FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

© Erik F. Rønnebech

FREDERICIA GYMNASIUM UNDER BESÆTTELSEN 1940-45

2/10 1943 gik tyskernes aktion mod jøder i Danmark i gang. Gymnasiets lektor fru Frederiksen var af jødisk afstamning og måtte "gå under jorden". Officielt var hun på sygeorlov. I 1944 begyndte tyskerne for alvor at beslaglægge bygninger, fortrinsvis byens skoler. Gymnasiet måtte i så stor udstrækning som muligt stille lokaler til rådighed for de lukkede skoler.
Det betød samtidig at man måtte indskrænke undervisningstiden, så man holdt kl. 13 fra 4. december. 2. februar blev det gymnasiets tur da begge gymnastiksale beslaglagdes til lazaretformål. 5. februar var der en sabotageaktion hvor et læskur nedbrændte hvori der stod tyske senge. 5. marts fik ledelsen to dages frist til at rømme hele gymnasiet. Efter morgensangen 7 mart forlod man skolen. Undervisningen flyttedes derefter til de to private realskoler i Købmagergade. Grove Rasmussens og Markholt Olesens.

Gymnasiet og modstandskampen.
"Fra 1. august til 31. december 1944 havde lektor Aalbæk Madsen orlov". I afsnittet "Skolens Dagbog" anføres under den 5. december: "Lektor Aalbæk Madsen vender tilbage og genoptager sin undervisning efter juleferien". Oplysningerne dækker over, at Svend Aalbæk Madsen for deltagelse i modstandsarbejde var blevet fængslet af tyskerne; det skete, mens han sammen med sin kone var på rejse til København, hvorfor de begge i første omgang blev anbragt i Vestre Fængsel. Aalbæk Madsens kone blev dog ret hurtigt løsladt, mens hans selv blev anbragt i Horserødlejren, hvorfra han med andre fanger den 12. august 1944 blev overført til Frøslevlejren.
Mens Svend Aalbæk Madsen blev sluppet fri, var hans svigerfar, handelsgartner Hans Christian Just Petersen, mindre heldig. Han var medlem af en jernbanesabotagegruppe og havde opbevaret et stort våbenlager for gruppen på sit gartneri på Calvinsvej. Han var blandt de ti gruppemedlemmer som Gestapo arresterede den 3. marts 1945, da gruppen blev rullet op, og blandt de ni, som blev henrettet i Ryvangen den 19. april. Den 16. marts var Bothildsen-Nielsens Hipo-gruppe i Fredericia, hvor de foruden teateret også sprængte Just Petersens gartneri med dets store drivhuse i luften. Efter sprængningen af gartneriet hjalp en klasse fra gymnasiet, nemlig 2. g matematisk, med oprydningen, sandsynligvis formidlet af Svend Aalbæk Madsen.
Just Petersen var én af fem tidligere elever på Fredericia Gymnasium, som måtte bøde med livet for deres deltagelse i modstandskampen. Blandt de fem var han den ældste, idet han var født i 1886, og havde været elev på skolen i årene 1893-96.

De fire andre var:
Eigil Bruno Wendell de Neergaard, som var født i 1913, stationsleder for Falck i Slagelse. Han var byleder for modstandsbevægelsen, blev arresteret af tyskerne den 19. december 1944 og henrettet i Ryvangen den 29. marts 1945. Neergaard havde været elev på Fredericia højere Almenskole 1924-27.
Vilhelm Hugo Hedemann Holst, som var født i 1922. Han blev student fra Fredericia Gymnasium i 1940 og læste derefter til civilingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt i København. Sideløbende var han aktiv i modstandsbevægelsen som kurér for det såkaldte K-udvalg og blev dødeligt såret ved en ildkamp i København den 1. marts 1945. Han døde samme dag, sandsynligvis i Vestre Fængsel.
Ivar Lassen, født 1923, medlem af samme gruppe som Just Petersen, arresteret samme dag som han, og som man henrettede i Ryvangen den 19. april. Ivar Lassen (hvis fulde navn var Ivar Peder Lassen) tog realeksamen fra Fredericia højere Almenskole i 1939, og i 1942 studentereksamen fra Nyborg Studenterkursus, hvorefter han blev handelslærling.
Hans Eeg var den yngste af de fem. Han blev født 1925 og blev student fra Fredericia Gymnasium 1944. Også han læste ved Polyteknisk Læreanstalt, men var medlem af samme modstandsgruppe som Just Petersen og Ivar Lassen. Han blev arresteret og henrettet samtidig som dem.

Den 4. maj 1946 afsløredes ved en højtidelighed en mindeplade for de fem faldne tidligere elever i gymnasiets aula, med følgende tekst:
Vilhelm Hugo Hedemann Holst -5.3.1922-1.3.1945
Eigil Bruno Wendell de Neergaard - 7.7.1913-29.3.1945
Hans Christian Just Petersen - 27.2.1886-19.4.1945
Ivar Lassen -11.7.1923-19.4.1945
Hans Eeg - 28.5.1925-19.4.1945

De kunne blitt i sin hverdag. De måtte gå. De var kalt. og alle brakte en gave: den samme: for det var alt
Nordahl Grieg


Amtborgmester Otto Herskind Jørgensen lægger buket ved mindepladen i Aulaen.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286