HOLSTEN

Landskab ved foden af halvøen Jylland, tidligere hertugdømme, syd for Slesvig, mellem Østersøen, Ejderen, Nordsøen, Elben og Trave. Areal: 8500 km². I 1966 ca. 2 mill. indbyggere. Mod vest marsk, mod øst og syd morænelandskab. Vigtigste erhverv er landbrug. I jorden er der fundet salt og olie. Største by Kiel. Holsten var oprindelig navnet på landets centrale del, omgivet af Vagrien, Stormarn og Ditmarsken. Hele området kaldtes i middelalderen Nordalbingien og var oprindelig beboet af saksere, der ifølge sagnet havde forskellige uoverensstemmelser med deres naboer i nord, kendt bl.a. fra sagnet om Uffe hin Spage. Karl den Stores erobring omkring 800 og hans hårdhændede kristendomsforkyndelse lagde store dele af landet åbent for indvandring af de slaviske vagrer og obotritter. Sachsens hertug oprettede grevskabet Holsten, der ligesom Stormarn år 1111 tildeltes slægten Schauenburg. Ca. 1140 erobredes det slaviske Vagrien, hvis frugtbarhed skabte en rig godsejerstand. Grundlæggelsen af Lübeck 1143 under Adolf 2. gav Holsten magt over handelsvejene fra Elben og Hamburg. Byen blev dog allerede 1226 fri rigsstad og førte en selvstændig politik som ledende hansestad. Ditmarsken tilhørte formelt Holsten, men blev først undertvunget 1559. Valdemar 2. Sejr erobrede 1203 Holsten med Lübeck, men tabte det igen 1225. På denne tid havde sakserhertugens formelle lenshøjhed mistet al betydning. Skønt greveslægten senere i århundredet deltes i adskillige linjer, bl.a. Rendsborg og Plön, vandt den stor magt og kunne ved pengehjælp og udnyttelse af Valdemar-ættens splid skaffe sig indflydelse i Danmark og begynde fortyskningen i Slesvig. Da grev Gerhard 3. (Gert) af Rendsborg i 1326 blev dansk rigsforstander, gav han sig selv Slesvig som len. Efter 1340 indløstes det af Danmark med undtagelse af den sydlige del. Ved den slesvigske hertugslægts uddøen i 1375 kom hele Slesvig under Schauenburgerne, fra 1386 dog som et len af Danmark. Greveslægten uddøde 1459, med undtagelse af den ubetydelige gren Pinneberg, hvorfor de holstenske godsejere søgte at beskytte deres interesser i Slesvig ved 1460 at give sig ind under Christian I., der i det såkaldte Udelelighedsbrev måtte love den slesvig-holstenske adel, at de to landområder skulle "bliuen ewich tosamende ungedelt" (evig udelte sammen), således at adelsgodset ikke splittedes. I 1474 blev Holsten hertugdømme. Adelsmændenes magt voksede under Frederik I og Christian III. De fik store embeder og godser i Danmark, mens bønderne blev livegne og stænderforsamlingen betydningsløs. Holsten splittedes dog fra 1544 af flere delinger, og linjen Gottorp skaffede kongehuset og Danmark mange bryderier, før det lykkedes at få den til at opgive Holsten 1773. Kort før var Hamburgs udskillelse af Holsten blevet officielt anerkendt, men byen havde faktisk været uafhængig i århundreder. Som hertug af Holsten var den danske konge vasal under det tyske rige. Ved dettes opløsning 1806 indlemmedes Holsten i det danske monarki, men optoges 1815 i Det tyske Forbund. Fra 1830 rejste en liberal slesvig-holstenisme, med støtte af hertug Christian August af Augustenborg, krav om en stænderforfatning, hvilket opfyldtes 1834. Alligevel udbrød åbent oprør 1848. Det blev dog slået ned 1848-50. Forsøg på en fællesforfatning for Danmark og Slesvig-Holsten brast på modstand fra Holstens stænderforsamling, der støttedes af Østrig og Preussen, som efter brud med Danmark på grund af Novemberforfatningen 1863, hvorefter Slesvig skulle indlemmes i kongeriget, erobrede Slesvig og Holsten 1864. Slesvig-Holsten blev i 1867 preussisk provins under navnet Schleswig-Holstein. I 1946 blev det til et Land, dvs. delstat, i forbundsrepubliken Tyskland (BDR).

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286