Lensgrevinde, kong Frederik 7.s hustru. Hun fødtes 21. april 1815 i København.
Hun var datter af grosserer og mægler Gotthilf Ludewig Køppen (1772-1832) og tjenestepige Juliane Caroline Rasmussen (1793-1869).
7.8.1850 blev hun viet til venstre hånd med kong Frederik 7.
Louise Rasmussen var født uden for ægteskab og voksede op hos moderen, der efter hendes fødsel ernærede sig som syerske, senere "pyntekone" ved Det Kgl. Teater. I 1826 blev Louise optaget på balletskolen.

I 1835 blev hun balletdanserinde og var, indtil hun i 1842 tog sin afsked, medlem af ballettens korps, men nåede dog ikke at blive solodanserinde. Hun havde som ganske ung lært prins Frederik at kende gennem en kollega ved balletten Jensine Werner, der fra begyndelsen af 1830’erne var hans elskerinde. Carl Berling, indehaver af Det Berlingske Trykkeri og bekendt af prinsen, blev Louises faste elsker, hvem hun 1841 fødte en søn, der blev sat i pleje, og som hun ikke siden havde kontakt med. Hun var utvivlsomt oprigtigt forelsket i Berling, der imidlertid ikke formåede at trodse sin families modstand mod et ægteskab med hende.

11/6 1892
Lensgrevinde Danner
Fra hæftet "Under Junigrundloven" skrevet af folketingsmand R. Neergaard.
Louise Kristine Rasmussen er født i København 1815. Uægte datter af købmand Køppen og Juliane Rasmussen.
Da moderen giftede sig med teaterkontrollør senere toldassistent Jensen, optages datteren i dennes hus. Hun blev som barn anbragt i det kgl. teaters danseskole og forblev ved baletten til sit 26. år, men drev det ikke videre end til figurantinde.
Hendes rygte ved teateret var ikke det bedste, og denne omstændighed var i hvert fald medvirkende årsag til, at hun måtte opgive sin stilling der.
Senere var hun en tid modehandlerinde i København.
Louise Rasmussens bekendtskab med Frederik den 7de, blev stiftet allerede inden dennes første ægteskab, men først i 1841 da kronprinsen med sin anden hustru kom til København, fik forholdet en intimere og varigere karakter.
Jomfru Rasmussen havde været forlovet med bogtrykker Carl Berling, til hvem også kronprinsen stod i venskabsforhold, men fra nu af sluttede hun sig meget nær til prinsen, og Berling trak sig tilbage for ham, som det synes, uden at den gode forståelse mellem de tre i nogen måde blev forstyrret.
Efter at prinsesse Mariane havde forladt Danmark for ikke mere at vende tilbage, flyttede Louise Rasmussen til Odense hvor kronprinsen jo residerede som guvernør og det varede ikke længe før forholdet blev i den grad officielt, at hun fik bolig på selve slottet.
Prinsens nærmeste omgivelser gjorde hvad de kunne for at modvirke denne forbindelse, men uden held. Den tiltrækning hun øvede, blev bestandig stærkere. For de fleste var dette en ret uforståelig ting. På skønhed og ydre fortrin beroede hendes magt over kronprinsen nemlig ikke. Hendes ansigtstræk var plumpe og uskønne, og hun gjorde i almindelighed et lidet tiltalende indtryk på dem, hun kom i berøring med.
Kong Kristian den ottende der ikke så med venlige blikke på en forbindelse, som i flere retninger krydsede hans planer, trøstede sig netop af den grund med, at den snart ville ophøre af sig selv. "Hun er så forbandet styg": sagde han under en samtale med Bardenfleth om denne sag. Men hun havde også andre strenge på sin bue. Hun var, som selv hendes bitreste modstandere har måttet indrømme, en ualmindelig klog og profektibel kvinde. Få har så godt som hun forstået at lægge en plan og gennemføre den med snildhed og udholdenhed, og hun arbejdede energisk på at erstatte manglerne ved sin opdragelse. Især erhvervede hun sig en ikke ringe færdighed i levende sprog. I det hele blev hun, hvad kundskaber og boglig dannelse angår, snart prinsen langt overlegen, og hvad der var det vigtigste, hun forstod hans naturejendommelighed som ingen anden og kunne derfor, som ingen anden, overordentlig meget for ham, og i regelen påvirke ham i den retning hun ville.
Man har påstået, at det var hans mindre herlige egenskaber hun havde blik for og forstod at udnytte, men det er på den anden side indrømmet fra alle sider, at hun virksomt og til en vis grad med held, modarbejdede Frederik d. 7des tilbøjelighed til uordentlig levemåde, navnlig til umådeholdenhed i drik.
Efter at Frederik den 7de var blevet konge, forsattes forholdet til Louise Rasmussen, væsentlig på samme måde som hidtil. Kun at hun nu mere direkte arbejdede hen imod et ægteskab.
Allerede i marts 1849 meddelte kongens konseilspræsident Moltke, at det var hans beslutning inden sin afgang til hæren, at ægte "Fru Danner", som hun dengang kaldtes, men ministeriet fik han ved indstændige forestillinger til , i det mindste at opgive denne tanke.
Men året efter blev alle forberedelser til vielsen truffet, og trods ministeriets modforestillinger, fandt vielsen sted den 7de august 1850. Samme dag ophøjedes fru Danner ved kgl. resolution til lensgrevinde af Danner.
I aristokratiets og de højere Bourgeoisis kredse, herskede en yderst forbitret stemning mod denne forbindelse, Denne stemning gav sig udtryk i en skandalelitteratur, der søger sin lige, og hvori grevinde Danner fremstilledes som en ligefrem skøge.
Kongen gik ej heller ram forbi. Det offentlige lukkede imidlertid øjnene for de talrige majestætsfornærmelser. Kun Fr. Schaldemose blev anklaget og dømt som forfatter af et utugtigt skrift.
Neergård dvæler nærmere ved forholdet mellem kongen og grevinde Danner på den ene side og bondeførerne Tcherning og Balthaser Christensen på den anden.
Gennem kammerherre Berling, der var bleven kongens privatsekretær og kasserer for civillisten, konfererede grevinde Danner stadig med Tscherning og Balthaser Christensen, hvis råd hun i mange år fulgte.

