882-1909 i Øster Velling-Helstrup-Grensten, Viborg Amt. 2) Johan Christian Resen Valeur (1843-1930), sognepræst, 1897-1922 i Paarup Sogn, Odense Amt. 3) Jens Kasper Verner Valeur (1846-1931, sognepræst, 1886-1915 i Ledøje-Smørum, Københavns Amt. 4) Johannes Meller Valeur (1852-1913), sognepræst 1892-1913 i Langaa-Torup-Sønder Vinge, Viborg Amt. Slægt: 100 Danske Præsteslægter, nr. 92, s. 89f.

Under Fredericia Trinitatis Sogn fortælles i Nedergaard, at han stod Indre Mission nær (bd. X, s. 908; jfr. nedenfor).

I C.C. Clausen, Danmarks Byer og Deres Mænd, I: Fredericia (1899), s. 33-34, skrives: Pastor Valeur er præst ved Trinitatis Kirke. Af gammel præsteslægt, født 1838 i Sønder Felding, kandidat 1862, lærer ved Latinskolen i Fredericia til 1872; 1872-80 Kateket ved Trinitatis (sic!), fra 1880 sognepræst. Som ganske ung grundtvigianer, nu nærmest tilhørende "den tredje retning", ikke nogen partimand, står mæglende. En mild og elskelig natur, med stor og levende kærlighed til mennesker, Han har været i Fredericia en menneskealder og kender hvert barn i sit store sogn (Michaelis ca. 5000, Trinitatis ca. 8000 mennesker). Er selv kendt og elsket af alle. Jeg hørte overalt lovord om ham. En stærk interesse for alt, hvad åndens er. Har været meget udenlands, i Frankrig, Tyskland, Schweiz og Italien, og på hans vægge hænger mange vidnesbyrd om hans kærlighed til og forståelse af renæssancens og oldtidens store og gode kunst. En stærkt optaget mand, hans sogn giver præsten meget at bestille, og levner ham ikke megen tid til studier, hvad han beklager.

Under Elmelunde Sogn fortælles i Nedergaard: Pastor Valeur var 61 år gammel, da han kom hertil, og han fik her en stilfærdig gerning, indtil han var over 80 år. Han havde haft sine bedste år i Fredericia, hvor han bl.a. var optaget af døvstummeundervisningen. Han skrev i de døvstummes blad "Effata" og i Indre Missions Tidende og i Nordslesvigsk Søndagsblad er der nogle prædikener af ham. Han holdt meget af at rejse og var flere gange i udlandet, var i øvrigt en lille (lidt pudsig) aristokratisk type, en købstadpræst, der ikke passede særlig godt på landet (Nedergaard, bind II, Roskilde Stift, s. 758). Ssts., s. 756: I pastor Valeurs tid blev kirkegangen ikke bedre (sc. end den havde været i forgængeren, provst Hjorts tid, hvor den var sløj).

Valeurs svigerfader ejede fra 1842 stubmøllen på Østervold i Fredericia, og løste 4. august s.å. møllerborgerskab i Fredericia. Han solgte møllen i 1883 (Sven Avnby, Møller på Fredericia-Egnen (1985), s. 25-26).


7. GUSTAV ADOLPH SCHNEEKLOTH
(1880-1886)

Født 5. juni 1853 i København. Forældre: Professor, grundlægger af Schneekloths Skole Hans Schneekloth (1812-1882) og 2o hustru Marie Emilie Hansen (1820-1858). Student Schneekloths Skole 1872; cand.theol 28. januar 1879 (laud). Uordineret medhjælper i Nørre Næraa-Bederslev, Odense Amt. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 15. juli 1880; ordineret i Odense 8. september 1880. Sognepræst i Tjustrup-Haldagerlille, Sorø Amt, 30. juni 1886. Sognepræst ved Sundby Kirke i København 21. marts 1890. Ridder af Dannebrog 1906; Dannebrogsmand 1928. Afsked 4. oktober 1928. Død 16. februar 1929. Gift 20. april 1881 med Julie Sophie Kirstine Jensine Brøndum, født 3. september 1853 i Horne Sogn, Svendborg Amt, død 5. februar 1928. Forældre: Lærer Jens Christensen Brøndum og hustru Bolette Jessine Schmidt.

Formand for Sundby Menighedspleje, sygeplejeforening (stiftet 1901), asyl og bibliotek. Udg.: Afskedsprædiken 1886.

Øvrig slægt: Hustrus broder, Chresten Alfred Brøndum (1855-1922) var sognepræst, 1904-1921 i Flødstrup-Ullerslev, Svendborg Amt.

Pastor Schneekloth var sognepræst i Sundby i 38 år; han regnedes for "Sundbys præst" og gjorde et stort arbejde Han var højkirkelig, af den gamle skole. Han forstod mesterligt at udpensle bibelske træk og billeder og var meget virksom i menighedens arbejde (Søndagsskole, KFUM og -K); symøder i præstegården; i hans tid anskaffedes glasmalerierne til kirken (1908) og nyt orgel.

I Sofus Elvius (1885-1887), hvor Schneekloth er biograferet som ordineret kateket i Fredericia, omtales (s. 127) at han "har opholdt sig ved badesteder i Norge og Tyskland".


8. JOHAN ANDREAS CONRAD CHRISTEN OLSEN SCHRØDER
(1886-1894)

Født 15. august 1854 i Gammerød, Borup Sogn, Københavns Amt. Forældre: Lærer i Daastrup, Københavns Amt, Johan Ferdinand Carl Schrøder og hustru Vilhelmine Harreschou. Elev på Askov Højskole. Lærereksamen 1874. Lærer i Dragør og Roskilde. Student privat 1881; lærer ved Haderslev Læreres Skole i København; cand.theol. 18862 (haud1). Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 8. september 1886. Sognepræst i Mariager 21. september 1893. Afsked 25. september 1921. Død 26. december 1927. Gift 1o 30. oktober 1889 i Fredericia (Trin.) med Anna Lovine Bloch, født 31. januar 1856 i Fredericia (Trin.), død 28. august 1917. Forældre: Tekstilfabrikant Peter Henrich Lassen Bloch (1822-1896) og hustru Anna Christine Hundewadt (født ca. 1831). Gift 2o i 1919 med Laura Møller, født 28. januar 1878 i Glenstrup Sogn, Randers Amt, død 8. november 1952. Forældre: Gårdejer Jens Peder Niels Møller og hustru Hedevig Sørensen.

Besøgte pastoralseminarierne i Preetz og Berlin. Overrakte 26. maj 1892 ved Kong Christian IX's og Dronning Louises guldbryllup en guldkrans fra 80.000 skolebørn. Udg.: Vore Fædres Tro I-V (1902-1903) (også udg. som særtryk: De 10 Bud .. Jeg tror .. Døber dem .. Alterens Sakramente .. Fadervor). Bibelens apokryfe Bøger i Udtog, med Luthers Fortale (1904). Flere lejlighedstaler. Vejledning for Besøgende i Mariager Kirke.

I Fredericia stillede Schrøder sig i 1889 i absolut modsætning til pastor Gøtzsche, da han i en avispolemik advarede publikum mod at støtte den påtænkte opførelse af et missionshus i Fredericia. Han var i det hele taget en flittig og skarp avisdebattør, "afholdt af en del og næsten hadet af andre" (Kamma Varming i "Vand og By" (1989), s. 60-64).

Pastor Schrøder er vel den præst, der lever mest i folkemunde i Mariager. Stor af vækst (tidligere løjtnant i Livgarden), blodrig, af et stærkt temperament, der let kom til udbrud og let bragte ham i klammeri med folk. Men tillige af et ejegodt gemyt, så han hurtigt fortrød sin hidsighed og prøvede at gøre det godt igen. Der var især en lille klike, der irriterede ham over al måde: Det var en radikal (brandesiansk) klike, der bevidst spillede på hans svagheder og drillede ham efter evne. Det førte til ret voldsomme sammenstød og drabelige avisfejder, der flere gange resulterede i klager over Schrøder til de kirkelige myndigheder med krav om at få ham afsat. - Schrøder var en flittig præst. Han havde søndagsskole i præstegården, sykreds for unge piger, bibellæsninger rundt om i landsognet, og han var meget flittig til at gøre husbesøg. Han foretog ofte turene ud i sognet ridende på en lille islandsk hest, og det skal have været et noget komisk syn at se denne granvoksne mand overskrævs på hesten næsten med benene slæbende på jorden. - Schrøder var en god prædikant, ofte original, også ofte noget voldsom, men med en herlig evne til at bruge billeder, der kunne illustrere tankegangen på en letfattelig måde. - Godgørende var han i høj grad og hjalp, hvor han kunne. En dag, hans kone kom ud i spisekammeret, var der som blæst for madvarer; Schrøder havde tømt det for alt spiseligt og var kørt ud til en fattig mand i landsognet med hele herligheden. - Schrøder var meget interesseret i skolerne og aflagde ofte besøg der; han havde jo tidligere selv været lærer. Men lærerne nærmest frygtede hans besøg, da de kendte hans bramfri væsen og undertiden stærke kritik (Axel Busch)



9. JOHANNES GØTZSCHE
(1894-1901)

Født 25. juli 1866 i Fredericia. Forældre: Sognepræst hér (nr. 12), senere biskop i Ribe Carl Viggo Gøtzsche (1833-1901) og hustru Ane Marie Pouline Hjort (1837-1885). Student Fredericia 1883; cand.theol. 18891 (laud). Rejste 1889 i Tyskland, Italien, Ægypten, Palæstina og Grækenland. Lærer ved Zahles Skole, Østerbros Latinskole, Borgerdydsskolen og Vesterbros Seminarium. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 15. oktober 1894. Sognepræst i Herning 27. december 1900. Provst over Hammerum Herred 10. juni 1911-29. juni 1919. Ridder af Dannebrog 1914. Konstitueret sognepræst i Rødding, Haderslev Amt, og provst over Tørninglen Provsti 22. juli 1920. Biskop over Viborg Stift 11. februar 1921. Dannebrogsmand 1921; KommandørII af Dannebrog 1936; KommandørI af Dannebrog 1936. Afsked 15. maj 1936. Byggede hus i Snoghøj (nuv. Peder Gribs Vej 7) og var hyppig prædikant i Erritsø Kirke. Død 18. juli 1938 i Snoghøj, Erritsø Sogn, begravet i Fredericia (Assistens Kgd.) 25. juli 1938. Gift 1o 18. marts 1892 med Ebba Emilie Godtfredine Kragh, født 3. juni 1863 i København, død 8. november 1899 i Fredericia, begravet i Fredericia (Assistens Kgd.). Forældre: Overkanonér i flåden Jens Emil Theodor Kragh (1823-1878) og hustru Katrine Godtfredine Rødtjer (1824-1898). Gift 2o 23. november 1909 på Frederiksberg (Solbjerg) med Karen Amalie Augusta von Schleppegrell, født 1. december 1877 i Knuthenborg, Hunseby Sogn, Maribo Amt. Forældre: Skovrider på Knuthenborg, senere overførster på Vallø, Vilhelm August von Schleppegrell (1841-1887) og hustru Augusta Kragh (1848-1908).

