Under forfatternavnet Jens Skytte blev han især kendt for sine hjemstavnsbøger,
Han fødtes på gården Treldenæsgård i Trelde, Vejlby sogn 11.2.1845 og døbtes Jens Nielsen Schjødt i Egeskov kirke den 6. april. Han var søn af gårdmand Niels Hansen Schjødt (* 1792- †1873) og hustru Karen Sørensdatter Ousen (*1802 - †1862) på Treldenæsgården.
Den 22.9.1881 giftede han sig i Tranekær kirke med Laurentine Johanne Sophie Krogh, født 19.9.1853 på Tranekær slotsmølle. Hun var datter af møller Jørgen Krogh (*1805 - †1878) og Mariane Andreasen (*1808 - †1860).
Tranekær kirkebog oplyser:
Ungkarl, højskolelærer Jens Nielsen Schødt af Vejlby sogn i Jylland boende i Kolding, 36 år gammel.
Jomfru Laurentine Johanne Sophie Krogh, Tranekær mølle, 28 år gammel.
Forloverne var møller Ploug og P. N. Skytte.
(Begges forældre var døde på det tidspunkt.)

De bosatte sig på Skovhøj 10-12,Søndervang i Vonsild sogn ved Kolding, Her døde han 28.2 1928 og blev begravet 5.3 på Kolding ny kirkegård. Hans kone Sophie døde ½ år efter den 22.9.1928 og begravedes 29.9 ved siden af sin mand.

Jens kom ud af en gammel bondeslægt, der gennem flere århundreder sad som selvejerbønder på Trelde Næs.
Fra sin far, der var jæger og friluftsmand og dertil en ypperlig fortæller, arvede han den umiddelbare sans for naturen og menneskelivet der er et fremtrædende træk i forfatterskabet. Han gik i landsbyskole, men interesserede sig mindre for lektierne end for at færdes i mark og skov, og efter konfirmationen deltog han i arbejdet på gården.
Mens han lå inde som soldat, traf han i Odense folkedigteren Mads Hansen der gjorde et stærkt indtryk på ham og fik ham på Vester Skerninge højskole. Siden var han også elev på Askov og Skovgård og 1877-1880 var han som lærer på Vinding højskole ved Vejle.
I 1880 kom han i Højskolebladets redaktion og i 1886 trak han sig tilbage for udelukkende at leve som forfatter. Skytte debuterede 1873 i den af Mads Hansen og Anton Nielsen redigerede "Den nye Almanak III", med nogle småsagn, genfortalt efter faderen. I 1888 udsendte han sin første bog, "Jævne Folk" der efterfulgtes af "Bejlere" i 1891. "Gamle i Gaarde", 1894, "Hjemstavnsbilleder", "Sagn og Barndomsminder", 1895 og "Ved Vejskjellene" samme år, der alle indeholder mindre fortællinger og skildringer, hvortil stoffet på et par enkelte undtagelser nær, som handler om oplevelser fra soldatertiden, er hentet fra hjemstavnen i Trelde.
Sit egentlige gennembrud fik Skytte med den store fortælling Færgefolk fra 1896 der giver en følsom og humørfyldt skildring af sammenstødet mellem gammeldags bondematerialisme og det af skyttesagen og højskolebevægelsen fremkaldte åndelige røre i et østjysk fjordsogn i slutningen af 1860erne. Derefter fulgte flere andre større fortællinger, Guld og grønne Skove I-II. 1897–99, Folkene paa Lille Dyre, 1900, Arvesølv, 1903, Hjordkilds Have, 1907 og Fløjne Fugle, 1913. Pauserne mellem disse større arbejder udfyldtes af endnu en række mindre fortællinger, Fra Skov og Strand, 1899, Paa Sommerveje, 1904, Skovsti og Markvej, 1905, Brænding, 1909 og Bror Lun, 1912. Selv om Skytte ikke var lærer af uddannelse, tilhører hans værker dog nærmest den såkaldte skolelærerlitteratur. Hans stil har afgjort særpræg, spækket som den er med udtryk og vendinger fra hjemstavnen, fra hvilken han ligeledes stadig henter stoffet til sine bøger. Karakteristisk for Skytte er den udpræget jyske blanding af lune og følsomhed, hvormed han opfatter og gengiver mennesker og miljø. Hans skildringer er i almindelighed tidsskildringer der i lighed med Zakarias Nielsens giver et indtryk af brydningerne mellem gamle og unge, og til trods for, at han overalt står som de unges forsvarer, føler han dog gennem slægt og oprindelse en så dyb samhørighed med de gamle at han fortæller om dem med forståelse, selv hvor deres meninger er ham imod.
Kilde: Dansk Biografisk Leksikon.

Jens Skytte har fået en vej i Kolding opkaldt efter sig.

Laurentine Johanne Sophie f. Krogh.
(1853-1928)