Danserinde Louise Rasmussen ca. 1835

Med støtte fra Berling uddannede Louise sig i Paris i modehandlerfaget og åbnede 1844 en fransk modehandel på Vimmelskaftet. Hun udviste megen sans for reklame, f.eks. blev hendes påfund med en roterende voksmannequin i forretningsvinduet godt samtalestof blandt københavnerne. Butikken var kendt i byen, men blev i øvrigt ingen økonomisk succes. Louises forbindelse med nu kronprins Frederik ar blevet opretholdt også gennem dennes andet ægteskab, fra midten af 1840’ene fik det karakter af et mere permanent forhold, og hun opholdt sig i længere tid på Fyn, hvor han var guvernør. Trekantsforhold mellem de to og Berling blev efterhånden kendt i offentligheden og gav i 1847 anledning til alvorligt sammenstød mellem kronprinsen og hans fader Christian 8. Kort efter Frederik 7.s tronbestigelse i 1848 flyttede Louise ind på Christiansborg Slot, ligesom Berling blev knyttet til kongens kabinet. Hun tog navneforandring til Danner og ophøjedes 1849 til baronesse af Dannerfeldt, mens kongens ønske om at ægte hende foreløbig blev bremset af A.W. Moltke, regeringens chef. Under indtryk af den almindelige euforiske stemning efter slaget ved Isted satte Frederik 7. sin vilje igennem, og i juli 1850 blev hun viet til kongens venstre hånd af Sjællands biskop J.P. Mynster og samtidig ophøjet til lensgrevinde af Danner.