Børn (kendte) af 1. ægteskab:
1) Carl Viggo Gøtzsche, født 26. december 1892 i København, død 10. december 1967 i Ringsted. Læge, fra 1921 praktiserende læge i Ringsted.
2) Asger Christian Emil Gøtzsche, født 14. august 1894 i København (Jacobs Sogn). Jurist, fra 1940 dommer i Østre Landsret.
3) Ebba Gøtzsche, født 12. oktober 1899 i Fredericia. Gift 21. april 1921 i Rødding med Egede Schack (1895-1957), provst og sognepræst, 1944-1957 i Vor Frelsers Kirke, København.
Børn (kendte) af 2. ægteskab:
4) Birgitte Gøtzsche, født 18. september 1910 i Herning. Gift 26. oktober 1934 med Svend Carl Hartvig Kemp (1906- ), sognepræst, fra 1956 i Trinitatis Kirke, København.

Øvrig slægt: To brødre blev præster - se under faderen.

Bestyrelsesmedlem i Almindeligt dansk Præstekonvent til 1924, i Diakonissestiftelsen til 1930, i DMS 1923-1931, og i Det danske Bibelselskab. Medlem af Udvalget for ny Oversættelse af Det gamle Testamente 1919, formand for samme 1921. Medlem af Det kirkepolitiske Udvalg 1928. Formand for Udvalget til ny Oversættelse af Det nye Testamente 1930.

Udg.: Jerusalem, Samaria, Judæa, Galilæa (1900). Bibellæsning, Joh. 12 (1903). Fra Herrens Tjeneste (1908). Forskelligt (1908). Hvorledes Jesus bad (1911). Træk af en jysk Vækkelses Historie [Hammerum Herred] 1914 og -25. Kristenlivet (1915). Korsordene (1916). Paaske (1921). Prædikener, Minder fra Herning Kirke (1921). To Købmandstaler (1922). Prøveprædikener (1924). Livsrørelser [i Hammerum Herred] (1924). Dømmer ikke (1925). Vort Ansvar for vor kirke (1925). Frederik Zeuthen (1927). Min Tillid til Bibelen (1930). Det ny og gamle Testamente [radiotale] (1932). Et Brev om Oxford (1935). Om Konfirmationen (1935). Sønnens Forhold til Faderen, Afskedsprædiken i Viborg Domkirke (1936). Skrev i Dansk Kirketidende 1925 om arbejdet med en ny oversættelse af GT; talrige afhandlinger og artikler; flere enkelte prædikener. Vor kristne Tro (1936). Præstens Søndagsgudstjeneste (posthum, 1938). Livserindringer [til 1921] (udg. 1955 ved sønnen, landsdommer A. Gøtzsche).

Under Viborg Stift skrives hos Paul Nedergaard: Biskop Johannes Gøtzsche var den sidste biskop, der blev udnævnt direkte gennem kirkeministeriet, før bispevalgloven kom. Hans udnævnelse fremkom så hurtigt efter biskop, dr. A.S. Poulsens død, at den blev meddelt i Præsteforeningens Blad i samme nummer (1921, s. 58 og 59) som biskop Poulsens død. Så naturligt og selvfølgeligt var det, at denne mand skulle være biskop. Og med al respekt for den tids biskopper og stiftsprovster var det sikkert rigtigt, at "på en tid, hvor stiftsprovsterne var betydeligere mænd end biskopperne i de fleste stifter, var den ny Viborg-biskop et hoved højere end alt folket i stiftet." - Kort tid efter foretoges den store stiftsomlægning; to provstier fra Viborg Stift lagdes til Aalborg Stift, mens tre provstier fra Ribe Stift lagdes til Viborg Stift. Gøtzsches gamle sogn, Herning, lagdes under Viborg. Indre Mission fik flertal i de samlede menighedsråd. Før 1922 gik stiftet ud til Kattegat, fra 1922 til Vesterhavet. - I sine erindringer, som ikke omfatter Viborg-tiden, fortæller biskop Gøtzsche levende om den sjællandske præstegård, Sæby, ved Roskilde, hvor han voksede op, til han var ni år, og familien 1875 flyttede til Fredericia. I Fredericia havde han sin ungdom, sit første præsteembede, og han døde i Snoghøj. - Han var i latinskolen interesseret i litteratur; men den lærer, som gav ham mest, var H.R. Steffensen (senere sognepræst i Ørsted, Jylland), søndagsskolens ivrige forkæmper. Når han kom i missionshuset, var det særligt indremissionær Jens Holts glød, der greb ham. Han blev student, og efter en herlig tur til Norge tog han fat på det teologiske studium. Han var en flittig student, optaget af professor F. Buhls forelæsninger over Gamle Testamente, men især gav professor P. Madsen ham blivende udbytte. Han gik i kirke hos Schepelern i Trinitatis og hos Skat Rørdam i Helligaands, og han kunne anføre en bestemt dato, der førte ham til det afgørende åndelige gennembrud, ved hjælp af Rom. 5,1: "Retfærdiggjorte af tro har vi fået fred med Gud." Senere kom anfægtelser, han svingede mellem glæde og sorg, men fandt efterhånden fred. I søndagsskolen traf han Ebba Kragh, der blev hans hustru. 22 år gammel tog han en smuk embedseksamen. Straks efter drog han på sin store udenlandsrejse, bl.a. til Italien, og i de følgende uger rejste han sammen med senere professor J.C. Jacobsen, som var en storartet rejsefælle, til Ægypten, Palæstina o.s.v. Gøtzsche aftjente sin værnepligt i Fredericia og boede i sit hjem. Så fulgte nogle anstrengende år som lærer i København, i disse år søgte han med stort udbytte pastor P. Krag, Sct. Jacobskirke. Gøtzsche havde ikke tid til at deltage i sognearbejde, men var hver søndag i kirken. Den sidste tid hjalp han dog sin slægtning på Vesterbro, pastor Mygind ved Gethsemane Kirke, med gård- og trappemøder. 1894 blev han kateket i Fredericia, hvor hans fader var sognepræst, men allerede næste år blev hans fader biskop i Ribe (frk. Nathalie Zahle havde foreslået ham at blive medhjælper hos den grundtvigske pastor J.H. Monrad ved Marmorkirken! professor Peder Madsen havde spurgt, om han ville være højskolelærer; han havde ikke noget imod grundtvigianismen, "først efterhånden vågnede min kritik af bevægelsen"), men i Fredericia fik han sin plads blandt jævne folk i Missionshuset, og hans nærmeste præstevenner var L.C. Petersen, Bredstrup, og Oluf Olesen, Gaarslev, den senere Ribe-biskop. -
Om Gøtzsches store gerning i Herning, se dér. -
Efter den korte, men betydningsfulde tjeneste i det genvundne Sønderjylland blev Gøtzsche biskop. Om Johannes Gøtzsche som biskop skriver Chr. Bartholdy (Indre Missions formand) i et forord til biskop Gøtzsches livserindringer: "Biskop Johannes Gøtzsche, Viborg Stifts biskop i 15 år, 1921-1936, er uforglemmelig for alle os, som havde ham til biskop. Han turde nemlig være det, han var, biskop, menighedernes og præsters tilsynsmand. Sådan var han også kendt fra sin tid som provst i Hammerum Herred. Da fik han nys om en lærer, som ikke stod op om morgenen og begyndte sin skole til tiden. Gøtzsche cyklede derud en morgen tidlig og tog ham på sengen. Læreren var naturligvis ulykkelig: det var et sjældent uheld, skulle aldrig gentage sig! Dagen efter cyklede provsten igen derud og tog ham atter på sengen. Også i Viborg Stift tog den nye biskop adskillige præster på sengen - billedlig talt. - Biskop Swane, som var i Viborg 1878-1901, havde været en meget flittig visitator. Skønt Gøtzsche i åndelig henseende var meget forskellig fra denne forgænger, som havde været meget ængstelig ved den omsiggribende vækkelse, var det tydeligt, at to ting ved Swane beundrede han: Hans flid og hans myndighed. - Gøtzsche holdt nogle ordentlige visitatser, han nøjedes ikke med at holde en prædiken i et missionshus eller en tale ved efterårsmødet i et forsamlingshus. Han kom og slog sig ned. Han gav os valg, hvad vi ønskede søndag eftermiddag og aften anvendt til. Formiddagen var naturligvis gudstjenesten i kirken, hvor menighedsrådet var tilsagt til at være ene sammen med biskoppen bag efter - uden præsten. Men resten af søndagen kunne vi få en ekstragudstjeneste i annekset, eller en børnegudstjeneste, eller et foredrag i forsamlingshuset, eller et samtalemøde i missionshuset. Lørdag eller mandag - ligesom det nu kunne falde - besøgtes skolen, så længe biskoppen endnu var skolens øverste tilsynsmand. Det var festligt at høre biskoppen tale med børnene, ligeså til en børnegudstjeneste, dertil havde han ualmindelige evner, hvad man måske ikke på forhånd ville vente. På den måde fik man tid til samtale med sin biskop, og han lærte en at kende og ens syn både på sognet og på kristendomnen. Gøtzsche fik bil, lærte at køre, og var strålende glad over således at kunne gennemkrydse sit stift og lære det at kende i alle kroge. Man skulle også være velunderrettet, hvis man skulle fortælle ham noget, han ikke vidste i forvejen. - Man havde følelsen af et kærligt, men også vågent og klartseende blik, der fulgte ens færden. Biskoppen var selv flittig som biskop, og han satte pris på, at præster bestilte noget. - Vi havde også en myndig biskop., Så venlig og kærlig som han kunne være uden nogen som helst ydre værdig optræden, man glemte intet øjeblik, at det var biskoppen. Han sagde, hvad han syntes om, og hvad han ikke syntes om. Da jeg udtrykte min glæde over, at der var kommet en troende lærer til sognet, sagde han: "Ja, en troende lærer er et stort gode - særlig når han så også passer sin skole!" - Jeg vil særlig gøre opmærksom på én egenskab hos ham, som skinner igennem på så at sige hver side i hans erindringer, og som vel er den, der har gjort stærkest indtryk på os, som kendte ham. Jeg tænker på hans sans for alt, hvad der var ægte, hans had til alt, hvad der er forlorent. Hvor han fandt ægthed hos et menneske, særlig ægthed i hans kristentro, der bøjede han sig og ærede det menneske, mand eller kvinde, høj eller lav, også uanset vedkommendes intellektuelle udrustning. Jeg talte engang med ham om en da nylig afdød i sin tid ret kendt prædikant. Han havde været kendt for sine voldsomme ord, og jeg nævnede, at han skulle have begyndt sin bøn på prædikestolen engang med at sige: Kære herre Jesus, verden siger, du er en lus. Jeg fandt det usmageligt. Gøtzsche sagde: Nej, der er ikke det, men det er ikke sandt, for sådan siger verden jo slet ikke. Skønt Gøtzsche var en dygtig teolog, kyndig særlig i det gamle Testamente, og havde en dyb og selvstændig indleven i Guds ord, var han aldrig for stor til at lære af det jævneste troende menneske. Han havde et Ny Testamente gennemtrukket med hvide blade. Når han ved et samtalemøde hørte noget, der var sandhed i, som smagte af det virkelige liv, så skrev han det ned. Det er noget af det, han igen giver os i denne bog, og som vil give den blivende betydning, at når han ser tilbage over sit liv, er det de troende mennesker, han mødte, han har lyst til at fortælle om, og ikke om sig selv. Han søgte ikke sit eget og var ikke bekymret for sin egen ære. - En flittig, rigt udrustet kirkens mand, der fyldte i tøjet, men kun i den hensigt at tjene kirkens herre i den stilling, han var blevet valgt til, og med en uslukkelig kærlighed til det Guds folk i Danmark, som Gud har kaldt frem gennem den vækkelse, som kaldes Indre Mission."

