Begravelsen af de faldne fra Fredericiaslaget 1849

FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

BEGRAVELSEN AF DE FALDNE

Lidt om massebegravelserne af de faldne fra 6. juli 1849

Hovedkilde: Artikel af Niels Chr. Sørensen i Fredericia Dagblad 4/7-1983

Det sejrrige udfald fra fæstningen Fredericia 6. juli 1849 og skuffelsen for de oprørske slesvig-holstenere vakte som bekendt stor jubel og løftede den nationale bevidsthed. Men oven på sejrsrusen kom sorgen for alle de familier, der havde mistet deres kære. Tabene var meget store på begge sider, størst for danskerne, der skulle løbe stormløb mod oprørernes befæstede skanser.
Fra de tidlige morgentimer den 6. juli begyndte en sørgelig trafik ind gennem Fredericias porte. Vogn efter vogn med døde og sårede - venner som fjender - blev bragt ind.
De sårede, der kunne tåle transport, blev efter en nødtørftig lægehjælp for størstepartens vedkommende, hurtigst muligt overført til lazeretter på Fyn og andre steder i landet, medens de faldne mere eller mindre tilfældigt blev samlet i byens kirker, i evakuerede privathjem eller andre steder.
Oberst Lunding skrev om aftenen i et brev til sin kone:" Det billede af de tre lag lig i den katolske kirke vil jeg aldrig glemme, men jeg vil heller aldrig glemme glæden, da jeg så de første 100 fanger, som blev bragt ind, og derpå den jubel, da det var os, der var herrer i de fjendtlige batterier i dag."
Den faldne general Rye blev først indbragt til Sct. Knuds kirke men senere overflyttet til den daværende latinskoles (Nu Trinitatis Sognegård) store klasse, og lagt på lit de parade. Samtidig forberedte man begravelsen af de mange hundrede faldne. De ca. 260 indbragte faldne slesvig-holstenere blev begravet på Michaelis kirkegård natten mellem den 7. og 8.- Pastor Hertel foretog jordpåkastelsen efter at have betegnet de afdøde som "forræddere og menedere" men tilføjede dog, at den højeste dommer kunne give syndsforladelse. Ud over jordpåkastelsen var der var ingen cheremonier eller militær honnør.
De efterfølgende dage og uger døde mange af de sårede oprørere og de begravedes også her.
"Tyskergraven" eksisterer delvist endnu, og markeres af 4 privat opsatte støbejernskors. Den er dog kun halvt så lang som oprindelig, idet en del for nogle år siden blev inddraget til vej.

Sct. Michaelis kirke frembød om formiddagen den 8. et underligt skue. Midt for alteret stod Olav Ryes kiste, og i midtergangen var ligene af 22 andre faldne officerer anbragt siddende på gulvet i deres uniformer med ryggene støttet mod bænkegavlene.

" Det var en besynderlig følelse at gå frem mellem disse lig af mænd, der for størstedelen var ganske unge mennesker, som for få dage siden havde været fulde af liv og kraft. Her lå de nu, de fleste med et udtryk af fast vilje og ophøjet alvor, som ville de sige, at således skulle det netop være."

Kl. 12.00 forrettede feltprovst Boisen en gribende gudstjeneste, hvorefter Rye blev båret ud på pladsen foran kirken og de faldne officerer en for en lagdes i kiste. Disse var simple sortmalede fyrretræskister foret med et lag høvlspåner der dækkedes af et stykke lærred. På hvert kistelåg anbragtes en krans og den faldnes sabel.
Officerskisterne bragtes ud i hold på tre, sørgetoget tog opstilling bag ved, og processionen begav sig ad Vendersgade og Danmarksgade til Trinitatis kirkegård. Rye blev båret af 16 kaptajner der skiftedes undervejs. De øvrige kister blev kørt medens 3. brigades musikkorps spillede Thilos nykomponerede sørgemarch. Da størstedelen af de civile var evakuerede, bestod følget mest af militærpersoner.

