TREÅRSKRIGEN

SLAGET VED BOV

BÜLOVS BREV TIL SIN KONE EFTER SLAGET 6te JULI 1849

Modtag dette brev og tak med mig Gud for det.
Vore elskede børn, kække og gode, er med mig raske, og Gud har under millioner af kugler sparet liv og lemmer for os tre. Mange af mine herlige kammerater har måttet bløde, men sejren blev vor.
Jeg bestemte at undsætte Fredericia i dag og samlede det meste af armeen og gjorde herfra i nat et angreb med brigaderne Rye, Schleppegrell, Molkte og Meza, og et af de blodigste slag leveredes.
Fjenden mistede, og blev kastet 3 mil tilbage fra Fredericia, af fanger: 32 officerer, 2000 menige. Døde: 17 officerer og 190 mand, henved 900 á 1.000 sårede, 17 svære belejringskanoner og 7 morterer. Hele deres park bestående af alle deres kugler, bomber, og vogne til en værdi af ½ tønde guld. Hele deres brotrain og 3 ambulancer, en mængde krudt og brødvogne samt 2.300 dejlige geværer.
Du ser at Gud har været med os, og armeen har indlagt sig hæder.
Vore herlige officerer og menige sloges med dødsforagt, hvortil jeg endnu ej har set magen.
Men blod, kostbart ædelt blod er der flydt og mange lider på smertens leje.
Vi har henved 100 døde og sårede, mange officerer, men endnu har jeg ikke fået listerne.
Vores brave general Rye døde af to kugler, da han angreb, modig i døden som i livet, sørgeligt for hans kone og barn, sørgeligt for arméen, hvor han savnes og vil næppe kunne erstattes. På mig har det gjort et smerteligt indtryk. Han var hos mig den sidste aften, hvor vi længe samtalede om vore koner og børn, om eders og vores lykke og glæde når vi engang fik fred, og nu 24 timer efter.
Men Guds veje er uudforskelige. Hans vilje ske.
Han døde en herlig død for ham selv i spidsen for sin brigade, som han førte frem i alvorsstunden. Hvad kan tænkes skønnere.
Fred med ham. Han var en trofast kammerat.
Kaptajn Wolle er såret i armen af en kugle, forresten ingen fra Viborg så vidt jeg ved. I morgen skal jeg lade dig vide, om nogle af vore bekendte skulle være sårede.
Lev nu vel min trofaste mig elskede kone. Kys din omgivning, de dyrebare børn, min lille søde Frederik Peter og Salie. Jeg må nok kalde ham min, ikke at forglemme.
Gud med os alle.

Fredericia 6. juli 1849
Din evig tro mand
Bülow.

Ps.
Jeg havde i aftes skrevet et brev til dig som du skulle have haft, hvis jeg var død. Nu er det brændt.