Stiftsprovst F. Horstmann (Kirkeligt Centrums landsformand) skrev i Dansk Kirkeliv 1938, s. 132f: "I fortalen til sin bog om provst Zeuthen siger biskop Gøtzsche, at da Zeuthen i 1915 døde, skrev en af Gøtzsches venner til ham: Så faldt den stolteste eg i kirkeskoven. - Med rette kan det siges, at da Gøtzsche selv gik bort i juli i år, var det et af de ædleste træer i den danske kirkeskov, der faldt. Fra alle sider uden undtagelse blev det erkendt, at det var en af vor kirkes allerbedste mænd, der var gået bort. - I Fredericia var han født og på Fredericia kirkegård blev han stedt til hvile på sin 72-årige fødselsdag. Ved Michaelis Kirke havde hans fader, som han satte så højt, været præst, der havde han selv været kateket i seks år, og i Fredericia havde han truffet den mand, som han vistnok har lært mest af: Frederik Zeuthen. Bogen om Zeuthen er vel noget af det betydeligste, Gøtzsche har skrevet, i den har han lagt hele sin sjæl - han havde en klar forståelse af det kæmpende, det lidende, det disharmoniske hos den mand, der somme tider med sjæleangst kunne sidde og stirre ned i sin sjæls afgrund og grue for det, der fandtes dernede; han havde en dyb ærbødighed for Zeuthens afgjorte kristendom og hans ridderlige mandighed. Og altid, når han talte om Zeuthen, følte man, at den mand var en af dem, han skyldte mest. - Når provst Zeuthen vandrede på Fredericia volde, diskuterende af hjertens lyst med sin unge medarbejder, var det en jævning, han havde ved sin side. Derfor udviklede der sig også et varmt venskab mellem de to. Den første gang, da Gøtzsche bankede på Zeuthens dør, blev han modtaget med et barsk: Hvad vil De? som var lige til at kyse mennesker, men da han en halv snes år efter bankede på døren og trådte ind i stuen, udbrød Zeuthen: Jeg sad lige og var så nedtrykt, og da der blev banket på min døre, sukkede jeg til Gud og sagde: Lad det nu være én, jeg holder af, og så var det Dem. - Det har utvivlsomt været en glæde for Gøtzsche at begynde sin gerning netop i Fredericia hvor han havde haft sit barndomshjem, og hvor han også ville, at hans støv skulle hvile. Da Gabriel Koch blev forflyttet til Odense, blev Gøtzsche hans efterfølger i Herning. Og de 19 år, han tilbragte her, var vel nok hans livs rigeste. Med hvor stærke bånd han følte sig knyttet til menigheden her, kan man se af tilegnelsen i "Minder fra Herning kirke": Guds menighed i Herning sognemenighed, mine dyrebare venner i dybeste taknemmelighed tilegnet. - Her i Herning var det, at han udviklede sig til at blive den fremragende prædikant. Hans prædiken var noget for sig, og man kunne ikke undgå at fængsles af det, som blev sagt. Hvem der var hans forbillede, ved jeg ikke - somme tider kunne man tænke på, at der var en linie, som pegede mod Emil Koch i Odense, men jeg ved intet derom. Originalt var det og levende som manden selv. Alene prædikentemaerne er originale. "Tilbageturen" (tekst: Farisæeren og tolderen), "Hvad det kommer an på" (tekst: Matth. 22, 24.36), "Fire spørgsmål" (tekst: Den fortabte søn), "Stemmer" (tekst: Kvinden, der salver Jesus), "Det brænder" (tekst: Lukasevangeliets beretning om genkomsten). Selv har jeg hørt ham holde en prædiken om Jesu lidelse, hvor han tog sit udgangspunkt i Mark. 15,23: Men han tog det ikke. - Hans instrument som prædikant var ikke orgelet, men det fintstemte strengeinstrument, og det var manden, der stod bag ved sit ord: Klart og ligetil blev der talt - det var det enfoldige vidnesbyrd om synd og nåde. Og der var mange, som blev hjulpet og trøstet ved hans prædiken. - Efter 19 rige år i Herning drog han så til Sønderjylland i genforeningsåret. Også her vandt han mange venner, og stærke bånd blev knyttet mellem ham og dem dernede. Han hørte til dem, hvis navn nævntes, hver gang der var tale om en ledig bispestol, og efter biskop Poulsens død i 1921 kom kaldet til ham om at blive biskop i Viborg. Swanes administrative evner havde han ikke - det hører der også meget til - men flittigere biskop til at visitere sit stift har der næppe været. Og én ting var sikker, og det var, at han var sine præsters forstående og trofaste ven. For mit eget vedkommende synes jeg, at noget af det, jeg takker allermest for, det var de fortrolige samtaler i hans studerekammer i bispegården. Man synes, at man ofte kom til forstyrrelse for den flittige mand, men han havde altid tid, og man følte, at han kunne have sagt til en det, som Martensen fortæller om sit besøg hos en af de store tyske teologer: Forstyrrer jeg - spørger han, og vennen svarer: Ja vist forstyrrer De, men det er en behagelig forstyrrelse. Som præst i Viborg havde jeg ham jo aldrig på visitats, men jeg ved noget om, hvor elendig man kunne føle sig på prædikestolen, når han sad dernede, og man vidste, at intet undgik hans opmærksomhed. Et efterladt skrift vil vise, hvordan han har siddet og lyttet i kirkerne på sine visitatser. Men på den anden side er jeg også ganske sikker på, at på tomandshånd i præsternes studerekamre har det været rige timer for dem, som havde ham på visitats. Da har det vist sig, at man foran sig havde en husholder, som kunne tage frem af sit forråd nyt og gammelt. Da har også det lune, der var med til at give hans personlighed dens mærkeligt levende præg, rigtig kunnet udfolde sig. I bogen om Zeuthen skriver Gøtzsche et sted, at Zeuthen kunne ikke fortælle en historie. Den kunst at lade historien skride fremad i tilhørernes sind forstod han ikke. Det er, synes jeg, meget karakteristisk for Gøtzsche, at han netop fremhæver dette. For det var netop det, han kunne: fortælle en historie og lade den skride fremad i sine tilhøreres sind, fortælle den vittigt, således at hans rige lune spillede deri. Der kunne være over hans væsen noget reserveret-køligt, men når han - aldrig gentagende, altid frisk og rigt - fortalte sin historie, var det helt veget bort, og alt var strålende liv. - Uforglemmelige var ordinationerne for ordinanderne, der forinden ordinationen var indbudt til at bo i hans hjem. Mange gange har jeg hørt dem sige det. Og uforglemmeligt var det også for os andre, som var til stede både i kirken og bagefter ovre i bispegården. Når han rejste sig og talte, så blev der lyttet, og mange af os syntes, at ingen sinde talte han bedre end netop ved disse lejligheder. - At den travlt optagne mand fik tid til at fortsætte sit forfatterskab er næsten ubegribeligt. Men fra Viborg-tiden stammer det bedste og lødigste af hans produktion: Livsrørelser, hvor man mærker hans hjertelige sympati med det åndelige røre i Hammerum Herred, Bogen om Zeuthen, som jeg allerede har nævnt, Min Tillid til Bibelen, som desværre kom mange år for sent. Desuden var han jo formand for oversættelseskommissionerne for Gamle og Ny Testament. Og når det sidste oversættelsesarbejde kom i gang, var det alene hans indsats, det skyldtes. - Da vi var samlet i hjemmet i Snoghøj efter begravelsen, var der en af biskoppens brødre, der talte. De elskede jo alle ders haver, disse Gøtzscher, og taleren fortalte om, hvorledes han engang havde besøg af broderen, og så smuk syntes han, at hans have var, at denne dog måtte sige noget derom. Men det kom ikke. Så gik han noget skuffet ind, men så hører han derudefra broderen sige: Hvor er det dog skønt! hvor er det dog skønt! Og så overførte taleren det på livet, som nu var sluttet, og på det, som han nu var gået ind til bagved forhænget. - Ja, hvor var det skønt det liv, som blev levet i Viborg Bispegård, og hvor holdt de to mennesker af hinanden, og hvor klædte de hinanden! Det var nemt at se, hvor meget han skønnede på sin hustru, og vi var alle enige om, at hun fortjente det. - Var der da ingen skygger i dette så rigt udstyrede menneskes liv? Jo, også her gjaldt det, at "han kendte vel til skygger, som kun for korset fly" - hans prædikener viser det. Da Emil Koch på hans ordinationsdag bad bønnen for de unge præster på prædikestolen, bad han sådan: Gør dem tro. Den bøn havde han aldrig glemt, og han prøvede på i liv og død - også i sin død - at ære sin Herre og mester. Vi er mange, for hvem han kom til at betyde så meget, og vi takker for, hvad han delte med os af sit rige menneskeliv og sit liv med den Herre, hvis gode og tro tjener han var."