Louise var nu den regerende konges hustru, men ikke Danmarks dronning, og denne konflikt mellem den ægteskabelige stilling og den officielle position skulle blive tragisk bestemmende for hendes og Frederik 7.s liv frem til hans død og tillige blive en faktor i dansk politik i 1850’erne. Med stadig støtte fra Berling, hvis position ved hoffet fortsat blev styrket, søgte Louise at opnå en social anerkendelse som kongens hustru. Disse bestræbelser blev imidlertid mødt med stadig afvisning fra det diplomatiske korps, de fremmede kongehuse med undtagelse af det svenske og fra det miljø, der normalt omgav hoffet. Stærk modstand mod Louises bestræbelser ydede også det toneangivende nationalliberale miljø, dog bortset fra D.G. Monrad. Man søgte dels at ignorere hendes eksistens, dels, hvor det var muligt, at trække sig tilbage fra hoffet. Parrets reaktion var i vid udstrækning at ophoLouisee sig uden for hovedstaden på slottene Frederiksborg og Jægerspris, senere også på palæet i Skodsborg. I sine bestræbelser for at opnå den ønskede anerkendelse søgte Louise gennem Berling kontakt med den politiske venstrefløj, repræsenteret ved Balthazar Christensen og A.F. Tscherning, der vejledte hende med hensyn til en omfattende godgørenhed. De medvirkede også til at arrangere parrets gentagne rejser i provinsen, først Bornholm og senere Jylland, hvor hun faktisk blev accepteret som kongens hustru. Hun lod videre forstå, at hun under 1850’ernes mange anslag mod det nye konstitutionelle system styrkede kongens opslutning bag Junigrundloven og folkestyrets princip. Hendes position ved hoffet og officielle stilling i det hele var et stadigt punkt på den politiske dagsorden i 1850’erne, og det kom til den afgørende konflikt i 1859, da konseilspræsident C.C. Hall krævede Berling fjernet fra hoffet. Da kongen afviste dette krav, førte det til Halls afgang og dannelsen af en regering under ledelse af C.E. Rotwitt, der blev modtaget i offentligheden som "grevindens særlige ministerium". Ministerskiftet og Frederiksborg Slots brand kort efter rejste, især i hovedstaden, en meget stærk stemning mod Berling og Louise, udtrykt i presseangreb og demonstrationer. Stemningen tvang Berling til at nedlægge sine poster ved hoffet, og da Rotwitt kort efter blev alvorligt syg og døde, måtte ministeriet gå af. Louise opgav nu sine bestræbelser for at opnå officiel anerkendelse og trak sig endnu mere tilbage til privatlivet sammen med kongen uden for hovedstaden.

Efter Frederik 7.s død levede hun meget tilbagetrukket, dels på Jægerspris, som hun havde fået som arv efter kongen, dels i en ejendom i Ny Vestergade. Hun drog på langvarige udenlandsrejser, ofte ledsaget af Berling, der døde under deres fælles ophoLouise i Egypten. 1873-74 opholdt hun sig i Italien, hvor hun pådrog sig rosen og døde i Genova.
Louise, der ud over sønnen, som der var sørget for på anden vis, var uden arvinger, testamenterede sin meget store formue på ca. 6 mio. kr. til to stiftelser, den ene for fattige kvinder af arbejderklassen og den anden for "hjælpeløse og forladte Pigebørn, især af Almuen", der skulle opdrages og uddannes til tjenestepiger. Til det første projekt opførtes en ejendom på hjørnet mellem Gyldenløvesgade og Nansensgade, mens Jægerspris Slot med godset blev stillet til rådighed for pigehjemmet Kong Frederik den Syvendes Stiftelse. Louise gav udførlige retningslinier for de to institutioners virksomhed, hvis bestemt udmeldte formål var at komme de allersvageste til hjælp. I kraft af de meget store midler, hun var i stand til at overdrage stiftelserne, fik de begge en stor social betydning.

Det er Louises danmarkshistoriske indsats, at hun formåede at holde Frederik 7. fast ved kongegerningen under de vanskelige forhold, antagelig også ved Junigrundloven, og at hun i nogen grad evnede at regulere hans nedbrydende livsstil. At hun hverken formåede at lægge et diskret slør over sit utraditionelle kærlighedsliv eller at resignere som kongens hustru, var hendes tragiske politiske fejlbedømmelse af egne muligheder for at overvinde og triumfere i forhold til tidens konventioner. Allerede i sin samtid en omstridt personlighed har vurderingen af Louise vekslet fra opfattelsen af hende som en golddigger, der berigede sig hensynsløst og vanskeliggjorde Danmarks position, til forståelsen af, at hun som den ligefremme kvinde repræsenterede folkestyrets jævnere idealer og på alle områder, inklusive det erotiske, formåede at være kongen den partner, han trods alt kunne leve med.

Luise døde 6. marts 1874 i Genova i Italien.