FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

J. Blichfeldt fra Aalborg beretter om sin deltagelse i Ryes brigade 1849

Kilde: "Dengang jeg drog afsted." hæfte med beretninger fra 1849

Jeg blev efter endt uddannelse tildelt 4de reservebataillon ved Ryes brigade, der den gang lå ved Århus. Ved samme brigade stod min ældre broder som underlæge ved 9de liniebataillon. Jeg talte med ham da brigaden lå på Helgenæs for at blive overført til Fyn, og jeg talte med ham for sidste gang da vi den 5. juli lå i Fredericia.
Da vi om morgenen den 6te rykkede ud mod Treldeskansen, fulgte han et lille stykke med sin bataillon udenfor fæstningen. Medens han lå på knæ for at forbinde den første sårede, blev han truffet af en geværkugle lige i hjertet og døde straks. Han var den eneste læge der faldt den dag.
Et mægtigt indtryk gjorde det, da vi i den stille, dejlige nat hørte det første skud og straks derefter den hvislende lyd af geværkuglerne om ørerne, men snart ænsede man den slet ikke. Først om middagen, efter at forfølgelsen var ophørt, fik jeg at vide, at min broder var såret eller død. Det var min kaptajn (Haffner) der meddelte mig det med tårer i øjnene, så jeg tænkte mig jo straks det værste. Da vi henimod aften kom tilbage til fæstningen, gik jeg ind på et af lazaretterne og spurgte overlægen om, hvorledes det var, og han svarede:" Han ligger i katolsk kirke som død!"
Før jeg skred til den tunge gerning at meddele vore gamle forældre, at de havde mistet deres ældste søn, ville jeg gerne se ham, og bad kaptajnen om tilladelse dertil, men både ham og premierløjtnanten (Lorentsen) rådede mig derfra, fordi alle skudte er mere eller mindre fortrukne i et eller andet lem og gerne blodige, men så fortalte en af mine kammerater, at han havde været oppe i kirken for at se sin stedfader, der lå lige ved siden af min broder, og at han lå aldelels som om han sov uden mindste spor af blod.
Jeg gik så til vedkommende kommandant og fik en skriftlig tilladelse, som jeg måtte forevise skildvagten der stod ved indgangen. Jeg fik lov at passere.
For at komme ind ad døren, der er for enden af kirken, måtte man træde på døde kroppe, hvoraf den sidste, en tysk jæger, lå med benene ud af døren. Det viste sig, at hele kirken lå fuld af døde lige op til stoleryggene, hvorpå jeg så måtte entre fra den ene til den anden og over prædikestolen ind i koret, hvor der lå 10 officerer, 5 på hver side.

Ryes lig opdages blandt de faldne

Min broder øverst til højre, og på alteret vor kære general Rye, og i sandhed - Jeg fortrød ikke denne skrækkelige vandring, thi min kære broder lå der, uden så meget som en finger eller muskel i ansigtet der var fortrukket. Hans uniform var lige så ren som om han lige havde taget den på, og der var ikke blod at se nogensteds. Kun på hans linned var en lille mørk plet, hvor kuglen var gået ind.
Jeg bad en bøn ved hans lig og tog en lok af hans hår og forlod så med tungt hjerte denne forfærdelige samling af tildels sønderskudte lig. Der var ikke en eneste, hverken derinde eller af alle de mange jeg så ude, der som ham var aldeles fri for trækninger og blod.
Skønt jeg oftere i de 2 års felttog fik mange gribende indtryk, har intet været så mægtigt som denne forfærdelige vandring over alle de døde mennesker. Jeg ser endnu den tyske jægers stive øjne stirre på mig, da jeg måtte træde på ham for over stoleryggene at nå min broders lig.

Forsiden
 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286