Stiftsprovst, dr. Henry Ussing omtaler i sine erindringer (Min Livsgerning II, 1940, s. 18 og 107), biskop Gøtzsche som "den stadig årvågne, klart tænkende og modige forkæmper for skolens forbindelse med kirken og fortæller fra Kirkeligt Udvalg bl.a.: "På ét område, der står i dyb sammenhæng med spørgsmålet om forholdet mellem kirke og stat, er det endnu nødvendigt at tilføje nogle ord. Jeg mener skolespørgsmålene, som allerede i 20'erne havde været stærkt fremme i forhandlingerne. Allerede ved den indledende generaldebat stillede biskop Gøtzsche det spørgsmål til Borgbjerg, hvorledes skolens stilling til kirken ville blive efter det fremlagte forfatningsforslag. Borgbjerg svarede, at skolens forhold slet ikke berørtes af dette, så der var ingen grund til uro. Gøtzsche nøjedes dengang med en kort, men bestemt advarsel. Men i 1930, da Borgbjerg som undervisningsminister havde forelagt et lovforslag, der ville afskaffe det kirkelige tilsyn, uden at det mindste desangående var berørt i udvalget, fremsatte Gøtzsche m.fl. et lille stilfærdigt forslag om, at udvalget skulle anmode regering og rigsdag om at "drage omsorg for, at forbindelsen mellem folkets kirke og skolen ikke afbrødes". Borgbjerg blev meget fortørnet over dette forslag, men måtte finde sig i, at der blev nedsat et underudvalg, som med Gøtzsche som formand foreslog udvalget "at henstille, at der træffes en ordning, hvorefter præsten får sæde i skolekommissionen, og biskoppen får adgang til at gøre sig bekendt med religionsundervisningen i de offentlige skoler i sit stift." Og dette forslag vedtoges af hovedudvalget (med 15 stemmer mod 11)."

Sognepræst Carl Høyrup, Stenstrup, skrev (i Det nye Aar 1945, s. 118f): "Præst ville jeg ikke være, - jeg følte min åndelige uformuenhed dertil i en ganske forbavsende grad, - og så valgte jeg da lærervejen og modtog en stilling ved en privatskole i Fredericia. - Her var C.V. Gøtzsche lige blevet udnævnt til biskop i Ribe, og fik Zeuthen til eftermand som sognepræst ved Michaelis Kirke, - hvor Johannes Gøtzsche, den senere Viborgbisp, var kateket. - Jeg boede nær ved Michaelis Kirke og søgte altså ganske naturligt derhen søndag efter søndag. - Hvilken kirkegang! Hvilket menighedsliv! Hvilken kraftig salmesang! - og så hvilken forkyndelse; det var, som Zeuthen og Gøtzsche rigtig kunne arbejde sammen; jeg følte mig stærkt draget - og så alligevel noget ængstelig. - En søndag efter tjenesten stod jeg udenfor kirken i samtale med nogle bekendte; - pludselig stiler Gøtzsche lige hen imod mig og siger på sin ejendommelige staccato måde: "Goddag! er det ikke kandidat Høyrup?" - "Jo! det kan jeg ikke benægte!" - "Ja! men vær så venlig at kikke op til mig ved lejlighed; De skal være så hjertelig velkommen." - Jeg svarede jo høfligt: "Ja tak", men tænkte unægtelig i mit stille sind: "Det kommer vist til at vare længe". - Nogen tid efter mødtes vi på et gadehjørne, og atter lød det: "Goddag! nå, nu kommer De vel snart." - !Ja-a tak! men jeg har så meget at bestille, - nu skal jeg f.eks. hjem og rette stile;" - jeg var så heldig at have en stor bunke stilebøger under armen. - Atter mødtes vi, og omtrent den samme scene gentog sig. Men tredje gang var Gøtzsche blevet klogere. - Vi mødtes, og så siger han: "Goddag, kandidat Høyrup - gå med op nu", - og dette Nu med en så kraftig understregning, at jeg ikke kunne komme udenom - også fordi jeg i øjeblikket ikke havde en eneste undskyldning på rede hånd. - Nå! vi fulgtes så til hans bopæl ikke langt derfra, gik op ad trappen til 1. sal og kom ind i hans stue. Jeg på en gang fyldt af en vis ængstelse for udfaldet og dog rustet til tænderne for at forsvare min halve kristendom og mit lunkne stade. - Hans første bemærkning, da vi var kommen indenfor, lød: "Velkommen! Ta'e en stol - og ta'e én til" - "Tak," svarede jeg, - "jeg kan da nok nøjes med én." - "Nej, ta'e endelig to, - den ene skal De smide benene op på, så kan man sidde og snakke så rart sammen." - "Ja!" siger så Gøtzsche: "Jeg håber da, at De vil have Deres plads i de helliges samfund." - Det ord "de hellige" skurrede mig fælt i ørerne, - og for at værge mig med det samme svarede jeg vistnok noget skarpt: "Må jeg spørge Dem om én ting, - regner De ikke andre for hellige end disse hersens missionsfolk?" - der lå nogen foragt hos mig i udtrykket, "disse hersens". - Men Gøtzsche tog mig det ikke fortrydeligt op, - og svarede ganske kort, kærligt og afgjort: "Jo! hvis de er omvendte." - Dér sad jeg, - den kunne jeg ikke give igen på, thi så meget var jeg klar over, at der jo skulle en omvendelse til for at blive frelst. - Og så var Gøtzsche nærmest enetaler, idet han fortalte mig om sin egen omvendelse og om den ubegribelige lykke, at han fandt sin plads netop i de helliges samfund. - Vor samtale endte med, at han siger til mig: "På torsdag aften skal vi have samtalemøde i den lille sal i missionshuset, dér kommer mange af de gamle, erfarne hellige, - har De lyst til at være med dér?" - Jeg trak vistnok stærkt på det, - men så føjede han til: "Ja, det skulle De ikke betænke Dem på, - jeg kommer så til Dem ved halvottetiden og tager Dem med." - Selvfølgelig kom han, - og jeg gik, omend med bæven, med, - det var jo første gang i mit liv, at jeg satte mine ben i et missionshus. - Men Gud ske tak for den aften. - Den lille sal var fyldt, - Gøtzsche indledte med at læse aftenens stykke op, - og så blev der samtale, - og det en samtale uden pauser, hvor de gamle hellige og de yngre kræfter med hentede frem af deres forråd og øste ud af skriftens uudtømmelige kildevæld, - sådan at "de styrkede hinandens kraft i Gud". - Jeg tav selvfølgelig, men sad og glædede mig både over den rigdom på dybe tanker og himmelsk visdom, som kom til orde, og over den lykke og glæde, der afspejlede sig i de forskellige ansigter over dette at høre Jesus til. - Den aften smuldrede min teologiske lærdom bort for mig, thi her mødte jeg "livet fra Gud", - og jeg måtte sige til mig selv: "Disse mennesker er meget klogere, end du er det, selv om du er teologisk kandidat med første karakter, for de har en rigdom, som du kun har en dunkel anelse om. - Jeg mindes særlig havnefoged Schambye, som jeg senere fik megen velsignelse af at lære personlig at kende, - hvor var han skriftklog og vis, - og jeg vil gerne gennem disse linier sætte ham et æresminde. - Nå! Aftenen sluttede - jeg sa'e farvel og tak for i aften til Gøtzsche og skyndte mig hjem, - jeg trængte nu til at være alene med Gud. - Nogle dage efter søgte jeg Gøtzsche selv, - og da fik vi en lang samtale, som jeg ikke vil prøve at gengive, men den endte med, at vi la'e os på knæ begge to, og Gøtzsche bad for mig, at Gud ville skænke mig fuld vished i troen på mine synders forladelse og gøre mig brugbar i tjenesten for at udbrede Hans rige. - Kort efter skulle Busch fra Bøvling tale i Michaelis Kirke en hverdag eftermiddag. Gøtzsche havde været oppe hos mig og sagt: "Ham må De endelig komme og høre, han kan prædike, og han kan svede". - Jeg var der selvfølgelig, - kirken var stuvende fuld, og hvor folk lyttede. Han prædikede over Davids 110. salme, efter at Zeuthen havde indledt, - og han svedte, så den bekendte hårtjavs til sidst hang langt ned på panden og blev hængende; - og tre linier af en åndelig sang blev han ved med at gentage:
åh! hvor vi to passer sammen,
du Guds salvede, Guds søn".