Fra mørkefald den 7. juli, havde der hersket en hektisk aktivitet på Trinitatis kirkegård. Ingeniørerne opkastede den store fællesgrav bistået af et arbejdskommando på ca. 100 mand, der dels medvirkede ved gravningen, dels modtog de indbragte faldne.
Stedet lå ud mod Kongensgade i det område, hvor 60 faldne fra træfningerne i bl.a. Kolding, Gudsø i forvejen var jordfæstede. Disse grave indpassedes i den store fællesgrav.
En del af de faldne var sendt til deres hjemsogne. De resterende 372 anbragtes på stierne omkring graven efterhånden som de i nattens løb bragtes til kirkegårdsterrænet. Her forestod et større identifikationsarbejde der medførte, at samtlige 372, på grundlag af destinktionering, afdelingsmærker, soldaterbøger eller kammeratudsagn, efterhånden som natten skred frem, kunne forsynes med mærkeseddel udvisende grad, nummer, navn, afdeling og fødested. 22 faldne officerer bragtes til Michaelis kirke, medens underofficerer og menige oplagdes i rækker i nummerorden, kompagni og bataljonsvis.
Alt dette foregik i nattens mulm og mørke, kun belyst af et flakkende fakkelskær.
Efter lang tids regnfuldt, koldt og blæsende vejr havde sommervarmen indfundet sig. Både af den årsag og fordi det psykisk må have været hårdt at gå mellem faldne kammerater, måtte mandskabet hyppigt udskiftes.
Da graven var kastet, blev de faldne underofficerer og menige gravlagt. Man startede med 1. lette infanteriregiment og fortsatte derefter i afdelingsorden.
De døde blev, alle i fuld uniform, lagt i to rækker på ryggen og med fødderne mod hinanden.
Da bunden af graven var fyldt op, dækkedes dette første lag med kalkstøv "der indhyllede de døde som et ligklæde", hvorefter der fortsattes lag efter lag, indtil alle var anbragt.
Kl. ca. 11.00 var graven, uden nogen form for gejstlig ceremoniel, tilkastet, idet der dog holdtes en plads åben i den nordlige del til officererne.
Da processionen ankom fra Michaelis kirke sænkedes officerskisterne i det tomme rum i gravhøjens nordende, og den afsluttende tildækning kunne finde sted. Det kristelige jordpåkastelsesritual kunne nu gennemføres af feltprovst Boisen og dermed afsluttedes et på en gang uhyggeligt makabert men samtidig gribende højtidelig ceromoniel.
Begravelseshøjtieligheden afsluttedes med en drønende gevær- og kanonsalut som et sidste honnør til de faldne kammerater.
En enkelt, men til gengæld den mest kendte af fredericiaslagets døde, nemlig generalmajor Olaf Rye kom dog ikke til at hvile blandt sine soldater.
Hans båre henstilledes under æresvagt i kirkens våbenhus, hvorfra den den 11. blev overført til København. Her bisattes han den 15. på Garnisonskirkegården. Dermed havde denne imposante soldaterskikkelse, som den sidste af udfaldets faldne krigere, fundet sit endelige hvilested.
Den store fællesgrav måtte de følgende år flere gange efterfyldes med jord, som hentedes på reformert mark. Krigergraven, der har form som en rektangulær gravhøj, blev forsynet med en 130m. lang og 1,4m høj ringmur af granitkvadre, med en fremstående frise øverst, hvori de faldnes navne og tilhørssted er indhugget. Dette arbejde udførtes i 1857 af stenhugger Kleving fra Flensborg
Midt for højen ud mod Kongensgade afsløredes 6. juli 1853, Bissens bronze basrelief, forestillende to soldater der bærer en falden kammerat til graven.

Mange af de sårede fra belejringen og udfaldet bragtes til Lazaretter på Fyn. Et af disse lazaretter lå på herregården Billeshave. Mange af de døde herfra ligger begravet i en fællesgrav på Vejlby kirkegård lidt udenfor Middelfart. Graven rummer 41 døde soldater, og 21. februar 1858 afsløredes et mindesmærke på de dødes gravhøj.

TRINITATIS KIRKEGÅRD 1849. KRIGERGRAVEN/KÆMPEGRAVEN, PLACEREDES VED SOLDATERGRAVENE T.V.