Jeg velsigner den dag - den 5. februar 1896 - thi da skete det; - da jeg kom hjem i min stue, la'e jeg mig på mine knæ og blev ved at gentage de linier, idet jeg så op på et billede af Kristus på korset, som var anbragt over mit skrivebord. - Dagen efter var jeg hos Gøtzsche. Han behøvede ikke at spørge, thi han kunne nemt se, hvad der var sket, - og nu kunne vi på knæ takke Gud sammen. - Og så ville jeg være præst! Nu havde jeg noget at bringe de mennesker, som jeg skulle stå iblandt. - Mine læsere! De vil forstå, at jeg velsigner Gøtzsches minde, - ja, og Busch's med; men det var alligevel den førstes udholdenhed med mig, der gjorde, at jeg fik øjnene lukket op for herligheden ved at "stå midt i de helliges samfund".

En præst i stiftet, H. Ingerslev, Skarrild, skrev: "Mon der blev afholdt nogen afskedsfest for biskop Gøtzsche, da han for to år siden forlog Viborg? I hvert fald leder vi i hans afskedsprædiken "Faderens forhold til sønnen" forgæves efter enhver antydning af afskedssentimentalitet. Sådan var han - uhyre beskeden. På den, hvis fader og bedstefader har set biskop Swane holde sit indtog i præstegården med kusk og tjener og samtlige ordener i lommen, gjorde det et vist indtryk at se Viborgbispen svinge ind i sin gamle Ford med gråt sommertøj og den bløde filthat i nakken. Ja, han havde endogså en lap på den venstre støvlesnude - til vild forfærdelse for degnen. "Goddag, hvordan lever De?" Men ikke mindre indtryk gjorde det at høre biskop Gøtzsche fortælle om biskop Swane og uimodsigeligt vise én, at Swane i virkeligheden var en ydmyg mand. Det vidste min fader og bedstefader sandt at sige ikke. Men det var han altså - biskop Swane. Så var det det velsignede ved biskop Gøtzsche, at han sagde sin mening rent ud- efter sigende i modsætning til sin formand i Herning, den senere biskop i Ribe Gabriel Koch, der var mere vestjyde, end vestjyderne holdt af. Der var intet "på med uldvanten", ej heller nogen kristelig oversavling. Biskoppen yndede at være blidt ironisk - i hvert fald ironisk. Man kunne så glimrende få en karakteristik af sine formænd og nabopræster; ja gerne et helt referat af en tiltrædelsesprædiken, hvilket dog gav bange anelser for fremtiden. Biskoppen smilte. Han var den fødte biskop. Det lyder selvmodsigende, at biskop Gøtzsche engang har været provst. Timerne fløj, mens han sad og fortalte anekdoter fra sin studietid og navnlig sin lange rejse til Ægypten og Palæstina i kandidatårene. Han rejste sammen med "min gamle ven, professor Jacobsen", der stående på toppen af den vældige Cheops-pyramide flegmatisk bemærkede: "Ja, det er dog altid noget". - Biskop Gøtzsche var sikkert et kristent menneske, men han var mere end et menneske. Mon det ikke var derfor, at vi unge præster ikke kunne lade være med at holde af ham? Ligesom biskop Ludwigs havde sin "børnehave" på Mors, sådan havde biskop Gøtzsche sin i Hammerum Herred. Ha så flittigt til os, og han mindedes gerne det gamle ord om at så med gråd og høste med frydesang, idet han samtidig frarådede at bytte om på gråden og frydesangen. Han tog os ovenfra og nedefter og gav os uafladeligt tørt på - men, hvad har man også en biskop til? Jo, det var en fest at have ham på tomandshånd, således som han ønskede det - og det var festligt, da han ved afskeden kørte mod husgavlen, og bilen blev hængende fast med kofangeren, så at vi ved forenede anstrengelser måtte slæbe den løs. Den skade måtte vist da stiftsøvrigheden betale! - Med sit ikke slidte, venlige smil kunne han se én lige ind i øjnene og endnu længere, når han fortalte om tusindårsfesten i Norge, hvor ærkebiskop Söderblom og biskop Ostenfeld vandrede ved hinandens side i deres fulde skrud. Söderblom sagde: Her gå vi jo klædt som markens liljer", hvortil den enøjede Ostenfeld tørt bemærkede: "Ja, som står i dag og i morgen kastes i ovnen". Og så kunne biskop Gøtzsche på sin myndige måde harcelere over den evindelige talen om biskop Ostenfelds "kontor" og slutte med et: "Jeg har hørt det så tit og ved det så godt. Lad dem snakke! Han var nu en mand". - Det var det, biskop Gøtzsche var" (Præsteforeningens Blad 1938, s. 531f).

Efter disse skildringer af biskop G., skrevet af mænd fra forskellige retninger, vender vi tilbage til Indre Missions formand. Pastor Chr. Bartholdy skrev (i Det nye Aar 1939, s. 801): Biskop Gøtzsche blev begravet den 25. juli, da alle sommerens roser flammede på Fredericia nye kirkegård. Med ham gik en af vor kirkes mest særprægede mænd bort. Mon ikke vi skal helt tilbage til biskop Gunner, død 1251, for at finde hans lige på Viborg bispestol. - Jeg husker så tydeligt første gang, jeg blev gjort opmærksom på Gøtzsche. Det var en dag i 1915. Jeg sad som ung kandidat på Kirkefondets kontor og så på, at min foresatte skrev brev. "Jeg skriver til en vordende biskop," sagde han. "Er det Hoffmeyer?" "Nej, det er provst Gøtzsche i Herning." Det, som da havde bevirket, at mange præster så op til ham som et bispeemne, var dels den gode stilling, han havde blandt Indre Missionsfolket i Herning og Hammerum Herred, dels at man vidste, han var en ualmindelig dygtig provst. Dog, herved havde han jo nærmest fået et godt navn på en bestemt egn. Men til disse to ting kom en tredje, nemlig de foredrag om præstegerningen, han i de år holdt på Almindeligt dansk Præstekonvent. En del af dem blev trykt i Præsteforeningens Blad, en del findes også i hans skrift "Forskelligt". Det var ved dem, han blev kendt ud over landet. Det er ikke for meget sagt, at han dér tegnede et præsteideal for et lille slægtled af præster. Sådan et foredrag kunne være en hel novelle, hvori han skildrede f.eks. en præst i forfald, og han gjorde det så morsomt, at tilhørerne lo, men samtidig så rammende, at det gyste i en, og længe efter blev hans ord ved at svide. Derfor, da han i 1921, efter at have været med til at ordne de kirkelige forhold i Sønderjylland ved Genforeningen, blev udnævnt til biskop over Viborg Stift, var der almindelig enighed om, at J.C. Christensen havde fundet den rette. Han forenede så mange egenskaber, der gjorde ham egnet til bispestillingen. Stor dygtighed i det administrative, praktisk sans, menneskekundskab, af gammel præsteslægt. Et vældigt arbejdsmenneske var han, og så først og sidst en prædikant af Guds nåde, vel nok den i Danmark, som vi, der blev præster i tyverne, helst hørte. - Den næstsidste gang, jeg talte med biskop Gøtzsche, han lå da og vidste, at han snart skulle dø, talte han om Guds godhed imod ham. "Og så at være biskop, det er jo en umulig bestilling. Kritiseret bliver man selvfølgelig, navnlig af præsterne, ja, hvad skulle præster bestille andet end at kritisere deres biskop! Men jeg har alligevel fået nogle venner gennem bispegerningen." - Ja, det fik han. Det var herligt at få besøg af en biskop, som man vidste, hvor stod. - Ved en visitats havde præsten formanet vennerne til at samtale som sædvanligt og ikke tænke på, at de havde en biskop imellem sig. Det gik også godt til at begynde med. Biskoppen havde sat sig på den bageste bænk i missionshuset. Men så kom der en pause. Teksten var fra Kolossenserbrevet, ikke så let. Så var der en ældre, solid mand af den originale, vestjyske slags, der ikke kunne dy sig. "Ja, men venner, i dag har vi jo en fin mand imel vos, som nok kan sej vos nov om det her?" Biskoppen, som nok var klar over, at manden, der spurgte, ikke var tabt bag af en vogn, svarede: "Hvad mener De selv?" Men så nagledes biskoppen fast med et kraftigt: "Nej holdt, A spur føst!" Og så rykkede biskoppen op på forreste bænk, og de fik en uforglemmelig stund sammen. - Han var viis. Man gik ikke forgæves til ham om et godt råd. Det gav han gerne, men uden at lægge pres på nogen. Som en Herningmand sagde: Han sagde os sin mening og gav os sit råd, vi kunne følge det eller lade være. I sidste tilfælde endte det gerne med, at vi fortrød. - Noget af det, der gør bispestillingen så "umulig", er, at en væsentlig del af gerningen ligger i det skjulte. F.eks. når der skal bødes på det, som er gået i stykker, en præstegerning, et sogn, et samfund. Dertil kommer, at biskoppen har sin plads lige dér, hvor kirken og staten mødes, så en bispestol er ikke noget mageligt sæde. De skiftende politisk valgte kirkeministre med større eller mindre forståelse af, hvad en kirke er, er hans nærmeste foresatte. Men Gøtzsche var bestemt. Der stod respekt om ham. Det blev sagt ved hans begravelse, at der udgik et krav fra ham, han havde et blik, der så til bunds og skar igennem. Præster og lærere kendte det blik under de buskede bryn. Men det er ingen hemmelighed, at også på de højere steder vare han den mest respekterede af hele bispekollegiet. Han kunne give en visker og det både til en chauffør og en kirkeminister. - Som biskop så Gøtzsche det som en hovedopgave at skaffe sit stift gode præster, d.v.s. troende præster. Adspurgt om en præst svarede han engang med at rose vedkommende: "Han er en begavet mand, en dygtig mand, en flink mand." "Ja, men er han en troende mand? Er der kristendom i ham?" Svaret lød: "Nej, kristendom, den har han ingen forstand på." Spørgeren forstod, at det var med inderlig tilfredshed, biskoppen havde set den omtalte præst forlade stiftet. I arbejdet på at skaffe stiftet troende præster havde han i mærkelig grad lykken med sig. Han kunne snakke med menighedsråd, han kunne kalde alvoren frem i dem, så de følte deres ansvar, at nu drejede det sig måske om deres egen og deres børns evige fremtid. Bagefter har sikkert mange undret sig over, hvad de var gået med til. Et af hans præsteforedrag hed "Taktik", det mundede ud i en advarsel mod taktik. Senere har adskillige af os anet, at det var talt ud af dyrekøbt erfaring. Dér lå en fare for ham selv, og han havde set den. Men når det så tit lykkedes for ham ved præsteindstillinger, havde det alligevel væsentlig en anden grund. . Et eksempel: Biskoppen havde haft sin første uofficielle sammenkomst med menighedsrådet, hvor han havde medbragt ansøgningerne, gennemgået dem og særlig anbefalet fire præster, om de ville tage ud og høre dem. Næppe var han ude af døren, før formanden sagde: Se, hvad biskoppen er, det véd vi alle, han er missionsmand. Så nu foreslår jeg, at vi lige så stille lægger de fire, han har anbefalet, til side. Så finder vi selv ud af bunken nogle, vi kan være tjent med. Vi kan nok ordne den sag selv. - Som sagt, så gjort. Med det resultat, at de slog ned på en kandidat, som de hørte, og syntes om, og han blev kaldet. Men enten nu menighedsrådet ikke har haft øren til at høre med eller hvordan - i løbet af kort tid opdagede de, at de havde været højst uheldige og netop havde fået en missionsmand til præst. Da jeg fortalte Gøtzsche historien, jeg troede ikke, han kendte sammenhængen, men det gjorde han, det var vanskeligt at fortælle ham noget fra stiftet, han ikke vidste i forvejen, lo han hjerteligt: "Ja, det har man for at være loyal! Jeg vidste, at flertallet ikke ville have en missionsmand for nogen pris, derfor pillede jeg fire ud, som ikke var det, men de bedste, jeg kunne finde blandt de andre." - Det har ikke manglet på antydninger af, at når Indre Mission fik så mange præstevenner i Viborg Stift, så skyldtes det biskoppens træskhed. Nej, der var en anden grund, en hemmelig: Der lå bag ved hans gerning et bønnens samliv med Gud. Han var en af dem, som Gud lader det lykkes for. - Den samme hemmelighed lå bag ved hans prædiken. Formen var hans egen, lunet, den fikse måde at sige det på, så man huskede det år og dag efter, de originale iagttagelser, det var store nådegaver, men de bar ikke prædikenen, de var stillet i tjeneste for ordet. Prædikenen blev et hele, samlede sig til at hamre én ting, helst et bibelord fast: Fordi de ikke havde omvendt sig. Uforglemmelig var også hans bordtaler efter ordinationen. Under ordinandernes ophold i bispegården havde en ugle forvildet sig ned i en skorsten og stoppet for trækken. Sådan kunne også for en præst forbindelsen opad blive afbrudt, sagde biskoppen. "Find så uglen, uglen, det er Dem selv!" Eller hans lille datterdatter, hvis hverv det var at kalde til bords, havde foregrebet begivenhederne og moret sig med at kalde ordinanderne ind, før der var dækket. "Husk altså ikke at kalde folk sammen, før De har noget ordentligt at sætte for dem!" Formen var spøgefuld, men afslørede pludselig en brod, som sad. - Der var salt i ham. Det er ikke så forfærdelig mange, man kan sige det om. Og det får man nu engang ikke gratis. Man saltes ved ild, siger Jesus. For mig stod biskop Gøtzsche som en stærk mand, legemlig og åndelig. Et arbejdsmenneske. Tidlig op og grave i sin have. To timer daglig til bibeloversættelsen. Så kontoret med de mange sager at ekspedere. Ustandselig rundt i sit stift, og så fik han endda tid til at skrive bøger. Men da jeg besøgte ham sidste gang fik jeg noget andet at vide. Han fortalte, at han i grunden altid havde været svag, plaget af nerver fra ungdommen af. Noget af det, der havde hjulpet ham, var det udvortes kontorarbejde ved at være provst, at skulle regne nådensår ud og indberette om skoler og den slags. "Jeg har egentlig aldrig, når jeg begyndte på noget, vidst, om jeg kunne føre det til ende. Jeg er aldrig gået på en prædikestol uden den frygt, at jeg måske ikke nåede at fuldende prædikenen. Men det er gået. Gud hjalp mig. Og så kan man altså også leve et helt liv på den måde." Han har med andre ord dag for dag måttet have alt fra Gud, tigge sig til det. Det er hemmeligheden ved hans liv. - Der var salt i ham. Efter en skolevisitats gik snakken livligt ved kaffebordet inde hos læreren. En husmand, medlem af skolekommissionen, førte det store ord: "Det, det gælder om, er, at vi kan efterlade vore børn et samfund, vi kan være bekendt." "Ja," sagde Gøtzsche, "men skal det lykkes, så må vi nok have Jesus med os." - Dyb stilhed. - For fire år siden var jeg med ham i Rom. Han og hans hustru boede i Skandinavisk Forening. Dér var jeg en dag budt til kaffe sammen med dem og flere norske og svenske. Samtalen var almindelig selskabelig konversation, som Gøtzsche deltog livligt i. Der blev nævnt navnet på en kendt præst. Så sagde Gøtzsche: "Ham har jeg en gang hørt en prædiken af. Bryder De Dem om at høre den?" Hvor ivrig selskabet var for det, ved jeg ikke, men da der selvfølgelig blev svaret ja, gengav han hovedindholdet af en påskeprædiken, en ypperlig prædiken med centralt sigte. Der blev så stille i stuen. Vi forstod alle, at nu talte han om det, der lå ham dybest på sinde. Jesu navn var blevet nævnet iblandt os, og der blev så rart at være. Der var salt i ham, og han førte det med sig ikke blot, når han kom på embeds vegne, men også når han holdt ferie i internationalt selskab. - Gøtzsches kærlighed til det åndelige liv, vi kalder Indre mission, har sat sig en blivende frugt i hans bøger. De bedste er de to om livets oprindelse i Hammerum Herred og så den om Zeuthen. Ham har han set vældig op til. Endnu på sit dødsleje nævnede han ham. Vi kom til at tale om disse landsogne, der er knyttet til en bykirke og derfor let bliver noget tilsidesat. Bypræster har jo i reglen heller ikke bil. "Men Zeuthen," sagde han, "han kunne. Han gjorde husbesøg i Erritsø, men han havde jo også den uforskammede måde, at han gik på sine ben!" Da jeg takkede ham for hans bøger om vækkelsen i Hammerum Herred, sagde han: "Der er noget farligt ved at skrive om en åndelig bevægelse, den bliver historie, det er tegn på, at den er blevet gammel - men når man nu ikke kan lade være! Og forhåbentlig betyder det ikke, at Indre Mission er ved at dø." - Hans kærlighed var heller ikke kun til det gamle. Han kunne sidde en hel aften i præsteselskab og formane en noget tilbageholdende ven til at finde sin plads i samfundet. Eller en indremissionær blev draget frem for sine unoders skyld. Da Gøtzsche havde hørt lidt på det, gav han sig til at fortælle om mennesker, som ved den mand var hjulpet til Gud, og samtalen fik hurtigt en anden retning. Ja, man vidste, hvor man havde Gøtzsche. Samtidig med, at han var meget kritisk. Og nøgtern. Der er mennesker, man ikke kan senere mindes uden at huske hans: "Rar, men der er ikke rigtig svup i ham." "Han har alle urtepotterne i vinduet." "Skilningen sidder ikke helt rigtig." "Tågehorn." Med ros var han meget tilbageholdende, d.v.s. han udtrykte sig på jysk maner, ved en sætning med "ikke". Om en prædiken f.eks.: "Der var ikke vrøvl skabt i den." Det var vist i virkeligheden i Gøtzsches mund en stærk ros. Men samtidig, ja virkelig samtidig med, at han havde dette skarpe blik, som man nok kunne blive bange for, også et skarpt blik for, om der var kultur over et præstehjem, så gled det altsammen i anden række, når han mødte mennesker, der ville tjene Herren. Han holdt inderligt af sine præster, var dybt interesseret i deres kår, også de ydre. Han har selv kendt til,. hvad det er at sidde i en præstegård med en stor børneflok og lille løn. Dybest set var han dog interesseret i præsternes åndelige stilling, og menighedernes, at Gud ville sende vækkelse, og det åndelige liv måtte bevares. - Sidst vi havde ham imellem os ved Indre Missions årsmøde, var i Odense 1937, hvor han indledte en forhandling om "Kirken, vor Moder." Der var mange, der syntes, hans syn på folkekirken var for lyst, han skildrede det tit vanskelige forhold mellem de troende og deres sognekirke for idyllisk. Noget af grunden lå sikkert i, at han så på folkekirken ud fra forholdene i Hammerum Herred, og så vel endda som de var for 20 år siden. Det var vist også grunden til, at han i det kirkelige udvalg ikke holdt hårdere på tilmeldingen til menighedsrådsvalglisten. Han hørte til på Indre Missions kirkelige fløj. Dermed siges ikke nogen selvfølgelighed, for der er adskillige af Indre Missions præstevenner, man ikke kan sige det om. Men han hørte altså til i Indre Mission. Der var han hjemme. - En stor del af Gøtzsches arbejdsevne blev der lagt beslag på, da han for 19 år siden kom med i den kommission, der oversatte Gamle Testamente. Da arbejdet var tilendebragt, begyndte man med Det nye Testamente. I denne anden kommission var Gøtzsche formand til sin død. Han viste sig der som en mærkelig blanding: En konservativ elsker af bibelordet i dets gamle kære skikkelse og så samtidig så optaget af at give ordet en skikkelse, så kommende slægtled kan høre det og gribe det. Han kunne kæmpe som en løve for et gammelt udtryk. "Uforskyldt" f.eks. Betegnende for ham var hans sidste argument i den sag, vi forstod, så var der ganske simpelt ikke mere at sige: "Det står på en grav på Herning kirkegård." - En skriftlig diskussion udspandt sig om Rom. 1,14: Både til vise og uforstandige står jeg i gæld. I det første tryk er foreslået: Over for vise og uforstandige har jeg forpligtelse. Flere holder på det gamle "står jeg i gæld", men der indvendes: Hvad menes med gæld her? Det er dog sikkert tanken om forpligtelse, der ligger i sammenhængen. Vi må ikke af angst for et godt dansk ord kombinere en tanke, som ikke findes i teksten (ordet "gæld" ligger nemlig ikke i det græske ord). Næste stemme: Forpligtelse er og bliver et uskønt ord her. Den næste igen er Gøtzsche: "Forpligtelse lyder i mine ører med en tysk klang, så jeg helst undgår ordet. Efter ordbogen er det mellemnedertysk, finde først i dansk år 1500-1700." Man ser, hvor grundigt Gøtzsche gik til værks. Men da heftet cirkulerer videre, imødegås Gøtzsche: "Altså er ordet forpligtelse i år 450 år gammelt, kan det så ikke gå for dansk?" Men så myrdede Gøtzsche ordet med følgende: "Måske. Der er indvandrere, som snart nationaliseres, og andre, som bevarer det udenlandske præg gennem generationer og egentlig er uforbederlige. Hertil hører "forpligtelse"." - En anden typisk bemærkning falder ved forslag til 2. Tim. 4,2: Træd op i tide og utide (oversættelsen fra 1907 har: Vær rede). Gøtzsche er imod "Træd op", "det vil lære unge præster altid at melde sig med deres visdom". - Men samtidig med, at Gøtzsche således kunne være en varm forsvarer af det gamle, er det ikke for meget sagt, at han kunne være den, der kom med de mest radikale ændringer, ja, somme tider ud i det vilde. Men han var selv klar over det, og har i en cirkulærskrivelse til kommissionens medlemmer straks ved arbejdets begyndelse motiveret sin fremgangsmåde således: "Det har ved oversættelsen af Gamle Testamente vist sig, at "gale" forslag, d.v.s. sådanne, som der ikke kunne være tale om at vedtage, og som måske heller ikke ønskes vedtagne af forslagsstilleren, tit har gjort den gavn at sætte en andens tanker i gang og således var af stor værdi. Jeg gør denne bemærkning om ikke for andres forslags skyld , så for enkelte af mine egne." - Gøtzsche indledte altid vore sammenkomster med bøn eller bad en anden gøre det. Når om ikke altfor længe den nye oversættelse foreligger til hele bibelen, og hvis der da bliver nogen ære til mennesker, så skal biskop Gøtzsche mindes som den, der har ledet dette store arbejde og båret det gennem de mange år. - Fra en af de første gange, jeg hørte ham, husker jeg, han blandt det, der hørte til en præsts udrustning, nævnede himmellængsel. Jeg undrede mig over det, syntes, han stod jo i sin manddoms fulde kraft. Siden har jeg bedre forstået det. Den hørte med til den skjulte understrøm i hans liv. Han var en ivrig havemand, derfor spurgte jeg ham en gang, hvorfor han ikke havde anlagt aspargesbed i Viborg. "Det skal jeg såmænd sige Dem," svarede han, "da jeg blev biskop, så det så mørkt ud i verden. Bolsjevikkerne var ved at oversvømme Polen, kommunismen bredte sig i Tyskland, så jeg tænkte: Det hele varer så kort, det er måske snart ude med os alle sammen. Så havde jeg jo ingen lyst til at anlægge et bed, som man først kan høste af, når der er gået tre år." - Derfor traf døden ham heller ikke uforberedt. Den 8. juni sagde han: "Ja, nu ligger jeg her og kommer ikke op mere." Og så fortalte han, at det var galt med lungerne. Og hjertet, der skulle pumpe friskt blod ud til de syge steder, var ikke stærkt mere. "Så der foregår sådan en slags skyttegravskrig i mit legeme, og i den taber mit hjerte." Han var blevet undersøgt af overlægen fra Vejle, bagefter havde han spurgt: "Nå, doktor, vil De så tage mig til pari?" men han havde rystet på hovedet. "Der er ingen herlighed ved at ligge og skulle dø. Man hører af og til om nogle, vist særlig fromme kvinder, der har sådanne dejlige oplevelser på dødslejet. Det har jeg ikke haft. Men jeg tænker, Jesus vil holde mig fast." - Noget lignende har han sagt til andre. "Jeg ville gerne, at herligheden fra det, der kommer, skulle vælde ind over en. Men så tænker jeg på, hvad den gamle præst sagde herom: Jeg sender jo ikke min dreng i København rejsepenge til at komme hjem for i julen før den sidste dag. Hvad skal han gå og rasle med dem i lommen for hele sommeren! - Sådan har Gud det vel også." - Sådan lå biskop Gøtzsche, så nøgtern, så helt sig selv til det sidste. Mit sidste besøg hos ham vil jeg ikke fortælle om, men jeg glemmer det ikke, så længe jeg lever. Han måtte igennem mange svære smerteanfald, men i den sidste uge stilnede de af. Han holdt ikke af at tage smertestillende midler, "for man ved ikke, hvad man kan komme til at trænge til til sidst." Derfor ville han ikke have sit legeme vænnet til de bedøvende sager. - Han blev begravet på sin fødselsdag, en dag, han gerne fejrede omgivet af børn og børnebørn, og som han nævnede med en vis stolthed, fordi det var Isteddagen. Han var dansk til sin inderste rod og gammel soldat, ikke for ingenting vokset op inden for Fredericias volde. Tæt udenfor dem ligger nu hans legeme og bier på opstandelsens morgen. Hans sjæl er gemt hos Gud."

En datter, pastorinde Birgitte Kemp, født Gøtzsche, skriver: "Min far havde som ung dyrket sport, og sammen med en svoger var han med til at stifte "Akademisk Boldklub". Uden en eller anden form for motion tror jeg ikke han befandt sig vel. Gennem sit havearbejde fik han rørt sig, og dyrkningen af grøntsager til husholdningen og af blomster var hans store interesse. Hver morgen det meste af året gik han i haven, ofte fra kl. 5, og blot han havde været borte fra hjemmet en dag eller to, måtte han altid ud i haven og se, hvordan alting stod, inden han kunne sætte sig ned og fortælle sin familie, hvad han havde oplevet. Hans grøntsager skulle bruges, men hans blomster måtte nødig plukkes! - I Søndervig ved Ringkøbing byggede han sig i 1908 et lille sommerhus, hvor han holdt ferie sammen med pastor Westergaard fra Helligkors Kirke, der ejede den ene halvdel af "rækkehuset" og senere med biskop Ostenfeld, der boede lidt derfra. Han anlagde også en lille have i klitterne, og fra denne sandjord fik vi de dejligste kartofler. Selv en lille plantage fik han til at gro, men nåede ikke selv at se den blive høj. - Vort hjem var præget af, at der kom mange mennesker. Far var fuld af historier, og det var tit festligt at høre på ham og de mange interessante mennesker, der besøgte os. Han havde megen sans for det humoristiske, men også for dybe og originale bemærkninger, enten de kom fra store og kendte folk eller fra de ganske jævne missionsfolk, han traf på sine mange rejser i stiftet, og som han altid var meget interesseret i at snakke med. - Han holdt meget af den jyske natur og de smukke landskaber i Viborg Stift, og kørte derfor gerne sine gæster ture ud for at se alt dette. Selve det at køre bil morede ham vist også; han kørte sjældent under maksimalhastighedsgrænsen og tålte ikke godt at se en bil køre foran sig uden at indhente den, så en af præsterne sagde om ham, at Vorherre måtte have alt disponibelt mandskab ude for at passe på ham, når han kørte sin Ford. - Far læste en del, vist mest ældre litteratur, og Dickens var hans yndlingsforfatter, som han stadig vendte tilbage til og også af og til læste højt af for os børn."

Fru Kemp har i Viborg Stifts Folkeblad 24. december 1956 skrevet om julen i Viborg bispegård.

Litt.: DBL2, bd. VIII (1936), s. 537. M. & P. Gøtzsche: Stamtavle over Familien Gøtzsche (1925, med tillæg 1967).


10. JOHN PETER CHRISTIAN WERNBERG-MØLLER
(1901-1908)

Født 13. juni 1875 i København. Forældre: Grosserer Julius Andreas Møller og hustru Maria Dorthea Wernberg. Student Borgerdydsskolen på Christianshavn 1892; cand.theol. 18971 (laud). Vikar ved Københavns Kommuneskoler. Lærer ved Birkerød Latinskole 1897. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 24. juni 1901. Sognepræst i Borbjerg, Ringkøbing Amt, 9. januar 1908. Residerende kapellan ved Randers Sct. Mortens Kirke og sognepræst i Vorup 20. september 1916. Sognepræst i Kerteminde 6. januar 1922. Død 24. juli 1935. Gift 1o 12, juli 1899 med Bertha Marie Charlotte Bach, født 8. januar 1877 i Grenaa, Forældre: Grosserer i København Nils Peter Bach og hustru Anna Wiche. Gift 2o 22. april 1913 med Elisabeth Heiberg, født 6. august 1880 i Ringkøbing, død 25. oktober 1952. Forældre: Apoteker Heiberg og hustru.

Børn:
1) Betty Marie Heiberg Wernberg-Møller, født 15. marts 1917 i Randers. Gift 19. oktober 1937 med Richard Poul Andersen Kristiansen (født 1904), sognepræst, fra 1934 i Rold-Vebbestrup, Aalborg Amt.
2) Preben Christian Heiberg Wernberg-Møller, født 15. februar 1923 i Kerteminde. cand.theol. 19481 (egregie). Lektor i semitisk filologi ved St. Peter'sCollege, Oxford, England.

Øvrig slægt: Niels August Wernberg (1814-1865), broder til John Wernberg-Møllers morfader, var sognepræst, 1857-1865 i Vildbjerg-Nøvling, Ringkøbing Amt.

I 1901 kom John Wernberg-Møller fra Birkerød højere skole til Fredericia for at blive kateket hos Indre Missions formand, stiftsprovst Fr. Zeuthen. To modsætninger har de været af sind. For mens stiftsprovst Zeuthen var noget tung af væsen, havde Wernberg-Møller et lyst sind, hvilket han bevarede altid, også i sine sidste af sygdom så prægede år. - Det viste sig imidlertid, at disse to mænd fik et ganske fortrinligt samarbejde, der blev til et venskab for livet.

Wernberg-Møller var en arbejdsom og levende præst, der var meget flittig til husbesøg. Da han f.eks. i 1908 kom til Borbjerg-Hogager pastorat, besøgte han i løbet af et år alle pastoratets husstande. Her stod han i otte år i et rigt menighedsliv både for unge og ældre.

I sit næste embede som residerende kapellan ved Sct. Peders Kirke i Randers og samtidig sognepræst i Vorup formåede han ved sine levende prædikener, sine husbesøg og sit storslåede sind at få alle befolkningslag i tale, så Vorup Kirke blev for lille til menigheden der.

Men her sled han sig op i det overmægtige arbejde. Efter nogle gode år i Kerteminde begyndte sygdommen at mærke ham i halvtredsårsalderen.

De steder, hvor Wernberg-Møller virkede, efterlod han sig mindet om et kærligt menneske, der var grebet af at være i Guds tjeneste såvel på prædikestol som ved sygeseng, og det var ham en stor glæde, at han var blevet betroet at gå til mennesker med Guds ord.


11. ANDERS MATHIAS OLSEN
(1908-1913)

Født 27. september 1870 i Valby Sogn, Frederiksborg Amt. Forældre: Gårdejer i Haagendrup, Græsted Sogn Peder Olsen og hustru Kirstine Andersen. Seminarist 1895; student privat 1896; lærer i København; cand.theol. 19022 (haud2). Kommunelærer i København. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 16. juni 1908. Sognepræst i Nørbæk-Sønderbæk-Læsten, Viborg Amt, 26. maj 1913. Residerende kapellan ved Fredens Kirke, København, 20. august 1917. Afsked 16. december 1935. Død 22. juli 1945. Gift 3. juli 1902 med Ane Cathrine Nielsen, født 1872 i Bejsnap, Ølgod Sogn, Ribe Amt. Forældre: Gårdejer i Dejbjerg, Ringkøbing Amt, Jens Nielsen (Gammelgaard) og hustru Karen Sørensen.

Kredsformand i Blaa Kors 1921. Medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af residerende kapellaner 1921; formand 1932-1935. Hjælpepræst ved Rigshospitalet.

Under Nørbæk-Sønderbæk-Læsten skrives hos Nedergaard: Pastor A.M. Olsen ... var en moden, stilfærdig mand, stod Luthersk Missionsforening nær, en jævn og inderlig præst.

Under København, Fredens Sogn, skrives hos Nedergaard: Pastor Olsen havde mange venner i sognet, ikke mindst blandt gamle og syge, som han trofast besøgte. Han blev meget benyttet som taler i Luthersk Missionsforening. For de residerende kapellaner udførte han et godt arbejde.

Litt.: Københavns Stifts Aarbog 1946, s. 157. Præsteforeningens Historie (1946), s. 188 og 251.
Residerende kapellan i Sct. Michaelis og Erritsø sogne

Embedet oprettet 1915. Omfattede til 1957 Erritsø Sogn som anneks. Nedlagt 1. september 1974 ved oprettelsen af Hannerup Sogn. Kapellanerne nummereres i fortsættelse af de ordinerede kateketer (eller i fortsættelse af sognekapellanerne indtil 1812, da der var 11 indehavere af begge embeder!).


12. SVEND OLAF TORKILD PHILIPSEN
(1915-1925)

Biograferet under 13e som hjælpepræst 1913-1915 hos sognepræst Frederik Zeuthen.


13. ERIK HERMAN CHRISTENSEN
(1925-1934)

Sognepræst her 1934-1953 - se ovenfor nr. 15.


14. HANS CHRISTIAN HAUGAARD
(1934-1943)

Født 19. juli 1900 i Sorø. Forældre: Købmand Jens Sørensen Haugaard og hustru Anna Esther Petersen. Student Sorø 1918; cand.theol. 19251 (haud2). Sognepræst i Allerup-Davinde, Odense Amt, 19. juni 1927. Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 7. september 1934. Sognepræst i Tommerup Sogn, Odense Amt, 16. november 1943. Afsked 1970. Gift 5. oktober 1927 med Edith Gerda Jensen, født 4. juni 1904. Forældre: Assistent Jensen og hustru.

Slægt: En søster, Marie Haugaard, født 30. januar 1898 i Sorø, blev 3. maj 1921 gift med Andreas Nicolai Christoph Ohrt (født 1896), fra 1941 sognepræst i Helsinge-Valby, Frederiksborg Amt.



15. HANS ANDREAS NISSEN
(1943-1953)

Sognepræst hér 1953-1962 - se ovenfor nr. 16.


16.
16. HALVDAN VILSTRUP KNUDSEN - 1954-1974

Født 29. august 1911 i Viby, Mesinge Sogn, Odense Amt. Forældre: Valgmenighedspræst, sidst for Ryslinge Valgmenighed, Rasmus Thorvald Knudsen (1870-1933) og hustru Thora Vilstrup (1873-1965). Student Høng 1932; cand.theol. 1939 (haud). Lærer ved Vallekilde Højskole 1939-1940. Residerende kapellan ved Vejle Sct. Nicolai Kirke 28. oktober 1940. Afsked 30. juni 1947. Præst for den danske menighed i Los Angeles, U.S.A., 1947. Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 24. april 1954. Residerende kapellan i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 6. november 1957. Sognepræst i Hannerup Sogn 1. juli 1974. Afsked 31. august 1980. Død 7. marts 2002, bisat 13. s.m. fra Hannerup Kirke, begravet i Fjellerup. Gift 18. april 1941 i Fjellerup med Ellen Tagea Bojsen-Møller, født 6. december 1916 i København. Forældre: Sognepræst, sidst i Bramminge Sogn, Ribe Amt, Tage Møller (1871-1931) og 1o hustru Anna Lunøe (1886-19 ).

Børn:
1) Thora Knudsen, født 31. marts 1942, død 1981 af sclerose
2) Agnete Knudsen, født 10. juni 1945. cand.mag., gymnasielærer v/ Rønne Statsskole; g.m. advokat Chr. Dohn (æ.opl.); senere lærer i Taastrup
3) Estrid Knudsen, friskolelærer i Slagelse
4) Marianne, friskolelærer i Thy

Halvdan Knudsens søster Estrid Marie Vilstrup Knudsen (1916-1953) var gift med biskop i Ribe Henrik Dons Christensen (født 1910).

Udg.: "Los Angeles-retur", i Vartovbogen 1957. "Hannerup Kirke", i Haderslev Stiftsbog 1974. En kirke bliver til, Træk af Hannerup Kirkes Historie. Fredericia. 1994.

Halvdan Knudsen var 1962-1968 og 1970-1974 indvalgt i Fredericia Byråd for partiet Venstre. I 32 år var han formand for Fredericia Højskoleforening. I mere end ti år fast bidragyder til Vejle Amts Folkeblads rubrik "Timeglasset".

Litt.: Nekrolog af Poul Thiesen i Fredericia Dagblad 9. marts 2002, s. 4; mindeord i Fredericia Dagblad 13. marts 2002 af Birgitte Arffmann; 14. marts 2002 af Vagn Nygaard; 18. marts 2002 af Jette Windfeld Olesen


Tilbage Startmenuen

© Erik F. Rønnebech Landlystvej 5B Erritsø 7000 Fredericia Tlf: 2099 3286